(fra: Wilcke, Julius: Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914, København 1930 (Wilcke V) side 273-300)
Paa de dansk-vestindiske Øer circulerede omkring 1845 dels fremmed Mønt: amerikanske og mexikanske Dollars, portugisiske Guldmønter og spanske Piastre, dels danske Mønter. 20, 10 og 2 ß, de saakaldte dobbelte og enkelte Realer samt Styvere i Henhold til Plakat 20. Decbr. 1816, dels danske Sedler: Statens Kreditbeviser og St. Thomæ Banks Sedler, hvorom henvises til: "Specie-, Kurant- og Rigsbankdaler 1788-1845", p. 433 ff.
 |
 |
Enkelt Real samt Styver.
Regningsenheden var Rdlr. vestindisk Kurant, der imidlertid kun daarligt harmonerede med Naboernes Møntsystemer. Stemningen paa Øerne var for Indførelsen af den nordamerikanske Dollar à 100 Cents, der var den fremherskende Ment, og som anvendtes i udenlandske Ind- og Udbetalinger, tildels ogsaa paa Øerne selv. Da denne Mønts Indførelse tillige vilde medføre, at der opnaaedes en mindre kompliceret og bekostelig Bogføring, ophævede Regeringskommissær og da fungerende Generalguvernør, Etatsraad Hansen fra 1. januar 1849 at regne den gamle Regning i Dlr. v. K. og beordrede, at samtlige Indog Udbetalinger i alle offentlige Transaktioner skulde modtages og gøres i vestindiske Dalere (Dollars) à 100 Cents, saaledes at 100 Dalere blev lig 156 1/4 R. v. K., og at Regnskaberne skulde indrettes og føres overensstemmende hermed (1). Ind- og Udbetalinger maatte dog ske med de hidtil circulerende Kreditbeviser og Møntsorter efter deres virkelige Værd, saaledes at f. Ex. 1 Daler erlagdes med 15 enkelte Realer eller 10 ß-Stkr., 50 Cents med 7 enkelte Realer og 2 Styvere (eller 2 ß-Stk.) og 25 Cents med 3 enkelte Realer og 4 Styvere. Ved mindre Beløb skulde en dobbelt Real modtages for kun 13 Cents, en enkelt for 7 Cents og en Styver for 1 Ct.
Denne Etatsraad Hansens Foranstaltning fik foreløbig kgl. Approbation ved Resl. og Rescr. af 4. April 1849 (2), saaledes at Finansministeren bemyndigedes til at udstede 200.000 $ nye Kreditbeviser, dels til Indfrielse af de ældre Beviser, der lød paa Dlr. v. K. og androg 200.000 R. v. K. = 128.000 $, dels til Øgelse af Kreditten og Circulationen. Foreløbig skulde der ikke foretages nogen almindelig Indløsning af den ældre Mønt og Udprægning af ny Mønt, men Finansministeren fik Bemyndigelse til paa en dertil egnet Plads i Nordamerika at indkøbe for Statskassens Regning de fornødne Dollars og Cents-Stykker, som derpaa udsendtes med et indslaget kgl. Navnetræk. Der skulde derpaa træffes endelig Bestemmelse med Hensyn til det hele Pengevæsen "naar flere dermed i Forbindelse staaende Forhold var ordnede."
Det varede 10 Aar inden saadan endelig Bestemmelse blev truffen dvs: inden der indførtes et nyt tvungent Betalingsmiddel Mand og Mand imellem paa Øerne. Den 16. juni 1854 havde det 5. Medlem for Christianssteds Valgdistrikt W. Birch for Colonialraadet indbragt et detailleret Forslag til Indførelse af Dollarssystemet paa Øerne, som Raadet i det Hele tiltraadte, idet man mente at de nye Mønter for ej at udføres maatte være noget lettere end $, der udmøntedes 14 2/3 lødige, 10 47/100 Stkr., af 1 Mark f. S. 9 Medlemmer foreslog 10 75/100 Stkr., en Minoritet paa 2 Medlemmer holdt paa, at den ny Mønt ikke behøvede at være slettere end 10 50/100 Stkr. paa 1 Mark f. S. Til Sammenligning anførtes, at Realerne før 1816 udmøntedes til 9 60/100 $, efter 1816 til 10 24/100 $ pr. 1 Mark f. Sølv. Man saa derhos hen til Decimalsystemet som en stor Fordel og Reform i Møntvæsenet. Man ønskede derhos ikke Navnet "dansk-vestindiske Besiddelser" men "dansk-vestindiske Øer", anvendt som Indskrift paa de nye Mønter! Colonialraadet fandt den nuværende Tilstand med een Møntfod overfor de offentlige Kasser og en anden i courserende Skillemønt ganske uholdbar i Længden. Naar der tiltrods for at der fra 1763-1816 var udmøntet c. 250.000 R. v. K. og 1816-49 c. 125.000 R. v. K. dog var Mangel paa Skillemønt skyldtes det dels, at før 1816 var en Del af den større Skillemønt med Fordel udført, dels at der efter Emancipationen ikke længere betaltes Landarbejderne Løn i Føde og Klæder, men i Realer, dels at Arbejderne ikke vilde lægge opsparet Løn op i Sedler, men i Mønt.
Forslagstillerne og Colonialraadet havde imidlertid ikke tilstrækkeligt haft Opmærksomheden henledt paa de ejendommelige Møntforhold, der havde været under Udvikling i U. S. A. I 1792 havde man der vedtaget, en Slags Dobbeltmøntfod med Guld- og Sølvmønt i Forholdet 1:15, men det havde hurtigt vist sig, at et saadant fast Forhold ikke kunde opretholdes. Sølvet som det letteste blev Enehersker. Heri frembragte Guldproduktionen i Kalifornien efter 1849 en Omvæltning. Man møntede af Guld nu 20, 10, 5, 3, 2½ og 1 $ Stkr. i Mængde. Sølvet steg i Pris mod Guldet, der fremkom i store Masser. 21. Febr. 1853 rnaatte man forringe Sølvskillemønten. Den Komité, som Regeringen nedsatte for at undersøge Sagen til Bunds, kom til det Resultat, at Guld i Virkeligheden som i U. S. A. maatte blive det egentlige Omsætningsmiddel i Dansk-Vestindien. Som Repræsentanter herfor maatte de af Regeringen udstedte Kreditbeviser og de af St. Thomæ Bank og den engelske Colonialbank udfærdigede paa $ lydende Banknoter tjene, idet de i den senere Tid vexledes med Guld, medens den Mønt, der fra Regeringens Side kunde sættes i Omløb paa Øerne, kun kunde være Delingseller Skillemønt, der for Sølvskillemøntens Vedkommende for enhver Pris maatte være paa den sikre dvs: lettere Side af den amerikanske, som man hvert Øjeblik kunde vente blev yderligere forringet. Saaledes undervurderede man i 1859 Guldet og overvurderede Sølvet!
At der herefter kun blev Tale om Skillemønts Udmøntning, passede Regeringen forsaavidt udmærket, som den i Henhold til Kolonialloven 26. Marts 1852 § 2, Nr. 1 derved kunde undgaa at forelægge Sagen for Rigsraadet! Nævnte Lovbestemmelse bemyndigede nemlig Kongen til ved Anordning at udvide bestaaende Love i Moderlandet til Øerne, og nu var det saa heldigt, at der under 4. juni 1856 var udkommen Loven om Udmøntning af 16 ß i Sølv, 1 og 1/2 ß i Bronce. Den af Colonialrgadet foreslaaede Formel for Udmøntning af Skillemønt, 10 1/4 $ paa Marken fin, passede nogenlunde med Formlen for 16 ß, 20 Rdlr. Paa Marken fin, idet 1 $ var 6% slettere end Specien = 2 Rdlr. Følgelig kunde man udvide Lov 4. juni 1856 til de dansk-vestindiske Øerl Ellers skulde der vedtages en Lov af Rigsraadet! Men unægtelig kom det til at tage sig pudsigt ud at udvide 16 ß Stkr. til Dansk-Vestindien for der at faa indført Dollarskillemønt. Finansministeriet vilde ikke fravige Ordet "Besiddelser"! Det kunde ikke benytte den tidligere Fremgangsmaade at indkøbe amerikansk Mønt til Kontramarkering; da dette kunde vække uheldig Opmærksomhed i U. S. A., som om den danske Regering vilde lukrere Møntningsornkostningerne. U. S. A. kunde øve Retorsion ved at forbyde amerikansk Skillemønts Udførsel til Øerne. Desuden kostede Indkøbet Staten i Omkostninger, Transport m. m. c. 8%. Derimod skulde de kgl. Kasser modtage U. S. A.s 1/2 og 1/4 $, 10, 5 og 3 Centstkr.; at gaa videre og give dem tvungen Kurs vilde kræve en Lov, som man af flere Grunde fandt politisk uheldig; den amerikanske Skillemønts Modtagelse bortfaldt dog allerede 1876.
 |
 |
Dansk-Vestindisk Mønt efter Anordng. 23. Juli 1859.
Kongen godkendte Forslaget ved Resl. 23. Juli 1859 og samme, Dag udkom en Anordning (3) "hvorved de i Lov 4. Juni 1856 givne Bestemmelser om Udprægning af Delings- og Skillemønt udvides til de dansk-vestindiske Besiddelser med de Afvigelser der følge af Øernes ejendommelige Møntforhold", unægtelig en skruet Titel, hvor baade Besiddelser og Øer dog kom medl Der skulde herefter udmøntes 20, 10, 5 og 3 Cents af Sølv, 1 Cent af Bronce, Sølvcents 10 3/4 $ af 1 cølnsk Mark fint Sølv, saaledes at 10 Dele Sølv indeholdtes i 16 Dele af Legeringen, dvs: 10 lødige. Om Møntens Præg udgik Bekg. 29. Decbr. 1859 i Henhold til Resl. 6. Septbr. s. A., hvorefter 1 Centstkr. skulde møntes i samme Legering som 1 ß Stk, 90 Dele Kobber, 5 Dele Tin og 5 Dele Zink, 1/100 af 1 Pund cølnsk Vægt (4). Man valgte Skibet til 20 og 5 Cts. som det gamle Mærke for dansk-vestindisk Mønt.
Den 25. Juli 1860 og 8. Septbr. 1862 fulgte der efter Bekg. om Indkaldelse af den gamle Mønt: Styvere, enkelte og dobbelte Realer.
Med det nu indførte Dollars- (Daler) System havde man haabet at bringe Orden og Fasthed i Øernes Møntvæsen, men dette viste sig ikke at blive Tilfældet. Da Guvernør Hansen fastsatte Indløsningsforholdet mellem den gamle dansk-vestindiske Kurant og Dollars til 100 $ = 156 1/4 Rdlr. v. K., havde han taget i Betragtning det mellem denne sidste Mønt og Rigsbankdaler ved Pl. 22. Aug. 181 4 fastsatte Forhold 100 Dlr. v. K.= 128 Rbdlr., saaledes at 100 $ herefter fik en Værdi af 200 Rbdlr., senere 200 Rdlr. Rigsmønt, efter 1875: 400 Kr. i Guld. Den hermed tilsigtede Overensstemmelse mellem vestindisk Dalermønt og dansk Rigsmønt kunde ikke opretholdes. En saa høj Værdiansættelse svarede ikke til de virkelige Forhold, idet den amerikanske $ næppe kunde sættes højere end til 3 Kr. 75 Øre dvs: l/6 mindre end den lovmæssige altsaa 106 2/3 $ = 400 Kr., til hvilken Pris Opgørelse fandt Sted mellem Statskassen og de vestindiske Kolonialkasser. Der sloges vedblivende ingen Hovedmønt, idet man jo fra første Færd nærede Frygt for, hvorledes Sølvmønten skulde stille sig til Guld i U. S. A., og derfor ikke turde gaa videre end til Udprægning af Skillemønt, hvoraf der til det nye Aarhundredes Begyndelse var sat i Omløb: 173.567 $ 23 Cts. til 10 3/4 $ pr. 1 Mark fin. Da den til 2 Rdlr. Rigsmønt (4 Kr.) dvs: 9 1/4 Speciedaler (18 1/2 R.) pr. 1 Mark fin ansatte Hovedmønt slet ikke existerede, kunde den selvfølgelig heller ikke opretholde en saadan højere Kurs paa den vestindiske $. Dollarens Kurs maatte Mand og Mand imellem saavel som overfor de offentlige Kasser rette sig efter de Hovedomsætningsmidler, hvori Betalingerne fandt Sted, nemlig Statens Kreditbeviser, hvoraf der ved Aarhundredets Udgang var 95,741 $ i Omløb, St. Thomæ og Colonial-Banks Sedler, samt de fremmede Hovedmønter, der gik paa Øerne, og i Tidens Løb ikke blev amerikanske, som man 1859 forudsatte, men derimod spanske Dalere (Peso), hvis Værdi var lig 1/16 Dublon eller c. 3 2/3 Kr., og som fra meget gammel Tid havde spillet en dominerende Rolle i Vestindien. Derkunde altsaa end ikke hævdes den dansk-vestindiske $ samme Værdi som den amerikanske, 3.75 Kr. endsige en Værdi af 4 Kr. Spanien gik imidlertid over til den latinske Møntunion og satte 1 Guldpeso til 5 Frcs. (3 Kr. 60 Øre) i Omløb. Paa de dansk-vestindiske Øer bestod Guldmønten herefter kun for en mindre Del af Dubloner, men for den overvejende Del af spansk Mønt efter Francsystemet, saaledes at 1 Alfonso (25 Frcs. i Guld) regnedes lig 5 v. Daler (1 $ v. = 3 Kr. 60 Øre, 111 1/9 $ v. = 400 Kr.). Disse Alfonsoer var ejendommelige for vore Øer, de circulerede vistnok tilslut ikke andre Steder.
Angaaende Kreditbeviserne bestemte Koloniallov 27. Novbr. 1863 § 57, at Monarkiets Finanser stadig hæftede for dem, men deres Beløb maatte ikke forøges.
Øerne stagnerede efterhaanden, hovedsagelig paa Grund af den voxende europæiske Sukkerudvinding af Roer, der stillede det vestindiske Rørsukker i Skyggen. Den 18. Novbr. 1892 nedsattes en Kommission for at tage under Overvejelse, hvad der kunde gøres til Øernes Opkomst. Blandt Midler hertil foreslog den Oprettelsen af en dansk Bank paa St. Thomas med Filialer i Christianssted og Frederikssted, som kunde give Pant i fast Ejendom og udstede Sedler. Denne Tanke fandt saa meget mere Tilslutning, som den eneste danske Bank "St. Thomæ Bank" (5) 1898 gik fallit. Der var nu kun tilbage den engelske "Colonial Bank", der ikke gav Laan mod Pant i fast Ejendom, samt 2 Sparekasser, hvis Indskud kun androg c. 54.000 og c. 69.000 v. $. Da Renten var meget høj, 6% i Sparekasserne, 6% og mere paa 1. Prioritet, saa man en Redningsplanke for Øerne i Oprettelsen af en ny dansk Bank, hvorom Finansministeren indledede Forhandlinger med Nationalbanken, Privatbanken, Landmandsbanken og Handelsbanken i København. Disse stillede som ufravigelig Betingelse for at gaa med til Oprettelsen af en saadan Bank, at der tilvejebragtes en fast Ordning af det danskvestindiske Møntvæsen. Herom maatte man altsaa først komme til Enighed. Den vestindiske Kommission havde foreslaaet Indførelsen af den nordiske Kronemønt, men Regeringen ansaa - med Rette - denne for at ligge Dansk-Vestindien og Verdenshandelen paa St. Thomas alt for fjærn. Der stod da kun tilbage Valget mellem den nordamerikanske $ og den spanske Franc. Hvis man valgte den første, maatte man enten lade alle Forpligtelser i d. v. $ opfyldes lige med amerikanske $ eller foretage ret indviklede Omregninger. Den første Udvej vilde medføre, at alle Debitorer vilde komme til at tilsvare deres Forpligtelser i en større Mønt, idet den dansk-vestindiske $ var sunket ned fra den amerikanske: 3 Kr. 75 (76) Øre til den spanske: 3 Kr. 60 Øre, hvad der kunde forvolde dem Vanskeligheder. Man foretrak da Francsystemet, idet 5 Frcs. jo nu var lig med en 1 spansk og dansk-vestindisk $, hvorved man tillige haabede, at Francen som den mindre Mønt saaledes som det hyppigt, om end ikke altid har været Tilfældet, vilde gøre Livet billigere at leve. I Overensstemmelse hermed fremsatte Regegeringen da Lovforslag for Rigsdagen i Samlingen 1903-04, gaaende ud paa, at Møntenheden fremtidig var 1 Franc, delt i 100 Styver; af 1 Kilo fint GuId udmøntedes 3.444 4/9 Frcs.; Møntguldet indeholdt 900 Vægtdele Guld og 100 Vægtdele Kobber; af 1 Kilo Møntguld skulde udmøntes 3.100 Frcs.; Hovedmønten skulde være 50, 25 og 20 Frcs. i Guld, Skillemønten 5, 2, 1 og 1/2 Frc. i Sølv, 25 Styver i Nikkel og 10, 5 og 2 1/2 Styver i Bronce. Mønterne skulde tillige lyde paa Daler og Cents, f. Ex. 50 Frcs. 10 Daler, 20 Frcs. 4 Daler, 1 Frcs. 20 Cents o. s. v., idet den hidtidige vestindiske Daler skulde regnes lig 5 Frcs.
Enhver havde Adgang til at faa udmøntet Hovedmønt for indleveret Guld mod 1/4% i Afgift. Ingen skulde være pligtig at modtage mere end 25 Frcs. i Sølvmønt, 5 Frcs. i Nikkelmønt og 1 Frc. i Broncemønt. Nikkelmønten var af ren Nikkel, Broncen bestod af 95 Dele Kobber, 4 Dele Tin og 1 Del Zink. Lovforslaget (6) blev vel modtaget af Rigsdagens forskellige Partier, kun var man ikke rigtig tilfreds med Betegnelsen "Styver", mod hvilken der herskede en vis Animositet hos Landarbejderne paa Øerne, der i denne gamle Møntbetegnelse fandt en Mindelse fra Slavetiden. Efter noget Hovedbrud fandt man paa Navnet "Bit" for Francens Hundrededel og med denne Ændring forlod Forslaget Rigsdagen for at blive til Møntlov for Vestindien af 29. Marts 1904.
 |
 |
 |
Dansk-Vestindisk Mønt efter Møntlov 29. Marts 1904.
Man havde saa smaat tænkt paa ogsaa at ombytte 1 Frc. med 1 Dan(!), men det blev dog ikke til noget. Under 23. Septbr. 1904 og 27. Febr., 19. April og 26. Septbr. 1905 udgik Bekg. om Præget paa de nye Mønter, der sloges hos Møntmester Poulsen paa Københavns Mønt, og hvortil Stemplerne var skaarne af Medaillør Gunnar Jensen, der havde en heldig Haand ved disse Mønters Udførelse, idet de maa siges at være nogle af de smukkeste, der er fremkomne herhjemme. I Henh. til kgl. Resl. 11. Jan. og Bekg. 13. jan. 1905 og Bekg. 9. Septbr. 1905 kunde de nye Guld- og Sølvmonter benyttes som lovligt Betalingsmiddel fra henholdsvis 1. Januar 1905 og 1. Januar 1906. Fra 1. April 1905 indførtes den nye Regningsenhed i Overensstemmelse med Bekg. 30. januar 1905. 2 af de i Møntloven forudsatte Værdier blev ikke udprægede, nemlig 25 Frcs. (5 Daler) i Guld og 5 Frcs. (1 Daler) i Sølv, for det første Stk.s Vedkommende fordi det kom for nær 20 Frcs. Stykket, som man foretrak paa Grund af dets Betydning indenfor den latinske Møntunion, for det sidstes Vedkommende fordi det i for høj Grad fremmanede den gamle Regningsenhed paa den nyes Bekostning. Ved Lov Nr. 41 af 1. April 1905 blev de Guldmønter, der udprægedes af de til det latinske Møntforbund hørende Stater i Henhold til Konvention 23. Decbr. 1865 med de dertil sig sluttende Traktater, gjort til lovligt Betalingsmiddel i Dansk Vestindien, medmindre de havde lidt Overlast eller havde tabt 1/2% af deres Vægt.
 |
 |
Dansk-Vestindisk Guldmønt efter Møntlov 29. Marts 1904.
Korrelatet til Møntloven var Bankloven (7), der frembyder ikke uvæsentlig Interesse ikke blot for Dansk Vestindien, men ogsaa for Moderlandet. Ifølge Lovudkastet, der forelagdes Rigsdagen sammen med Møntloven, skulde Finansministeren have Bemyndigelse til at meddele de fornævnte Banker som et Konsortium Tilladelse til paa de dansk-vestindiske Øer at oprette en Aktiebank under Navnet: "Den dansk-vestindiske Nationalbank", der for et Tidsrum af 30 Aar skulde have Eneret paa Udstedelsen af Sedler, som paa Anfordring vexledes med Guldmønt. Aktiekapitalen var 5 Mill. Frcs. (1 Mill. d. v. $), hvoraf dog kun 1/4 indbetaltes, medens Bankerne hæftede for Resten som Garanter, man kan ikke se om i Parter eller solidarisk! Hvad der særlig er af Vigtighed, er selvfølgelig Seddeldækningen; Banken kunde "efter Forretningslivets Krav" udstede 10 Mill. Frcs. (2 Mill. d. v. $) Sedler, mod at Banken i sin Besiddelse havde et Metalfond af mindst 1/8 af det til enhver Tid i Omløb værende Seddelbeløb, og til Sikkerhed for den Del af Seddelmassen, som ikke dækkedes af Metalfonden saavel som for andre Banken paahvilende Forpligtelser havde i sit Eje, "de hertil fornødne Aktiver i sikre let realisable Effekter af tilsvarende Størrelse". Metalfonden bestod af Øernes gangbare Mønt, Guld i Barrer og dansk eller fremmed Guldmønt efter Værdi 3.4444 4/9 Frcs. pr. Kilo fint Guld og Anfordringstilgodehavende hos Nationalbanken. Til Sikkerhedsfonden vilde "navnlig" være at henregne Haandpantebreve, Vexler, Tilgodehavende hos fremmede Banker og Bankhuse, Kreditbeviser, Hypothekobligationer og offentlige rentebærende Papirer efter Børskurs, men om disse sidstes nærmere Beskaffenhed var der ikke givet nogen Bestemmelse; det kunde være Kreditforenings- og det kunde være Hypothekforeningsobligationer m. v. At tage disse Børspapirer uden at kræve f. Ex. 125% Dækning var ikke uden Betænkelighed.
Naar man ser denne Fundering, vil man først lægge Mærke til de vage Udtryk paa flere Punkter; den udækkede Seddelgæld skal kun dækkes Beløb for Beløb; der er intet Overskud; endvidere er der indført Brøkdækning, saaledes at Banken kan udstede Sedler efter et Skøn over Forretningslivets Krav, naar blot Metalbrøken er i Orden. Den Kontingentbegrænsning, der var sat i de 10 Mill. Frcs., var ikke af overvældende Betydning, thi som Vilhelm Lassen oplyste i Folketinget (8) var der kun c. 30.000 Indbyggere paa Øerne, der slet ikke kunde bære et Seddelomløb paa 10 Mill. Frcs., som for Danmarks Vedkommende vilde svare til et Omløb af c. 500 Mill. Kr., medens Omløbet da kun var c. 133 Mill. Kr. Ligesom det samtidig oprettede vestindiske Lotteri var altsaa Banken ogsaa beregnet paa en betydelig større Aktionsradius end de smaa danske Øer. Hele Vestindien skulde velsignes med den nye danske Banks Kredit. Vel var de i Øjeblikket herskende Kredit- og Renteforhold højst uheldige. Efter St. Thomæ Banks Fallit var der som nævnt kun den engelske Colonial Bank tilbage, men den gav ingen Folio-Rente; af Indlaan paa 3 Maaneders Opsigelse fik Indskyderne kun 2%, medens der beregnedes fra 6-9% for Udlaan, selv mod 1 Kls. Sikkerhed. Den nye Seddelbank havde saaledes en Mission; de nye Pengemidler, der flød indover Øerne, vilde utvivlsomt kunne frembringe Forretningslivlighed, sætte hensygnende Foretagender i Gang igen og i det Hele frembringe i hvert Fald en foreløbig tilsyneladende blomstrende Tilstand. Men Basis var og blev det samme: det paa Grund af de nye Sukkerudvindingsmetoder stagnerende Landbrug, den som Følge af den voxende Dampskibsfart overflødiggjofte Stapelplads, St. Thomas, der i væsentlig Grad var opblomstret i Sejlskibenes Tid. Hvis en ny Bank ikke administreredes med den fornødne Forsigtighed og Forbeholdenhed, kunde en kunstig Fremgang hurtigt forvandles til et pludseligt Krak. Som Værn herimod var Funderingsreglerne efter det anførte lidet heldige. Ihvorvel Banken naturligvis havde de store Banker i København i Ryggen, maatte meget dog bero paa den lokale Direktør.
Fik denne Banklov Betydning for Dansk-Vestindien, blev den heller ikke uden Virkninger i Hjemlandet, thi Tendensen i dens Funderingsregler blev af Regeringen fremdragen under Behandlingen af Nationalbankens nye Oktroj, i hvilken Brøkdækningen blev gennemført. Professor Birck udtalte da ogsaa i Folketinget, at han havde stemt mod den vestindiske Banklov, fordi han fandt Oktrojen aldeles uanstændig (9). Men Finansminister C. Hage erkendte aabenlyst, at Bankerne havde forlangt de i Lovudkastet angivne Vilkaar; de vilde gøre Forretning, derom var der ikke Tvivl, ellers vilde de ikke have med hele Sagen at gøre; ja de havde til at begynde med end ikke villet gaa med til 3/8 Metaldækning; større eller progressiv Dækning vilde de ikke høre Tale om. Ministeren trøstede dog Folketinget med følgende (10): "Det siger sig selv, at der ved en Bank altid er den Risiko, at hvis den ikke bliver forstandig og besindig ledet, kan den rode sig ind i Vanskeligheder og volde Tab baade for sig selv og for den Kreds, hvori den virker. Men man tør vel nok gaa ud fra, at en Bank, der stiftes under Ledelse af Nationalbanken sammen med de tre store københavnske private Banker, paa Forhaand har al mulig Udsigt til at blive ledet med saa stor Forstandighed og Forsigtighed, at Kalamiteter blive undgaaede"! Man tager næppe fejl ved at antage de private Banker som Ophavsmænd til de lave Funderingsregler, men Nationalbanken tog jo godt ved Lære, da dens egen Oktroi skulde fornyes, end mere da Indløsningen blev ophævet og "Forretningslivets Krav" under Verdenskrigen meldte sig til behagelig Imødekommen.
Den dansk-vestindiske Banklov gik med ganske minimale Ændringer gennem Rigsdagen og udkom som Lov samme Dag som Møntloven. Den 20. Juni 1904 fik det nævnte Bankkonsortium Koncession paa Bankens Oprettelse med tilhørende Seddelprivilegium, idet Statskreditbeviserne i Løbet af 1 Aar skulde indkaldes. 23. juni 1904 meddeltes Stadfæstelse paa Bankens Statutter, efter hvis § 2 Bankens Formaal er at virke til Fremme af de dansk-vestindiske Øers økonomiske Udvikling. Den fik Hovedkontor i Charlotte Amalie paa St. Thomas med Filialer i Christianssted og Frederikssted paa St. Croix. Laan paa solide Papirer skulde holdes inden for 75% af Værdien, mod Pant i fast Ejendom indenfor 50% af Vurderingssummen. Af Bankens Overskud skulde i Overensstemmelse med Bankloven betales 10% Afgift til Staten, ogsaa et Forbilled for Nationalbankens senere Oktroj. Afgiften skulde fornemlig anvendes til Inddragning af Kreditbeviserne; Overskudet skulde iøvrigt for en stor Del anvendes til at styrke Reservefonden. Ifølge Bekg. 13. Januar 1905 skulde Sedlerne lyde paa 100, 20, 10 og 5 Francs.
Banken blev formaalstjenligt ledet og ikke Genstand for Rystelser. Efter de forenede Staters Overtagelse af Øerne vilde Staterne ikke overtage og aflyse Banken. Man har da set det Særsyn, at Banken efter Overtagelsen har fortsat sin Virksomhed, hvormed igen fulgte Francsystemets Bibeholdelse paa et under U. S. A. hørende Omraade. Seddelomløb og Dækningsfond indtil Øernes Afstaaelse fremgaar af følgende Oversigt pr. 31. December:
Aar Seddelomløb Metalbeholdning 1905 686.290 707.775 1906 524.465 599.527 1907 467.985 625.243 1908 434.365 586.362 1909 431.730 484.354 1910 480.345 457.365 1911 523.640 445.165 1912 953.420 470.366 1913 706.765 526.044 1914 789.225 522.950 1915 762.870 536.441 1916 1.126.550 582.772 1917 787.875 694.439
Aktierne har i de senere Aar givet Udbytte, endog op til 20 pro Cent.
De ældre vestindiske Mønters Udmøntningsformler var følgende:
/// tabel side 294 ///
De nyere Mønters Udmøntningsforhold efter Møntloven 29. Marts 1904 var følgende:
/// tabel side 294 ///
Som Skillemønt af Nikkel udmøntedes Stykker lydende paa en Værdi af 25 Bit (5 Cents) af Diameter 21 Millimeter, vejende 4 Gram.
Ved Udmøntningerne maatte Afvigelserne fra den nøjagtig rette Vægt og Finhed ikke overskride:
/// tabel side 296 ///
Af ældre Mønt er møntet:
/// tabel side 296 ///
Af den nyere Mønt er paa Københavns Mønt slaaet følgende Beløb i Finansaaret:
/// tabel side 296 ///
Af amerikansk Mønt indkøbtes i 1849 til Circulation paa Øerne:
5.000 Stykker 1/2 $ Sølv 2.500 $ 10.000 - 1/4 $ - 2.500 $ 12.500 - 10 Cents Sølv 1.250 $ 25.000 - 5 - - 1.250 $ 20.000 - 1 - Kobber 200 $ Ialt 7.700 $
Der. findes dog ogsaa kontramarkerede 1 $ Stkr. samt engelske Kobbermønter.
Af disse Oversigter vil ses, at det lille Samfund paa de dansk-vestindiske Øer, ialt c. 30.000 Sjæle, ikke paa langt nær kunde bære et saa stort Beløb Omsætningsmidler, som man havde tænkt sig, og at heller ikke Forbindelsen med det omliggende Vestindien blot tilnærmelsesvis kunde bidrage til Udgivelsen af saa stor en Sum Pengesedler, som der var forudsat ved den dansk-vestindiske Nationalbanks Start. Det blev kun et beskedent Foretagende og Udmøntningen i Forhold dertil.
Dog havde der i Tiden før Indførelsen af Francen været Mangel paa Mønt, men det var kun den ringeste Skillemønt. Da det oprindelig indførte $- og Cent-System ikke viste sig heldigt, og man derfor i en Aarrække ikke udmøntede Cents, viste det sig nødvendigt for de Handlende at slaa "Tokens" og udstede Smaasedler. Men dette var jo uden Betydning for Omsætningen af Hovedmønt. At der ved Aarhundredets Begyndelse var god Anledning til at søge Midler, - deriblandt Bankens Oprettelse -, til Forbedring af Øernes Tilstand, viser f. Ex. Statistiken over Sukkerhøsten paa St. Croix., I 1862 udgjorde Sukkerhøsten 19,6 Mill. lbs. og Eksporten en Værdi af 787.000 $, 1872: 10,4 Mill. lbs. og 607.132 $, 1882: 24,5 Mill. lbs. og 1,2 Mill. $, 1892: 23,2 Mill. lbs. og 613.484 $ og 1902: 31,9 Mill. lbs. og 351.023 $. Selv med øget Produktion blev Eksporten kun af liden Værdi, idet Prisen paa Sukkeret faldt under Halvdelen af Prisen i Tredserne (11). Sukkerhosten var derhos noget af et Hasardspil, idet Regnens Tilstedekomst var afgørende for Dyrkningen. Der klagedes baade i 1908 og 1909 over Tørke og daarlig Høst samt stagnerende Skibsfart paa St. Thomas. Tørken vedblev til langt ind i 1910, men hen paa Efteraaret faldt stærk Regn, der skaffede en god Sukkerhøst, men Skibsfarten var stadig ringe. Paa St. Croix var der nogen Fremgang i Bomuldsdyrkningen. Med Panamakanalens forestaaende Aabning fik Skibsfarten et Stød fremad, og Salget af Kul til Skibsforsyning tiltog. I 1911 steg Sukkerpriserne, og Bomuldshøsten blev særdeles god. Der høstedes 8-900 Pund Frøbomuld pr. Acre. I 1912 klages atter over Tørke, og Rodsygdomme angreb Sukkerrørene. Skibsfarten var i fortsat Stigning. Nogle store udenlandske Oliefirmaer skaffede sig Stationer paa St. Thomas. Men i 1913 gik Skibsfarten atter tilbage; Sukkerhøsten dg Sukkerprisen var daarlig. Man gik mere og mere over til Bomuldskultivation. Udsigterne for Bomuld var dog lige saa lidt lovende som for Sukket. Rompriserne var derimod gode. Aaret 1914 var af Dansk-Vestindien og ganske særlig St. Thomas imødeset med store Forventninger, idet det var Aaret for Panamakanalens Aabning. Da udbrød imidlertid Verdenskrigen, som "ikke alene skød alle Forventninger om bedre Tider ud i Fremtiden, men ogsaa næsten ganske standsede den almindelige regulære Trafik, saaledes at Aaret i Stedet for en Opgangstid for Øen blev en ny Prøvelsens Tid med formindskede Indtægter, Arbejdsindskrænkning og Uvished" (12). Samtidig greb den almindelige Dyrtid ogsaa ind i dette lille Samfund, der delvis blev henvist til sig selv. Dog var der baade af "den vestindiske Sukkerfabrik" og "det vestindiske Kompagni" gjort store Anstrengelser for at fremme Virksomheden paa Øerne ved ny rationel Sukkerørsdyrkning, Havnearbejder, Kajanlæg m. v. I 1916 var der god Høst og høje Sukkerpriser, der gav sig Udslag i færre Laan og større Indskud i Banken. Den danske Regering havde dog nu tabt Troen paa at kunne skaffe varig Fremgang for Kolonien eller i Ulykkestider at kunne forsvare eller beholde den. Negerbefolkningen og andre Indfødte syntes at vente sig Fordele af en Forandring i Statsoverhøjheden. Den 4. August 1916 afsluttedes en Konvention med U. S. A. om Øernes Afstaaelse for 25 Mill. $. Ved Love 30. Septbr. og 10. Nvbr. 1916 bestemtes en Folkeafstemning, der gav til Resultat, at 283.670 Stemmer afgaves for Afstaaelsen, 158.157 Stemmer imod. Rigsdagen godkendte Afhændelsen 20.-21. Dcbr. 1916. Efter Konventionens Art. 3, 4 Litr. h. opretholdes Banken for Resten af Koncessionstiden. Ratifikationen udvexledes 17. januar 1917; aabent Brev til Undersaatterne udstedtes 9. Marts og Bekg. om Overdragelsen 18. April s. A. Hermed var Dansk-Vestindiens Tid til Ende. Banken vilde Amerikanerne altsaa ikke overtage, de respekterede Koncessionen (13), og Banken fortsætter Koncessionstiden ud, men fører dog kun en likviderende Tilværelse. Om hvorledes Bank- og Pengevæsenet har udviklet sig under Fristaternes Styre, giver nedenstaaende Uddrag af en Korrespondance juli 1928 fra the Virgin Islands - som Øerne nu kaldes - et Par Oplysninger:
"Bankforholdene er ikke heldige. Det viser sig her som paa saa mange andre Maader, at Amerika forhastede sig, da det kjøbte Øerne; men man mente, at der var Fare for, at Tyskland skulde erhverve dem, og derfor skete Overtagelsen over Hals og Hoved - ikke mindst hvad Bankvæsenet angaar. De kongelige danske Bankprivilegier var fremdeles gældende - og er det den Dag i Dag, da de ikke udløber før 1934. Derfor oplever vi det sælsomme, at en amerikansk Besiddelse er nødt til at bruge fremmed Mønt - den danske Franc - og Seddelpenge, som kommer fra et fremmed Land. Hvad der er endnu værre er, at amerikanske Penge diskonteres med 5 pCt. - og at de amerikanske Administrations-Kontorer paa Øerne nægter at modtage danske Penge."
(fra: Wilcke, Julius: Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914, København 1930 (Wilcke V) side 273-300)
Noter: