Imidlertid er Valdemar, Knud Lavards Søn, traadt frem paa Historiens Skueplads. Han slutter sig først til Svend, der overlader ham Sønderjylland som Len. Men senere kølnes Forholdet; og da Valdemar trolover sig med Knuds Søster Sophie, forene de to Svogre sig mod Svend, der Aar 1154 maa forlade Riget og derefter opholder sig et Par Aar i Tyskland, medens Knud og Valdemar føre Regjeringen i Fællesskab. Efterat det er lykkedes Svend at faa samlet en Hær, drager han Aar 1157 op i Jylland, og det kommer da til et Forlig, ifølge hvilket Svend skal have de skaanske Lande, Knud øerne og Valdemar Jylland. Snart efter, d. 9de August, overfalder Svend i Roskilde sine Medkonger, og Knud bliver dræbt. Den 23de Oktober 1157 staar Slaget paa Grathe Hede , hvor Svend falder, og Valdemar, der kort forinden har ægtet Sophie, er nu i Besiddelse af Enemagten.
Svends kortvarige Regjering, der i saa høj Grad er præget af Ufred og Kamp, har dog ogsaa efterladt fredelige Minder, som berøre Landets Myntvæsen. Til Biskoppen i Ribe udsteder han saaledes Aar 1151 Gavebrev paa Halvdelen af Stadens Myntindtægt; og omtrent Aar 1156 giver han Slesvig By særlige Privilegier, deriblandt at Staden paa visse Betingelser selv maa overtage sin Udmyntning. Ligeledes skal frembæves, at der i Nørrejyllands større Byer, medens Striden føres mellem Svend og Knud, bliver præget en i Danmark hidtil ukjendt Slags Mynter, ensidede Hulpenge eller Brakteater, hvis fine Arbejde staar betydelig over, hvad der tidligere var udført herhjemme paa Myntprægningens Omraade, og hvis Fremkomst utvivlsomt skyldes Svend (1).
Brakteat-Udmyntningen fortsættes nogle Aar i Nørrejylland, efterat Valdemar I er blevet Konge, og har efterladt den interessante Række af disse fine Smaamynter, som vi kjende fra Bjergsted-Fundet, og hvis Fremstillinger tydelig vidne om den fredelige Tilstand, der nu er indtraadt i Landet. Blandt Valdemar I's Mynter fra Slesvig skal særlig fremhæves en, paa hvis Revers Korsbanneret fremstilles (Valdemar I. Nr. 61), hvilket altsaa viser, at de Danske have ført Korset i deres Fane længe før Toget til Estland, Aar 1219, da ifølge Traditionen Dannebrog faldt ned fra Himlen.
For Danmark oprinder Rigets Stortid under Valdemar I, den Store, og hans navnkundige Sønner, som følge ham i Regjeringen. Men medens Historien har saa meget at fortælle om deres sejrrige Kampe mod Vender, Pommeranere, Preussere og Estlændere, har den kun efterladt faa Minder, som berøre Myntvæsenets Omraade. Aar 1175 tilstaar Valdemar I Slesvigs Bispesæde Halvdelen af Stadens Myntindtægt, og 1196 fornyer Knud VI Svend Grathes Gavebrev til Biskoppen af Ribe. Dennes Myntrettighed inddrager Valdemar II, Sejer, Aar 1234, saaledes at Ribemynten ganske bliver Kronens. Overfor Lunds Ærkebiskop havde han tidligere bekræftet Erik Ejegods Gavebrev paa en Fjerdedel af Indtægten af Stadens Mynt.
Det gode Forhold, som i Valdemarstiden berskede mellem Kronen og Kirken, hvis ypperste Mænd, som Absalon og Andreas Sunesøn, trofast stod ved Kongens Side, viser sig i den Indflydelse, som de med Myntrettighed forlenede Prælater fik paa Mynternes Fremstillinger (2). Paa flere af Valdemar I's tidligste Udmyntninger, de nørrejydske Brakteater, fremstilles en Biskops Billede eller de kirkelige Værdighedstegn; men her maa det dog kun betragtes som en Æresbevisning overfor Kirken, da denne ikke havde Part i disse Udmyntninger. Hvor dette derimod var Tilfældet, i Lund, Roskilde, Ribe og Slesvig, har de stadig benyttede Fremstillinger af den hiskoppelige Myntherre eller af de kirkelige Symboler skullet vise Biskoppen som Parthaver i Mynten. Under Valdemar I findes Absalons Navn paa en enkelt Udmyntning (Valdemar I. Nr.8), og i Slutningen af den her behandlede Periode ses paa nogle Mynter Andreas Sunesøns Navn, paa andre Uffo's. (Valdemar II. Nr. I. 11. 13).
De bortskjænkede Rettigheder til Part i Myntindtægterne var ikke nogen personlig Gave til Stadens Biskop, men vare tilstaaede Bispesædet.
Landets hetydeligste Myntsted var Lund. De skaanske Penge hævde fremdeles i denne Periode deres gamle Forrang som Rigets bedste Mynt, baade i Henseende til en forholdsvis god Udførelse og til Fastbed i Værdien. I Erik Ejegods Tid havde Stadens Biskop faaet overladt en Fjerdepart af dens Myntitidtægt (3). Denne Rettighed havde Ærkebispesædet siden heholdt og fik den bekræftet af Valdemar Sejer Aar 1213 (4). Der kjendes endnu ikke Mynter fra Lund, som kan henføres til Svend Grathe. Dette er dog vistnok tilfældigt, og fremtidige Fund ville sikkert skaffe Kjendskab til dem; thi det tør neppe antages, at det spændte Forhold mellem Kong Svend og Ærkebiskop Eskil kan have havt nogen Indflydelse paa Udmyntningens Gang.
For Sjælland og bosliggende øer var Roskilde fremdeles Myntstedet, og Udmyntningen ses her at være gaaet sin rolige, uafbrudte Gang i den foreliggende Periode. Byens Biskop havde i Slutningen af det 11te Aarhundrede faaet overladt Tredieparten af den sjællandske Myntindtægt og nød denne Rettighed uforandre (5).
I Kong Valdemars Jordebog er lige efter Kallundborg opført en Myntindtægt af 30 Mark (6). Det vides imidlertid sikkert, at der aldrig har været Myntsted i denne By, hvorimod her muligvis har været Vexelsted som i flere andre af Landets Byer. Det er iøvrigt antaget, at der, da Byen opføres under Fyen (7), kan foreligge en Skrivefejl for Svendhorg. Her har imidlertid heller ikke været noget Myntsted, men ligeledes sandsynligvis et Vexelsted. Det er saaledes usikkert, hvorfra den nævnte Myntindtægt paa 30 Mark er kommet.
Tidligere, endnu under Knud den Hellige, sloges der Mynt i 0dense; men Virksomheden paa Mynthuset har sandsynligvis kun væreet periodisk og uden større Betydning. Saavidt det kan ses, har Byen i det foreliggende Tidsrum ikke været noget selvstændigt Myntsted, men kun en Underafdeling af Mynten i Ribe; desuden var den Fyens vigtigste Vexelsted. Aar 1229 giver Valdemar Sejer i Medgift til sin Svigerdatter Eleonore, den unge Kong Valdemars Hustru, Indtægterne af Odense og af den sydlige Del af Fyen samt den halve Part af de i denne Landsdel faldende Myntindtægter (8). Om nogen Udmyntning i Odense tales her ikke. Det maa derfor forstaas saaledes, at Eleonore blandt de hende tillagte Rettigheder har havt Halvdelen af de ved Pengebytning indenfor det nævnte Landomraade indkomne Indtægter. Eleonore dør allerede Aar 1231, og de hende tilstaaede Indkomster falde da atter tilbage til Kronen.
Aar 1285 omtales Henrik Sømær eller Sommer "qvondam monetarius othoniensis" (9). Det fremgaar heraf, at der i en foregaaende Periode, muligvis endnu under Valdemar II, har været slaaet Mynt i Odense. At her dog ikke, som ovenfor omtalt, har været noget selvstændigt Myntsted, fremgaar af forskjellige Forhold. Dels indeholde de paa Fyen gjorte Myntfund ikke Mynttyper, som ere særegne for denne Landsdel, dels tales der aldrig om "fyensk Mynt" eller "fyenske Penge", medens der nævnes skaansk, sjællandsk og jydsk Mynt. De fyenske Myntfund indeholde derimod hyppig Ribemynter af forskjellige Typer, og Sandsynligheden taler saaledes for, at de Udmyntninger, som til Tider kunne være foretagne i Odense, have havt samme Præg som Ribes Mynt, idet Myntstedet har været underlagt det jydske.
Gjennem Valdemarstiden vedligeholdes Udmyntningen i Jyllands tre gamle Myntsteder, i Viborg for Nørrejyllands Vedkommende, i Ribe og Slesvig for Sønderjyllands. Under Stridighederne mellem Svend og Knud indtræder der i Perioden 1146-1154 det ejendommelige Forhold i Nørrejylland, at der ved Siden af Viborg som Hovedmyntsted oprettes mindre Myntsteder eller muligvis Underafdelinger af det viborgske i flere af de større Byer - Aalborg, Randers og Aarhus - hvor der i ældre Tider lejlighedsvis var præget Mynt, samt i Hjørring og Horsens, hvor denne Virksomhed er fuldstændig ny. I disse Byer præges der samtidig ganske ens Brakteater, kun med forskjelligt Bynavn i deres Omskrifter. Udmyntningen af disse By-Brakteater, hvoraf der kjendes to Typer, skyldes utvivlsomt Svend Grathe. Denne pludselige og, som det viser sig, bestemt begrændsede Kraftudfoldelse paa Myntomraadet i Nørrejylland er vistnok fremkaldt ved de paa den Tid særlig urolige Forhold her og har sandsynligvis havt til Formaal at skulle styrke Svends Stilling i denne Landsdel, hvor den af Svend fordrevne Knud havde været valgt til Konge. Den smukke Udførelse af disse Brakteater viser, at det utvivlsomt har været fremmede, kunstfærdige Stempelskjærere, der have Æren heraf. Og disse maa, efter Fremstillingernes Indhold og Behandlingen at dømme, vistnok have været Tyskere, som vare indkaldte af Svend Grathe, der havde opholdt sig meget i Tyskland og nærede stor Forkjærlighed for alt tysk. Flere af disse Brakteattyper have desuden saa stor Lighed med tyske Mynter, at Paavirkning maa være sket sydfra. Brakteat-Udmyntningen var ikke mange Aar forud paabegyndt i Tyskland (10), hvor den snart blev meget almindelig.
Udmyntningen af de nørrejydske Brakteater foretages ogsaa af Knud og fortsættes, dog næppe ret længe, af Valdemar I. Vi vide, at han har ladet præge Brakteater i Viborg, Randers og Horsens, men derimod ikke, hvorvidt det ogsaa har været Tilfældet i de andre Byer. Brakteaterne fra de to sidstnævnte Byer have de mærkelige Omsknfter REGIS RANDRVSIA og REGIS HORSENES, som udtrykkelig betegner Kronens Herskerstilling.
I Valdemar II's saakaldte Jordebog opgives Kronens Indtægt af Horsens (11). Dette tør dog neppe forstaas saaledes, at der fremdeles har været Myntsted her. Snarere maa det antages, at man ogsaa her træffer et af Landets større Vexelsteder. Kun i Viborg holdes Mynthusets Virksomhed i stadig Gang. Men efter Brakteat-Udmyntningens Ophør præges her allerede under Valdemar I den sædvanlige, grovt udførte Mynt, der staar i en saa stor Modsætning til de foregaaende fine Smaamynter. Viborg var det eneste af Rigets store Myntsteder, hvor Kronen havde bevaret sine Myntindtægter ubeskaarne (12); ved alle de andre vare de i større eller mindre Grad delte med Biskopperne.
Myntretten i Ribe var delt mellem Kongen og Stadens Biskop, sandsynligvis siden Slutningen af det 11te Aarhundrede, ligesom i Lund og Roskilde. I Aaret 1151 giver Svend Grathe Biskoppen i Ribe Gavebrev paa, at denne ligesom sine Forgængere maa have Halvdelen af alle kongelige Indtægter af Staden, med Undtagelse af Udførselstold, Vrag og 40 Marks Sager (13). Skjønt Brevet ikke særlig fremhæver Halvdelen af Myntindtægten, har denne dog sikkert været indbefattet i de afstaaede, kongelige Rettigheder. Den nævnes nemlig heller ikke ved den pavelige Stadfæstelse af Gavebrevet Aar 1193 (14) eller ved dettes Fornyelse 1196 (15) og senere Stadfæstelse af Paven 1229 (16), altsaa paa Tider, da det med Sikkerhed vides, at Biskoppen havde Part i Mynten.
I Aaret 1234 inddrager Valdemar Sejer Ribes Bispesædes Ret til Halvdelen af Stadens Myntindtægt, imod at han afstaar Plovskatten af Hardsyssel, Almindsyssel og Vardsyssel samt Byerne Varde og Lemvig (17). 1236 bekræfter Ærkebiskop Uffo, at han tillige med flere af Rigets Fornemste har været tilstede ved Møder, en Gang i Skaane og en anden Gang i Jylland, hvor Kong Valdemar som Vederlag for Mynten i Ribe har givet Ribe Kirke Plovskatten af tre Sysler (18). Det følgende Aar udsteder den udvalgte Kong Erik (Plovpenning) et ligelydende Mageskiftebrev som Faderens (19), og fra Kong Valdemar gives der Indbyggerne i Hardsyssel Paalæg om, at Ingen, hverken Verdslige eller Gejstlige ere fritagne for den til Bispesædet istedetfor Myntretten afstaaede Plovskat (20). Denne Ordning stod ved Magt, indtil Kong Abel, Aar 1252, traf den Bestemmelse med Biskop Esger af Ribe, at, saafremt der ikke skete nogen Forandring med Mynten, skulde Godtgjørelsen for den afstaaede Myntindtægt fastsættes til 18 Penninge aarlig af hver Plov i de nævnte tre Sysler foruden den tidligere bestemte Pengesum af Varde og Lemvig, samt yderligere 50 Mark Penninge af Plovskatten. Resten af denne skulde tilfalde Kongen (21).
Erik Glipping gav i Aaret 1280 Biskop Tucho af Ribe Halvdelen af Stadens Myntindtægt tilbage med al den Frihed, som Bispens Forgængere tidligere havde havt (22).
I Sønderjyllands ældgamle Handelsstad Hedeby, det senere Slesvig, var tidlig præget Mynt, som kan følges indtil under Svend Estridsen; men fra de følgende Konger og indtil det her behandlede Tidsrum, i omtrent 80 Aar, savnes endnu Kjendskab til Mynterne herfra. Det tør dog ikke antages, at Udmyntningen har været standset, ialfald ikke for længere Tid. Ifølge Slesvigs gamle Stadsret skjænker Svend Grathe, ved Aaret 1156, Byen særlige Rettigheder med Hensyn til dens Udmyntning (23), hvorved der her i Rigets sydligste Myntsted indføres en Ordning, der ellers ikke findes ved noget af dets andre Myntsteder, medens tilsvarende Forhold hyppig fandt Sted i Udlandet, saaledes i Tyskland. Kongen overlod nemlig Udmyntningen til Staden selv mod en vis aarlig Afgift. Med Hensyn til de nærmere Enkeltheder ved denne Ordning bestemtes det, at Sølvet skulde have en saadan Lødighed, at det ikke indeholdt mere end 1 Ørtug Kobber paa 1 Mark Sølv. Naar Kongen paabød ny Mynt, skulde Byens Borgere give ham en ligesaa stor Afgift som den, Myntmesteren gav; de skulde gjøre Mynten efter Kongens Befaling, samt selv føre Tilsyn med Udmyntningen, at der ikke skete nogen Forfalskning med den. Senere føjer Valdemar I den Bestemmelse til, at Stadens fire tilsynsførende Baadmænd (24) skulde have to Mark Penninge af hver ny Udmyntning (25). At Kong Valdemar kunde give Biskoppen Part i Mynten, viser imidlertid, at Kongen fremdeles har været den egentlige Herre over Stadens Mynt, og at Myntretten kun har været overdraget Borgerne i en Slags Forpagtning, men ikke været afstaaet til dem.
Ifølge en tvivlsom Meddelelse skulde Svend Estridsen have afstaaet en Fjerdepart af Slesvigs Myntindtægt til Biskop Sivard (26). Dette er dog sikkert urigtigt. Ialfald kan Biskoppen ikke antages at have havt Part i Stadens Udmyntning paa den Tid, Stadsretten gaves af Svend Grathe; thi i saa Fald maatte dette have været fremhævet i Bestemmelserne. Bispesædet har sikkert først faaet Part i Mynten, da Valdemar 1, Aar 1175, tilstod Slesvigs Biskop Frederik Halvdelen af Stadens Myntindtægt (27). Denne Rettighed beholdt det derefter uangrebet og i fredelig Besiddelse, indtil Kronen inddrog den her som ved de andre Bispesæder.
Den nye Tid, der oprandt efter Erik Lams Tronfrasigelse, medførte i een væsentlig Henseende Forandring paa Myntvæsenets Omraade. Tidligere anbragtes nemlig hyppig ikke blot Kongens, men ogsaa Myntprægerens og Myntstedets Navne paa Mynterne; men fra Begyndelsen af Valdemar I's Regjering og gjennem Aarhundreder derefter bortfalde næsten ganske Omskrifter paa Mynterne. Med Myntprægernes Navne forsvinder Betegnelsen af deres personlige Forhold til Udmyntningen.
Denne Forandring med at udelade Myntprægerens Navn paa Mynterne staar utvivlsomt i Forbindelse med fremmed Paavirkning, idet man i denne Henseende har fulgt det sydlige Udlands Exempel. Det er ogsaa klart, at der har været benyttet fremmede Kræfter til de smukke Brakteat-Udmyntninger, der sikkert, som allerede omtalt, ere udførte af tyske Myntprægere. Ligeledes skyldes sandsynligvis flere af Slesvigs Udmyntninger fremmed Kunstfærdighed; Udførelsen rager ialfald ofte betydelig op over den øvrige danske i Almindelighed.
En Antydning af, at der ogsaa udenfor Jylland kan have været ansat Fremmede som Embedsmænd ved Mynten, ligger i Saxo's Meddelelse om, at Roskilde Bys Borgere og Almue ved Biskop Adzers Død, Aar 1158, gjorde Oprør mod Udlændingene i Staden, dræbte en Del af dem og forjagede Resten, ved hvilken Lejlighed de nedbrød Kongens Myntmesters Hus til Grunden og bemægtigede sig hans Gods og Bohave. Kong Valdemar blev opbragt herover og samlede en anselig Troppestyrke for at tugte de oprørske Ind byggere; men disse sendte da Udsendinge til ham, og det lykkedes at formilde ham ved at give Bøder i Sølv og Guld (28). Det synes at fremgaa af denne Beretning, at Myntmesteren har været en Udlænding og en Mand, som Kongen har sat Pris paa. Muligvis har det været den Myntmester Gerhard, i hvis Stue Kong Valdemar udsteder et til Roskilde henført Brev (29). Navnet tyder paa, at han har været en Tysker.
Denne Gerhard er iøvrigt den eneste Myntmester fra denne Periode, hvis Navn kjendes. Dette er saameget mærkeligere, som Myntmesterens betroede Stilling gjorde ham til en fremragende Personlighed og ofte bragte ham i nært Forhold til selve Kongen. Ikke heller er Navnet paa nogen af Myntprægerne i dette Tidsrum bevaret, efterat deres Navne ikke længer findes paa Mynterne. Kun ved Slutningen af Perioden viser der sig muligvis Spor af deres Tilværelse, idet det synes, som om det stundom har været tilladt Myntprægerne at anbringe deres Bogstavmærke paa Mynterne til Betegnelse af deres Navn. Efterat Valdemar Sejer, Aar 1234, er blevet Eneherre over Indtægten af Ribe Mynt, udgaar der nemlig herfra en meget betydelig Udmyntning af anselige Penge med ensartet, fra de tidligere Mynter ganske forskjelligt Præg. Paa deres Revers ses i Midten et Bogstavmærke, A, E, O eller II. Disse Bogstaver kunne vanskelig forstaas anderledes end som Myntprægernes Navnemærker. De kunne ikke have betegnet Myntmesternavne, da der er for mange af dem. Ejendommeligt er det, at Bogstavet E ikke er stillet opret, men er liggende. Det kunde tænkes, at det er gjort af Hensyn til den udvalgte Kong Erik (Plovpenning), for at ikke Myntprægerens Bogstavmærke skulde kunne forvexles med hans.
Det sidste Mærke, de to I'er, antyder formentlig et Dobbeltnavn. Det træffes igjen senere i Tiden paa Mynter fra Erik Menved (Lund og Roskilde) og fra Christopher II (Viborg); muligvis har der været Slægtskabsforbindelse mellem disse til forskjellige Tider levende Mænd med det samme Mærke. Efter 1241 findes der oftere paa vore Mynter forskjellige, andre Bogstavmærker, der ligeledes, i mange Tilfælde ialfald, maa antages at have betegnet Myntprægerne.
I Kong Valdemars Jordebog, fra Aar 1231, findes flere Summer opførte, der vedrøre Kronens og Kongens Indtægter gjennem de aarlige Udmyntninger. De kortfattede Opgivelser indeholde imidlertid ikke tilstrækkeligt til at bringe Forstaaelse af Forholdene og frembyde Vanskeligheder, der neppe lade sig klare.
De i Jordebogen opførte Beløb ere følgende:
| Hovedlisten | Indtægtslisten | |
| Viborg | LXXX mr. den. pro moneta. | |
| Horsens | XL mr. pro moneta. | |
| Ribe | CL mr. pro moneta. Item de monetario C mr. den. | |
| Roskilde | de moneta Roskildensi CM mr. argenti. | de moneta Roskildensi LXXX mr. den. |
| Lund | de moneta Lundensi MCC mr. puri et VIII mr. auri. | de moneta Lundensi denarios pro CCC marcis arg. |
| Kallundborg(?) | pro moneta XXX (mr. den). |
Det ses strax, at samtlige opførte Summer ere afrundede, i hvilken Henseende de iøvrigt stemme overens med Hovedparten af de andre i Jordebogen indførte Beløb. Det kunde herefter ligge nær at antage, at det i disse Tilfælde er kalkulerede Summer; men for Myntindtægternes Vedkommende kan det dog snarere formodes, at det har været de virkelige Summer. Herpaa tyde ialfald de to Opgivelser af Myntindtægterne fra Lund: Hovedlistens 1200 Mark Sølv foruden 8 Mark Guld samt Indtægtslistens 300 Mark Sølv i Penge. Man vilde selvfølgelig ikke have specificeret et kalkuleret Beløb paa denne Maade; til Grund herfor maa ligge en bestemt, truffen Ordning. Fra disse to Tilfælde, der begge tilhøre samme Myntsted, tør man dog ikke med Sikkerhed slutte, at Forholdet har været tilsvarende for de andre Myntindtægters Vedkommende. Vi skulle nu noget nærmere betragte de i Forbindelse hermed staaende Forhold mellem Kronen og dens aarlige Myntindtægter.
Hvert Aar blev der slaaet ny Mynt ved Rigets forskjellige Myntsteder, og af hver ny Udmyntning blev der til Kongen afgivet et Beløb, som stod i bestemt Forhold til dens Størrelse. Dette udgjorde dog kun en ringere Part af Kronens Myntindtægter. Vi have foran omtalt, at i Slesvig skulde Borgerne, som selv overtog Udmyntningen i Staden, svare Kongen et ligesaa stort Fradrag af Mynten, som det Myntmesteren havde ydet.
Den nye Mynt skulde sættes i Omløb fra Søndagen før Mikkelsdag (30), og med den skulde alle Skatter, Bøder m. m. betales fra denne Dag og indtil Aarsdagen derefter. Hvis Kongens Fogeder eller andre Embedsmænd modtog Bøder, Skatter og Afgifter i anden Mynt end den nye, straffedes de med en Bøde paa 40 Mark Penge (31). Den nye Mynt maatte Befolkningen skaffe sig ved Bytning i dertil oprettede Vexelboder; men man maatte afgive et betydelig større Beløb i ældre Mynt end det, der skulde tilbyttes i den nye, idet den gamle Mynt blev nedsat meget i Værdi, samtidig med at den nye sattes i Omløb. Hvor stor Nedsættelsen har været i det her behandlede Tidsrum, vides ikke; men den har sikkert allerede dengang været meget følelig. I Aaret 1316 forringedes den gamle Mynt ved Myntskiftet til 2/3 af sin tidligere Værdi (32), saaledes at der altsaa maatte betales tre gamle Penninge i Bytte for to nye. Da, som sagt, Skatter og Afgifter skulde betales med ny Mynt, var Befolkningen altsaa tvungen til denne ufordelagtige Bytteforretning, som imidlertid skaffede Kronen betydelige Summer og var dens Hovedindtægt af Mynten.
Myntmesterens Forhold til Kronen har vistnok som Regel været dette, at han havde Mynten i en Slags Forpagtning (33), foruden at han af hver Udmyntning skulde svare det nævnte Fradrag. Dette Forpagtningsforhold omfattede de meget betydelige Forretninger med Pengebytningen. Ikke alene ved Myntstederne, men ogsaa i andre Byer fandtes Vexelboder (34), hvor Myntmesteren havde sine Underordnede, der besørgede Pengebytningen indenfor det til Myntstedet hørende Omraade. Da man tildels kjendte Størrelsen af de aarlige Skatter og Afgifter, kunde man nogenlunde have et Skjøn over de Summer, der vilde blive vexlede af Hensyn hertil. Derimod har man selvfølgelig ikke kunnet gjøre nogen Beregning over Størrelsen af de Beløb, som lejlighedsvis vilde blive vexlede Aaret rundt; men disse have dog neppe været af større Betydning, saaledes at det har været muligt at kunne beregne Pengeomsætningens omtrentlige Omfang og de ved Bytningen vundne Indtægters Størrelse indenfor de forskjellige Myntsteders Omraade. Herigjennem har man da kunnet komme til en Ordning med Hensyn til de Afgifter, som de forskjellige Myntmestre skulde svare i Forpagtning af Bytningsindtægterne.
Det er utvivlsomt disse Forhold, som møde os i Myntopgivelserne i Kong Valdemars Jordebog. Forskjellen paa de to Slags Indtægter, Myntfradraget og Bytnings- eller Forpagtningsafgiften, fremtræder kun ved Ribe, hvor de "100 Mark af Myntmesteren" sikkert angaar det første, medens de 150 Mark "for Mynten" formentlig vedrører den sidste. Tilsyneladende kunde det se ud, som om der var gjort en Forskjel ved de to Præpositioner "de" og "pro", saaledes at "de" skulde angive Udmyntningsfradraget og "pro" Forpagtningsafgiften; men i saa Tilfælde vilde vi komme til det Resultat, at det største af de opgivne Beløb, 1200 Mark Sølv og 8 Mark Guld, som ere opførte fra Lund, skulde være Fradraget af Udmyntningen, og dette kan det ikke antages at være, dels paa Grund ar Beløhets Størrelse i Forhold til de andre Summer, dels fordi denne Indtægt ikke vilde have været opført i Mark Guld.
Det synes mest naturligt at antage, at Præpositionen "pro" betegner, at Beløbet er Forpagtningsafgiften af Bytteindtægterne i Viborg, Horsens, Ribe (hvor altsaa Udmyntningsfradraget, 100 Mark Penge, er opført særskilt) samt i det usikre, tilsyneladende som Kallundborg opførte Vexelsted. Da Præpositionen "de" ved Lund og Roskilde findes anvendt saavel paa Hovedlisten som paa lndtægtslisten, synes der at maatte have været en særlig Grund herfor. Muligvis indeholde Summerne her saavel Udmyntningsfradraget som Forpagtningsafgiften, saaledes at en Del af de samlede Myntindtægter er opført paa Hovedlisten, en anden Del paa Indtægtslisten. Man kunde spørge, om ikke for disse to Byers Vedkommende Beløbene paa Hovedlisten kunde betegne Forpagtningsafgiften og de paa Indtægtslisten angive Udmyntningsfradraget. Dette kan dog ikke antages at være Tilfældet; thi medens der for Roskildes Vedkommende da gaves i Forpagtningsafgift 2250 Mark Penninge (= 900 Mark Sølv) (35) og i Udmyntningsfradrag 80 Mark Penge, skulde der fra Lund gives 3160 Mark Penninge (= 1200 Mark Sølv og 8 Mark Guld) (36) i Forpagtningsafgift, men i Udmyntningsafgift 750 Mark Penninge (= 300 Mark Sølv), hvilket vilde være ganske uforholdsmæssig meget, selv om man tager i Betragtning, at der til Biskoppen i Roskilde afgaves en Trediedel og til Ærkebiskoppen i Lund kun en Fjerdedel af Myntindtægten.
Højst mærkeligt ser det ud, at den samlede, formentlig ved Forpagtningsafgift opførte, Indtægt af hele Jylland kun er 270 Mark Penninge, hvilket selvfølgelig har været et rent forsvindende Beløb i Forhold til det virkelige.
Af Interesse er det iøvrigt at bemærke, at medens de større Beløb, fra 300 Mark og derover, opgives i Mark Sølv, anføres alle de mindre i Mark Penge. Disse sidste blev betalte og modtagne i "talte Penge", medens de større Summer beregnedes i rent Sølv efter Vægt, saaledes at Kronen havde Sikkerhed for at modtage disse Indtægter uden Hensyn til Pengenes svingende Værdi.
En sikker Besvarelse af Spørgsmaalene om de ovenfor berørte Forhold vil neppe kunne gives; Nøglen til disse Gaaders Løsning er forlængst gaaet tabt. Sandsynligheden taler for, at Myntindtægterne i Aaret 1231 have været, som de opføres i Jordebogen, men at flere af dem just paa dette Tidspunkt have været stærkt forringede, saaledes Indtægten af Viborg Mynt, som Kongen dog havde ubeskaaret, eller at de slet ikke have været medregnede, saaledes Indtægten af Slesvigs Mynt. Og det kunde da ligge nær at slutte, at Grunden hertil maa søges i særlig uheldige finantsielle Forhold paa denne Tid, efter den byrdefulde Udredelse af de store Løsesummer, som maatte skaffes tilveje for Kong Valdemars Frigivelse af Fangenskabet hos Grev Henrik af Schwerin. Disse Summers Tilvejebringelse kom til at tynge haardt paa Befolkningen; men selvfølgelig maa de i særlig Grad for længere Tid have lagt Beslag paa en Del af Kronens og Kongens Indkomster, og blandt disse kunne muligvis Indtægterne fra Myntstederne enten helt eller delvis have været pantsatte til Afdrag paa Laan, eller paa anden Maade været behæftede paa dette Tidspunkt, saaledes at de ikke have kunnet indføres i Jordebogen som lndtægter.