Artiklen er også tilgængelig i pdf-format
Som en af Jørgen Steen Jensens mest betydningsfulde indsatser indenfor numismatikken må fremhæves publiceringen af Danmarks største møntskat fra Kirial på Djursland, nedlagt ca.1365 (Steen Jensen 1970). Skatten indeholder ialt 81422 mønter, heraf ikke mindre end 78761 nordtyske hulpenninge, som har muliggjort en forfinelse af de enkelte møntsteders typologi og kronologi. Ligeledes giver Kirial-skatten sammen med det øvrige righoldige skattefundsmateriale fra anden halvdel af 1300-tallet et væsentligt indblik i de danske møntforhold og møntcirkulation i den periode, hvor der kun i stærkt begrænset omfang prægedes danske mønttyper, og hvor man i stedet benyttede sig af udenlandske sterlinge, turnoser, hulpenninge og fra slutningen af 1360'erne de mere vægtige witten (Steen Jensen 1973, Steen Jensen 1989, Steen Jensen et al.1992). Tager man udelukkende skattefundsmaterialet som udtryk for møntcirkulationens karakter i 1300-tallets Danmark, tegner der sig et entydigt billede: I forbindelse med den danske kongemagts sammenbrud i 1330'ernes begyndelse ophører den vestdanske udmøntning for først at blive genoptaget i begyndelsen af 1400-tallet. Allerede kort ind i 1330'erne findes danske penninge ikke længere i skattefundsmaterialet. I stedet tager hulpenninge, sterlinge og turnoser over i cirkulationen. Specielt hulpenninge optræder i så store mængder i skattefundene at de må opfattes som de vigtigste mønter i den daglige møntbaserede økonomi indtil de sidste årtier af 1300-tallet, hvor de tyske witten og viertel-witten indgår som et væsentligt islæt i cirkulationen. Inddrager man imidlertid det øvrige tilgængelige kildemateriale til periodens møntcirkulation - de skriftlige kilder og ikke mindst det omfattende enkeltfundsmateriale - kommer der andre facetter på billedet af møntomløbet, som nødvendigvis må føre til en række metodiske spørgsmål. Målet med denne lille opsats er at antyde nogle af disse metodiske problemer, som en sammenholdning af de forskellige kildegrupper rejser.
Det skriftlige kildemateriale
De skriftlige kilder bekræfter skattefundenes billede af, at brugen af danske penninge ophører i løbet af 1330'erne. I testamenter og andet diplommateriale benyttes i stedet mark sølv, turnoser, sterlinge og fra 1340'erne i voksende grad hulpenninge. Kun i Skåne (som på det tidspunkt var udenfor dansk kontrol) fortsættes med prisangivelser i skånsk mønt (Grinder-Hansen 1998). Derimod viser det skriftlige kildemateriale i modsætning til skattefundene, at Valdemar Atterdag rent faktisk gjorde mere eller mindre helhjertede forsøg på at genskabe et dansk møntvæsen. (Galster 1972 og Grinder-Hansen 1996). I 1355 udskrev Valdemar Atterdag efter et rigsmøde i Vrangstrup på Midtsjælland en kvægskat med henblik på at genoprette møntvæsenet. Resultatet blev imidlertid kun underlødige kobbermønter, hvoraf tre sjællandske typer og én jysk kendes i dag fra enkeltfundsmaterialet. Hertil kommer én eller formentlig flere skånske typer, som blev fremstillet på Lunde-mønten efter generobringen af denne landsdel i 1360. Man kan i den forbindelse undre sig over, hvorfor Valdemar Atterdag, der som en stærk og handlekraftig monark kunne genskabe et samlet rige, ikke satsede mere på at reetablere et dansk møntvæsen, der ellers både som magtsymbol og indtægtskilde synes af væsentlig betydning for kongemagten. Det skriftlige kildemateriale er imidlertid helt tavst om dette spørgsmål. Muligvis kan en del af svaret findes blandt skattefundenes mønttyper. Man kunne forestille sig, at Valdemar Atterdag ved siden af sine få kobberholdige penninge forestod en væsentligt mere omfattende produktion af imitationer af nordtyske hulpenninge, f.eks. af den "mecklenburgske" type Oertzen 151 med et v mellem oksens horn. Denne type optræder rent faktisk i et usædvanligt stort antal i tidens danske skattefund, i Kirial-skatten således med hele 11.940 eksemplarer lig 15% af skattens samlede møntindhold (Steen Jensen 1970, Grinder-Hansen 1996). Lige så bemærkelse-værdigt er det iøvrigt, at der heller ikke under Margrethe I's første mange regeringsår kom gang i i en indenlandsk møntproduktion, selvom der rent faktisk blev udskrevet en stor møntskat i 1396 til formålet. Først o.1403 påbegyndtes en ny epoke med et dansk møntvæsen (Stefke 1995, Grinder-Hansen 1996a).
Skattefund kontra enkeltfund
Når man benytter mønter som kilde til middelalderens økonomiske forhold må man gøre sig klart, at forskellige typer fundmaterialer har forskellig udsagnskraft om den fortidige virkelighed. En grundlæggende sondring må drages mellem skattefund (defineret som to eller flere mønter, der er tabt eller nedlagt sammmen) og enkeltfund. I det praktiske arbejde med møntfund må man yderligere alt efter undersøgelsens karakter og målsætning underopdele materialet i et varierende antal fundgrupper (Mørkholm 1976, Grinder-Hansen 1992, Grinder-Hansen 1994). I forbindelse med 1300-tallets møntcirkulation er det helt afgørende at sondre mellem forskellige hovedkategorier af enkeltfund, da der er nuancer i det billede de enkelte grupper tegner af møntcirkulationen.
Siden 1950'erne har kirkegulvsmønterne udgjort en vigtig selvstændig enkeltfundskategori Det er karakteristisk for kirkegulvsmønterne, at det fortrinsvis er småmønter, der findes her. Så det er forventeligt, at de større udenlandske sølvmønter fra 1300-tallet er stærkt underrepræsenteret i materialet. Derimod findes de små nordtyske hulpennninge fra perioden jævnligt i kirkegulve landet over som en bekræftelse af skattefundenes udsagn om, at hulpenningene var i almen brug blandt den almindelige befolkning i by og på land (Olsen 1958, Lindahl 1963, Bendixen 1972, Steen Jensen 1977). Det er derfor desto mere overraskende, at 1300-tallets hulpenninge sjældent er repræsenteret i det øvrige enkeltfundsmateriale. I de sidste årtiers righoldige detektormateriale er hulpenningene således relativt sjældne gæster, specielt sammenlignet med mængden af danske penninge fra 1300-tallets begyndelse og Erik af Pommerns typer, der udgør et dominerende islæt i detektorfundene. Blandt de godt 4440 detektorfundne mønter fra Tårnborg, der ganske vist synes at have haft sin blomstringstid i 1200-tallet og frem til ca. 1340, er der kun fundet få nordtyske hulpeninge fra 1300-tallet, hvorimod der er et hundretal danske mønter, specielt kobbersterlinge fra Erik af Pommern, der indikerer, at man med rimelighed kunne havde forventet et større islæt af hulpenninge i detektormaterialet (Grinder-Hansen 1994 og 1998). På samme måde er der også fremkommet flere grupper af udgravningsmønter fra 1300-tallet, hvor antallet af hulpenninge er væsentlig mindre end forventeligt. Horsens Museum foretog således i 1992 omfattende udgravninger på Horsens bytorv (Mikkelsen & Smidt-Jensen 1995), hvorved ikke mindre end 318 middelalderlige mønter lokaliseredes, heraf hovedparten danske penninge fra Erik Menved og Christopher II, suppleret med enkelte nordtyske hulpenninge og witten, en del Erik af Pommerns kobbersterlinge, samt nogle få senere mønter, der lokaliseredes i de yngste fundlag (MS FP x). Speciel interesse samler sig om den store gruppe af danske penninge, der blev fundet i forbindelse med en række formodedede handelsboder på Torvet, og som altså synes at give en direkte afspejling af den møntbaserede torvehandel i 1300-tallets Horsens. Det er bemærkelsesværdigt, at de danske penninge fra Erik Menved og Christopher II ifølge den arkæologiske faseinddeling optræder i betydeligt antal såvel i fase 3, der dateres til ca.1300-1350 og fase 4, der er sat til 1350- c.1410, hvorimod der kun er fremkommet ganske enkelte hulpenninge i fase 4, i en periode hvor man ellers måtte forvente, at de nordtyske hulpenninge blev livligt benyttet ved den lokale torvehandel. Et lignende kronologisk fundbillede tegner sig i andet nyere udgravningsmøntmateriale fra undersøgelserne i Vor Frue benediktinernonneklosteret i Randers i 1988-89 (Mikkelsen 1990). Her er der også en påfaldende mangel på nordtyske hulpenninge i faserne, som arkæologerne placerer i midten og anden halvdel af 1300-tallet, hvorimod Erik Menved og Christopher II's penninge atter dominerer i disse faser (MS FP 4712 og x). De to udgravningsmaterialer rejser to principielle spørgsmål. For det første: Hvorfor er det danske penninge, som findes i dominerende antal i formodede fundlag fra anden halvdel af 1300-tallet, når såvel de skriftlige kilder, som periodens skattefund entydigt peger på, at de danske penninge ikke blev præget fra 1330'erne? For det andet: Hvorfor finder man kun undtagelsesvis nordtyske hulpenninge i disse lag, på samme måde som hulpenningene generelt synes stærkt underrepræsenteret blandt enkeltfundene undtagen i kirkegulvsmaterialet? For at tage det sidste først kunne forklaringen på hulpenningenes manglende tilstedeværelse blandt enkeltfundene forklares med, at de dårligere end de større og mere robuste mønter har overlevet opholdet i jorden, ligesom de vanskeligere kan lokaliseres i udgravningsfelter og efterspores af metaldetektorer. Hvad angår de danske penninges levetid i møntomløbet kunne det tænkes, at de fortsat har været benyttet som et uofficielt anerkendt betalingsmiddel i lokalhandlen i en periode efter, at de fra engang i 1330'erne ikke længerede prægedes. Måske har de således været i uofficielt brug op mod midten af 1300-tallet, men det må blankt afvises, at de danske penninge stadigt har kunnet være benyttet, ja endog har haft en dominerende position som lokalt betalingsmiddel i anden halvdel af århundredet, som de to udgravningsmaterialer synes at antyde. Man må nok her lede efter andre forklaringer på mønternes fordeling i de enkelte faser, f.eks. kunne penningene være sekundære aflejringer i de senere faser, der er fremkommet i forbindelse med byggeaktiviteter, hvilken ved Vor Frue Kloster i Randers synes at være den mest rimelige forklaring.
Det begrænsede islæt af hulpenningene i detektor- og udgravningsmaterialet er imidlertid bemærkelsesværdigt, og selvom en forklaring om mønternes dårlige overlevelses- og genfindelsesgrad lyder sandsynlig, kan vi på det nuværende grundlag ikke afvise, at det mønster der findes i enkeltfundsmaterialet rent faktisk afspejler reele forhold i møntcirkulationen i 1300-tallets Danmark. Det er spørgsmål, som fremtidige møntfund forhåbentligt kan være med til at skabe mere klarhed over.
Under alle omstændigheder er det eksisterende kildemateriale en metodisk studium i nødvendigheden af at inddrage og sammenligne samtlige tilgængelige kildegrupper, når en periodes møntcirkulation skal beskrives.
(Ord med mening, festskrift til Jørgen Steen Jensen, København 1998, side 36-40)
Litteraturhenvisninger: