Fra dette værk har Dansk Mønt fået forfatterens tilladelse til at bringe fortalen:
Når numismatikerens blik glider hen over de møntrækker, som tilhører Danmarks middelalder, og dens herlige storhed opruller for hans tankesyn, har han uvilkårlig en følelse af at stå foran et åbent svælg, en afgrund, så snart han forlader Valdemarernes mønter og betragter det kaos, som på en underlig gribende måde illustrerer den påfølgende sørgelige tid, der sluttelig ender med rigets forfald og udstykning til tyske panthavere. Mønterne er talende vidnesbyrd om denne tid og afgiver et synligt billede af den forvirring og elendighed, der herskede overalt. Hidtil har det ikke været muligt at bringe en tilfredsstillende orden ind i disse møntrækker og man har stedse håbet, at kommende tider, nye opdagelser, måtte bringe lys i dette mørke.
Det fortjener derfor anerkendelse, at Keld Grinder-Hansen i sit skrift Kongemagtens krise, Det danske møntvæsen 1241-1340, Museum Tusculanums Forlag, København 2000 har foretaget en ny og tidssvarende bestemmelse af mønterne. Det er primært sket ved en bearbejdelse af de mange skattefund og løsfund, hvorefter såvel tidsbestemmelse, som stedbestemmelse er sket. Mønternes størrelse, form, lødighed, stilistiske udseende samt de på mønterne anbragte symboler er kun sekundært anvendt ved bestemmelsen. En metode, som jeg stort set kan tiltræde, men som følge af, at kun dele af det behandlede materiale findes offentliggjort, ikke har tilstrækkelig mulighed for at kunne efterkontrollere.
Desværre er der i Keld Grinder-Hansens arbejde ikke bragt de nødvendige afbildninger, så man umiddelbart kan danne sig et indtryk af resultatet, hvorfor jeg har fundet det nødvendigt at kopiere afbildningerne i de gamle værker, for derefter at anbringe de enkelte afbildninger efter det nye system. Da jeg mener, at en sådan oversigt også må have interesse for andre, har jeg derfor besluttet, at lade den udkomme i bogform. Dette så meget mere ønskværdigt eftersom de her anvendte møntbilleder fra Ramus & Devegge fortjener at blive kendt i en videre kreds.
Det første problem, der meldte sig, var en konstatering af alt for mange unøjagtigheder og inkonsekvenser i Keld Grinder-Hansens oversigtsskemaer samt i hans konkordans, hvilket medførte, at jeg i mange tilfælde måtte træffe nogle valg, som måske ikke alle er i overensstemmelse med hans system. I de tilfælde, hvor en mønt er opført flere gange, er den hos mig kun katalogiseret én gang, nemlig den første gang, den efter det nye system er nævnt. En del MB-numre har han ladet udgå som mindre betydningsfulde varianter, men jeg har tilladt mig i konkordansen at indføre dem i forbindelse med hovedtypen.
Mønterne efter 1340 er ikke medtaget i Keld Grinder-Hansens arbejde og her har jeg som udgangspunkt fulgt den gamle opstilling, som anført hos Mansfeld-Bűllner. Flere af de under Magnus Smek opførte mønter bør antages præget senere end 1360 og tilhører da i virkeligheden Valdemar Atterdag eller måske hans barnebarn kong Oluf. Ganske sikkert at udpege mønterne lader sig ikke gøre, men disse sene mønter findes blandt numrene 437-449. Forskellige møntsamlere har ment, at numrene 211, 371, 374, 382 og 383 kunne være fra Valdemar Atterdag. Fælles for disse fem mønter er, at de ikke synes at optræde i skattefund, at de især på Sjælland er fremdraget i løsfund og at de i deres blotte udseende virker skånske. Jeg føler ikke argumenterne så overbevisende, at jeg agter at rokere disse mønter. Efter gængse kriterier synes en nærmere datering ikke mulig. Blot lader jeg de muligheder stå åbne, at man måske på Sjælland med overlæg har kopieret de skånske mønters stil eller at man måske ligefrem har udnyttet en ledig skånsk kapacitet ved at få en del af sin udmøntning foretaget der. Endelig skal det bemærkes, at de mønter, som kan påvises at tilhøre Valdemar Atterdag, enten i deres motiv indeholder nyopfundne symboler i stil med middelalderens almindelige praksis for udformning af nye bomærker eller viser en kongekrone af en ny og særegen udformning, der ligefrem virker perspektivisk. Det gør sig ikke gældende for de nævnte mønter.
Bortset fra et antal drastiske rokeringer, såvel tidsmæssigt, som stedmæssigt fremlægger Keld Grinder-Hansen ikke nogen ændring i den overordnede opstilling. Selvom det i teksten diskuteres, om der har været et selvstændigt møntsted i Odense, har han valgt ikke at henføre nogen mønt dertil. At der i hvert fald i perioder kunne tænkes at have været mindst ét yderligere møntsted, kan alene ses i den omstændighed, at der i disse perioder ifølge systemet synes at være præget lige lovlig mange mønttyper indenfor visse af de traditionelle møntområder.
Ud over de let identificerbare symboler såsom krone, sværd og scepter repræsenterende kongen, bispehue, krumstav og nøgler repræsenterende biskopperne samt motiv gengivet efter udenlandske forbilleder, hvoraf det mest fremtrædende er tournoismotivet, er det min opfattelse, at motiverne i meget høj grad er inspireret af tidens, i mange tilfælde nu ukendte, segl for byer og landsdele, uden at dette på nogen måde betyder, at den enkelte mønt behøver at være præget i den pågældende by eller landsdel. Således kan den bekendte mønt med saksen udmærket være præget et helt andet sted end Saxkøbing. En sådan benyttelse af forskellige symboler og for den sags skyld også af forskellige bogstaver er ikke enestående. Ganske tilsvarende ses fænomenet på de hundreder af middelalderlige blytegn, der især er fundet omkring ruinresterne af den gamle borg i Skanør. Man kan forestille sig, at mange af de på "borgerkrigsmønterne" uforklarlige bogstaver, har været indledningen til at anvende alfabetets bogstaver i en mere eller mindre vilkårlig rækkefølge. Det gælder især alfabetets sidste bogstaver samt vokalerne, hvor I·I måske kan opfattes som et enkelt, men forstærket bogstav. Løsningen på denne gåde kan måske søges i det faktum, at bogstav O, der forekommer som møntmotiv under Valdemar Sejr, ikke optræder på en eneste „borgerkrigsmønt", måske bortset fra nummer 31. Det meget anvendte lilliemotiv synes i sin kombination med andre møntmotiver at være et symbol taget fra den øverste del af sceptret og lillien er således ikke, som ofte foreslået, et mærke for Odense. Den temmelig sjældent forekommende kombination af så almindelige motiver som bogstav A, krone, lillie og sværd synes at kunne bekræfte en formodning om, at disse motiver alle skal opfattes som kongelige symboler.
Foruden fundkriteriet må en del mønter antagelig kunne nøjere stedbestemmes ved at iagttage de stilistiske karakteristika i prægeteknisk henseende, der knytter sig til hvert enkelt møntsted.
Områdemæssigt følges Haubergs gamle opdeling, med de skånske, sjællandske, sydjyske og slesvigske mønter opført under de respektive biskoppers hjemsted, nemlig Lund, Roskilde, Ribe og Slesvig, selvom der også vides slået mønt i andre af landsdelenes byer. Nørrejylland og Halland opføres som nævnt. Nørrejylland er den del af Jylland, som er nord for Kongeaaen. Dertil Saxkøbing, der opføres med byens navn. Valdemar III (1326-1330), der fungerede som konge under Christoffer II’s eksil er som hos Hauberg ikke anført som en selvstændig møntherre.
De nørrejyske mønter diskuteres som præget med især Viborg som hovedmøntsted, skønt hverken Viborg, Aalborg eller Aarhus som møntsteder i den omhandlede periode på nogen måde kendes nævnt fra samtidige kilder. Det gør derimod Mønten i Randers, der den 28. juni 1329 pantsættes til hertug Albert IV af Sachsen. Og da Randers kendes som møntsted både før og efter "borgerkrigsperioden", bør det antages, at en væsentlig del af de nørrejyske mønter netop er præget i Randers. Til gengæld vil jeg ikke acceptere nogen idé om, at forskellige nørrejyske møntsteder skulle have præget hver deres typer. Højst skal forskellene søges i de hemmelige mærker, der anbragtes på mønterne, oftest i form af forskellige prikker eller punkter. Vikingetidens skik med at skrive prægestedets navn på mønterne ophørte i begyndelsen af det 12. århundrede. Erik Ejegods nørrejyske mønter ses med samme mønttype præget på forskellige møntsteder. Selvom bynavnet forsvinder, bør det antages, at forskellige møntsteder stadig præger mønter af samme type. Der bør således ikke være tale om særlige Aalborg-, Aarhus-, Randers- og Viborgmønter, men kun om nørrejyske mønter.
Det er ofte fremført, at samtidens kilder intet nævner om, at biskopper i Nørrejylland skulle have andel i Mønten. Hvorledes dette skal tydes, ved jeg ikke. Men man bør erindre, at præstevæsenet var jo ikke blot en samling blodsugere og døgenigte. Befolkningen fik dog noget for pengene. Kirken udførte samfundsopgaver, som uvilkårligt kostede store beløb. Hvis kirken i det nordjyske ikke fik indtægter fra Mønten, må man med rette spørge, hvorledes den da fik midler til at udføre de hverv, den havde påtaget sig. Hvis den nørrejyske kirke ikke har haft andel i Mønten, må det indebære, at beskatningssystemet har været meget forskelligt i de enkelte landsdele. Hvis til gengæld kirken i Nørrejylland har haft andel i Mønten, kan man ud fra mønternes motiv end ikke gisne, om de måtte være præget i Nørrejylland eller Ribe.
Ligeledes har Keld Grinder-Hansen ikke opført Hjelm som et selvstændigt møntsted, men de fredløse betragtes efter traditionen som gemene falskmøntnere. Ved at følge denne gængse traditionelle indstilling, kunne man med lige så stor ret erklære mønterne 1850-1851 fra den slesvig-holstenske provisoriske regering som falske mønter, for derefter at udelade dem af møntkatalogerne. Og det er der vel næppe nogen, der ville driste sig til. Sagen er imidlertid en ganske anden.
Ved Valdemar Sejrs død i 1241, hvor hans søn Erik Plovpenning kom til magten, ophørte den stabilitet i Danmark, som indtil da var opbygget. Indenfor den kongelige familie myrdede man hinanden, for selv at komme til magten. Rigets stormænd kæmpede mod kongernes evindelige forsøg på at centralisere magten, ærkebiskoppen i Lund kæmpede mod kongen, for at bevare og udvide den af ham vundne gejstlige magt. Og som årene gik og kong Abels søn blev forbigået ved kongevalg og der i stedet valgtes Abels broder Christoffer som konge, blev stridighederne ikke mindre. I året 1276 lader Erik Klipping sin 2-årige søn, den senere Erik Menved udråbe som tronfølger. Stormanden, marsk Stig Andersen Hvide protesterer. Kong Abels barnebarn, der nu sidder som hertug af Sønderjylland, føler sig endnu mere forbigået. Det hele kulminerer med det i 1286 begåede aldrig opklarede mord på Erik Klipping i Finderup Lade. Marsk Stig får sammen med et antal andre stormænd skylden og bliver erklæret fredløse. Erik Menved, som endnu kun er en dreng, er helt omgivet af betydningsfulde fjender, som mere eller mindre finder sammen. Det er hertug Valdemar af Sønderjylland, marsken Stig Andersen Hvide, som i året 1290 nedsætter sig på øen Hjelm i Kattegat, grev Jacob i Halland, ærkebiskop Jens Grand i Lund og dertil den norske kong Erik Præstehader.
De hidtidige historieskrivere beretter, at det lykkedes marsk Stig og hans mænd at fange nogle af kongens forhen gode møntmestre, som de førte til Hjelm og dér tvang dem til at slå falske mønter med kongeligt navn og præg, men uden nogen som helst værdi.
Kilden er dels den overenskomst, der den 25. september 1295 udfærdigedes mellem Erik Menved og den norske kong Erik Præstehader, der efter marsk Stigs død i 1293 af dennes mænd var blevet overdraget overhøjheden over øen Hjelm. Her lyder det i § 4, at kongen af Norge må beholde Hjelm og Hunehals, men der må ikke møntes, så den danske konges mønt kan blive forværret. Man har været høflige og diplomatiske og betegner ikke de hidtil slagne mønter som falske. Dels findes bevaret aktstykker i stridighederne mellem Erik Menved og ærkebiskpppen i Lund Jens Grand. Jens Grand har beklaget sig over den dårlige mønt og kongen svarer, at det skyldes at der er fanget forhen gode møntprægere, som er blevet ført til Hjelm og dér er blevet tvunget til at slå falske mønter.
Senere historieskrivere har taget kongens ord for gode varer og endog set et bevis derpå i de mønter og halvfabrikata til mønter, der er fundet på Hjelm og i de rene kobbermønter, der er fundet andre steder.
Det viser sig imidlertid, at kongens udsagn ikke helt er overensstemmende med de faktiske forhold og at han har tilpasset sit svar på en sådan måde, at ærkebiskoppen ikke følte trang til at uddybe sagen nærmere. Man bemærker også, at kongen ikke nævner hvorfra disse møntprægere skulle være bortført. Hvis ærkebiskoppen i et svar havde vist et nøjere og dybere kendskab til sagen, kunne kongen måske have repliceret med udtryk som sammensværgelse. Og det ville næppe have været heldigt for ærkebiskoppen.
En mønt fundet på Hjelm og hvoraf tilsvarende eksemplarer fundet i Vorre, viste sig at have lødigheden nul pro mille sølv, kendes også i en variant med indskriften DVX, hertug. Denne mønt har ubetinget sit oprindelige hjemsted i Slesvig, hvor hertug Valdemar regerede. Det viser, at det er hertug Valdemar, der har stillet et par møntprægere med samt et antal ældre prægestempler til rådighed for marsk Stig. Da marsken var mere eller mindre hemmelig allieret med hertug Valdemar, er det utænkeligt, at marsken ville kidnappe dennes folk. Endsige ulovligt at eftergøre netop hertugens mønter.
I 1897 blev der i Flensburg gjort et ret stort møntfund nedlagt i Christoffer II’s dage. Det ligner mest af alt en art møntsamling med mange ældre mønter, men måske er det snarere frasorterede mønter, idet fundet dels består af usædvanlig mange typer, der ikke synes hjemmehørende i Slesvig og dels indeholder det lige så usædvanlig mange nedslidte og ubestemmelige eksemplarer, der formentlig heller ikke i datiden lod sig typebestemme; dertil et antal uprægede møntblanketter. Blandt mønterne findes også typer fundet på Hjelm, men vigtigere nogle særdeles sjældne zwittermønter eller stempelkoblinger, hvoraf den ene netop er en kombination af to på Hjelm fundne mønter. Det synes sandsynligt, at sådanne zwittermønter fra 1200-tallets sidste del alle må være præget på Hjelm og at fundstedet Hjelm således nok er vejledende, men ikke afgørende for prægestedet. Ligeledes kan en lødighed på selv nul pro mille alene ikke være afgørende for, om mønten er udgået fra Marsk Stigs møntsmedie, idet det lige så vel kan tænkes, at kongen eller hans møntmestre yderligere har forfalsket mønten eller at man har haft så store problemer med at legere møntmetallet, at en del af det derved blot kom til at bestå af rent kobber. Dette flensburgske fund skal sammenholdes med fundet i Vorre ved Aarhus, nedlagt i 1290’erne. Her fandtes også mønttyper som de, der er fundet på Hjelm og også her fandtes zwittermønter. Fra dette fund blev en del af mønterne undersøgt for deres lødighed og flere af dem havde lødigheden nul pro mille.
Min konklusion er, at numrene 319, 320, 321, 322 og 323 er møntet af både kongen og af marsk Stig, mens de øvrige under Hjelm opførte mønter udelukkende er møntet der. Derudover kan det tænkes, at numrene 149, 186, 222 og 314 foruden af kongen også kan være præget på Hjelm. I så fald, skal de tilsvarende kongelige mønter placeres under Slesvig. Endelig skulle det ikke undre mig, om nummer 330 også kunne være hjemmehørende på Hjelm. Bemærkelsesværdigt er det, at Grinder-Hansen har henført bare én af mønterne, nemlig nummer 323 til Slesvig. En detaille, som næppe støtter den geografiske fordelings troværdighed.
I begyndelsen prægede man på Hjelm mønter med de fra Slesvig medbragte stempler. Man tog det ikke altid så nøje, om forside og bagsidestempler hørte sammen. Stemplet med T anvendt på nr. 463 kan anses for et lidt ældre, forvildet stempel. Siden fremstillede man på Hjelm selv prægestempler, men dette i en meget ringe kvalitet og med endnu mere forenklede symboler end på rigets officielle mønter.
Man kan næppe efter den enkelte ordinære mønts blotte udseende afgøre, om den måtte være kongelig eller om den er præget på Hjelm. Og tilstedeværelsen af eventuelle Hjelmmønter i fundene vil efter gængse forskningsmetoder hindre en nærmere stedbestemmelse af de kongeligt udmøntede stykker. Den gamle påstand om simpelt falskmøntneri bør betragtes som en politisk udtalelse.
Om de enkelte mønters mængde i skattefundene skriver Keld Grinder-Hansen, at man ikke direkte kan antage, at de der findes i størst mængde, er de yngste. Deri har han så ganske ret. For det første, er den sidst møntede årgang i reglen ikke den, der er flest af. Den er nemlig endnu ikke rigtig kommet ud i omsætningen. Desuden skal man ikke regne med, at den udprægede mængde havde samme størrelse hvert år. Et glimrende sammenligningsgrundlag findes i to arbejder, jeg for årevis siden har publiceret. Det første i 1972, da jeg fremlagde en optælling af næsten 2.000 enører fra tiden 1874-1902. Mønterne var i tiden indsamlet på Lolland og i opgørelsen kan aflæses mængden af norsk og svensk konventionsmønt. Tal, der kunne belyse tilstedeværelsen af skånsk og sjællandsk mønt i jyske fund og omvendt. Det andet en undersøgelse, der på min foranledning blev foretaget i 1989, hvor samlere gennem Møntsamleren og Jyllandsposten opfordredes til hver at optælle cirkulerende tiører. Der blev da sorteret og optalt hen imod en kvart million tiører og det viste sig, at det årlige møntsvind kunne beregnes til 4˝% eller en halvering på omkring 15 år. Da Bent Østergaard fremlagde en artikel, hvor han erklærede, at den rigsrådshvid, som traditionelt er henført til 1448 i virkeligheden først er præget 1481-1483, indsatte jeg hans tal i de formler, jeg havde benyttet, da jeg behandlede 10-ørerne. Det viste sig da, at jeg måtte konstatere, at Bent Østergaards påstande er korrekte og at de 4˝% synes at være en konstant for i hvert fald senere småmønters vedkommende. Erfaringerne fra 10-øresundersøgelsen kunne udmærket anvendes for at efterkontrollere rigtigheden af de enkelte „borgerkrigsmønters" datering. Og man kunne også drage den sammenligning, at det udprægede antal stiger i takt med møntforringelsen. Et tilsvarende materiale, men til sammenligning med møntstedsbestemmelsen findes i det utal af danske spillemærker, som siden kort efter 1924 er blevet præget på en lang række fabrikker. Skønt leverancerne oftest skete til mere eller mindre lokale aftagere, ville det være halsløs gerning håndfast at stedbestemme de enkelte spillemærker efter deres fundforekomst. Heldigvis kendes i dette tilfælde som oftest både fremstiller og aftager og herefter kan det konstateres, at hver enkelt fabrikant havde sine karakteristika ved fremstillingen. Det må også gøre sig gældende ved de møntværksteder, som fungerede i „borgerkrigsperioden". Nok en nutidig parallel kan drages, nemlig det ringe antal udmøntede 1, 2 og 5 ører i årene 1945-52 i forhold til krigsårenes enorme udmøntninger. Årsagen skyldtes, at man fra 1945 ikke længere kunne drage nytte af Varefordelingskontoret i Berlin og på det såkaldt frie marked ikke var i stand til at erhverve det fornødne møntmetal. I efterkrigstiden var der andre og vigtigere opgaver, der pressede på. Tilsvarende forhold har gjort sig gældende fra møntvæsenets sammenbrud i begyndelsen af 1330’erne og århundredet ud.
Mønten MB 93 prøver Keld Grinder-Hansen med forskellige argumenter at placere forskelligt. Jeg vil nødig skille den fra MB 94 og slår dem endog sammen til nummer 57 under Christoffer I, Nørrejylland. Ligeså vil jeg ej heller skille MB 96 og 97, men lader dem slå sammen som nummer 60 under Christoffer I, Ribe.
Argumentet med som følge af, at MB 122 findes i et lille møntfund fra Æbelholt Kloster (III), da skulle flyttes helt tilbage til Erik Plovpenning, finder jeg ganske ulogisk. Da mønten i et andet fund, kaldet Skrivergade, optræder sammen med MB 123 og 124, vælger jeg at slå de tre mønter sammen til en og samme type og opfører dem som hos Hauberg under nummer 81, Erik Klipping, Lund.
Mønterne MB 168 og 169 har Keld Grinder-Hansen flyttet frem til Erik Menved, fordi de første gang optræder i møntfundet fra Vorre med 2 eksemplarer af hver ud af fundets ialt 5.739 mønter. Placeret mellem Erik Menved-mønter skriger de ligefrem langt væk som fremmede fugle. Jeg tillader mig at rykke dem tilbage på deres oprindelige plads under Erik Klipping og slår dem sammen til nummer 96.
Jeg kan ikke forlige mig med at henføre MB 249 til Ribe og placerer den derfor som nummer 145 under Slesvig, hvor den langt mindre skiller sig ud fra mængden.
Mønterne MB 333, 337, 339 og 340 findes ifølge Keld Grinder-Hansen og "Danmarks middelalderlige skattefund" med ialt 856 eksemplarer i skattefundet fra Gistrup og møntskatten dateres utvivlsomt ganske korrekt til omkring 1320. Derfor tidsfæster Keld Grinder-Hansen mønterne til tiden mellem 1310 og 1319. Det er også sikkert ganske korrekt. Imidlertid kendes typen også fra tidligere fund, hvoraf fremhæves et fund i Adelby med 5 eksemplarer erklæret nedlagt 1292-93. Keld Grinder-Hansen skriver: „Ud fra tegningen i fundprotokollen må det nærmest dreje sig om typen MB 338." Herefter erklærer han denne mønt tilsvarende ældre og lader mønterne MB 334, 335, 336 og 341 udgå. Imidlertid er samtlige MB’s afbildninger af disse mønter gengivet fra Ramus & Devegge og her lader det sig konstatere, at kun mønterne MB 335 og 341 er gengivet efter eksemplarer i Den kongelige Mønt- og Medaillesamling, mens de resterende er fra andre, fortrinsvis private samlinger. Men nok så væsentligt er det, at afbildningerne blev udført før end skattefundet i Adelby fremdroges. Og det er så interessant, at dette fund blev publiceret i 1844 og dér ledsaget af 2 plancher med afbildninger af mønterne. Afbildningen af den omdiskuterede mønt svarer aldeles ikke til MB 338. Der er en prik i alle fire korsarme og der er ingen prik i korsets midte. Og der er på afbildningen heller intet spor af en ydre perlering. Jeg vil gerne gå med til, at den samme mønttype er blevet genoptaget et antal år senere. Men den ældre type findes slet ikke hos MB. Jeg erklærer derfor alle mønterne MB 333-341 til den senere udmøntning, placerer dem som nummer 208 og indsætter afbildningen Adelby 39 med den ældre mønttype under nummer 186. En bekræftelse herpå kan findes i Georg Galsters artikel i Nationalmuseets Arbejdsmark 1928, hvor en næsten tilsvarende mønt fundet på Hjelm afbildes som figur 24. Og til overflod kan henvises til afbildningen af nr. 3 i møntfundet fra Flensburg 1897.
MB 347 erklærer Keld Grinder-Hansen ældre end de tilsvarende MB 342-346 og 348. Der er da heller ingen tvivl om, at én af dem er ældre, men om det lige er MB 347, kan ud fra afbildningen være så svært at afgøre, at mønten i fundbeskrivelserne Møntfundet i Nykøbing, Odsherred, NFM XII p. 190 nr. 73 og Danmarks middelalderlige skattefund 105, 2846-91 begge steder betegnes som MB 345. For at undgå tvivl anbringer jeg MB 347 sammen med MB 342-346 og 348 som nummer 209 og indsætter i stedet under nummer 184 en tegning gjort direkte efter den fotografiske afbildning i NFM XII p 189 og betegner den som Nykøbing 73. I forlængelse heraf skal bemærkes, at møntfundet fra Tuse kirkegård, Danmarks middelalderlige skattefund 107 angiveligt indeholder eksemplarer af MB 333 og 345. Som følge af fejlbestemmelse af disse mønter er fundet blevet forkert tidsbestemt. Det er ikke nedlagt ca. 1290, men 25 år senere.
MB 409 vil Keld Grinder-Hansen gøre ældre end de tilsvarende MB 407, 408 og 410. Jeg antager, at hans motiv må være, at MB 409 ikke fandtes i møntfundet fra Vejstrup, hvor der angiveligt ud af fundets ialt 15.975 mønter skal være 926˝ stykker af MB 407, 408. Nu er MB 409 ikke en mønt, der i større mængde optræder i de trykte fundfortegnelser over skattefundene og den findes ikke i noget kendt fund nedlagt før end det i Vejstrup. Første gang den ses, er i det store møntfund på 4.408 mønter fremdraget i Ny Kirstinebjerg på Falster. Ved at placere mønten som en nørrejysk penning fra Erik Menved skiller den sig ud fra mængden. Jeg vælger at anbringe den som nummer 327 præget i Lund under Christoffer II.
MB 556 vil Keld Grinder-Hansen give en let ændret datering i forhold til MB 558, 559, 560 og 561, idet han mener, at kun MB 556 fandtes i møntfundet fra Bregninge. Imidlertid har han ikke haft mulighed for at kontrollere selve mønterne, men kun Ludvig Læssøes minutiøse indførsel i Den kongelige Mønt- og Medaillesamlings fundprotokol. Siden med fundet fra Bregninge findes fotografisk gengivet i Danmarks middelalderlige skattefund og i indførslerne iøvrigt synes der ikke at være taget hensyn til så små forskelligheder, at man med sikkerhed kan erklære, at der i møntfundet fra Bregninge kun fandtes den af varianterne, der er betegnet MB 556. Jeg tillader mig derfor at slå dem alle sammen under nummer 375.
MB 579 og MB 581, som Hauberg placerede under Saxkøbing, har Keld Grinder-Hansen ud fra fundmaterialet anbragt dels under Roskilde, dels under Nørrejylland. Imidlertid omtaler Georg Galster i Den kongelige Mønt- og Medaillesamlings årsberetning 1950, NNÅ 1951 p. 125 en zwittermønt bestående af netop de to mønter, på forsiden en Y-lignende figur og på bagsiden 3 halvmåner. Desværre afbildes mønten ikke, så man må ud fra teksten stole på møntens rette bestemmelse. Herudfra må mønterne MB 579 og 581 henføres til samme møntsted og da zwittermønten er fundet nær Slagelse, vælger jeg at henføre alle mønterne til Roskilde, under numrene 367, 368 og 369, selvom det nok er forkert.
MB 601 lader jeg lige så stille indsætte som en variant af MB 433, men bemærker dog, at denne variant, MB 601 også er fundet på Hjelm.
Et spørgsmål, der ubetinget melder sig, er hvor mange nye mønttyper, der er fremkommet siden Haubergs og Mansfeld-Bűllners arbejder udkom. Her er det så interessant, at spørgsmålet allerede tidligere er forsøgt besvaret, nemlig af Fritze Lindahl i 1954 og af K. G. Kaaber i 1986. Sammenholdt med Keld Grinder-Hansen har følgende mønter været diskuteret:
Ligesåvel som, at der er tilkommet et antal nye typer, er der også i forhold til Mansfeld-Bűllners bog et antal mønter, der skal udgå. Det drejer sig i første omgang om fejlpræg og misforståelser, som allerede Hauberg i 1887 gjorde opmærksom på. En del udrydning blev foretaget af Johan Chr. Holm, da han i 1954 udsendte en revideret udgave af Mansfeld-Bűllners bog. Enkelte af de nu fjernede mønter fortjener en nærmere omtale.
Det drejer sig om MB 88, hvilken mønt slet ikke kendes og kun blev gengivet efter en afbildning oprindelig hos Bircherod, hvorfra Ramus & Devegge hentede den afbildning, der blev gengivet på tavle XXV som nr. 34B. Som påvist af Axel Ernst bør mønten anses for at være et slidt eller mispræget eksemplar af MB 82.
MB 151 var en nærmest ubestemmelig mønt, som Hauberg fik tegnet. Han fjernede den dog snart selv, hvorfor den var væk allerede i den franske udgave af hans bog.
MB 620 er et fejlpræg af MB 574 og er således ikke en eventuel variant af MB 523. Afbildningen hos R&D Tavle XXXXIV nr. 84 udelukker enhver tvivl.
Der er næppe tvivl om, at med hensyn til "borgerkrigsmønternes" kronologi er Keld Grinder-Hansens arbejde et væsentligt skridt fremad, selvom et blik henover møntplancherne på ingen måde giver et troværdigt indtryk. Værre er det med mønternes stedbestemmelse. Det er dog ikke Keld Grinder-Hansen, der skal lastes derfor, men ene og alene P. Hauberg, der med sin opstilling, som illustreret af Mansfeld-Bűllner gav samlerne den opfattelse, at alle mønterne kunne bestemmes med hensyn til både tid og sted. Vel lader de fleste af mønterne sig omtrentligt datere. Vel er det forholdvis enkelt at påvise de fleste af de skånske mønter. Vel er der et antal mønter, der tydeligvis må være sjællandske. Men at opsplitte de jyske mønter i Nørrejylland, Ribe og Slesvig og samtidig have viden om, at der også må have været et fynsk møntsted, er for de fleste af mønternes vedkommende halsløs og uvidenskabelig gerning. Imidlertid er der næppe nogen vej tilbage. Hvis et kommende katalog anførte nogle af mønterne som blot jyske eller endog med angivelsen „uvist møntsted", ville de selvsamme mønter i enhver kommende fundfortegnelse, samlingsfortegnelse, auktionskatalog eller salgsliste i en parentes få Haubergs gamle stedangivelse hæftet på sig. Og alligevel må jeg beundre Hauberg for det stykke pionerarbejde han udførte. Gang på gang har jeg måttet sande, at med den viden han på daværende tidspunkt besad, kunne han næppe have henført mønterne stort anderledes – bortset fra, at han tilsyneladende gik et par skridt videre, end der var egentlig videnskabelig eller anden basis for. Måske turde den bedste måde at bestemme hver enkelt mønt derfor være at stille spørgsmålet: hvorledes ville Hauberg med vor nuværende viden bestemme mønten?
I nærværende katalog er for det meste kun hovedtyper af mønterne afbildet. Dette bevirker, at antallet af mønter i forhold til Mansfeld-Bűllners katalog er stærkt reduceret. De varianter, der medtoges af Mansfeld-Bűllner var i hovedsagen de yderligere mønter, der omkring 1830 blev stukne i kobber af Søren Schiøtt til brug i Ramus & Devegges møntværk. Det er i virkeligheden kun et mere eller mindre tilfældigt udvalg af den samlede variantmasse. Den videregående samler, der måtte finde interesse for sådanne småforskelligheder, anbefales i første omgang at studere katalogerne over L Chr. Petersens, L. E. Bruuns og P. Haubergs samlinger.
Kun fordi Finn Andersen, Holstebro har været behjælpelig med udarbejdelse af den ene konkordans og med korrekturlæsning af den anden og at Thomas Madsen har hjulpet mig ved problemer af computermæssig art, kunne denne bog færdiggøres således, at der fra dens spædeste start og indtil et reproklart manuskript forelå, blot hengik 56 dage. De nødvendige pauser blev benyttet til at skrive artikler indenfor andre numismatiske genrer.
Frederiksberg i august 2000.
Jørgen Sømod