Fig. 1. Nationalmuseets viden bygger på genstandene og de dertil hørende arkivalier og protokoller. Her ses en side af Fundprotokollen fra Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, hvor det store skattefund fra borgmestergården i Aarhus beskrives. - Skatten, der omfattede næsten 6.000 mønter, må være skjult sidst i 1300-tallet. Beskrivelsen, der er affattet omkring 1910, fylder 46 foliosider og er med sin uhyre detaillerede gennemgang af indskriftsvarianterne på det sene 1300-tals nordtyske sølvmønter vistnok den mest indgående analyse, der overhovedet er foretaget af et større fund fra denne tid. Som et led i Nationalmuseets sikringsfotografering er der fremstillet mikrofiche-kopier af fundprotokollerne, som er tilgængelige for interesserede på forskningscentre både i Danmark og vore nabolande. Protokollen er ført af Møntsamlingens daværende leder, P. Hauberg.
I disse år færdiggøres et af de mange projekter, som skal gøre Nationalmuseets opsamlede viden tilgængelig. Det drejer sig om en samlet fremlæggelse i bogform af alle de middelalderlige skattefund, vi kender til inden for Danmarks nuværende grænser, både fund alene med mønter og fund med både mønter og brudsølv, smykker og sølvbarrer. Desuden behandles de beholdere, som skattene blev fundet i, det være sig lerpotter, malmgryder eller tekstiltutter m.v. Tidsrammen er perioden ca. 1050-ca. 1550.
Der fandtes tidligere ikke nogen samlet oversigt over de middelalderlige skattefund her i landet. Mærkværdigvis - vil læseren måske sige. Men den gruppe af inspektører og andre fra Nationalmuseets 2. afdeling og Den kgl. Mønr og Medaillesamling, der under rigsantikvarens ledelse har arbejdet på projektet i efterhånden adskillige år, vil snarere sige: Det er der god grund til. Det har nemlig krævet meget store ressourcer af tid og kræfter samt - især - penge til medhjælp, førend vi tidligt i dette år kom så langt. at vi havde et manuskript til selve katalogdelen.
Det viser sig nu, at man fra det halve årtusind, som Danmarks mddelalder omfatter, kender i alt 326 skattefund. Den nærmere fordeling inden for århundrederne er ganske interessant:
 |
Middelalderlige skattefund 1050-1550
|
Med andre ord - 126 af de 326 skattefund, dvs. næsten to femtedele - stammer fra et enkelt århundrede, 1300-tallet.
Forholdet bliver endnu mere bemærkelsesværdigt, fordi flere af 1300-tallets møntfund tal- og vægtmæssigt hører til de største, vi overhovedet kender her i landet. Det gælder
De fire store fund er rent danske, men fra den del af 1300-tallet, hvor den hjemlige udmøntning er standset, og de udenlandske mønter derfor dominerer, rager Kirial-fundet fra ca. 1365 op med sine 81.422 mønter. talmæssigt mere end 10 gange større end noget andet dansk skattefund fra anden halvdel af 1300-tallet.
Det er klart, at en sådan ophobning af skattefund inviterer til en nærmere undersøgelse. På disse sider er det i første række meningen at gøre opmærksom på det mærkværdige fænomen og dernæst at antyde nogle mulige forklaringer.
Men før vi går videre, kan læseren dog have krav på at vide, hvad et skattefund er. Når det drejer sig om mønter er svaret forholdsvis nemt. Flere mønter skal være fundet sammen, således at de med vished er tabt på én gang eller gemt hen under ét. Den nedre grænse for et skattefund er således ganske lav, der behøver blot at være et par eller nogle få mønter - f.eks. en fattig mands pung - mens den øvre grænse nærmest er uendelig.
Når det drejer sig om forarbejdet ædelmetal eller barrer, er det klart, at blot en enkelt genstand af ædelmetal, der er tabt eller gemt, alene pga. sin metalværdi kan repræsentere en skat.
Det har i øvrigt vist sig under arbejdet med værket, at der er overordentlig mange rene møntskatte, altså fund, hvor der ikke indgår andet værdifuldt end selve mønterne. Der er ikke helt få møntskattefund, hvor der også er fundet andre kostbare genstande, især smykker. Derimod er antallet af middelalderskatte, hvor der udelukkende er forarbejdet ædelmetal, men ingen mønter, stærkt begrænset. Dette viser, taget under ét, at mønter må have haft stor betydning i hele Danmarks middelalder, eller - sagt med et i vore dage i faglig sammenhæng hvppigt anvendt fremmedord - at monetariseringsgraden har været høj.
Der kan være grund til at gøre opmærksom på endnu en ting. Når man finder en skat, er det for finderen en hændelse, han eller hun i hele sin livstid aldrig glemmer. Det er eventyret midt i hverdagen, opfyldelsen af skjulte drømme, en begivenhed, som undertiden berettes om og om igen gennem mange generationer.
Men der ligger næsten altid en tragedie bag en skat, der er blevet liggende gemt i Jorden. Årsagerne kan være mange, men menneskeligt set næsten altid sørgelige. Ejeren kan være død for fjendehånd, eller død pludseligt, f.eks. under en rejse, så familien ikke har kunnet få oplysning om gemmestedet for formuen. De frygtelige epidemier, som bortrev så mange i 1300-tallets midte til begyndelsen af 1700-tallet, kan også have medført, at skattes opbevaringssted blev glemt. Det er endelig muligt, at ejermanden simpelt hen ikke har været i stand til at genfinde den nedgravede skat. Huset, hvorunder deri var skjult, er måske brændt, stenen på marken var fjernet, eller det store træ, som man brugte til sigtepunkt, kan være væltet.
Forklaringerne på, at en skat ikke er hentet igen, kan være utallige, men hver eneste gang har det for de pågældende været en katastrofe. Tænk blot, hvis det var betroet gods, for kongen eller anden verdslig eller kirkelig mvndighed, som ikke har kunnet findes - hvem troede på historien om træet? Der har skullet gode talegaver til for at undgå den lurende mistanke om, at pengene var stukket til side til eget brug. Eller købmanden på rejse, der med sig havde en sum penge fra naboen, som skulle nyttiggøres. Hvorledes ville han blive troet, nar han kom hjem uden penge eller varer? Vi skal ikke nu fortabe os i flere eventualiteter, blot gøre os klart, at det, vi kalder værdifuldt historisk eller kulturhistorisk kildemateriale, ja, måske ligefrem umistelige skatte fra fortiden, for datidens pågældende hovedpersoner kan have repræsenteret deres livs tragedie. Bindeleddet mellem dagens velfærdsborger og den fjerne forfader i 1300-tallet kan være en håndfuld mønter, hvis tab aldrig blev forvundet, men som i dag er blevet til »et interessant historisk vidnesbyrd«!
Vender vi os til 1300-tallet og dets skattefund, som er emnet for denne artikel, så er dette århundrede rent møntmæssigt den periode, hvor det gamle danske møntsystem brød sammen. Lige siden vikingetiden, dvs. Knud den Store, havde møntvæsenet her i landet været et regale, dvs. at kongen stod for mønten. I visse tilfælde kunne også bisperne, specielt ærkebispen i Lund, få en større eller mindre andel i udmøntningen og de indtægter, der var forbundet med regalet.
I slutningen af 1200-tallet og i den første tredjedel af 1300-tallet havde landets møntproduktion efter alt at dømme et kolossalt omfang. Det ser vi ikke alene af en række store skattefund, men også af mønterne fra kirkegulvsfundene og de sidste års mange metaldetektorfund. En af årsagerne ligger ligefor: Det var inflationsmønter af liden sølvlødighed, hvor der skulle et større antal af de meget kobberholdige mønter til for at opveje en af de ældre mere sølvholdige penninge. Men forklaringen kan ikke i sig selv være tilstrækkelig, der må også have været et næsten utroligt stort behov for mønter som sådan, dvs. at samfundet må i højere grad end for eksempel i 1100-tallets slutning og 1200-tallets begyndelse have været baseret på pengeøkonomi.
1300-tallets møntskatte kan groft sagt deles i to hovedgrupper De møntskatte, hvor der udelukkende, eller så godt som udelukkende, er danske mønter, og de møntskatte, der indeholder udenlandske mønter. Forskellen ligger ikke blot i den nationale oprindelse, den ligger også i mønternes metal.
De danske mønter var meget tæt på at være rene kobbermønter, der i 1300-tallets første tredjedel havde et sølvindhold, som varierede fra nogle få promille til op imod 10 procent. Kun de skånske mønter, som i det nuværende Danmark især findes på Bornholm, indeholdt noget mere sølv, vistnok omkring en femtedel. Da den danske kongemagt brød sammen efter Christopher IIs død 1332, ophørte - så vidt det kan ses - udmøntningerne vest for Ørestind snart efter, og de forsøg, der gjordes under Valdemar Atterdag midt i 1350erne på at genoplive det danske møntvæsen, fik ingen videre følger.
 |
 |
Man må ganske vist antage, at den forhåndenværende efter alt at dømme meget omfattende danske møntmasse, hvis enkelte mønter hver for sig ikke havde nogen stor værdi, kan have været brugt som skillemønter i ganske lang tid, idet der i Danmark vest for Øresund i resten af 1300-tallet stort set ikke optræder mønter af tilsvarende lav værdi, men det kniber med konkret viden på det felt.
I de følgende to menneskealdre, lige til begyndelsen af 1400-tallet, var landet rent møntmæssigt præget af de udenlandske sølvmønter, engelske sterlinge, franske turnoser og nordtyske hulpenninge. Alle disse mønttyper havde også tidligere været brugt i Danmark, når der skulle betales med en værdifist mønt, f.eks. ved visse skatter og større transaktioner, men hen mod midten af 1300-tallet blev disse mønter enerådende, så vidt man se både fra de skriftlige kilder og de mange møntfund.
Endnu nogle nye mønttyper dukker op i de danske fund fra den sidste tred edel af 1300-tallet. Det var nordtyske witten og dermed beslægtede mønter. I det sidste par tiår af 1300-tallet og de første år af 1400-tallet dominerede disse mønter ganske møntcirkulationen her i landet.
Hertil kommer endelig, at man i 1300-tallet ved meget store transaktioner begynder at bruge guldmønter. De var hovedsagelig - ligesom sølvmønterne - engelske, franske og tyske. Man træffer dem nævnt i de skriftlige kilder og møder dem i et par markante skattefund.
Set i en større sammenhæng er der ikke noget mærkeligt i, at man bruger de mange udenlandske sølv- og guldmønter. Det samme var tilfældet i flere af vore nabolande. De mønter, der her er nævnt, var simpelt hen datidens internationale betalingsmidler, som, enten i original eller i undertiden ganske nærgående efterligninger blev anvendt over størstedelen af datidens Europa. Mere bemærkelsesværdigt er det, at det ikke lykkedes at få genoprettet et dansk møntvæsen under Valdemar Atterdag og dronning Margrethe, hvor det danske kongedømme ellers blev befæstet. Dette forhold, der nok kunne være en nærmere undersøgelse værd, skal vi imidlertid lade ligge her og i stedet vende os til skattefundene.
Når vi siger, at der er 126 skattefund fra 1300-tallet, er det et tal, som må tages med et lille forbehold. Der er også nogle fund, som vi daterer til 1290erne, men som eventuelt kan være lidt senere, idet kronologien på de danske mønter - der på dette tidspunkt normalt er uden enhver indskrift - ikke i alle enkeltheder er klar. Desuden er der et par fund, som er fremkommet for flere hundrede år siden, og som er så dårligt overleveret at dateringen må blive meget omtrentlig.
Med dette forbehold kan vi gå videre og sige, at næsten halvdelen af 1300-tallets skattefund, nemlig 56, består af danske mønter fra Erik Menved (1286-1319), Christopher II (1319-26 og 1330-32) samt Valdemar III (1326-29).
Hovedparten, nemlig 38, er fra 1320rne og begyndelsen af 1330rne, altså Christopher IIs tid, hvor landet efterhånden gik i opløsning og blev fordelt mellem holstenske og enkelte danske panthavere. De 38 skattefund udgør mellem en fjerdedel og en tredjedel af 1300tallets skattefund, og når så mange fund er samlede inden for en så kort periode. kan vi roligt gå ud fra, at vi her har en illustration til en dybtgående uro. Selv om årbøger og bevarede dokumenter fortæller om landets opløsning, er det dog først møntfundene med deres daterbare kontanter, som for alvor illustrerer følgerne for landets befolkning.
I den senere del af 1300-tallet er det (uden for Bornholm) praktisk taget udelukkende udenlandske mønter, vi har i fundene. En del af disse, specielt de engelske sterlinge, kan dateres meget præcist og giver således en rimelig tidsgrænse. Andre, som de franske turnoser, har man indtil for nylig troet også var præcis daterbare. Men nyere tyske undersøgelser viser, at man i Nordvesttyskland noget efter midten af 1300-tallet i stor stil øjensynligt har efterligner de franske sølvturnoser fra Ludvig den Hellige (udmøntet 1266-70), Philip III (1270-85) samt Philip IV (1285-1314). De tyske undersøgelser er endnu på et indledende stade, og man har derfor ved vort skattefundsværk ikke kunnet drage de fulde konsekvenser af den mulige nyvurdering af disse mønter. Men eksemplet viser, hvor forsigtig man skal være med mønter, der ofte giver sig ud for at være noget, de ikke er. Endelig er det også i nyere tid, i forbindelse med bearbejdning af nye skattefund, undertiden lykkedes at finde mere præcise dateringer på de små nordtyske hulpenninge, som spillede en betydelig rolle i tidsrummet ca. 1335-ca. 1370.
Selv om et møntskattefund naturligvis må have en bestemt datering, er det ikke altid, vi med vor nuværende viden kan finde frem til den. Vi kender, som antydet, ikke altid de enkelte mønters præcise udmøntningsårstal, og derfor må nogle dateringer blive meget omtrentlige.
Af den grund er det ikke altid helt nemt at sætte Møntfund i forbindelse med konkrete historiske begivenheder. Det forsøgtes for nogle år siden, da et nyt østjysk møntfund, Rådvedfundet, bearbejdedes, og resultatet var, at man med nogen forsigtighed kunne sætte fire eller fem møntskattefund i sammenhæng med Valdemar Atterdags krig med holstenerne og de jyske herremænd 1368-70. Idéen er ikke original. Den berømte svenske arkæolog og numismatiker Bengt Thordeman gjorde det for mange år siden og fik en række svenske møntfund til at passe med marchruten for et af Valdemar Atterdags krigstogter i Sverige i begyndelsen af 1360erne.
Senere i 1300-tallet er der intet, som kan sammenlignes med den voldsomme koncentration af møntfund fra Christopher IIs tid. Det ville være naturligt at spørge, om Den sorte død i århundredets midte har afsat sig nogen større spor i fundene. Vi har ganske vist op imod en halv snes fund, som dateres til »efter 1344« og til »ca. 1350«. Nogle af dem hører højst sandsvnligt sammen med den frygtelige pestepidemi, men fraværet af erkendte, helt præcise dateringer på årstal gør det indtil videre ikke tilrådeligt at knytte konkrete fund til denne begivenhed.
Fra århundredets sidste tiår har vi en gruppe på 14 skattefund med nordtyske sølvmønter (witten, drellinge og søslinge) som dateres til »efter 1389« og »efter 1392«. Også her kan vi undertiden være usikre på holdbarheden af disse dateringer. Hvordan man nu end vender og drejer det, så er der en vis koncentration i 1300-tallets sidste tiår. Kan den hænge sammen med plyndringer fra de nordtyske fribyttere, vitaliebrødrene, der støttede de svenske unionsmodstanderes kamp mod dronning Margrethe I ved at hærge de danske kystlande?
Sammenligner vi antallet af 1300-tallets mange møntfund med andre perioder, er der i historisk tid kun en eneste periode, der byder sig til: Tiåret i 1650erne, hvor landet først hærgedes af en pest, derefter af to svenskekrige med både fjendtlige og allierede soldater samt endelig, i de fremmede troppers følge, nye epidemier. Det medførte en uhyggelig forarmelse og affolkning, der på sin side førte til det historiske vendepunkt som enevældens indførelse var i 1660. Alene fra 1650erne kendes 64 skattefund med dalere, hvortil kommer en række fund udelukkende med mindre mønter.
Skal vi fortolke 1300-tallets mange møntfund på samme måde? Man kan jo sige, at ophobningen af møntfund i tiåret før Danmarks sammenbrud som stat taler et uhyggeligt sprog. Og man kan også sige, at de nye resultater af borgforskningen, som lægger afgørende vægt på de urolige tider netop i denne periode som baggrund for de hundredvis af mindre borganlæg, som spredes over landet, får deres bekræftelse ved de 126 møntfund fra 1300-tallet.
Retten sad på mange måder i spydstagen, kontanter skulle helst gemmes godt af vejen, og det illustreres også ved denne helhedsbetragtning af fænomenet skattefund.
Lad os dog ikke glemme, at skattefundene også fortæller, at der har været penge til huse. Uden penge, ingen mønter at gemme. Her skal man nok være forsigtig med at drage for vidtgående slutninger, ikke mindst på grund af vanskelighederne med præcis datering. Men det har ikke været noget fattigt og udarmet land, som i to tredjedele af 1300-tallet kunne basere sine betalingsmidler på udenlandske sølvmønter, der kom hertil som følge af et overskud på betalingsbalancen.
Retfærdigvis må vi også tilføje, at der ud over krig, ufred og epidemier kan være andre grunde til, at en skjult skat ikke er gravet op igen. Det kan for eksempel være pilgrims- eller handelsrejser. Disse rejser kunne være langvarige, og det er givet, at der har været en betydelig risiko for ikke at vende hjem fra en sådan færd.
Man kan spørge, om de mange skattefund fra 1300-tallet er et rent dansk fænomen eller om det har europæiske paralleller?
Rent umiddelbart kan det være svært at svare på. Vor viden om fundene her i landet skyldes jo bl.a., at danefæreglerne gennem århundreder er blevet overholdt samvittighedsfuldt, og at vi følgelig i vore beregninger kan bygge på fund fra mange generationer, - et forhold som udlandet jævnlig misunder os.
I vore nabolande er det så vidt det ses især England, der har en tilsvarende fundkoncentration i 1300-tallet. I Tyskland gælder det tilsyneladende kun i den østlige del af Niedersachsen, men i øvrigt knap så markeret. Dette i modsætning til 1600-tallet, hvor de mange krige, især Trediveårskrigen, i Mellem-, Øst- og Nordeuropa medførte fundkoncentrationer, der svarer til vore.
Afslutningsvis skal de to guldskattefund fra 1300-tallet nævnes. Begge er fra 1370erne. Vejby-skatten, som blev fundet 1976 i vraget af en kogge, tæt ved den nordsjællandske strandbred, indeholder 109 hele, halve og kvarte engelske nobler - formentlig tilhørte de en engelsk eller nederlandsk købmand, der forliste på vej ind i Øresund. Måske skulle han handle på Skånemarkedet?
Slagelse-skatten fra 1883 indeholdt 186 guldmønter, hertil kom sølvmønter, smykker og ædelsten. Den blev fundet under et flisegulv i en muret middelalderkælder og indbragte i øvrigt hver af finderne - to bygningsarbejdere - mere end én årsløn. Smykkernes kvalitet henfører skatten til landets styrende lag, ja, man har endda søgt at sætte skatten i forbindelse med begivenheder ved valget af den unge kong Oluf i Slagelse 1376. De to fund er Danmarks største middelalderlige guldskatte og illustrerer så godt som noget 1300-tallets glans og herlighed på baggrund af død og ulykke.
(Nationalmuseets Arbejdsmark 1989 side 57-67)
Litteratur:
Der foreligger i tidsskriftsform en række fundbearbejdelser af de i teksten nævnte store skattefund: Vejstrup (Nordisk Numismatisk Årsskrift 1949), Assens (Nationalmuseets Arbejdsmark 1954), Kirial (Nordisk Numismatisk Årsskrift 1970), Rådved (Kuml 1977) og Slagelse (Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1983) ved Fritze Lindahl og undertegnede. Samlet fundoversigt findes i det store skattefundsværk, som nu er på trapperne. Den opfattelse af skattefunds vidnesbyrd, som er fremlagt her, bygger på ældre forskning, bl.a. af Bengt Thordeman (f.eks. i Fornvännen 1932). Opfattelsen af 1300-tallets historie er influeret af Rikke Agnete Olsen, Borge i Danmark, Aarhus 1986. - Den kgl. Mønt- og Medaillesamling har 1989 udgivet De skriftlige kilder til Danmarks middelalderlige møntvæsen. Et udvalg 1085-1500.
ENGLISH SUMMARY
Most of these hoards were from the early 14th century and contained Danish coins very debased inflationary coins with a ver low silver content. There is a marked concentration in the perlod c. 1320-c. 1335, with no less than 38 hoards dating from these years. This period preceded the breakdown of Danish central government, and as far as can be deduced the Danish coinage west of Øresund ceased shortly after the death of the king, Christopher II, in 1332. The concentration of the hoards is an indication of the prevailing social unrest and warlike conditions, which are also reflected in the hundreds of small castles which were built all over the country in the same perlod.
In the last two thirds of the century the hoards for all practical purposes contained only foreign coins - French, English and German.
The large number of hoards, combined with the many site finds (from churches and detector amateurs) indicate that the degree of monetization in Denmark in the 14th century was very high, especially in the first inflationary third of the century.
Finally two great hoards containing gold coins from the 1370s (English nobles from a cog shipwrecked off Sealand, and French and German gold coins from a magnate's - or pawn-broker's - hoard in Slagelse) illustrate the splendour which could be found alongside the devastation, wars and plague rampant in Denmark in the 14th century.