Da P. Hauberg i 1884 fremlagde sin afhandling om de danske mønter fra tiden 1241-1377 (1), var det et banebrydende arbejde, idet ingen før ham havde formået at få styr på de såkaldte borgerkrigsmønter. Faktisk var arbejdet så godt, at det endnu på væsentlige punkter er uovertruffent. Hans arbejdsmetoder var, også set med nutidens øjne, korrekte og kun nye fund har hist og her måttet ændre lidt på opstillingen.
Om udmøntningerne på Hjelm vidste han stort set intet; endnu var der ved udgravninger ikke fundet mønter på øen. Nærmest var den eneste viden han og alle historikere havde derom Erik Menveds svar 1296-97 på ærkebiskoppen i Lund, Jens Grands klagebrev. Kongen meddelte her, at når Jens Grand havde beklaget sig over den dårlige mønt, skyldtes det, at der var fanget forhen gode møntprægere, som var blevet ført til Hjelm og blevet tvunget til at slå falske mønter (2).
Hele tidens historie er blevet levendegjort i B. S. Ingemanns historiske romaner, hvilke kom til at høre med i alle børns åndelige udrustning og den, der også som barn var møntinteresseret, vil stadig have Ingemanns dramatiserede beretning i hukommelsen (3):
"Ridder Helmer Blaa havde med de andre unge Riddere fulgt den brammende Rostokker og hans Skibsfolk til deres Herberg; de vare blevne enige om paa egen Haand at tugte de overmodige Hanseater. I Herberget havde Drostens Svend foreviist en falsk Mynt, hvormed en Almuesmand var bleven bedraget i Berner Kopmands Markedsbod; og man paastod, Rostokkerne havde medbragt hele Kister fulde af slige Penge. Man formodede med Føie, at disse falske Penge vare myntede af de Fredløse, som forrige Aar havde fanget nogle af Kongens bedste Myntmestere. Over falske Penge havde der ofte tilforn været ført Klage, og nu, da man hørte, Rostokkerne indførte dem i Tøndeviis, var Forbittrelsen strax bleven almindelig, og det var snart kommet til Slagsmaal med de fremmede Kjøbmænd og Skippere. Ved Hanseaternes Forjagelse fra Skanør Skibsbro havde Ridder Helmer Blaa med stor Hidsighed forfulgt de bevæbnede Skibsfolk; han havde været med at vælte nogle Kister med deres falske Penge ud i Søen; til sidst var han endog med Drostens Vaabensvend, den forvovne Knud Fyenbo, sprungen ud i Baaden efter dem, for at hindre deres Flugt; men her vare de blevne overvældede af Mængden og slæbte som Fanger ud paa Rostokker-Skuden."
Samtidig står Otto Baches genremaleri fra 1882 "De sammensvorne rider fra Finnerup Morgenen efter [det aldrig opklarede] Erik Glipping's Drab" (4), der fandt sted St. Cæcilienat den 22. november 1286, uvægerligt som en lyslevende illustration af ikke bare Ingemanns fortolkning af mordet på Erik Klipping, men også på de fredløses senere liv på Hjelm.
Den ihærdige samler, hvidgarver L. Chr. Petersen i Odense (5) havde formået at erhverve et antal mønter fundet i jorden på Hjelm og bad P. Hauberg om yderligere oplysninger om disse mønter. L. Chr. Petersen troede, det var hemmelighedskræmmeri, da svaret fra Hauberg virkede meget negativt. Men Hauberg vidste stort set ikke mere, end han allerede havde meddelt i sit arbejde og L. Chr. Petersen var i virkeligheden den, der besad materialet om disse mønter.
Det var først i 1920'erne, da Nationalmuseet lod foretage udgravninger derovre og i forbindelse dermed fandt et antal mønter, hvilke blev publicerede af Georg Galster (6), at viden om disse mønter blev kendt. Men man antog stadig, at der på Hjelm var eftergjort mønter, som de der møntedes rundt på alle møntsteder i Danmark. Blot uden eller med ringere lødighed.
Den 30. juli 1930 fremkom i Vorre ved Aarhus en møntskat, som af Georg Galster blev omhyggeligt beskrevet (7). Et antal af mønterne blev ved denne lejlighed lødighedsprøvet og en del af dem viste sig at bestå af rent kobber. Galster antog korrekt, at et antal mønter i fundet måtte stamme fra de fredløses møntværksted på Hjelm, men ellers blev mønterne, som vanligt var og er, katalogiseret efter Haubergs arbejde og H. V. Mansfeld-Būllners afbildninger (8) baseret på samme arbejde af Hauberg og hvor Mansfeld-Būllners tegninger var taget dels fra Ramus og Devegges aldrig udgivne møntværk (9), dels fra Hauberg.
 |
 |
Det var fremkomsten af en enkelt løsfunden mønt på Fyn, som med et kom til at ændre hele den gængse opfattelse af forholdene på Hjelm (10). Mønttypen med tre nøgler og et hagekors var som kendt nok og afbildet hos M-B som nr. 463 og efter det Haubergske system henført til Erik Menved, Ribe. Imidlertid var der mellem nøglerne på den nyopdukkede mønt bogstaverne DVX, dux, der som bekendt betyder hertug. Mønttypen, både den gammelkendte M-B 463 og den nytilkomne variant måtte som følge af indskriften uvægerlig overføres til Slesvig, hvor hertug Valdemar regerede.
Mønten M-B 463 vides fundet på Hjelm, hvor udmøntningerne må antages ophørt i 1295 og den fandtes også i stort tal i fundet fra Vorre, hvor det konstateredes, at en del af de prøvede stykker var af rent kobber. Her er det, at man skal forsøge at erindre de politiske forhold omkring Erik Menved. Almindelig kendt er det, at han var omgivet af en ring af fjender. Ærkebiskoppen i Lund, Jens Grand, grev Jacob af Halland, hertug Valdemar af Sønderjylland, Norges konge, Erik Præstehader og sidst, men ikke mindst marsk Stig, der som fredløs residerede på øen Hjelm. Alle disse fjender var indgået i en alliance mod Erik Menved. Det ville derfor være utænkeligt, at marsk Stig faldt sin fælle, hertug Valdemar i ryggen og netop forfalskede hans mønter. Den virkelige forklaring, som Erik Menved ikke har villet vide af, har været, at fjenderne ikke anså Erik Menved for at være Danmarks retmæssige konge, men i stedet ønskede hertug Valdemar, der i lige linie nedstammede fra kong Abel, som konge, at man på Hjelm anså sig selv for værende en dansk eksilregering med formål at gøre hertugen til konge og endelig, at hertugen diskret havde stillet møntprægere og møntværktøj til rådighed for sine hjælpere. Indholdet af Erik Menveds svarskrift til Jens Grands klage må således betragtes som en diplomatisk omskrivning af de faktiske forhold og hvor det især bemærkes, at kongen ikke nævner hvorfra de nævnte møntprægere skulle være bortført.
Ved at sammenligne møntfundet fra Vorre med et møntfund fra Adelby i Slesvig (11) nedlagt 1290 og have udmøntningerne på Hjelm i erindringen, viser det sig, at kun omkring 25 mønter ud af Vorrefundets 5.739 mønter synes ikke at have relation til enten Slesvig eller Hjelm. Der lader til at være en så glidende overgang fra Slesvig til Hjelm, at Hjelm i hvert fald i begyndelsen må have fungeret som et fuldt samarbejdende slesvigsk undermøntværksted. Hvis man fra fundet i Vorre fjerner de mønter, der kan have direkte relation til Hjelm, vil det resterende fund virke som et spejlbillede af møntfundet fra Adelby, som derefter må antages at indeholde et bredt udsnit af det daværende daglige slesvigske pengeomløb.
Fundet fra Vorre viser, at alle mønterne, slesvigske, hjelmske, som andre, må komme direkte fra Hjelm og at ejeren næppe har betragtet nogle af dem som falske, skønt denne bedre end nogen måtte vide besked. I modsat fald skulle det vel forventes, at alle de ældre slesvigske mønter var frasorteret.
Ved en overenskomst den 25. september 1295 mellem Erik Menved og Erik Præstehader lyder det i §4, at kongen af Norge må beholde Hjelm og Hunehals, men der må ikke møntes, så den danske konges mønt kan blive forværret. Vi må gå ud fra, at møntningen er ophørt på dette tidspunkt og da næsten alle hjelmske hovedtyper synes repræsenteret i fundet fra Vorre, da bør dette fund antages nedlagt netop i 1295. For at få plads til de mange hjelmske typer, må til gengæld fundet fra Adelby være ældre end hidtil antaget. Det bør dateres til 1290, men kan næppe være ældre, idet den antagelige slutmønt Nyk 73/Adelby*19 (12) i et møntfund fra Nykøbing Sjælland (13), ligeledes dateret 1290, også findes repræsenteret i fundet fra Adelby. Eftersom øen Hjelm stod under Erik Præstehaders beskyttelse, kan man med lidt god vilje ligeså vel betragte mønterne fra Hjelm som en slags norske kolonimønter.
Karakteristisk for udmøntningerne på Hjelm er, at der forekommer en del zwittermønter, hvoraf flere findes i fundet fra Vorre. I det hele taget virker det, som om man i begyndelsen fik leveret brugelige også ældre møntstempler, men at denne leverance på et tidspunkt er ophørt, hvorefter man dels kombinerede de endnu brugelige stempler og dels selv skar stempler, men af en så meget ringere udførelse, at mønter med sådanne stempler umiddelbart kan virke som hørende til Christoffer II's sletteste prægninger.
Af mønter i fundet fra Vorre er der grund til at fremhæve sterlingimitationen M-B 496, eftersom bagsidestemplet til denne slesvigske mønt siden fandt anvendelse til en unik zwittermønt præget på Hjelm, L. Chr. Petersen auktion 1084, NA1928, 14.
En del mønter er i tidens løb på forskellig vis blevet lødighedsprøvet. Så sent som i det nittende århundrede var det på de kongelige møntfabrikker endnu en umulig opgave at udstøbe en ten, hvor lødigheden overalt i tenen var bare nogenlunde ensartet (14). Selvsagt har det været langt sværere i middelalderen, hvad også de forskelligartede lødighedsprøver viser. En overfladeprøvning på en hvidkogt mønt, som har en højere lødighed på overfladen end i kernen, vil videre uvægerligt give et misvisende resultat. At opstille en møntrække under hensyntagen til en tilfældig prøvning turde derfor være halsløs gerning. En mønt helt uden sølvindhold behøver således ikke at have været tiltænkt således. Kun kan det siges, at slesvigske mønter på daværende tidspunkt synes generelt at have en lavere lødighed end samtidige sjællandske og at man på Hjelm yderligere har sparet eller for det meste har helt undgået at benytte det kostbare sølv.
Almindelig kendt er det, at skånske mønter i borgerkrigsperioden var så meget bedre end de vestdanske, at skånsk mønt ikke fandt udbredelse i det vestlige Danmark og at vestdansk mønt tilsvarende ikke vandt indpas i Skåne. Hidtil har det vist ikke været observeret, at tilsvarende forhold til en vis grad har været gældende for Slesvig. De under Erik Klipping prægede slesvigske mønter var i indre værdi kun omkring totrediedele af de samtidige øvrige jyske samt sjællandske mønter. Hvis en sådan værdiforskel har holdt sig ind i Erik Menveds tid, da fås herved også en acceptabel forklaring på det fravær af slesvigske mønter fra Christoffer II, der er opstået ved en omdatering af møntfundene fra Fole og Grarup. Såfremt den slesvigske mønt har været så meget ringere, kan det nemlig være årsagen til, at slesvigske udmøntninger synes at ophøre allerede i slutningen af Erik Menveds regeringstid. I så fald forklarer det også, hvorfor der kun er ganske få og kun ældre mønter i det sene fund fra Sankt Hans Kirke i Flensburg, 1897 (15), som lader sig henføre til Slesvig.
Efter en nyopstilling af mønterne viser det sig, at ikke en eneste af de til Slesvig henførte mønter i møntfundet fra Vorre i sit motiv har en kongekrone; heller ikke på de senere slesvigske mønter under Erik Menved forekommer dette motiv. Til gengæld er antallet af mønttyper med et kors større for Slesvigs vedkommende end for de samtidige mønttyper fra Roskilde og Lund. På de senere mønttyper fra ærkebispebyen Lund falder antallet af kors til et minimum. Herefter kan højst overraskende fremsættes følgende læresætning: Jo mere ugudeligt et møntsted er, des flere kors er der på mønterne!
I katalogdelen har jeg forsøgt at anbringe mønterne indenfor hvert af afsnittene i en kronologisk række. Rækkefølgen vil dog næppe være ganske korrekt, idet der intet vides om udmøntningens størrelse i de enkelte år, hvorfor en lille udmøntning, der igen viser en ringe mængde i fundene, bliver mistolket som en ældre udmøntning. Faldet af antal mønter bagud år for år skyldes ikke bare et normalt svind af cirkulationsmængden, som antages at have været 4½% om året, men også og i langt højere grad, at udmøntningens størrelse er proportional med møntforringelsen og dermed et stigende krav til et forøget pengeomløb. Dette ses tydeligst i, at de senest nedlagte fund af borgerkrigsmønter også er de, der indeholder flest mønter.
Eftersom henførelser af borgerkrigsmønter forståeligt bliver mødt med stor skepsis, bringes til slut en liste over de møntfund, hvori de enkelte mønter er antruffet. Det første tal angiver fundets nummer i Danmarks middelalderlige skattefund. Tallene i parentes er dels antallet af den pågældende mønt i fundet og dels fundets størrelse. Tallene tilsammen taler deres tydelige sprog og hermed er det op til hver enkelt at kunne foretage en nøjere vurdering af mit arbejde, der skarpt adskiller sig fra alle tidligere forsøg på at bringe en systematisk orden i disse møntrækker. Beklageligvis har muligheden ikke været tilstede for en kritisk korrekturlæsning og revision af listen. Det kan i værste fald have medført en eller flere fejlfortolkninger. Bortset fra fundene på Hjelm, er der ingen af disse mønter, som optræder markant blandt løsfundne mønter.
De her viste afbildninger af mønterne beror ikke efter eksemplarer fra møntfundet i Vorre, men er mest efter tegninger udført i det nittende århundrede. Fortrinsvis er anvendt illustrationer fra beskrivelsen af møntfundet fra Adelby (16), hvilket er sket af flere årsager. Først og fremmest fordi der herved gives en art garanti for, at det er de selvsamme møntvarianter, der gengives, dels for at give en afveksling af det billedmateriale, der normalt fremvises og endelig for at give en bredere kreds kendskab til Adelbyfundets billeder, idet de bør antages at have været ukendte for de fleste.
Møntfundet i Vorre arrangeret efter antal stykker; Katalog; Fundfortegnelse