(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 234-253)
I 1734 foreslog Statholderen i Norge, Grev Rantzau, at der paa Kongsberg skulde udmøntes 50,000 R. i 2 og 1 ß, men det viste sig at ville koste Kongen 14,000 R.! Man maatte saa hellere tænke paa at sende 20,000 R. Smaamønt fra København til Norge, hvis dette Land trængte dertil.
Under Kongens Rejse i Norge havde Kongen efter Kristiania Borgeres Ansøgning faaet i Tanke at indrette en Mønt i Kristiania til Købe-Sølv og Pagamenter, men Rentekammeret havde foreløbig stillet Sagen i Bero, til man erfarede om Kongen kunde tænke sig at lade Kongsberg Mønt, hvor alt efter Berghauptmand Schubarts egen Tilstaaelse ikke blev drevet saa ordentligt og menagerligt, som vel ske burde, nærmere undersøge.
Nu var Schubart imidlertid fremkommen med Forslag:
I Marts 1735 vilde Schubart have 24 ß møntet 12-14-lødige for at formindske Udgiften til Kobber, paa hvilket der derhos var stor Afgang under Møntningen, men Kongen ønskede ikke nogen Forandring foretaget ved Mønten (1).
I 1739 foreslog Oberbergamtet, at der trods Forbudet i Møntmesterens Instruks af 27. januar 1729, af indkøbte Pagamenter og Bruchsølv skulde slaas 2 og l ß, paa hvilke der var Mangel i Norge. Saadant Sølv indkom fra Udlandet og vendte tilbage til Udlandet, hvorved Møntfordelen blev tilvendt fremmede Nationer. Den Fortjeneste, Kongen kunde vinde, kunde henlægges til Bergstadens Qvæst- og Sygehus, hvorved Bergkassen slap for Udgifter til dette! Idet der samtidig hykles en hel Del om, at Fordelen skulde komme Syge og Fattige til Gode, motiveres det, at Møntbetjentene ikke maatte faa Tillæg i Løn eller lign. for denne Udmøntning. Oberbergamtet henstillede, at disse Smaamønter skulde slaas efter Christian V's senere Møntfod 2 ß 5 1/2-lødige Marken fin 11 R. 61 1/11 ß, 1 ß 3-lødige Marken fin 11 2/3 R. Van Hauen foreslog, at 1 ß skulde møntes til 16 R. 89 ß Marken fin som i Frederik IV's Tid. og som de i 1735 i København møntede forannævnte 10,000 R. der opsendtes til Norge. Om 2-ß skulde være som af Bergamtet indstillet eller som de Hamburgske 6-lødige 12 R. Marken fin, lod han henstaa i det uvisse. Wineke foretrak i det Hele 8 ß 11 1/3 R. Marken fin i Stedet for 2 og 1 ß.
Kammeret havde ikke kunnet finde den exakte Aarsag til Forbudet i Instruksen 1729, men ansaa det begrundet i de Meyerske Svindlerier, som man vilde undgaa i Fremtiden. Meyer havde jo i stor Maalestok staaet i Handelsforhold til mange forskellige om netop den Slags Pagamenter m. v., men Kammeret mente ikke der nu forelaa Grund til at befrygte Besvigelser. Den 1. Juni 1739 resolverede Kongen, at der paa Kongsberg maatte indkøbes Sølv og i 4 Aar slaas 500 R. aarlig i 1 ß 3-lødige Marken fin 16 R. 89 ß og 4000 R. aarlig i 2 ß 5 ½-lødige Marken fin 11 R. 61 1/11 ß. Fortjenesten kunde henlægges til Qvæsthuset. Den 31. August tilføjedes, at Mønterne skulde have samme Præg som 24 ß.
Oberbergamtet nærede imidlertid Betænkeligheder ved at gaa til en saa ringe Møntfod som 16 R. 89 ß for 1 ß og bad denne Resolution overvejet endnu engang. Amtet befrygtede, ”at Landets bedre Mønt til 1 ß med henved 5 R. Fordel à Marken fin i Tiden og efterhaanden kunde blive forvansket helst her i Norge, hvor de fleste Penge ere alle af Værdi mellem 11 à 12 R. undtagen de faa 1 ß 2 1/2-lødige 16 R. 89 ß Marken fin fra Krigens Tid.” Amtet havde derfor foreslaaet Christian V's bedre Møntfod. Rentekammeret henviser paany til Frederik IV's 1 ß og l ß fra 1735. Van Hauen minder om, at 1644 skete Begyndelse med 1 ß Marken fin 16 R. 89 ß, og at Frederik III's 1 ß endog kun var 17 R. 6 2/5 ß Marken fin (2). Først i Christian V's senere Aar og til 1712 blev udslaaet 6000 R. 1 ß til 11 R. 64 ß Marken fin, men fra 1711 var i København og Rendsborg samt paa Kongsberg slaaet 184,810 R. til 16 R. 89 ß. Wineke oplyste, at til 11 R. 64 ß vilde Kongen tabe 60 R. 40 ß paa 100 Mark Sølv; rnaatte 1 ß udbringes efter Møntereglementet af 1671 til 12 R. (3), kunde disse 60 R. 40 ß avanceres. Fordelen blev sikkert det afgørende. Kongen fastholdt 26. Januar 1740 sin Resl. af 1. Juni f. A. (4).
1758 tillodes Engelske Guineer og Croner at modtages i Kongens Kasser for henholdsvis 5 R. og 1 R. 24 ß Kurant. Samme Aar søgte man gennem den norske Handel paa Spanien og Holland at fremskaffe Sølv til 11 R. pr. Mark fin, dog uden noget større Resultat (5). Den 11. juli 1761 tilskrives Oberbergamtet, at Kongen den 22. passato har approberet, at der slaas 4-lødige 2 ß, Marken fin 16 R. 89 ß i København. Rentekammeret har herefter ikke noget imod, at der maanedlig møntes indtil 200 Mark 2 ß og 100 Mark 1 ß, Marken fin 16 R. 89 ß. Af Kongsberg Mønts Regnskaber fremgaar, at begge Møntsorter var 4-lødige, ikke som af Jørgensen efter Knoph antaget kun 2 ß 4-lødige, men 1 ß 3-lødige.
Den ny Møntmester Fuchs synes ikke at være faldet meget bedre ud end sin Forgænger Meyer. I hvert Fald kom han meget hurtig i bitter Strid med sin Overordnede, Berghauptmand, justitsraad Schubart. Aarsagen var en Angivelse, som en fra Mønten afvist Arbejder, Herman Piron, havde gjort til Schubart over Fuchs. Det synes bl. a. at have drejet sig om Afgangen paa Udmøntningen af 24 ß (6), som formentes at have været for stor. Schubart har til en vis Grad fæstet Lid hertil og i Oberbergamtets Protokol ladet indføre ”de sensibleste og for hans (Fuchs) Ære utaaleligste Expressioner” samt ladet en Prokurator som kgl. Aktor ordinere og indstævne Fuchs Tjenestefolk som Vidner. Da Pirons Sigtelser var ”aldeles uden for Sandheden”, havde Fuchs udtaget Kontrastævning, som Schubart havde nægtet Fremme. Denne havde, da Fuchs paa sin Side ikke kunde overbevise Piron om Utroskab, genansat ham ved Mønten ”som en af de forstandigste og beste Svende ved Værket. Piron havde udført sit Arbejde tro, flittig og med megen Nøtte og vist Schubart en af Møntmesteren forfærdiget Maskine, som Schubart havde ladet afhente. Derover var Fuchs blevet urolig, sat den ham anbefalede Subordination mod ald modestie ud af Øjne, antaget Procurator, skredet til Proces og udtaget Kontrastævning for den ham til Protokollen givne Reprimande. Da Fuchs Forlangende var mere enfoldig og hadefuld end retfærdig og tilladelig, kunde Schubart ikke indlade sig mere med Fuchs.” Sidstnævnte gik til Rentekammeret og Kongen og forlangte Tilladelse til at sagsøge Schubart ved Underretten eller 2de Commissarier, fordi han til Fuchs Fortræd havde genansat Piron ved Mønten og reprimanderet ham ”ad protocolium”. Schubart henviste til, hvor lidt han kunde udrette paa Kongsberg, hvis han, hver Gang han tildelte en Irettesættelse, skulde forfølges med Kontrastævning. Han foreslaar derfor Fuchs anset med 2 Aars Suspension, hvorved der ogsaa kunde gives Schubart Lejlighed til at sætte bedre Skik paa Møntvæsenet. Den 7. November 1735 resolverede Kongen: ”Eftersom Møntmester Fuchs har understaaet sig saa utilbørlig at begegne Berghauptmanden som hans foresatte Chef og Superieur, saa er det Vor Vilje, at han til Advarsel, at han sig herefter bedre opfører, paa 1 Aar suspenderes, thi den behørige Subordination bør fornemmeligen ved Vores Bergværker i Agt tages.” En for Kong Christian VI saare betegnende Afgørelse!
Den 28. December 1736 spurgte Rentekammeret Kongen, hvad man skulde gøre med Fuchs, om han nu igen skulde ansættes ”saaledes at saavel Kongen som Rentekammeret for hans idelige Lamentationer og reiterede Klager kunde, blive befriede.” Schubart udtalte, at Fuchs som Schichtmester ingensinde havde forstaaet sig paa Møntvæsenet, men havde maattet ”lade det ankomme paa de gemene Arbejdere; nu i sin Armod kunde han ikke heller stille Kaution.” Schubart foreslog i Fuchs Sted Hyttemester Truels Andersen Lyng, saameget mere som det nu er afgjort, hvor lavt Afgangen kan beregnes, som Lyng, men ikke Fuchs kan overholde. Lyng havde derhos af Grev Stolberg, Christian VI's sær gode Ven, været skikket til Generalwardein Schaumburg i Dresden, der havde befundet ham temmelig vel skikket. Den 17. Januar 1737 udnævnte Kongen Lyng til Møntmester med 300 R. aarlig Løn og satte Fuchs paa 100 R. aarlig Pension til han kunde faa et convenabelt Embede. 8. November 1760 blev Lyng virkelig Cammerraad! 1761 blev hans Løn sat til 600 R. aarlig.
Den 22. Juli 1734 antoges Gabriel Andersen Lunde, forrige Stempelschniders Søn, som Stempelskærerlærling til Hjælp for Stempelskærer E. S. Kongsberg. 1741 fik Gabriel Andersen en aarlig Rejseunderstøttelse paa 200 R. i 3 Aar for at rejse udenlands, der fornyedes for 1 Aar, da man af Aftryk havde set hans Skiklighed og gode Vilje. 1746 adjungeredes Gabriel Andersen Lunde Stempelskærer Kongsberg for 100 R. aarlig, hvorved ogsaa ydedes Hjælp til Lundes 2 fattige Søstre, som ellers maatte ydes Hjælp af Bergkassen! Endelig ansøgte 1764 den gamle svagelige Stempelskærer Erasmus Simon Kongsberg, der formedelst Svaghed ikke kunde ”fordrage Luften” og ikke i 11 à 12 Aar havde været ude af sit Hus, om Afsked. Han fik Lov at beholde sin Gage 268 R. i Pension. Gabriel A. Lunde, der i mange Aar uden synderlig Assistance af Kongsberg havde forrettet Stempelskærerarbejdet, blev 31. januar 1764 ansat med 350 R. aarlig Løn, tiltrods for at han 1760 havde skaaret en Jubilæumsmedaille, der, da den kom til København, befandtes saa slet, at den ikke kunde udgives.
Folkene paa Kongsberg synes i det Hele taget at have været et noget vanskeligt Folkefærd at holde Skik paa. En Bonde Halvor Thimansen sad 13 Aar fængslet for Tyveri af Sølvprøver udi forrige Guardein Schwabes Laboratorio paa den Tid 1744, da samme Guardein selv for mislig Omgang udi sit Embede blev suspenderet. I samme Aar vilde Oberbergamtet have Bergfolkene forbudt at gifte sig før deres 22. Aar, da de gifte sig, før de er naaet mandelige Aar og derved allerede i det 30. Aar have fuldender deres bedste Dage og blive ligesom magtesløse at forrette Berg-Arbejde! Det medfører stor Sygdom, mange Enker og faderløse Børn. Bergamtet vil derfor have Bergfolkene ligestillet med Militære. Rentekammeret kunde dog ikke billige Oberbergamtets Forslag. Soldaterne er ikke som Bergfolkene fri Folk. Det kunde have onde Suiter med al Slags Løsagtighed, hvis man forbød dem at gifte sig. Kongen resolverede dog den 3. September 1744, at ”Bergfolkene staa i Voris Tjeneste og altsaa ikke dependere af sig selv.” De skal derfor have Oberbergamtets Tilladelse til Giftermaal, men der skulde ikke siges noget om bestemt Alder! De onde Suiter lod ikke vente længe paa sig, thi allerede 1751 klages der over den stærke Udbredelse af venerisk Smitte paa Kongsberg i hverandet Hus, saa der maatte skaffes Medicin og Medicus til Modarbejdelse af denne Farsot (7).
I dette Tidsrum er der efter Udmøntningsprotokollerne ikke udmøntet Guldmønt i Norge bortset fra nogle Guldafslag af anden Mønt. Jørgensen og med ham H. H. Schou anfører i deres Møntbeskrivelser ganske vist et Dukatafslag i Sølv, paa hvis ene Side findes: Kongsberg i Norrige, paa den anden: Fra bestendige Liebe 1735 R. L. & D. T., men dette Stykke kan i Overensstemmelse med Hildebrand (8) kun anses for en ”minnespenning”, der sloges af den svenske Bergsråd D. Tilas, da denne sammen med Bergmästare Løfman 1735 havde fundet lidt Guld i den kongsbergske Grube: Bestendige Liebe, af hvilket Guld udsloges et enkelt Eksemplar af Vægt 1/2 Dukat.
Af grove Kroner eller 4 Mark møntedes 1736 et forholdsvis ringe Beløb efter sædvanlig Udmøntningsformel: 10 1/2 Stkr. af den 10 3/4 lødige Mark (671,875 Tusindedele), 15 27/43 Stkr. eller 10 R. 2 1/2 Mark af den fine Mark; 22,272 gr. brutto; 14,964 gr. netto (9).
Der udmøntedes følgende Beløb (10), hvorved dog for 8 ß's Vedkommende 1734-35 henvises til foregaaende Afsnit:
Kroner eller 4 24 ß eller Aar Mark, R. Croner Rigsort 2 ß 1 ß 1734 68,292 R. Kurant 1735 145,074 - 1736 4,000 R.Cr. 136,862 - 1737 143,150 - 1738 212,584 - 1739 175,903 - 1740 207,485 - 1741 270,141 1742 223,099 - 42 R. K 1743 214,732 - 44 - 1744 253,759 - 1745. 272,911 - 1746. 310,038 - 1747 335,608 - 140 - 1748 270,882 - 1749 215,735 - 1750 247,564 - 1751 266,280 - 1752 269,795 - 1753 273,212 1754 270,806 - 1755 258,441 - 1756 281,229 - ? 1757 72,128 - 1758 305,112 - 1759 312,380 - 1760 296,332 - 1761 309,193 - 4,005 - ? 1762 272,796 - 71,658 - ? 1763 271,233 - 19,387 - 9,701 R. K. 1764 155,521 - 19,046 - 30,868 Ialt 4,000 R. Cr. 7,318,277 R. Kurant 114,322 R. K. 40,569 R. K.
For 1734 gælder de samme Bemærkninger som anført under forrige Afsnit.
Den norske Rigsort blev den aldeles fremherskende Mønt i alle Betalinger, bortset fra Sedlerne.
Som allerede tidligere omtalt, spillede de københavnske 24 ß en lignende Rolle som de kongsbergske, men disse sidste var dog paa Grund af deres overvældende Mængde langt de vigtigste, og det har derfor formentlig Interesse her paany at give en kort Oversigt over Rigsortens senere Skæbne.
Rigsorten gjaldt 1/4 Rigsdaler Kurant. Da ved Plakat 3. December 1794 l Rdl. Specie blev sat til 1 R. 24 ß Dansk Kurant, blev Rigsorten = 1/5 Specie og 12 ß Slesvig-Holstensk Kurant. Dette Forhold opretholdtes efter Møntsammenbruddet 1813, idet Rigsorten ved Frdg. 31. juli 1818 vel sattes til 38 Rb.-ß, men dog samtidig opretholdtes som 1/5 af 2 Rbdlr. = 1 Specie, saaledes at altsaa 5 Stkr. gjaldt 192 Rb.-ß eller 2 ß over de enkelte Stkrs. Kurs. Verordnung 26. Juni 1844 gentog Rigsorten som 1/5 Spthlr. eller 12 ß holstensk Kurant. Den 22. August 1844 udgik et Kancellicirculære, hvorefter Kursen 38 Rb.-ß foreløbig opretholdtes, men et Patent af 10. Februar 1854 bestemte for Hertugdømmerne bl. a., at alle 12 Kurant-ß ved alle kgl. Kasser skulde modtages til Indfrielse indtil den 1. April 1854, efter hvilken Tid de indtil videre kunde modtages for 36 Rb.-ß. Lov af 2. April 1855 hjemlede Indkaldelsen af Rigsorterne, og en Bekendtgørelse af 12. s. M. bestemte, at i Kongeriget alle Rigsorter til 12. juni skulde modtages i de kgl. Kasser for 38 Rb.- ß, men derefter kun for 36 Rb.- ß og iøvrigt ophøre at være tvungent Betalingsmiddel Mand og Mand imellem. En Bekendtgørelse for Island af 30. juli 1860 fastsatte efter Altingets Indstilling, at de Eksemplarer af Rigsorterne, der endnu maatte findes paa Island, skulde fremdeles i 1 Aar modtages ved Islands Jordebogskasse for deres tidligere fulde Værdi, nemlig 5 Stkr. = 1 Sp. eller 2 Rdlr. R. M. og enkeltvis for 38 ß, men efter Udløbet af denne Frist kun til 36 ß R. M. De saaledes indkommende Mønter bør ikke atter udgives, men blive at indsende til København til Kassation.