Valdemarus Primus

af Georg Galster

I Beskrivelse over danske Mynter og Medailler i den kongelige Samling 1791 er side 71 under Valdemar I nummer 25 opført "En Bracteat med et kronet Hoftebillede, holdende i höire Haand et Lilie-Scepter, ved venstre Side staaer et Taarn, og omkring Billedet de tre Bogstaver: IVA Tab. XV. No. 25" (se fig. 1).

Det er besynderligt, at man ikke har sat bogstaverne i den mere naturlige følge VAI, da det må være den, der har begrundet henførelsen til Valdemar I. Desværre plejer den unævnte forfatter ikke at angive mønternes proveniens. Det var den unge, omved 25-årige sekretær ved medaillecommissionen af 27. maj 1739, Henrik Henriksen, der i løbet af kun et års tid skrev teksten til den Beskrivelse, der først kom på tryk et halvt århundrede senere (1). De ca. 6000 mønter er efter gammel ordning fordelt i tre Classer:

Henriksen siges at have fulgt den orden, hvori mønterne var lagt i de ældre inventarier; sådanne er forgæves eftersøgt og kan være gået til grunde med kongens håndbibliothek i Christiansborgs brand den 26. februar 1794 (2). Man må antage, at ovennævnte mønt hidrører fra et upåagtet fund, der er gjort før 1739 i Danmark (3).

Nils Ludvig Rasmusson har om IVA-indskriften udtalt: "Det ligger nära til hands art tolka även denna inskrift som Civitas Arosiensis" (4). Rasmussons fortolkning forekommer altfor usandsynlig, og det hjælper ikke på forståelsen, at riksantikvarien Bengt Thordeman gjorde ham opmærksom på en norsk mønt fra det 11. århundrede med bogstaverne IVA om et brystbillede med kedelhjelm (5).

Den naturligste læsning af de tre bogstaver er altså Valdemarus primus. Således benævnes kongen i begge indskrifter på blypladen i hans grav i Sankt Bendts kirke i Ringsted: ... DANORVMREX WALDEMARVSPRIMVS ... (6). Man har villet hævde, at dette navnetal forudsatte en Valdemarus secundus (7), således at indskrifterne måtte være affattet efter 1202, hvad der forudsætter en åbning af gravkisten. Dette er ikke nødvendigt; en konge kan meget vel i levende live betegne sig som den første af navnet (8). Det mest nærliggende eksempel er Birger Jarls søn Valdemar (1250-75, +1302). Hans sekret, benyttet 1267-77 og 7.10.1286 bærer omskriften +SECRETVM : WOLDEMARI : PRIMI : REGIS : SWEOV. Et andet skal have haft teksten WALDEMARVS PRIMVS DEI GRACIA REX SWEORVM (9). Og han havde endda ingen Valdemarus secundus til efterfølger. Fremstillingen på brakteaten svarer ret nøje til billederne på Valdemarernes mønter med varianter af den tronende konge (10). En enkelt detaille leder især tanken hen på Valdemar I. I stedet for rigsæble holder kongen i sin venstre hånd modellen til et tårn. Det kan sigte til de borge, kongen lod bygge til rigets forsvar. Således nævner den oven omtalte blyplade blandt hans tre største bedrifter borgen på Sprogø. Ruinerne af det centrale vagttårn ligger nu begravet under det 1868 opførte fyrtårn. - Når den så udmærkede numismatiker og arkæolog, senere riksantikvarie dr. Bengt Thordeman har fortolket dette usædvanlige konge-attribut som et ciborium, d. v. s. et gemme for den hellige nadver, der ofte kan have form som et tårn (11), så må man indvende, at et ciborium måske kan tænkes i hånden på en biskop, men ikke så godt i en konges hånd. Mønten ligger endnu i KM på sin gamle etikette med påskriften: "Wald. 1. T. XV no 25", men i Samlingens håndexemplar af Beskrivelsen er tilskrevet: "Foreløbig henlagt ved de fremmede uvisse Bracteater."

Det er ret sandsynligt, at mønten ikke er et løsfund, men at den har hørt til et større eller mindre skattefund. Der er i Beskrivelsen af 1791 optaget flere brakteater, der i udførelse er nær beslægtede med den, men er uden indskrift og efterhånden "degenererede". De er 16-17 mm i tværmål og vejer 0,20-0,35 g; de er indrammet af ca. 24 kugler (12): I Classe nos. 247, 250, 251, 252 og Norske Tab. XXVIII nos. 9 og 10. De har alle i Samlingens håndexemplar fået tilskriften: "Ved (eller "efter") Svend Grathe. Uvisse."

Norske s. 108 nr. 9. "En Bracteat, hvorpaa sees et kronet Brystbillede holdende i höire Haand Rigsæblet og i venstre en Fane. Tab. XXVIII. No. 9." (Se fig. 1.)

- 10. Samme, med den Forskiel, at Rigsæblet paa denne holdes i venstre Haand og Fanen i höire. Tab. XXVIII. No. 10." (Se fig. 1.)

I Classe No. 250. "En meget uformelig dannet, hvorpaa næsten allene ved Punkter forestilles et Hoved, over samme to Grene, hvilke formodentlig skal betyde en Krone, ved höire Side et Scepter og ved venstre Rigsæblet." (Se fig. 1.)

- 251. "En med et kronet Hoved og til höire Side en Bygning med et Sverd og ved Siden deraf et Kors, til venstre Rigsæblet omtrent som paa foregaaende." (Bygning er en misforståelse af skulder og arm, der holder sværdet. (Se fig. 1.)

- 252. "En, hvorpaa et ildedannet Brystbillede, holdende et Sverd i höire og efter Anseende en Fane i venstre Haand." (Se fig. 1.)

- 247. "En sönderbrudt Bracteat, hvorpaa en Bispestav med mange Punkter." Dette exemplar er øjensynlig blevet ombyttet med et bedre, der dog også er lidt beskadiget i randen forneden, inden den pågældende tavle (i 1780'erne) blev udarbejdet. Beskrivelsen er unøjagtig, for så vidt den ikke nævner, at bispestaven holdes af en hånd (13). (se fig. 1).

Det har antagelig været som forarbejde til Ramus' og Devegges møntværk, at man gennemgik Beskrivelsen af 1791 og bemærkede, at de her nævnte bracteater skulle henføres til Svend Grathe eller til de uvisse efter ham. Men Thomsen må være kommet på andre tanker, da han i samarbejde med Devegge katalogiserede hofkleinsmed Georg Friderich Timms store møntsamling. I katalogen til auctionen den 18de julii 1831 s. 292-3 er under Svenske Uvisse nr. 5 opført "Bracteat, hvorpaa en barbarisk Forestilling af et modvendt Hoved med Krone. B. 1 Kl. No. 250. cfr. Brenner T. I. n. 3." (14). - Det kan jo være Thomsens kendskab til Brenners værk, der har fået ham til at henføre disse mønter til Sverige.

Foruden Timm har et antal danske samlere været så heldige at kunne indlægge et eller flere stykker af denne møntgruppe i deres samlinger; det gælder således C. J. Thomsen (11 ex.) (15), O. T. Thomsen (9 ex.) (16), Bille-Brahe (6 ex.) (17), Devegge (7 ex.) (18), Sorterup (1 ex.) (19), Læssøe (3 ex.) (20), Benzon (6 ex. ) (21), Lynge (1 ex. ) (22), Bech (6 ex.) (23), Bruun (1914 13 ex. ) (24), Samme (1928 6 ex.) (25). Foruden disse 10 samlere har der antagelig været flere. Derimod har de nævnte mønter, ialt 70 stk., været færre, idet mange af dem har været gengangere. Men dog sandsynliggør tallene, at en del af dem kan stamme fra et ældre dansk møntfund. Hvis man kun havde kendt de syv mønter i Beskrivelsen af 1791, havde bestemmelsen af konge og hjemsted ikke voldt problemer; men vi må se på fund af samme slags mønter i vore nabolande.

I maj 1840 blev på gården Dælie i Næs sogn i Hedemarken gjort et stort mønt- og sølvfund. Det indkom i sin helhed til Universitetets Myntkabinett i Christiania, hvis lærde bestyrer, professor Holmboe, gjorde det til genstand for en udførlig bearbejdelse, der udkom i to udgaver på latin (1841 og 1854) og en på tysk (1863) (26). Holmboe optalte ca. 4.966 mønter, hvoraf "l. Norske mynter" udgjorde hovedmassen (ca. 4.500), som hidrørte fra kong Sverre (1177-1202).

Foruden disse indeholdt skatten 294 tyske, 10 engelske og 71 uvisse mønter.

Hauberg har mærkeligt nok i sin fundoversigt (s. 25 nr. 106) overset, at Valdemar I også var repræsenteret ved de to danske "uvisse": Hbg. Roskilde 10 og 13. Dæliefundet har haft et par ældre mønter med: Svend Grathe nr. 1 og 2 (Hbg. nr. 3 og 5: Viborg), som er kendt fra Aalborg- og Øster Uttrup-fundene 1696 og 1708 (antagelig nedlagt 1157 oct.). Den bracteat, Holmboe har henført til Knud V nr. 1, som ikke foreligger i KM, er også forbigået af Hauberg; den kan måske snarere være at henføre til Knud VI; medens den, som Holmboe henfører til Knud VI som hidtil ukendt, af Hauberg er tilskrevet Knud V nr. 4, Viborg (32). Af Dæliefundets mønter er det således kun "Skandinaviske uvisse bracteater" nr. 5 (2 ex.), 3 (2 ex.), Danske mønter Knud V nr. 2 og 3, der har interesse her ved deres forekomst også i det gamle fund, som er indgået i KM før 1740.

Holmboe har ved de uvisse fra Knut Eriksson nr. 1 henvist til en lignende, Beskr. II C1. T. XXVIII N. 4, på hvilken udgiverne har læst OVLAF, men Schive har gjort ham opmærksom på, at den sandsynligvis er slået i Lödöse ved Götaelven. I Møntsamlingens håndexemplar af Beskrivelsen står tilskrevet ved nr. 4: "Paa disse staae ei OLVF men LODV, som antages at betegne Lødese og henlagt ved de Svenske. cf. Holmboe om Dælie Fundet." Den kan altså have hørt til samme fund som de andre ovennævnte fire bracteater i Beskr.

Efter således at have gennemgået det ukendte, formentlig danske, fund og det fuldstændig kendte norske fund kommer raden nu til de allersomvigtigste, de svenske fund. Bortset fra de fire bracteater, som "den svenska myntkunskapens fader", Elias Brenner, fik tag i af det ældste fund og aftegnede til sit banebrydende værk, Thesaurus nummorum Sveogothicorum (Tab. I, 3) 1705 (33), blev indholdet af dette fund i sin helhed først kendt i Hans Hildebrands gengivelse i hans grundlæggende arbejde Sveriges mynt under medeltiden (34). Hildebrand afbildede 15 af denne gruppe mønter, som han opgav hidrørte fra et fund i Södermanland. Han sluttede deraf, at de så også var "uppsvenska". Han læste bogstaverne på ledestykket som "VAI - den sista bokstafven har stundom en form, som närmer sig till L, på ett annat slag ses endast VA; både formerna torde representera namnet Valdemar. De öfriga sakna inskrift." Han henførte følgelig disse mønter til den svenske konge Valdemar Birgersson, idet han mærkelig nok overså, at exemplarer af denne møntgruppe forekom i Dæliefundet.

Rigtig underretning om det svenske fund fremkom først i N. L. Rasmussons artikel om Det Bromelius-v. Bromellska myntkabinettet och dess bestånd av "myntskatter" (35). Herefter skulle fundet være gjort 1676 i Stockholm, i en sandbakke på Södermalm (rettet fra "Norrmalm"). Det var et samlet fund af hidtil ukendte mønter. De nærmere omstændigheder, findestedet, antallet af mønter kendes ikke. Selv den dygtige og i møntfund interesserede sekretær i antiquitetsarkivet, Johan Hadorph har ikke fået underretning derom. Heldigvis fik den praktiserende læge i Stockholm, Olaus Bromelius, der var kendt som møntsamler, et antal mønter fra fundet. Hans søn, Magnus v. Bromell, der også var læge, fortsatte sin faders samling, og i en fortegnelse over denne indføjede han en kort notits om fundet og aftegnede ni mønter, der viste ligeså mange typer. Også Ellas Brenner fik som sagt nogle stykker af den unævnte finder. Rasmusson gengav Bromells møntbilleder og bestemte dem med henvisninger til Hildebrand, Antell, Bruun (36) og til Bengt Thordemans i samme årgang af "Fornvännen" udkomne "Två fynd av Knut Erikssons Västeråsbrakteater från Mackmyra i Valbo socken, Gästrikland".

Om Mackmyrafundene er alt ganske anderledes klarlagt. De blev gjort 1921 og 1930 udenfor Mackmyra Sulfitfabrik ved planering af en bakke, og mønterne lå i et par meters indbyrdes afstand. Der optaltes henholdsvis 111 og 148 brakteater, fordelt på 21 typer. De er afbildede i Thordemans ovennævnte artikel s. 211 fig. 88:

Hauberg var i vildråde med de nørrejydske mønter fra tiden efter Niels den Gamle og før Valdemar Sejr. Kun for "prinsekrigen" forelå der i de små brakteater gennem deres indskrifter sikre bestemmelser med hensyn til konge (Sven, Knud og Valdemar) og møntsted (Aalborg, Aarhus, Hjørring, Horsens, Randers og Viborg). De foreligger som isoleret foreteelse uden begyndelse og afslutning. Hauberg har søgt at udfylde dette tidsrum så godt, som han efter sin intuition som kunstner formåede (37). Resultatet er dog blevet ret magert. For Valdemar I's 25 regeringsår (1157-82) har han for Viborg 3 og for det øvrige Nørrejylland 27 forskellige brakteater samt 3 "solide" mønttyper - disse sidste bør udgå, som uden virkelig begrundelse henført til Viborg. For Knud VI's 20 år (1182-1202) har han kun 2 mønter, der begge må udgå.

Nils Ludvig Rasmusson har i sin bearbejdelse af mønter fra fund i Lapmarken (38) udkastet den tanke, at en række små brakteater, som Schive har optaget i sit værk som norske, fra tiden 1160-1205, i virkeligheden er danske. De hidrører jo også fra et dansk fund, Aalborg eller Ø. Uttrup. Thomsen har ikke kendt sådanne danske mønter, og så har han henført dem til Norge, hvor man dengang lod så mange ukendte mønter høre hjemme. Rasmussons tanke maner til efterfølgelse, hvad angår den anden halvdel af det 12. århundrede (39).

Forfatteren af denne lille artikel in majorem patriæ gloriam og til hyldest af en grundigt arbejdende forsker og værkfælle understreger, at brakteaten med Valdemar I's navn kun kan være slået i hans kongetid i Danmark og da sandsynligvis i Nørrejylland og muligvis i hovedstaden Viborg. Bracteaten med bispestaven peger snarest hen på Viborgbiskoppen (Niels, 1153-91), der personlig eller på bispestolens vegne har fået del i indtægten fra Mønten. Her har Hauberg set fejl, som flere biskoppelige mønter fra Viborg viser (40).

Valdemar I's bracteat må jo trække de indskriftsløse af samme "fabrik" (gruppe) med sig - om dem alle eller kun nogle af dem bedes overvejet af kommende møntforskere.

Fig. 2: Den kgl. Mønt- og Medaillesamling har følgende bracteater af den her omhandlede slags:

Bracteaterne med ARAS og kors er ikke medtaget her, men dem vender vi muligvis tilbage til andetsteds, når pladsen tillader. Det samme gælder bracteaten, Hild.540. - (Foto: Lennart Larsen.)

 

Tillæg

Den måske vigtigste forøgelse, som Det kgl. Myntcabinet fik i Hielmstiernes tid, var købet af hofråd Carl Gustaf Warmholtz' store samling af svenske mønter. Det var Langebek, der på sin studierejse 1753 gjorde bekendtskab med Warmholtz på Christineholm ved Nyköping og fortalte derom i sine breve (41). Det førte til en årelang brevveksling (på fransk) mellem Warmholtz og Hielmstierne, der endte med, at kongen købte samlingen for 3100 daler courant. Endelig i august 1756 var samlingen nået frem, blev beskuet af majestæten og Moltke på Fredensborg og derefter henlagt ved de øvrige mønter i Cancelliet (42). Det danner grundlaget for samlingen af svenske mønter og medailler; før var der intet i kongens myntcabinet. Det af Warmholtz udarbejdede katalog omfattede 863 numre medailler og 825 numre mønter. Sidste mønt er en quart ducat 1754. De to første sider har interesse her: 



CATALOGUS


NUMMORUM SUEO-GOTHICORUM





	1-69. Nummi incogniti: Bracteati LVIII et Solid i XI.




II.
Olaus Trætelja.


	70-72. Bracteati III.
		Brenner. Tab. I. n. 2. 3.





III.
Biorno. 

	73-78. Bracteati IV. Solidi II.
		Bren. T. I.





IV.
Sivardus Fro


	79. Bracteatus
		Bren. Tab. I. n. 14.





V.
Ericus Victorios.


	80. Bracteat.
		Bren. Tab. I. n. 15.





VI.
Olaus Skotkon.


	81-82. Bracteati II
		Bren. Tab. I.
	83. Solidus I.
		Bren. Tab. II.




VII.
Anundus Iacob.


	84-85. Bracteati II.
		Bren. Tab. II. n. II.





VIII.
Haquinus Rufus.


	86. Solidus.
		Bren. p. 6.





IX.
Philippus. 

	87. Solidus.
		Bren. Tab. III.





X.

Ragvaldus Knaphöfde.


	88. Bracteat.
		Bren. T. III. n. 2.
	89. Solidus.
		Idem, ibid. n. 1.





XI.
Svercherus II.


	90. Solidus I.
	91-94. Brasteati IV.
		Bren. Tab. III.





XII.

Ericus IX.


	95-97. Bracteati III.
		Bren. Tab.  III. n. 7. 11.
	98-99. Solidi II.
		Idem, ibid.




XIII.
Canutus.


	100. Solidus I.
		Bren.	Tab. III.
	101-102. Bracteati II.
		Idem,	ibid.
	




XIV.
Svercherus III.



	103-104. Bracteati II.
		Bren. Tab. IV.





XV.
Ericus Balbus.


	105-107. Bracteati III.
		Bren. Tab. IV. n. 4. 5.

 

Nogen bracteat med VAI har Warmholtz åbenbart ikke haft. Og kun en af bracteaterne, nr. 72, hører til den her omhandlede gruppe. Brenner har henført den til sagnkongen Olav Trætelje, d. v. s. Træøkse, således kaldet, fordi han efter Ynglingesaga ryddede skov i Värmland. Det skulle have været i begyndelsen af det niende århundrede. Hielmstierne var med rette skeptisk overfor de ældste svenske mønter, da han 1749 skrev: "de Svenske bryste sig af deres selv fabriquerede smaae sølv Mynter med Runer paa" (43). De ukendte bracteater nr. 1-58 har måske for en del været med den "cimbriske tyr" (d. v. s. hulpenninge med oksehoved fra Mecklenborg fra det 14. århundrede) og med et lokket kongehoved, henført til dronning Margrethe (d. v. s. hulpenninge fra Lybæk, 14. årh.). Nogen mere betydning for Det kgl. Myntcabinets forøgelse fik en byttehandel med Hildebrand, d. v. s. Kungl. Myntkabinettet i Stockholm 1846, hvorved det erhvervede 13 bracteater (44), hvoraf nogle indlagdes i samlingen, som det fremgår af denne fortegnelse over de 20 stykker, som den nutildags ejer af denne gruppe.

(Festskrift til K. G. Kaaber. Fra Holbæk amt. Årbog for Historisk Samfund for Holbæk Amt 1976 side 89-107)

Noter og litteraturhenvisninger

Tilbage til Dansk Mønt