Danmarks Myntvæsen og Mynter i Tidsrummet 1241-1377
af P. Hauberg
Vende vi os nu fra det rent historiske Stof til Mynterne selv, da foreligger der først en Side af Undersøgelsen, som er stærkt knyttet til den historiske, nemlig Myntens vexlende Værdiforhold, dens Stigen og Synken gjennem dette paa omskiftende Begivenheder saa rige Tidsrum, i hvilket Rigets indre sørgelige Forhold medfører en tilsvarende dyb Nedgang og Opløsning i dets Myntvæsen.
Imidlertid maa vi ikke vente gjennem en Undersøgelse af Mynternes Lødighedsforhold at kunne høste Oplysninger om Myntens vexlende Værdier for de enkelte Aars Vedkommende. Dertil maatte først foreligge en fortsat Række af nøjagtige Optegnelser, hvoraf Myntværdiens Op- og Nedadgaaen kunde ses, medens vi nu kun have tilfældige Vink at støtte os til. Og dernæst maatte vi have et fuldt paalideligt Materiale for os i Mynterne selv, hvorved vi nøie kunde bestemme de enkelte Mynters oprindelige Lødighed og finde Overensstemmelsen mellem denne og de skriftlige Optegnelser. Men ogsaa her støde vi paa Vanskeligheder paa Grund af den Forandring, Mynten i Tidens Løb er undergaaet under Paavirkning af Stoffer, som siden Nedlægningen i høiere eller mindre Grad have havt en angribende Indflydelse paa Metallet tilfølge. De skriftlige Optegnelser yde os vel kun spredte Oplysninger, men vi kunne dog igjennem dem følge Myntværdiens Svingninger i deres Hovedtræk og ved Sammenligning med Myntfundene finde forskjellige, vigtige Støttepunkter til Grundlag for Myntrækkernes Ordning.
Den gamle Myntregning skete som bekjendt i Marken, der deltes i 8 Øre, hver paa 3 Ørtuger (solidi), hvoraf atter hver var paa 10 Penninge (denarii) (1). Penningen var den Myntsort, der i Almindelighed udmyntedes; stundom lod man dog ogsaa halve Penninge (obuli) udgaa (2). 1 Mark Penninge havde oprindelig en Værdi, der svarede til 1 Mark, omtrent 15-lødigt, Sølv. Marken var en ligefrem Vægtbetegnelse for 16 Lod eller 1.12 Pund, hvorfor man hyppig finder angivet ikke blot Værdisager, kirkelige Skatte og Smykker, men ogsaa andre Gjenstande i Marks Vægt (3).
Sølvværdien efter Vægt beregnedes og angaves ofte herhjemme i den kølnske, sjeldnere i den troyske Vægt. Det nøjagtige Forhold mellem disse to Vægte, som benyttedes samtidig, er ikke oplyst; men efter det, vi kjende til Forholdet dels mellem den danske og kølnske, dels mellem den danske og troyske Vægt, synes det, som om Forskjellen ikke har været synderlig stor. Det fremgaar af en enkelt Optegnelse, at den saakaldte større Vægt - pondus majus - maa have været den samme som den kølnske (4), og muligvis have da den stundom nævnte mindre Vægt og den troyske været Et. En ydre, væsentlig Forskjel mellem den kølnske og den troyske Vægt kan muligvis have været den, at den ene var en grovere, den anden en finere Vægt. Dette antydes allerede af selve Betegnelserne, større og mindre, og maa antages at fremgaa af et Par Optegnelser, hvor der dog ikke er Tale om Sølv, men om Varer af mere almindelig Beskaftenhed; saaledes i Christopher II'.s Privilegier for Stralsund paa de skaanske Markeder 1316: "bona sua ponderabilia per pondus majus et minus vendant secundum pondus terræ Daciæ" (5). Her er aabenbart Tale om Udveining efter dansk Vægt med en grovere eller finere Vægt. Paa lignende Maade maa man ogsaa forklare en Optegnelse fra 1281: "IV marchæ butiri majoris ponderis Oelandiæ hujus, qvod dicitur vulgariter bisman" (6).
I Modsætning til de forskjellige Myntværdier i de enkelte Landsdele har der sikkert kun været én fælles dansk Vægt over hele Riget (7), saaledes at lundensisk Vægt (8) og sjællandsk eller roskildsk Vægt (9) kun have været locale Benævnelser. Den danske Vægt vides saaledes at være brugt i Skaane (10) og Roskilde Vægt i Halland (11) . Der findes nogen Uoverensstemmelse i Optegnelserne om den danske Vægts Forhold til den kølnske. I Aaret 1282 regnes nemlig 5 Mark i hallandske Penge at være lig 1 Mark Sølv i kølnsk eller roskildsk Vægt: " - c mr. arg. puri ad pondus Coloniense ac cxxx mr. arg. puri cum pondere Roskildensi, mr. arg. qvalibet utriusqve ponderis pro V mr. den. (cupreor.) computanda" (12). Ifølge dette skulde altsaa den danske og den kølnske Vægt have været omtrent ens. I Regnskabet over de pavelige Indsamlinger i Norden regnes derimod i Aaret 1332 1 Mark Sølv i Roskilde Vægt at være 9/10 af 1 Mark Selv i kølnsk Vægt: "xxv mr. argenti ponderis Roskildensis valentes xxij mr. argenti cum dimidia ponderis Coloniensis". - "marcha argenti ponderis Roskildensis computatur pro iiijor solidis et dimidio grossorum Turonensium et marcha argenti ponderis Coloniensis computatur pro V solidis grossorum" (13). Det lader sig ikke afgjøre, hvorvidt der i Tidens Løb er indtraadt nogen Forandring i Vægtforholdet; men uden Tvivl har den sidst angivne Forskjel af 10 Procent været det rette Forhold. Følgende Angivelser vise, at der har været omtrent det samme Forhold tilstede mellem dansk og troysk Vægt i Aaret 1282: 120 Mk. Sølv, dansk Vægt = 106 Mk. 5 1/4 Unzer Sølv, troysk Vægt; - 744 Mk. 5 Unz. Sølv, d. V. - 661 Mk. 7 Unz. Sølv, tr. V; - 764 Mk. 6 1/3 Unz. Sølv, d. V. = 679 Mk. 6 1/2 Unz. Sølv, tr., V. (14). I disse tre Exempler er 1 Mk. Sølv, dansk Vægt = 8/9 af 1 Mk. Sølv, troysk Vægt, og Forholdet altsaa omtrent det samme som mellem den danske og kølnske i Aaret 1332. Efter dette maatte den troyske Vægt være 1 1/4 Procent tungere end den kølnske, og de formentlig tilsvarende Benævnelser "mindre" og "større" synes saaledes ikke at skyldes Vægtforholdet.
Oprindelig var, som sagt, en Mark. Penninge af et halvt Pund eller en Mark Sølvs Værdi. Medens flere andre Landes Mynt dog omtrent holdt sig i den oprindelige Værdi, var dette ikke Tilfældet med Danmarks, hvor Mynten i Tidens Løb med større og mindre Svingninger var forringet mere og mere, saaledes at Mark Sølv og Mark Penninge i det her behandlede Tidsrum vare blevne to meget forskjellige Begreber. Den i Værdi omskiftende Mark Penninge, som muligvis kunde forringes det følgende Aar, og som med Hensyn til Fremtiden var fuldstændig uberegnelig, var nærmest anvendelig i den daglige Handel og til Omsætning paa kortere Tid. Gjaldt det derimod større Pengeanliggender for et længere Tidsrum, og navnlig testamentariske Bestemmelser eller lignende Ordninger for Fremtiden, da benyttede man sjeldnere Mark Penninge, men som oftest rent Sølv af saamange Marks Vægt, som svarede til Summens Værdi. Udredelsen af Beløbene skete i saadanne Tilfælde enten i sammensmeltede Barrer af rent Sølv eller i Sølvsager af tilstrækkelig god Lødighed eller endelig i saadan fremmed Mynt, som regnedes for at være af tilstrækkelig Godhed, franske Tournoser, Sterlinge, lybsk Mynt o. Fl. I Datidens Breve og Regnskaber, historiske og kirkelige Optegnelser ser man ogsaa Mark Penninge opførte; men for nærmere at betegne det omhandlede Beløbs Værdi og have denne fastslaaet uafhængig af Myntens Forandring i Fremtiden, angives da stundom Summen foruden i Mark Penninge, tillige i den tilsvarende Værdi i Mark Sølv. Gjennem disse Forholdsangivelser, mellem den faste, uforanderlige Mark Sølv og den vexlende Mark Penninge, har man en paalidelig Veiledning til at erfare dennes høiere eller ringere Værdi paa forskjellige Tidspunkter.
Ofte findes Værdien af danske Mark Penninge nærmere angivet paa en noget anden Maade, nemlig i den tilsvarende Sum i fremmed Mynt, franske, engelske og tydske Penge, hvis Værdi betragtedes som constant, og i Tilfælde af Laan skulde da stundom Tilbagebetalingen saafremt Landets Mynt i Tidens Løb var forringet, enten ske i den angivne fremmede Mynt eller i det saameget større Beløb i danske Penge, som paa det senere Tidspunkt svarede hertil. Da disse fremmede Myntsorters Forhold til Mark Sølv nøie er kjendt, have vi ogsaa herigennem et Middel til at bestemme den da danske Mynts Værdi paa forskjellige Tidspunkter.
Skjøndt det i Realiteten ikke kan faa nogen synderlig Betydning paa Grund af de foreliggende Oplysningers Utilstrækkelighed, skulle vi dog bringe i Erindring den Forskjel, der var i de enkelte Landsdeles Myntværdi; den skaanske var i det her omhandlede Tidsrum gjennemgaaende den bedste, og for 1284 stod den jydske Mynt i Værdi noget over den sjællandske og den sønderjydske. Ved Erik Glippings Bestemmelser af 1284 og 1286 fik vel de forskjellige Landsdeles Udmyntninger Vest for Øresund en større Ensartethed i Værdi; men en nøie Overensstemmelse mellem de samtidige Udmyntningers Værdi opnaaedes ikke. Dette fremgaar af en Optegnelse fra 1312, hvorefter en Ridder Heine "protesterede imod at tage forneffnde Betalning i Sielandske Penge, oc icke Judske, Der offuer wi oss alle forundrede, huorledis hand saa snart skulde vide vor Myntis leylighed" (15). At en saadan Forskjel, i Landets Myntværdier dog har været af mindre Betydning i denne Periode, ses af en testamentarisk Bestemmelse fra 1304, som uden nogen nærmere Angivelse omhandler "20 Mark Penge af det Landskab", i hvilket hun døer (16). Disse finere, samtidige Forskjelligheder i Myntværdien, kunne vi imidlertid, undtagen for Skaanes Ved, kommende, kun sjelden spore gjonnem Optegnelserne - saaledes ses Slesvigs Mynt at have været forholdsvis noget bedre 1330. En Værdiangivelse for en enkelt Landsdels Vedkommende maa derfor, indtil fyldigere Oplysninger foreligge, betragtes som Udtryk for Værdiforholdet i Almindelighed paa det Tidspunkt.
Paa de efterstaaende Tavler findes samlet en Række Værdiangivelser af den danske Mark Penninge gjennnem dens Forhold til Mark Sølv og tillige en Del Tilfælde, hvor der omtales ny og ældre Mynt. Den skaanske Mynt er paa Grund af sin mere selvstændige Stilling opført for sig. De kjendte Stedbetegnelser, hvortil Citaterne knytte sig, findes tilføjede: Sj. = Sjælland, J. = Jylland, Sl. = Slesvig. Til Forklaring af en Del af Exemplerne fremstilles i Korthed Beregningen af Myntværdien, hvor denne udledes af Forholdet til fremmed Mynt.
Note fra Dansk Mønt: Haubergs tabeloversigt over værdien af mark penge i forhold til sølv (side 256-259) er udeladt her.
Der ses af de foranstaaende forskjellige Oplysninger om Myntens Stigen og Synken gjennem Angivelser af dens Forhold til Mark Sølv, at det kun er forholdsvis faa Aar, for hvilke vi kjende Myntværdien; men selv om de spredte Optegnelser afbrydes af store uoplyste Mellemrum, have vi dog allerede nu flere Hovedpunkter, der vise de store Træk i hin Tids stærke Svingning i Pengeforholdene.
Følge vi disse Punkter, vil det først ses, at Myntværdien i Valdemar Seiers senere Regjeringsaar er ikke saa lidt forringet; 1231 er 2 1/2 Mk. Penge = 1 Mk. Sølv (23). Tiltrods for Abels Forsøg paa gjennem Plougskatten at hæve Mynten synker den under Christopher I yderligere saameget, at 1256 er 3 17/24 Mk. P. = 1 Mk. Sølv. Det er af Interesse at se, hvorledes der netop 1257 træffes Bestemmelse i ældre og ikke i ny Mynt; her og senere, naar dette gentages, har man et sikkert Vidnesbyrd for, at der i de Aar har fundet en Nedgang i Mynten Sted, hvorfor den ældre er bleven foretrukken for den ny.
Under Erik Glipping holder Mynten sig i noget lavere Værdi, 4 4/9 Mk. P. = 1 Mk. Sølv, men er dog ret constant. Først mod Slutningen af hans Regjering er den dalet noget i Jylland. Efter Forordningen 1284 skulde den jydske og den sjællandske Mynt holdes i samme Værdi; det viser sig imidlertid, at der ikke har fundet nogen Opgang Sted i den sjællandske, men derimod en Synken i den jydske, til 5 Mk. P. = 1 Mk. Sølv. Jens Grand fremfører blandt sine Klagepunkter 1296, at Erik Glipping i sin Tid forringede Mynten (24). Der foreligger imidlertid ikke nogen bestemt Angivelse af, hvor langt den blev bragt ned i Værdi; men Mynterne vise ganske rigtig en Forringelse i Slutningen af hans Regjering (25). Paa den Tid, da de Fredløses Forfalskninger af Landets Mynt havde bragt denne ned til en yderlig Slethed, opgives det, at Mynten er sunket saameget i Værdi, at medens der forhen regnedes 3 eller 4 Pund (Mark?) dansk Mynt paa 1 Mk. Sølv, gaar der nu 10 eller 18(?) Pund (Mark?) danske Penge paa 1 Mk. Sølv (26). Mynterne udvise, at Værdien vil kunne anslaas til c. 10 Mk. Penninge = 1 Mk. Sølv, omtrent som i Perioden henimod Udmyntningens Standsning (27). Betegnende for disse Aars slette Udmyntninger og for den ringe Tiltro, man havde til Landets Myntvæsen, er en Optegnelse fra 1290 om et Laan af 160 Mk. i gamle Penge, hvilket udtrykkelig betinges at skulle betales tilbage igjen i gammel Mynt (28). Mod det 13de Aarhundredes Slutning stiger Myntværdien atter noget - 1 Mk. Sølv = 6 2/3 - 5 1/3 Mk. Penninge; men det har ikke nogen lang Varighed, og med det 14de Aarhundrede spores en gradvis Nedgang i Mynten; 1306 er 1 Mk. Sølv = 8 Mk. Penninge, 1314: 1 Mk. Sølv = 10 Mk. Penninge. Mynten holder sig senere næsten stadig i denne ringe Værdi, indtil Udmyntningen standser. Nogle Forandringer kunne spores at have fundet Sted, men de have ikke været af nogen Betydning. Saaledes er den sjællandske Mynt noget bedre end den jydske i en lang Tid af Erik Menveds Regjering, ligesom Mynten fra Ribe og den sønderjydske Mynt ere af noget bedre Beskaffenhed end den øvrige Mynt i Slutningsperioden (29). 1330 er i Slesvig 1 Mk. Sølv = 7 1/2 Mk. Penninge (30). Denne indbyrdes Omskiften i Værdien fremgaar endnu ofte klart af selve Mynterne.
De aarlige Udmyntninger maa efter de foreliggende Oplysninger antages at være standsede omtrent 1336 ved de forskjellige Myntsteder. Naar der senere omtales danske Penge, da viser dette sig at være begrundet dels i tidligere Bestemmelser og Ordninger, dels deri at Kobbermynten endnu adskillige Aar efter 1336 har været benyttet som Skillemynt; og endelig er der ogsaa i enkelte Aar, saaledes 1356, sket Udmyntning i Riget (31).
Som tidligere anført berørte Nedgangen i Myntværdien i Slutningen af det 13de Aarhundrede mindre Lunds Mynt; dennes Værdi var blevet bestemt ved Myntordningen i Aaret 1299 og holdt sig derpaa med 4 4/14 - 4 1/2 Mk. P. = 1 Mk. Sølv indtil 1330, hvorefter der regnedes 4 5/6 - 5 Mk. P = 1 Mk. Sølv, hvilken Værdi ogsaa den svenske Mynt havde (32). Den skaanske ansaas i Almindelighed for at være dobbelt saa god som den sjællandske, saaledes at man regnede 2 Mk. sjællandske P. = 1 Mk. skaanske P. Under Kong Magnus Smek fortsattes Udmyntningen i Lund uforandret; fra 1332, da Mynten kom under Sverrig, og indtil 1366 findes med faa Afbrydelser Optegnelser om ny skaansk Mynt, hvilket er et sikkert Bevis for, at Myntens Værdi har holdt sig jevnt fast. I Aaret 1369, umiddelbart for de aarlige Udmyntninger standse, ere 5 5/8 Mk. skaanske P. = 1 Mk. Sølv, og faa Aar efter Udmyntningens formentlig endelige Standsning 1377 regnes i Aaret 1383 6 Mk. skaanske P. = 1 Mk. Sølv (33); i dette Tilfælde er det sikkert ældre Mynt, som vedvarende har holdt sig i Omløb. Endnu i Aaret, 1390 omtales et Testamente, som omhandler Pengegaver i den gamle Øreberegning (34).
Den hallandske Mynts Værdi findes angivet i Aaret 1282 at have været: 5 Mk. hallandske P. = 1 Mk. Sølv i Kølns eller Roskildes Vægt (35) og synes af Mynterne at have været noget ringere end den samtidige skaanske (36).
Vi maa som sagt antage, at Udmyntningen efter en gradvis Tilbagegang standses omtrent 1336 ved alle Myntstederne i Danmark Vest for Skaane. Et Punkt af særlig Interesse i det 14de Aarhundrede frembyder de her i Riget mest gjængse fremmede Myntsorters Forhold, hvorledes navnlig engelske, franske og tydske Penge efterhaanden faa mere Overhaand og fortrænge først den vestligere danske Mynt, og tilsidst ogsaa den skaanske. Paa den efterfølgende Tavle findes samlet fra gamle Breve og Aktstykker et større Antal Exempler, i hvilke den dansk-skaanske Mynt, Mark Sølv samt de vigtigste fremmede Pengesorter have været anvendte i Tidsrummet 1300-1379 (37). For 1300 ere Optegnelserne om Penge og Pengeordninger saa sparsomme, at Forholdstallene let blive paavirkede af Tilfældigheder; efter den Tid derimod haves der saa mange, at en Oversigtstavle over et tilstrækkelig stort Antal Exempler maa give et tilforladeligt Udtryk for Forholdene.
| Dansk Mynt |
Skaansk Mynt |
Mark Sølv |
Engelsk Mynt |
Fransk Mynt |
Lybsk Mynt |
|
| 1300- 9 | 43 | 24 | 11 | 8 | 3 | 0 |
| 1310-19 | 62 | 29 | 15 | 12 | 4 | 0 |
| 1320-29 | 24 | 18 | 21 | 2 | 2 | 0 |
| 1330-39 | 15 (38) | 44 | 41 | 16 | 12 | 3 |
| 1340-49 | 4 (39) | 63 | 62 | 19 | 12 | 10 |
| 1350-59 | 3 (40) | 42 | 51 | 17 | 16 | 8 |
| 1360-69 | 1 (41) | 33 | 46 | 20 | 14 | 19 |
| 1370-79 | 1 | 5 | 32 | 12 | 14 | 21 |
Under det danske Pengevæsens yderlige Forfald gik det snart stærkt tilbage med Benyttelsen af Landets Mynt, navnlig efter 1320. Fra Tidsrummet 1330-40 forekommer der 15 Exempler før og intet efter 1336, ved hvilket Tidspunkt Udmyntningens Standsning altsaa utvivlsomt er indtraadt. Naar der senere findes Angivelser i danske Penge, ere disse vistnok rent undtagelsesvis begrundede i nye Udmyntninger, saaledes 1352 og 1356; som oftest har det været ældre endnu circulerende Myntsorter eller skaansk Mynt, man har benyttet.
Hvorvidt de forholdsvis faa Exempler paa Anvendelsen af den skaanske Mynt i Perioden 1320-29 kun har været begrundet i tilfældige Omstændigheder, er det umuligt at afgjøre. Ellers viser det sig, at den har været omtrent lige stærkt benyttet, indtil pludselig den aarlige Udmyntning standses c. 1371.
Den almindelige Brug af et saa solidt Betalingsmiddel som rent Sølv efter Vægt har selvfølgelig ikke kunnet være underkastet Svingninger, saaledes som Brugen af den omskiftende, stigende og synkende Mark Penninge. Det ses imidlertid, at der her i Danmark har fundet en større Anvendelse Sted af det rene Sølv ved Betalinger fra den Tid, da de aarlige Udmyntninger ere standsede. Mangelen paa almindelig gjængs og gangbar dansk Mynt har bevirket, at der allerede i Tiaaret 1330-39 findes et dobbelt saa stort Antal Exempler paa Benyttelsen af Mark Sølv, som i de foregaaende ti Aar; og at dette ikke er tilfældigt, ses deraf, at Exemplernes Antal forøges for det næste Tiaar under Rigets vedvarende opløste Pengeforhold. Senere aftager dog Brugen af rent Sølv noget, sandsynligvis foranlediget ved den tiltagende Anvendelse af Udlandets gode Penge.
Af fremmed Mynt have de engelske Sterlinge næsten gjennemgaaende Overvægten indtil omtrent 1370, da der spores en begyndende Tilbagegang. Tilfældige Omstændigheder maa have bevirket, at der kun findes saa faa Exempler fra Aarene 1320-29; thi nogen kortvarig Standsning i Brugen af engelsk Mynt kan ikke antages at have fundet Sted. Mod Aarhundredets Slutning derimod er dens Udbredelse stærkt i Aftagende, og omsider fortrænges den af den lybske.
De franske Tournoser ses navnlig at have faaet Udbredelse samtidig med den danske Mynts yderlige Nedgang. Fra 1330 komme de efterhaanden ligesaa stærkt i Brug som engelske Sterlinge, og efterat disse mod Aarhundredets Slutning længe have været i Tilbagegang, er fransk Mynt vedblivende blevet meget benyttet herhjemme.
De lybske Penge begynde først paa en lidt senere Tid, efter 1340, ret at trænge igiennem her i Landet; men tilsidst faa de Overvægten baade over de engelske og de franske. Hvis vi fulgte Forholdene længere ned i Tiden, vilde vi se, at den lybske Mynt i Tiaaret 1400-1409 findes anvendt i 3 Gange saamange Tilfælde som den franske og engelske tilsammen. Den lybske Mynt og Myntregning bliver ogsaa tilsidst aldeles som hjemme her i Danmark, medens Brugen af den gamle Beregning i Mark og Øre bliver ganske fremmed og uvant. Senere ved Udmyntningens Gjenoptagelse ordnes Landets Myntvæsen under Erik af Pommern i Overensstemmelse med det tilvante lybske Myntsystem og efter Overenskomst med den store Hansestad.