MB 436
"1286. Hertug Valdemar kommer ud af fængslet. Kong Erik blev dræbt St. Cecilie nat på sit leje af sine mest betroede mænd; han fik 56 sår."
Sådan fortæller kilderne (her Rydårbogen) kortfattet og næsten enslydende om mordet på Erik Glipping. Lybske årbog angiver "… for sin ukyskheds skyld, hedder det.", mens Jyske årbog om sårene tilføjer: "…af hvilke kun ét neden for brystet." En kombination af de sidste tilføjelser kunne lade ane, at Kong Erik var offer for et jalousidrab og ud over livet også mistede sine ædlere dele; vi ved det ikke, men det forekommer nu ikke sandsynligt. Langt snarere er der tale om et politisk mord. Ovennævnte Hertug Valdemar af Slesvig har været nævnt som en mulig bagmand - det kommer vi kort ind på nedenfor.
Vi ved ikke, hvem morderne var, kun at et rigsmøde i Nyborg pinsedag 1287 dømte grev Jakob af Halland, marsk Stig Andersen, kongens foged på Fyn, Peder Jakobsen, ridderne Niels Hallandsfar, Peder Porse og Niels Knudsen samt væbnerne Ove Kage, Rane Jonsen og Arvid Bentsen fra livet for mordet. Umiddelbart efter dommen flygtede 7 af de 9 til Norge, hvor kong Erik Præstehader gav dem sin beskyttelse.
De dømte nævnes i alle bøger, der beskæftiger sig med mordet, men først for nylig, i forbindelse med læsning af Johansen og Haldings fremragende: "Thi de var af stor slægt", gik det op for os, at de fleste af de dømte bindes sammen af én bestemt fællesnævner: de tilhører Hviderne, Danmarks mægtigste slægt i højmiddelalderen.
Grev Jakob af Halland var efterkommer af Sune Ebbesen (barnebarn af Skjalm Hvide) i den gren af familien, der normalt omtales som Sunesønnerne. Marsk Stigs personlige tilhørsforhold til slægten er noget uvis, men to af hans tre koner var Hvider. Peder Jakobsen er kun sparsomt nævnt i kilderne, men Johansen/Halding refererer akterne vedrørende Jens Grands proces mod Erik Menved for oplysningen om, at han tilhører slægten. Rane Jonsen var også af Hvideslægt, og yderligere et familiemedlem, Lave Lavesen, der ikke var dømt i forbindelse med mordet i 1286 men en anden forbrydelse mod kongen i 1290 flygter til Norge. Senere støder flere slægtsmedlemmer til.
I deres udredninger af slægtens historie kommer Johansen/Halding ind på, at visse familiegrene efterhånden var temmelig fjernt beslægtede, men at slægtskabet stadig var erkendt og anerkendt. Bogens stamtavler smykkes med det ene af slægtens to våbenskjold, en hjortevie, som vi har gengivet øverst i artiklen. Begynder det at dæmre?
De fredløses ophold i Norge hengik ikke i lediggang. Tværtom deltog de i kong Erik Præstehaders krigstogter mod Danmark, og på Hjelm ud for den jyske østkyst og - måske - på Hunehals i Halland sloges mønt.
De skriftlige kilder til denne udmøntning er sparsom. Den nævnes kun i procesakterne fra retssagen mellem ærkebiskop Jens Grand og kong Erik Menved samt i overenskomsten mellem Erik Præstehader og Erik Menved i 1295 (1). Herudover har vi kun mønterne og det øvrige arkæologiske materiale at støtte os til. Fik vi nævnt, at Jens Grand ikke anerkendte de fredløses skyld i kongemordet, og at han i øvrigt var af Hvideslægt?
Udmøntningerne fra Hjelm er dem, eftertidens interesse mest intenst har kredset om, men enighed er der ikke opnået. Hauberg kendte, da han 1884 skrev sit værk om periodens udmøntninger (2), kun til tre løsfundne mønter fund fra Hjelm (MB 430, 431 og 442, som han henførte til Nørrejylland), så først fra Galsters artikel i 1928 er udmøntningerne for alvor rykket ind i den numismatiske forsknings søgelys. Fra Galster til Vellev har det traditionelle synspunkt været, at de fredløses udmøntninger var falskmønteri, og at selve udmøntningsprocessen var tvangsarbejde foretaget af kongelige møntmestre, som de fredløse havde kidnappet. Dette synspunkt, der alene støtter sig på Erik Menveds udsagn (3), har stået uanfægtet indtil Jørgen Sømod i fortalen til sin bogudgivelse i år 2000 (4) og i sin artikel om Vorreskatten (2003) (5) argumenterede for en forbindelse til hertug Valdemar i Slesvig - den mulige bagmand, som vi nævnte ovenfor. Ifølge Sømod er udmøntningen ikke at opfatte som falskmønteri, men som alternativ udmøntning, idet de fredløse kæmpede for hertug Valdemar - barnebarn af kong Abel - som dansk konge i stedet for kong Erik Menved. I denne forbindelse er det vigtigt at huske, at Danmark først med enevældens indførelse 1660 blev et arverige. Før denne tid var en konges ældste søn ikke automatisk arving til tronen, han skulle vælges - og der er talrige eksempler på situationer med flere aspiranter til tronen.
Adskilligt kan tale for Sømods tolkning. Numismatisk hænger Sømod hatten på en nyopdukken variant af MB463, der til forskel fra den normale type bærer indskriften DVX, en klar hentydning til hertug (=dux) Valdemar i Slesvig (6). Den normale MB463 er hyppigt forekommende på Hjelm og også andre mønter og møntkoblinger synes at pege mod Slesvig. Stempler samt yderligere statistiske oplysninger peger i samme retning.
Op til ca. midten af 1200-tallet havde parløbet mellem konge og kirkemagt været til fordel for begge parter. Hvideslægten var storleverandør af kandidater til kirkelige embeder - 8 bisper og 7 ærkebisper (den kendteste var Absalon) - såvel som til kongelige embedsmænd; i begge tilfælde kan findes udførlige tavler i Johansen/Haldings bog (klik for tavlen over Hvideslægtens bisper og ærkebisper) - stadig med vor hjortevie som illustration. Er tiøren faldet?
Politisk prægedes imidlertid anden halvdel af 1200-tallet af den såkaldte investiturstrid, dvs. striden mellem konge- og kirkemagten om retten til at besætte kirkelige embeder, og denne strid førte til et modsætningsforhold mellem Hvideslægten og kongemagten. Erik Plovpenning anklagede Hvidebispen i Roskilde, Niels Stigsen, samt mænd af hans slægt for sammensværgelse mod kongens liv og rige og efter Niels Stigsens død i landflygtighed udnævntes en ny Hvide, Jakob Erlandsen, mod kongens ønske til biskop i Lund. Striden med kongemagten kulminerede med dommen i Nyborg 1287.
MB 436
Pludselig stirrer Hvideslægtens våben os i møde på en dansk mønt. Tidligere er andre møntherrers mærke eller portrætter set på danske mønter, men det drejer sig i sådanne tilfælde om embedsmænd, kirkelige personer (hvor kirken havde andel i møntretten) samt om slesvigske hertuger. Det er på dette tidspunkt aldeles enestående, at et slægtsvåben optræder på en dansk mønt - senere kender vi slægtsvåbner fra Søren Nordby, Jens Bille og Christoffer af Oldenburg.
Galster nævner hjortevien som Jens Grands våbenmærke, Kaaber angiver den som marsk Stigs mærke, begge uden at drage yderligere konsekvenser og begge uden at se det, der nok i virkeligheden ligger bag brugen af våbenmærket på mønten: Dette drejer sig ikke som en eller et par fremtrædende personers modvilje mod Danmarks konge - det drejer sig om rigets mægtigste slægts undsigelse af ham. Marsk Stig angives også at føre et våben med en syvoddet stjerne, Rane Jonson havde et delt våben, hvor hjortevien udgør den ene halvdel, men netop pga de forskellige familiemedlemmers varierende våben, delvis pga ægteskaber med andre adelsslægter, forekommer det oprindelige Hvidevåben som et samlende mærke snarere end som symbolet på et eller to medlemmer af slægten. I det hele taget skal slægten som nøglebegreb ikke undervurderes. Når Hviderne er så storslået repræsenteret ved besættelsen af kirkelige (se ovenfor) såvel som verdslige (se nedenfor) embeder, er der naturligvis ingen grund til at tvivle på de enkelte kandidaters kvalifikationer, men omvendt ville det være naivt at forestille sig denne massive repræsentation i de mest magtfulde stillinger uden et potent bagland i ryggen.
Fra begyndelsen af 1200-tallet begyndte Hvideslægten at sætte sig tungt på de verdslige embeder som drost, marsk, kansler og kammermester. De vigtigste var Anders Sunesen, Niels Stigsen, Uffe Nielsen, Peder Nielsen Hoseøl, Rane Jonsen, Jens Ebbesen og Stig Andersen - men der var flere andre.
En sådan tilknytning til rigets øverste embeder førte naturligt også Hviderne ind i den kamp om kronen, som udspillede sig mellem Valdemar Sejrs sønner, Erik, Abel og Kristoffer. Her holdt familien længe på den tabende hest, Abellinien, der endte som hertuger i Sønderjylland, mens kongekronen gik videre til Kristoffer og hans linie. At der ikke bestod noget hjerteligt forhold mellem Hviderne og den sejrende kongeslægt, fremgår klarest dels derved, at marsk Stig iflg. Lundeårbogen som den eneste stormand ved et rigsmøde i Nyborg 1276 ikke ville forhåndsantage prins Erik (Menved) som kommende konge allerede før faderens død, dels ved stormændenes (med Stig Andersen i spidsen) påtvingelse af Danmarks første håndfæstning overfor kong Erik Menved 1282 og endelig ved striden mellem Hvide-ærkebispen Jens Grand og samme Erik Menved, hvor ærkebispen af kongen beskyldes for at have udtalt, at det var ham ligegyldigt, "om hertug Valdemar af Sønderjylland eller en jøde eller saracener eller hedning eller selve djævelen regerede Danmark, når blot ikke kong Erik eller hans broder var konge dér." Med dette modsætningsforhold begrundes og sandsynliggøres også slægtens fortsatte tætte forbindelser med Abels barnebarn, hertug Valdemar af Sønderjylland.
Vi nærmer os altså efter mordet på Erik Glipping den politiske situation for barnekongen Erik Menved, som Sømod har beskrevet i sin artikel om Vorreskatten (2003): "… at han [Erik Menved] var omgivet af en ring af fjender. Ærkebiskoppen i Lund, Jens Grand, grev Jacob af Halland, hertug Valdemar af Sønderjylland, Norges konge, Erik Præstehader og sidst, men ikke mindst marsk Stig, der som fredløs residerede på øen Hjelm." Så når de mønter, som de fredløse lod præge på Hjelm viser slægtsskab med mønterne fra hertug Valdemars Slesvig, må det være rimeligt, at forkaste Erik Menveds forklaring fra processen mod Jens Grand, at de fredløse havde bortført kongelige møntprægere og tvunget dem til at eftergøre kongens mønt. Naturligvis kan man forestille sig, at de fredløse - uden accept af eller kontakt med hertug Valdemar - slog mønt i hans navn, men da hertug Valdemar var de fredløses nærmeste allierede, er tankegangen meget lidt sandsynlig.
Hvis formålet med møntslagningen på Hjelm var en eftergørelse af kongens mønt i falskmøntermæssig øjemed, står man med et forklaringsproblem med MB436. Her er tale om våbenskjoldet for rigets mægtigste slægt, der ligger i åben konflikt med Danmarks konge. Hvad er en falsk mønt? Efter den normale definition drejer falskmøntning sig om en efterligning af den gangbare og officielt gældende mønt, med den hensigt at forlede menigmand til at tro, at de har den ægte mønt i hånden - men MB436 er netop ikke efterligning, men åbenlyst en alternativ mønt. Man kan da stille sig det spørgsmål, hvorfor folk har mod- og godtaget den? Her må man betænke den borgerkrigsagtige stilling, Danmark befandt sig i. Hjorteviemønten lægger en hel slægts prestige i udmøntningen og det er spørgsmålet, om dette ikke for menigmand i Jylland har været ligeså vægtigt, som den prestige, en (blandt flere) kongsemner har været i stand til at lægge bag sine udmøntninger - så meget desto mere som det midtjyske område ud for Hjelm netop var et kerneområde i Hvideslægtens enorme jyske godsbesiddelser. Johansen/Halding (der i øvrigt kun sporadisk berører udmøntningerne og desværre er endnu et eksempel på, at historikere sjældent kender til numismatik, mens numismatikere sjældent kender til heraldik, og heraldikere …) nævner, at marsk Stig tilsyneladende uhindret har kunnet færdes i sine jyske områder.
I den urolige tid, hvor Erik Plovpenning, Abel og Kristoffers kamp om den danske trone er endt til sidstnævntes fordel, kan man altså se barnebarnet til Erik Plovpenning (Erik Præstehader) finde sammen med støtterne (Hvideslægten og hertug Valdemar) til morfaderens formentlige morder (Abel) i modstanden mod Kristofferlinien, der havde sat sig tungt på tronen - i det mindste i dennes kriseår efter mordet på Erik Glipping - og her er det, at Erik Præstehader fisker i rørte vande og i de kommende år, sammen med de fredløse, foretager militære udfald mod Danmark. Det er også betegnende, at Erik Præstehader i beskyttelsesbrevet til de fredløse 1287 knytter an til deres og hans egen families fælles fortid: "… tro tjenester, som [de fredløses] forfædre trofast har ydet vore forfædre kongeriget Danmarks høje konger …"
Vi har i øvrigt bidt mærke i, at netop MB436 - med få undtagelser - hyppigere ses præget på pæn, rund blanket end de øvrige Hjelmmønter, hvortil kommer, at stemplerne forekommer mere sirligt skåret end normalt for borgerkrigsmønterne. Man stiller sig selv det spørgsmål, om der er tale om en statistisk tilfældighed eller om særlig opmærksomhed omkring slægtens mønt - fra slægten selv eller fra de møntprægere, der var sat til at producere den. Vi har ligeledes set denne mønt forekomme mere sølvholdig, end det normalt er tilfældet for Hjelmmønterne (7). Vi går i denne forbindelse ud fra, at mønter, fundet på Hjelm, for størstepartens vedkommende også er præget der. Dels har der vel næppe været en egentlig pengeøkonomi på øen i de fredløses tid, dels kan man vel næppe forestille sig, at de fredløse har rådet over flere møntværksteder, så MB436 og evt. andre af de fredløses mønter tillige skulle være præget på fastlandet - dette til trods for at de fleste katalogværker og forfattere henfører MB436 til Nørrejylland, ikke specifikt til Hjelm - Sømod siger Slesvig, muligvis tillige Hjelm. En anden ting er så, at viemønterne indbyrdes udviser forskelle, der kunne pege på forskelligt sølvindhold og måske ligefrem forskellige udmøntningsperioder. Således synes de viemønter, der har krumme grene på opsatsen og ikke sammenhængende gevirgrene, at være mere sølvholdige end de mønter med sammenhængende gevirgrene. Det må dog tilstås at det statistiske materiale ikke er så stort.
A: Galster, NA 1928, B: Hauberg, 1884, C: Mansfeld-Bűllner, 1887 (eftergjort efter Haubergs afbilding), D: Kaaber (tegning: Sven Aagaard, 1999), E: privat, F: privat, G: Thomsen: Adelby, H: privat, I: Bircherod 1701.
Mønten findes hverken afbildet hos Ramus og Devegge eller i Beskrivelsen af 1791, men i auctarium 1699 og hos I: Bircherod 1701. Der er tilsyneladende to hovedtyper: En med adskilte gevirgrene forneden: A-E, og en med sammensatte: G og H. Bircherods tegning nærmer sig ren fantasi og falder uden for grupperne.
Derimod har andre af de fredløses mønter - fundet og formentlig præget på Hjelm - eftergjort cirkulerende mønt, sandsynligvis Slesvig-mønt, og her kommer udmøntningerne snarere ind under det gængse falskmøntbegreb - rigtignok i samarbejde med Slesvigmøntens øverste chef, hertug Valdemar. Vi er ikke helt lune på ideen om, at hjorteviemønten (også) skulle være præget i Slesvig. Hertug Valdemar, der efter mordet på Erik Glipping havde opnået høje poster hos den danske konge (Rydårbogen nævner at rigsmødet 1287 gav ham "alt, hvad hans fader før ham havde haft" og at han blev rigsforstander samme år) synes så længe som muligt at have holdt gode miner til det slette spil, man må have anet, at han spillede. Derfor ville det være mindre heldigt - ja vel direkte farligt -, hvis undsigelsesmønten af samtiden skulle kunne henføres til Slesvig - under alle omstændigheder sålænge Valdemar ikke havde lagt alle kortene på bordet. Men under alle omstændigheder er det da tankevækkende, at den forekommer i det vigtige fund fra Adelby ved Slesvig, nedlagt ca. 1290 (8).
Hvad var hertug Valdemars fordel ved at støtte de fredløse og deres udmøntninger? Dels er der det nærliggende hævnmotiv: Jyske årbog anfører, at han i et år havde været fængslet af kongen og først frigivet "på de høje herrers bøn" - måske en yderligere hentydning til Hvideslægtens politiske støtte - som også underbygges af årbogens efterfølgende "…spandt hertug Valdemar af Sønderjylland, der havde adskillige gode venner blandt rigets adel, mange rænker mod barnekongen…" - dels kan Valdemars tilladelse under hånden til eftergørelse af sine Slesvig-mønter være med at underminere det økonomiske grundlag for Erik Menved, hans medbejler til tronen. Hvis Erik Menved var nødt til at opretholde en lødighed på ca. 10 procent og havde forpligtet hertug Valdemar til det samme, er det klart, at en eftergørelse af Slesvig-mønter, med en lødighed på 0 procent, må være en økonomisk belastning for kongen.
Vi står altså overfor to forskellige typer af Hjelmmønter, muligvis tidsmæssigt adskilt: for det første en eftergørelse af hertug Valdemars Slesvigmønter, for det andet de klart selvstændige udmøntninger med Hvideslægtens hjortevie. Det vil derfor være af interesse at trække en klar grænse mellem de to typer af Hjelmmønter. Er der andre af Hjelmtyperne, der via deres motivvalg kan forlægges fra kopigruppen til undsigelsesgruppen, der foreløbig kun omfatter MB436? Måske, men lad det være sagt med det samme: disse er af væsentlig mere usikker art end hjortevien, der ifølge vor opfattelse aldrig, hverken for sam- eller eftertid, kan fremstå som en kongelig eller hertugelig udmøntning:
MB430 og 431 synes - støttet på fundomstændigheder og stempelkoblinger - kun at være udmøntet på Hjelm. Men hvis det er tilfældet, falder de ind under den gruppe, der ikke er indbefattet af vort normale falskmønterbegreb, idet de ikke eftergør en allerede eksisterende type. Der er altså her i givet fald tale om konkurrerende typer og ikke om kopityper. Men netop dette giver så MB430 med kongekronen en mere oprørsk karakter overfor kongemagten.
MB431 og 432 prydes med en lilje (?). Her kunne tænkes en forbindelse til Fyn (liljen er undertiden søgt forklaret som motiv for Fyn), hvor både Hertug Valdemar og kongens foged på Fyn, den fredløse Peder Jakobsen, havde en tilknytning. Dog har liljemotivet også været anvendt i andre sammenhænge, så der er langt fra tale om noget bevis. Sømod ser i øvrigt "liljen" som det øverste af kongens scepter - herved fremstår MB430 og 431 som parallelle udmøntninger, der hver gengiver et kongeligt symbol, hhv. krone og scepter.
Af noget mere spekulativ art ville være forsøget på at knytte mønten MB495 til undsigelsesgruppen. Mønten bærer udover bogstaverne DX (= DUX, hertug, dvs. Valdemar) også et billede af et hjul. Hjulet kan lede tanken hen på Vagn-slægten, der via ægteskab var tæt beslægtet med Hviderne, og hvis godskoncentrationer lå i det samme midtjyske område ud for Hjelm, hvor også Hviderne havde betydelige besiddelser. Familiens våbenskjold var netop et vognhjul (formentlig et ordspil Vagn/vogn og iflg. Verwohlt Danmarks ældste "talende" våbenskjold). Det er dog langt fra sikkert, at vognhjulet på MB495 relaterer til Vagn-familien - også andre borgerkrigsmønter bærer dette motiv, der normalt er at opfatte som Sct. Catherinas hjul, og som i øvrigt normalt gengives med 6 eger ligesom på MB495, hvorimod Vagn-slægtens hjul normalt ses med 8 eger - men alene muligheden af, at menigmand har kunnet opfatte symbolet som værende en lokal stormands stillingtagen i det politiske spil, er interessant.
Meget af sidstnævnte er formentlig grundløse spekulationer, men det forekommer os, at i hvert fald hjorteviemønten markant udskiller sig fra de øvrige udmøntninger og kræver en tolkning, der ligger langt ud over, hvad der hidtil er blevet foreslået. Vort opfattelse er, at MB436 er at betragte som Hvideslægtens undsigelse af kong Erik Menved. For som Johansen/Halding siger i anden sammenhæng: Man spøger ikke med et våbenskjold.
(2003)