Guldmønterne fra denne periode er lidt kummerligt beskrevet af Hede og dermed også af Sieg. Jeg finder derfor en nøjere beskrivelse ønskelig. Perioden 1624-1641 er valgt, da det er muligt, at der er tale om et fast møntværksted for den kongelige mønt i denne periode.
Ved udgangen af 1623 foretages der kun udmøntning i den nyanlagte by Glyckstad, men på grund af sølvfundet i Norge og som forberedelse til kongens ambitioner om deltagelse i trediveårskrigen startes en omfattende udmøntning i København.
J. Wilcke skriver følgende om oprettelse af dette møntsted (Wilcke 1919 p. 219): "Kongen lod mønten "for" Københavns Slot bestyre af sin gamle Møntmester Nikolai Schwabe med Hans Søffrensen som Møntskriver dvs. Regnskabsfører. Først tænkte han på at anlægge den i selve Renteriet. Da dette dog vilde volde for megen støj, anbragtes Mønten på den anden Side den ydre Slotsgrav i en Bygning ved Holmens Kirke, hvor der tidligere havde været Smedie, derefter Toldbod, og som senere blev kirkens kor."
Den bygning, som her beskrives må være tårnet på Frederik II's gamle smedie (se figur 1). Det beskrives, at tårnet, der tidligere har fungeret som møntsted og toldbod, inddrages i Holmens Kirke som kor i året 1641 (Bo Bramsen). Det er således muligt, at kongens udmøntning i København i hele perioden fra 1624 til 1641 er sket i den nuværende Holmens Kirke. Udmøntningen har været meget omfattende i de første år, men efter 1632 har udmøntningen været meget sparsom og har stort set kun bestået af nogle få guldmønter (af sølvmønter efter 1632 kendes kun de halve, enkelte og dobbelte specier fra 1634). Udmøntningen synes helt stoppet ved udgangen af 1637.
Under trediveårskrigen er der også oprettet en borgerlig mønt med møntmester Mathias Clausen, og guldmønterne fra dette værksted, hvis fysiske placering ikke er kendt, er også medtaget i denne behandling.
I dag kendes den Rhinske Gylden fra følgende årstal: 1625, 1627, 1628 og 1632, og den er mest almindelig fra 1625. Det synes således oplagt, at den i 1624 regnskabsførte udmøntning repræsenteres af de Rhinske gylden fra 1625. Mønterne kan eventuelt være slået allerede i 1624, men er fremdateret til 1625, da de oplagt er slået med henblik på de forestående krigsudgifter, som kongen forventede fra 1625.
Den regnskabsførte udmøntning fra 1627 omfatter sandsynligvis også mønter med årstallet 1628. Mønterne fra 1627 og 1628 er oplagt slået til anvendelse i forbindelse med trediveårskrigen, da Christian IV i disse år stadig var involveret i dette ulykkelige foretagende. I 1627 skulle der hverves nye tropper efter det skæbnesvangre nederlag ved Lutter am Barenberg i 1626.
1632-udmøntningen, som erkendes ved mønter med årstallet 1632, må have en ganske anden baggrund, idet Christian IV allerede i 1629 opnår en særdeles gunstig separatfred med kejseren, og derefter ikke er aktør i den forfærdelige krig. Udmøntningen har dog sandsynligvis relation til krigsomkostninger, idet det politisk besluttes at opretholde en stående hær i Danmark efter den uheldige indblanding i trediveårskrigen. Denne hær blev en dyr fornøjelse for landet (se Heiberg p. 353 ff.), og hele guldudmøntningen i 1630-erne må nok tilskrives denne politiske beslutning.
Den Rhinske Gylden fra 1632 bør også af andre grunde holdes adskilt fra den egentlige krigsudmøntning med årstal 1625, 1627 og 1628. Det forholder sig nemlig sådan, at den gamle møntmester N. Schwabe afløses af P. Gryner i 1628. I begyndelsen anvender P. Gryner en blomst som møntmestermærke, og mønter med dette mærke er i forskellige katalogiseringer adskilt fra N. Schwabes mønter, som bærer et kløverblad som møntmestermærke. Fra engang i 1630 ændrer P. Gryner imidlertid sit mærke til kløverbladet, der nu må opfattes som et mærke for møntstedet København. P. Gryners Rhinske Gylden fra 1632 er af Hede og Sieg blevet slået sammen med N. Schwabes, da møntmestermærket er det samme. Selvom mønterne ligner hinanden, er sammenblandingen dog uheldig, idet mønternes forskellige baggrund herved skjules.
At de to grupper bør adskilles, fremgår også af mønternes udseende, idet bagsiderne er temmelig forskellige (se figur 2 og 3). N. Schwabes mønter har lige afskårne korsender, skjoldet er ubrudt foroven og endelig er der nogle draperier hængende ned fra den vandrette korsarm på begge sider af skjoldet. På P. Gryners mønter er korsenderne kløftede, og skjoldet brydes af forsiringerne foroven. Endelig og mest markant mangler de hængende draperier.
På de to viste mønters forside ses det at skærfet i begge tilfælde er forsynet med en kniplingskant (den mere eller mindre takkede rand langs den nedre kant). Der kendes stempler fra både Schwabe og Gryner, hvor denne kniplingskant ikke forekommer (se eksempel nedenunder). Der er således for begge udmøntninger en lille variation i forsidemotivet.
De Rhinske Gylden bør efter min opfattelse opdeles i to typer efter deres forskellige oprindelse og dermed deres bagsidetype. Forsidens variation er ubetydelig, men kan eventuelt danne baggrund for en variantopdeling af begge typer.
Hvad angår udseendet, fremstår mønten fra 1627 meget anderledes end de tidligere rosonobler, idet kongens krone er forsynet med bøjler, som det er almindeligt på mønter efter 1624. Med baggrund i disse klare forskelle bør denne udmøntning adskilles fra de tidligere i en katalogisering.
I disse tal skal det bemærkes, at de 46 Rdl. fra 1626 ifølge WiIcke er udmøntet som 31 stk. enkelte guldkroner. Der kendes imidlertid ikke enkelte guldkroner fra denne periode. På den anden side er der bevaret dobbelte guldkroner fra dette år, hvorfor der antagelig er tale om en udmøntning af dobbelte guldkroner i 1626. Hvis stykantallet gælder dobbelte guldkroner bliver 1626-udmøntningens værdi således fordoblet til 93 Rdl. (31 stk. af 3 Rdl.)
Udmøntningernes størrelse fra 1630-erne er ikke kendt, og de angivne årstal er kun medtaget for at vise, at der kendes mønter fra disse årstal. Det er sandsynligt, at der har været en løbende udmøntning fra 1630 til 1637, hvor alle mønter fra de udeladte årstal er bortkommet. Det bevarede antal mønter er så ringe, at det rent statistisk ville være meget usandsynligt, at finde bevarede eksemplarer fra alle årstal.
Ser vi på disse mønter, er det igen meget markant, at kronerne er forsynet med bøjler i modsætning til de tidligere guldkroner fra 1619 til 1621. Ligesom for rosonoblerne er det altså naturligt at adskille mønter fra de klart forskellige udmøntninger liggende omkring henholdsvis 1620 på den ene side og efter 1624 på den anden side. Inden for gruppen efter 1624 ser vi det samme forhold som beskrevet for de Rhinske Gylden. Der er dels en decideret krigsudmøntning fra 1626 til 1628, hvor der for 1628 kendes mønter med to forskellige møntmestermærker (se figur 6 og 7), men der er også en gruppe fra 1630 til 1637 slået af P. Gryner med kløverbladsmærket (figur 8). De kendte mønter fra 1628 er katalogmæssigt adskilt (Hede 25A og 25D), da de bærer forskellige møntmestermærker. Der er imidlertid brugt samme forsidestempel, hvilket ikke er mærkeligt, da møntstedet blot har skiftet mester.
Mønterne fra 1630-erne, som klart tilhører en efterkrigsudmøntning er derimod blandet sammen med N. Schwabes krigsmønter grundet det fælles møntmestermærke. Disse mønter fra 1630-erne adskiller sig ellers fra krigsmønterne ved anderledes skjoldforsiringer på forsiden (sml. figur 6 og 8), og de er naturligvis slået under P. Gryner. En naturlig opdeling af dobbelte guldkroner fra perioden 1624 til 1641 vil indeholde tre grupper som følger:
At Christian IV også havde brug for Guds ledetråd til hans private hjerte efter bruddet med Kirsten Munk i 1628, gør ikke mønten mindre interessant.
