Oprindelig var Forholdet det, at Pengene skulde have Værdi som rent Sølv, at altsaa en Mark Penge skulde holde, ikke blot samme Vægt, men ogsaa samme Værdi som en Mark Sølv og være af omtrent 15-lødigt Selv. Den skandinaviske Marks største, kjendte Vægt, Upsala-Markens, var 218,31 Gram. Dette synes at være overholdt i det 11te Aarhundrede og endnu i Begyndelsen af det 12te; men derefter begynder Kronen at forringe Myntsølvets Lødighed for at skaffe sig en særlig Fordel udover de Indtægter, som Fradraget af de udmyntede Beløb og Bytningsafgiften indbragte.
At Mynten er sunket stærkt i Godhed i Løbet af det l2te Aarhundrede, saaledes at den ikke i Længden har kunnet holde sig i Værdi, ses af Ordningen vedrørende den Afgift paa 30 Mark Penninge, der aarlig skulde ydes af øen Sylt til Odense. Denne Afgift fastsættes Aar 1141; men ved en senere Bekræftelse af den i Aaret 1180 forandres den til 10 Mark Selv, hvilket gjentages Aar 1203. 3 Mark Penge har saaledes nu kun en Værdi af 1 Mark Sølv, og Mynten er altsaa efterhaanden sunket til 1/3 af Sølvets Værdi.
Hvor liden Fasthed den danske Mynts Værdi har havt i Begyndelsen af det l3de Aarhundrede, ses af skaanske Lov. Her sættes 15 Mark Penge til en Værdi af 5 Mark Sølv, og der udtales, at "eftersom Myntens Værdi ofte forandres, og den snart regnes ringere, snart højere, bestemmes det, at 1 Mark Sølv i Bøde skal sættes til 3 Mark Penge" (37).
Denne Usikkerhed i Myntværdien ved Aarhundredets Begyndelse (38) foranlediger ganske naturligt, at man foretrækker den ældre, bedre Mynt for den nye. Det ses saaledes, at Absalon har efterladt sig en Kapital i ældre Mynt. I sit Testamente, Aar 1201, bestemmer han nemlig, hvorledes der skal forholdes med saameget Sølv, som kan udsmeltes af 70 Mark Penge i ældre Mynt (39). Endvidere bliver der i Aaret 1208 truffet Bestemmelse om Kapitaler i "god Mynt" eller "gode Penge" (40).
I Valdemars Jordebog, Aar 1231, opføres i Afgift fra Jelling Syssel 100 Mark Penninge, som have svaret til 40 Mark Sølv (41), hvorefter altsaa 2 1/2 Mark Penninge have havt en Værdi af 1 Mark Sølv.
Sammesteds angives for Aasum-, Odense- og Lundeherreder: "De exactione XXX mr. puri. De ipsa ciuitate XX mr. puri uel CL mr. den." (42). Herefter kunde det synes, at Indtægten opgives som: "I Fogedafgift 30 Mark Sølv og af selve Staden 20 Mark Sølv eller 150 Mark Penge" (43), og at altsaa 150 Mark Penge skulde have svaret til 20 Mark Sølv, hvorefter 1 Mark Sølv vilde have været lig med 7 1/2 Mark Penge. Dette kan dog ikke have været Tilfældet; thi i saa Fald skulde Pengemarkens Værdi have været den samme som i Aaret 1330 (44), paa hvilken Tid den var paa det allerlaveste, og Mynten næsten var af rent Kobber. Her maa derfor utvivlsomt foreligge en Misforstaaelse af Stedet, og Sandsynligheden taler for, at det ikke blot er de 20 Mark Sølv, men ogsaa de forud nævnte 30 Mark Sølv, altsaa 50 Mark Sølv, der sættes lig de 150 Mark Penge, da Beregningen i Mark Sølv svarende til 3 Mark Penge vilde passe godt (45).
Rigets pekuniære Stilling har sikkert i en Periode under Valdemar Sejer været meget trykket. De gjennem lange Tider gjentagne Krigstog og de store Krav, som stilledes fra Kirkens Side, havde efterhaanden bragt Nedgang i den nationale Formue. Da tilmed den store Ulykke, Kong Valdemars Tilfangetagelse Aar 1223, ramte Landet, og de umaadelige Løsepenge for hans Frigivelse skulde skaffes tilveje, var det kun med yderste Anstrengelse, at disse Penge kunde samles. Rigets Pengenød fremlyser af et Brev, som Ærkebiskop Uffo tilskriver Pave Gregor IX, Aar 1231, samtidig med at han sender ham den pavelige Tiende, 1000 Mark Sølv, der er bragt tilveje med stort Besvær. I sit Brev skriver han, at "denne Sum have vi faaet samlet, men ikke uden stort Tab; thi eftersom vore Fjender besidde vort Sølv og Guld, deres Sjæle til Fortabelse, vare vi nødsagede til at indsmelte vor Kobbermynt og uddrage den ringe Del Sølv deraf" (46).
Senere lykkedes det dog at forbedre Rigets Pengeforhold. Dette ses af de gode og anselige Penge, som i Slutningen af Valdemars Regjering udmyntes i Lund og Roskilde og navnlig i Ribe. Det fremgaar ogsaa af den Ordning, hvorefter Biskop Gunner af Ribe, Aar 1240, fritages for Skat til Hertug Abel imod at betale 200 Mark, som dengang gialdt 100 Mark rent Sølv i mindre (kølnsk) Vægt (47). Her viser sig en Stigning i Myntværdien siden 1231.
Disse faa bevarede Optegnelser ere vel ikke istand til at give noget samlet Billede af Gangen i Spørgsmaalet om den skiftende Myntværdi; men de kaste dog noget Lys over Datidens Pengeforhold og vise det her behandlede Aarhundrede som en Overgangsperiode til de kommende Tider med deres indtil Opløsning nedadgaaende Forhold i Pengevæsenet her i Danmark.
Vende vi nu Undersøgelsen mod selve Mynterne, maa det først fremhæves, at der, naar ikke særlige Forhold gjøre sig gjældende, ligesom tidligere er en tydelig Forskjel paa den øst- og vestdanske Mynts Vægtforhold. Pengenes Værdiinddeling svarede i Hovedsagen til Vægtinddelingen for Sølvets Vedkommende; i begge Tilfælde regnedes med Marken, delt i 8 øre, som hver indeholdt 3 Ørtuger, altsaa med 24 Ørtuger paa Marken. Men medens en Ørtug Sølv deltes i 10 Penninge, saaledes at 1 Mark Sølv regnedes delt i 240 Penninge, og en tilsvarende Deling af 1 Mark Penge benyttedes i det østlige Danmark, altsaa i de skaanske Landskaber og paa Sjælland, deltes derimod den jydske Pengemark som Regel i 288 Penninge, altsaa med 12 Penninge paa Ørtugen, undtagelsesvis endog i 384 Penninge, eller 16 paa Ørtugen. Penningen var den almindelig udmyntede Pengestørrelse. Den skaanske og sjællandske Penning havde en Normalvægt af 0,91 Gram, den jydske derimod af kun 0,76 Gram, undtagelsesvis af 0,57 Gram. Myntens Vægt var iøvrigt i denne Periode, som næsten altid i Middelalderen, kun af liden Nøjagtighed; nogle Penninge vare for tunge, andre for lette. Det har været Hovedsagen, at den udmyntede Mark, altsaa de 240 østdanske og de 288 eller 384 vestdanske Penningstykker, holdt sin Vægt ved Afleveringen fra Myntmesteren.
Oversigt over Udmyntningernes Vægtforhold.
| Lund | Roskilde | Viborg Nørrejylland |
Ribe | Slesvig | |
| Svend Grathe | 0,78-0,85 | 0,33-0,45 0,20-0,25 |
0,76-0,90 | 0,65 | |
| Knud V | 0,85 | 0,90 | 0,20-0,35 | 0,65 | |
| Valdemar I | 0,80-0,92 | 0,82-0,95 | 0,20-0,25. 0,11 0,56-0,80 |
0,65-0,68 | 0,65-0,73 0,84 0,84 |
| Knud VI | 0,89-0,94 | 0,85-0,93 | 0,62 | 0,55-0,77 | 0,82-0,94 |
| Valdemar II | 0,82-0,95 | 0,85-1,00 | 0,58-0,78 | 0,50-0,53 0,88-1,07 |
0,74-0,91 |
I Tabellen er kun opført Vægten paa hele og ikke slidte Exemplarer af Mynterne. Enkelte, paa Grund af øjensynlig Unøjagtighed ved Udmyntningen, overvægtige Mynter ere ikke medregnede.
Det vil ses, at Normalvægten synes til Stadighed at have været ret omhyggelig overholdt i Udmyntningerne fra Lund og Roskilde. Anderledes stiller det sig med den jydske Mynt. I Viborg have de af Svend Grathe prægede Penninge kun en Vægt af 0,33-0,45 Gram, med ens de, hvis der af Marken har været udmyntet 384 Penniuge, skulde have vejet omkring 0,57 Gram. De af Svend og Knud V udmyntede nørrejydske Brakteater have i Almindelighed en Vægt af 0,20-0,25 Gram og ere utvivlsomt udmyntede som halve Penninge. Valdemar I's Brakteater ere af tilsvarende Vægt. En enkelt Udmyntning (Vald I. Nr. 19) viser dog kun en Vægt af 0,11 Gram og har herefter været 1/4 Penning. For de senere Udmyntningers Vedkommende i Viborg under Valdemar I og indtil Tidsrummets Slutning er Vægten endel variabel, 0,56-0,78 Gram, men maa dog antages at skulle have været stemmende med den jydske Normalvægt, 0,76 Gram.
Ved Udmyntningerne i Ribe synes man at have overholdt denne jydske Normalvægt indtil under Valdemar II; Vægten synker da en Tid lang ned til 0,50-0,53 Gram, nærmest svarende til en Vægt af 0,57 Gram, og samtidig forringes Lødigheden i en paafaldende Grad. Vistnok ved Aar l230, under Biskop Gunner, sker der imidlertid en Forbedring, der navnlig viser sig, efterat Kong Valdemar, Aar 1234, har inddraget Biskoppens Part i Stadens Mynt. Mynterne blive da anselige og faa en Vægt af e. 0,88-1 Gram, altsaa svarende til den østdanske Myntvægt, 0,91 Gram. Det synes herefter, at Valdemar har gjort Ribe til Kronens Hovedmyntsted i Jylland.
En lignende Forbedring var tidligere sket med Slesvigs Mynt. Dens Vægt, 0,65-0,73 Gram, synes at skulle have været den normale jydske, 0,76 Gram, indtil mod Slutningen af Valdemar I's Regjering, da der pludselig indtræder en Stigning til 0,84 Gram, som senere holder sig med en til den østdanske svarende Vægt, 0,82-0,92 Gram. Grunden til den saaledes skete Forandring i Myntværdien kan her muligvis søges i, at Kong Valdemar i Aaret 1175 giver Biskoppen Part i Stadens Udmyntning.
Den slesvigske Mynts større Godhed fremfor den øvrige jydske Mynts har utvivlsomt været Grunden til, at Valdemar II har maattet forbedre Ribe Mynts Værdi for derved at skaffe denne større Udbredelse i det sydlige Jylland.
Af væsentligst Betydning ved Spørgsmaalet om den skiftende Myntværdi vilde en Undersøgelse af de enkelte Udmyntningers Lødighed være. En saadan gjennemgaaende Undersøgelse strander imidlertid paa de fleste Mynters Sjeldenhed, da den ikke vil kunne foretages, uden at Mynterne tage Skade ved Behandlingen.
Kun sjelden træffes den her omhandlede Periodes Mynter i sildigere nedlagte Fund; den følgende Fortegnelse indeholder kun tre saadanne, fra Skrivergade (Nr. 67), Østerhæsinge (Nr. 95) og Herlufsholm (Nr. 97). Det er aabenbart, at disse ældre, bedre Mynter hurtig ere forsvundne under de efter Valdemar II's Død i pekuniær Henseende stærkt nedadgaaende Forhold; de ere blevne inddragne forat smeltes sammen med kobber til det lidet sølvholdige Metal, hvoraf de slette, saakaldte "Borgerkrigsmynter" udprægedes, der efterhaanden sank ned til næsten ren Kobbermynt.
Som den følgende Fortegnelse viser, bestaa denne Periodes Fund fra Danmark og Skaane næsten udelukkende af Landets egen Mynt; i Modsætning til, hvad vi træffe i de ældre Fund, indeholde de nu højst sjelden fremmed Mynt, hvilket iøvrigt ogsaa er Tilfældet i den efterfølgende Periode. Vi kjende kun to Fund fra den Tid, begge nørrejydske, Aalborg F. (Nr. 5) og Bjergsted F. (Nr. 28), i hvilke der er forekommet fremmed Mynt - norsk, svensk, nederlandsk, engelsk og tysk - i det sidste Fund endda kun i meget ringe Antal. Skrivergade F. (Nr. 67), der indeholder forholdsvis mange fremmede Mynter, er nedlagt under Erik Glipping.
Med Hensyn til Fordelingen af de kjendte 108 Myntfund ere de 15, med 110 Mynter, fra Skaane; 11, med 69 Mynter, fra Bornholm; 34, med 377 Mynter, fra Sjælland; 3, med 4 Mynter, fra Lolland og Falster; 11, med 60 Mynter, fra Fyen; 31, med 824 Mynter, fra Jylland; 1, med 3 Mynter, fra Norge og endelig 2, med 4 Mynter, fra Holsten.
Af de i Fundene fremkomne 1451 Mynter henføres 267 til Svend Grathe, 71 til Knud V, 420 til Valdemar I, 162 til Knud VI og 530 til Valdemar II. 189 Mynter ere fra Lund, 273 fra Roskilde, 467 fra Nørrejylland, 476 fra Ribe og 45 fra Slesvig. 1 er ikke oplyst.
Kun yderst sjelden findes der i denne Periode nedlagt andre Sager sammen med Mynterne. Vi kjende kun to saadanne danske Fund, fra Glumsø (Nr. 26), hvor der tillige fandtes en Stenkile, et Stykke smeltet Sølv og et Armbaand, samt fra Odense (Nr. 39), hvor der var vedlagt et Spænde.
Kun tre Fund ere fra Steder udenfor det gamle danske Landomraade, et norsk og to holstenske. Mærkeligt er det, at der ikke er truffet et eneste gullandsk Fund med dansk Mynt fra denne Periode, da Øen bar afgivet et overordentlig stort Antal ældre Fund, hvori der er forekommet dansk Mynt. Grunden hertil og til, at Datidens danske Mynt overhovedet kun i yderst ringe Grad har været ført ud til andre Lande, maa selvfølgelig søges i Handelsforholdene paa den Tid. Og naar Landets Mynt findes nedgjemt i den hjemlige Jord i saa ringe Omfang, som det viser sig, at den er, da maa Aarsagen dertil søges i de rolige, indre Forhold i Riget i denne Periode. Jorden var dengang det almindelige Gjemmested for Skatte og Penge, navnlig under urolige Forhold; derfor træffes der saamange store Fund, nedlagte i de bevægede Tider saavel før som efter den her omhandlede Periode, men saa faa i denne, der i vor Historie staar som en Fredens Tid for Landet indadtil.
Et ganske ejendommeligt Forhold viser sig, naar man undersøger, paa hvilke Steder de i det følgende beskrevne Myntfund ere nedlagte. Af de 105 danske Fund ere nemlig de 21 fra Byer (15) og Borge (6), de 37 fra Landet, og de 47 fra Kirker og Klostre (20), Kirkegaarde (25) og Præstegaardshaver (2). Det sidste Forholdstal, hvorefter 47 af de 105 Fund ere knyttede til Kirker og deres nærmeste Omgivelser, er ganske særegent for denne Periode og mangler aldeles noget tilsvarende i den tidligere. I det paafølgende Tidsrum træffes kun ganske undtagelsesvis saadanne kirkelige Fund. Det er aabenbart, at dette skyldes Datidens særlige Forhold; man sporer derigjennem det kirkelige Livs store Indflydelse, som har givet sig Udslag dels ved Pengenedlægninger under Kirkers Opførelse og dels ved Pengegaver til Kirken og til de Døde. Denne Skik at medgive de Døde Penge i Graven, spores allerede i meget tidlig Tid (49) og har været bevaret saa langt ned i Tiden, at den vides at være fulgt endnu i forrige Aarhundrede. Nedlægning af Pengestykker ved Opførelse af en Kirke, dels under eller ved Alteret, dels i dens Murværk, giver de bedste Oplysninger med Hensyn til dens Alder; dette interessante Forhold møder man flere Gange ved denne Periodes kirkelige Myntfund, saaledes i Bjeverskov (Nr. 2), Østerlars (Nr. 7), Sønder Bjert (Nr. 33) og Ikast (Nr. 86) Kirker, hvor Mynterne fandtes under eller ved Alteret, og i Vammen (Nr. 32), Fensmark (Nr. 49) og Lund (Nr. 60) Kirker, hvor de vare indlagte i Murværket. I Nylars (Nr. 68), Rø (Nr. 69), Ringsted (Nr. 75), Aardestrup (Nr. 83), Seem (Nr. 88), Henne (Nr. 89) og Stærup (Nr. 103) Kirker, fandtes de i Fylden under Gulvet og have vistnok som oftest været tabte.
I den efterfølgende Fundfortegnelse betegner "K.M." den kongelige Myntsamling i Kjøbenhavn og "St. Inv." Stockholm Myntkabinets Iuventarium. Derefter findes Journal-Nummeret i Arkivet angivet.