Årtiers uro, magtkampe og gældsætning fra de danske kongers side førte i 1332 til kongedømmets totale sammenbrud. Danmark var nu fuldstændig pantsat til holstenske långivere for 200.000 mark sølv (en mark sølv kølnsk vægt svarede til ca. 233 g sølv), og der var således ikke længere grundlag for, at den danske kongeslægt kunne blive på tronen. Grev Gerhard af Holsten havde for 100.000 mark sølv fået Nørrejylland og Fyn i pant, medens hans fætter Johan (den Milde) af Holsten for andre 100.000 mark sølv havde fået overdraget Sjælland med øer, samt Skåne. Pantet på Skåne blev, dog allerede i 1332 for 34.000 mark sølv videregivet til den svenske konge Magnus Eriksson, der kom til at regere denne landsdel frem til Valdemar Atterdags generobring i 1360.
Da der altså fra 1332 ikke længere fandtes en kongemagt, som kunne forestå prægningerne og garantere mønternes værdi, ophørte den danske møntproduktion kort tid efter. Hermed skete et brud på den mere end 300 år gamle traditionfor selvstændige danske udmøntninger. Igennem disse århundreder havde det danske møntvæsen kun bestået af én type sølvmønt, penningen, hvoraf der gik 240 på en mark. Penningens vægt og ikke mindst lødighed forringedes i løbet af perioden, særligt i de sidste årtier for møntvæsenets sammenbrud i 1330'erne, hvor den reduceredes til en næsten ren kobbermønt. Kun i Skåne fortsattes med at præge penninge, også efter at området blev svensk..
Det er fristende, men ikke desto mindre fejlagtigt, at tolke pantsættelsen af de enkelte landsdele som et udtryk for et generelt sammenbrud for den danske samfundshusholdning. Det var kongemagtens økonomi, dét man i dag ville kalde statsøkonomien eller de offentlige finanser, der havde spillet fallit. Det pantsatte Danmark var derimod på trods af årtiers krige og brandbeskatninger ikke noget fattigt og udpint rige. Der var stadig betydelig velstand blandt landets indbyggere, som var skabt gennem de sidste årtier af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet. I denne periode havde mere intensive dyrkningsmetoder i landbruget frembragt et overskud af varer, der kunne afsættes på de lokale bymarkeder og via de internationale Skånemarkeder til store dele af Vest- og Nordeuropa. Som et symptom på væksten i samfundsøkonomien var mønterne nu trængt igennem som betalingsmiddel blandt alle grupper af befolkningen.
Danmarks økonomiske formåen oversteg langt pantesummerne, og det er derfor forståeligt, at det blev eftertragtet for tyske panthavere at opnå pant i Danmark. I løbet af 1330'erne viste det sig imidlertid, at det alligevel ikke var så god en forretning som ventet at have pant i dansk jord. Indtjeningen svigtede, da der ikke fandtes en dansk kongemagt til at opretholde ro og gradvist indløse panterne. Der udgik derfor, til dels fra panthaverne selv, et initiativ, til at genindsætte en konge på den danske trone. Valget faldt på den afsatte, nu afdøde kong Kristoffer II's vngste søn junker Valdemar, der set i historiens lys må siges at have været et excellent valg. Valdemar var kun 19 år, da han i 1340 indtrådte som dansk konge med indløsningsret til al pantsat dansk jord. Med usædvanlig handlekraft og lige dele politisk og militær tæft lykkedes det ham at indløse eller generobre størstedelen af de landområder, som dækkes af det nuværende Danmark. Dette imponerende resultat opnåedes i løbet af blot en halv snes år, og i 1360 føjedes det tabte Skåneland gennem et sejrrigt felttog til de øvrige generhvervede landsdele. Samlingen af det splittede kongerige var en sand kraftpræstation, som placerer Valdemar Atterdag blandt Danmarkshistoriens mest markante og succesrige regenter.
Der er dog mindst ét væsentligt område inden for hans regeringsførelse, hvor han ikke kan udvise resultater, der kan leve op til vores forventninger. Man skulle have formodet, at Valdemar, så snart han havde fået nogenlunde styr på det splittede rige, havde satset på at genindføre et selvstændigt dansk møntvæsen. Herved kunne han have sikret sig en stabil indtægt fra afgifter i forbindelse med møntproduktionen, og samtidig benyttet møntvæsenet som en politisk demonstration for at vise udlandet, at Danmark atter var ledet af en stærk og selvstændig monark. Dette skete imidlertid ikke. Hvorfor kong Valdemar ikke valgte eller måske ikke formåede at genskabe et eget fuldt udbygget møntvæsen i løbet af sin 35-årige regeringsperlode, har for generationer af historikere stået som noget af et mysterium. Forklaringen er ikke blot den simple, at det danske samfund var blevet mindre afhængigt af mønter under Valdemar Atterdag, end det havde været 50 år tidligere.
Selvom den danske økonomi led en række alvorlige tilbageslag i anden halvdel af 1300-tallet, var samfundslivet stadig i udbredt grad baseret på en pengeøkonomi. Man stod da heller ikke ligefrem og manglede mønter til at dække samfundets behov. I stedet for de danske udmøntninger benyttedes en række udenlandske mønttyper, engelske sterlinge, franske turnoser, nordtyske hulpenninge og witten, hvilke de mange skattefund og enkeltfund fra perioden er tydelige beviser på. Behovet for mønter har altså Næret udtalt, men alligevel så et samlet dansk møntvæsen ikke dagens lys.
Som udgangspunkt for denne artikel er Den Kgl. Mønt- og Medaillesamlings fundarkiv gennemgået, hvor der blandt de hundredtusindvis af indkomne fundmønter fra Danmark befinder sig et hundredtal af penninge fra årene ca. 1340-75. Disse er blevet registreret i en database, sammen med de kendte fundeksemplarer fra Skåne, Halland og Blekinge, som en svensk kollega har indsamlet. Hermed er der skabt et nyt møntmæssigt grundlag for at revurdere, om nogle af de mønttyper, som man tidligere har regnet som skånske, stedet må være præget af Valdemar Atterdag inden for det nuværende Danmarks grænser. Dette kan relativt enkelt udlæses af den regionale fundfordeling af periodens danske mønter. De skånske penninge findes nemlig kun i yderst begrænset omfang uden for denne landsdel, og på samme måde optræder de øvrige danske udmøntninger kun sjældent i Skåne. Med dette som baggrund er det på sin plads at genlæse og -tolke de skriftlige kilder, som rent faktisk kaster et vist lys over kong Valdemars møntpolitik, og komme med et forsigtigt bud på en forklaring på disse årtiers møntforhold, der forhåbentlig kan bringe os et lille skridt videre mod en løsning af denne 650 år gamle gåde.
Først er det dog rimeligt at give en kort karakteristik af artiklens hovedperson og skitsere de politiske og økonomiske rammer, inden for hvilke et eventuelt dansk møntvæsen skulle skabes.
Valdemar var tredjeældste søn af Kristoffer II. Der eksisterer ingen pålidelige kilder til Valdemars barndom. Vi ved, han blev født i 1321, og at han formodentlig tilbragte størstedelen af sin barndom ved kejser Ludvig af Bayerns hof, og hos dennes søn, markgreve Ludvig af Brandenburg, der i 1324 var blevet gift med Valdemars søster Margrethe (død 1340). Den unge Valdemar kom således til at tilbringe sine ungdomsår et af Europas mægtigste fyrstehuse, Wittelsbach, hvor han må have tilegnet sig vigtige kundskaber, herunder tidens ridderidealer, og ikke mindst viden om, hvordan en fyrste gebærdede sig i international storpolitik. Det sidstnævnte fik Valdemar tilegnet sig så perfekt, at han som dansk konge optrådte med et politisk talent, der langt oversteg flertallet af hans samtids fyrsters. Valdemar må også have stiftet bekendtskab med principperne bag et velfungerende møntvæsen ved Ludvig af Bayerns hof.
Første gang Valdemar for alvor træder ind på den historiske scene er i 1338, hvor han som dansk tronprætendent udsteder et privllegiebrev om handelen i Danmark til de nordtyske byer Anklam og Greifswald. Herefter synes Valdemars bane mod tronen afstukket, stærkt understøttet af den Wittelsbachske slægt, der ved at placere ham som dansk konge øjnede en chance for på længere sigt at få indkasseret den aldrig udbetalte medgift på 19.000 mark sølv fra den danske prinsesse Margrethes giftermål i 1324. I de første 10 år af sin regering måtte Valdemar økonomisk støtte sig kraftigt til dette fyrstehus, ligesom hans administration fik hjælp af øvede embedsmænd fra det brandenburgske hof.
I sommeren 1340 var omstændighederne til stede for, at Valdemar Atterdag kunne krones til dansk konge på Viborg landsting. Forud var gået en række forhandlinger mellem de holstenske panthavere, hertug Valdemar af Sønderjylland og junker Valdemar, repræsenteret ved brandenburgske forhandlere. Resultatet af forhandlingerne blev en traktat, udfærdiget i Spandau i Brandenburg, der fastsatte retningslinjerne for Valdemars gradvise generhvervelse af det danske rige. Hertug Valdemar af Sønderjylland skulle overtage panteretten til Nørrejylland og Fyn, og det var fra ham, at kong Valdemar skulle indløse landet. Valdemar Atterdag skulle gifte sig med hertugens søster Helvig, hvor medgiften på 24.000 mark blev trukket fra den samlede pantesum for Fyn og Nørrejylland på 100.000 mark sølv. Kongen kunne som en begyndelse få overdraget slottet Ålborghus samt en række nordjyske herreder og sysler. Hertil fik han retten til at anvende sølvskatten for Jy1land, som var bevilliget den holstenske panthaver grev Gerhard - den »kullede« greve året før.
Efter kroningen begyndte Valdemars seje kamp for genindløsningen af riget. Han søgte at skabe sig et selvstændigt økonomisk grundlag for sin genindløsningspolitik, dels ved at føre jordejendom, der før sammenbruddet havde været krongods, tilbage til kongemagten, dels ved at pålægge den danske befolkning tunge ekstraskatter. Til sidstnævnte formål havde han god støtte i den danske kirke. Han benyttede Roskildebispens administrationsapparat til at indkræve skatter på Sjælland, og fik sammesteds fra stillet en alterkalk fra alle sjællandske kirker til rådighed til brug for Vordingborgs indløsning. Men, som det tørt bemærkes i Yngre Sjællandske Krønike, blev det omsmeltede sølv i stedet brugt til at betale Valdemars lejetropper med. Vejen til samlingen af de tabte landsdele gik nok så høj grad via militære erobringer som gennem fredelig pengeindløsning. Med den samtidige Yngre Sjællandske Krønike som kilde fremstår Valdemar i disse år som en listig, hurtig og kompromisløs regent. Med utrættelig energi kastede han sig ud i langvarige militærkampagner, men havde også tid til at pleje det høere diplomati gennem udenlandsrejser til pavehoffet og Europas førende fyrstehuse, ja i 1347 smuttede han endda med et lille følge på pilgrimsrejse til Den Hellige Grav i Jerusalem, men var hurtigt tilbage efter en rejse på hesteryg på langt over 6000 km. Valdemar synes at have haft fuld kontrol med de overordnede linjer i genindløsningspolitikken, og han udviste en sjældent svigtende fornemmelse for, hvordan Danmarks situation bedst kunne håndteres. Som en afslutning på den første hektiske genindløsningsfase kunne Valdemar Atterdag i marts 1349 på det sjællandske landsting i Ringsted redegøre for sin hidtidige indløsning af riget.
Så meget som 30.000 mark sølv havde den danske befolkning bidraget med i skatter, medens han selv havde lagt 10.000 mark sølv til. Sølv som han havde fået i overskud fra salget af den danske koloni i Estland til ridderordenen Den Tyske Orden. Men nok så vigtigt var det, at Valdemar med militære midler havde bragt størstedelen af Jylland og Sjælland under sin kontrol og skabt en magtbase i forhold til Fyn og Skåne, der gjorde det til et spørgsmål om tid, hvornår han overtog også disse landsdele.
Valdemar Atterdag standsede imidlertid ikke her. Han havde stadig store udenrigspolitiske ambitioner. Først og fremmest ønskede han at få det tabte Skåneland tilbage, men han ville herudover placere sig som en af Nordeuropas mest magtfulde fyrster. Diplomatiske tiltag gik hånd i hånd med militære indsatser op gennem 1350'erne. Valdemar optrådte således som mægler i en konflikt mellem svogeren, markgreve Ludvig af Brandenburg, og den nye kejser Karl IV; han knyttede politisk forbindelse med Albrecht af Mecklenburg, men kunne samtidig tilbyde sin hjælp i en fransk plan for en militær invasion i England mod en betaling af 200.000 gylden. Sidstnævnte projekt blev dog aldrig realiseret. Et stadigt tilbagevendende problem for Valdemar var i denne periode, hvordan han kunne undgå samtidige konflikter med den slesvigske hertug og de holstenske grever. Oven i disse problemer førte hans hårdhændede skatteudskrivninger i Danmark, som hyppigt nævnes i Yngre Sjællandske Krønike, til uro og direkte oprørsforsøg, specielt blandt hans jyske undersåtter. I 1360 indgik Valdemar så den såkaldte landefred med både hertugen af Sønderjylland og greverne af Holsten. Dokumentet taler smukt om fred og retfærdighed, men er i virkeligheden en forberedelse til krig. Valdemar ville nu have Skåne genindlemmet i riget, hvilket skete efter en kort og effektiv militærkampagne. Herved fik han atter rådighed over de økonomisk højst givtige Skånemarkeder i Falsterbo og Skanør, og adgang til møntsmedjen i Lund. Året efter fortsatte Valdemar sin aggressive udenrigspolitik og erobrede Gotland. På Gotland foranstaltede hans professionelle ryttere et veritabelt blodbad på en gotlandsk bondehær uden for Visbys mure, hvorefter hans hær drog ind og plyndrede den velstående hanseby, for guld, sølv, pelsværk af forskellig art og umådeligt mange andre skatte.
Dette plyndringstogt fik imidlertid den for Danmark fatale følgevirkning, at han satte sit gode forhold til hansestæderne over styr. Mecklenburg, Holsten og de vendiske hansebyer forenedes i modstanden mod Valdemar Atterdag. I første omgang besejrede Valdemar i 1363 en mecklenburgsk-holstensk-lybsk flåde i Øresund og opnåede en separatfred med hansestæderne i 1365. Men to år efter trak mørke skyer atter sammen om Danmark, da ikke mindre end 80 hansebyer indgik i Kölnerforbundet direkte rettet mod den selvbevidste Valdemar, der efter sigende endda havde haft den frækhed at sammenligne hansestæderne med skræppende gæs og som yderligere hån havde sat en guldgås på sin kongsborg i Vordingborg. To års kampe fulgte, hvor Danmark led hårdt under krigens hærgen, og til slut det uundgåelige militære nederlag. I nederlagets stund viste Valdemar sig imidlertid atter som en forhandlingens mester, der faktisk formåede at vende sit nederlag til en sejr. Han spillede konsekvent på, at hans fjender indbyrdes havde svært ved at enes, og da fredstraktaten forelå i Stralsund 1370, indeholdt den usædvanligt milde betingelser for den tabende part. I de følgende 15 år skulle Skånes borge samt 2/3 af landsdelens indtægter tilfalde hansestæderne, og de skulle for fremtiden have gunstigere handelsrettigheder på Skånemarkedet, men Valdemar stod stadig urørt som dansk regent i spidsen for et samlet dansk rige. I de sidste regeringsår før hans pludselige død i 1375 lykkedes det yderligere Valdemar at styrke sin position i Sønderjylland, således at det nu kun var et spørgsmål om tid, før den danske kongemagt kunne få hele hertugdømmet fri af holstenernes besiddelse.
Valdemar Atterdags regeringsperiode var altså præget af stadig uro og konflikter, der konstant må have hvilet tungt på befolkningen i form af udenlandske lejetroppers plyndringer og kongemagtens hårde skatteudskrivninger. Forholdene blev yderligere forværret af pestens hærgen i Danmark 1348-50, der formodes at have slået mere end 1/3 af befolkningen ihjel. Kong Valdemar mistede selv tre mindreårige børn under epidemien. Antallet af ødegårde øgedes kraftigt i anden halvdel af 1300-tallet, og adskillige sogne blev simpelthen nedlagt. Således omtaler Yngre Sjællandske Krønike, at borgen ved Randers blev bygget af sten fra 11 nedlagte kirker. Denne kraftige befolkningsnedgang udgjorde et alvorligt problem for Valdemars regeringsførelse. Færre mennesker betød mindre skatteindtægter, lavere landbrugsproduktion og færre personer at tvangsudskrive til offentlige arbejder, f.eks. anlæg af volde og grave ved byer og befæstninger. Mangelen på arbejdskraft var så voldsom, at man ved Danehofmødet i Nyborg 1354 besluttede at suspendere alle dødsstraffe. Man havde mere brug for arbejdskraften!
Da Valdemar Atterdag tiltrådte som regent i 1340, var der ikke blevet fremstillet danske penninge i 4-5 år, men man må dog formode, at de meget omfattende prægninger af danske mønter fra Erik Menved og Kristoffer II stadig blev benyttet som skillemønt i hvert fald op mod 1350. I mere officielle sammenhænge som skattebetalinger og told og i forbindelse med købskontrakter var de danske penninge fuldstændig fortrængt af udenlandske mønter, specielt engelske sterlinge, franske turnoser og nordtyske hulpenninge, eller af betalinger i rent sølv. De udenlandske mønttyper havde allerede været benyttet i et vist omfang tidligere i Danmark, medens det danske møntvæsen stadig var fuldt funktionsdygtigt, og hvor udenlandsk mønt principielt var udelukket fra den indenlandske møntcirkulation. Specielt de engelske sterlinge omtales ikke så sjældent i skriftlige kilder fra 1280'erne og frem, oftest dog som regningsmønt til at værdifastsætte bohave og jordejendomme, eller de benyttedes som betaling til udlandet, der ikke vil le modtage de ringe danske penninge. Først fra 1320'erne synes sterlingene også at være benyttet i større omfang indenlands i Danmark, og fra slutningen af 1330'erne omtales danske mønter stort set ikke mere i dokumenterne, dog anfører et jysk gældsbrev så sent som i 1344 en pengesum i kobberpenninge. I et af de sidste kildesteder, der nævner dansk mønt, fra 1335 giver bisp Peder af Odense besked på, at fremtidige offerbetalinger til lollandske præster ikke længere må ske i de usle kobberpenge, men i engelske sterlinge. I de følgende godt 65 år kom først de engelske sterlinge sammen med de franske turnoser og ikke mindst nordtyske hulpenninge og senere witten fuldstændig til at præge møntomløbet i Danmark, som de i øvrigt gjorde det i flere af vore nabolande. Kursforholdet mellem disse hovedtyper af mønter fremgår af flere af tidens dokumenter. Således fastslås det i et gældsdokument fra 1342, hvor en Peder Larsen vedgår at skylde selveste Valdemar Atterdag 140 mark sølv, at kursen på de almindeligste møntsorter var: 1 mark lødigt sølv = 180 sterlinge = 60 turnoser = 540 lybske penninge. Dette forhold blev i det store hele gældende i det følgende halve århundrede. I denne periode begyndte man også at benytte udenlandske guldmønter, ligeledes mest engelske, tyske og franske, i forbindelse med særlig kostbare handeler, hvilket fremgår af flere dokumenter samt et par bemærkelsesværdige møntskatte. De skriftlige kilders hyppige omtaler af betalinger i udenlandsk mønt bekræftes i det hele taget af periodens skatte- og enkeltfund. Fra Valdemar Atterdags regeringstid kendes ikke mindre end 41 møntskatte fra det nuværende Danmark, heriblandt flere meget store. Danmarks overhovedet største kendte møntskat, skatten fra Kirial på Djursland, hører hjemme i denne periode.
I to husholdningskar af malm skjultes omkring 1365 ikke mindre end 81.422 mønter: 27 franske turnoser, 2.674 sterlinge, 73.881 hele og 4.840 halve nordtyske hulpenninge. Denne enorme pengesum kan næppe have været ejet af en privatperson, men må snarere have tilhørt en kirkelig institution eller måske en af Valdemar Atterdags forhadte skatteindsamlere? Som nævnt ovenfor var Valdemars regeringsperlode præget af stadig uro og krige. Man kunne derfor forestille sig, at de mange genfundne møntskatte fra denne tid må have forbindelse til disse voldsomme begivenheder. Det er da også i høj grad sandsynligt, men det er blot vanskeligt at sætte nedgravningen af de enkelte møntskatte i direkte forbindelse med konkrete historiske begivenheder. Rådved-skatten fra Østjylland (3.311 sterlinge og hulpenninge), nedlagt omkring 1368, kan muligvis sammen med fire andre jyske skattefund fra samme tid sættes i forbindelse med Valdemar Atterdags krig mod holstenerne og oprørske jyske herremænd i årene 1368-70, men det må forblive ren spekulation. I nærværende sammenhæng er det da også vigtigere at fastslå, at de mange møntskatte fra Valdemar Atterdag nok afspejler tidens uro, men i lige så høj grad er et tegn på, at der var rigelige pengemidler i omløb i Danmark.
En særlig position indtager møntskattene fra Bornholm, der klart adskiller sig fra skattefundene fra det øvrige Danmark. De skal imidlertid heller ikke ses i sammenhæng med de sjællandske, fynske og jyske fund, men derimod med de skånske, da Bornholm hørte til Lundeærkebispens magtområde og derfor var præget af denne landsdels møntcirkulation. Møntskattene fra Valdemar Atterdags tid, hvor Skåne som Bornholm i de første 20 år tilhørte Sverige, har ikke overraskende et stort islæt af de lokale lundensiske penninge, som prægedes gennem hele perioden fra Kristoffer II over årene med den svenske konge Magnus Erikson og hans søn Erik frem til Valdemar Atterdags sidste år. Ærkebispen i Lund havde siden Erik Lams Regeringstid (1137-46) haft en fjerdedels andel i indtægterne fra møntproduktionen i Lund. Ærkebispesædets interesser i Lundemønten kan være forklaringen på, at da de øvrige danske penninge forringedes kraftigt i anden halvdel af 1200-tallet og de første årtier af 1300-tallet, fastholdtes fra 1299 kursen for de skånske penninge i forhold til en mark sølv som 5:l, dvs. der skulle udmøntes 5 mark penge (a 240 penninge) af hver mark sølv. Denne kurs blev holdt, så længe der blev slået dansk mønt i Lund, og den fortsattes under det svenske herredømme 1332-60. I svensketiden fortsatte systemet med hyppige, oftest endda årlige omvekslinger af de skånske penninge, hvor man for tre af de gamle penninge kun synes at have modtaget to nye. Som i de »gamle« dage under den danske konge var den årlige skæringsdag foir omvekslingerne Mikkelsdag, 29.september, hvorefter de gamle penninge ikke længere var lovlige betalingsmidler. De skånske penninge optræder jævnligt i købsdokumenter og gældsbreve fra Skåne, hvor det ofte understreges, at pengesummerne skulle betales i ny skånsk mønt, dvs. i den kurserende mønttype. Undertiden var det imidlertid ikke nok sikkerhed for kreditoren. I et skånsk gældsbrev fra 1357 hedder det således: »Hvis endvidere den skånske mønt i mellemtiden skulle forringes, forpligtiger jeg mig til at betale hr. Jens for hver mark skånsk penninge 10 skilling lybske penninge, gode og gamle, eller 40 gamle og lovlige sterlinge«. En anden yndet form for kurssikring var at opgive pengesummerne i rent sølv. Skånsk mønt nævnes ligeledes jævnligt i forbindelse med de stadige forhandlinger om privilegier på Skånemarkederne, som hansestæderne førte med de skiftende magthavere i Skåne. Som under de danske konger forlangte Magnus Eriksson, at udenlandske købmænd kun måtte handle med skånske penninge på markederne, dvs. at de var tvunget til at veksle deres gode sølvmøntet til de ringere skånske penge til en ufordelagtig kurs. I 1360, da Valdemar Atterdag erobrede Skåne, fik han den stadig aktive mønt i Lund med i købet, og vi kan ud fra en række dokumenter se, at han fortsatte prægningen af penninge i Lund frem til slutningen af 1360'erne eller måske endda lidt senere. Omtalen af Valdemars skånske penninge findes som under svensketiden mest i forbindelse med hansestædernes kamp for at opnå bedre handelsbetingelser i Falsterbo og Skanør, som intensiveredes, efter at de nordtyske byer var kommet i åben kamp med Valdemar. Valdemar søgte at håndhæve princippet med, at al handel skulle foregå med skånsk mønt på markedet, samtidig med at udførselstolden skulle betales i gode udenlandske sølvmønter. Hansestæderne derimod prøvede gennem forhandlinger og ikke mindst væbnet kamp at tvinge Valdemar til at opgive sit møntmonopol og i øvrigt nedsætte sine toldafgifter på Skånemarkederne. I forbindelse med Stralsundfreden 1370 måtte Valdemar imødekomme hansestædernes krav, hvilket nok er en væsentlig grund til, at han i årene derefter ikke synes at have præget mønter i Lund. Den økonomiske motivation til at lave skånske penninge var ikke længere til stede.
Der findes over 30 forskellige skånske mønttyper, som må være præget i årene 1332 og frem til ca. 1370. Det er desværre på én undtagelse nær ikke muligt at udskille de mønttyper, som Valdemar Atterdag lod præge i Lund, efter at Skåne atter var blevet dansk. Mønttyperne er i sig selv stumme. De rummer ingen tekst, men blot enkle motiver: anker, lilje, kors, halvmåner, spydspids, tårn, tandhjul, rist og enkeltbogstaver, som vi i dag ikke nærmere kan tolke meningen af. For at placere mønterne i en tidsrækkefølge må vi vende os til periodens skattefund, der desværre er så få og små, at det ikke for tiden er muligt at fastslå en mere detaljeret rækkefølge. Der er som sagt kun én skånsk mønttype, hvor forsiden viser en slags anker og otte halvmåner og bagsiden et dobbeltkors (patriarchalkors, fig. 10), som med sikkerhed må tilskrives Valdemar Atterdag. Vi ved det, fordi mønttypen fandtes i 135 eksemplarer i en pengepung hos en af Valdemar Atterdags soldater, der blev slået ihjel og begravet uden for Visbys mure i juli 1361. Det store antal eksemplarer af mønttypen viser, at det må være årets type fra Lunde-mønten, dvs. september 1360-september 1361, hvilket igen vil sige den første mønttype efter at Valdemar Atterdag havde fået møntsmedjen i Lund i sin besiddelse.
Valdemar Atterdag slog altså mønt i Skåne, men det var et møntvæsen, som han mere eller mindre tilfældigt overtog og i hvert fald ikke selv udviklede. Lad os nu til afslutning se, hvad kilderne kan sige om hans initiativer på møntområdet i det øvrige kongerige. I de første mange år af Valdemar Atterdags regeringstid er der ingen skriftlige kilder, der omtaler forsøg på genskabe et dansk møntvæsen. Det er måske ikke så overraskende, da han havde nok at gøre med at kæmpe for samlingen af det splittede rige. Først i midten af 1350'erne synes kongen at have fået overskud til at overveje en indsats på det pengemæssige område, i hvert fald er der nu overleveret flere kilder, der omtaler sådanne bestræbelser. Da der i juli 1355 kom en forhandlingsdelegation til København fra byerne Lübeck, Rostock, Wismar, Stralsund og Greifswald for at forhandle om byernes privilegier i Danmark, bragte Valdemar Atterdag selv spørgsmålet om at genskabe et dansk møntvæsen på bane. I en indberetning fra en rådmand for Rostock får vi en øjenvidneskildring af denne begivenhed: »Næstfølgende torsdag [8.juli] bød kongen rådmændene til frokost. Efter bordet bad kongen dem give ham råd med hensyn til at lade slå en fælles mønt i riget til den menige købmands tarv ... Om fredagen mødtes de ovennævnte rådmænd i førnævnte kloster [Gråbrødre kloster] og forhandlede ... Hvad mønten angik, sagde de, at det ikke stod til dem, hvad mønt han ville slå eller forordne i sit rige, men det syntes dem tilrådeligt, at han lod slå en almindelig gangbar mønt, som kunne være varig og ikke øgedes eller mindskedes i værdi«. Med andre ord rådede hansestæderne kongen til at lade udforme en solid og stabil sølvmønt, som i værdi nogenlunde modsvarede de samtidige udenlandske. Men det har næppe været dét, Valdemar havde i tankerne. Snarere havde kongen blikket rettet mod de indtægter, som udsendelsen af mere underlødige mønter ville give af afkast til ham. Yngre Sjællandske Krønike beretter, at han allerede samme år bragte spørgsmålet om en dansk udmøntning op ved et møde med de danske herremænd ved Vrangstrup på Midtsjælland. Under året 1355 er noteret: »Endvidere var der på Simon og Judas' dag [28. oktober] en sammenkomst i Vrangstrup, hvor kongen forhandlede med sine folk om mønten. Han pålagde dér også en skat, så der ud over kvægtienden skulle betales seks groter af hvert husdyr til to terminer, nemlig Nicolai dag [6. december] og Kyndelmisse [2. februar]«. Det var en hård ekstraskat, Valdemar her foreslog. Seks groter svarede til 1/10 mark sølv, hvilket må have udgjort en betydelig procentdel af de enkelte køers fastsatte værdi. Valdemar Atterdag må have fået grønt lys for at indkræve sin møntskat. Allerede samme år beretter Yngre Sjællandske Krønike, at der er bønder, som bliver straffet af kongens fogeder for ikke at have opgivet antallet af deres kvæg til brug for beregningen af møntskatten. Valdemar Atterdag påbegyndte måske allerede i 1355 eller året efter en møntproduktion, formodentlig i Roskilde. Den mønttype, han spillede ud med, havde ikke stor lødighed og kunne næppe imponere hverken i ind- eller udland. I hvert fald svnes Valdemars mønt at være blevet mødt med ret stor modstand blandt dem, der fik den i hænde. Således skriver Yngre Sjællandske Krønike under 1356: »Derefter kom der en ny mønt, nemlig kobber, der fulgte efter sølvet, det ringere efter det bedre«. Dette kan måske forstås således, at Valdemar har forsøgt at påtvinge befolkningen de nye ringe penninge i stedet for de udenlandske sølvmønter og formodentlig til en grov overkurs. En anden og mere sandsynlig forklaring gives dog til slut i denne artikel.
Valdemar synes ikke at have haft særlig succes med sit forehavende. Ser vi på tidens dokumenter, finder vi ingen spor af Valdemar Atterdags ringe penninge. Hvis de overhovedet blev præget i større omfang, har de kun været benyttet som skillemønt og ikke i forbindelse med større handeler. I købskontrakter og pantebreve er det stadig de gode udenlandske mønter, der anvendes. Valdemar Atterdags forsøg på at genoplive et dansk møntvæsen må i det hele taget hurtigt være gået i sig selv igen. Bortset fra omtalen af en Johannes Eskilsen som møntmester i Roskilde i 1361 og to gældsposter fra 1363, der begge anfører pengesummerne i kobberpenninge, hvilket må forstås som Valdemar Atterdags ringe mønter, er de skriftlige kilder herefter tavse om et dansk møntvæsen. Ser vi på fund af mønter fra perioden, bekræftes billedet af, at Valdemar Atterdags forsøg med at genoprette et dansk møntvæsen kun har været kortvarigt. Der er blot fire penningetyper, der med rimelighed kan placeres under Valdemars regering.
Typen med et W på forsiden og en krone på bagsiden (fig. 12,1) har traditionelt været henført til Roskilde, medens typen med krone og kors (fig. 12,2) tidligere placeredes under Lundemønten. Herudover er der yderligere to typer (fig. 12,3 og 4), som ikke indgår i nogen møntskat fra perioden, men ud fra deres fundfordeling blandt enkeltfundene må være fremstillet under Valdemar Atterdags regering henholdsvis på Sjælland og ved en ukendt nørrejysk møntsmedje.
Til slut må man spørge sig selv, hvorfor Valdemar Atterdag ikke fik større succes med at genskabe et dansk møntvæsen, end det viser sig ud fra det nuværende kildemateriale? Forklaringerne kan være flere. Det kan jo være, at han blot ikke formåede at etablere en vedvarende dansk udmøntning, selvom det ud fra hans imponerende handlekraft i øvrigt ikke virker sandsynligt.
Det er også muligt, at det simpelthen bedre kunne betale sig at genudføre sølvet end selv at udmønte det.
Endelig kan det være, at Valdemar Atterdag rent faktisk har præget mønter i langt større omfang, end vi kan registrere i dag. I Flensborg, der først kom i Valdemar Atterdags besiddelse 1373, blev der allerede fra 1359 slået mønter efter lybsk forbillede, i form af efterligninger af de nordtyske hulpenninge. Man kunne måske også forestille sig, at Valdemar Atterdag har haft sin egen produktion af nordtyske hulpenninge. Et godt bud på en sådan uofficiel Valdemar Atterdag-hulpenning er en type, der traditionelt har været henført til Mecklenburg.
Mønten har på forsiden et oksehoved med spidse ører, bred mule, og mellem hornene (fig. 11). Mønten findes jævnligt i tidens danske skattefund. Den indgår således med hele 11.940 eksemplarer, dvs. 15%, i Kirial-skatten fra Djursland og optræder med 38 eksemplarer, svarende til knap 23% af mønterne, i skattefundet fra Duebrødrevænget i Roskilde, nedlagt efter ca. 1360. Skatten indeholdt i øvrigt også to eksemplarer af Valdemar Atterdags penning med et w (fig. 12,1). Ud fra den store forekomst af typen i skattefund fra første halvdel af 1360'erne må den være præget i årene kort inden, dvs. fra 1350'ernes slutning og frem, men det er i høj grad sandsynligt, at Valdemar Atterdag også inden da havde ladet imitationer af nordtyske hulpenninge præge. Hvis dette har været tilfældet, giver det også mere mening, når Yngre Sjællandske Krønike i 1356 skriver, at kobberet fulgte efter sølvet. Man kan med god ret tolke dette kildested som en hentydning til, at Valdemar Atterdag indtil da havde forestået en uofficiel produktion af rimeligt sølvholdige hulpenninge, som nu var blevet erstattet med mere officielle, men langt mindre sølvholdige danske penninge.
(Nationalmuseets Arbejdsmark 1996 side 192-205)
Litteratur:
De nyeste brede fremstillinger af Valdemar Atterdags regeringstid er K. Hørby,: Velstandskrise og tusind baghold 1250-1400, Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 5, København l989 og R. A. Olsen: Atter Dag, Danmark i Verden, 6, København 1994. Om møntforholdene under Valdemar Atterdag: G. Galster: Valdemar Atterdags mønt, Nordisk Numismatisk Unions Medlemsblad 1972, nr. 8, s. 177-85, medens periodens skattefund er udgivet i: Danmarks Middelalderlige Skattefund, c.1050-c.1550, København 1992. Endelig antydes muligheden af Valdemar Atterdags imitationer af nordtyske hulpenninge i J. Steen Jensen: Møntfundet fra Kirial på Djursland, Nordisk Numismatisk Årsskrift 1970, s.37-168, specielt s. 149-50 og G. Stefke, Die Lübischen Stierkopf-Hohlpfennige der 1360er und frühen 1370er Jahre, Hamburger Beiträge, 27/29, 1973/75, s. 107-28.
Summary
The mystery of te missing coinage under King Valdemar Atterdag
Decades of unrest, power struggles and excessive borrowing by the Danish monarchy led to the collapse of the kingdom in 1332. The country was now completely in pawn to Holstein creditors to the tune of 200,000 Marks of silver (Cologne weight = c. 233 g of silver), so there was no longer any basis for King Kristoffer remaining on the throne. Shortly afterwards, even Scania was ceded to the Swedish King Magnus Eriksson.
Since there was no longer a monarchy to govern the minting of coinage and to guarantee its value, Danish minting ceased shortly afterwards. Only in Scania were pennings still struck, and this continued after King Magnus Eriksson took over the region.
In 1340 Prince Valdemar, the youngest son of Kristoffer II, was elected Danish King with the support of the Holy Roman Emperor Louis of Bavaria and his son the Margrave of Brandenburg, and this ended eight kingless years in Denmark. With unusual vigour and equal portions of political and military flair, Valdemar, with the by-name Atterdag (1340-75) succeeded in redeeming or reconquering the bulk of the land areas that make up present day Denmark. He achieved this impress ve result in the course of just ten years.
There was however at least one important area of his reign where he was unable to show results that live up to our expectations. One would have thought that Valdemar, as soon as he had more or less gained control of his fragmented kingdom, would have concentrated on reintroducing an independent Danish coinage. But instead of Danish mintings a number of foreign coin types were used: North German bracteates and witten, English sterlings, French turnoses and Netherlandish groats, clear proof of which we have in the many hoards and single finds of the age. So there was a decided need for coin, yet no unified Danish coinage appeared. However, the written sources provide a number of hints that Valdemar did make some attempts of this kind.
Only in the mid 1350s does Valdemar scem to have had the time and energy to consider an effort on the monetary front. In 1355 he discussed the restoration of the Danish coinage at a national assembly in Vrangstrup, Zealand; and there he was given the green light to levy a coinage tax on cattle. The next year we can read in the Younger Zealand Chronicle that he had minted base copper coins. Yet Valdemar does not seem to have been too successful in his enterprise. Looking at the documents of the period, we find hardly any trace of his base penninge. If they ever were struck to any great extent, they were only used as small change, not for important transactions. In sales contracts and mortgage deeds it was still the good foreign currency that was used. Valdemar Atterdag's attempt to revitalize the Danish coinage must have fizzled out again quickly.
In this respect Scania was an exception. When Valdemar Atterdag conquered Scania in 1360 he obtained the still-active mint in Lund into the bargain, and we can see from a number of documents that he carried on minting penninge in Lund until the end of te 1360s and perhaps even a little later. There are over thirty different Scanian coin types which must have been minted in the years between 1332 and around 1370. It is unfortunately not possible, with one exception, to distinguish the coin types that Valdemar Atterdag had minted in Lund after Scania had become Danish again. The exception is MB 656, where the obverse shows a kind of anchor and eight crescents, and the reverse a so-called patriarchal cross (with two crossbars). The coin must have been struck at the Lund Mint between September 1360 and September 1361.
In connection with a treatise on coin circulation in Denmark in the years 1241-c. 1340, the author of the present article has registered all known examples of the coin types which were minted in the period c. 1340-75 in Scania and the rest of Denmark. Since the Scanian penninge are only found to a very limited extent outside this region, and the Zealand types similarly only, occur rarely in Scania, the regional distribution of the finds allows us to indicate the coin types which must have been minted within te present Danish borders in the reign of Valdemar Atterdag. The result is a modest four coin types - three in Zealand (Fig. 12,1-3) and one type from an unknown North jutland site (Fig. 12,4).
There may be several explanations of Valdemar Atterdag's lack of success in the coinage area. It may be that he was simply unable to establish a permanent Danish minting system, although given his impressive energy otherwise this seems unlikely. lt may be that it was more economical to export the silver than to mint it here. On the other hand it is conceivable that Valdemar actually did mint coins to a far greater extent than we can register today. In Flensburg, which only came into Valdemar Atterdag's possession in 1373, coins were struck on the Lübeck model as early as 1359 - as imitations of the North German bracteates. It is also conceivable that Valdemar Atterdag had his own unofficial production of North German bracteates. A good candidate for such an unofficial Valdemar Atterdag coinage is a type that has traditionally been attributed to Mecklenburg. The coin, whose obverse shows an oxhead with a v, between the horns (Fig. 11) is found regularly in the Danish hoards of the perlod - for example a whole 11,940 examples (= 15%) in the large Kirial hoard from Djursland. If Valdemar Atterdag was responsible for this kind of bracteate production it also makes more sense when the Younger Zealand Chronicle writes, in connection with the introduction of his Zealand penning coin in 1356, that copper followed after silver - that is, the copper-containing penning replaced the reasonably silver-rich bracteate.