(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 side 433-453)
Del 1: side 433-446.
Del 2: side 446-453:
Henimod Udgangen af Trediverne havde Erhvervslivet udviklet sig saa meget, at der var Grundlag for en egentlig Bankvirksomhed (18); 1836 indgav en Komité, bestaaende af Major og og Stadshauptmand, Købmand Precht, Auditør, Advocatus regius Kjellerup, Købmændene Rothschild og Hüchs samt Auditør, Procurator Fugl, paa Indvaanernes Vegne et Andragende om Privilegier og Konfirmation paa en Octroi eller Love for St. Thomæ Bank. Sagen forhandledes i en Komité i København, hvortil af Regeringen var udnævnt Konferensraad Holten, Deputeret Lange, Etatsraad Thonning og Bankdirektør Aagesen.
Den direkte Anledning til Andragendet var en i London oprettet vestindisk Colonialbank, der søgte at udstrække sin Virksomhed til andre Nationers vestindiske og amerikanske Besiddelser og navnlig paa St. Thomas vilde etablere et Agentskab, som, da det sluttelig bragtes til Udførelse, hos Handelsstanden paa St. Thomas havde vakt Frygt for at have en for Handelshusene skadelig Indflydelse paa Øernes Handel, idet Colonialbanken ved Hjælp af sine store Resourcer kunde komme til at beherske Pengeomsætningerne og Vexelhandelen, som St. Thomas fandt Opfordring til at modvirke ved selv at oprette en Bank. Man var derfor bleven enig om at oprette et saadant Institut paa 1.000 Aktier à 500 Piastre (Dollars), som kunde udvides til det dobbelte Antal. Det skulde udføre almindelige Bankforretninger ved at handle med Guld eller Sølv i Barrer, Penge og Vexler, udlaane Penge mod Sikkerhed, modtage Deposita samt udstede Sedler indtil det dobbelte af den indbetalte Aktiekapital + Reservefond, der skulde dannes ved at tilbageholde 10 % af Bankens Nettoprovenu i 5 Aar. Indtil 50 % af hver Aktie var indbetalt, maatte den ikke transporteres uden Bankens Samtykke, medens i Colonialbanken - efter Andragernes Forklaring - Aktierne kunde transporteres, saa Aktionærerne undgik større Tab end det alt indskudte. Andragerne syntes, at deres Bank derfor var ganske anderledes sikret.
Direktørerne i St. Thomæ Bank skulde ikke kunne udstede flere Sedler end ovenangivet uden Generalforsamlingens Samtykke. Ogsaa det ansaa Andragerne for en prima Sikkerhed i Sammenligning med Colonialbanken, hvor der slet ikke var fastsat nogen Grænse for Seddelomløbet. løvrigt kunde St. Thomæ Banks Seddelomløb ikke være ringe, hvis den skulde kunne konkurrere med den engelske Bank.
Den danske Bank blev under Bestyrelse af selvvalgte Direktører og uden nogetsomhelst Tilsyn af Tilforordnede fra Regeringens Side aabnet den 28. januar 1837 med almindelige Bankierforretninger, og i juli s. A. begyndte den at sætte Banksedler lydende paa 5 og 10 Piastre i Omløb, som modtoges af Byens Indvaanere som Betaling. Banken nød god Kredit og ansatte Agenter paa St. Croix, Antiqua, Portorico, i London, Hamburg, Bordeaux, Boston, New York og BaItimore. Forretningerne udviklede sig saa fordelagtigt, at den i 1. Halvaar 1838 kunde give Interessenterne et Udbytte af 12 % foruden de til Reservefonden henlagte 10 % og et Overskud til næste Halvaar af c. 2 1/2 %.
At denne Gründervirksomhed maatte opfordre til Kritik var visselig kun at vente. Baade Seddelfunderingen og Udbytteudbetalingen - der naturligvis skulde hidlokke yderligere Aktiekapital - var egentlig talt af den allerletsindigste Art, og den af Regeringen nedsatte Undersøgelseskomité levnede den da heller ikke Ære for 2 ß.
Komiteen fremhævede, at Banken var opstaaet som et Middel, hvorved de derværende Handelshuse tilsigtede at bevare Fordelene ved den Omsætning, som de hver for sig hidtil havde haft Andel i, men der var intet ordentligt Tilsyn eller Kontrol. Bogholderen var afhængig af Kassereren, der handlede ganske egenmægtigt. Supplikanterne havde ganske forvexlet Sedlernes Forhold til Grundkapital og Metalfond. Bestyrelsen kunde anbringe hele Grundkapitalen paa bankmæssig Maade og udstede Sedler for dens dobbelte Beløb, baserede dels paa de ved saadan Seddelemission, dels paa de ved Grundfondens Benyttelse erhvervede frugtbringende Aktiver, men den kunde ikke saadan blotte sig for Midler til at fyldestgøre mødende Begæringer om Seddelvexling, naar en fast Norm var given for den døde Metalfonds Forhold til Seddelmassen og Deposita. At holde en ufrugtbringende Kapital i Kasse var en Byrde, som enhver Bank maatte underkaste sig, der saavidt muligt vilde vide sig i Stand til at indvexle sine Sedler og afholde det første Stød, indtil den ved Inddrivning af sit Udestaaende kunde yde Fyldest. Hvorvidt Bestyrelsen havde været forsynlig med sin Kassebeholdning, kunde man ikke vide, men det store Udbytte paa 12 % syntes ikke at tyde derpaa, da Udgiften 2.700 $ og Overskudet 12.520 $ udgjorde 6 % af Indskudskapital + Seddelmasse.
Det er som de brave Bankfolk i Regeringsudvalget ved at fremhæve alle disse ting ønskede at benytte Lejligheden til at sætte Regeringen grundig ind i Bankteknik og derved tillige gøre den klart, at Nationalbanken af lignende Grunde foreløbig maatte nære Betænkelighed ved at gaa til fri Indløsning af sine Sedler.
Banken paa St. Thomas havde imidlertid ført andre Argumenter i Ilden for at opnaa den offentlige Anerkendelse, men der kom ganske vist til at hvile et mildt Skær af ufrivillig Komik over Bankledelsen, naar den til Støtte for sin Seddelfundation f. Ex. anførte, at Bank of England circulerede Sedler til et 3-dobbelt Beløb af den virkelige Kapital, Frankrigs Bank det 5-dobbelte og U. S. A. 2 1/2 Gang saa meget som i rede Midler fandtes i Banken.
Ikke desto mindre gik Regeringsudvalget i fuldt Alvor ind paa at gendrive disse Paastande, hvad der bestyrker Formodningen om, at Gendrivelsen havde videre Horizont. Udvalget bemærker ganske rigtigt, at hvor Faktorerne er saa forskellige som ved St. Thomæ Bank og hine Banker(!), kan ingen Sammenligning foretages. Ved de sidste var Talen om Forholdet mellem Seddelmasse og det døde Fond, ved St. Thomæ Bank derimod til den indskudte Kapital. Af den store engelske Bank var det for nogle Aar siden vedtaget, at 1/3 af den ved udstedte Sedler og modtagne Deposita erhvervede Kapital skulde anbringes i Guld- og Sølvmønt eller Barrer /: bullion :/ og de tilbageblivende 2/3 i offentlige Fonds eller private Sikkerheder. Tidligere havde Banken i mange Aar fra 1778-1797 og senere fra 1823-32 /: fra 1797-1823 var Omvexlingen suspenderet :/ vedligeholdt Indvexlingen af sine Noter med en Fond, som i Gennemsnit næppe havde udgjort 1/4 af de mod den cirkulerende Passiver, men den vilde ikke have set sig i Stand dertil, naar den ikke foruden det døde Fond til Dækning af Passiver havde haft sin Kapital anbragt i let realisable Effekter, nemlig over 4/5 gennemsnitlig i offentlige Fonds og Resten for den største Del i diskonterede Papirer. Desuagtet maatte Erfaringen have overbevist dens Bestyrelse om Nødvendigheden af at forøge det døde Fond. I Overskud over alle Passiver ejede iøvrigt den Londonske Bank en Kapital af mellem 2 og 3 Mill. £ og en Annuitet af 11 Mill. £, som forrentedes af den engelske Stat. "Med en Bank, der har saadanne Resourcer som den engelske Bank, og hvis Seddelcirculation har en ganske anden Basis end St. Thomæ Bank, kan denne ikkun have lidet tilfælles". - Men er dette ikke at skyde Graaspurve med Kanoner?
Princippet i den franske Bank holdtes hemmeligt, men under Adressedebatten i Deputeretkamret kom et Medlem af Bestyrelsen med nogle Ytringer, hvoraf syntes at fremgaa, at der var en kontant Beholdning af 200 Mill. Frcs., 200 Mill. Vexler og en Seddelgæld paa 200 Mill. Frcs. samt 140-150 Mill. Passiver til Regering og Private (19), hvilket tydede paa et andet Forhold mellem rede Mønt og Sedler end af St. Thomæ Bank anført. Derimod havde den danske, Regering bestemt et saadant Forhold ved Octroien for Speciebanken af 16. Febr. 1791 § 9. For Nationalbanken vilde det blive bestemt i Henhold til Octroi 4. juli 1818 § 20.
En saadan Grundbestemmelse fandtes ikke i Lovene for St. Thomæ Bank og derfor kunde de ikke erholde offentlig Stadfæstelse. Paa den anden Side mente man dog ikke, at der for Regeringen var nogen Nødvendighed for at paanøde Banken en saadan Grundbestemmelse, der ikke fandtes i flere fremmede Bankers Statutter og som vilde gøre det vanskeligt for Banken at bestaa i Konkurrencen med den engelske Colonialbank, der iøvrigt havde medført en uanet Lettelse i Handel og Vandel. St. Thomæ Banks Seddeludstedelse kunde ikke, da Øernes Pengevæsen var fuldstændig adskilt fra Hjemlandets, betragtes som stridende mod Nationalbankens Eneret efter Octroiens § 42, og selv om det kunde være betænkeligt at lade en privat Bank udstede Sedler, var disses Modtagelse jo en aldeles frivillig Sag; de var kun at anse som andre af enkelte Personer eller Bankierhuse i Henhold til Frdg. 18. Maj 1825 paa sig selv udstedte Anfordringsbeviser, der paa St. Thomas var stempelfrie.
Man havde med andre Ord ikke hjemlet Stat og Seddelbank en saadan Beskyttelse mod andres Seddeludstedelse, som nu findes i Checkloven af 23. April 1897, hvorefter en Pladscheck skal forevises til Betaling senest 3 Dage efter Udstedelsen, hvorved en saadan Anvisnings fortsatte Omløb som Pengeseddel forhindres.
Regeringen i København anførte mange smukke Grunde for ikke at blande sig i St. Thomæ Banks Seddeludstedelse, bl. a. at Sikkerheden jo ikke var saa daarlig alligevel, at Staten ikke havde Pligt til at værne Undersaatterne mod private Foretagender, og at de nye Banksedler ikke generede Statens Kreditbeviser, der væsentligst løb paa St. Croix, og som var statsgaranterede Sedler, der modtoges i de kgl. Kasser, og hvoraf iøvrigt aldrig circulerede mere end 100 à 150.000 Rdlr. v. K. ad Gangen.
Regeringen nægtede følgelig Banken Anerkendelse og Privilegier; den kunde ikke faa Seddelmonopol paa Øerne, ogsaa af den Grund, at Konkurrencen mellem de to Banker havde bragt Diskontoen ned fra 9 til 6 %; ikke heller fik Gouvernementet Paalæg om at gøre Remisser i Vexler trukne paa Banken, det maatte bero paa, om Gouvernementet ansaa den for sikker; Banken blev ikke lovligt Depositosted for offentlige Midler, det forblev det kgl. Pengelokale paa Fortet at være; heller ikke tilstodes Fritagelse for Arrest og Beslag eller fortrinsvis Strafforfølgning for Seddelfalsk. Paa den anden Side erklærede Kongen i sin Resl. 13. januar 1840, at Banken maatte fortsætte som privat Institut (20).
Til Trods for den noget letbenede Start fortsatte St. Thomæ Bank sin Virksomhed; dens videre Skæbne vil blive omhandlet i en Fortsættelse af dette Arbejde. -
Ved Resl. 13. juli 1836 og 27. April 1842 tillodes Udfærdigelse hver Gang af 200.000 R. Kreditbeviser til Ombytning af ældre, sidste Gang ikke saa meget fordi de ældre var opslidte, som fordi de var af uheldig Form og slet Papir i Sammenligning med de af de to private Banker udstedte Banksedler (21).
I 1840 var der atter Mangel paa 5 og 10 Styverstykker (10 og 20 ß v. K.), dels til Betaling af de Ufrie, der lejedes paa Plantagerne, dels til Lønning af Garnisonen, og der udmøntedes derfor c. 10.000 R. v. K. af hver Sort efter Pl. 20. Decbr. 1816 til 16 R. v. K. = 20 Rbdlr. 46 ß pr. Mark fin (22).
Udmøntningsformlerne var følgende:
Mønt | Jørgensens beskrivelse | Stkr. paa 1 Mark c. brutto | Lødighed i lod | Lødighed i 1/1000 | Stkr. paa 1 Mark c. fin | Den fine Mark udbragt til R.v.K. | Bruttovægt gr. | Fin Vægt gr. |
Dobb. Real = 20 ß v. K. | C.VII 60 | 36 | 8 | 500 | 72 | 15 | 6,496 | 3,248 |
Enkl. Real = 10 ß v. K. | C.VII 61 | 72 | 8 | 500 | 144 | 15 | 3,248 | 1,624 |
1/2 Real = 5 ß v. K. | C.VII 62 | 144 | 8 | 500 | 288 | 15 | 1,624 | 0,812 |
Dobb. Real = 20 ß v. K. | Fr.VI 54 C.VIII 7 |
48 | 10 | 625 | 76 4/5 | 16 | 4,872 | 3,045 |
Enkl. Real = 10 ß v. K. | Fr.VI 55 C.VIII 18 |
96 | 10 | 625 | 153 3/5 | 16 | 2,436 | 1,522 |
Styver = 2 ß v. K. | Fr.VI 56 C.VIII 19 |
192 | 4 | 250 | 768 | 16 | 1,218 | 0,304 |
Herefter blev en udmøntet Real ikke 1/8 R. v. K., endmindre 1/8 Piaster saaledes som det oprindelig - ganske vist medtvangskurs - var Tilfældet. Vilde man tale om en Real som 1/8 R. v. K., var det altsaa 12 ß v. K., der imidlertid var 2 ß v. K. mere end Pengestykket: Realen. Efter den ældre Udmøntning til 15 R. Marken fin, indeholdt i R. v. K. 15,590 gr. f. S., men dette var jo kun en Skillemøntfod; efter 1 R. d. K. af Parivægt 20,634 gr. f. S. vil 1 R. v. K., hvoraf der gik 1 1/4 Stkr. paa 1 R. d. K., have en Omsætningsvægt af 16,507 gr. f. S., men regner man efter det i 1794 fastsatte Parimaal mellem Specier og Kurant af 100:125 og mellem Kurant og R. v. K. af 100:125, bliver Finvægten af 1 R. v. K. 16,180 gr. f. S. Regner man 100 R. v. K. til 128 Rbdlr. efter Frdg. 22. August 1814, hvorved bortkastedes en Brøk, bliver den vestindiske Rigsdalers Vægt 16,17920 gr. f. S. Endelig tilføjes, at en Piasters Vægt varierede fra 24,038 til 24,433 gr. f. S., idet den sidste var lovmæssig Vægt; den danske Piaster fra 1771 indeholdt 24,359 gr. f. S. Den nordamerikanske $ 1837 indeholdt 24,0566 gr. f. S. og Trade $ 1873 24,494 gr. f. S. Det fremgaar heraf, at 1 mexikansk (spansk) Piaster og en nordamerikansk Dollar (Daler) praktisk talt var den samme Mønt, medens 1 Specie dansk eller 3 Mark hamburgsk Banco indeholdt 25,281 gr. f. S. Metalværdien af 1 R. v. K. i 1875 Kroner kan herefter sættes til 2 Kr. 56 Øre (23). Hvorledes Prisniveauet paa vore vestindiske Øer har været i Forhold til Nutiden, kan ikke oplyses; som Følge heraf kan den vestindiske Rigsdalers daværende Købekraft ikke angives.
I denne Periode udmøntedes følgende Beløb (24) efter Paalydende:
Kongsberg 12 ß R. | Altona 24 ß R. | Altona 12 ß R. | Altona 20 ß R. | Altona 10 ß R. | Altona 2 ß R. | København 20 ß R. | København 10 ß R. | |
1790 | 30,000 | |||||||
1795 | 10,000 | |||||||
1800 | 18,833 | 39,500 | ||||||
1816 | 4,000 | 8,000 | ||||||
1817 | 8 | 12 | 2,010 | |||||
1837 | 10,278 | |||||||
1840 | 10,286 | 10,724 | ||||||
Ialt | 30,000 | 18,833 | 49,500 | 4,008 | 8,012 | 12,288 | 10,286 | 10,724 |
Foruden disse Mønter omløb c. 150.000 R. v. K. Kreditbeviser samt Mængder af spanske (mexikanske) Piastre, portugisiske Guldmønter og amerikanske Dollars.
(fra: Wilcke, Julius: Specie- Kurant- og Rigsbankdaler, København 1929 side 433-453)
Noter: