Danmarks Mønter

Note fra Dansk Mønt: Illustrationerne er i vidt omfang fra den tyske udgave af dette arbejde, hvorfor den del af billedteksterne er tyske.

I gamle Dage, da Bondens Behov i det store og hele dækkedes af Jordens Grøde, gjorde lidt Tuskhandel Fyldest for Resten. Men meget sandsynligt har enkelte Ting været særligt efterspurgte som Byttemiddel allerede i tidlig Tid. For Stenalderfolket kan saaledes en Flintekniv eller Økse jævnlig have fremmet en lille Handel. Mere værdifuldt var Ravet, der blev udført i store Mængder til Syden. Det var med det, Nordboerne betalte Bronzen, som brugtes til Vaaben og Værktøj, og Guldet, som smededes til Smykker. Men tvundne i Ringe af tykkere eller tyndere Traade var disse Guldsmykker i sig selv vel egnede som Betalingsmidler; mindre Stykker af de spiralsnoede Ringe lod sig let afhugge. Ogsaa Stumper af Bronze har haft sin Værdi, og en Række Metalfund af sønderbrudte Bronzesager kan forklares som Samlinger af Betalingsmidler, der i sin Tid er betroet til Jordens Gemme. Disse nordiske Metaldepoter danner Sidestykke til det romerske Raakobber (æs rude), der var Betalingsmiddel langt ned i historisk Tid, og som forekommer i italienske Fund, der dateres fra Begyndelsen af det første Aartusinde til Midten af det tredje Aarhundrede før vor Tidsregning.

Forholdsvis sent kom Nordboerne i Berøring med Mønt. Grækernes kunstnerisk prægede Mønter, som dog vandt Udbredelse og efterlignedes blandt de keltiske Folk, naaede ikke frem til Germanerne, endsige til Nordboerne. Noget lignende gælder Denarerne fra den romerske Republik og de første Kejsere; disse Mønter var vel gængse blandt Germanerne ved Rhinen; men de enkelte Stykker, der er fundet i Norden, kan være indkommet i senere Mønttilførsler. Det er de romerske Denarer fra Tiden efter Neros Møntforringelse, der findes; Hovedmassen er fra Antoninus Pius og Mark Aurel, forholdsvis faa er fra Begyndelsen af det tredje Aarhundrede. Markomannerkrigen, der i Mark Aurels Kejsertid indledede Germanernes Stormløb mod Romerriget, danner øjensynligt en vis Epoke for de germanske og nordiske Skattefund; men det er muligt, at de romerske Møntskatte først er indført til Norden et halvt Aarhundrede, senere, -efter at Burgunderne var gaaet mod Sydvest mod Rhinen og Goterne mod Sydøst mod Sortehavet.

Der er i gamle danske Lande fundet ialt henved 1800 romerske Denarer. De fleste er fremkommet i tre større Fund fra Raamose, Sjælland (428), Robbedale og Skovgaard Udmark, Bornholm (255 og 217). Sammenligningsvis er i Norge kun fundet ialt 10 Denarer, i Sverige (undtagen de skaanske Lande og Østersøøerne) omved 90, paa Øland circa 100 og paa Gotland omtrent 5300.

Efter en Standsning paa omtrent et Par Hundrede Aar er der atter kommet ædelt Metal i større Mængder til Norden. Men nu - i det 5-6. Aarhundrede - er det Guldet, der er det eftertragtede. Det sættes ikke i Omløb, spiller vist kun en underordnet Rolle som Betalingsmiddel. Det er Romerarven, der skiftes mellem Barbarerne; Guldet samles ved Kamp og Svig i Skatte, der omgives med mystisk Ærefrygt; endnu mange Aarhundreder efter fortaltes Frasagn derom f. E. i Kvadene om Nibelunger og Beowulf.

I Sammenligning med de Skattefund fra Folkevandringstiden, der er fremdraget i sydligere Lande, er Fundene i Danmark ikke særlig imponerende, men dog ikke ubetydelige. Den samlede Værdi af de i det nuværende Danmark fremdragne Guldfund fra den saakaldte efterromerske jernalder er optalt til omtrent 60.000 Kr. - Heraf udgør Mønterne henved 200 Stykker, spændende over Tiden C. 250-500. Møntfundene er gennemgaaende smaa; det største er paa 48 Eksemplarer, frem raget i Brangstrup i Gudme Herred paa Fyn. Dette Herred er et "Stormcentrum", hvor de fleste Fund er gjort og bærer Vidne om Kamp og Fejde. - Medens der i Norge kun er fundet ialt 5 Solidi, er der i Sverige (undtagen de skaanske Lande og Østersøøerne) fundet 60, paa Øland 200 og paa Gotland 240 Solidi. - En stor Del af disse romerske Guldmønter er gennemborede eller forsynede med øskener; de har altsaa gjort Fyldest som Smykker fuldt saa meget som Raametal eller Byttemiddel. - Men ved Siden af disse Mønter forekommer hjemlige Prægninger, der oprindelig efter ringe Evne er Efterligninger af de romerske Kejsermedailloner, som uddeltes til Belønning bl. a. til de germanske Krigere i Kejserens Sold.

Af disse nordiske Guldbrakteater er i det nuværende Danmark fundet omtrent halvtredje Hundrede, i Sverige ca. 175 og i Norge ca. 150.

Fig. 1. Guldbrakteat

Et yndet Motiv paa disse Smykker, der sagtens lejlighedsvis har gjort Gavn som Betalingsmidler, er en Rytter, ofte i Kamp med en Drage; andre viser Menneske- eller Dyrefigurer, ofte opløst indtil Ukendelighed. Hyppigt forekommer det hellige Tegn, Hagekorset, og jævnlig bærer de Runer; de har uden Tvivl ogsaa tjent som Amuletter, der skulde have Kraft til at skærme Ejermanden. Iøvrigt omfatter de ca. 300 Guldfund ogsaa Barrer og Ringe (Smykker og Betalingsguld) og lignende.

Det er i denne forhistoriske Periode, at Nordboerne (ligesom Angelsaksere og Tyskere) har optaget Laaneord fra Latinen, der angaar Pengevæsen. Selve Ordet Mønt er simpelthen Romernes moneta. Ordet Penning røber sig allerede ved sin Forlyd som Laaneord; det kan næppe være afledet af latinsk pecunia (Penge), der atter er afledet af pecus (Kvæg) i en Tid, da Kvæg var Værdimaal ogsaa i det gamle Rom: men snarest er Ordet kommet gennem frisisk, som en Afledning paa anden Haand af latinsk pondus (Pund, Vægt) eller patina (Fad, Pande). I det nordiske Øre genkendes Navnet paa den romerske Guldmønt: (nummus) aureus; som Vægtbetegnelse er den nordiske Øre identisk med den romerske Unce paa 27 Gram.

Fra det Par Aarhundreder, der fulgte paa den daadrige Tid, da Rolf Krake saaede Guldet paa Fyrissletten, foreligger saa godt som ingen Møntfund. Forholdet lader sig ikke helt forklare. Man kan vanskeligt tænke sig, at Møntindførslen er gaaet helt i Staa, end mindre, at Tiden har været saa fredfyldt som i Frode Fredegods sagnhyllede Aaringer, da Guldet kunde ligge urørt paa Jellinge Hede, og ingen Mand havde nødigt at fjæle sine Skatte bag Laas og Slaa, under Muld og Stene.

Fra omkring Aar 800 gaar Vikingetogene mod Vest som en hærgende Brandstorm, og det er givet, at mægtige Skatte og Pengesummer er ført hjem som Krigsbytte. Alene de Løsesummer, som i det 9. Aarhundrede udbetaltes til Vikingerne i Frankerriget, udgør sammentalt efter Krønikernes tilfældige Oplysninger 685 Pund Guld og 43.000 Pund Sølv. Og det er kun en Brøkdel af Byttet.

Men - der foreligger kun meget ringe Fund af karolingiske og angelsaksiske Mønter fra Tiden før Ethelred. Ogsaa i Danmark var det Sværdtid og Spydtid, saaledes at man paa Forhaand maatte vente at finde Skatte og Mønter, der i Datiden skjultes for Fjender.

Derimod forekommer fra Midten af det 10. Aarhundrede Skattefund af arabiske Dirhemer med kufiske Bogstaver, hovedsagelig slaaet af samanidiske Fyrster i Centralasien. De bærer Vidne om Handelsfærd mod Østen. De arabiske Købmænd er naaet frem ad Volga og mødtes her eller i Holmegaard (Novgorod) med nordiske Købmænd, de samme, der til andre Tider optraadte som Vikinger. Det var især Trælle og Pelsværk, som efterspurgtes i Kalifatet, og som betaltes med klingende Mønt. Nordboerne selv havde øjensynlig kun liden Anvendelse for gangbar Mønt. Mønterne blev for en stor Del hugget i Smaastykker eller omsmeltet til Barrer og Ringe; og i hjemlig Handel og Vandel benyttedes Sølv efter Vægt. Tilførslen af Dirhemer vedvarer, til Handelsvejen gennem Rusland spærres under Borgerkrigen efter Vladimir den Stores Død 1015.

Talrige store Fund af angelsaksiske Mønter fra Ethelred og Knud den Store vidner om Svend Tveskægs Erobringstog, om Danegælden, de enorme Brandskatninger, som udpressedes i England; betydelig færre Mønter forekommer fra Knuds Sønner og Edward Bekenderen og kun ganske enkelte fra Tiden efter den normanniske Erobring 1066. Tyske Mønter, især fra Byer ved Rhinen og fra Saksen, forekommer fra Slutningen af det 10. Aarhundrede, og efter 1042 danner de Hovedmassen af det 11. Aarhundredes Møntfund; antagelig er de indkommet ad Handelsvejen over Hedeby.

Det er sandsynligvis i Hedeby, at Nordens første Mønter er prægede. Der gik en - blandt andet fra Ansgars Levned kendt - Handelsvej fra Dorestad i Frisland over Hedeby til Birka i Mælaren og Holmegaard i Rusland. De Mønter, der tjente Omsætningen, i al Fald paa den vestlige Del af Vejen, var naturligvis de Penninge, som sloges i Dorestad i Karl den Stores Navn. Selv efter at Kejser Karls Søn, Ludvig den Fromme, havde ændret Præget i sit Navn, og efter at Dorestad var brændt og lagt øde af Vikingerne i 830erne, har man efterspurgt den gamle Mønt, som man nu engang kendte og havde Tillid til. Saaledes er det formodentlig gaaet til, at nordiske Købmænd har sat en hjemlig Udmøntning i Gang, der - saa godt man nu kunde - har efterlignet Dorestadmønten. De stedlige Guldsmede, der har skaaret Møntstemplerne, har ikke forstaaet Betydningen af de latinske Bogstaver, og har derfor omdannet dem i nordisk Aand. Medens Forbilledet i de ældste Efterligninger let kan genkendes, udvikledes senere selvstændige Fremstillinger: Mandehoved, Hjort, Fugle, Skib o. s. v. Man er uenig om, hvor paa Handelsvejen disse Mønter er slagne; Fundene tyder paa Birka eller Hedeby; men ogsaa den vendiske Handelsstad Jumne er bragt i Forslag. Hedeby har i al Fald Forrangen ved at ligge Dorestad nærmest. Til Hedeby er ogsaa henført en Gruppe tynde Smaamønter fra Midten af det 10. Aarhundrede med forskellige Fremstillinger, hvoraf nogle gaar tilbage til de ældre Dorestadefterligninger.

Her maa ogsaa kortelig omtales de Mønter, som blev præget af de danske og norske Vikingekonger i Vesten. Disse Mønter, som tilhører den angelsaksiske Mønthistorie, har tillige Betydning som Førstehaandskilder til Vikingetidens Historie. Den ældre Række af Mønter gaar med nogle Afbrydelser fra Halvdan (Lodbrogssøn), der slog Mønt i London 872, til Erik (Blodøkse), der slog Mønt i York under sit Herredømme i Northumberland 952-54. Efter at "den store Hær" i Aarene 866-78 nær havde erobret alle de angelsaksiske Riger, maatte Vikingerne slaa sig til Taals med Besiddelsen af Landet Nord for den gamle Hærvej Watlingstreet. I en stor Skat, der blev fremdraget i Cuerdale 1840, og som synes nedgravet ca. 905, forekom en Mængde af de ældre Vikingekongers Mønter. Fra Østangel kendes Mønter, slagne af Kong Æthelstan, den danske Kong Guthrum, der blev døbt 878 og døde 890/1, og Mønter med St. Edmund, den af Vikingerne 870 dræbte Helgenkonge. I Northumberland indførte Kongerne Halvdan (875-77), Cnut (= Guthred? 877-894) og Siefred (894-98) angelsaksiske Penninge i Stedet for de hidtil gængse smaa Kobberstykker ("styccas"). For de følgende Aar nævnes flere mere eller mindre ukendte danske og norske Konger (Sihtric Gale? 921-27 og Regnald Godfredsson? 943-44) paa Mønter fra York; mest kendte er Anlaf (Olav Quaran 942-44 og 949-52) og Eric (sikkert identisk med Harald Haarfagres Søn Erik Blodøkse). Mønterne har stundom bevaret det nordiske Sprog ("Cunung"), men bærer oftest christelige Omskrifter som "Mirabilia fecit" og "Dominus Deus Rex" og christeligt Præg: Kors, Treenighedsmærke, Guds Haand, Helligaandens Due, der tidligere er opfattet som Odins Ravn; om andre Fremstillinger kan fortolkes som Thors Hammer bliver herefter noget tvivlsomt; Bue og Pil, Banner og Sværd forekommer ogsaa i de originale Præg. Ved Siden af disse Mønter foreligger kirkelige Udmøntninger, fra St. Peter i York og St. Martin i Lincoln. - Ligesom det var Vikingerne, der i Northumberland indførte den vestsaksiske Penning, blev det samme senere Tilfældet i Irland, da Kong Sigtryg Silkeskæg i Dublin (989-1029) slog Mønt med Ethelreds angelsaksiske Typer som Forbillede.

Paa Fastlandet slog de nævnte Konger Cnut og Siefred Mønt i Quentovic og det ukendte "Cunetti". Senere slog Vilhelm Langspade (927-43) og de følgande Normannerhertuger Mønt i Rouen i Lighed med andre franske Feodalfyrster. - Kun faa af alle disse Vikingemønter er overleveret i nordiske Fund.

Den første danske Mønt, som bærer Kongenavn, er fra Sven Tveskæg. Den er ganske af samme Type som de Mønter, Ethelred lod slaa i 990erne til Udredelse af de store Pengesummer til den danske Vikingekonge. Forsiden viser et raat tegnet Brystbillede med Scepter og derom +ZVENREX ADDENER'. Trods Stavefejl er Kongenavnet og den latinsk-angelsaksiske Kongetitel let kendelig. Bagsiden bærer et Kors, hvorom læses det latinske Ord for Kors, CRVX, en naiv Maade at føje Ord til Tegning, hvortil flere Sidestykker foreligger paa middelalderlige Mønter. Omskriften +GODPINEM-ANDNER betegner Godwine som "Danernes Møntmester". Godwine er et ret almindeligt Navn, der forekommer i tyve af Kong Ethelreds Møntsteder, hvoriblandt Lincoln, og mulig er han fra denne By, eftersom fire andre Møntmestre herfra foruden Godwine siden gik i Svenskekongen Olovs Tjeneste. Beklageligvis har Godwine ikke fulgt den almindelige Skik at føje Bynavn til; det kan tyde paa, at Mønten er slaget i Kongens Lejr paa et af hans Hærtog. Mønten er af største Sjældenhed og har vel næppe haft synderlig Betydning for Datidens Omsætning.

Under Knud den Store er der, som de bevarede Mønter viser, oprettet Møntsmedjer rundt om i Riget, og angelsaksiske Stempelskærere og Møntmestre har skaaret og slaaet Mønt efter angelsaksisk Forbillede. Det er paa Kong Knuds Mønter, vi træffer de ældste (forkortede) Navneformer for Byerne Lund, Roskilde, Ringsted, Slagelse, Odense, Viborg, Ørbæk (ved Limfjorden) og Ribe. - Hedeby nævnes tilsyneladende kun paa en Mønt fra Magnus den Gode, men en Række Mønter antages prægede her i Nordens ældste Møntsted. Under Knud den Stores Efterfølgere forekommer endvidere Møntstederne Tumatorp (i Skaane), Aalborg, Aarhus og Randers. Det er sandsynligt, at der i det 11. Aarhundrede lejlighedsvis er slaaet Mønt paa andre Steder, som ikke længere lader sig bestemme. Saaledes bærer tilsyneladende skaanske Mønter med tydeligt Præg Stednavnene Borbi (Sven Estridsen), Burhi (Knud den Hellige), Gori (Hardeknud og Magnus) og Toftum (Magnus og hans Modstandere). Iøvrigt er det muligt, at Kongen har ladet slaa Mønt tilfældige Steder, naar han drog om i Landet paa Gæsteri. Vigtigst af alle Møntværkstederne var det i Lund; enkelte af Kong Knuds Lundepenninge er vanskelige at skelne fra de samtidige Mønter fra London. De for Mønten ansvarlige Embedsmænd satte ikke blot Byens, men ogsaa deres eget Navn paa Mønterne. Der kendes Navne paa flere Hundrede monetarii (Møntmestre eller Møntprægere) fra Knud den Store til Erik Lam. Disse Embedsmænds sociale Stilling er omdebatteret; efter engelske Forhold at dømme maatte det være formuende Mænd, der med deres Gods og Eje kunde hæfte for, at de af dem prægede Mønter var saa gode, som de skulde være. Paa den anden Side taler deres store Antal imod, at deres Stilling var overordnet. End mindre ved man, om de havde Møntvirksomheden i Forpagtning, eller om de var Kongens lønnede Mænd. Hertil kommer endvidere, at Møntprægningen næppe var hævdet som en kongelig Rettighed førend Harald Hens Kongetid. Derpaa tyder de mange Udmøntninger med forvirrede Omskrifter og forvanskede Præg. Det eneste udmøntede Pengestykke kaldtes en Penning, og i nøje Overensstemmelse med Vægtsystemet regnedes i Skaane og paa Sjælland 10 Penninge paa en Ørtug, 30 paa en Øre og 240 paa en Mark; i Jylland regnede man derimod 12 Penninge paa Ørtugen, de jydske Penninge var derfor lettere end de østdanske. Regnes den danske middelalderlige Mark til 216g., skulde en Roskilde- eller Lundepenning gennemsnitlig veje 0,9 og en Viborgpenning 0,75g. Her maa dog erindres, at man ikke justerede Mønterne enkeltvis, men var tilfreds, naar 240 eller henholdsvis 288 Penninge vejede en Mark. Ret store Afvigelser forekommer, og det kunde blive en god Forretning for kyndige Kræmmere at finde de tungeste Mønter frem og smelte dem ind.

Tillige har der oprindelig været en vis Overensstemmelse mellem Kornmaal og Møntsystem. En Skæppe Korn har normalt svaret til en Penning, men Priserne har svinget stærkt i gode og onde Aaringer. Saxo, i hvis Tid Priserne laa langt højere paa Grund af Møntens Forringelse, henfører Overensstemmelsen mellem Penning og Skæppe til Erik Egodes lykkelige Kongetid.

Var Folkevandringstiden i Henseende til Jordfundene en Guldalder, var Vikingetiden i samme Grad en Sølvalder. Trods Omtalen i Sagn og Skjaldekvad, forekommer Guldet saa godt som ikke i de mange og store Fund fra Tiden. I Frankerrigerne laa Forholdet mellem Guld og Sølv i Karolingertiden omkring 8:1, og sandsynligvis maa det samme have været Tilfældet i Norden; en Øre Guld har følgelig opvejet en Mark Sølv.

Som naturligt er, efterlignede de angelsaksiske Stempelskærere Ethelreds Mønter. Oftest sættes Knuds engelske Kongetitel, sjældent den danske; i Stedet for latinsk in eller dansk i anvendes i Bagsideomskrifterne det angelsaksiske on.

Kongens Brystbillede vises i Profil som paa de angelsaksiske Mønter, der atter efter fattig Evne har kopieret romerske Kejsermønter, hvorom Diadem og Kappe endnu bærer Vidne; ofte bærer dog Kongen Scepter og Krone eller Hjelm. Portraitlighed er der naturligvis ikke Tale om i Middelalderen; det har ikke været tilstræbt.

Andre Fremstillinger, som ogsaa forekom paa Ethelreds Mønter, tjente den christelige Propaganda: Helligaandens Due og Guds Lam med Evangeliebogen samt Guds Haand, der strækker sig velsignende ned fra Skyen. Disse tre Symboler for Gud Fader, Søn og Helligaand sammenfattes i et enkelt Symbol for Treenigheden, en tredelt Figur, der ligner tre sammenlagte Skjolde. Den er særlig knyttet til Mønterne fra Roskilde, hvis Hovedkirke var viet til den hellige Trefoldighed. - Foruden disse hellige Tegn er Korset den hyppigste Fremstilling, især paa Bagsiderne. Korset forekommer i mange varierende Former og foruden at give Pengestykket, der i sig selv var Djævelens Værktøj, en højst fornøden Vielse, havde det tillige det praktiske Formaal at lette Møntens Deling; der forefindes mange halve Penninge, overklippede efter Korslinjerne.

Til Roskildemønten er ogsaa benyttet en ejendommelig Type med Indskrift mellem to Trekanter, udviklet gennem tyske Mellemled fra en forvansket karolingisk Fremstilling af en antik Tempelgavl. - En nordisk Type, der særlig er knyttet til Lund, men ogsaa lejlighedsvis forekommer ved andre Møntsteder, viser en sammenrullet Lindorm, en Slange med to, tre Par Fødder. Det er Sagnenes og Sagaernes Guldvogter, der her har faaet sit Leje paa det hvide Sølv. - En gammel Type fra Hedeby: Hjorten, omgivet af Slanger og et Mandehoved, er ogsaa optaget af, Knud den Store.

I Møntsmedjen i Slagelse har man givet Mønterne den fornødne kirkelige Vielse ved selve Omskrifterne: "In principio erad fabum - et farbum erad apud m". De paagældende Embedsmænd var aabenbart endnu ikke stive i Latinen, trods Forvanskningerne er de mystiske Begyndelsesord af Johannesevangeliet let kendelige. Andre Mønter fra denne By bærer: "In nomine dei patri(s)" eller "In nomine domini amen", som om de var slagne ikke i Kongens, men i Guds Navn. Nævnes kan ogsaa den andenstedsfra kendte magiske Korsindskrift: rex-lex-lux-pax paa Hardeknuds Slagelsemønter. Desuden forekommer spredt paa det 11. Aarhundredes Mønter ondtafværgende Bitegn som Slange og Ansigt, der gaar helt tilbage til Nordens ældste Mønter, Bogstavet (alphaomega), der er hentet fra Johannes-evangeliets Alpha og Omega, Runer o. s. v.,

Allerede under Hardeknud begynder en byzantinsk Indflydelse at gøre sig gældende i Mønternes Præg. Denne Paavirkning bliver særlig kraftig under Magnus den Gode og Sven Estridsen og staar sikkert i Forbindelse med de Møntskatte, som Harald Haardraade og andre Væringer hjemførte fra Miklagaard, det store Kulturcentrum i Sydøst. - Kampen mellem Kong Magnus, Sven Estridsen og Harald Haardraade har sat sig Spor ikke blot i de mange talrige Møntfund fra disse urolige Tider, men ogsaa i Præget paa Mønter, der sloges i Odense, "Toftum" og Lund med Kongenavnene Magnus, Harald og Sven, ja, endogsaa Edward, den samtidige angelsaksiske Konge, der understøttede Sven Estridsen af Frygt for Magnus' Krav paa England.

Den byzantinske indflydelse gør sig stærkest gældende paa Lundemønterne fra Sven Estridsen. Kongen fremstilles som den byzantinske Kejser i hel Figur med Scepter og Rigsæble. Dertil kommer Fremstillinger med en Engel, der overrækker Kongen (den byzantinske Kejser) en Kirkefane, eller to Engle eller Kongen, der tilbeder Christus eller - og det bliver de hyppigst anvendte Typer - Christus velsignende og thronende med Evangeliebog.

Paa- Sven Estridsens senere Lundemønter - efter Fundene at dømme fra 1060erne - afløser Magnus som Kongenavn det tidligere forekommende Sven. Ogsaa fra anden Overlevering vides Sven Estridsen at have baaret Navnet Magnus. - En anden Ejendommelighed ved de skaanske og sjællandske Mønter fra Sven Estridsens senere Kongetid er Brugen af Runer i Omskrifterne. Disse Runemønter udgik fra Lund, Tumatorp, Borb(y), Roskilde og Slagelse.

Med Harald Hen indtræder en gennemgribende Reform, der falder godt i Traad med Overleveringen om Lovgivningsvirksomheden i denne Konges kortvarige, fredelige Styre. Først fra denne Tid kan Møntprægningen siges at være gennemfart som Kongens Eneret, og det blev halsløs Gerning og Falsmaal "om man sætter Ambolt og Stempel og slaar Penning uden Kongens Tilladelse eller Bud", saaledes som Kong Valdemars jydske Lov senere udtrykte det. De forvirrede og ulæselige Mønttyper er forsvundet. Møntstedernes Antal synes indskrænket til Lund, Tumatorp, Roskilde, Slagelse og Viborg. Mønttyperne er ligeledes færre, og der foreligger kun to: Helgenbiskop (fra Lund, Tumatorp og Viborg) og Konge med Sværd (fra Roskilde og Slagelse). Den tidligere angelsaksiske og byzantinske Indflydelse er helt trængt tilbage. Møntmestrenes eller Møntprægernes Antal er begrænset; saaledes kendes fra Hovedmønten i Lund nogle og tyve Navne, i Roskilde to og ellers kun et enkelt. Vægten er mere ensartet, og den skaansk-sjællandske Penningvægt (0,9g.) synes indført i Jylland.

Under Knud den Hellige er der vedblivende præget god Mønt i Skaane og Sjælland. Men hvis man en Tid har søgt at indføre østdansk Mønt i Jylland, er det atter opgivet. I Viborg, Aalborg og Randers blev slaaet ensartet Mønt, der viser Kongen væbnet med Sværd og Skjold. Sandsynligvis skulde disse Penninge gaa for 1/12 Ørtug (0,76g.), men de var ikke blot for lette, men ogsaa forfalskede, idet de kun indeholder godt 550 Tusindedele Sølv. Den jydske Udmøntning, der er kendt fra to Mosefund mellem Viborg og Randers, staar sikkert i Forbindelse med Rustningerne til Englandstoget og bidrog vel til den Forbitrelse, der snart slog ud i Oprøret. Som Ælnoth antyder, var en Øre jydske Penninge knap en Ørtug (Sølv) værd. Den hellige Konge havde saaledes ført Møntvæsenet ind paa et fordærveligt Skraaplan.

Under Oluf Hunger præges vedblivende gode Mønter i Lund, Roskilde, Ringsted og Slagelse og lette Penninge i Viborg og vel ogsaa i de andre jydske Møntsteder. Hans Mønter er forøvrigt kun kendte fra faa og sparsomme Fund og hører følgelig til de største Sjældenheder. Med den fjerde kendte og sidste Udmøntning i Lund indtræder en væsentlig Ændring. Møntblanketten bliver større, men tyndere, fordi Vægten forbliver den samme. Vanskeligheden ved at hærde de større Stempler viser sig omtrent straks. Præget bliver slettere, fordi Stemplerne hurtigere slides og ikke kan fornyes saa hyppigt som egentlig paakrævet. Det er en Paavirkning fra Tyskland, der her gør sig gældende, og selve Mønttypen, der viser et Kongebillede med en ejendommelig spids Krone, er beslægtet med Mønter fra Mainz, Speier og Goslar. Den nye Prægeskik breder sig under Erik Egode til Roskilde og bliver derefter varig i Sjælland og Skaane, indtil den ændres i Valdemartiden.

Af mere gennemgribende Betydning blev en anden tysk Paavirkning: den biskoppelige Indflydelse paa Møntvæsenet. Under de urolige Forhold i Tyskland, især under Henrik IV i det 11. Aarhundrede, var mange af Biskopperne her blevet forlenet med Møntretten. Det havde sin naturlige Grund deri, at Kirken lidt efter lidt opsugede det meste af den løse Kapital i det middelalderlige Samfund og derfor bedre end Kongemagten selv kunde fremskaffe det nødvendige Sølv til Udmøntningen. Allerede fra Knud den Helliges Kongetid foreligger en Mønt, præget af Sibbi i Roskilde, hvis Forside viser en Biskop med Navnet SVEIN.

Hvis dette betegner Roskildebiskoppen Sven Norbagge (1074-88), maa Kongen have givet denne Biskop Møntret; men iøvrigt er det næppe sandsynligt, at de Roskilde Bisper har faaet deres Andel i Mønten førend Absalons Tid. Knud den Hellige skal ifølge Saxo have overdraget Fjerdedelen af Møntindtægten i Lund til Biskoppen. I Mønternes Præg fremtræder denne Ærkebiskoppens Andel i Mønten dog først fra Erik Lam, og sandsynligvis dateres den fra denne Kong Eriks store Donation til Ærkebispesædet.

Under Kong Niels nævnes Anketil som øverste Møntmester. Han var en angelsaksisk Guldsmed, der opholdt sig syv Aar her i Landet og siden levede som Munk i St. Albans Kloster i England. Nogle Møntomskrifter fra Lund er ejendommelige; en nævner saaledes Dronningen jævnsides med Kongen: Nicalas.Margareta, en anden lader Mønten selv tale: Nicolas me fecit o. s. v. Under Kong Niels sker den Ændring, at Angivelsen af Møntstedets Navn bortfalder, medens Møntmesterens Navn bibeholdes indtil Erik Lams Kongetid.

Kong Niels' og Erik Emunes Mønter fra Skaane og Sjælland er fremkommet i flere store Fund, der er nedlagte under Kampene efter Knud Lavards Drab (1131), saaledes især fra Haraldsborg ved Roskilde. Derimod er Kendskabet til deres jydske Mønter yderst mangelfuldt.

Fra Sven, Knud og Valdemar har derimod et Par Fund (fra Aalborg 1696 og fra Biersted 1860) givet fyldige Oplysninger om de nørrejydske Mønter. De er nu smaa, tynde Mønter af Sølvblik uden Bagsidepræg. Der læses paa dem Bynavnene Viborg (WlBERGIS), Aarhus (ARVSIA), Randers (RANDRVSIA), Aalborg (ALABVRGA), Hjørring (HERINGA) og Horsens (HORSENES) eller Kongenavnene Sven (SVENO), Knud (CANVT) og Valdemar (WALDAMARVS). Typerne er enten Kors eller Kongehoved. Præget er smukt og kunstnerisk af Udførelse; det er overhovedet den eneste Periode i dansk middelalderlig Mønthistorie, at man kan tale om Kunst i Forbindelse med Stempelskæringen.

Denne Brakteatprægning begynder i Tyskland henved 1140. De nørrejydske Hulpenninge skyldes sikkert tyske Stempelskærere og Møntmestre. Efter Svens Besøg ved Kejserhoffet i Merseborg i Maj 1152 vakte han Folkets Forbitrelse ved at indføre tyske Sæder og Skikke. De jydske Hulpenninge, som danner et Brud med al dansk Møntskik, er et typisk Exempel herpaa. Det er uvist, hvorledes de skal passes ind i Møntregningen med deres ringe Vægt af omtrent 0,25g.; men da de er af godt Sølv, skulde de maaske gaa for Halvpenninge. Udmøntningen er blevet fortsat, efter at Knud og Valdemar 1154 i Fællesskab havde fordrevet Kong Sven, og endnu en kort Tid efter, at Valdemar gennem Sejren paa Grade Hede var blevet Enekonge. De senere Brakteater, som mangler Indskrifter, viser efterhaanden meget vekslende Fremstillinger, hvoraf nogle synes at hentyde til de samtidige Begivenheder (Konge og Dronning med Sværd og Sejrspalme, Konge og Biskop), andre viser Krigere, Bygninger, Agnus Dei, Ørn, Grif, Kors o. s. v.

I Ribe, Sønderjylland og det øvrige Danmark sloges vedblivende tvesidige Mønter, men Henførelsen af de mange kendte jordfundne Penninge vanskeliggøres ved, at Indskrifterne bliver mere og mere sjældne.

I det bevægede Aar 1157 skete der ogsaa det, at de Roskilde Bymænd jog de fremmede Gæster ud af Byen. Det var vel et Raseri, der var opægget af Sven Grades Tyskvenlighed; "men de drev deres Galskab saa vidt, at de forgreb sig paa Kongens Møntmester og ej blot jævnede hans Hus med jorden, men ogsaa ranede alt hans Gods." Dette Overgreb mod Kongens Højhed vakte Kong Valdemars Harme, og Byen maatte med Pengebøde sone Brøden. Denne Møntmester, Gerhard, nævnes i et Brev, som Kong Valdemar udsteder i hans Hus ("in stuba Gerardi monetarii"). Man maa her erindre, at Middelalderens Møntmestre ofte var en Slags Bankholdere, gennem hvis Hænder mangehaande Pengetransaktioner foretoges.

Valdemartiden (1157-1241) bragte Møntvæsenet ind i en særlig Udvikling. I Begyndelsen af Perioden var Mønterne af godt Sølv, selv om Forholdet ikke længere var det ideelle, at en Mark Penge var det samme som en Mark Sølv. Men Erobringspolitiken medførte, at Kongen kraftigt udnyttede den Indtægtskilde, som Møntregalet var. Mønten blev efterhaanden forringet, og værre blev det efter Sammenbruddet ved Valdemar Sejrs Fangenskab 1223. Ved den Tid, da Jordebogen blev affattet (1231), var en Mark Penge kun 1/3 Mark Sølv værd. Kongen gjorde Møntretten frugtbringende ved aarlig at forny sin Mønt og gøre den nye Mønt, som maatte indveksles mod Afgift, til tvungent Betalingsmiddel. De saaledes indvundne betydelige Indtægter var vistnok i Regelen bortforpagtet til Møntmestrene. Den aarlige Fornyelse af Mønten fandt gerne Sted ved Mikkelsdagstider, og overfor Kongens Tilbøjelighed til at skyde Terminen frem tidligere opnaaede Lybæk i et af Aarene 1203-09 som dansk Rigsstad Tilsagn om, at Afgifterne paa Skaanemarkedet ikke skulde svares i ny Mønt før Søndag før Mikkelsdag.

Kongens Indtægter af Mønten fremkom ikke alene ved Omvekslingen af gammel Mønt med ny, men ogsaa ved den samtidigt jævnt fremadskridende Forringelse ved at blande Kobber i Sølvet. I Kong Valdemars jordebog Opføres Indtægter sammenlagt til 8 Mark Guld, 2400 Mark (rent) Sølv og 480 Mark Penninge, hidrørende fra Lund (8 Mark Guld, 1500 Mark Sølv), Roskilde (900 Mark Sølv, 80 Mark Penge), Fyn (30 Mark), Viborg (80 Mark), Ribe (250 Mark) og Horsens (40 Mark). Opgivelserne kan dog ikke give noget fyldestgørende Indtryk af, hvad Udmøntningerne gav i Overskud, blandt andet ogsaa fordi Andele i disse Indtægter var bortgivet, først og fremmest til Kirken, der dengang, takket være fromme Menneskers Gaver, var den næsten eneste Indehaver af rørlig Kapital.

I Lund, Rigets betydeligste Møntsted, havde Ærkebiskoppen en Fjerdedel af Møntindtægten. Dette Privilegium bekræftes jævnligt senere og staar ved Magt, saalænge som der overhovedet sloges Mønt i Lund (d. v. s. til Christopher af Bayern). Fra Erik Lam forekommer Ærkebispens Billede paa Mønten paa modsat Side af Kongebilledet, og saaledes forbliver det almindeligvis i Valdemartiden. - Enkelte Gange er Lundestiftets Helgen, Sankt Laurentius med Risten, sat paa Mønterne i Stedet for Ærkebispen.

I Roskilde er det rimeligvis Valdemar I, der har forlenet sin gode Ven Absalon med den Andel i Møntindtægten, som fremgaar af de samtidige Møntpræg og senere af Roskildebispens Møntmesters Strid med den kgl. Møntmester 1293. I Følge Optegnelser fra Slutningen af 14. Aarhundrede udgjorde Biskoppens Andel i Møntindtægten en Tredjedel.

Odense nævnes ikke i Jordebogen eller andetsteds som Møntsted i Valdemartiden, og dog er det ikke usandsynligt, at der vedblivende er slaaet Mønt her ligesom baade før og senere i det 11. og det 13. Aarhundrede. 1229 gav Valdemar Sejr sin Sønnekone Eleonora, som dog døde allerede 1231, "Halvdelen af Mønten paa Fyn". I Ribe havde Biskoppen tidligt i det 12. Aarhundrede faaet Halvpart af Mønten, saaledes som det vistnok fremgaar allerede af Sven Grades Brev 1151; I 1234 overdrog Biskoppen dog sin Andel i Mønten til Kongen mod at faa Vederlag i Plovskatten i Hardsyssel, Almindsyssel og Vardsyssel med Byerne Varde og Lemvig. Dette Mageskifte, som reguleredes nærmere af Kong Abel 1252, gik dog tilbage 1280, men 1234-80 var Mønten i Ribe altsaa helt i Kongens Haand.

I Viborg synes Kongen at have beholdt sin Møntret forholdsvis ubeskaaret ligetil de jydske Udmøntningers Ophør under Panteherrerne i 1330erne; ikke desto mindre tyder enkelte Mønter dog paa biskoppelig Indflydelse ogsaa her. Om de mindre nørrejydske Møntsteder, hvoraf kun Horsens nævnes i Jordebogen, vides intet nærmere. - I Slesvig, som ikke nævnes i Jordebogen, gav Valdemar I Biskoppen Halvpart i Mønten. Beretningen i Stadsretten om, at Sven Grade skulde have givet Byen en vis Kontrol med Udmøntningen, bekræftes ikke andetsteds og er ret gaadefuld. Senere blev Møntretten et Tvistens Æble mellem Konge og Hertug, indtil Hertug Valdemar tiltog sig Møntretten efter Kongemordet i Finderup, efter hvad Mønternes Præg antyder.

Her kan ogsaa nævnes de betydelige aarlige Udmøntninger, som udgik fra Hamborg og Lybæk under det danske Herredømme, 1201-25. De er kendt fra det store Møntfund fra Bünstorf Kirkegaard (1827), en Milsvej Nord for Rendsborg og den gamle Ejdergrænse; Skatten er nedlagt omtrent 1225 under Kampene i Nordalbingien. Det er smukt prægede Brakteater af den saakaldte nederelbiske Møntfod. Hamborgmønterne viser varierende Fremstillinger af Taarne; Mønterne fra Lybæk viser Kongebillede, altsaa hentydende til Valdemar Sejr. Byen var jo dansk Rigsstad, medens Hamborg laa under Nordalbingien, hvor Kongens Søstersøn, Albrekt af Orlamünde, var dansk Lensmand.

Af bemærkelsesværdige Fremstillinger (bortset fra Brystbillederne af Konge og Biskop) paa Valdemartidens Mønter kan nævnes et Par Bagsidetyper med Faner, hvori man naturligt vil se de ældste Fremstillinger af det himmelfaldne Danebrog. Den ene Mønt i det mindste gør dog Indtryk af at være præget adskillige Aar før Volmerslaget 1219. En jydsk Mønt fra Valdemar Sejr bærer Forbogstaverne til Kongetitlen: Valdemarus Dei Gratia Danorum Sclavorum Que Rex. En Mønt med Krone og Bispehue paa hver Side er ejendommelig ved sine Omskrifter + ANNO: DOMINI + : M : CCXXXIIII: Dette i europæisk Mønthistorie enestaaende tidlige Aarstal 1234 sigter muligvis til en Stabilisering af Møntvæsenet.

Et meget stort Fund fra Grenaa (1910) giver Oplysning om Valdemar Sejrs jydske Mønter fra 1220erne, men i øvrigt er Valdemartidens Møntfund ikke talstærke. Særdeles mange Mønter er fundet enkeltvis paa Kirkegaarde og har saaledes i sin Tid været medgivet de Døde i Graven som nordiske Sidestykker til Grækernes Charons Oboler.

Fra Slutningen af Valdemar Sejrs Kongetid foreligger forholdsvis gode og velprægede Mønter fra Lund, Roskilde og Ribe. Ikke blot er Kongenavnet angivet, men paa Lundemønten tillige Erkebiskop Uffos Navn og paa Roskildemønten Biskop Niels Stigsens. Naar Ribebispen ikke nævnes, staar det naturligvis i Forbindelse med, at han ingen Andel havde i Mønten efter Mageskiftet 1234. Den gamle Forskel mellem den (ringere) jydske og den østdanske Penning synes samtidigt ophævet. 1240 ses Pengekursen ogsaa at være forbedret, saaledes at en Mark Penge var 1/2 Mark Sølv. Det var saaledes lykkedes for den gamle Konge at bringe Pengevæsenet paa Fode igen.

Valdemar Sejrs Møntmester gennem 30 Aar var en Englænder, Nicolas af Sankt Alban, der efter Kongens Død vendte tilbage og blev sat i Spidsen for Mønten i London og Canterbury; han døde 1256. - Under Stridighederne mellem Valdemar Sejrs Sønner blev Mønten snart atter rykket ud af sit faste Leje, skønt der 1241 var paalagt en Plovskat, for at Mønten kunde holdes i uforringet Stand. Under Christopher forringedes Mønten, saaledes at Forholdet mellem Mark Sølv og Penge blev som 1:4, og Møntforringelsen optoges blandt de Kæremaal, Ærkebiskop Jacob Erlandsen 1257 fremførte mod Kongen. Som Christophers Møntmester nævnes her Johannes i Roskilde, der døde før 1264; muligvis er han identisk med Mester Johannes i Ribe (1257).

I et af sine sidste Aar udskrev Christopher I en Skat af 1 Øre paa hver Plov til Møntens Forbedring. Heller ikke denne Gang kom der noget ud af det gode Forsæt; tværtimod forringedes Mønten, omend langsomt, under Erik Klipping; i 1282 sattes Kursen paa den danske Mark Penge i Forhold til Mark Sølv som 1:5. Paa Danehoff et i Nyborg 1284 bestemtes, at den sjællandske og jydske Mønt skulde holdes i samme Værdi. Hertug Valdemar, hvem Kongen 1283 maatte indsætte i sit fædrene Len, gjorde blandt andet Krav paa Indtægten af Mønten i Slesvig; men den blev ved Dom 1285 tilkendt Kongen. Ikke destomindre overlod Kong Erik Aaret efter Hertugen Raadighed over Mønten paa de Betingelser, at Mønten i Slesvig sloges i Kongens Navn og ikke blev gjort "værre end som den slaas andetsteds i Jylland". Da Erik Klipping blev myrdet samme Efteraar, slog Hertugen Mønt i sit eget Navn, saaledes som de bevarede Mønter viser.

I de urolige Aar efter Kongemordet i Finderup skete en betydelig Forringelse af Mønten. Ærkebispen jens Grand kastede i sin Klage til Paven Skylden herfor paa den unge Konge og hans Fader, hvorimod Kongen henviste til det Falskmøntneri, der udfoldedes af de Fredløse i deres faste Borge Hjelm og Hunehals. Disse havde nemlig taget nogle af de kongelige Møntembedsmænd til Fange og tvang dem til at slaa Mønt, som ikke var til at skelne fra den lovlige Mønt. Det var navnlig i Aarene 1290-95, at den ødelæggende Virksomhed fandt Sted. Iøvrigt udnyttede Kongen selv Møntregalet paa en ret hensynsløs Maade, saaledes som det fremgaar af Striden mellem Kongens Møntmester Henrik Somer og Roskildebispens Møntmester Peder Pram i 1293. For at komme udenom den biskoppelige Andel i Mønten lod Kongen slaa Mønt paa Falster eller i Sakskøbing, lod oprette Vekselboder i Slagelse og andetsteds og gav ikke Biskoppen Underretning i behørig Tid om Møntens Fornyelse. Det almindelige Sammenbrud i Møntvæsenet, som indtraadte i Løbet af Erik Menveds Kongetid, og som staar i Forbindelse med den mislykkede Erobringspolitik, ramte dog ikke den skaanske Mønt.

Takket være den Interesse, som Ærkebiskoppen havde i Mønten her, lykkedes det 1299 at gennemføre den Ordning, at Penningen skulde slaas til samme Værdi som en Penning fra Tours. Det vil sige, at Forholdet mellem Mark Penge og Mark Sølv blev fæstnet som 1:5, og ved denne Kurs forblev det nogenlunde, saa længe som man slog Mønt i Lund efter gammeldansk Regning. - I Sjælland cg Jylland sank Kursen snart ned til omtrent 1:10; og Kongens Vinding steg saaledes, at man i 1316 skulde indveksle to af de nye Penninge med tre af de gamle. 1304 indskærpedes Forbudet mod Benyttelse af gammel Mønt.

Den almindelige Opløsning, som indtraadte med de danske Landskabers Pantsættelse i Christopher II's Kongetid, ramte ogsaa Møntvæsenet. De danske Kobberpenninge Vest for Øresund naaede efterhaanden Nulpunktet af Værdi, og Udmøntningerne her ophørte om ikke før, saa kort efter Christophers Død 1332. I Skaane sloges under den svenske Konge vel ikke længere regelmæssigt, men dog ret jævnlig Mønt.

Mønterne fra Aarhundredet efter Valdemar Sejrs Død, fra 1241 til 1332 (1377), kaldes af Møntsamlere almindeligvis for "Borgerkrigsmønter". Baade i det ydre og det indre er de usselige, - Vidnesbyrd om Fattigdom, om haarde Tider for Bonde og Kotkarl, der kulminerer under Panteherredømmet af Himmelens Vrede.

Som Følge af de mange Aars Udmøntninger fra mange Møntsmedjer foreligger flere hundrede forskellige Mønttyper, gennemgaaende meget enkle. Omskrifter med Kongenavn og Bispenavn findes kun i Begyndelsen af Perioden; de er ganske bortfaldet paa Erik Menveds Mønter. De viser ofte et Bogstav, der kan antyde Møntherre eller Møntsted, men som ofte er uforklarligt. Paa de ældste forekommer et Kongehoved, der dog snart afløses af Kronen alene, paa samme Maade som et Bispehoved erstattes med Bispehuen. Ogsaa Sankt Laurentius fremstilles en enkelt Gang, men repræsenteres iøvrigt ved sin Rist, der forekommer meget hyppigt og (ved de almindelige Laan af Typer) stundom ogsaa paa sjællandske og jydske Mønter. Sværd, Bispestav, Nøgler og Kalk symboliserer de verdslige og gejstlige Møntherrer. Iøvrigt forekommer Halvmaane, Stjerne, Lilje, Kors, Anker, Hjerter (Søblade), Taarne o.s.v. i mangfoldige Varianter. En Fugl antyder Roskilde Byvaaben, en Uldsaks: Sakskøbing, det holstenske Nældeblad: Panteherren Johan den Milde, et Skjold med en Sparre kan mulig antyde Møntmesteren Pape i Ribe. Paafaldende er Laan fra fremmede Mønter: Sterlingkorset fra engelske "Short-cross pennies", Kastellet fra Tours' Bymærke paa de franske gros tournois, fem øjne eller Ringe fra Mønterne fra Périgord, Pilespidsen fra Stralsunds Strale, og adskillige andre Paavirkninger kan erkendes fra tyske og polske Mønter.

Disse Borgerkrigsmønter fremkommer næsten hvert Aar i større eller mindre Fund, de fleste er nedlagt i jorden i 1290erne, eller i Christopher den IIs sidste Kongeaar. Foretagne Prøver bekræfter Rigtigheden af de historiske Vidnesbyrd. Saaledes holder Mønterne fra 1290ernes Fund gennemgaaende 100-120/1000; men ved Siden af disse officielle Mønter forekommer Falskmønter, der helt er af Kobber.

Fra Begyndelsen af det 14. Aarhundrede vinder Brugen af fremmed Mønt almindelig Indpas. Det er engelske Sterlinge og franske Groter eller Turnoser, der først bliver "gæve og gængse", senere i Aarhundredet er det de hanseatiske Wittenpenninge, der oversvømmer Landet. Det er Udførsl,en af jydske Heste over Ribe, der senere træder i Skygge for Sildehandelen paa Øresundsmarkederne.

Efterat Valdemar Atterdag havde samlet Riget Vest for Sundet, følte han sig ogsaa tilskyndet til at tage sig af Møntvæsenet. I Tilslutning til Landstinget i Ringsted 1355 drøftede han Sagen med sine gode Mænd paa den nærliggende Kongsgaard Vrangstrup, og Landstinget bevilgede derefter en Skat af 6 Groter paa hvert Høved Kvæg til Møntens Genoprettelse. Skatten blev inddrevet uden Blødsødenhed, men den nye Mønt, der udkom 1356, var en usselig Kobbermønt. Kongen havde kun tilsigtet en Finansoperation. Den Mand, der slog Kong Valdemars Mønt, hed Johannes Eskilssøn (han nævnes 136 som Møntmester i Roskilde).

Ogsaa i de følgende Aar laa Møntvæsenet Kongen paa Sinde, saaledes som det fremgaar af en Indberetning fra en hanseatisk Sendefærd i Sommeren 1360: "Næstfølgende Torsdag (8. Juli) bød Kongen Raadsherrerne til Frokost. Efter Bordet bad Kongen dem give ham Raad med Hensyn til at præge en almindelig gangbar Mønt i Riget til den menige Købmands Tarv. - Om Fredagen rnødtes Raadsherreme i Klosteret (Graabrødrekloster i København) og drøftede de førnævnte Sager. Hvad Mønten angik, sagde de, at det ikke kom dem ved, hvilken Mønt han vilde præge eller paabyde i sit Rige, men det syntes dem tilraadeligt, at han slog een, almindelig gangbar Mønt, som kunde være varig og ikke øgedes eller mindskedes i Værdi". - Det Raad, Hanseaterne gav, var præget af en Indsigt, som har Gyldighed til alle Tider; desværre passede det næppe i Kong Valdemars Kram. Efter Skaanes Generobring lod Kongen slaa Mønt i Lund, og Hansestæderne maatte snart klage over, at "de kopperpenninghe" udgik længe før den i Privilegieme fastsatte Termin (Søndag før Mikkelsdag). Det gamle Paabud om at benytte Kongens Mønt ved Indkøb hos Befolkningen, udvidede Kong Valdemar til at omfatte baade Køb og Salg, og Bødestraffene forhøjedes fra ti skaanske Mark til et Pund Grot, d.v.s. fra 2 til 4 Mark Sølv.

Medens Gotlands Erobring ikke fik nogen kendelig Betydning for Landets Møntvæsen, idet Visby fik Lov til at beholde sin Møntret, blev den skaanske Mønt en Kilde til stadige Overgreb fra Kongens Side og utrættelige Klager fra Hansestæderne, indtil Freden i Stralsund 1369 bragte de skaanske Møntforhold tilbage til Magnus Smeks Forordninger; og sandsynligvis gik Udmøntningen i Staa ved samme Tid.

Da Kong Oluf (Dronning Margrete) 1377 genoptog Udmøntningen i Lund, forbød Hansestæderne deres Folk at modtage denne nye Kobbermønt, og dette blev Afslutningen paa: den gammeldanske Mønt.

Imidlertid var Udmøntningen genoptaget andetsteds indenfor dansk Omraade, men paa et mere tidssvarende Grundlag. Det er Byerne Flensborg og Ribe, der paa egen Haand søger at afhjælpe Savnet af Mønt; den Mønt, de slaar, er efter tysk Forbillede. Flensborgsk Mønt nævnes allerede 1359; det har været smaa, nu ukendte Hulpenninge; efter 1375 lader Byen slaa "holstensk Mønt", ydermere kendetegnet ved de schauenburgske Grevers Vaabenmærke, Nældebladet; dette. afløses dog efter Forleningen 1386 af de to slesvigske Løver. Det er Witten og 1/4 Witten, som i det ydre svarede nøje til de samtidige lybske; de var dog ildesete af det vendiske Møntforbund. Henimod Aar 1400 føjes "Dreilinge" til. - Det er vel under Paavirkning fra Flensborg og de holstenske Stæder, at Ribe, "Stad i Kongeriget", kort efter Valdemar Atterdags Død erhverver eller tiltager sig Ret til at slaa "Ribemønt", saaledes som Møntomskrifterne betegner disse Witten.

De Ribe Udmøntninger har aabenbart været af begrænset Omfang, og endelig i 1396 tog Dronning Margrete sig af den almindelige "vanskæ om mynth" og fik bevilget en særlig Skat, der i Jylland opkrævedes med 8 Grot til Midfaste og 4 Grot til Mortensdag af hvert Hus. I Fyns Bispedømme opkrævedes Skatten med 10 lødige Mark Sølv af hvert Sogn, og hvis Skatten har været af nogenlunde samme Størrelse i de andre Landsdele, har den indbragt omtrent 20.000 Mark Sølv. Den nye Mønt, som blev slaaet i Næstved kort efter Erik af Pommerns Kroning (1397) og i hans Navn, var Witten (alba moneta). Disse foreligger i to forskellige Typer, hvoraf den ene, som paa Bagsiden bærer en Bispestav, viser, at Roskildebiskoppen fremdeles havde Andel i Mønten. Dette gamle Forhold maa dog snart efter være bragt til Ophør ved en eller anden (ikke bevaret) Overenskomst. Og derefter blev Møntregalet atter udnyttet til den menige Købmands Skade. Fra Næstved og Lund udgik en lettere Mønt, der under Navn af Sterling eller Engelsk skulde gælde tre Penninge. Ogsaa den enkelte Penning prægedes som en lille Brakteat med Krone.

De danske Mønter vakte stor Forbitrelse i Hansestæderne, ogsaa fordi Dronning Margrete ikke vilde tage sin Mønt igen til den Værdi, hun lod den give ud for. I Hanserecessen af 31. Marts 1406 ansættes den danske Sterling til 2 Penning lybsk. Det var aabenbart for lidt, og selvom Hansestæderne stadig fastholdt deres Værdiansættelse, gik den danske Sterling almindeligvis for tre Penninge. Omsat i moderne Regning holdt den lybske Witten af 1406: 750/1000 - 1,19g. Raavægt - 0,90g. Finvægt, medens den danske holdt 625/1000 - 1,05g. Raavægt - 0,66g. Finvægt. Forholdet er altsaa 66:90 eller henved 3/4, saaledes som man ogsaa regnede i daglig Handel. - Det danske Møntvæsen forestodes af Nederlænderen Gerrit Gozewinson Comhaer og hans Slægtninge Gozewin og Rholaf.

Fig. 84. Kobbersterling fra Randers (1422)

Havde Hansestæderne været forbitrede over Dronning Margretes Mønt, skulde det siden blive langt værre. Den Kamp, som Erik af Pommern indledede med den holstenske Greveslægt om Sønderjylland, ødelagde hans Finanser, og han greb da til den Udvej at slaa Sterlinge af Kobber. Dette Metal havde han nok af, efterat Kobberbjerget i Falun 1396 var overdraget Kronen. 1422 blev der slaaet store Mængder af disse Kobbersterlinge, ikke blot i Lund og Næstved, men tillige i nyaabnede Møntsmedjer i Odense og Randers. Til almindelig Harme baade indenlands og udenlands søgte Kongen ved strenge Straffebestemmelser at tvinge denne Mønt igennem. Allerede i Januar 1423 maatte han dog gaa ind paa at sætte Kobbersterlingene ud af Kurs til den paafølgende Pinse. - Medens Kong Erik derefter i 1423-25 var paa Udenlandsrejse, forestod hans Dronning Philippa Regeringen. Hun afsluttede den 8. Oktober 1424 en Overenskomst med Lybæk, Hamborg, Lyneborg og Vismar om at slaa Mønt af ensartet Værdi. Hovedmønt blev Søslingen ( d. e. seks Penninge), desuden sloges en Hulpenning af samme Godhed som den lybske Penning. Søslingen skulde slaas 168 Stk. paa Marken af 11 1/4 lødigt Sølv og var saaledes bedre end den gamle Sterling, der kun var 10-lødig. Hulpenningen, der kun maatte slaas som Skillemønt i begrænset Mængde, skulde holde 7 1/4 Lod, 696 Stk. paa den kølnske Mark. Omsat i moderne Regning holdt Søslingen 703/1000 - 1,35g. Raavægt - 0,95g. Finvægt, Penningen 453/1000 - 0,33g. Raavægt - 0,15 g. Finvægt.

Fig. 85-86. „Dronning Philippas Søsling" og „Lebard“, præget i Lund efter 1424

Præget paa Søslingen fastsloges som 3 "Lebarden" paa den ene, og et Kors paa den anden Side; Hulpenningen skulde bære en "Lebard". Samtidigt nedsattes Kursen paa den ældre danske Mønt: Sterlingen til 2 og Hulpenningen (med Krone) til 1/2 Penning i den nye Mønt. - Danmarks Tilslutning til den vendiske Møntunion maa have været en Triumf for Hansestæderne, der gentagne Gange havde bragt Sagen paa Bane for Kong Erik, men var blevet haanligt afvist. - Dermed havde. Danmark endelig faaet en god, i international Handel anerkendt Mønt. ,,Dronning Philippas Søsling" sloges i Lund; Møntsmedjen i Næstved er formodentlig blevet nedlagt.

Fig. 87. Gros fra Gurre

Men Glæden over de gode danske Mønter blev kun af kort Varighed. Mod Slutningen af sin Kongetid greb Kong Erik igen til at skaffe sig Indtægt paa Møntens Bekostning og lod i Lund og Gurre slaa "Grosser",, som han søgte at gennemtvinge til en Kurs af 9 Penninge, skønt de kun var 3 5/9 lødige og af ringe Værdi. Denne Møntforringelse fremhæves (ligesom Kobbersterlingene) i Rigsraadets Klagepunkter over hans Regering.

       

Fig. 88-89. Skilling og Hvid fra Christopher af Bayern

Under Christopher af Bayern skete den vigtige Forandring, at hele Danmarks Mønttilvirkning henlagdes til Malmø, til den befæstede Gaard, som allerede Kong Erik (i 1434) havde ladet opføre. De gamle Sterlinge havde en vis Udbredelse og Yndest, og der sloges derfor ogsaa her Sterlinge af det gamle Præg (med Krone og Kors); Kong Christophers Sterlinge blev dog regnet for noget mindre værd end de gamle. Af større Betydning blev Indførelsen af Skillinge og Hvide. Skillingen, der repræsenterede en Værdi af 12 Penninge, udmøntedes fra 1432 i Hamborg, Lybæk, Vismar og Lyneborg. Kong Christophers Skilling, der fremtraadte som en velpræget, anselig Mønt med Danmarks Vaaben paa den ene og Kongens Familievaaben paa den anden Side, var maaske 1/10 ringere end Hansestædernes, i al Fald efter Kursen at dømme. Skillingen blev en Møntsort, der trods en stadig Forringelse (efter 1771 sloges den i Kobber) holdt sig i Danmark- til Kronemøntens Indførelse 1873, og selv derefter anvendtes længe Skillingsnavnet om Toøren. - "Hviden" var en Fordanskning af det gamle Witten. Den gjaldt 1/3 Skilling eller 4 Penninge og viste i Præget Kongens Navnebogstav paa den ene Side og et stort Kors paa et blankt Skjold paa den anden. Hviden prægedes lige til 1686, fra 1619 af Kobber.

Under Rigsraadets Styre efter Kong Christophers Død 1448 sloges baade Skillinger og Hvide, men fra Christiern I's Kongetid foreligger ingen Skillinger. Prægningen af denne forholdsvis store og gode Mønt har aabenbart ikke betalt sig saa godt som Udmøntningen af Hvide; men disse sloges til Gengæld ogsaa i overvældende Mængde og viser en betydelig Forringelse.

Christopher af Bayerns og Christiern I's Møntinester var Hans Mindel, ,der nævnes første Gang 1444 og døde 1455. Hans Efterfølger var Henrik Dringenberg, som 1492 blev afløst af Hans Sever, der var Kong Hans' Møntmester i Malmø til 1512, da han formodentlig døde.

Fig. 90. Nobel 1496

Under Kong Hans skete noget nyt indenfor Møntvæsenets Omraade: Udmøntning af Guld: Noble og Gylden. Dette staar rimeligvis i Forbindelse med Udrustningerne til Sverigestoget. De smukke, anselige Noble, der bærer Aarstallet 1496, fik deres Navn efter det ædle Metal. De har intet tilfælles med de engelske Noble (Rosenoble) ; men de svarer i Præg, Vægt og maaske ogsaa i Finhed nøje til den store Guldreal (groote gouden reaal), som 1487 prægedes i Holland for den romerske Konge (den senere Kejser) Maximilian. Selv Enkeltheder som det saakaldte gelderske Kors, der er anbragt mellem Omskriftens Begyndelse og Slutning, og Rosen i Afsnittet, Dordrechts Møntmærke, er kommet med paa den danske Eftermøntning. Den nederlandske Guldreal var ifølge Regnskaberne udmøntet af 24 Karat fint Guld, 16 1/2 paa en troysk Mark, d. v. s. den skulde veje 14,9g. Hertil svarer de tre i den kgl. Mønt- og Medaille samling bevarede Exemplarer saa godt, som man kan forlange.

Fig. 91. Rhinsk Gylden fra Kong Hans

Samtidig er sandsynligvis de rhinske Gylden blevet udmøntet. De skulde svare til de 4 Rhinfyrsters Gylden af 1490, og Raavægten 3,278g. er ogsaa den samme, men Kong Hans' Gylden var ifølge senere tyske Valvationer lidt ringere, idet de kun holdt 17 3/4 Karat i Stedet for 18 1/2, ja, en nu ukendt anden Udmøntning (med det holstenske Nældeblad i Stedet for det oldenborgske Bjælkepar) holdt endog kun 17 Karat. Finvægten var følgelig kun 2,424 g. (henholdsvis 2,322 g.) i Stedet for (de rhinske Fyrsters Gylden) 2,527 g. Denne Forskel har naturligvis ikke været aabenbar for de Lejetropper, der modtog Kong Hans' Gylden til Toget mod Sverige 1497.

Desuden genoptages Prægningen af Skillinger, der udgik fra Malmø og fra nye Møntsmedjer, som indrettedes i Aalborg og i København. (Støbte Sølvgylden fra Kong Hans er nye Forfalskninger.) Der er ikke bevaret nogen dansk Møntordning fra Kong Hans, men af de foreliggende Mønter synes Skillingen at være en nogenlunde god Mønt; det kan derimod ikke siges om Hvidene, og det var dem, der prægede hele Omsætningen. For at tilveksle sig en Skilling, maatte Godtfolk betale Opgæld og give fire, fem, eller endnu flere af de ringholdige Hvide.

Norge og Gotland blev inddraget under dansk Møntomraade under Kong Hans og fik deres Part af den ringholdige Smaamønt, der prægedes i Nidaros, Bergen, Oslo og Visby. Nordtyske Smaafyrster (især Saksen-Lauenborg) gjorde iøvrigt gode Forretninger med at efterligne og udmønte de berygtede "densche dreelinge" til deres Naboers Harme.

Paa Baggrund af berettigede Klager indføjedes i Christiern II's Haandfæstning af 22. Juli 1513 Kravet om Møntvæsenets Forbedring: "Hvad som møntes efter denne Dag i Danmark og Norge, skal møntes saaledes, at to Mark gør Fyldest for en rhinsk Gylden". Dette Krav efterkom den unge Konge straks i den Møntordning, som blev foreskrevet den nye Møntmester, Dines Blicher, ved Overdragelsen af Mønten i Malmø til ham den 1. August samme Aar: "Dines skal mønte og slaa Skillinger og Hvide, saaledes at hver Skilling skal gælde 3 Hvide af den Mønt, nu møntes skal; og at 16 ß Mønt skulle være gode for. 1/2 rhinsk gl. i Guld. Vejen Mark af samme Mønt skal holde 6 Lod 1 Qvint mindre Værksølv, saa godt som Guldsmedene forarbejde her i Riget. De skal skrode 32 Kast - 3 ß i hver Kast - paa hver vejen Mark. Item vejen kølnsk Mark af samme Mønt i Hvide skal holde 4 1/2 Lod Værksølv, og skal Skrodingen holde af samme Hvide 74 Kast - 3 Hvide i Kastet - 1 Quint til Fare. 2 danske Mark Penge af forskrevne Mønt - 16 ß i hver Mark og 3 Hvide i hver ß - skal gøre Fyldest for 1 rhinsk gl. i Guld. - Købmænd, som vil føre Guld, Sølv eller Balion (Billon d. e. kobberblandet Sølv) til Mønten, og Møntmestere Svende, som ville komme og tjene der, skulle være felige i Riget. Dines skal kun staa til Rette for Kongen selv. Han skal være fri for Slagskatten, saalænge Kongen tilsiger det. Han skal ogsaa mønte Guldmønt, hele og halve Gylden, saa gode som rhinske Gylden. Han skal mønte os hvert Aar, naar vi ham tilsiger, 20 Mark Guld og 20 Mark Sølv paa hans egen Kost og Tæring, og skulle vi selv give ham Guld, Sølv og Kobber og selv lide Skade for det, der afgaar i Ilden". Det er den ældste danske Møntordning, der vel ikke er bevaret i Ordlyd, men i udførligt Referat. Grundlaget for Møntvægten var (ligesom i Kong Hans' Dage og rimeligvis endnu før) den kølnske Mark; den kaldes ogsaa vejen Mark eller lødig Mark i Modsætning til (Penge-)Mark eller 16 Skilling i Mønt. I det nittende Aarhundrede er den kølnske Mark fixeret til 233,855g.; men i Begyndelsen af det 16. Aarhundrede var den noget lettere; man har beregnet den til i Tyskland at have været 23,156g., og Vægten af den i Danmark samtidigt benyttede saakaldte kølnske Mark kan man ikke bestemme nærmere end med et rundt Tal til 230g. Unødvendig forekommer Regningen med "Kast" som Betegnelse for 3 Stykker (Skillinger eller Hvide); men særlig besværlig er Angivelsen af Halten efter "Værksølv" d.v.s. 15-lødigt Sølv. Møntordningens Bestemmelser lader sig gengive og omregne saaledes:

Adskillige af Møntordningens Bestemmelser svarer nøje til de bevarede svenske Møntordninger af 1480 og 1497; Møntordningen af 1513 betegner følgelig i disse Tilfælde ikke neget nyt, men gentager blot Bestemmelser fra ældre, tabte danske Møntordninger. Mester Dines fik saaledes et "Quintin til Fare", d.v.s. den udmøntede kølnske Mark maatte veje et Quintin mere eller mindre, uden at Møntmesteren kom i Fare for at overtræde Møntordningen. Det samme Remedie (for at bruge det moderne Udtryk) var fastsat i de nævnte svenske Møntordninger og i Kong Hans' Privilegier for Guldsmedene i København 1496. - Dines skulde kun staa til Rette overfor Kongen selv; men de andre personlige Forrettigheder, Frihed for "al Told, Skat og al anden Vor og Bysens Tynge", som Møntmestre ellers nød - ogsaa ifølge Møntordningerne af 1480 og 1497 - nævnes (maaske dog tilfældigt) ikke. Derimod skulde han indtil videre være fri for Slagskat; denne var i Sverge 1497 fastsat til 1/2 Gylden af hver kølnsk Mark Guld og 1/2 Stockholms Mark eller 12 Ørtuger af hver kølnsk Mark Sølv. Forpligtelsen til at udmønte 20 Mark Guld og 20 Mark Sølv for Kongen paa egen Bekostning stemmer næsten ordret med den svenske Møntordning af 1497; og ogsaa her genfindes Bestemmelserne om Lejde for Købmænd og Møntersvende til Femme for Møntens Virksomhed.

Der foreligger ingen Aktstykker om, hvad der er udmøntet efter Ordningen af 1513, og af bevarede Mønter kendes kun Hvide med Aarstal 1513. Foretagne Prøver viser, at disse holder 230-250 Tusinddele, hvad der kan passere, naar man blot ikke vil opstille Nutidens Krav om Nøjagtighed overfor de middelalderlige Udmøntninger. De bevarede Exemplarer vejer kun 0,59-0,82g. og viser saaledes, at Mester Dines eller hans Møntherre næppe kan have haft rene Hænder.

Allerede i Sommeren 1514 udstedte Kongen en ny og fuldstændigere Møntordning "efter menige Danmarks Riges Raad og Samtykke ... menige Rigens Indbyggere til Gavn, Bestand og Forbedring". Møntordningen er ikke dateret, men synes at være samtidig med den norske Møntordning af 3. August 1514. Dens Bestemmelser lader sig gengive og omregne saaledes:

Den rhinske Gylden var tænkt som Hovedmønt i dette Møntsystem. Den er i Christiern II's Brev til Møntmesteren anført med Halten 18 Karat Nobelguld, hvad der giver en lidt besværlig Omregning 18 x 23 1/2 : 24 for at udfinde den ovenstaaende Finhed: 17 5/8 Karat. Christiern II's Gylden skulde altsaa være lidt ringere end Rhinfyrsternes Gylden, der holdt 18 1/2 Karat og vejede 3,278g. Raavægt, 2,527g. Finvægt. Møntordningen havde regnet med et omtrentlig Forhold mellem Guld og Sølv som 10:1. (Finvægten af Guldgylden og Sølvgylden); dette var uheldigt, eftersom man i al Fald i Udlandet nærmest regnede med Forholdet 11:1; det er maaske ogsaa medvirkende til, at Christiern II's rhinske Gylden aldrig blev udmøntet. Noblerne foreligger med Aarstal 1516 og 1518; men det er uvist, om de opfylder Møntordningens Krav om Finhed. De er ligesom Kong Hans' Noble i første Række Pragtmønter, der skylder Rustningerne mod Sverige deres Tilblivelse.

Med Nobelstemplerne blev taget Afslag i Sølv, der svarede til Møntordningens Sølvgylden. Foruden Aargangen 1516 og 1518 sloges Sølvgylden i større Antal 1523, da Kongen gik i Landflygtighed. Disse Mønter, som i Forordningen 1514 kaldes "Sølvpendinge paa en Gylden Stykket", havde til Forbillede de Sølvgylden eller Gyldengroschen, som Ærkehertug Sigismund lod slaa i Tyrol fra 1484 og senere. Disse var efterlignet rundt om i Landene, saaledes i Bremen 1511, men ellers ikke i Nordtyskland før langt senere. De Gyldengroschen, som prægedes i Joachimsthal i Böhmen efter 1519, vandt den største Udbredelse, og Navnet Joachimsthaler, forkortet til Thaler, Daler, fortrengte snart de oprindelige Betegnelser.

Fig. 92. Nobel 1518

Bortset fra de sjældnere Mønter, Nobler og Sølvgylden, blev Skillingen den eneste Mønt af hele Systemet, der udmøntedes. Møntordningen af 1514 forbedrede Skillingen med en Tredjedel. Naar den saaledes endog blev bedre, end Haandfæstningen krævede, maa det have været Meningen at bringe det danske Møntvæsen nogenlunde paa Højde med det lybske. Atter her synes dog at gabe et uoverstigeligt Svælg mellem Forordning og Praksis. Bevarede Skillinger med Aarstal 1,514 vejer 2,18-2,25g., og af Aargangen 1515 varierer Vægten ligefra 1,45g. til 2,15g. Forordningens Vægt var jo 2,61g.!

I August 1515 synes der iøvrigt at være kommet en ny Møntordning, "Skikkelse paa en ny Mønt, som vor Møntmester i Malmø herefter mønte skal". Den nærmere Ordlyd kendes dog ikke, men Hviden blev nedsat endnu engang: "6 danske Hvide af den gamle Mønt skal gaa paa en Skilling". Det blev forbudt at indføre ringholdigt Sølv og at udføre den danske Mønt, det være sig den gamle eller nye. - Skillinerne af 1515 og følgende Aargange (1516, 1517 og uden Aarstal) bærer i Modsætning til Skillingen af 1514 Betegnelsen "Moneta nova", "ny Mønt".

I 1517 optræder den Malmø Borgmester, Hans Mikkelsen, som Mellemmand mellem Kongen og Møntmesteren. I Maj leverede han saaledes 700 Mark, der formentlig udgjordes af 11.200 Skillingsstykker, og i December aflagde han Regnskab bl. a. for hvad "Fordel og Slagskat, som paa Mønten faldt". Det fremgaar heraf, at Møntregalet atter udnyttedes i Modsætning til Bestemmelserne fra 1513 og 1514. Hans Mikkelsens Opsigt med Mønten vedvarede indtil Februar 1519, da han her blev afløst af Mor Sigbrits Broder Herman Villumsen.

Da var der forlængst sket store Forandringer i Mønten. Rustningerne mod Sverige og Lønningerne til Lejetropperne krævede Udmøntninger i et hidtil ukendt Omfang.

I April 1518 fratraadte Dines Blicher som Møntmester. Han fik et kongeligt Beskærmelsebrev, "at ingen skal være hans Dommer udi de Sager, som bør for ingen Herre at forhandles uden Hans Naade selv. Han skal blive boende i Malinø eller andetsteds i Riget, hvor han lyster, og han kan bjerge sig, og han skal være fri for al kongelig og Bys Tynge, hvor han end bor, saa længe han lever. Dog skal han give Told og Cise af, hvad Gods han handler med som andre Undersaatter". Blicher fik saaledes trods sin Afskedigelse Lov at beholde de Forrettigheder, som en Møntmester i Datiden sædvanligvis nød, og som kom ham til Gode, naar han drev Købmandskab ved Siden af. Og en højlig paakrævet Betryggelse maa det have været for ham, at Kongen saaledes tog Ansvaret for, at selv hans bedste Udmøntninger ikke opfyldte Møntordningernes Paabud. Iøvrigt forlod Blicher snart Landet og blev 1522 Møntmester i Staden Vismar, hvor han med nogen Afbrydelse virkede til sin Død 1543.

Fig. 93-94. Christiern II's Klippinge

Den, der optog Mønthammeren efter Blicher, og som kom til at forestaa de store Udmøntninger af de berygtede Klippinge, var den siden saa navnkundige Jørgen Kock. Han kom fra Vestfalen til Danmark som en fattig Mand, men ved sit Ægteskab med den rige Enke Sidse Cortsdatter lagde han Grunden til sin for en borgerlig Mand usædvanlige Rigdom.

Jørgen Kocks Regnskaber som Christiern II's Møntmester strækker sig fra 4. April 1518 til den 1. April 1523. Desværre er de for summariske til at give et nogenlunde fuldstændigt Indblik i den Virksomhed, han udfoldede for at skaffe sin Herre de nødvendige Pengemidler til Sveriges Erobring. Fra 12. Oktober 1518 til 23. April 1520 har han dels direkte, dels gennem Herman Villumsen og siden Didrik Slagheck leveret Kongen tilsammen 399.981 Mark 6 Skilling hovedsagelig i "klipte Penninge". Disse Klippinge udmøntedes med Skillingsstempier paa raat tilklippede Blanketer og skulde paa Kongens strenge Bud gaa som Skillinge, skønt de var baade undervægtige og kobberholdige.

Gentagne Gange sikrede den snu Møntmester sig mod mulige Anklager for Falskmønteri; saaledes udtales i hans Kvittering af 13. December 1521: "er min Herre hans fuldkommelige Tilstander til hvis Mønt han paa hans Naades Vegne møntet har for alle, som ham derom kan tiltale, og holder ham altingest uden Skade". I 1521 var Jørgen Kock i Stockholm og har vistnok sat Mønten i Gang heroppe med at udmønte Sølv, der indkom fra Fru Christina (Rigsforstanderens Enke), Stockholms Borgere, fra Finland o.s.v. I januar og i December 1522 afleverede Jørgen Kock tilsammen 110.500 Mark (i Klippinge formodentlig) til Moder Sigbret "udi Fadeburet". Langfredag den 1. April, 1523 leverede Jørgen Kock endelig 41.948 Mark til Kongen selv i København. Dette Beløb har rimeligvis været i de kendte Sølvgylden 1523, som skulde bruges til den Udenlandsrejse, som Kongen tiltraadte tre Uger senere. Samme Dag fik Jørgen Kock "Quittantia Quittantiarum, at han har gjort min Herres Naade god Rede og Regnskab for alt det Sølv, Kobber og Pauiment, han af min Herres Naade opbaaret og i Mønt igen leveret haver, siden Guds Aar skrevet 1521, han da sidst Regnskab gjorde og saa derfra regnendes igen og indtil i Dag han nu igen derfor Regnskab gjorde, og bliver min Herre deraf intet skyldig efter det Registers Lydelse, han min Herre nu derpaa overantvordet haver". Samtidig stadfæstede Kongen Malmøborgernes Valg af Jørgen Kock til Borgmester "og befol ham Malmø Stad, at han skulde holde ham den til gode".

Fig. 95. Joachimsthaler (?) præget for Christiern II i Landflygtigheden

Christiern II's Klippinge vakte en Forbitrelse hos Menigmand, som genlyder i Poul Helgesens Fortsættelse af den danske Rimkrønike, hvor Kongen indføres talende:

"Jeg loed oc slaa en skendelig Mynt,
Som aldrig vaar før i Danmarck begynt,
jeg kalledis Konning Klipping i samme Stund,
For jeg fand først paa den falske Fund."

Den nye Konge, Frederik I, havde allerede som Hertug af Holsten indført Møntprægning i Hertugdømmerne, hvis Mønt efter Christiern I's Privilegier af 4. April 1460 skulde være "so dane, also to Lübeck un Hamborg genge un geve ist". - I Overensstemmelse dermed udsendte Hertug Frederik 1514 en fuldstændig Møntrække, svarende til en Mark-, 8, 4, 2 og 1 Skilling.

Fig. 96-100. Mark, 8-, 2-, 2- und 1-Skilling 1514 for Hertugdømmerne

De tre største Nominaler fremstiller paa Forsiden den hellige Andreas, omgivet af Begyndelsesordene til en gammel Kirkehymne. Disse Mønter er præget i Slesvig (der nævnes paa 2- og 1-Skillingerne) eller i Husum, hvor Frederik I's -gamle Møntbygning den Dag i Dag ligger som Bryggergaard paa Byens Torv. Mesteren for disse smukke Mønter er Jørgell Drewes, der oftere nævnes som Frederik Is Møntmester.

Fig. 101-102. Blaffert und Penning for Hertugdømmerne

Med Aarstal 1516 foreligger Skilling og Søsling, og fra 1518, 1520 og følgende Aar Dobbeltskillinger. Dertil slutter sig Blafferte og Penninge uden Aarstal. - 1522 udkom "Husumdaleren", der for første Gang i Norden viser Møntherrens Portræt, et kunstnerisk vel udført Brystbillede af den pengekloge, rethaveriske Hertug.

Fig. 103. Husumdaler 1522

Samme Aar (1522) lod Frederik I bygge en ny Mønt paa Gottorp (i en Bastion, Nordøst for Slottet), hvor Møntvirksomheden kunde foregaa under mere betryggende Forhold i urolige Tider. Herfra udgik en Række Dobbeltskillinger (med Aarstal 1522-27 og 1533), en Søsling (1532) og rhinsk Gylden (1531). Det er uvist, om Møntvirksomheden i Husum har været fortsat efter 1522. 1527 indtraadte en almindelig Standsning i Udmøntningerne, og 1529 eller kort efter blev Møntergaarden i Husum solgt til Bygmester Martin Bussart.

Fig. 104. Rhinsk Gylden, slaaet paa Gottorp

Møntvæsenet i Hertugdømmerne var saaledes i Modsætning til Kongeriget i god Orden, uden at der foreligger nærmere Aktstykker til Belysning af Møntfod og Udmøntningernes Omfang. Efter at Hertugen havde modtaget den jydske Adels Kaldelse til Danmarks Trone, fremhævede han i Klagepunkterne over sin Brodersøn Klippingene som "en unyttig Mønt, ... som ikke var andet end Kobber". Den 13. Juli 1523 paalagde Frederik I og Rigsraadet en ny Skat i Jylland til Klippingenes Inddragelse: hver Mand skulde inden den 15. August udrede et Lod Sølv. I Frederik I's Haandfæstning af 3. August bestemtes (ligesom i Christiern II's Haandfæstning), at , "huad ther skall myntis epther -thenne dag i Danmarck, skall myntis ligegoett ved Lybsck, Hamborgh oc Lanteholstenn". Og den 10. August 1523 udkom en Forordning, hvorefter de gamle Mønter inden 3 Uger skulde indleveres og ombyttes med ny Mønt efter deres virkelige, ikke deres paalydende Værdi.

Fig. 105. "Lejrskilling" 1523

Den ny Mønt, hvormed den gamle skulde indløses, de saakaldte "Lejrskillinger", der skulde gælde 10 Hvide, og som efter deres Ydre svarede til de holstenske Dobbeltskillinger, sloges paa Feltfod i Lejren paa Serritslev Mark under Københavns Belejring. Møntmesteren her, der ogsaa tjente Frederik I senere i København, hed Bernt Busk. Der opstod imidlertid over Omvekslingen en saa voldsom Harme og Gæring blandt Menigmand, der tilmed led under Dyrtiden, at Kongen i September maatte udstede aabent Brev om, at Klippingene ikke skulde afskaffes, siden Indbyggerne ikke ønskede det; men han advarede dog mod de skadelige Følger heraf. Først da Faren fra Christiern II var foreløbigt drevet over i Slutningen af 1523, gav Rigsraadet paa Kong Frederiks Vegne "Jyrgen Kock, vor Naadigste Herres Mynttemester oc Burgmester vdi Mallmø" Ordre:

"Att hand schall och maa myntte for oss och alle Danmarkes Riigis Indbyggere, :som till liannum komme med Klippinge fattig och riig, alle the Klippinge omkring, som Høybornne Fyrste Konning Christiern lodt mynthe menig Riget till Skade och Forderff, och paa thet att Danmarks riigis Indbyggere ey skulle ytthermere met saadan Mynt bedrages, som her till skedt er, Ther fore haffue wi giort saadan Skick ther oppaa, saa att hand skall anname forskrevne Klippinge, och giøre thennum vdi trind Mynt, huert Slag vnder sitt Vaaben och hwert Slag gielde, som the ere verdt till, som herefther fylger.

The første Klippinge, som Konning Christiern loedt fyrst slaa aff thett beste Slag er paa then ene Side et kronet Skioldt met tre Leonner met vdreckte tunger och met kraaget och kruset Rumpe och et Kaars vnder Vaaben met Lilier i Enden. The skulle mynthes met saadant Vaaben, paa thend ene Side eth kronet Skioldt, och ther vdi tre Leoner, met eth Kaars, paa then anden Side vor Naadigste Herris Vaaben och gellde XIIII pendinge. Thet andet Slag Klippinge, som er tegnet med tre Leoner vden tunger och met en slet Rumpe och eth slet dubilld Kors vd met Siderne, the skulle tegnis met saadant Vaaben, paa thend ene Side tre Leoner vti eth Skioldt, paa then anden Side vor Naadigste Herris Vaaben met slet Kaars och en Krone paa Skioldet, och the skulle gielde VI Pendinge. Thet tredie Slag Klippinge, som er tegnet met slet dubildt Kaarss (oc et trynd øije i same Korss) hart op till Skioldet, och paa thend ene Side, som Konningens Billet staar oppaa, er tegnet vdi Eblet, som ther vaare tre ruder vdi samme Klippinge, skulle ommynttes, paa then ene Side mett ett kronet F och paa thend anden Side met eth slett genemgangende Kaars, och the skulle giellde en Dansk Huidt. Thet fierde Slag Klippinge, som ere tegnet met forskrevne tre Leoner vden tunger och ett slett enfoldigt Kaarss vd med Skioldet, och ett Kleffuerbladt vdi Kongens Eble paa thend anden side. Samme Klippinge skulle ommynthes met vor Naadigste Herris Vaaben met ett Kaars paa thend ene Side och ett Leone Hoffuet paa then anden Side, och the skulle gielde tre Danske pendinge."

Mærkelig nok kendes den tredje og fjerde Slags Klippinge ikke i vore Dage, heller ikke kendes de Trepenninge, hvortil de ringeste Klippinge skulde ommøntes.

I Fortsættelse af Ordren til Klippingenes Ommøntning blev det Jørgen Kock befalet at slaa Noble, 23 Karat fine og 16 paa den vejne Mark, samt Sølvmønt: Gylden, 14-lødige, 8 paa Marken og halve og Orts Gylden i Forhold dertil. Denne Møntordning var dog uheldig ved at gøre Noblen 1/2 Karat ringere end Noblen fra Møntordningen 1514. Sølvgyldenen var derimod gjort Mægtigere end fastsat i Møntordningen 1514; men den svarede saaledes til Joachimsdalerne og de faktisk foreliggende Sølvgylden (1516, 1518 og 1523) fra Christiern II. - Denne Møntordning fik dog ingen praktisk Betydning, da den allerede samme Aar afløstes af en ny, der var stilet ikke blot til Jørgen Kock, men ogsaa til Møntmesteren i Ribe. Noblen blev her forbedret til sin gamle Finhed 23 1/2 Karat, og i Stedet for Sølvgylden skulde slaas rhinske Gylden, der vel skulde være lidt bedre end efter Forordningen af 1514, men dog stod tilbage for Rhinfyrsternes Gylden. Af Sølvmønt skulde slaas 2, 1, 1/2 og 1/4 Mark, 4 Hvide Skilling og Hvide efter følgende skematiske Opstilling:

Møntregningen var saaledes, at 2 1/2 Mark skulde svare til en rhinsk Gylden. Forholdet mellem Guld og Sølv var herefter lidt mindre end 10:1 (22,869:2,396), medens det efter anden Regning var 10,5:1.

Udmøntningen af Guld og de større Sølvmønter kom imidlertid ikke til at spille større Rolle. Den kunde jo ikke svare Regning saaledes som Udmøntningen af Skillinger og Smaamønt.

Fig. 106. Nobel fra Ribe (Afslag i Sølv)

I 1524 blev foruden Mønten i Malmø og den nyindrettede Mønt i Ribe ogsaa for et Par Aars Tid sat Møntsmedjer i Gang i Aalborg, København og Landskrone, væsentlig af Hensyn til Klippingenes Ommøntning. Men af Betydning var det, at Rigets vigtigste Mønt, den i Malmø, var blevet sat i Pant til Jørgen Kock paa Vilkaar, som dog ikke kendes. Da Rigsraadet paa Herredagen i Odense 1526 henstillede til Kongen, "at hans nadhe mett allderførsthe indløsser samme mynth och beholler thet selffuer till Riigens nytthe och behoff ", bad Kongen i sit Svar, at Rigsraadet vilde anvise Udvej til at indløse Mønten i Malmø, og derefter, hvor "wij skulle offuerkomme sølff at lathe mynthe aff, efttherthy at Kronens rentthe er saa formyndskedt, at wij ther aff Inthet kunde bekomme at forskicke ind paa mynthen". Men Rigsraadet vidste naturligvis intet andet Raad end at Pengene til Malmømøntens Indløsning maatte tages af Kronens Indkomster, og henviste til, at i Kong Hans' Tid "gaff mønthemestheren wdaff huer lød marck søllfuer en beneffnd Pendinge, och flyett seg sellfuer søllfuer, som mester anders glob och andre flere wel wittherliigt er".

Fig. 107-108. Rhinsk Gylden 1527 og Skilling 1531, slaaet i Malmø

Jørgen Kock, der i 1526 fik Adelsbrev af Frederik I, beholdt saaledes fremdeles Møntergaarden i Malmø ikke blot som Møntmester, men ogsaa som Panthaver. I et Brev til Lensmanden paa Bergenhus, dateret 6. Maj 1530, har Jørgen Kock gjort Rede for Virksomheden paa Mønten i Malmø. Oplysningerne stemmer overens med Møntordningen af 1524, men Møntmesteren tilføjer, at Mønten i Malmø nu har ligget stille i halvtredje Aar, fordi Sølvet er blevet saa dyrt. Det er en naturlig Følge af, at der overvejende er præget Smaamønt. Der foreligger en rhinsk Gylden med Aarstal 1527, Præget i Malmø, og senere, da man rustede imod den hjemvendende Christiern II, sloges i Malmø og København rhinske Gylden og Pragtmønter som Noble og Dalere. Disse Mønter blev prægede af Guld og Sølv (Monstranser, Kalke og Diske), som 1531 indkrævedes fra alle Landets Kirker i Anledning af den forestaaende Fejde. Ifølge et bevaret Regnskab for disse Udmøntninger i 1532-33 slog den Husum Møntmester, Jørgen Drewes, i København Sølvmønt til en Værdi af henved 100.000 Mark og Jørgen Kock i Malmø til over 130.000 Mark; derimod prægedes af Guldmønt kun 21 Noble.

Fig. 109. Nobel 1532

Samme Aar (1529), som Kongen afhændede Møntergaarden i Husum, bortskænkede han ogsaa Møntergaarden i København til Johan Rantzau. Denne Gaard, som Kong Hans havde indrettet til Møntsmedje, laa mellem Taarnet Kringelen og den kongelige Have. Den middelalderlige Kælder er endnu bevaret i Vingaardsstræde Nr. 6.

Fig. 110. Sören Norbys Visby-Skilling

En ejendommelig Foreteelse i Frederik I's Kongetid var de Skillinger og Hvide, som Søren Norby lod slaa i sit eget Navn, medens han værgede Gotland som Christiern II's Lensmand (1523-25). Medens de første Skillinger bar de danske Løver, optog de følgende ligesom Hvidene den gamle gotlandske Mønttype med Guds Lam. De gør tydeligt Indtryk af at være Nødmønter, stærkt kobberholdige som de er. Efterat Herr Søren i juni 1525 maatte ombytte Gotland med Bleking som Frederik I's Lensmand, fortsatte han med Udmøntning af Smaamønt til at lønne den Hærstyrke, han underholdt. Kun var det nu Søslinger, der udgik med Kong Frederiks Navn i Præget fra Mønten i Ronneby; men i Omskriften stod den djærve Lensmands Vaaben. Iøvrigt sad Søren Norby kun paa Sølvitsborg fra Slutningen af November 1525 til August 1526, da han bukkede under for Overmagten.

Fig. 111. Rigsraadets Toskilling 1533

I det Aar, der gik mellem Frederik I's Død (10. April 1533) og Christian III's Kaaring (4. Juli 1534), slog Jørgen Kock i Malmø Toskillinger i Rigsraadets Navn ("Senatus regn'i Danie"). Møntergaarden i Malmø var i Frederik I's Kongetid blevet befæstet, men i Maj 1534 blev Malmøhus nedrevet af Malmøborgerne med Borgmesterens Billigelse. Møntsmedjen blev dog sandsynligvis staaende, og her - ligesom i København - udfoldedes under den paafølgende Grevefejde en travl Virksomhed, idet Grev Christopher og hans Partigængere lod slaa rhinske Gylden, Halvdalere, Firskillinger og Hvide i den fangne Christiern II's Navn, Mønter, der ikke var det værd, de blev udgivet for.

Fig. 112-114. 2 rh. Gylden, 4 Skilling 535, slaaet af Grev Christopher i Christiern II's Navn

Frederik I havde efterladt sig et velforsynet Skatkammer paa Gottorp, og da Grevefejden brød ud, og Hertug Christian derefter drog i Felten mod Lybæk, blev Mønten paa Gottorp sat i Gang med at udmønte Guldkæder, Klenodier, Guld og Sølv til rede Penge. Frederik I's gamle Møntmester, Jørgen Drewes, døde 1533. Han efterfulgtes 1534 af Reynold Junge, der som den unge Hertugs højtbetroede Møntmester fik den vigtige Opgave at fremskaffe Mønt til Sold for de Lejetropper, der ført af Johan Rantzau skulde erobre Danmark, efterat den jydske Adel havde kaaret Christian III til Konge.

Fig. 115. Holstensk Toskilling 1534

De bevarede Møntmesterregnskaber tillader et Overblik over de mægtige Udmøntninger, der naaede meget nær op imod en Million Gylden. - og over den ulovlige Fordel, som Møntmesteren gjorde sig. Reynold Junge havde til at begynde med (foruden henved 32 kg. Guld) henved 575 kg. Sølv, som han skulde udmønte til holstenske Dobbeltskillinger, der var Hovedmønt i Hertugdømmerne. Den første Levering af nyslaaet Mønt var dateret 4. Juni 1534; men saa utaalmodigt krævede Krigsknægtene Sold, at Mønten gik direkte fra Møntmesteren til Lejren, ja, der blev snart ikke Tid til at gøre Mønterne runde og at fremskaffe normale Stempler. Man maatte hjælpe sig med Klippinge, der bar Møntherrens Navnetal i et primitivt Stempel. Disse Klippinge skulde gaa for 2 Mark i dansk Mønt.

Fig. 116-119. Klippinge fra Gottorp 1534 og Aarhus 1535

Efterat Johan Rantzau i December 1534 havde fuldendt Erobringen af Jylland, fik Møntmesteren Ordre til at forlægge Virksomheden til Aarhus. Her blev der i største Hast indrettet Møntsmedje med grundmurede Skorstene, med Smeltekammer og Glødeesse. Og her blev i Tiden fra Nytaar til 1. August 1535 udmøntet henved 2000 kg. hvidt Sølv foruden store Mængder af tysk og ældre dansk Mønt. Der blev deraf slaaet danske Firskillinger og navnlig Klippinge til Værdi af Tomark, Mark, 8 Skililng og 4 Skilling. I de syv Maaneder, Reynold Junge arbejdede i Aarhus, blev Mønten tre Gange forringet. Gottorperklippingene fra 1534 holdt 10 Lod, men Aarhusklippingene var først 8-, siden 7-lødige, og Firskillingerne holdt kun 5, siden 4 og endelig 3 1/2 Lod. Hemmelige Kendetegn i Præget, som det ikke var Godtfolks Sag at faa at vide, angav for Møntherren og de indviede de forskellige Udmøntninger. Ja, paa Befaling af Johan Rantzau, gjorde Møntmesteren endog Klippingene lidt lettere, end Kongens Ordre bød; alene derved indvandtes til Kongens Bedste over 32.000 Gylden. Men Menigmands Instinkt lod sig ikke helt føre bag Lyset; frisk i Minde var ogsaa Christiern II's Klippinge, og det er forstaaeligt, at Borger og Bonde satte højere Priser paa deres Varer, naar de skulde modtage deres Betaling i den forringede Mønt. Derfor udgik strenge Kongebreve til Købstæder og Landsting om at tage Klippingene, eftersom de var slaget og møntet; det, var halsløs Gerning at kaste Vrag paa kgl. Majestæts Mønt. Ikke desto mindre var Kongen selv ikke tilfreds med at modtage den paalagte Sølvskat i samme Mønt.

Fig. 120. Tysk Møntværksted, Træsnit af Hans Burgkmair ca. 1510

Efterat København i juli 1535 var blevet indesluttet, fik Møntmesteren Ordre til at forlægge sin Virksomhed fra Aarhus til Roskilde for at kunne være i Nærheden af Lejren. Der foretoges omfattende Arbejder ved Indretningen af den nye Mønt i Roskilde; bl. a. byggedes fem store Skorstene foruden Værkstedsbygninger og Herberger til Møntens Folk. Der indforskreves Møntersvende fra Køln, Sankt Annaberg og Joachimsthal; Møntens Mandskab blev saaledes bragt op til 40 Møntersvende. Der var tre Stempelskærere: Matthijs Guldsmed fra Husum, som fik 100 Gylden Mønt i Løn, Nijckels fra Prøjsen, som fik 6o Gylden Mønt, og Bartelt fra Lybæk, som fik 200 Gylden Mønt. Ved Gaver og Drikkepenge ansporedes Møntens Folk "til at arbejde desto flittigere, saa at hans Naades Krigsfolk kunde blivet befordrede i Betalingen". - Regnskabet for Udmøntningerne i Aarhus og Roskilde er ført under eet; tilsammen modtoges henved 7000 kg. Sølv til Møntning. Samtidig med Flytningen til Roskilde og samtidig med, at der var hvervet tilstrækkeligt Antal Stempelskærere, Møntersvende og Smede, ophørte Udmøntningen af Klippinge, og fra April 1536 begyndte man at afvikle denne ildesete Nødmdnt. Det havde tillige en anden, maaske mindre landskendt Grund: at den runde Mønt, der nu sloges (4-Skilling, Mark og 2-Mark), var endnu ringere end Klippingene. Fra April 1536 til April 1537 indleveredes saaledes først i Roskilde og siden i København 113.276 Mark- Klippinge til Ommøntning. Ved Indvekslingen betaltes Klippingemarken med 15 ß og Klippinge-4 Skillingerne med 3 1/2 ß. Møntmesteren gjorde for egen Regning en mægtig Forretning med denne Omveksling.

Fig. 121-123. 2-Mark, Mark und Firskilling, slaaet i Roskilde 1535

Efter Københavns Overgivelse i juli 1536 overtog Kongen og hans Møntmester den Møntsmedje, som havde været i Virksomhed for Grev Christopher og Hertug Albrekt, og lidt efter lidt forlagdes Møntvirksomheden fra Roskilde til København, men endnu i Slutningen af 1536 sloges i Roskilde rhinske Gylden af en Levering paa godt 11 kg. Guld.

I en Forordning af 21. Oktober 1537 reducerede Kongen for den store Dyrtids Skyld, den slette Mønt havde foraarsaget i Riget, al den Mønt, han havde ladet slaa, til det halve af, hvad den var slaaet til, saaledes at 2-Markstykker skulde gælde i Mark, Markstykkerne 8 Skilling, Firskillingerne 2 Skilling, Toskillingerne 1 Skilling og Skillingerne en Søsling; med det første skulde slaas Hvide og Smaapenge, paa det at alt kunde komme i den gamle Skik med Salg og Køb, og skulde en rhinsk Gylden eller Jacobsdaler gælde 3 Mark danske, under Forbrydelse af 40 Mark og det Gods, der handles om. Denne Forordning blev dog foreløbig paa Papiret; man evnede ikke at gennemføre den før 1540. Tværtimod lod Kongen Fortsætte med Prægning af den ringholdige Mønt, men den blev antedateret med Aarstallene 1535 og 1536.

Det var kun den danske Mønt, der blev gjort til Genstand for Forringelse; hvad Hertugdømmernes Mønt angik, overholdtes Privilegiet, at den skulde være jævngod med den lybske. Saaledes var de holstenske Dobbeltskillinger og de rhinske Gylden, som i Aarene 1536-40 prægedes i Roskilde og København.

Fig. 124. Daler 1537

Imod Slutningen af 1537 lod Christiern III slaa Joachimsdalere, saaledes at den hidtidige Regningsmønt nu var en Haandgribelighed baade i Guld og Sølv. Det blev en smuk og god Mønt, som Kongen kunde være bekendt at sætte sit Kontrefej paa; men det voldte Besvær at skaffe Sølvet tilveje og faa det "smidigt" nok. Stemplerne blev skaaret i København og i Lybæk (maaske af den ovennævnte Stempelskærer Bartelt). Der arbejdedes i 20 Uger med 12 Svende paa denne Udmøntning, der omfattede 17.570 Dalere. Samtidige tyske Prøver viste, at baade denne Joachimsdaler og den førnævnte rhinske Gylden fuldt ud holdt, hvad de gav sig ud for. Desværre var det ikke disse gode Mønter, men den ringe Krigsmønt, der prægede Handel og Omsætning.

I Tilslutning til Afviklingen af den extraordinære Møntvirksomhed med det store Folkehold og vel for at lette Ommøntningen af Klippingene til rund Mønt sendte Reynold Junge Mandskab til Norge (1537), til Ribe og Aarhus. Til Ribe, hvor man sandsynligvis kunde tage Møntsmedjen fra Frederik I's Tid i Brug, sendtes 10 Svende og en Smedemester. De udmøntede Firskillinger med Aarstal 1535 og Toskillinger og Skillinger med Aarstal 1536, til Rentemester og Slotsfoged sent paa Aaret 1538 indfandt sig med Kongens Ordre, "at de straks annamme alle Stempler fra Møntmesteren udi Ribe og besegle og holde hos dem og forbyde ham noget efter denne Dag at mønte enten smaa Mønte eller store". - I Aarhus, hvor Reynold Junge havde efterladt sig en nyindrettet Mønt med adskillige ubenyttede Materialer i Borgmesterens Varetægt, foretages en Tid ogsaa Udmøntninger af Toskillinger med det vistnok antedaterede Aarstal 1536. Møntmesteren navngives i 1538 som Hans v. d. Viidhe; samtidig er Udmøntningen ogsaa her blevet standset.

Fig. 125. "Dansk" Firskilling 1535, slaaet i Stockholm

Ovre i Visby sad en Møntmester Jacob og slog ringholdige Skillinger med Aarstal 1535-37 og af den gamle gotlandske Mønttype. - Derimod kommer Gustav Vasas Udmøntninger af danske Marker, Otte- og Firskillinger med Christian III's Navn i betænkelig Nærhed af Begrebet Falskmøntneri. De blev præget i al Hemmelighed i Begyndelsen af 1536 for at kunne lønne Landsknægtene i Skaane med "dansk" Mønt.

Af Reynold Junges Regnskaber kan uddrages følgende Udmøntningsforhold:

Et afgørende Punktum for disse Aars Udmøntninger sattes, da Reynold Junge i November 1540 blev sat fast for Underslæb, og en Kommission blev nedsat for at undersøge hans Regnskaber. Det mest sagkyndige Medlem af Kommissionen var Jørgen Kock, som sikkert ikke skaanede sin Kollega, hvis Klippinge havde bidraget saa væsentligt til Holstenernes Sejr. Reynold Junge inaatte tilstaa at være Kongen skyldig en for Datiden saa uhyre Sum som 127.332 Mark 12 Skilling. Det synes dog, at han har været i Stand til at betale sit Underslæb og opnaa Forlig med Kongen.

I den københavnske Reces af 1540 (§ 12), gjorde Christian III endelig op med den gamle Slendrian. Der bestemtes, at alle gamle danske Hvide, 2- og 4-Hvide (Søslinger og Skillinger før Frederik 1) skulde beholde deres Værdi, men iøvrigt reduceredes

• gamle danske Toskillinger (fra Chr. II, Schou 1515,20?) til 4 d.
• Frederik I 8-Skilling (Schou 1529,1) til 4 ß
• Frederik I 4- Skilling (Schou 1532,18) til 2 ß
• Frederik I 10 Hvide, "Lejrskilling" til 4 alb.
• Chr. III 2 Mark til 12 ß
• Mark til 6 ß
• 4 Skilling til 4 alb
• 2 Skilling til 2 alb
• Skilling til 1 alb

,,hwilcket allt schall forstaaes og regnes effter gamle danske Hwides Werdt, oc schall een rhinsk Gylden, eller en Jochimsdaler hereffter, som tilforne, regnes for XVI Skillinge Danske effter thet Werdtt, som Møntten nu for satt er, oc icke kalles liiden Marck eller stor Marck, som hertill skeet er". Det sidste hentyder ikke til officiel Møntregning, men tii den Opgæld, som Mand og Mand imellem i daglig Handel gaves for Møntsorter, som ansaas for bedre end andre.

Fig. 126. Mark 1541

I Sankt Klarekloster, som stod ledigt efter Nonnernes Fordrivelse og Bygningernes Konfiskation, lod Christian III indrette Værksteder, hvortil hele Danmarks Udmøntning skulde henlægges. Den siden saa kendte Poul Fechtel, en Borger fra Helsingør, blev beskikket til Møntmester, og samtidig fastslog Møntordningen af 20. September 1541, at den nye Tid var brudt igennem ogsaa paa Møntvæsenets Omraade. Udmøntningsskemaet af Møntsystemet med Omregning til Tusindedele og Gramvægt er følgende:

Man vil se, at der her ikke var Tale om at præge Dalere eller Guldmønt. Af hver lødig Mark fint Sølv, som blev udmøntet til de fire førstnævnte Møntsorter og som skulde udbringe 26 Mark 7 ß 8 2/3 d., skulde Møntmesteren i "Muntzerlohn, umkost und abgang" have 1 Mark dansk. For at udmønte Hvide fik han af hver lødig Mark fint Sølv, der udbragte 27 1/2 Mark, 2 Mark dansk. og for Penningene fik han 5 1/2 Mark dansk af hver lødig Mark fint Sølv, der skulde udbringe 32 Mark dansk.

Til denne Møntordning svarer foreligende Mønter med smukt og tydeligt Præg. Mark, 8-Skilling, 4-Skilling, Skilling og Penning forsynedes for første Gang med Angivelse af Værdien. De første Mark, 8- og 4-Skillinger har Aarstal 1541, de første Skillinger 1542, medens Penningene bærer Aarstallet 1546 eller mangler Aarstal ligesom Hvidene, der har det samme Præg, som havde været anvendt i hundrede Aar.

Allerede 1544 blev Møntordningen ændret, idet Daleren (Gyldengroschen) blev stillet i Spidsen for Møntsystemet; man opnaaede derved Enhed ikke blot med Hertugdømmernes Mønt, men ogsaa med det tyske Riges; Daleren gik jo nu sin Sejrsgang over Europa. Til Gengæld blev Markmønten lidt forringet:

Desuden foreligger en sjælden Toskilling, som ikke er nævnt i Forordningen; den bærer Aarstallet 1545, og Forsiden med de tre Vaabenskjolde afviger fra den almindelige Mønttype.

Fig. 127. 2-Skilling 1545

Mønten i København var kun beregnet for det egentlige danske Kongerige, selv om der lejlighedsvis sloges Mønt som Daleren 1546 med den norske Løve, hvad der har sin Forklaring i, at den paagældende Daler udmøntedes af et Parti Sølv, der nedsendtes fra det norske Bjergværk Glomsberg; ligeledes sloges i 1554 Skillinger og Søslinge for Gotland, hvor der var Mangel paa den der gængse Smaamønt.

Anderledes laa Forholdene i Hertugdømmerne, hvor Mønten skulde være jævngod med den lybske. Her havde Kongen 1544 skiftet med sine Brødre, og det gamle Møntværksted paa Gottorp var saaledes kommet i Hertug Adolphs Besiddelse. Christian III besluttede straks at anlægge en kongelig Mønt i Flensborg og skrev derfor til Borgmestrene i Hamborg og Lybæk, at han agtede at rette sin Møntordning efter den af dem prægede Mønt i Halt, Korn og Skrot, og han bad dem derfor sende Prøver af dobbelte og "enfoldige" Skillinger, Søslinge, Witten, Blafferte og Penninge.

Fig. 128-129. Daler og Sösling 1545, slaaet i Flensburg

Den 1. Oktober var Jørgen Degener ansat som Møntmester i Flensborg, hvor der paa Graabrødreklostrets Grund anlagdes en "Seigerhytte" (til Omsmeltning og Finering af Metal) og Møntværksted, der udbyggedes yderligere i 1546. Han slog Dalere, 1/2 Dalere og 1/4 Dalere med Aarstal 1545 samt Søslinge med Aarstal 1545 och 1546. Men hele Degeners Virksomhed var af beskedent Omfang. I Følge hans bevarede Regnskab modtog han alt i alt kun 3139 1/2 Gylden i Mønt eller Sølv til Udmøntning og "til at begynde møntet med". - Han døde allerede i Foraaret 1546.

Reynold Junge var rejst tilbage til Husum, men i 1545 fik han Kongens Tilladelse til at præge et Parti Guldgylden i Flensborg; nu (før Juni 1546) blev han Degeners Efterfølger som Møntmester. Foruden de nævnte rhinske Gylden (enkelte og dobbelte), der er overensstemmende i Præget med de ældre gottorpske (ligetil SLESVICENSIS i Omskriften), slog Reynold Junge ogsaa Søslinge, alt med Aarstallet 1546. Samme Aar døde han. Den 22. Januar 1547 maatte Kongen overdrage Flensborg Mønten til en tredje Mester, Jørgen Kock den Yngre, som 1543-46 havde været Møntmester i den nu nedlagte Mønt paa Guldnæs i Telemarken i Norge, og som kun har Navnet tilfælles med den navnkundige Borgmester i Malmø. Samtidig med Bestallingen (foreløbig paa 4 Aar) modtog Møntmesteren den Møntordning, han skulle følge.

Han fik Brugsret over Mønten med Seigerhytten, men skulde selv lønne sine Folk, deriblandt Wardein og Stempelskærer. Slagskatten skulde være den samme som aftalt med hans Forgængere: 4 Skilling af hver formøntet Mark fint Sølv, men Kongen kunde lade sit eget Sølv formønte mod Erlæggelse af Arbejdsløn uden Tillæg. Møntmesteren skulde være fri for borgerlig Tynge. Der skulde præges hele og halve Gyldengroschen, overensstemmende med Hamborg, Lybæk og Lyneborg (nemlig 14 1/2 lødige, 8, henholdsvis 16 Stk. paa Marken), Guldgylden, overensstemmende med de rhinske Kurfyrsters Gylden i Halt, Skrot og Korn, samt dobbelte og "enfoldige" Skillinger, Søslinger, Blafferte og Penninge, ogsaa nøje svarende til de nævnte Stæders Mønter. Iøvrigt giver Møntordningen detaillerede Forskrifter, især vedrørende Kontrol med Udmøntningeme, hvoraf Prøver skulde nedlægges i den saakaldte "Farebøsse". Jørgen Kock fik 1551 sin Bestalling fornyet og fortsatte, til Udmøntningerne i Flensborg foreløbigt ophørte 1556. Kock har, som de bevarede Mønter viser, slaaet hele og halve Dalere (Gyldengroschen) med Aarstal 1547, Søslinge (1550-54) og Blafferte. De sidste er præget som Brakteater og bærer kun Kongens kronede Navnebogstav.

Fig. 130-32. Daler og Halvdaler 1547 samt Blaffert, slaaet i Flensborg

I Begyndelsen af Frederik II's Kongetid sloges Mark, 8 Skilling, Toskilling og Skilling ganske som i Christian III's Tid. Da Statholderen i København, Mogens Gyldenstierne, i Februar 1559 meldte, at der manglede Mønt, og henstillede, at der maatte formøntes nogle Dalere udi Mønt, svarede Kongen, at "vi ere ikke til Sinds at lade formønte Daler, men vi ville befale vor Rentemester med det første at forskikke Sølv ind paa Mønten, som skal formøntes til vort Behov".

Fig. 133. Daler 1563

Medens Kongen saaledes ikke vilde bekoste Udmøntningen af Dalere, der i Almindelighed daarlig kunde svare Regning, kunde han næppe have noget imod at give private, der i Henhold til særlige Aftaler skulde bruge Dalere, Tilladelse til at slaa denne Mønt paa egen Bekostning. Saaledes er Dalerne eller Tremarkerne med Aarstallene 1560 og 1563, der i Præget slutter sig nøje til Markerne, blevet til. Bevaret er saaledes en Tilladelse, som 1562 blev givet Rigsraad Lauge Brahe til at lade Poul Fechtel slaa 250 Dalere, der skulde være særligt gode, nemlig 8 Stk. paa den 15-lødige Mark. De (uhistoriske) Sagn, der gaar om, at Købmanden Oluf Bager i Odense fik Lov til at slaa Mønt, finder sin naturlige Forklaring i lignende Forhold.

Fig. 134-135. Tomark og ungersk Gylden, Klippinge 1563

Medens Felttoget mod Ditmarsken ikke har øvet nogen Indflydelse paa det danske Møntvæsen, blev Frederik II's Krig med Sverige af skæbnesvanger Betydning. Fænomenerne fra Christiern II's Tid og Grevefejden gentog sig. Poul Fechtel maatte kort efter Syvaarskrigens Udbrud i 1563-64 levere over 3 Millioner Mark - i Klippinge (til 2 Marck, 4 og 2 ß); Tiden tillod altsaa ikke at fabrikere normal rund Mønt. - Guldsmedene Hans Villers, Hans Köppelin og Laurids Hammer sattes i Arbejde paa Brernerholms Smedje (der laa, hvor nu Holmens Kirke ligger) med at udmønte Klippinge i Guld: Dukater (eller ungerske Gylden), Guldkroner og Guldgylden (rhinske Gylden), ialt over 25.000 Stk. Atter vilde Borger og Bonde ikke tage Klippingernønten til paalydende Værdi, og strenge Kongebreve udgik til Lensmænd og Købstæder om at opsætte Galger og uden al Undskyldning klynge enhver op, der vragede Kongens Mønt, "saa Andre kunne se derved og agte vore Breve". - Men Krigen trak i Langdrag, og Kongen rnaatte gøre yderligere Laan hos Borgere og Bønder af de forhadte Kliippinge, men der blev til Gengæld stillet dem i Udsigt, at Laanene skulde blivet betalt dem tilbage i rund Mønt. Pesten i 1564 havde ogsaa ryddet op i Møntens Personale, men nye Folk blev indforskrevet fra Saksen og fra Provinserne. Den gamle Poul Fechtel afløstes i 1565 af sin Svigersøn Hans Delhusen. Det var ham, der fik Klippingene til Ommøntning, allerede 1564 henved 70.000. Men den runde Mønt, der nu udmøntedes, var i Virkeligheden af ringere Værdi end Klippingene. Det viste sig da ogsaa, at der, alle Konge'bud til Trods, svaredes Opgæld saaledes, at Daleren ved Krigens Afslutning betaltes med 4 Mark (i Stedet for med 3). Udmøntningerne naaede i de senere Krigsaar op paa tilsammen henimod en Million Mark; men alle Mønterne er antedaterede med Aarstallet 1563, øjensynlig for at vildlede Godtfolk.

Fig. 136. Skilling 1571, slaaet i Flensborg

Mønten i Flensborg sattes i Gang igen. Hans Køppelin blev i Begyndelsen af i 1566 forflyttet hertil og udmøntede derefter Skillinger og Søslinge, til han 1570 blev afløst som Møntmester af Balthasar Wegener; allerede Aaret efter blev dog Mønten i Flensborg nedlagt.

En bevaret Mønt (8 Skilling) viser, at Lensmanden Jens Bille i 1565 lod slaa Mønt i Visby, naturligvis som en øjeblikkelig Nødhjælp uden almen Betydning.

Af Elfsborgs Løsen, som ifølge, Stettinerfreden udgjorde 150.000 Daler, lod Frederik II 1572 en Del slaa til Dalere. Denne Udmøntning omfattede henved 60.000 Dalere og anvendtes hovedsagelig til at betale de aftakkede tyske Lejetropper med. Var Lødigheden end lidt ringere end hidtil (14-lødig i Stedet for 14 4/18), var Præget saa meget desto smukkere og gjorde Isensnideren, Cort Delhusen, al Ære. Man har derfor hidtil med Urette troet, at disse Specier var præget til Kongens Bryllup i Juni 1572.

Fig. 137. Daler 1572

Efter Fredslutningen var man betænkt paa at faa gjort op med Krigsmønterne. Det var kommet dertil, at en dansk Mark var af halv Værdi mod en lybsk. Ved Brev af 16. Juni 1572 reduceredes al den danske Mønt til Halvdelen af det paalydende. Man vilde derved opnaa en længe ønsket Overensstemmelse med den lybske Mønt, hvorefter man jo udelukkende regnede i saa vigtig en Del af Monarkiet som Slesvig og Holsten. Derefter burde Kongen nu have indkaldt og omsmeltet al den gamle Mønt. I 1575 indkom ogsaa en Prøvemønt, en 4-Skilling dansk (= 4 Skilling lybsk); men iøvrigt havde man ikke Raad og Energi til at føre Møntreduktionen fra Papiret over i Virkeligheden. I offentlige Regnskaber sondrede man mellem "Mønten, som nu gaar " (1 ß dansk = 1 ß lybsk) og "Mønten, som før gik" (1 ß dansk = 1/2 ß lybsk). I disse Aar indskrænkedes derfor Møntens Virksomhed til det mindst mulige; men dog sloges i 1574-76 et mindre Parti Smaamønt "som Mønten før gik", og for ikke at vække Anstød bar Mønten Aarstal 1563. Derimod foreligger fra 1578 Mark og 8-Skilling og fra 1579 8- og 1-Skilling.

Fig. 138. 8-Skilling 1579

Den haabløse Forvirring, som denne dobbelte Regning medførte, afsluttedes ved Forordningen af 12. Januar 1582, hvorefter man opgav Tilknytningen til det lybske Møntsystem.

Det var imidlertid ikke den gamle Møntmester Hans Delhusen i København, men en ny indkaldt Møntmester Paul Gulden, der tillige med sin Søstersøn og Svend Christopher Angerer genoptog Udmøntningen. De kom fra Königsberg og stod i den prøjsiske Hertugs Tjeneste, men blev i August 1581 udlaant til Danmark, hvor de skulde sætte det nye Mønttrykværk i Gang, som Frederik II lod indrette i Dyrehaven ved sit nybyggede Slot Frederiksborg. Det var en ny Prægeteknik med Møntvalseværk, der saaledes holdt sit Indtog i Danmark, hvor den, dog kun for en kort Tid, afløste det gamle Haandarbejde med Hammer og Ambolt. Det Møntsystem, som Paul Gulden fik Ordre til at udpræge i Januar 1582, omfattede Mark, 8 Skilling, 2 Skilling, Skilling og Hvid. Møntordningen lader sig opstille i Skema paa følgende Maade:

Mønter af dette System foreligger med Aarstal 1582-85. Om ikke før er Paul Gulden og hans Svend i 1586 vendt tilbage til Königsberg, og dermed ophørte Udmøntningeme i Danmark i Frederik II's Kongetid.

Fig. 139. Portugaløser 1584

Der foreligger en Serie Guldmønter fra 1584, omfattende Portugaløser, Rosenobel, Dobbeltdukat, Engelot, Guldkrone, Guldgylden og Ungersk Gylden. De er af ensartet Præg med FS i sammenslynget Monogram paa Forsiden og Værdibetegnelge paa Bagsiden. De er udført af Christopher Angerer og præget i Paul Guldens Fraværelse. De har ikke haft nogen Betydning for Datidens Omsætning, men synes kun at være præget i et Par Sæt som en Gave fra Kongen til Dronning Sophie. De udenlandske Guldmønter, som her blev efterlignet, var efterspurgt i Datiden og indkom navnlig gennem Sundtolden.

Fig. 140-141. Portugaløser 1591 og ungersk Gylden 1592, slaaet i Haderslev

Dronning Sophie havde øjensynlig en vis Forkærlighed for de kostbare Guldmønter, og som Formynder for sin Søn, Christian IV, i Hertugdømmerne lod hun oprette et Møntværksted i Haderslev, der blev bortforpagtet til et Par ilde berygtede Møntmestre, Matz Puls og Andreas Metzner. Disse slog dobbelte, enkelte, halve og kvarte Portugaløsere samt ungerske Gylden. Men Generalkredswardeinen for den nedersaksiske Kreds fandt snart ud af, at Haderslevmønterne var meget undervægtige. Portugaløserne, der efter det hellige romerske Riges Møntordning skulde være 17 Daler værd, var kun 15 Daler 9 Groschen værd. Probationsdagen i Brunsvig i Maj 1592 udtalte sig kraftigt imod denne Virksomhed, og Hamborg fik Ordre til at lade Puls og Metzner fængsle, hvis de kom indenfor Stadens Omraade. Ogsaa det danske Rigsraad fremførte de alvorligste Henstillinger til Enkedronningen om at holde bedre Opsigt med Guldmøntværket i Haderslev. Rigsraadet klagede formelt over Mønternes Præg: Rigsvaabenet var forkert, Kongens Titel urigtig, og Kongen bar Krone, skønt han endnu kun var udvalgt. I Realiteten har Rigsraadet følt det beskæmmende i, at denne Mønt gaves ud som dansk; medens Enkedronningen kun tog Hensyn til den indbringende Forpagtningsafgift. 1593 gik Virksomheden dog i Staa, rimeligvis mest paa Grund af, at Møntforpagterne ikke kunde købe eller tilveksle sig Guld i Hamborg eller andetsteds. Matz Puls kom derefter i Tjeneste hos Dronning Sophies Svigersøn, Hertug Johan Adolph, og fortsatte sin Virksomhed i Slesvig og Steinbeck, indtil Hertugen i 1605 maatte give efter for Kredsdagens Klager og lade ham fængsle. Andreas Metzner fik Ansættelse hos Christian IV ved Bestalling, dateret Kolding 14 September 1593. Han fik dog kun Lejlighed til at slaa nogen Smaamønt (2- og 1-Skillinger), inden han døde 1596. Foruden de nævnte Mønter foreligger fra Formynderstyrelsens Tid kun en Daler fra 1590 med den udvalgte Prins' Brystbillede. Den er imidlertid præget efter Ansøgning fra Fru Gjørvel Fadersdatter og hendes Søn Peder Brahe, der havde Anvendelse for et Antal særlig fine Dalere (15-lødige og 8 paa Marken).

Fig. 142. Daler 1590

Til at foretage de Udmøntninger, som bl. a. Christian IV's Kroning i August 1596 krævede, ansattes en ny Møntmester, Geert van Campen, der allerede under Frederik II havde tjent som Møntersvend, og ligeledes ansattes (ved Bestalling, dateret Koldinghus 14. Februar 1596) en duelig Stempelskærer (Isensnider) Nicolaus Schwabe fra Dresden.

Fig. 143. Daler 1596

Der findes fra 1596 et fulstændigt Sæt Mønter (4 Mark, Mark, 8-, 4-, 2- og 1-Skilling), hvoraf de mindste Sorter tjente til Kastemønt paa Kongens Kroningsridt gennem Københavns Gader. Desuden foreligger en særlig smuk Daler med Kongens kronede Contrefej, en Festmønt i Anledning af Kroningen. Paa samme Vis maa den smukke Daler med Christian IV's Brystbillede fra 1597 antages for udmøntet i Anledning af Kongens Bryllup i November dette Aar.

Fig. 144. Daler 1597

Iøvrigt sloges der i Christian IV's første Kongeaar kun lidt Mønt. Det hænger sammen med den stigende Sølvpris, hvorefter det ikke betalte sig at slaa saa mange Dalere, som Omsætningen krævede. Godtfolk betalte derfor Opgæld udover de lovfæstede 64 Skilling paa Daleren. Allerede 1580 havde Hamborg sat Daleren op fra 32 til 33 ß lybsk (= 66 ß dansk). Hvor længe den danske Regering end holdt igen, maatte den endelig i 1602 følge med og i en ny (foreløbig) Møntordning af 25. Juni sætte Daleren til 66 ß. Samtidig fik den fømævnte Nicolaus Schwabe Beskikkelse som Møntmester. - Kongen benyttede dog Lejligheden til at udnytte Møntregalet og nedsætte Mønten, saaledes som det udtrykkes i Skema efter Møntordningen af 8. September 1602 (Dette og følgende Udmøntningsskemaer er taget fra J. Wilckes nedenfor anførte Værk. Dr. W. har regnet med kølnsk Mark af samme Vægt som nu til Dags (233,855 g.)):

Til Kongens Undskyldning kunde tjene, at hvis han ikke selv forringede Mønten, gjorde Nabofyrsteme det, og den ringere Mønt vilde da fortrænge den bedre. Udmøntningen,af Guld kom dog aldrig til at spille nogen større Rolle for Omsætningen, hvad allerede de forskellige Guldmønters Forholdstal til Sølvet viser, idet dette Forhold varierede fra 13:1 til 11:1 Med Prægningen af "fine" Mark, 8- og 4-Skillinger, hvis Lødighed omtrent svarede til Dalernes, mente man at kunne modvirke Indsmeltningen af Dalere.

I 1607 gjorde Christian IV et nyt Forsøg paa Møntvæsenets Omraade, idet han ansatte en Nederlænder, Hans Fleming, som Møntmester i Helsingør. I Modsætning til den kgl. Mønt, der vedblivende forestodes af Schwabe, fik Fleming Mønten i Forpagtning: han slog Mønten for egen Regning og Risiko, men skulde svare Forpagtningsafgift (Slagskat). Guldsmeden Johan Post i København blev beskikket til Wardein og skulde paase, at Flemings Udmøntninger var i Overensstemmelse med Møntordningen.

Fig. 145-6. Løvedaler und Sovereign 1608, slaaet i Helsingør

Fra Mønten i Helsingør udgik foruden en Del ungerske Gylden samt Marker, 8-, 4-, 2- og 1-Skillinger tillige nogle Pragtmønter og Efterligninger af vesteuropæiske Handelsmønter. Saaledes sloges 1608 76,5 Stk. "Løvedalere" efter de nederlandske smaa Dalere af dette Navn. Christian IV gengaves her som den nederlandske "gerustede Krigsmand", men med de tre Løver i Skjoldet i Stedet for den nederlandske Løve. Medens de almindelige Dalere officielt gjaldt 66 ß, skulde Løvedalerne kun være 50 2/3 ß værd. Ligeledes slog Fleming 1608 en Del Guldmønt "efter den engelske Guldmønts Korn og Skrot", øjensynlig svarende til den samtidige Sovereign. Endelig udgik fra Mønten i Helsingør Breddalere, store Sølvmønter af forskellig Vægt til Værdi 1 1/2 - 6 Daler, efter tysk Forbillede. De skulde vistnok ikke direkte tjene Omsætningen, men Befolkningen kunde anvende dem til Kapitalanbringelse, saaledes at der altid kunde være rede Sølv i Landet.

Fig. 147. Breddaler, slaaet i Helsingør

Ogsaa Nicolaus Schwabe maatte slaa forskellige Guldmønter efter fremmed Forbillede, hvoriblandt kan nævnes de "Guldriddere" med Aarstal 1611, 1612 og 1613, som efter Navnet svarede til den nederlandske "gouden rijder", der atter sloges i Overensstemmelse med den engelske Unite (= 4 engelske Kroner = 20 Shillings). De danske Guldriddere var dog lidt ringere i Vægt og Finhed; de svarede nærmest til 4 Daler og gik siden under Navn af Rosenobler.

Fig. 148. Guldridder (Rosenobel) 1612

Fleming flyttede i Vinteren 1610-11 Mønten fra Helsingør til et Sted udenfor Københavns Østerport, hvor han fortsatte Virksomheden til sin Død i Forsommeren 1614. Hans Søn Caspar Fleming drev derefter denne Mønt, til den i Maj 1615 blev overtaget af den fornævnte Guldsmed Johan Post. - Kort efter Kalmarkrigen blev ogsaa Schwabe Forpagter af Mønten i København. København.

Imidlertid betaltes baade i Tyskland og i Danmark bestandig større Opgæld paa Daleren, og efter at man i Hamborg og Lybæk i flere Aar havde betalt Daleren med 34 Skilling lybsk, maatte Christian IV ved Forordning af 3. Februar 1609 følge Trop og værdsætte en Daler til 68 Skilling dansk, en Mark til 17 og en halv Mark til 8 1/2 Skilling. Det betød i Praksis en Nedsættelse af Smaamønten paa Ihændehavernes Bekostning. Derimod kunde man ikke bekvemme sig til det eneste Middel, hvorved Dalerens stigende Skillingtal alene kunde standses: Udmøntning af Dalere i tilstrækkeligt Antal. Ganske vist fik Fleming i sin fornyede Bestalling af 28. September 1609 Bemyndigelse til at slaa Dalere, og baade Fleming og Schwabe slog i de nærmeste Aar Dalere, men blot i altfor ringe Tal i Forhold til, hvad Omsætningen krævede. Allerede ved Forordningen af 3. April 1610 blev Daleren sat til 74 Skilling, Marken til 18 1/2 og Halvmarken til 9 1/4 Skilling dansk. Men heller ikke denne Ansættelse var fyldestgørende; den private Opgæld steg stadig, og Regeringen maatte følge efter. I Forordning af 4. Juli 1616 sattes Daleren til 80, Marken til 20 og Halvmarken til 10 Skilling dansk. For denne Udvikling havde dog Kongen selv et stort Ansvar, idet han saa sin Fordel i at udnytte Møntregalet og tjene paa Slagskatten af Marker, Halvmarker og Firskillinger. Baade fra Øresundstolden og fra Elfsborgs Løsen indkom store Summer i gode Dalere, der var efterspurgt i Handel og Vandel. Det var især de mange Byggeforetagender, der krævede Penge, som Christian IV skaffede til Veje ved Forringelse af Mønten.

Fig. 149. Møntværksted fra "Kipper- og Wippertiden" efter samtidigt, satirisk Stik

Forholdene i Tyskland øvede imidlertid stadig deres Indflydelse paa det danske Møntvæsen. De mange Smaafyrster drev alle Møntforretning. og slog undervægtig Smaamønt i Mængde. Netop Aarene omkring 1620 betegnes som "Kipper- og Wippertiden", hvor man "udvippede" den gode Mønt, sendte den i Smeltediglen og udmøntede den i ringholdig Smaamønt. Christian IV havde som Medlem af den nedersaksiske Kreds (i Egenskab af Hertug af Holsten) udtalt sig meget fordømmende om hele denne Færd; men selv havde han dog paa Ommøntningen af Dalere til Markstykker taget en Indtægt af ca. 20%. Overfor den stigende Opgæld paa Daleren maatte Kongen give efter og fra den 1. Maj 1618 (Finansaarets Begyndelse) ansætte en Daler in Specie til 84 Skilling, opgive Marken som 1/4 Daler og indføre en ny Betegnelse "Daler i Mønt", der som hidtil var 4 Mark à 20 Skilling. Hvad der herved blev anerkendt, var øjensynlig forlængst trængt ind i Handelslivet, idet Købmændene ofte regnede med Zahlthalere à 32 Skilling lybsk, svarende til Sletdaler à 64 Skilling dansk. Sletdaleren, den slette (jævne, simple) Daler, var den gamle Regningsdaler før 1602, der atter stammede fra Frederik II's Tid, "som Mønten før gik".

Fig. 150. Krone 1618

Den Forvirring, som allerede raadede i Møntvæsenet, skulde imidlertid yderligere forøges ved det nye Møntsystem, som Kongen indførte, da Markudmøntningen ikke lod sig fortsætte med samme Fordel. 5. April 1618 fik begge Møntmestrene Johan Post og Nicolaus Schwabe Instruxer om Udmøntning af danske Sølvkroner. Disse skulde udgives for 1 1/2 Daler. Iøvrigt skulde følgende Værdier udmøntes:

Navnet "Krone" havde god Klang af franske, nederlandske og engelske Guldmønter i Menigmands Øre. Men det var kun en fin Etikette, Kongen her satte paa en forringet Mønt, og det blev paalagt Møntmestrene, at "denne voris myntordning saa och mynten dennom, det icke bør at vide, ei aabenbare". Kronen var i det ydre ganske anselig: Kongen stod med Krone, Scepter og Kaarde paa Forsiden, paa Bagsiden vistes Kongekronen med Underskriften "Corona Danica"'; ovenover stod · R · F · P ·, Forbogstaverne til Kongens ofte anvendte Valgsprog, Regna firmat Pietas, (Fromhed styrker Rigerne), som Folkevittigheden snart omdannede til Riget fattes Penge. I Regnskabsaaret 1618-19 sloges for den betydelige Sum af ca. 154.000 Dalere i den nye Kronemønt. Ved Ommøntning af gode Speciedalere kunde Kongen beregne sig en Indtægt af omtrent 11%. Ligeledes nærede Kongen Forventninger om, at Kronernønten skulde være særlig anvendelig for det nystiftede Ostindiske Compagni til Handelen paa Indien; men det blev et forfængeligt Haab, eftersom Rajaherne i Omegnen af den nye Koloni Trankebar straks fandt ud af den danske Krones ringere Lødighed.

Ved Forordning af 8. April 1619 blev Kronemøntsystemet yderligere udformet - og Møntforvirringen blev ydermere øget - ved Indførelsen af Kronskilling til 1/64 Daler og 1/96 Krone. Udmøntningsforholdene blev derefter:

Der udmøntedes efter dette System store Beløb, især af Halvkroner, af Dalere sloges derimod kun et Minimum. Da nu det gamle varierende Skillingssystem blev bestaaende ved Siden af det nye, og da der ikke var Tale om at indkalde den ældre slette Mønt, var Møntforvirringen fuldt paa Højde med Kongens Fortjeneste. "Den menige Købmand"'havde nu samtidig at regne med

• 1 Daler i Mønt à 4 grove Mark à 20 ß = 80 ß
• 1 Sletdaler (Zählthaler) à 4 Mark à 16 ß = 64 ß
• 1 Speciedaler à 84 gamle Dalerskillng
• 1 Speciedaler à 64 nye Kronskilling
• 1 Krone à 126 gamle Dalerskilling
• 1 Krone à 96 nye Kronskilling

Møntforvirringen øgedes endog i de følgende Aar, bl. a. ved den slette Mønt, Kongen lod slaa i nyoprettede Møntværksteder i Glückstadt og paa Frederiksborg. I Glückstadt, som Christian IV havde anlagt 1616 i Forventning om, at denne kunde tage en Del af Hamborgs Handel, oprettede Kongen en Mønt, som han 1619 bortforpagtede til en berygtet Portugiserjøde Albert Dionis, som derefter slog en Mængde "Denninge" (Efterligninger af russiske Dengi) og "Rytterpenge". Mønten paa Frederiksborg, der indrettedes ved Møntporten i Audienshusets Stueetage, dreves af en Møntmester Johan Engelbrecht, der her fra 1620 til 1623 slog ringholdige 8- og 12-Skillinger. Først i 1625 blev den ringholdige Mønt "afsat". Daleren blev endelig fastsat til 96 Skilling (6 Mark à 16 Skilling), og denne Værdi blev officielt fastholdt lige til 1813. Halvkronen blev fastsat til 2/3 Daler (4 Mark = 64 Skilling), den blev lige med en Sletdaler, og snart gik Betegnelsen "Krone" over paa Halvkronen. De sidste Kroner blev slaaet til Christian VII's Fødselsdag 1771 ; de har kun Navnet tilfælles med den nordiske Kronemønt, som indførtes 1873.

Allerede i Reformationstiden udtalte Landgreven af Hessen som en Grundsætning: ,Einen Fürsten erkennt man an Haltung geschehener Zusage, reiner Strasse und guter Münze". Hvad det sidste angaar, kan næppe nogen av de gamle danske Konger og ingenlunde den folkekære Christian IV bestaa Prøven.

Litteratur:

• P. Hauberg: Myntforhold og Udmyntninger i Danmark indtil 1146. D. Kgl. Danske Vidensk. Selsk. Skr. 6. Række, hist. og filos. Afd. V. 1. 1900.
• P. Hauberg: Danmarks Myntvæsen i Tidsrummet 1146-1241. Sammesteds. V. 3. 1906.
• P. Hauberg: Danmarks Myntvæsen og Mynter i Tidsrummet 1241-1377. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1884. S. 217-374
• P. Hauberg: Danmarks Myntvæsen i Tidsrummet 1377-1481. Sammesteds. 1886. S. 135-189.
• Reynold Junges Møntmesterregnskaber 1534-1540, udgivne ved G. Galster af Selskabet for Udgivelse af Kilder til dansk Historie 1934.
• J. Wilcke: Daler, Mark og Kroner 1481-1914. 1931.
• J. Wilcke: Christian IV's Møntpolitik, 1588-1625. 1919.
• Numismatisk Forenings Medlemsblad (1918-36).
• Beskrivelse over danske Mynter og Medailler i den kongelige Samling. 1791.
• H. V. Mansfeld-Bûllner: Afbildninger af danske Mønter fra Tidsrummet 1241-1377. 1887.
• H. H. Schou: Beskrivelse af danske og norske Mønter 1448-1814 og danske Mønter 1815-1923. 1926.

Tilbage til Dansk Mønt