Speciemønt i Danmark-Norge i 1600-tallet var normalt ikke tiltænkt omsætningen, men tjente som skuemønt eller - mere sjældent - som kapitalanlæg for godtfolk (1). Udmøntningen var beskeden, og antallet af anvendte stempler (2) derfor ringe. En undtagelse er Chr. V's randskriftspecier (3) slået i Kongsberg, som efter beskedne tilløb i 1687, 88 og 90 i årene 1692-96 udmøntedes til en værdi af 106.944 rigsdaler kurant (4) svarende til et samlet antal på 98.718 stykker (tabel 1).
| År | rd.kurant | Antal |
| 1687 | ukendt (5) | få |
| 1688 | 137 | 126 (5) |
| 1690 | 48 | 44 (5) |
| 1692 | 13795 | 12734 |
| 1693 | 23496 | 21689 |
| 1694 | 25712 | 23734 |
| 1695 | 27971 | 25819 |
| 1696 | 15790 | 14742 |
Tabel 1. Udmøntningen af randskriftspecier 1687-96 op gjort i rd. kurant og antal specier (6).
Randskriftspecier er fremstillet i en svingpresse (7), hvor stemplerne - til forskel fra hammerprægning - var fixerede (8) i forhold til hinanden. Stemplerne, hvis basis var firkantet kunne fastgøres i 4 positioner. Stempelstillingen på mønterne er tilsvarende 00, 90, 180 og 270 grader. Randskriften (tabel 2) er normalt (?)(9) påsat før (10) prægningen med et randværk (11), og randskriftens orientering i.e. begyndelsespunkt og læseretning, er derfor tilfældig set i forhold til møntbilledet.
Kode (12)
Tabel 2. Randskrifter/randudsmykning. Møntmærke = 2 korslagte hamre (18).
Møntregnskaberne fra 1600-tallet indeholder ingen præcise oplysninger om brugen af specifikke stempler, i hvert fald ikke for mere omfattende udmøntninger som randskriftspecier. En viden herom må derfor søges ved direkte stempelundersøgelser af bevarede mønter, noget der kun sjældent er søgt gennemført for dansk-norske 1600-tals mønter (19).
Stempelundersøgelse
I det følgende fremlægges resultaterne af en stempelundersøgelse af randskriftspecier 1687-96 gennemført med det formål dels at skabe grundlag for en revision af eksisterende beskrivelser (20), og dels - med støtte i historisk kildemateriale - at yde et bidrag til en dybere forståelse af udmøntningsforholdene ved Mønten i Kongsberg i sidste årti af 1600-tallet.
Materiale
Anvendte stempler er identificeret ud fra originalfotografier velvilligst stillet til rådighed af Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, København (KMM), Kungl. Myntkabinettet, Stockholm (ST) og Den Kongelige Mynt, Kongsberg (KMK), ved gennemgang af afbildninger i auktionskataloger (21) og lagerlister, samt ved egen undersøgelse af randskriftspecier i offentlige og private samlinger. Ialt omfatter materialet 317 mønter justeret for åbenbare gengangere (51 stk!) i auktionskataloger (tabel 3).
Stemplerne af den unike 1692 S.12, Videnskabsselskabets Myntkabinett, Trondheim og 1696 S.12 er identificeret ud fra H. H. Schous aftryksamling (KMM).
Metodik
Fra KMM er til brug for undersøgelsen velvilligst udleveret negativer af samlingens randskriftspecier og ved hjælp heraf er der indledningsvis gjort forsøg på at adskille stemplerne fra hinanden med "negativ-metoden" (22). Metoden viste sig dog ikke brugbar i den aktuelle situation, hvorfor stempeladskillelsen - mere traditionelt - er udført ud fra detaljer i stemplerne, herunder ikke mindst karakteristiske stempelskader (23). Hvor randskriften ikke har været opgivet i auktionskataloger/lagerlister, er den bestemt på baggrund af anførte referencer.
Den afsluttende sortering og databearbejdning er foretaget ved brug af EDB (24).
Fundne stempler
De 317 undersøgte randskriftspecier fremviser ialt 13 forskellige forsidestempler og 25 forskellige bagsidestempler. Motivmæssigt er bagsidestemplerne mere ensformige end forsidestemplerne, og omfatter - bortset fra forskelle i årstallet - kun små variationer over 2 hovedtyper I og II. Først et ovalt skjold med de 3 hovedvåben omkranset af 8 provinsvåben, som i 1693 udskiftes med eet stort rigsvåben, hvor alle 11 våben er forenede (25).
En mere detaljeret stempelbeskrivelse er givet bilag A.
Den rækkefølge, hvori de fundne stempler er anvendt til udmøntning, fremgår af koblingsskemaet fig. 1.
DISKUSSION
Stempelantal og stempelkombinationer
Fra 1692 beskriver stemplerne en veldefineret kronologi bestående af 2 på hinanden følgende stempelkæder (fig. 1). På den baggrund - og i betragtning af undersøgelsesmaterialets størrelse - forekommer det sandsynligt at der til udmøntningen af randskriftspecier ikke har været anvendt flere end de nu registrerede stempler.
Medregnes randskrifterne er undersøgelsesmaterialet m.h.t. kombinationstyper derimod mere ufuldstændigt. Antages det, at alle randskrifter (tabel 2) - med undtagelse af G, der først optræder i 1694, og H, som har karakter af et forsøg - fra 1692 har været i brug ved samtlige udmøntninger skulle der teoretisk have været udmøntet 208 forskellige kombinationer af stempler/randskrifter hvoraf kun de 101 er repræsenteret i det foreliggende materiale. Flere kombinationer vil kunne komme til, men det samlede antal bevarede kombinationer vil dog utvivlsomt ligge langt under de 208, ikke mindst fordi alle mønter med randskrifterne D, E og F uanset årstal er yderst sjældne (tabel 3).
Stempelholdbarhed
Forholdet mellem antallet af forside- og bagsidestempler er 13:25 eller 1:2. Fraregnes stempler som kun har været anvendt til meget begrænsede udmøntninger og derfor næppe har været kasserede p.g.a. nedslidning - stemplerne fra 1687, 88 og 90 samt a93-3 og r93-3 - ændres forholdstallet til 9:21 eller 1:2,3. Dette er dog stadigvæk meget nær 1:2, som er det i litteraturen (26) normalt opgivne forhold i forbruget af stempler begrundet i den større slitage overstemplet (= bagsidestemplet) var udsat for ved hammerprægning. Forskellen mellem stemplernes holdbarhed synes således bibeholdt også ved den mere maskinelle udmøntning i en svingpresse. Anvendelsen af svingpressen som prægeværktøj var dog ganske ny på Mønten i Kongsberg (7) så den hurtigere nedslidning af overstempler kan være begrundet i betjeningsmæssige eller tekniske begyndervanskeligheder men også Møntens evne til stempelhærdning samt forbehandlingen (udglødningen) af møntblanketterne kan have spillet ind.
Det kunne i den sammenhæng være interessant at få klarlagt, om stempelforholdet undergår nogen ændring frem til Møntens midlertidige nedlæggelse i 1806, hvor svingpressen stadigvæk var det anvendte prægeværktøj (27).
Stemplers holdbarhed angives normalt ved antallet af mønter slået pr. bagsidestempel. Da variationen inden for bagsidehovedtyperne I og II ikke tidligere har været beskrevet, og derfor ikke har været genstand for samlerinteresse, kan bagsidestemplernes forekomst i undersøgelsesmaterialet - som en grov tilnærmelse - antages at være en afspejlmg af deres relative holdbarhed (tabel 4).
| Forekomst antal gange | Antal stempler | Forekomst sum | Forekomst gns. |
| 1-5 | 6 | 16 | 2,5 |
| 6-10 | 3 | 21 | 7 |
| 11-20 | 6 | 82 | 14 |
| 21-30 | 3 | 71 | 24 |
| 30+ | 3 | 118 | 39 |
Tabel 4. Forekomsten af bagsidestempler i undersøgelsesmaterialet (excl. 1687, 88 og 90 samt r93-3).
Fra 1692-96 er ialt udmøntet 98.718 stk. speciedalere (tabel 1) hvilket sammenholdt med tabel 4 giver en skønsmæssig holdbarhed fra 800-12.000 mønter/bagsidestempel med et gennemsnit omkring 4.700. En meget betydelig spredning, men dog et gennemsnit væsentligt over, hvad der er fundet for Mønten i Christiania 1628, hvor stempelholdbarheden i gennemsnit ikke har ligget over 2.800 mønter/bagsidestempel (28).
Til sammenligning var stempelholdbarheden for småmønt væsentligt højere, dels fordi der til udmøntningen krævedes mindre belastning af stemplerne, og dels fordi man utvivlsomt lagde mindre vægt på, om mønterne var fuldprægede. En undersøgelse af Fr. III's danske 2-skillinge 1648 (Hede 122 og 124) viser således en gennemsnitlig stempelholdbarhed i størrelsesordenen 10.000 mønter/bagsidetempel (29).
Stempelkronologi
Bagsidestemplerne bærer årstallet, og deres anvendelse har derfor tidsmæssigt været begrænset til de pågældende år (30). Samme begrænsning gjaldt ikke for forsidestemplerne, der kunne anvendes over flere år (31).
Denne forskel i stempelanvendelsen ses også hos randskriftspecier hvor overførsel af forsidestempler forekommer i alle år fra 1692 (fig. 1). Hver gang dog kun med ét stempel, som et indirekte vidnesbyrd om, at Mønten på daværende tidspunkt kun rådede over een funktionsdygtig svingpresse til specieudmøntning (32). Flere samtidigt fungerende arbejdssteder med indbyrdes udveksling af stempler, ville have resulteret i et mere kompliceret, netværksagtigt koblingsskema (33).
Motivmæssige ændringer
Året 1693 er omvæltningens år, hvor der både introduceres en radikalt anderledes bagsidetype (type II) og en markant ændret udformning af kongeportrættet - bl.a. med bortfald af laurbærkransen - som videreføres møntrækken ud. Endvidere er 1693 det eneste år, hvor møntrækken fig. 1 er brudt.
Forklaringen herpå kunne have været ansættelse af en ny møntskærer eller møntmester, men dette er ikke tilfældet. Alle stempler til randskriftspecier er skåret af Caspar Barth, som efter 4 års virke ved Mønten i Christiania i 1686 flyttede til Kongsberg, hvor han virkede i hvert fald frem til 1697 (34).
Også møntmesteren var uændret Henning Christoffer Meyer, som først fratrådte embedet i 1719 (35).
Ønsket om motivmæssige ændringer må derfor være kommet udefra, fra København, hvor Mønten med ansættelsen af Anton Meybusch i 1693 netop undergik en omfattende forbedring, såvel teknisk (36) som kunstnerisk (37).
'
Mønten i Kongsberg var heller ikke mere selvstændig, end at mønternes præg blev afgjort i København og meddelt enten ved fremsendelse af en skitse eller et forlæg i form af en prøvemønt (38). Stempelskæreren i Kongsberg kunne dog også selv fremsende skitser, sjældnere mønter til godkendelse.
Det vides ikke, hvilke reaktioner den "fine" krone (fig. 2) har fremkaldt på Mønten i Kongsberg, men når man bemærker den markant anderledes portrætudformning, stemplet a93-5 har i forhold til tidligere forsidestempler fra Caspar Barths hånd, og man samtidig bemærker den slående lighed med Meybuschs kronemønt, synes påvirkningen fra København her at have sigtet mod en egentlig motivmæssig harmonisering møntstederne imellem - måske endog ved direkte fremsendelse af stempler skåret af Meybusch (39)?
I 1692 indføres en portrætudformning, som med forholdsvis små ændringer videreføres i 1693 med forsidestemplerne a93-1 og a93-2. Ingen af stemplerne efterlader noget synderligt flatterende billede af den forøvrigt meget lidt kønne monark (40).
Det næste forsidestempel i rækken, a93-3, minder stilmæssigt om a93-1, men er kunstnerisk væsentligt bedre udført. Det kendes kun fra een mønt beliggende i L. E. Bruuns Hovedsamling (L.E.B. nr.10412) i kombination med den første udgave af den ny bagsidetype II, r93-3 med smalt skjold (fig. 3).
Samme bagsidestempel kendes også i kombination med det ældre forsidestempel a93-2 (ST. privatsamling). Senere i 1693 kommer både et nyt forsidestempel, a93-4, der fremtræder som en kunstnerisk forbedret udgave af a93-1, sammen med et nyt bagsidestempel r93-4 med bredt skjold. Og dette bagsidestempel videreføres endelig med det helt anderledes forsidestempel, a93-5, som ovenfor omtalt.
Forsidestempler 1695-1696 og bagsidestempler hovedtyper
Dette virvar af stempelkombinationer med flere, i dag yderst sjældne stempler. efterlader indtrykket af en kunstnerisk brydningstid på Mønten i Kongsberg, som først falder til ro med stempelparret a93-5/r93-4. Fra 1693 kendes ganske vist kun 3 ucirkulerede eksemplarer med hver sin randskrift beliggende i KMM (41), men forsidestemplet videreføres til 1694, hvor det formentlig hurtigt erstattes af det stilmæssigt næsten identiske a94-1. Dog nu med elefantorden, ligesom alle bagsidestempler møntrækken ud forsynes med møntmærke. Man har her forbigået, at også randskriften er med møntmærke, hvorved mønterne excl. mønter med rand D ukorrekt bærer 2 møntmærker.
Bindeleddet mellem de 2 møntrækker, fig. 1, kunne være stempelkombinationen a93-3/r93-4 eller a93-4/r93-3, men sandsynligheden for, at disse mønter er bevaret - hvis de da overhovedet har eksisteret - er dog forsvindende ringe, da mønter fra 1693 med stort rigsvåben alle er særdeles sjældne (tabel 3).
Revideret variantbeskrivelse
Stempelbeskrivelsen bilag A kombineret med koblingsskemaet fig. 1 giver en revideret vanantbeskrivelse af randskriftspecier der samtidig afspejler, at møntsamlerens "hovedtyper" ikke fra møntstedets side er planlagt som selvstændige, isolerede udmøntninger, men blot opstår hen ad vejen i strømmen af nedslidte og kasserede stempler.
Den hidtil grundigste variantbeskrivelse af randskriftspecier skyldes H. H. Schou (42), og efterfølgende katalogværker rummer kun et - undertiden fejlagtigt (43) - sammendrag heraf. Schou kendte stemplet a94-1 bl.a. på stempelridsen ved C'et, men registererer det af ukendte årsager først under 1695, her korrekt adskilt fra stemplet a95-1. Øvrige stempelforskelle, bortset fra åbenlyse tekstforskelle (årstal, møntmærke m.v.) og for forsidens vedkommende tilstedeværelse eller mangel af laurbærkrans/elefantorden, berøres ikke af Schou, og de hermed fremlagte stempelkarakterer udgør derfor ikke tidligere publicerede iagttagelser.
Det er forfatterens håb, at nærværende arbejde, ud over at være til nytte for ejere af randskriftspecier, også vil kunne inspirere andre til lignende studier af vore ældre møntrækker, hvor overordentligt meget endnu mangler at blive beskrevet.
Forfatteren takker bestyrelsen for advokat Axel Ernsts og frøken Alfrida Ernsts legat for økonomisk støtte til fotografering og publicering, Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot og Bruun Rasmussen Kunstauktioner for tilladelse til publicering af hhv. a93-3/r93-3 og a93-1, samt bestyrelsen for L. E. Bruuns Mønt- og Medaillesamling for tilladelse til at bese samlingens randskriftspecier. En særlig tak rettes til overinspektør Jørgen Steen Jensen, Den kgl. Mønt- og Medaillesamling, København, afdelingsdirektør Ulla Westermark. Kungl. Myntkabinettet, Stockholm og Bodil Selnes, Den Kongelige Mynt, Kongsberg for levering af fotografier og oplysninger om de pågældende samlingers randskriftspecier.
Endelig rettes en tak til de privatsamlere, som har stillet deres eksemplarer af randskriftspecier til rådighed for undersøgelsen, samt til Per Bak for stor hjælp med EDB-bearbejdningen.
(NNUM 8/1989 side 162-177)
Noter:
Litteratur:
