I Løbet af de sidste halvhundrede Aar har Kjendskabet til vor Middelalders Mynter i høi Grad udviklet sig, efterat Interessen for vort Fædrelands Numismatik er blevet mere almindelig. De hyppige og rige Myntfund, som den nyere Tid har gjort til Gjenstand for sammenlignende Undersøgelser, have ikke blot ydet en større Sikkerhed i Myntrækkernes Ordning, men tillige aabnet Blikket for mange Enkeltheder og givet nyt Syn paa Forhold, som hidtil have været uoplyste eller urigtig forklarede. Flere af vore Kongers Myntrækker ere vel endnu forholdsvis svagt repræsenterede; men til Gjengjæld udmærke andre sig ved en stor Rigdom af forskjellige Typer, ved en Fyldighed og Afvexling fra de første Udmyntningers Tid, hvorved vor Middelalders Numismatik faar en mere end almindelig Interesse.
Der foreligger imidlertid endnu store uopklarede Spørgsmaal, som i høi Grad trænge til nærmere Belysning, men hvis Løsning vi først kunne naa til gjennem fremtidige Fund af nye og endnu ukjendte Mynttyper. Og selve det nu foreliggende store Materiale er i mange Henseender endnu tildels raat og vil først kunne lægges tilrette efterhaanden, som Fundene tilvejebringe de fornødne Oplyninger, der kunne sprede Lys over de forskjellige Mynters Samtidighed og paavise, fra hvilke Myntsteder i Landet de enkelte Typer ere udgaaede.
Saadanne større uopklarede Felter møde os allerede blandt Knud den Stores og Hardeknuds Mynter, hvor Adskillelsen af flere danske Typer fra de engelske endnu er svævende. Fremdeles er Henførelsen af mange Mynttyper til Magnus den Gode og Svend Estridsen tvivlsom; navnlig for denne og den følgende Periodes Vedkommende trænger vort Kjendskab til de jydske Mynttyper i høi Grad til Oplysning gjennem nye Fund. Ligeledes hersker der en stor Usikkerhed i Rækkefølgen af de stærkt vexlende Mynttyper, som tilhøre Åarhundredet fra Erik Lams Død 1147 indtil Valdemar Seiers Død 1241, og endelig naar Usikkerheden sit Højdepunkt i Ordningen af Mynterne fra det efterfølgende, over et Aarhundrede lange, Tidsrum indtil Udmyntningens fuldstændige Standsning under Kong Oluf. Vort Myntvæsen er da, efter en stadig tiltagende Nedgang, bragt fuldstændig i Forfald og har efterladt en stormængde tildels meget ringe og hidtil ubestemte Mynter, hvoraf som bekjendt den største og sletteste Del i Almindelighed betegnes med den fællesbenævnelse »Borgerkrigsmynter«. Det er denne Periodes Myntforhold og Mynter indtil 1377, som vi i det Følgende ville gjøre til Gjenstand for en undersøgende Behandling.
Datidens ringe Standpunkt i Henseende til Communicationsmidler og lidet udviklede Handelsforhold medførte, at Mynten maatte have Vanskelighed ved at finde hurtig og rigelig Udbredelse selv i et Land som Danmark, hvor Forbindelsen tilsøs mellem Landets Dele dog gjorde Samfærdselen forholdsvis lettere. Da Kronen havde betydelige Indtægter af de nye Udmyntninger, maatte den træffe Foranstaltninger til at skaffe dem en lettere Udbredelse blandt Folket, og her i Danmark, ligesom andetsteds, oprettedes derfor allerede tidlig Myntsteder i Rigets forskjellige Hoveddele, saaledes i Skaane, Sjælland, Fyen, Jylland og Slesvig. Landets Form og dets Hoveddeles adskilte Beliggenhed foranledigede, at en fælles Udvikling i Myntvæsenet blev hæmmet og en indbyrdes Paavirkning i Myntforholdene svækket, saaledes at disse udviklede sig indenfor de enkelte Landsdeles snævrere Grændser, næsten som i Smaastater, uafhængig og forskjellig fra hverandre. Efterhaanden gik derved den oprindelige Enhed i Myntens Værdi tabt, saaledes at der ikke fandtes nogen fælles dansk Mynt; men Skaane, Sjælland, Jylland og Slesvig havde hver sine indbyrdes uafhængige Udmyntninger af forskjellig Værdi. Det fremgaar heraf, at en Undersøgelse af Landets Myntforhold maa behandle de enkelte Myntsteder hvert for sig og samle de til hvert henhørende Aktstykker og Oplysninger. Vi ville imidlertid først kaste et Blik paa de vigtigste almindelige Forhold, som vedrøre Rigets daværende Myntvæsen, og betragte Hovedtrækkene i de Begivenheder, som berøre vort Lands Mynthistorie i det foreliggende Tidsrum.
Myntretten havde oprindelig udelt tilhørt Kronen, hvis Indtægter af Landets aarlige Udmyntninger vare meget betydelige. Men i Tidens Løb havde Kongerne gjort flere af Rigets høieste Geistlige delagtige i denne vigtige Forrettighed og afstaaet til Ærkebispen i Lund og Biskopperne i Roskilde, Ribe og Slesvig en større eller mindre Del i Udmyntningerne ved disse Landets vigtigste Myntsteder, hvilke rige Gaver Geistligheden vidste at bevare endnu i lang Tid udover det her omhandlede Tidsrum; dog var Biskoppens Del i Ribe Mynt inddraget af Kronen i Aarene 1234-1280. Ligeoverfor de kirkelige Parthavere i Mynten var Kongen stedse den egentlige Myntherre; han var saaledes ene bestemmende saavel med Hensyn til Tiden for de nye Udmyntninger som til deres Præg og Værdi, medens Biskopperne i enhver Henseende vare ganske afhængige af hans Ordrer og Bestemmelser og maatte lade deres Part af den ny Mynt i alle Maader udgaa ganske som Kongens. Paa Grund af dette Afhængighedsforhold se vi gentagne Gange under Kongernes Stridigheder med Ærkebisperne Jacob Erlandsen (1) og Jens Grand (2), at disse fremføre Klage over Myntens Slethed og skyde Skylden herfor og for det Kirken derved tilføjede Tab over paa Kongen som den Ansvarlige.
Kongerne søgte stedse kraftig at hævde denne Kronens Høihed over Landets Myntvæsen. Da saaledes Erik Glipping 1286, uagtet hans Strid med den sønderjydske Hertug Erik, bl. A. angaaende Retten til Slesvigs Mynt, var blevet afgjort til Kronens Fordel, dog afstod den omtvistede Myntrettighed til Hertugen (3), var det med det udtrykkelige Forbehold, at Kronens Overhøihed respekteredes, idet Mynten ikke maatte slaas i Hertugens, men kun i Kongens Navn, og dens Værdi nøie skulde rette sig efter den jydske Mynts. Ved Forlehninger eller Pantsættelser undtoges ligeledes stedse Myntretten fra de overdragne kongelige Rettigheder, saalænge det var Kronen muligt at bevare den. Da saaledes Erik Menved 1307 forlehnede Broderen Christopher med Sønderhalland, fastsattes det udtrykkelig, at han intet maatte have at skaffe med Mynten (4); og da Skaane pantsattes 1318 til Marsken Ludvig Albertsen, blev Lunds Mynt særlig undtaget (5). Under Rigets paafølgende Opløsning evnede den svækkede Kongemagt dog ikke længere at værne om denne sin ældgamle Forrettighed, men maatte for en Tid afgive den til Landets mægtige Panthavere.
Ved de forskellige Myntsteder havde saavel Kongen som Biskopperne hver sine Myntmestre, dog saaledes at de sidstes vare de underordnede, idet de, som ovenfor omtalt, i Et og Alt maatte gjøre Biskoppens Mynt nøiagtig som Kongens og indrette Tiden for Udmyntningen efter det Tilhold, de fik fra dennes Myntmestre. Vi se dette Forhold give Anledning til, at Roskilde Biskop 1293 fører Klage over Kongens Myntmester, fordi denne ikke har givet Biskoppens Myntmester Underretning om den forestaaende Udmyntning for tre Dage, forinden den skulde paabegyndes, hvilket altsaa ikke har været i tilbørlig god Tid (6). Af selve Mynterne fremgaar det, at Kongen og Biskopperne ikke have slaaet forskjellig Mynt; men at begges Parter af Udmyntningen have været nøie ens og havt samme, fælles Præg. Ofte føre Mynterne, som ere udgaaede fra disse delte Myntsteder, Kongens Navn eller Mærke paa den ene Side og Biskoppens paa den anden, til Betegnelse af de to Myntherrer.
Den betydelige Indtægt, Kronen havde af Udmyntningerne, førte til, at der hvert Aar, ialfald i den her omhandlede Periode, blev slaaet ny Mynt ved de forskjellige Myntsteder, og det var en gammel Bestemmelse, at den ny Mynt efter at være tillyst paa Landsthinget skulde sættes i Omløb fra Søndagen før Mikkelsdag og ikke tidligere (7); fra denne Dag og indtil Aaret derefter skulde alle Skatter og Afgifter svares i den ny Mynt. Erik Menveds Forordning 1304 skærper særlig disse Bestemmelser. Der blev saaledes sat Livsstraf for Myntmesteren, hvis Myntens Fornyelse bekjendtgjordes før det nærmest Mikkelsdag liggende Landsthing. Endvidere maatte Ingen fra den Dag, Fornyelsen var bekjendtgjort, og indtil 15. August det følgende Aar gjøre noget Indkjøb for ældre Mynt under Bøde, ikke blot af de benyttede Penge, men ogsaa af dem, han maatte findes at føre med sig. Hvis Kongens Fogeder og andre verdslige Embedsmænd modtoge Bøder, Skatter og Afgifter i anden Mynt end den ny, idømtes de 40 Mark Penninges Straf (8). Dette Forbud mod Benyttelsen af ældre Mynt omtrent fra Mikkelsdag til den paafølgende 15. August, altsaa i c. 10 1/2 Maaned af Aaret, kan kun have været anlagt paa at tvinge Udbredelsen af de nye og ringere Udmyntninger igjennem, hvilket vanskeliggjordes ved de ældre og bedre Penge, som vare i Omløb. Ved Tilladelsen til at benytte disse i en Tid af 5-6 Uger aarlig, lige førend den ny Mynt udgik, har man sikkert søgt at holde dem i saamegen Værdi, at de ikke bleve indsmeltede, men efterhaanden kunde tilflyde Myntherrerne ved de stadige Pengebytninger, som især vare betydelige, naar den ny Mynt var udgaaet. Udtrykket »cum veteribus denariis« maa nemlig antages at omfatte alle danske Penge og ikke den nærmest foregaaende Udmyntning alene. Myntfundene fra denne og den senere Periode vise ved deres Rigdom paa ældre Mynter, at Forbudet ikke længe kan have staaet ved Magt. Vi kjende kun to Myntfund, som muligvis kunne sættes i Forbindelse med dette Paabud, idet de begge indeholde hver 1 enkelt Typ, det ene i et ubekjendt større Antal (Rudkjøbing Havn. 1851) og det andet i et Antal af 102 Stkr. (Ro F. Bornholm. 1867). Cfr. Myntrækker: Erik Menved, Lund Nr. 18; Roskilde, Nr. 17.
Saasnart der var udgaaet ny Mynt, faldt den tidligere i Værdi og nedsættes til omtrent 2/3 af sin oprindelige Værdi (+). Da Folk skulde have de nye Penge til Skatter og Afgifter, vare de nødte til at ombytte de gamle med nye, og denne Pengebytning foregik, foruden påå aselve Myntstederne, tillige i dertil oprettede Byttekontorer i flere af de større Byer (10). Selvfølgelig havde Myntherrerne en god Indtægt ved saaledes at give 2 Penninge for 3, og Fordelen forøgedes betydelig, naar den ny Mynt, hvad der ikke saa sjelden var Tilfældet, var ringere end den tidligere. Den store Fordel, der var ved denne Pengevexlen, fremlyser af den foran omtalte Sag mellem Roskilde Biskop og Kongens Myntmester 1293, som to Aar i Træk havde skaffet Kronen en forøget Indtægt paa Biskoppens Bekostning ved at undlade i fornøden Tid at give dennes Myntmester Meddelelse angaaende de forestaaende Udmyntninger, saaledes at der af Kronens Part allerede var sat betydelige Summer i Omløb under den første og stærke Efterspørgsel om den ny Mynt, forinden Biskoppens Udmyntning endnu var færdig. Det derved tilføjede Tab anslog Biskoppen til næsten hele Aarets Indtægt af Mynten (11).
I Aarenes Løb havde de gejstlige og verdslige Myntherrer kun altfor hyppig forskaffet sig rigeligere Indtægter af Mynten gjennem dens Forringelse, og foruden andre sørgelige Forhold bidrog dette væsentlig til at svække Landets Finantser. Omsider sank Mynten saa dybt i Værdi, og Landets Myntvæsen kom i saa stærkt Forfald, at de aarlige Udmyntninger i Riget maatte standses faa Aar efter Christopher II's Død.
Allerede for den her omhandlede Periode var Mynten i Danmark dalet betydelig i Værdi. Den ved Valdemar Seiers lange Fangenskab fremkaldte Forvirring i Landets indre Forhold og de derpaa følgende ulykkelige Krigsbeguivenheder bevirkede, at der indtraadte en stærk Synken i Myntværdien. Et talende Bevis paa, i hvor høi Grad dette har været Tilfældet, haves i et Brev af 1231 fra Ærkebiskop Uffo i Lund til Pave Gregor IX, angaaende den fra Danmark afgivne pavelige Tiende. Ærkebispen skriver nemlig: »Vi have ikke kunnet samle denne Sum uden med stort Tab; thi da vore Fjender besidde vort Sølv og Guld, deres Sjæle til Fortabelse, have vi været nødsagede til at lade vore Kobberpenge smelte og deraf udskille den iblandede Del Sølv« (12). Det ses heraf, at Mynten allerede paa den Tid har været meget forringet, da den endog omtales som Kobbermynt.
Efter Valdemar Seiers Død spores snart en yderligere Nedgang under Stridighederne mellem hans Sønner og de derved opstaaede urolige Forhold i Riget. Omsider søgte Kong Abel 1251 at bøde herpaa gjennem Paalæg af en Plougskat til Myntens Forbedring (13), hvorefter Alle uden Undtagelse skulde beskattes med 1 Øre Penninge af hver Ploug, og saafremt Nogen ikke betalte, skulde han miste Oxen for Plougen og kunde kun udløse den for 2 Øre Penninge. Det lykkedes imidlertid ikke at bringe Mynten tilbage til nogen Fasthed, og 1257 var den saa slet, at Ærkebiskop Jacob Erlandsen kunde benytte Myntens Forringelse blandt Klagepunkterne over Christopher I. Denne nødtes til i et af de følgende Aar at paalægge en ny Plougskat (14), ganske i Lighed med Abels af 1 Øre Penninge for hver Ploug uden Undtagelse.
Under Erik Glippings Regering holdt Mynten sig omtrent i samme Værdi, uden synderlig Stigen eller Synken. Ved Pavetiendens Indsamling indkom 1282 i Danmark en stor Del af Pengene i fremmed Mynt, men dog ogsaa betydelige Summer i dansk Mynt. Regnskabet udviser et Beløb af 55,203 1/2 Mark Penninge i Kobbermynt (15). Erik Glipping søgte at skaffe bedre og mere ensartede Forhold tilstede i Landets Myntvæsen ved 1284 at udstede Paabud om, at sjællandsk og jydsk Mynt, hvoraf den sidste var den bedste, fremtidig skulde have samme Værdi (16); og da han to Aar efter overdrog Myntretten i Slesvig til Hertug Valdemar af Sønderjylland, var det med det Forbehold, at den slesvigske Mynt skulde holdes i samme Værdi som den jydske. Det fremgaar imidlertid af Mynterne, at - der ved denne Tid ikke er foregaaet nogen Forbedring af den sjællandske Mynt, men derimod en Forringelse af den jydske, og at Myntværdierne fremdeles have været noget forskjellige paa Sjælland og i Jylland. Senere forandredes Forholdet derhen, at den sjællandske Mynt en Tid lang blev noget bedre end den jydske.
Under Erik Menved indtraadte en betydelig Nedgang i Myntvæsenet faa Aar, efterat Kongen havde tiltraadt Regjeringen, idet hans Faders Drabsmænd oprettede Myntsteder paa de faste Punkter Hjelms og Hunehals Slotte, hvor de forfalskede Landets Mynt i støre Summer, som de udsendte over Riget. Det danske Myntvæsen fik dengang et Knæk, efter hvilket det ikke formaaede at reise sig igjen. Hvor ødelagte Landets Finantser vare i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, fremgaar af et samtidigt Udsagn, hvorefter det vilde være Kongen umuligt at tilvejebringe den ham efter Striden med Jens Grand idømte Bøde af 49,000 Mark Sølv, da der i hele Danmark ikke kunde findes Kjøbere til Kongens Eiendomme for et saa stort Beløb (17).
De ulykkelige Forhold forværredes end mere ved Tørke og Ufrugtbarhed hele Landet over i Aaret 1311 eller 1312 (18), og Landets Mynt blev da efterhaanden bragt saa langt ned i Værdi, at den ikke betragtedes som god og gangbar og kun kunde gaa som Smaamynt indenfor Landets egne Grændser. Men selv som saadan kunde den ringe Kobbermynt ikke i Længden holde sig ved Siden af den fremmede Smaamynt, navnlig de tydske Brakteater, som vandt mere og mere Indgang.. Mangfoldige skriftlige Vidnesbyrd godtgøre, hvor lidet den danske Mynt anvendtes i Sammenligning med de fremmede Penge; overalt ses disse i Betalinger og Afgjørelser af Pengesager paa hin Tid at være brugte i langt overvejende Grad. Navnlig viser Forholdet sig klart ved den pavelige Tiendes Indsamling 1332, da der overalt undtagen i Skaane betales med rent Sølv, Værdisager eller fremmed Mynt; der bliver ellers ikke modtaget en Penning af Landets egen Mynt (19). Ligeledes kan fremhæves den lollandske Geistligheds bevilligede Andragende 1335, om at maatte nægte at modtage de kirkelige Tiender og Afgifter i Landets slette Kobbermynt og i Stedet derfor at maatte gjøre Fordring paa Betaling i engelske Sterlinge (20).
Omsider standsede de aarlige Udmyntninger helt omtrent 1336, og der foretages efter den Tid kun af og til enkelte Udmyntninger ved de forskellige Myntsteder. Under disse sørgelige Forhold i Landets Myntvæsen holdt den skaanske Mynt sig dog i forholdsvis god Værdi. Da Skaane 1332 afstodes til den svenske Konge Magnus Smek, vedligeholdt det gamle Myntsted Lund endnu i en lang Aarrække sin Virksomhed, og det var først, efterat Skaane atter var kommet tilbage under den danske Krone, at ogsaa her de aarlige Udinvntninger standsede, omtrent 1371.
Der maa have været Omstændigheder tittede, som vi nu ikke formaa at bedømme, der have hindret Valdemar Atterdag i at bringe Myntvæsenet i regelmæssig Gang igjen. Enten have Rigets forvirrede Forhold stillet ham Vanskeligheder og besværliggjort det for ham atter at hæve den danske Mynt ved Siden af de overalt herhjemme gangbare fremmede Penge, eller muligvis have Bekostningerne ved en Forbedring af Myntvæsenet været saa store, at han har ment at burde afvente senere og bedre Tider. Under alle Omstændigheder viser det sig, at han ikke har indført nogen regelmæssig Udmyntning, og at den under ham slagne Mynt ikke har været af tilstrækkelig Godhed til at kunne gjøre sig gjældende.
I Aaret 1355 holdtes der et Mode i Vrangstrup ved Ringsted, »huor Kongens Ret oe Straff udi Loven paa Penge bleff dubbelt forøget« (21). Paa en Herredag sammesteds holdt man dernæst Raadslagning om ny Mynt, og det blev bestemt, at der hertil skulde ydes en særlig Afgift af 6 Groter af »hvert Qvægshoved« i 2 Terminer (22). Resultatet var imidlertid en Forringelse af Mynten istedetfor en Forbedring, idet den ny Mynt, som Aaret efter sattes i Omløb og afløste de tidligere Sølvpenge, kun var en ringe »Kobbertnynt«, »en slettere for en bedre« (23). Selv om de omtalte Sølvpenge ikke have været meget værdifulde, har den efterfølgende Kobbermynt dog altsaa været en Del ringere, og her synes saaledes nærmest at have fundet et Finantsforetagende Sted fra Valdemars Side. Sagen om Myntens Forbedring og en fælles Mynt for Riget har dog sikkert ligget Kongen paa Sinde thi da Hansestæderne sendte Gesandter til ham 1360, anmodede han disse om Raad med Hensyn til Indførelsen af én fælles Mynt for Riget til almindelig Gavn for Handelen. Gesandtskabet indlod sig imidlertid ikke paa nogen nærmere Besvarelse af dette Spørgsmaal, »det beroede jo ikke paa dem, hvilken Mynt Kongen vilde lade slaa eller forordne i sit Rige; kun syntes de at burde tilraade, at han indførte en fælles og fast Mynt, som ikke steg eller sank i Værdi« (24). Raadet blev imidlertid ikke fulgt, og de enkelte senere Udmyntninger have været uden synderlig Betydning. Selv den aarlige Udmyntning i Lund afbrødes omtrent 1371, faa Aar efterat Valdemar havde gjenerhvervet denne gamle danske Landsdel. Hans Virksomhed som Myntherre maa saaledes nærmest betragtes som en Fortsættelse af de tidligere sørgelige Myntforhold uden noget kraftigere Forsøg paa at indføre en ny og bedre Tilstand paa dette Omraade. Det er herefter bedre forstaaeligt, at man ikke kjender nogen Mynt, som med fuld Sikkerhed kan henføres til Valdemar Atterdag. De i enkelte Aar efter 1371 foretagne Udmyntninger ere formentlig blevne afsluttede under Kong Oluf i Aaret 1377, da der i Skaane udgik Kobbermynt, som kun var af meget ringe Beskaffenhed (25).
Ikke blot for de skaanske Provindser, men for hele Riget var Lund fra gammel Tid det vigtigste Myntsted. Kong Knud den Hellige afstod, uvist i hvilket Aar, 1/4 af Indtægten af Mynten i Lund til Ærkebispen (26), og senere bekræftedes denne Rettighed af Valdemar Seier 1213. Lunds Mynt holdt sig stedse gjennem den her omhandlede Periode i bedre Værdi end Rigets andre Myntsorter og trodsede kraftig og længst Tidernes ulykkelige Forhold. Efter den almindelige Nedgang i Landets Myntvæsen i Slutningen af det 13de Aarhundrede blev der 1299 (27) truffet Ordning angaaende en bestemt Værdi for den skaanske Mynt, hvorefter denne fremtidig skulde udmyntes, og denne Bestemmelse viser sig længe at være bleven gjennemført uforandret. Under Striden mellem Erik Menved og Jens Grand tildømte den pavelige Nuntius Isarn 1298 blandt anden Skadeserstatning Ærkebispen hele Lunds Mynt istedetfor 1/4 af den (28), hvilket dog ikke traadte i Kraft.
Da Kongen i Aaret 1318 pantsatte Skaane til Marsken Ludvig Albertsen, undtoges den paa hin Tid betydelige Handelsplads Skanør samt Lunds Mynt (29), der dog senere overlades ham. 1323 fratog Christopher II Ludvig Albertsen Myntretten (30); men Kongen maatte 1329 atter slippe den under Pantsættelsen af Skaane, Sjælland, Lolland, Fehmern m. m. med alle kongelige Rettigheder til Grev Johan af Holsten (31). Greven overdrog senere Bleking, Lister m. m. samt Lunds Mynt til Ludvig Albertsens Efterleverske, Fru Else og Børn for 8000 Mark Sølv (32). 1332 afstod Grev Johan, imod Udbetaling af Pantesummen, 34,000 Mark Sølv kølnsk Vægt, Skaane, Bleking m. m. samt Lunds Mynt til Kong Magnus Smek af Sverrig, hvis Ret til de afstaaede Provindser og til Mynten bekræftedes af Valdemar Atterdag 1341 (33). Christopher II skjænkede, uvist paa hvilket Tidspunkt mellem 1323 og 1329, til sin aarlige Sjælemesse 10 Mk. skaanske Penge aarlig, »de moneta Lundensi secundum privilegium suum« (34).
Lunds Mynt havde store Vanskeligheder at kjæmpe med ligeoverfor den overstrømmende Masse fremmed Mynt. Kong Magnus søgte at fremtvinge Benyttelsen af Lunds Mynt bl. A. ved 1352 at paabyde de lybske Handelsmænd (35), som handlede paa de skaanske Markeder, at de under Bøde af 10 skaanske Mark skulde bruge Kongens Mynt ved Indkjøb hos Befolkningen; men som Betaling for, hvad de solgte, kunde de tage Guld, Sølv, Varer eller andre Penge. 1361 udvidedes Forbudet til, at Kongens Mynt skulde bruges i Skaane af Hansestæderne saavel til Kjøb som Salg under Bøde af 1 Pund Grot (36). Men lige meget hjalp det; kun faa Aar vare forløbne, efterat Valdemar Atterdag 1360 havde bragt Skaane tilbage under Danmark, da han omtrent 1371 opgav at fortsætte de aarlige Udmyntninger i Lund. Efter den Tid fandt der kun i enkelte Aar Udmyntning Sted; Pengeoptegnelser fra 1374 (37) og 1376 (38) henvise muligvis hertil, men de kunne ogsaa vedrøre ældre Penge. Den sidste Udmyntning er sandsynligvis sket under Kong Oluf i Aaret 1377, da Hansestæderne 30. Mai 1378 besluttede, at Ingen maatte modtage den ny Kobbermynt, der sloges i Skaane (39).
Endnu 1348 omtales Ærkebisp Peders Andel i Lunds Mynt (40); men senere ophørte for en Tid denne for Ærkebisperne saa betydelige Indtægt med Udmyntningens Standsning: Kirken beholdt dog fremdeles denne sin gamle Ret; thi 1377 fik Ærkebisp Niels Kong Olufs Dom for Besiddelsesretten af 1/4 af Lunds Mynt »effterdi det wigiensigende hafuer effterfuld Bisperne aff Christelige gaffue« (41).
Af en enkeltoptegnelse fremgaar det, at der har fundet Udmyntning Sted i Skanør, hvortil der sikkert har været Trang af Hensyn til den betydelige Handel, som paa hin Tid havde udviklet sig ved de store Markedspladser i denne By og det nærliggende Falsterbo. I Skanør har der dog utvivlsomt ikke været nogen selvstændig Mynt, men kun en, vistnok sildig oprettet, Underafdeling af den i Lund, og altsaa med samme Udmyntning som der. I Aaret 1318 pantsættes Skaane til Ludvig Albertsen »med Told oc all Kongelig Rettighed, undtagendis Mynten. i Lund og Skanøer« (42), hvormed der sandsynligvis dog ikke sigtes til noget Myntsted i den sidste By, men kun til Kronens Indtægter giennem Told og andre Afgifter af Staden. Først paa et langt senere Tidspunkt omtales bestemt et Myntsted i Skanør, nemlig, ved Magnus Smeks og Sønnen Hakons Forbund med Hansestæderne mod Valdemar Atterdag 1361, da de forpligte sig til, hvis de forblive Herrer i Skaane, at give Stæderne i Pant bl. A. »de slote Schonør vnde Falsterboden mit al eren thobehoringhe, mit luuden vnde der »munte« dar sulues vnde mit deme tolne o. s. v.« (43).
Under Erik Glipping oprettedes et Myntsted i Halland, og det ses af Optegnelser fra Aarene 1274 (44) og 1282 (45), at der herfra en Tidlang er udgaaet selvstændig hallandsk Mynt; men dette tør dog neppe paaregnes at have varet længere end en halv Snes Aar. Senere har Udmyntningen her sikkert været i skaansk Mynt, altsaa ikke selvstændig; Grev Jacobs Skattepaalæg i Aaret 1300 blev saaledes udredet i skaanske Penge (46). At der vedvarende er sket Udmyntning i Halland vides deraf, at da Erik Menved 1307 forlehnede Broderen Christopher med Sønderhalland, indførtes den udtrykkelige Bestemmelse, at denne Intet skulde have med Mynten at gjøre (47).
En sørgelig Rolle i vor Mynthistorie spille de slette Eftergjørelser af dansk Mynt, som udgik fra Slottet Hunehals i Halland under Erik Menveds Strid med sin Faders Drabsmænd. Vi skulle senere omtale disse Udmyntninger, som standsedes 1295. (Se S. 239-40).
Paa Bornholm var skaansk Mynt som en Følge af Øens Beliggenhed den mest gjængse; men tillige vare her mange fremmede Pengesorter i Omløb paa Grund af den hyppige Berøring med udenlandske Kjøbmænd, hvilket klart fremlyser af Myntfundene. 1334 omtales 600 Mark i Penge, »som ere gjængse der« (48), og 1345 svares Tiender og Afgifter fra Øen til Hammershus Høvedsmand, hvad contante Penge angaar, i skaansk og anden Mynt (49). 1362 omtales »skaanske Penninge, som gode og gjæve ere paa Bordingholm« (50).
Af Lunds Myntmestre nævnes Hakon og Johannes Eskilssøn uden nærmere Tidsangivelser (51). Strange Jonssøn omtales 1329 (52); 1330 kaldes han »fordum Myntme'ster i Lund« (53). 1331 (54) og 1336 (55) er han imidlertid atter i sit Embede; 1340 (56) nævnes han som Borger i Lund og døer 1358 (57). I den ovennævnte Optegnelse af 1330 anføres: »Strango Junisson qvondam lundensis monetarius - et Mærættæ uxor olim beronis cum duobus suis filiis Nicholao et Thrugoto«. 1334 testamenterer Ærkebisp Carl en Guldring til Strango Jønessons Hustru (58), hvis Navn andetsteds angives at have været Cecilia (59). Optegnelsen fra 1336 (60) nævner tillige Sønnen: »Nicholaus Strangeson filius«. Gjentagne Gange omtales Margareta Strangesdoter (61) eller Strangis Dather (62), formentlig den samme som ovennævnte: Mærættæ uxor olim beronis. 1353 er Peter Henriksson Borger og Myntmester i Staden Lund (63).
For Sjælland og de hosliggende Øer var Roskilde fra gammel Tid Hovedmyntstedet. Sandsynligvis mod Slutningen af det 11te Aarhundrede tillagdes Roskilde Biskop 1/3 af den sjællandske Mynt, hvilken betydelige Indtægt endnu c. 1370 omtales som tilhørende Bispestolen (64). Af en Mynt fra Næstved fremgaar det, at Bispen endnu under Erik af Pommern har havt Part i den sjællandske Mynt; det maa dog antages, at den ved denne Tid er blevet inddragen under Kronen.
I Aaret 1329 pantsætter Christopher II Sjælland, Lolland, Skaane m. m. til Grev Johan af Holsten (65), og da »al kongelig Ret og Frihed« medfølger uden nogen Undtagelse, maa formentlig Kongens Myntret have været indbefattet i Pantsættelsen. Faa Aar efter standses den aarlige Udmyntning paa Sjælland, hvor endnu i Aaret 1336 »Kobberpenge« frembæres i Retten (66). Efter dette Tidspunkt omtales ikke længere sjællandsk Mynt, medens skaanske Penge sammen med de allerede stærkt udbredte fremmede Myntsorter overalt blive benyttede paa Sjælland og Øerne, hvor Udmyntningen da maa antages at være ophørt. 1342 betales Tolden paa Dragør Marked i skaansk Mynt (67).
I en gammel Optegnelse omtales at Roskilde Bispestol i Aaret 1355 afhændede Næstved Myntgaard til Byens Kloster (68). Aarstallet er imidlertid urigtigt, da Salget sker 1455 under Oluf Daa, Biskop 1449-1461. Der er herefter ikke Grund til at antage, at der har fundet Udmyntning Sted i Næstved før under Erik af Pommern; muligvis blev den da overført hertil fra Roskilde. Den ældste kjendte Næstved Mynt fra denne Tid udviser, at Biskoppen endnu dengang havde Del i Udmyntningen.
Paa Lolland og Falster skulde sjællandsk Mynt benyttes (69), og de der foretagne Udmyntninger, hvori Biskoppen af Roskilde ogsaa havde Del, skulde holdes ganske som de sjællandske. Det vides imidlertid, at Erik Menved for egen Regning og uden Biskoppens Vidende har ladet slaa Mynt paa Falster, forskjellig fra den sjællandske, hvilket, som tidligere omtalt, blev paatalt af Biskoppen (70). Paa Lolland er der ligeledes sket Udmyntninger; thi 1306 omtales Kongens Myntmestre i Saxkjøbing (71). Her har dog sikkert dengang ikke været noget selvstændigt Myntsted, og det har været sjællandsk Mynt som er udgaaet herfra. Først senere synes der af Myntfundene at kunne paavises en selvstændig lollandsk Udmyntning under Christopher II, og da 1328 Grev Johan af Holsten fik fri Myntret i Saxkjobing (72), udgik herfra i det korte Tidsrum til Udmyntningens Standsning en Række Mynter, uafhængige af og forskjellige fra de sjællandske.
Myntforholdene paa Lolland maa have været særlig uheldige, at dømme efter den Klage, som 1335 »rectores et presbyteri Lalandiæ« fremkomme med (73) og som har til Følge, at Biskop Peter af Odense i sit Brev af 1335 tillader, at Offer og anden kirkeligafgift maa betales i fremmed Mynt istedetfor i Kobbermynt. Hver Husbond skal for sig selv, Hustru, Børn og Tyende give i Offer paa Aarets 12 store Helligdage »tres sterlingos aut trium sterlingorum valorem«; Kirkegangskoner skulle offre »marcam ceræ cum duobus sterlingis« , eller hvad hun kan enes med Præsten om. For Ligbegjængelser og Messe »in anniversario« betales 3 Sterlinge, til Bryllupper for hvert Lys 1 Mark Vox og 3 Sterlinge, o. s. v. (74). Disse Bestemmelser fik 1338 Ærkebispens Approbation (75). I Aaret 1367 vedtoge Decanur, og Kannikkerne i Roskilde visse Bestemmelser, hvori nævnes skaansk eller møensk Mynt (76). Det lader sig dog neppe antage, at der har været Myntsted paa en saa lille og afsides liggende Ø som Møen. Da skaansk og svensk Mynt paa denne Tid ere af omtrent samme Værdi, tør man maaske antage, at der istedetfor »møensk« kan være ment »svensk« Mynt.
Af Myntmestre i Roskilde nævnes 1257 Johannes (77), som dog faa Aar efter maa være død, da der 1264 er Tale om hans Arvinger (78). - Somar eller Sommer er Kongens Myntmester i Aaret 1293 (79). Hans Virksomhed falder altsaa i de Aar, da Myntvæsenet saa stærkt forringes under Erik Menveds Strid med det fredløse Parti. Han søgte saavidt muligt at hjælpe paa Kongens pekuniære Vanskeligheder i denne Periode, idet han forestod den foran omtalte Udmyntning paa Falster, over hvilken Roskilde Biskop klagede, ligesom han sørgede for, at Kongens Part af Udmyntningen bragtes i Omløb før Bispens, til Tab for denne. 1309 nævnes han som »qvondam monetarius roskildensis« (80) tilligemed Sønnen Johannes, som ogsaa omtales 1313 (81). »Johannes Somarus canonicus roskildensis« hjælper 1332 ved Indsamlingen af den pavelige Tiende i Danmark (82). - Muligvis har Peter, med Tilnavn Pram været Biskoppens Myntmester 1293 (83). - Johannes Franz nævnes 1302 (84) og 1306 (85). Han var Magister og. døde 1316 (86). Hans Hustru Christine døde 1326 (87). Sønnen Johannes Franz omtales 1331 som Kannik i Lund (88) og 1346 som »Johannes Johannis dictus Franz cantor ecclesiæ Lundensis« (89).
Det viser sig, at Mynten i Odense har været af mere underordnet Betydning end den i Lund og i Roskilde, idet Udmyntningen paa Fyen sandsynligvis allerede fra gammel Tid, og ialfald i den her omhandlede Periode, ikke har været selvstændig. Mynten i Odense maa antages at have været en Underafdeling af det nærmest liggende Myntsted i Ribe, ligesom formentlig Skanørs Myntsted var underordnet det i Lund og Saxkjøbings det i Roskilde. De faa ældre Mynter med Odense Navn indeholde ikke noget Bevis for en selvstændig fyensk Udmyntning, da de med Undtagelse af Stednavnet kunne have været udmyntede ligesom samtidige, endnu ukjendte Ribemynter. Dette vilde være det samme Forhold, som kjendes fra Skaane, hvor der under Magnus den Gode, Svend Estridsen, Harald Hein og Knud den, Hellige foretages Udmyntninger ikke blot i Lund, men tillige i Thumatorp, hvilket Navn forekommer paa enkelte Mynter, som ellers nøie slutte sig til de samtidige fra Lund. Ligeledes ere Knud den Helliges Mynter fra Ringsted og Slagelse ganske som hans Roskilde Mynter med Undtagelse af Stednavnet. Det fremgaar af forskjellige Forhold, at der i det her behandlede Tidsrum ikke er foretaget fyenske Udmyntninger af selvstændig Værdi og med særlige Mynttyper. Ikke en eneste Gang træffe vi Betegnelsen »fyensk Mynt« eller »fyenske Penge« i de gamle Optegnelser, hvorimod der ofte omtales -»skaanske, sjællandske og jydske Penge«. Endvidere er der i Erik Glippings Forordning 1284, om fremtidig Enhed i Myntværdien, kun Tale om sjællandsk og jydsk Mynt og ikke med et Ord om nogen fyensk Mynt. Det fremlyser endelig klart nok af Myntfundene fra Fyen, i hvilke vi ingen selvstændige Mynttyper finde, men mest Roskildes, Ribes og Slesvigs Mynter (90); og det kan ikke antages, at vi, foruden de øvrige ukjendte Mynttyper, skulde være uden kiendskab til saamange flere, som en fyensk Myntrække vilde, udfordre. Alt viser saaledes hen til, at der ikke har været nogen selvstændig fyensk Udmyntning i den her omhandlede Periode, undtagen muligvis i de faa Aar, efterat Myntretten var pantsat 1331.
Det er iøvrigt kun saare lidet, vi kjende til Odense Mynts Virksomhed og Forhold; dog maa det antages, da Navnene paa et Par Myntmestre ere bevarede, at Stadens Udmyntninger ere blevne holdte i stadig Gang. I Aaret 1229 gav Valdemar Seier sin Svigerdatter Eleonore i Medgift det halve Fyen og Øens halve Myntret samt hele Odense (91). Hun døde allerede 1231 (92), hvorved Myntretten faldt udelt tilbage til Kronen. I Aaret 1330 forlehnedes Grev Geert af Holsten med Fyen og alle tilhørende kongelige Rettigheder (93) og af ham modtog Aaret efter Henneke Hummersbüttel i Pant Hindsgavl, med det halve Fyen og alle Rettigheder, deriblandt Mynten (94), 1332 fik dernæst Grev Geert Øen tilligemed Nørrejylland i Pant (95). Fyen var senere pantsat til de holstenske Grever Claus og Henrik fra 1340 (96) indtil 1348 (97), da Valdemar Atterdag indløste den. Skjøndt det efter 1331 ikke udtrykkelig fremhæves, har Myntretten dog sikkert, under Kronens svage Stilling ligeoverfor de trykkende Magthavere, været overdraget disse blandt de kongelige Rettigheder og fulgt med de forskjellige Pantsættelser af Øen. Omtrent 1336, standsedes formentlig de aarlige Udmyntninger her ligesom ved de andre danske Myntsteder. Senere sloges atter Mynt i Odense en kort Periode under Erik af Pommern.
Optegnelserne have kun bevaret Navnene paa to af Myntmestrene i Odense: Henrik Sømær eller Sommer, der 1285 nævnes som »qvondam monetarius othoniensis« (98) og muligvis er den samme som den roskildske Myntmester Sommer, samt Foltekin, »forhen Myntmester i Odense«, hvis Arvinger omtales 1359 (99).
Udmyntningen i Jylland faldt i to Hoveddele, en nordlig, som udelt tilhørte Kronen, der her havde forskjellige, snart flere, snart færre Myntsteder, og en sydlig, som - sandsynligvis med en Underafdeling i Odense - udgik fra Ribe, hvis Biskop havde Part i den, undtagen i Perioden 1234-1280, da Ribe Mynt helt laa under Kronen. At Geistligheden, og nærmest Biskoppen i Viborg, skulde have havt nogen Part i de nordlige Udmyntninger lader sig bestemt benægte. En og anden Hentydning hertil maatte nødvendigvis være kommen til vor Kundskab; men de skriftlige Optegnelser tie saa fuldstændig om disse Myntforhold, at Grunden dertil kun kan søges i den Omstændighed, at Geistligheden, hvis Breve og Aktstykker vi nærmest skylde vort Kjendskab til de andre Myntsteders Forhold og Historie, ingen Part har havt i de nørrejydske Udmyntninger. I det store Antal rige Myntfund, som i Tidens Løb ere fremkomne i Jylland, lader Forskjellen mellem de nordlige Typer og Ribe Typerne sig ofte bestemt paavise. Navnlig efter 1280, i hvilket Aar Stadens Biskop fik sin tidligere Del i Mynten tilbage (100), lettes Ordningen derved, at Ribemynterne jevnlig ere forsynede med Mærker, der hentyde til den gejstlige Myntherre. De jydske Funds Mynttyper med gejstligt Præg maa stedse føres Syd paa til Ribe eller stundom til Slesvig, medens Mynttyperne med udelukkende kongelige og verdslige Præg maa henføres til de nordligere, udelte Myntsteder. Der staar dog endnu mange uopklarede Spørgsmaal tilbage, som det er forbeholdt senere Tider at faa besvarede gjennem nye Fund.
Allerede under Knud den Store oprettedes et Myntsted i Viborg, og efterhaanden kom flere andre til, saaledes i Hjørring, Aalborg, Randers, Aarhus og Horsens. Derimod kan det neppe antages, at der er blevet slaaet Mynt i Kolding (101). Af Valdemars Jordebog fremgaar det, at der c. 1231 sloges Mynt i Viborg og Horsens, og det er rimeligt, at Hovedstedet for de nørrejydske Udmyntninger fremdeles har været i den første af disse to Byer gjennem det her omhandlede Tidsrum. Skjøndt Mynten i Viborg ikke senere nævnes, og vi savne ethvert skriftligt Holdepunkt i saa Henseende, taler Sandsynligheden dog for, at dette gamle, i Landets Midte beliggende Myntsted vedblivende maa have været i Virksomhed. Horsens omtales ikke senere som Myntsted, og der vides Intet om, hvorvidt Udmyntningen her er blevet fortsat efter Valdemars Tid. Derimod ses det, at der har været Myntsted i Randers, sandsynligvis en Underafdeling af det i Viborg. Christopher II pantsatte nemlig 1329 »monetam suam in Randershusen« til Hertug Albert af Sachsen (102) for 1000 Mark Sølv til Hjælp mod sine Fjender i Danmark. Den aarlige Udmyntning ved de nørrejydske Myntsteder er formentlig standset c. 1336 ligesom andetsteds i Riget. En Optegnelse fra 1344 angaaende »188 mr. den. cupreorum«, henviser til et tidligere Laan og neppe til nogen Udmyntning efter 1336 (103). Under Erik af Pommern gjenoptoges atter Udmyntningen i Randers.
En kort, men meget betydningsfuld Rolle i vor Mynthistorie spille de tidligere omtalte Udmyntninger c. 1290-95 i de landflygtige Kongemorderes Myntsteder paa Øen Hjelms Borg, som tilhørte Marsk Stig, og paa Slottet Hunehals i Halland. Det lykkedes de Fredløses Parti at bemægtige sig nogle af Kongens Myntmestre, »fordum gode«, som de førte til de omtalte Borge og tvang til at udmynte falske Penge, ganske lig de danske, med kongeligt Navn og med samme Præg som Rigets gjængse Mynt, men af yderst ringe Værdi. Disse slette Penge spredtes ved de Landflygtiges Tilhængere ud over Landet i store Masser og sattes i Omløb sammen med den bedre Mynt (104), som derved bragtes ud af Kurs. Under de vedvarende urolige Forhold sank Landets Myntvæsen efterhaanden saa dybt, at det ikke lod sig bringe paa Fode igjen.
Udmyntningen paa Hjelm og Hunehals ophørte 1295, da disse to Slotte ved Kong Erik Menveds Forlig med de Landflygtiges Forbundsfælle Kong Erik af Norge kom i dennes Besiddelse paa den Betingelse, at »de paa fornefnde Slot ere, skulde midler tid intet mynte, huor med Kongen aff Danmarkis Mynt kand forverris« (105). Destoværre have Fundene paa Hjelm ikke ført til nogen Oplysning om de der foretagne Udmyntninger, som dog ifølge de fremkomne Oplysninger ikke kunne antages at have frembragt nye Mynttyper, men udelukkende at have bestaaet i ringe Eftergjørelser af Landets ældre gangbare Penge.
Som tidligere berørt ere de skriftlige Optegnelser om de nørrejydske Myntforhold yderst faa; der er end ikke levnet Eftertiden Navnet paa en eneste af Myntmestrene, som dog i hine Tider vare Personer af mere end almindelig Anseelse.
Ifølge den almindelige Antagelse blev der allerede slaaet Mynt i Ribe under Knud den Store, som skal have skjænket Biskoppen Halvdelen af Byens kongelige Indtægter, hvori Halvdelen af Mynten antages at have været indbefattet. Dette er dog noget tvivlsomt, dels fordi Gavebrevet ikke udtrykkelig fremhæver dette Punkt; men navnlig fordi Geistlighedens Delagtighed i Myntretten herhjemme hører en senere Tid til. I Lund og Roskilde blev Myntretten ikke delt før under Knud den Hellige og i Slesvig 1175 under Valdemar I. Endelig turde det ogsaa være tvivlsomt, hvorvidt Ribe Myntsteds Alder kan antages at være saa høi, idet der ikke kjendes en eneste saa gammel Mynt med Stadens Navn. Den ældste Mynt, man har ment med nogen Sikkerhed at kunne henføre hertil, er fra Svend Estridsen med det forkortede RI til Betegnelse af Myntstedet; men selv dette er tvivlsomt, da Ringsted af en Mynt fra Knud den Støre med Vished kjendes som meget gammelt Myntsted, og vi derfor maaske snarere maa henføre Svends Mynt hertil. Imidlertid fik Ribe Biskop, paa et endnu ubestemt Tidspunkt, Halvdelen af Mynten i Ribe og besad denne Indtægt indtil 1234, da Valdemar Seier inddrog den under Kronen og gav den daværende Biskop Gunner Erstatning i Plougskatten af Hardsyssel, Vardsyssel og Almindsyssel, samt af Byerne Varde og Lemvig (106). Kong Abel traf senere den Bestemmelse med Biskop Esger 1252, at saafremt der ellers ikke skete nogen Forandring med Mynten, skulde Vederlaget for den afstaaede Part i Myntretten fastsættes til 18 Penninge aarlig af hver Ploug i de nævnte tre Sysler, foruden en vedtagen Sum af Varde og Lemvig. Resten af Plougskatten skulde tilfalde Kongen undtagen 50 Mark Penninge, som yderligere tilstodes Biskoppen (107). Denne Ordning var derpaa bestaaende, indtil 1280, da Erik Glipping tilbagegav Biskop Tucho Halvdelen af Ribe Myntret med al den Frihed, som hans Forgjængere tidligere havde havt (108).
Under den sønderjydske Hertug Valdemars kortvarige Kongedømme skjænkede han 1326 Marsk Ludvig Albertsen store Forlehninger og kongelige Indtægter, blandt hvilke ogsaa Ribe By med Mynten, Tolden og dens Møller (109). Da Hertugens Søster Helveg i Aaret 1340 ægtede Valdemar Atterdag, fik hun i Medgift blandt andet Riberhus og By med Told, Møller, al Indtægt, som hørte Staden til, og med Mynten, som Kong Christopher havde havt (110). Indtægten af Mynten har dog paa dette Tidspunkt været uden synderlig Betydning, da de aarlige Udmyntninger i Ribe som andetsteds i Danmark maa antages at være standsede omtrent 1336. I Aaret 1338 bliver i Ribe Værdien af 1 Mark Penninge regnet til 6 Gros Tournois, »indtil Landets Mynt bliver fast og gangbar« (111). I Aaret 1346 omtales det fordums Myntsted i Ribe (112).
Gjennem en lang Tid var Ribe Jyllands anseligste Myntsted, og dets Virksomhed er i Modsætning til de nørrejydske Myntsteders klarere belyst, navnlig gjennem Geistlighedens samtidige Aktstykker vedrørende Gaver, Betalinger og Pengeordninger. Da den nørrejydske Mynts Værdi var den samme som Ribe Mynts, og dennes Værdi findes optegnet paa forskjellige Tidspunkter, erstattes herigjennem de i den Henseende mangelfulde Oplysninger om de nordligere Myntforhold.
Magister Johannes skal have været Kongens Myntmester i Ribe 1257 (113). Myntmesteren Henrik, stod ved sin Død c. 1285 i betydelig Gjæld for Mynten til Biskop Tyge, og hans Enke Avæ eller Acca maatte derfor tilskjøde Bispen sin Gaard i Byen, hvis Værdi dog ikke var saa stor som Gjældsbeløbet (114). Herman Haghmot nævnes, 1310 som Myntmester i Ribe (115). Papæ Mynter omtales 1346 som fordum Myntmester i Staden (116).
De ældste kjendte Mynter fra Sønderjylland ere prægede i Hedeby af Magnus den Godes Myntmester Jule. Slesvigs Mynt er saaledes af gammel Oprindelse. I Svend Grathes Privilegier for Slesvig bestemtes omtrent 1156 den Lødighed, Sølvet skulde have, naar det skulde gjælde i Staden for rent Sølv, nemlig 1 Ørtug Kobber for hver Mark Sølv. Med Hensyn til Slesvigs Myntordning bestemtes, at naar Kongen paabød en ny Mynt, da skulde Stadens Borgere give ham en saa stor Afgift af den, som Myntmesteren tilsagde og gjøre Mynten efter Kongens Befaling, samt selv føre Tilsynet med Udmyntningen, at der ikke skete nogen Forfalskning; herfor skulde de tilsynshavende Borgere have to Mark Penninge af den ny Mynt (117). Det ses af disse Bestemmelser, at Myntretten tidlig har tilhørt Staden selv, et Forhold som dengang ofte fandt Sted i andre Landes Stæder, saaledes i de nordtydske, men her i Danmark kun i Slesvig. Senere gik derimod Udviklingen mere i denne Retning, saaledes var den i det 14de Aarhundrede i Flensborg oprettede Mynt Stadens egen. Valdemar den Store overdrog 1175 Slesvigs Biskop den halve Myntret eller rettere den halve Indtægt af Stadens Myntafgift (118), og denne Andel i Mynten, som ikke nogetsteds senere berøres, kan af Mynternes gejstlige Mærker ses at være blevet bevaret indtil Udmyntningens Standsning.
Retten til Stadens Myntafgift blev senere et af Stridspunkterne mellem Erik Glipping og den sønderjydske Hertug Valdemar, som blandt andet gjorde Fordring paa denne betydelige Indtægt af Sønderjylland. Sagen afgjordes ved Dom 1285, som faldt ud til Kongens Fordel, og den omtvistede Afgift af Slesvigs Mynt tilkjendtes Kronen, - »med Penninge aff Mynten, udbudsløsen, som giffves i Sønder Judland - til evig tid at besidde« (119). Det følgende Aar overlod Kongen desuagtet paa visse Betingelser Hertugen »Mynten oc Penninge at slaa til Slesuig. Hves Mvntemesteren giør den verre, end som den slaaes andensteds udi Judland, da skal Straffen tilhøre Kongen. Dog at Hertugen ingen Mynt udi sit Naffn lader slaa udi Judland, uden i Kongernis« (120). Saavidt vi kunne se af Følgerækken i Slesvigs Mynter, har Hertugen dog senere, under Urolighederne efter Erik Glippings Drab, ladet udgaa Mynter med sit Navnemærke, stundom med Indskrift: DVX (121).
Skjøndt det af Datidens Optegnelser og Myntfundene viser sig, at de sønderjydske Mynter i de aarlige Udmyntningers Slutningsperiode forholdsvis vare noget bedre end de fleste øvrige danske Myntsorter, maa det dog antages efter de foreliggende skriftlige Oplysninger, at Myntens regelmæssige Virksomhed ogsaa her er standset c. 1336. De skriftlige Optegnelser have ikke bevaret Navnet paa nogen af Slesvigs Myntmestre i det her foreliggende Tidsrum.
Efterat de holstenske Grever 1326 vare blevne Herrer i Sønderjylland, oprettedes vistnok i Midten af det 14de Aarhundrede, altsaa paa en Tid da Udmyntningernes regelmæssige Virksomhed var afbrudt i Riget undtagen i Skaane, et Myntsted i Flensborg, af hvis, noget senere, læselige Mynter med Omskriften CIVITAS FLENSBVRG det fremgaar, at Mynten i Lighed med Slesvigs har været Stadens egen, mod en Afgift af Udmyntningen til Kongen. Dette bekræftes ved Hanserecessen 1369, som forbyder Hansestæderne at modtage Mynt fra Kiel, Flensborg og Itzehoe, saavelsom fra nogen anden By, der fremtidig maatte foretage Udmyntning at saa slet Mynt (122). Sandsynligvis var der i Sønderjylland flere Myntsteder med Udmyntninger af éns Værdi; saaledes et i Aabenraa, da der i den af Hertug Valdemar 1335 givne Aabenraa Stadsret forekommer Udtrykket "denarios dictos myntpeningh" (123). I Flensborg udmyntedes i Begyndelsen at det 15de Aarhundrede smukke, ret anselige Penge, der ligesom Holstens nøie sluttede sig til Hansestædernes Mynt.
I Forbindelse med de sønderjydske Myntforhold staar Spørgsmaalet om, hvorvidt de forvirrede Myntforhold og Udmyntningerne af de slette Kobbermynter "Borgerkrigsmynterne" have holdt sig indenfor Danmarks Grændser, eller om de ogsaa have strakt sig ud over Sønderjylland og ned i Holsten. Tidligere har man ikke næret nogen Tvivl om en saadan Paavirkning fra dansk Side paa Holstens Myntvæsen, og tilsyneladende med fuld Føie har man henført Kobbermynter med Neldebladet til Holsten, med mindre Grund de med K til Kiel. Et Blik paa de holstenske Myntforhold gjør det imidlertid indlysende, at dette ikke kan forholde sig saa; den slette Kobbermynt er dansk og er aldrig bleven udmyntet i Holsten. Det er allerede iøjnefaldende, at Kobberpenge ikke nogetsteds omtales i Aktstykker vedrørende Holsten, medens de flere Gange nævnes for Slesvigs Vedkommende. Man finder stedse hamborgsk og lybsk Mynt stærkt benyttede i Holsten, og navnlig maatte den første spille en vigtig Rolle, eftersom Hamborg var det eneste Myntsted for hele Holsten (124). Høiheden over Stadens Myntvæsen overdroges i Aaret 1255 til de holstenske Grever Johan og Gerhardt, som forpligtede sig til - "cum consensu nostrorum fidelium civitatis nostre Hammenburg et communis terre nostre voluntate" at holde dens Udmyntning til en vedtagen bestemt Værdi (125). Denne Overenskomst fornyedes 1293 af Greverne Gerhardt, Adolf og Henrik, hvorved det udtrykkelig bestemtes, at den hamborgske Mynt skulde være gældende for hele Holsten, hvor der fremtidig som Betalingsmiddel ikke maatte benyttes Mynt af høiere eller ringere Værdi end den hamborgske. Det skulde tilkomme Greverne at udnævne Myntmesteren, og den, som indsattes til Myntmester i Hamborg, skulde tillige være det for hele Holsten og maatte ikke slaa eller præge Mynt noget andet Sted end i Hamborg (126). Muligvis har Forbudet mod Benyttelsen af ringe Myntsorter just været rettet mod det paa hin Tid saa dybt sunkne danske Myntvæsen.
Dette Forhold vedvarede til 1318, da Grev Johan gav Staden Kiel Myntret at besidde »til evi e Tider« (127); men han vedblev dog, om end under en forandret Ordning, at have Myntretten i Hamborg, indtil den 1325 overgik til Staden selv. Hamborg skulde da atter, ligesom tidligere, være det eneste Myntsted for Holsten (128), hvilken Ordning bestod til c. 1350, da der oprettedes Myntsteder i Oldeslohe og Itzehoe.
Af Ovenstaaende fremgaar altsaa, at der i Tidsrummene 1255-1318 og 1325-c. 1350 ikke har fundet Udmyntning Sted i Holsten. Hvorledes Kiels Mynter have været i Aarene 1318-1325 er ikke oplyst; sandsynligvis var det de dengang saa jevnlig af Sølv udmyntede Brakteater. Det kan ialfald med Sikkerhed siges, at de holstenske Grever ikke have ladet slaa Kobbermynt i Holsten paa samme Tid, som de havde Myntretten i Hamborg. Udmyntningerne i Kiel maa upaatvivlelig i Værdi nøie have sluttet sig til Hamborgs og Lybeks Mynt, da selv en ringe Nedgang i Myntværdien ufortøvet vilde være blevet standset af de mægtige Hansestæder.
At det holstenske Neldeblad forekommer part Datidens danske Kobbermynter, lader sig let forklare, fordi dette fra de hamborgske Mynter saa velbekjendte Mærke skulde tjene til at give Mynten en noget lettere Udbredelse. Af samme Grund ses ogsaa Lunds Myntmærke, Risten, stundom at være benyttet paa Mynter udenfor Skaane (129). Det holstenske Neldeblad findes saavel paa en slesvigsk Mynt fra Erik Glipping, som paa en roskildsk Mynt fra Christopher II (130); ogsaa paa en Flensborg Mynt fra en senere Tid, medens de holstenske Grever endnu havde Sønderjylland, findes et stort Neldeblad i Midten af Præget, foruden den betegnende, sædvanlige Omskrift MONETA HOLSACIE - CIVITAS FLENSBVRG (131). I det sidstnævnte Tilfælde maa Neldebladet betragtes som Grevernes personlige Myntmærke.
Til Datidens Mynter fra de danske Besiddelser ved Østersøen savnes endnu ethvert Kjendskab, og det er kun lidet, hvad vi kjende til de derværende Myntforhold. Paa Øen Rygen benyttedes utvivlsomt de saakaldte »slaviske« Penge, der i Regnskabet over den pavelige Indsamling 1282 siges at have havt større Værdi end den danske Mynt (132). Hvorvidt Øen har havt selvstændig Udmyntning, er ikke oplyst, men det er ei sandsynligt; paa Bornholm fandt der ingen Udmyntning Sted.
Efterat Valdemar Atterdag 1361 havde erobret Wisby, gav han Stadens Borgere Tilladelse til at slaa Mynt, som de havde gjort fra gammel Tid (133). Den gullandske Mynt i denne Periode har utvivlsomt været af den almindelige Typ med Lammet og Lilien. En Brakteat med W, som det synes fra en lidt sildigere Tid, kan muligvis henføres til Wisby.
I Aaret 1265 blev der angaaende Revals Mynt og Vægt truffet Ordning af Dronning Margrethe Sprænghest "med vor elskelige Søn Kongens Samtykke"; herefter blev Mynten bragt ned i Værdi, saaledes at fremtidig 6 Mark 2 Øre Penninge skulde være 1 Mark Sølv værd. Stadens Borgere skulde føre Tilsyn med, at Mynten ikke forfalskedes eller i nogen Maade forringedes (134). Den ansatte Værdi af hver Mark Penninge var noget ringere end den samtidige danske Mynt og muligvis svarende i Godhed til Rigas (135); denne var ifølge Bestemmelser af 1211 (136) og 1225 (137) lig den gullandske Mynt. 1280 (138) fritog Margrethe "Dronning af Danmark" Revals Borgere i fire Aar for at betale Afgift af Mynten, hvilket er den sidste Gang, at Estlands Myntforhold omtales, medens Landet er under den danske Krone.