(fra: Jensen, Jørgen Steen (udg.): Danmarks middelalderlige skattefund, ca.1050-1550, København 1992 side 26-41. De understregne tal i nedenstående redegørelse refererer til skattefundenes numre i dette værk.)
I dette værk findes tre hovedtyper af skattefund: 1) møntskatte, der udelukkende består af mønter, 2) skatte uden mønter, men med et indhold af andre former for bearbejdet ædelmetal, smykker, barrer, brudsølv osv. og 3) blandede skatte bestående af såvel mønter som andre genstandsgrupper.
Den valgte numismatiske definition af et skattefund er to eller flere mønter som er tabt eller nedlagt sammen, dvs. et skattefund både kan bestå af nogle få skillemønter, som en fattig bonde har tabt ud af sin lomme og storkøbmandens nedgravede formue på mange tusind mønter. Definitionen udelukker derimod de mange senmiddeladerlige enkeltfundne guldmønter, selv om disse ud fra en værdimæssig bedømmelse snarere skulle regnes for en skat end mange af de helt små skattefund.
Når det drejer sig om de ikke numismatiske skatte er det derimod mere værdien af de fundne genstande end antallet der er afgørende for, om de opfattes som skattefund. Således kan en værdifuld enkeltfunden genstand af ædelmetal, som f.eks. Orø-korset (34) betegnes som et skattefund.
En stor del af de middelalderlige skattefund er rene møntfund (274 ud af i alt 326 skatte). Blandede skatte, hvor der også indgår andre værdifulde genstande som smykker, barrer og brudsølv, forekommer imidlertid også jævnligt - specielt i 1000-tallet og i første halvdel af 1100-tallet - (i alt 46 skatte). Derimod kendes der kun til meget få middelalderskatte, der udelukkende indeholder forarbejdet ædelmetal (6 skatte).
Begrebet dobbeltskat betegner ikke en selvstændig fjerde hovedtype af skattefund. Med en dobbeltskat menes to skatte, der ud fra møntsammensætning og fundsted må formodes oprindeligt at have udgjort to dele af samme skat. I det middelalderlige skattefundsmateriale er der flere eksempler på dette fænomen. Ældst er Øster Uttrup-fundene fra 1696 og 1708 (47 og 48). De to 1200-tals-skatte fra Ribe - Ribe Ladegårdsmark (81), fundet 1911, og Seminarievej (82), fundet 1958, kan ud fra den identiske møntstruktur og de overleverede fundoplysninger muligvis opfattes som en dobbeltskat. Der kan ligeledes være tale om en dobbeltskat i forbindelse med de to borgerkrigsmøntfund Flaskekro (147) og Valby Overdrev (148) og de to små skatte fra Vorgod kirkegård (292 og 293) er så veldokumenterede, at deres placering i denne katagori er sikker.
En meget simpel, men fuld tilfredstillende løsning på klassifikationsspørgsmålet kan opstilles med udgangspunkt i en skelnen mellem en teoretisk klassifikation bestående af de to hovedgrupper enkeltfund og skattefund (to eller flere mønter, der er tabt og nedlagt sammen), der tilsammen dækker det samlede møntfundmateriale og en praktisk klassifikation, som alt efter undersøgelses karakter og målsætning opdeler fundmaterialet i et varierende antal fundgrupper.
Udvælgensen af middelalderlige skattefund er foretaget på grundlag af den teoretiske klassifikations definition af et skattefund. Når man i praksis vil arbejde med det store skattefundsmateriale må man imidlertid opbygge en mere differentieret klassifikation, der muliggør en sondring mellem flere hovedgrupper af skattefund.
En anvendelig praktiske klassifikation for de middelalderlige skattefund tager udgangspunkt i graden af bevidst selektion i samtiden, som sammensætningen af skattefundene bærer præg af. Med dette udgangspunkt bliver det muligt at skelne mellem forskellige hovedtyper af skattefund med forskellige grader af repræsentativitet overfor den oprindelige møntmasse. Herved åbnes der mulighed for at foretage en mere nuanceret bedømmelse af de enkelte skattefunds udsagnsværdi om middelalderens møntforhold, om møntcirkulationen og samfundsøkonomien i bred forstand.
Mønterne i et skattefund har gennemløbet en række selektionsfaser fra de blev præget til de ender på numismatikerens skrivebord: 1)Cirkulationsfasen, 2)Opsparingsfasen, 3)Nedlæggelsesfasen, 4)Forglemmelsesfasen og 5)Genfindelsesfasen og 6)Registreringsfasen. For forskeren bliver spørgsmålet så, i hvor høj grad og på hvilken måde det tilgængelige skattefundsmateriale har "overlevet" disse selektionsprocesser og afspejler den fortidige virkelighed. En sondring må drages mellem selektionsprocesser i skattenes samtid (fase 1-4) og selektionsprocesser i moderne tid (fase 5-6), hvor det er selektionen i de fire første faser, der skal lægges til grund for den anvendte klassifikation. Det er kun en lille del af de cirkulerende mønter som udvælges til opsparing, en mindre del af disse bliver nedlagt i skatte, og færre endnu forbliver bortgemte. Den store grad af tilfældighed i disse selektionsprocesser medfører imidlertid, at det møntmateriale, der "overlever" processerne principielt må opfattes som repræsentativt for i hvert fald dele af den fortidige virkelighed. Derimod kan selektionen i genfindelses- og registreringsfasen gribe forstyrrende ind i det overleverede møntmateriales udsagnskraft. Det er derfor vigtigt at søge at udskille de elementer ved skattene som skyldes selektionen i middelalderen fra de elementer som er et resultat af genfindelses- og registreringsprocesserne.
I praksis kan man ikke undgå, at det i dag tilgængelige skattefundsmateriale på afgørende vis er formet af netop selektionen i de to moderne faser. Det er altid kun en mindre del af de engang nedgravede skatte, som atter findes. Genfindelsesgraden afhænger af en række faktorer. Man må betragte den topografiske udvikling i et område. Har området været udsat for betydningsfulde naturmæssige forandringer siden middelalderen - erosion, afskovning osv? Hertil kommer spørgsmålet om bebyggelsesstrukturen i området. Er der tale om en kontinuerlig bebyggelse siden middelalderen, en stor eller lille befolkningstæthed og hvor befinder vi os i kulturlandskabet - i et dyrkningsintensivt landbrugsområde, i en hederegion eller i en byzone? I denne forbindelse må nævnes spørgsmålet om graden af eftersøgning i området. Har der været foretaget systematiske arkæologiske undersøgelser? Hvor store har anlægs- bygge- og dyrkningsaktiviteterne været og hvornår har de fundet sted? Endelig må man også nævne den faktor som kan kaldes befolkningens forståelsesniveau. Hermed menes befolkningens interesse i og viden om skattefund og deres historiske betydning og folks kendskab til og vilje til at overholde danefælovgivningen.
Hertil må man lægge den mulige udvælgelse som skattefundene har været udsat for i registreringsfasen. Fra 1500- og 1600-tallet er der kun overleveret få og spredte omtaler af genfundne skatte, men allerede i 1700-tallet begynder en mere systematisk registrering af skattefund. Skatte fra før ca.1840 kan dog ofte være overleveret til i dag i fragmentarisk stand med en mangelfuld fundregistrering. Det billede som fremstår af et dårligt overleveret fund behøver ikke nødvendigvis at afspejle skatten som den blev nedlagt og genfundet. Kildeværdien af skatte med stor udvælgelsesgrad i registreringsfasen er derfor begrænset. Et tydeligt eksempel på dette er den store borgerkrigsskat fra Stjær (132), der blev fundet i 1802. Af de ialt ca. 19.000 fundmønter blev kun 104 indsendt og registreret på Møntkabinettet på Rosenborg.
I sin samtid formes en møntskat af såvel generelle som individuelle udvælgelsesfaktorer. Blandt de generelle hører den statslige møntudstedelse (svingninger i intensitetet i møntudstedelsen, forskelle i prægemængden for de enkelte mønttyper, ændringer i forholdet mellem forskellige møntmetaller og i sammensætningen af typer, regionale forskelle i møntudstedelsen) kapitalexport og -import ratio, ændringer i forholdet mellem indenlandsk og udenlandsk mønt i cirkulation, inflationsraten og mønternes almene omløbshastighed i samfundet. De individuelle faktorer udspringer fra den eller de personer, der har sammenbragt skatten. Hvilket midler rådedes over og hvilken dele af den tilgængelige cirkulerende møntmasse blev udtaget til skatten? hvilken funktion tillagdes møntskatten - er der tale om en opsparing, en dagligdags pengsum eller en offerskat? Hvilke ydre forhold foranledigede nedlæggelsen - trusler om krig eller sygdom eller kan der være tale om ejerens bortrejse?
For at søge svar på, hvorledes disse generelle og individuelle udvælgelsesfaktorer har indvirket på de enkelte skattefund, må man betragte skattefundenes møntsammensætning og fundforhold.
Ligeledes må man foretage strukturelle sammenligninger mellem skattefund der geografisk og kronologisk hører sammen for - om muligt - at adskille de individuelle og de generelle træk fra hinanden i de enkelte skattefund. Målet er at indkredse i hvor høj grad hver enkelt skattefund kan opfattes som repræsentativt for den oprindelige møntmasse og dermed også i hvor høj grad skattens sammensætning afspejler en bevidst udvælgelse i skattenes samtid. Ud fra denne synsvinkel kan der oprettes følgende praktiske klassifikation for det danske middelalderlige skattefundsmateriale:
En anden type offerfund udgøres af møntskatte nedlagt som bygningsoffer. I Østerild Kirke (56) fandtes 7 mønter, der var blevet indmuret i forbindelse med korets opførelse. En nedbrydning af alteret i Vindinge Kirke (134) afslørede på lignende vis et lille skattefund, der sandsynligvis stammede fra alterets relikviegemme.
Sammensætningen af disse offerfund er ikke bestemt af økonomiske forhold. Man skal derfor være meget forsigtig ved den numismatiske tolkning af skattene.
Opsparede skatte indeholder typisk de bedste (mest lødige eller vægtige) mønter, som har stået til rådighed for skattenedlæggeren. I nogle tilfælde er skatten udelukkende sammensat af én eller flere specielt foretrukne mønttyper, hvilket dog blot kan skyldes, at ældre mønttyper har været gjort ugyldige. Graden af bevidst udvælgelse ved opsparede skattes etablering må betegnes som stor.
Antallet af tilfældig mistede skatte udgør kun en lille del af det samlede middelalderlige skattefundsmateriale.
Hver mønt i en skat rummer i indskrift, typevalg, metal, vægt, sekundær forarbejdning (kontramarkering, halvering, omdannelse til smykke) osv. en lang række informationer om eksempelvis møntens prægetidspunkt og -sted og om dens plads indenfor det givne møntsystem. Dertil kommer de informationer, der kan hentes ud fra skattens sammensætning af mønter og mønttyper, der bl.a. belyser mønternes funktion og placering i møntcirkulationen. Tilstedeværelsen af veldaterede mønter i skatten vil kunne give en vis datering til mønter med ukendt prægedatoer, ligesom forskelligt slid på forskellige møntserier i samme fund vil kunne oplyse om deres relative datering. En analyse af møntsammensætningen i en skat kan opdeles i tre hoveddele:
Der er forskellige omløbshastigheder for mønttyper i forskellige perioder, hvilket afspejler sig i forskellige aldersstrukturer. I perioder med forholdsvis hyppige møntombytninger som 1100- 1200- 1300-tallet udviser skattefundene generelt en lille aldersspredning. Mønttypernes levetid i møntcirkulation i 1400-tallet og første halvdel af 1500-tallet var derimod meget lang, dvs. skattefundene har stor alderspredning.
Hvorledes den konkrete undersøgelse af en skats møntstruktur udformes afhænger af de problemstillinger som numismatikeren søger belyst, dvs. af de spørgsmål som stilles til møntmaterialet. Traditionelt har den numismatiske forskning primært beskæftiget sig med mønten som et individuelt objekt. Hermed menes hver enkelt mønts placering i et givent møntsystem - dens datering, prægested, metallegering, vægt, motivvalg. I de senere årtier har der vist sig en voksende interesse i at supplere denne indfaldsvinkel til det numismatiske kildemateriale med undersøgelser af mønterne betragtet som masse. Et eksempel på en sådan arbejdsmetode finder man ved de senere års mange stempelstudier, hvor målet er at udregne absolutte prægetal for de enkelte møntudstedelser.
En ny retning indenfor den numismatiske forskning beskæftiger sig hovedsagligt med hvad der skete med mønterne efter at de var udstedt, dvs. undersøger hvad mønterne kan give af oplysninger om de økonomiske forhold ud fra, hvordan de har været anvendt, tabt eller gemt i samfundet. Spørgsmålene der bliver undersøgt er bl.a. møntcirkulationens karakter, mønternes vægttab ved slid, ændringer i metallegeringen ved korrosion og mønternes levetid i cirkulationen, herunder blotlægge svindmønstre for de enkelte mønttyper gennem export, indsmeltning, tab eller opsparing.
I de seneste årtier er der fremkommet flere studier, der på grundlag af skattefund og enkeltfund fra en region, har søgt at beskrive møntcirkulationen indenfor en afgrænset kronologisk og geografisk ramme. Møntfundene opfattes som deludsnit af den oprindelige møntcirkulation, dvs. at de generelle træk ved fundene søges fremhævet på bekostning af de individuelle. Analyseresultaterne fra hver enkelt skattefunds møntsammensætning kan ved hjælp af matematisk/statistiske metoder sammenlignes med beslægtede fund, således at der ud fra mængden af skatte kan foretages generaliseringer om møntcirkulationen og samfundsøkonomien.
I denne forbindelse tilbyder den moderne computerteknologi hidtil uudnyttede muligheder, som først i disse år er ved at blive udforsket af numismatikere verden over.
For den danske middelalder er der endnu ikke foretaget større kvantitative undersøgelser af møntcirkulationen. Med nærværende corpusværk er en vigtig del af det eksisterende numismatiske kildemateriale gjort tilgængelig for en sådan analyse.
Som omtalt andetsteds i indledningen (i afsnittet om fundforhold og beholdere, s.XX) dominerer skattefund fra landdistrikterne i det samlede fundbillede. I den forbindelse er det interessant at bemærke, at der ikke synes at være nogen forskel mellem skattefund fra byerne og landet med hensyn til sammensætning og størrelse. Bedømt ud fra skattefundene synes den middelalderlige møntcirkulation altså at have haft en ens karakter i by- og landområderne.
Opdeles de middelalderlige skattefund efter fundtidspunkt fremkommer et karakteristisk mønster. I fig.x vises skattenes tidsfordeling opdelt på tiårs intervaller. Der tegner sig et skævt asymmetrisk kurveforløb. I begyndelsen af 1800-tallet ligger antallet af fundne skatte pr. tiår på ca.10. Fra 1840'erne og frem til og med 1880'erne forøges antallet markant, således at fundfrekvensen når op på over tredive pr tiår.
I alt er der gjort 142 skattefund i de 5 årtier fra 1840-1890, dvs. 43% af det samlede antal kendte middelalderlige skattefund. I 1890'erne formindskes antallet pludseligt igen (til 19 skatte) og den nedadgående tendens fortsætter gradvist op gennem det 20. århundrede, indtil fundantallet pr. tiår efter 2.verdenskrig har nået niveauet fra begyndelsen af 1800-tallet, ja endog har bevæget sig under dette (6-7 fund pr. tiår). Dette fordelingsmønster genfindes interessant nok i hovedtrækkene ved en lignende undersøgelse af fordelingen af bronzealderens depotfund efter fundtidspunkt.
Det voksende antal skatte, der er fundet, eller rettere er registreret som fundne fra begyndelsen af 1800-tallet afspejler, at indsamlingen og registreringen af skattene på Møntkabinettet i denne periode bliver sat i system (se herom i kap.3., s.XX).
Den markante stigning i fundantallet i anden halvdel af 1800-tallet hænger derimod først og fremmest sammen med de ændrede erhversgeografiske forhold i Danmark. Landbrugsarealerne øges, overdrevsjorden inddrages til dyrkningsformål, gravhøje ryddes, heden opdyrkes og og der iværksættes systematisk dræning og afvanding af enge og moser. Dertil kommer mere intensive dyrkningsmetoder både af den nye og gamle agerjord; mergling gødning, dræning og dybere pløjning. I det middelalderlige skattefundsmateriale stammer flertallet af skatte, som oplyses fundet på åben mark netop fra denne ekspansionsperiode i dansk landbrugs historie og af de 20 skatte som er fundet i vådområder - moser, enge og åbrinke - falder fundtidspunktet for flertallet ligeledes indenfor anden halvdel af 1800-tallet. Endelig gøres der også i denne periode flere skattefund i forbindelse med nedbrydning og overpløjning af oldtidens gravhøje, eller fjernelse af store sten fra markerne.
Anlægs- og byggeaktiviteterne i de danske købstæder øgedes i årtierne før 1900, hvilket ligeledes afspejles i fundfrekvensen på landsbasis - omend det geografiske spredningsmønster for skattene er meget uegalt (se herom i kap.7).
Af de i alt 33 skatte, der er fundet ved gravning på kirkegårde, finder man ligeledes en bemærkelsesværdig koncentration i anden halvdel af 1800-tallet ( X ud af xx ), hvilket må hænge sammen med omlægninger i kirkegårdsdriften.
Et andet fænomen ved fundfordelingen er, at fund nedlagt i bestemte perioder synes at have en tendens til ligeledes at blive genfundet indenfor samme perioder. Således er 30 ud af 65 skattefund (eller 46%) fra borgerkrigsperioden fundet indenfor årtierne 1840-1900. Forklaringen på dette fænomen kunne være, at skattene fra samme periode har været nedgravet nognelunde i samme dybde i forhold til det nuværende overfladeniveau, således at den mere dybdegående pløjning i anden halvdel af 1800-tallet nåede ned til borgerkrigsskattenes niveau. En sådan , men de ofte meget begrænsede fundoplysninger, der er overleveret om 1800-tallets skattefund, vil formodentligt umuliggøre en sådan undersøgelse. Derimod kunne det være givende at foretage geografiske sammenligninger af skattenes fundtidspunkter, set i relation til de erhversgeografiske faktorer. Herigennem kunne det måske vise sig muligt at forklare stigningerne i fundantallet i 1800-tallet og lige så vigtig hvorfor antallet af middelalderlige skattefund støt og rolig er faldet igennem det 20 årh. Herigennem ville skattefundenes generelle repræsentativitet blive belyst.
Krigsfrygt og angst for plyndringer er traditionelt blevet regnet som hovedårsager til skattenedlæggelser sammen med de voldsomme sygdomsepidemier, som ofte fulgte i kølvandet på ufreds- og krigsperioder. Den direkte sammenhæng mellem krigstogter, plyndringer og sygdomme på den ene side og antallet af skattenedlæggelser på den anden, er gang på gang blevet understreget. Der nedgraves ikke alene flere skatte i urolige tider, der forbliver også flere i skjul. Heraf følger, at fundfattige perioder ofte er blevet tolket som velstands- og opgangstider. Disse synspunkter kan samles i tesen, at skattefund først og fremmest er beviser for krig og højest sekundært for handel og velstand, dvs. jo flere skatte der forekommer, jo mere er landet blevet hærget og jo større har nøden været. Mod denne tese er der ganske rigtigt indvendt, at nok vil tilskyndelsen til at nedgrave skatte være større i tider med truende farer og krig, men man må ikke glemme, at antallet af deponerede skatte i sidste ende er afhængig af landets og de enkelte skattegraveres økonomiske potentiale. Det har været fremhævet, at man ikke kan generalisere i dette spørgsmål, men at hver tid har sin egen lovmæssighed. Krig, politiske uro og sygdommer er ikke de eneste motiver til skattenedlæggelser. Man kan ikke udelade formuopbevaring som grund til deponeringen, ligesom man ikke må undervurdere handelens betydning for skattedannelsen. En undersøgelse af finske og svenske skattefund fra det 18.årh. viser klart, at en forøget skattedeponering også kan forekomme som en reaktion på forstyrrelser i møntvæsenet. Således findes der i dette skattefundsmateriale en stor koncentration af skatte med slutmønter omkring 1750, hvor Finland hverken truedes af krige eller sygdomsepidemier, men derimod hærgedes af en voldsom inflation. Omvendt har russernes erobring af Finland under krigen 1741-43 ikke sat sig spor i skattefundsmaterialet.
Det må fastslås, at urolige tider med krige og sygdomsepidemier ofte har været årsag til skattenes nedlæggelse. Man må dog ikke på forhånd udelukke andre årsagsforklaringer. En forøget skattedeponering kan også opstå som reaktion på rent økonomiske ændringer i samfundet - inflation, forhøjelse af beskatningen etc, ligesom det ikke må glemmes, at skatte har været nedlagt til stadighed også i fredelige tider, hvor man som sikkerhed mod overfald, tyveri og brand eller før man begav sig ud på en længere rejse valgte at gemme en del eller hele sin kontante formue væk.
Det kan være vanskeligt at bringe forøgelser i skattefundsantallet i direkte sammenhæng med kendte urosperioder. I Sverige gælder dette eksempelvis vikingetidsskattene, der ikke udviser et sådant entydigt mønster. Derimod er det muligt at forklare en skattefundskoncentration på Gotland ved et bestemt historisk begivenhedsforløb, nærmere bestemt Valdemar Atterdags angreb på øen i 1361, ligesom en undersøgelses af nedlæggelsestidspunktet for de skånske skattefund fra nyere tid viser, at langt hovedparten af skattene (op mod 80%) var nedlagt i krigstider.
I Danmark er det klassiske eksempel på et sammenfald mellem krigsbegivenheder og skattefundsantal svenskekrigsperioden i 1650'erne. Alene fra dette tiår kendes 64 dalerfund. Materialet er så unikt, at man næsten alene på grundlag af de mange skatte kan rekonstruere den svenske kong Karl X. Gustav's marchrute op gennem Jylland i 1658 .
I det danske middelalderlige skattefundsmateriale kan man kun til en vis grad se en sammenhæng mellem krigs- og krisetider og antallet af skattenedlæggelser. Et stort antal skattefund kendes fra Sven Estridsens regeringsperiode (i alt 27 stk), der netop var præget af stor uro og hvor Danmark gentagne gang blev udsat for indfald og plyndringer. 126 af de 326 kendte middelalderlige skattefund, dvs. næsten 2/5-del, stammer fra det urolige 1300-tal. Hele 64 af disse skatte er nedlagt under Erik Menved (1286-1319) og Christopher II (1319-26, 1330-32) og Valdemar III (1326-30), hvor en voldsom inflation rasede, der reducerede de i forvejen ikke særligt lødige sølvpenninge til næsten rene kobbermønter. Det voldsomme behov for penge kan aflæses af de mange ofte talmæssigt store skattefund, der kendes fra denne periode - Stjær (132) med ca.19.000 mønter; Vejstrup-skatten (141) indeholdende 15.964 mønter; dobbeltskatten fra Assens (154) med i alt 16.960 mønter og Systofte-fundet (167) på hele 30.258 stk. 38 af fundene hører endog til i 1320'erne og begyndelsen af 1330'erne, hvor Danmark går sit nationale sammenbrud i møde og størstedelen af landet pantsættes til holstenske pantherrer. De mange skattefund fortæller deres egen barske historie om denne frygtlige krisetid for den danske befolkning.
Derimod synes urolighederne i forbindelse med Danmarks sidste borgerkrig Grevens Fejde i perioden 1534-36 kun i overraskende lille omfang at have sat sig spor i skattefundsmaterialet.
Af de 20 skattefund fra perioden ca.1523-ca.1540 er det kun skattene fra Fabjerg Kirke (312), Assentorp (313), Torvegade, Fåborg (314) der må antages at være nedlagt i forbindelse med periodens voldsomme kampe. Derimod kan skattene fra Teglstrup (315), Stokkebjerg (316), Hyllede (317) og Gravholm (318) først være nedlagt i de første år efter krigens ophør. De seks store skatte fra Gloslunde (305), Middelfart (306), Æbelholt klostertomt (307), Assens (308), Voldtofte (309) og Hedebogård (310) har slutmønter, der daterer nedlæggelsen til efter 1525-26. Det er derfor tvivlsomt, om man som foreslået kan henføre skattenes nedlæggelse til urolighederne under Grevens Fejde.
Det er sjældent muligt blot med en vis sikkerhed at knytte et skattefunds nedlæggelse til en kendt historisk begivenhed. Fra det danske middelalderlige skattefundsmateriale er eksemplerne relativt få. Blandt disse kan nævnes:
Skatten fra Haraldsborg Slotsbanke (43), der formodentligt er nedlagt i 1132/33 i forbindelse med Erik Emune's storm på borgen; Den formodede dobbeltskat fra Ribe - Ribe Ladegårdsmark og Seminarievej (81 og 82) må sandsynligvis være nedlagt i forbindelse med de voldsomme magtkampe i 1247 mellem kong Erik Plovpenning og hans broder hertug Abel, hvor byen to gange skiftede ejer; Skatten fra Krøjerup (103), som rent numismatisk kan dateres til slutningen af 1280'erne. Oplysninger i Sorø Klosters Gavebog om en godsfejde i 1288 gør det rimeligt sandsynligt, at skatten er blevet nedgravet i dette år; Rådved-skatten (205), der sandsynligvis er nedgravet i forbindelse med de voldsomme kampe i Nørrejylland i 1368 mellem de holstenske grever og en ræjkke oprørske jyske herremænd på den ene side og kong Valdemar Atterdags tro mænd på den anden; Hammershus-skatten (301), der blev fundet indmuret i vestre ringmur, må formodentligt været skjult i forbindelse med lübeckernes belejring og senere erobring af borgen i 1522.
Der bør advares mod en altfor mekanisk sammenkædning af skattefund med historiske begivenheder. Det kan ofte være fristende at få et omtrentligt dateret skattefund bestemt ved at knytte nedlæggelsen til en kendt datérbar historisk begivenhed. Man må imidlertid holde sig for øje, at det ikke nødvendigvis er de begivenheder som tilfældigvis er overleveret til i dag, der har haft størst betydning i samtiden og været den direkte årsag til skattenedlæggelser. For dristige slutninger i den retning kan føre til gisninger eller måske endda til direkte manipulationer af vores viden om den historiske fortid.
Personene bag skattenedlæggelserne vil som oftest forblive ukendte for os. De eneste oplysninger vi har om de enkelte skattenedlæggere er dem, vi kan udlede af skattene selv. Disse informationer er sjældent nok til at knytte skattens ejer til en speciel socialgruppe indenfor det middelalderlige samfund. Ved skattefund ned et betydeligt værdiindhold, som f.eks. Haralds borgskatten (43), Kirial (203), Smedegade, Slagelse (214), Lilletorv, Århus (238); Møllergade 14, Svendborg (253) er det nærliggende at henføre ejerne til de højeste sociale lag i samfundet. Der må dog advares mod for mekaniske slutninger i denne retning. Størrelsen og sammensætningen af en skat kan afspejle en persons finansielle situation på nedgravningstidspunktet, vel at mærke hvis den kontante formue har tilhørt én privatperson og ikke eksempelvis en gejstlig eller verdslig institution.
De eksisterende skriftlige kilder til middelalderens økonomiske forhold, herunder til pengenes købekraft og pris- og lønudviklingen tillader kun begrænsede slutninger om opsparingsmulighederne indenfor de forskellige sociallag. En forudsætning for at lægge mønter til side er naturligvis, at der er almindelig adgang til mønter. Hermed bliver spørgsmålet om monetariseringsgraden i det danske samfund centralt. Hvornår er brugen af mønter slået så bredt igennem i de forskellige dele af det danske middelalderlige samfund, at vi kan tale om eksistensen af en egentlig pengeøkonomi? Skattefundene kan ikke alene giver svar på dette spørgsmål. Det store strøfundsmateriale må inddrages. Fra anden halvdel af 1200-tallet kan der iagttages en markant stigning i antallet af enkeltfundne mønter fra traditionelt fundrige steder som kirkegulvene, kirkegårde, voldsteder/borge og klostre. Da samme tendens er tydelig i møntmaterialer, der er fremkommet med metaldetektorer på nye fundstedstyper, som f.eks. handelspladser og lokaliteter i landområderne, må det fastslås, at anvendelsen af mønter i slutningen af 1200-tallet har nået en almindelig udbredelse i såvel by som på land. Det er dog stadig et uafklaret spørgsmål om alle lag i samfundet benyttede sig af mønter i dagligdagen og om den almindelige by- eller landbo havde mulighed for at opspare større eller mindre værdier i rede penge. Man kan få en fornemmelse af, hvilke pengemidler befolkningen lå inde med ved at betragte de i alt 64 møntskattefund med danske "borgerkrigsmønter" fra perioden ca.1288 - ca.1335 (fig 1). I alt indeholdt disse skatte 141.057 mønter, hvilket svarer til 2204 mønter i gennemsnit pr. fund. Lader man imidlertid mønterne fra periodens 4 usædvanligt store skattefund ude af betragtning - Stjær (132), ca.19.000 stk; Vejstrup-skatten (141), 15.964 stk; Assens (154), 16.960; Systofte-fundet (167), 30.258 stk -, reduceres det gennemsnitlige møntantal pr. fund til 981 stk. En stor del af skattene - 27 stk eller 42% - indeholder endda færre end 100 mønter. 9 skatte rummer mellem 101 - 500 mønter og andre 9 skatte indeholder op til 1000 mønter. I alt indeholder materialet således 45 skatte med under 1000 mønter, dvs. 70 % af periodens skatte. Af de øvrige 19 skatte fordeler de 15 sig i grupperne op til 7000 mønter (de 6 af fundene alene i gruppen fra 1001-2000). Langt flertallet af skattene stammer fra landregionerne og må derfor først og fremmest tages som udtryk for forholdene hér. De 6 skatte fra byer - Algade, Nykøbing S. (105), Liliebjerg, Ribe (122), Møllestræde, Kalundborg (127), Kindhestegade, Næstved (136), Assens (154) og Frederiksgade, Odense (155) - skiller sig dog ikke markant ud fra det mønster, som de øvrige skatttefund tegner.
Fundmaterialet synes at vise, at en velstående mand i denne periode kunne besidde en formue på op til 7000 penninge, medens flertallet af befolkningen lå inde med betydeligt mindre pengesummer. Det drejede sig som oftest om relativt små beløb i rede penge, som en person havde rådighed over - normalt et sted mellem 1-100 mønter og i bedste fald op til 1000 mønter. Der er den metodiske usikkerhed ved at drage sådanne konklusioner på grundlag af skattefund, at vi jo som oftest ikke ved, om skattene er akut nedlagte, dvs. afspejler skattenedgraverens rørlige formue på et givent tidspunkt, eller om de udgør en opsparet kapital, som er sammensat af en persons pengeoveskud gennem en periode. Når vi betragter de helt store skatte må vi også være varsom med automatisk at se dem som udtryk for en enkeltpersons opsparede velstand. Det er tænkeligt, at de tre skatte fra Stjær (132), Vejstrup (141) og Systofte (167) har tilhørt det virkeligt velstående landaristokrati, ligesom dobbeltskatten fra Assens (154) kan have været ejet af en velstående borger. Det kan dog på ingen måde udelukkes, at disse store pengesumme ikke har tilhørt én enkeltperson, men i stedet har udgjort en gejstlig eller verdslig institutions pengekasse, en pantelåners pengeboks, eller høsten af en skatteindkrævers nidkære arbejde.
Ud fra skattefundsmaterialet kan det konkluderes, at fra slutningen af 1200-tallet (om ikke før) synes forudsætningen at være tilstede for at brede dele af den danske befolkning kunne danne sig en vis kapital i rede penge. Hvilke sociale begrænsninger, der var sat for denne mulighed, kan ikke afgøres på det nuværende kildegrundlag.
(Jensen, Jørgen Steen (udg.): Danmarks middelalderlige skattefund, ca.1050-1550, København 1992 side 26-41. De understregne tal i ovenstående redegørelse refererer til skattefundenes numre i dette værk.)