Spørgesiden (5):

I oktober 2009 sendte Steen Ahlgren os to billeder af en mønt – forside og bagside – desværre fotograferet med håndholdt kamera, så det her viste billede er dels rettet op og dels tilpasset så for og bagside er nogenlunde lige store. Vi vil selvfølgelig helst have de bedst mulige billeder, men i dette tilfælde tilgives alt – for her var tale om en ganske særlig mønt.
Spørgsmålet lød: ”. . . kan ikke finde mønten i Dansk Mønt. Kan den være unik”?
Læs svaret her.

Det andet eksempel drejer sig om den til venstre viste mønt.
Spørgsmålet lød i sammentrængt form: Da vi tømte min 4 år gamle søns sparebøsse trillede mønten på billedet ud. Er det ikke Sven Tveskæg mønten som i viser i Dansk Mønt? Er den ægte?
Deres redaktørs første reaktion var naturligvis: Åh, come on – der triller ikke en Sven Tveskægmønt ud af en firårig drengs sparebøsse. På den anden side var mønten næsten for pæn til bare at være en af de mange efterligninger der findes, og som alle vi kender udmærker sig ved netop at se ud som efterligninger. Mønten så på det gode fotografi ud til at være slået – ikke støbt. Alligevel var første indskydelse at tjekke om der alligevel ikke var tale om en afstøbning af et af de eksisterende 8 eksemplarer, på trods af vores viden om at de alle er slået med samme forsidestempel og kun to forskellige bagsidestempler. Se Blackburn, M., Dolley, M. og Jonsson, K.: Et nyt eksemplar af Svend Tveskægs mønt.. Nej denne viden holdt, og vores problemmønt var tydelig stempelforskellig fra de kendte eksemplarer. Flere numismatikere med indgående kendskab til tidlige danske mønter havde samme synspunkt som os: Der er noget muggent ved den, men at garantere at den var falsk, var der ikke rigtig nogle der ville. (Hvorfor? Der er ikke grund til her at lave en mindre lærebog for falskmøntnere i, hvad de skal undgå at lave forkert!).
Der var ikke andet at gøre end at måle og veje og evt. kigge lidt nærmere på sølvet og i det hele taget se den live. En aftale med finderen om et møde på Odense Banegård, hvor deres redaktør alligevel skulle passere, kom i stand. Aftenen før mødet blev det aflyst, da finderen kunne oplyse at sønnens bedsteforældre lige havde været på besøg. Han havde berettet om det spændende fund og om at det dagen efter skulle afgøres om mønten var ægte. Det spørgsmål kunne bedsteforældrene dog på stedet afgøre, da de havde set mønten blive slået på et marked, havde købt den og foræret den til barnebarnet.
Snip snap snude, så er den historie ude.
Nej egentlig ikke helt. Vi ved ikke hvem der har slået mønten eller skåret stemplet, men vi håber at vedkommende læser dette. Det er naturligvis helt OK at lave efterligninger som f.eks. den her viste mønt, selv om den ikke er stemplet med KOPI, da den så oplagt er en efterligning. Når man laver efterligningen så godt som denne histories mønt, så nærmer man sig det kriminelle, eller rettere noget der kan bruges kriminelt. Man snyder selvsagt ikke den, der ser fremstillingen på markedet, og chancen for at snyde nogen med en Sven Tveskægmønt er vel heller ikke stor, da netop denne mønt næsten automatisk vil blive genstand for grundig undersøgelse. Men hvis denne stempelskærer i stedet havde brugt sit talent på f.eks. en Magnus den Gode penning fra Lund, Hauberg 1, som ikke er vildt sjælden, så kunne den nemt ende i en for en køber uheldig og for sælger uhæderlig handel. Pointen er at efterligninger, der er så gode, at forvekslinger på nogen måde kan opstå, altid bør forsynes med et KOPI-stempel.

Her er en anden lille historie vi også lærte noget af. Vi viste det godt i forvejen - Man skal se sig for! - men viden skal af og til genopfriskes.
Billedet der naturligvis var større end her vist (klik på det for forstørrelse), var fulgt af teksten: "Er det en af Knud den Stores mønter fra England?" Godt spørgsmål, og møntstedet var rigtigt bestemt som Lincoln. Vi skrev tilbage, at det så det da ud til - bortset fra at mønten ikke var kendt og så ret falsk ud. Vores begrundelse for det falske udseende var at møntens tegning var alt for grov.
Alle penninge fra både umiddelbart før og efter Knud har en diameter mellem 18 og 21 mm, og satte man mønten til denne størrelse var mønten oplagt for grov i tegningen.
Svaret til finderen var sendt, men heldigvis med ønske om at få oplyst diameter og vægt. Hurtigt svar tilbage oplyste at vægten var ca. 1g og diameteren 13 til 14 mm. Det kunne jo ikke passe. Mønten var tydeligt ikke beklippet, og Knud har ikke slået så små mønter?! Vi skal jo helt tilbage til 800-tallet eller helt op i slutningen at 1200-tallet før engelske mønter ikke har den almindelige penningestørrelse!
Pludselig dukker et billede op i hukommelsen af en side i Seaby. Der er faktisk en undtagelse - Seaby 691 fra Edward Bekenderen - kan det være den?
Det ikke bare kunne det. Det var det. C'et i CNUT var et E med utydelig midterstreg. EDPE = Edvard stod der på forsiden. De andre mærkværdigheder så som den manglende ring om korset på bagsiden og det manglende scepter på forsiden passer perfekt.
Den gode detektorfinder fik naturligvis straks det forkerte svar byttet med det rigtige.
Egentlig burde dette spørgsmål så ikke have været besvaret her, da vi kun beskæftiger os med danske og danskrelaterede mønter - men vi troede i kort tid at den var dansk. Ja, man skal se sig for.
(Billedet her på siden er lavet så det har relativ rigtig størrelse i forhold til Tveskægkopien der har en diameter som standardpenningene fra tiden).

Tidligere indslag på "4. spørgeside" - med og uden svar - KLIK her!
Tidligere indslag på "3. spørgeside" - med og uden svar - KLIK her!
Tidligere indslag på "2. spørgeside" - med og uden svar - KLIK her!
Ældste indslag på "1. spørgeside" - med og uden svar - KLIK her!

Vi hører meget gerne fra vore læsere - hjælp os! Send os en mail.

Tilbage til Dansk Mønts forside.