Fra Arilds Tid er det Lov, at Skattefund tilhører Kongen, ikke den tilfældige Ejer af jorden eller Finderen. Da man i nyere Tid lagde mere Vægt paa at sikre den videnskabelige Undersøgelse af Fundene end paa at berige Statskassen, bestemtes det 1752, at Finderne skulde have fuld Godtgørelse for Metalværdien. I det 19. Aarhundrede føjedes hertil en Ducør for ydermere at tilskynde Finderne til at efterkomme Afgivningspligten. Takket være denne Danefælovgivning staar den kgl. Mønt- og Medaillesamling paa de middelalderlige Mønters Omraade ikke tilbage for nogen Samling i Europa, og der er vel næppe noget Land, hvor man kender Fundene saa nøje som netop her i Danmark, Dette Resultat skyldes dog ikke mindst den gode Forstaaelse i alle Samfundslag, ikke blot hos Præst og Herredsfoged, men ogsaa hos Bonden bag Ploven og Tjenestekarlen i Tørvemosen. Og alligevel er der mangt og meget, man i vore Dage kunde ønske bedre oplyst; her er et Findested unøjagtig opgivet, der er et Møntfund ufuldstændig indsendt. Den kgl. Mønt- og Medaillesamling vil derfor være taknemlig for at modtage enhver supplerende Meddelelse til Oplysning om ældre og nyere Fund. Før 1800 er Kendskabet til Fundene ret tilfældigt; saaledes er der for Lolland og Falsters Vedkommende ikke optegnet et eneste Møntfund. Fra Aarhundredskiftet er Møntfundene derimod opført Aar for Aar i Møntkabinettets Fundprotokol, og herpaa bygger nærværende Redegørelse.
Bortset fra enkelte ejendommelige Forhold samler Møntfundene i Amtet sig ligesom i det øvrige Danmark i visse afgrænsede Perioder. Det er tvivlsomt om græske Mønter og romerske Denarer fra Republikken i gammel Tid er naaet til Norden eller endog til Nordtyskland. De faa kendte fund er i alt Fald mistænkelige. 1882 modtog Samlingen paa anden Haand som Gave fra en Haardværksmester i Maribo en romersk Republikdenar fra Caius Calpurnius Piso Frugi (c. 64 f. Chr.) tillige med en Denar fra Mark Aurel (161-180) og en Skilling fra 1536. Mønterne opgaves at være fundne paa Falster; men det kunde ikke oplyses, om de tilhørte et samlet Fund, eller hvor og naar de var fundne. Republikdenaren frembyder Eksempel paa Oldtidens Falskmøntneri, den bestaar af en Kerne af Kobber med en Skal af Sølv. Mønten er mulig præget med Eksport for Øje, men Hullet viser, at Underfundigheden er bleven opdaget.
Fundene af romerske Kejserdenarer danner den ældste Gruppe af Møntfund i Danmark og indeholder hovedsagelig Mønter fra Nero til Septimius Severus (54-211), der synes nedlagte i Tiden 150-250. Nordboerne har øjensynlig ligesom Germanerne paa Tacitus' Tid foretrukket Sølv for Guld i Handel og Vandel. Under Septimius Severus blev Denaren stærkt forringet, man foretrak de gamle Mønter for de nye; snart efter afbrødes imidlertid de gamle Handelsforbindelser med Romerne, og dermed ophørte Tilførslen af romersk Sølvmønt. Fra Maribo Amt, hvor der dog er fremdraget en saa enestaaende Skat som Hoby-Fundet, kendes mærkeligt nok - bortset fra ovennævnte tvivlsomme Fund - ingen Fund af Denarer. Derimod er en Bronzemønt fra Mark Aurel, præget i Aaret 164, pløjet op af jorden ved Holeby Kirke. Bronzemønterne er sjældne at finde, de har jo næsten ingen Værdi i sig selv og vandrer derfor ikke viden om Lande, saaledes som Mønter af Sølv og Guld.
Fundene af romerske Solidi indbefatter Mønter prægede fra Trajanus Decius til Justinian (249-565); de synes først at være naaet herop i det femte-sjette Aarhundrede. Det er Guldmønt, der er eneraadende i Folkevandringstiden. Mærkeligt nok er heller ingen Fund af Mønter fra denne Periode kendt fra Maribo Amt. Derimod er de hjemlige Efterligninger, de nordiske Guldbrakteater, repræsenterede i tre Fund, af hvilke den første kom for Dagen 1831 i Branderslev Sogn, da en Karl pløjede en Mark under Gaarden Karenslyst (nu Helgenæs). 1906 fandt en Fisker i Stranden ud for Sønderby paa Fæmø en lignende; medens den tredje, som Gaardejer H. L. Hansen 1899 pløjede op paa sin Mark (Matr. Nr. 17) i Frejlev i Kettinge Sogn, kun uegentlig kan kaldes en Brakteat, eftersom den bærer Præg paa begge Sider.
Fundene af arabiske Dirhemer er lige saa karakteristiske for Vikingetiden som Solidusfundene er det for Folkevandringstiden. Det første kendte Fund fra Amtet indsendtes 1825: en enkelt Dirhem, der var fundet i Maglebrænde paa Falster. Det næste Fund fremdrages i 1827 i en Mose i Sønderkirkeby paa Falster. Det indeholdt 4 persiske Mønter (de eneste, der er fundne her i Landet), 17 hele og 76 itubrudte Dirhemer samt to Sølvarmringe. Disse (saakaldte "kufiske") Mønter angiver i Modsætning til de vestlandske Mønter baade Stedet og Aaret (efter Hedjra) for deres Prægning og tillader derved en forholdsvis nøje Datering af Tiden for Skattenedlæggelsen. Den ældste Dirhem var præget 713, den yngste 846, og Fundet kan saaledes meget vel være nedlagt i Haarik II's Kongetid. Ejendommeligt for denne Periodes Møntfund er de mange sønderhuggede Mønter, et Vidnesbyrd om, at man i Norden har vejet Sølvet ved Betalinger fremfor at anvende cirkulerende Mønt. - Fra Gorm den Gamles Tid skriver sig et Fund, der fremdroges 1913 i Nørreballe Fattiggaard i Østofte Sogn. Det indeholdt en Del Sølvbarrer og 18 Dirhemer, hvoraf den ældste var fra Harun er-Rashid, præget 805, de øvrige fra samanidiske Fyrster, den yngste Mønt præget 913. - Til Sven Tveskægs første urolige Kongetid maa henføres den store Skat, som Arvefæstegaardmanden Jørgen Jørgensen 1835 pløjede op paa sin Mark i Vaalse. Nedlagt i en Metalskaal fandtes Sølvringe, Spænder, Barrer m. m. og 549 Mønter, hvoraf 160 Dirhemer. Den ældste af disse var præget 750, men Hovedmassen var langt yngre, den yngste fra 972. Af de øvrige Mønter var en byzantinsk (948-59), 5 bøhmiske, 371 tyske, en fra Normandiet og 6 fra England. De to yngste Mønter i Fundet var prægede i Begyndelsen af Ethelreds Regering, kort efter 979. Endelig var der tre Efterligninger af Dorestadmønter, prægede i Hedeby i Midten af det 10. Aarhundrede. Vaalsefundet er typisk for Vikingetiden; det har en udpræget kosmopolitisk Karakter; Mønterne er kommet ad Handelsvejene gennem Rusland, ad Oder og Elben, over Hedeby og i noget ringere Tal, end man skulde vente, fra England og Normandi. Kort efter Aar 1000 skifter Fundene Karakter, Tilførslen af kufisk Mønt hører op, til Gengæld tager de angelsaksiske Mønter mægtig til: det er Danegælden, der nu bringer Penge til Landet. Paa Overgangen mellem de to Perioder staar et lille, ikke nærmere kendt Fund fra Omegnen af Sakskøbing, hvoraf to tyske Penninge med Kejser Otto III's og Kejserinde Adelheids Navne (fra c. 1000) indsendtes 1848.
Fundene af angelsaksiske, tyske og nordiske Penninge fra første Halvdel af 11. Aarhundrede er i stort Omfang blevet nedlagt i Tiden 1044-1064, de Aar, hvor Sven Estridsen kæmpede først mod Magnus den Gode, siden mod Harald Haardraade. De mange Penninge fra Ethelred og Knud den Store er Arvesølv fra bedre Dage, Danegæld, udredet i England til danske Ledingsbønder. Fra denne Periode kendes ingen Fund af Betydning fra Amtet; kun en enkelt Penning fra Edward Bekenderen (1042-66) indsendtes 1916 som fundet i en Have i Kippinge. Den paanittede Bæreøsken antyder, at Bagsiden med Korset var vigtigst for dens Ejermand; den har rimeligvis været baaret som Amulet.
Fundene af Svenssønnernes Mønt er i det øvrige Danmark sparsomme og spredte; kun paa Sjælland kendes større samlede Fund, nedlagte under Kampene efter Knud Lavards Mord (1131-34). Det er nu den hjemlige Mønt, der er eneraadende, saaledes at Roskildemønter er overvejende paa den sjællandske Øgruppe, idet man har regnet jydsk og skaansk Mønt for udenlandsk. Med Undtagelse af en enkelt Roskildemønt fra Harald Hen fra et ukendt Findested paa Lolland vides Mønter fra denne Periode ikke at være fundet i Amtet, og dog skulde man have ventet, at Vendernes Plyndringer kunde have sat sig Spor paa dette Omraade.
Fundene af Valdemarernes Mønt er af endnu mere ensartet Karakter. Det blev en Finansoperation for Kongen at forny sin Mønt hvert Aar, saaledes at ældre Penninge ikke længer var gæve og gængse. Hyppig findes Mønterne i Kirker og paa Kirkegaarde, enkeltvis eller i mindre Antal; det ser ikke ud til at være Skatte, der er nedgemte i mer eller mindre urolige Tider. I Overensstemmelse med Anlægstiden for vore Kirker og Kirkegaarde findes her ingen Mønter fra Tiden før Kong Niels. Derimod er Mønter lige fra Oldtiden og til nyere Tid fundne enkeltvis eller i et lille Antal nedlagte i Grave; i nogle Tilfælde synes de at være lagt den døde i Munden eller i Haanden. Som bekendt var det Skik i Syden at medgive den døde en "Charons Obol" som Løn til Færgemanden paa den lange Rejse. Hos andre, især slaviske Folk, har der til en lignende Skik knyttet sig Forestillinger om derved at hindre den døde i at gaa igen; Mønten opfattes altsaa som Amulet. Men slige Forestillinger synes ganske ukendte i Norden; maaske maa man da opfatte de nedlagte Mønter som en Art Affindelse med den døde, der i Stedet for hele sin Ejendom kun faar en lille Part med sig. Da Munden i ældre Tid var et ikke usædvanligt Gemmested for Smaamønter, - Portemonnaie om man vil, - var det lige saa naturligt at lægge den døde Mønten i Munden som i Haanden. - Fra Maribo Amt er optegnet et Par Kirkegaardsfund. 1887 fandtes en Roskildemønt fra Valdemar I i Grunden af det nedbrudte Vaabenhus paa Hillested Kirkegaard. 1860 fandtes en Mønt fra Valdemar Sejr paa Vaalse Kirkegaard. 1910 fandtes en Roskildemønt fra Valdemar Sejr ved Siden af nogle Skeletter i en Grusgrav paa den Finderen, P. Nielsen Jyde, tilhørende Parcel af Ravnse Bymark paa Nordsiden af Skjerne Sø (N. Alslev S., Falster N. H.). Paa samme Sted er fundet en Sølvarmring, en Kobbermedaillon, Ibsskaller m. m. Det synes at være en gammel Pestkirkegaard (maaske fra Pesten i 1230). - Paa Voldstedet Borrebakken i Vaalse (Matr. Nr. 4a) fandtes 1878 en Del Oldsager og tre Mønter fra Valdemar I og II og fra Abel. - I Præstegaardshaven i Stokkemarke fandtes 1854 en Esterling fra Biskop Conrad I af Osnabrück (1227-38); rimeligvis har den først i den følgende Periode fundet Vej her til Landet.
Fundene af Borgerkrigsmønter (1241-1340) vidner rundt om i Danmark ved deres overvældende Mængde om, hvor ofte det var nødvendigt for Menigmand at gemme sin fattige Ejendom mod Røver og Ransmand og mod de haarde Herrer af Guds Vrede, hvis Haand laa tungt over Bonde og Kotkarl. Penningen, hvis Sølvindhold allerede i Valdemarstiden var stærkt for nedadgaaende, endte nu som en ren Kobbermønt, og med dens synkende Værdi krævedes stadig større Mængder til det stigende Krav paa Omsætningsmidler i Fred og Fejde. Møntsmedjen i Roskilde kunde ikke alene tilfredsstille Efterspørgslen, og under Erik Menved oprettedes en Filial i Sakskøbing, der nævnes 1306 og synes at have været i Virksomhed her eller paa Falster allerede 1293. Mønterne, der er udgaaet herfra, lader sig næppe adskille fra Roskildepenninge; kun for Kristoffer II's sidste Aar peger en Række særlig slette Udmøntninger hen til Sakskøbing som Hjemsted. Særlig Interesse frembyder en Penning med en Saks paa Forsiden; det er naturligt at give denne Tilknytning til Sakskøbings Navn og Vaaben; men den fremragende Møntforsker P. Hauberg har ment, at Arbejdet snarest viser hen til Roskilde. En samtidig forekommende Mønt bærer paa Forsiden det holstenske Nældeblad, der vel kan hentyde til Grev Johan, som 1328 fik Møntret i Sakskøbing, men ogsaa denne Mønttype har Hauberg ment at maatte henføre til Roskilde. - Paa Overgangen fra den forrige Periode staar foruden det førnævnte Fund fra Borrebakken i Vaalse en Roskildemønt fra Kong Abel, fundet 1903 ved Gravning paa Nørre Alslev Kirkegaard tæt inde ved Taarnet, og en Mønt fra Kristoffer I og Roskildebispen Peder Bang funden 1895 i Sakskøbing. I øvrigt er de større, samlede Fund fremherskende. Fra Erik Glippings Tid stammer et Fund paa 285 Mønter, der 1906 gravedes frem i Skellet mellem Matrikelsnumrene 76 og 77 i Søndergade i Sakskøbing. I en Tørvemose i Radsted opgravedes 1843 et lille Fund paa 16 Mønter fra Erik Glipping og Erik Menved. 458 Mønter fra de samme Kongers Tid pløjedes frem 1897 af Gaardejer N. P. Sørensen i Lille Musse. I Moseby Præstegaardshave fandtes 1898 838 Mønter fra Erik Menved; de var nedlagte i en Trækasse, der stod i omtrent en halv Alens Dybde. Paa en Mark under Ny Kirstinebjerg, Ønslev Sogn, pløjede to Husmænd 1868 et Lerkar med 4411 Kobberpenninge fra Erik Menved og Kristoffer II frem for Dagen; Skatten antages nedlagt c. 1326. 1832 pløjedes 2399 Mønter fra Erik Menved og Kristoffer II frem i Stubberup, Herridslev Sogn i Musse Herred; Summen kan være skjult ca. 1329. 4340 Mønter fra samme Konger fandtes 1863 af Gaardejer Hans Rasmussen ved Pløjning paa hans Skovlod i Bregninge, Horbelev Sogn; Mønterne, der var nedlagte i smaa Lærredsposer, antages hengemte c. 1332. Det største samlede Antal Mønter, der nogen Sinde er blevet fundet her i Landet, opgravede Husmanden John Rasmussen i 1871 i sin Have i Systofte. Der taltes 30,258 Mønter til en samlet Vægt af 67 Pund; de laa indsvøbt i Lærred sammen med nogle Stykker jern, formentlig Mundbid til Heste, og 7 Glasperler. Mønterne, der stammer fra Erik Menved og Kristoffer II, antages nedlagt c. 1335. - Foruden disse samlede Fund er Borgerkrigsmønter fremdraget enkeltvis rundt om i Amtet. Ved at reole en Plads til Kirkegaarden i Nysted fandtes 1844 en Roskildemønt fra Erik Menved. En anden Penning fra samme Konge fandtes 1907 paa Aalevad Voldsted. En Mønt fra Kristoffer II optoges i 1913 i Nørre Alslev Kirke. Paa Kirkegaarden her er i spredte Fund opgravet tre Mønter fra Erik Menved og Kristoffer II foruden Mønter fra nyere Tid. I Købmand L. E. Bruuns Have i Sakskøbing (Torvet 115) fandtes 1884 flere Borgerkrigsmønter, hvoraf kun een blev bestemt: en Penning med Saksen i Præget; Fundet har den særlige Interesse, at Sagnet vil henføre Kristoffer II's Bolig til dette Sted. En Penning med det holstenske Nældeblad fandtes 1832 i Bandholm. En ubestemt Borgerkrigsmønt fandtes 1854 ved Gravning paa Gaardspladsen paa Vintersborg i Utterslev Sogn, Lolland N. H. - Svensk Mønt fra Middelalderen findes kun sjældent i Danmark, men et af de faa kendte Fund fremdrages 1878 ved Grøftegravning uden for Rudbjerggaards Hovedbygning; det bestod af 10 Penninge fra Birger Magnussøn (1290-1319).
Fundene af engelske Sterlinge, hanseatiske Willen og danske Slerlinge kendetegner Hundredaaret 1340-1440, Valdemar Atterdags, Dronning Margretes og Erik af Pommerns Tid. Den hjemlige Mønt havde naaet Lavpunktet, den var bleven en værdiløs Kobbermønt, som ingen Tvangskurs kunde holde oppe. Derfor vandt den fremmede Mønt Indpas: franske Turnoser eller Groter følges af engelske Sterlinge, og disse viger atter for de hanseatiske Hulpenninge og Witten. Først omkring 1400 begynder Udmøntningen af danske Sterlinge i Kong Eriks Navn. Som en Forløber for den kommende Indvandring er optegnet et ikke nærmere stedfæstet Fund fra Falster 1809, det bestod af 80 Turnoser fra Ludvig den Hellige og Filip den Smukke, udmøntede 1266-1314 og formentlig nedgemte i Erik Menveds Tid. - Foranlediget af en Klage fra den lollandske Præstestand tillod Roskildebispen 1335, at kirkelige Afgifter maatte erlægges i fremmed Mønt, for de forskellige kirkelige Ydelser fastsattes nye Takster i engelske Sterlinge eller Sterlinges Værdi; 1338 fik disse Bestemmelser Ærkebispens Stadfæstelse. Det var Dødemessen over Udmøntningerne i Roskilde og Sakskøbing. I Modsætning til tidligere Perioder bliver Møntfund fra Købstæderne mere fremtrædende. Ved Gravning i Kælderen af Snedkermester Staals Ejendom i Frisegade Nr. 29 i Nykøbing fandtes 1859 en glaseret Lerpotte med 25 engelske Sterlinge og 1194 Hulpenninge fra Hamborg, Lyneborg, Lybæk og Meklenborg samt to Sølvfingerringe. Mønterne maa antages at være gemt 1340-1350. Tæt ved laa 6 Mønter fra Erik Glipping, Erik Menved og Kristoffer II, hvad enten disse nu er blevet nedlagt ved samme Lejlighed eller tidligere. Ved Udgravning af en Kælder i Apoteker Borchs Ejendom, Langgade 5 i Nykøbing fandtes 1884 en Pose med tre Sterlinge og 727 hele og 680 halve (overklippede) Hulpenninge fra de samme tyske Stæder, nedgemte i de samme Aar som det foregaaende Fund. - 1856 fandt Husmand Rasmus Rasmussen i sin Have i Gedesby en Malmgryde med 181 Sterlinge og 2338 Hulpenninge fra samme Tiaar. - I Fund fra lidt senere Tid forsvinder Sterlingene, og Hulpenningene fortrænges snart efter af de hanseatiske Witten, der gjaldt 4 Hulpenninge. Et lille Fund, der 1887 gravedes frem af en Kælder i Skippergaarden i Sortsø, Gunslev Sogn, er ejendommeligt ved kun at bestaa af 7 pommerske Witten, udmøntede før 1381; det var de saakaldte "strale" og "grip", de lidt ringere Witten fra Stralsund (og Anklam) og Greifswalde. En Witten fra Anklam præget 1387-9 fandtes 1920 i Moseby Præstegaardshave. 1801 fandt en Husmand i sin Have i Vaalse et Tinbæger med 988 Witten, sandsynligvis nedlagte 1390-1400. 1881 fandtes ved et Skelet paa Gedesby Kirkegaard 20 hanseatiske Penninge (1/4 Witten) fra samme Tid. Ved Grundgravning i Gas- og Vandmester Westmanns Ejendom i Nykøbing fandtes 1911 147 Witten, en Sølvske og 5 sølvforgældte Hægter, nedlagte i samme Tiaar. - Kort efter 1396 genoptages Udmøntningen i Danmark; fra Næstved og Lund udgik danske Firepenninge og Sterlinge efter hanseatisk Forbillede. Den ældste af disse Firepenninge med Krone paa Forsiden og Bispestav paa Bagsiden, præget i Næstved i Erik af Pommerns Navn, kendes kun i et eneste Eksemplar, der indkom til den kgl. Mønt- og Medaillesamling 1873. Det oplystes siden, at den var bleven funden i Nykøbing tillige med 20-30 Sterlinge; desværre vides intet nærmere om dette vigtige Fund. - Mulig kan de forholdsvis mange Nedlæggelser af Mønter fra det 14. Aarhundredes Slutning skyldes Frygt for Fetaljebrødre; fra de følgende Aaringer kendes i Amtet kun spredte Fund. Paa Kippinge Kirkegaard opgravedes 1905 en Sterling fra Lund. 1916 fandtes en Kobbersterling fra Næstved i en Have paa Adelgade ud mod Havnen i Nysted; en anden af samme Udmøntning fandtes i Sagfører Waarsøes Have paa det gamle Klosters Grund i Maribo. Disse Kobbersterlinge er et Udslag af Kong Eriks ulykkelige Møntpolitik, hvorved han ødelagde den gode Møntordning fra Dronning Margretes Tid. Det var c. 1422, at Kongen søgte at paanøde Menigmand disse "Sterlinge". Vel maatte han under den almindelige Modstand imod dem opgive Udmøntningen, men i hans senere Aar udgik atter fra Lund og Gurre kobberholdige "Grosser", hvis Metalværdi langtfra svarede til deres Navneværdi af 9 Penninge. 7 Grosser fra Gurre og 2 fra Lund fandtes 1876 ved Udgravning af en Kælder i Jens Nielsens Gaard i Vesterby paa Fejø.
Fundene af Hvide og Skillinger, der er almindelig nedlagte 1523-5 og under Grevefejden, er ikke meget fremtrædende i Amtet. Hvidene, der prægedes i Malmø fra Kristoffer af Bayerns Tid, var dansk Hovedmønt, til de under Hans maatte vige for Skillingen, der indveksledes for 3, 4 eller endog flere forringede Hvide. I Vaalse Præstegaardshave fandtes 1893 5 Hvide, hvoraf een fra Kristoffer og fire fra Christiern I. - En Hvid fra denne Konge fandtes 1896 ved Grundgravning i "Palæet" paa Torvet i Nykøbing, en Bygning, der tidligere var Amtmandsbolig. - En Hvid fra Christiern I og en Skilling fra den tyske Ordensmester Michael I (1413-22) fandtes paa Nysted Kirkegaard ved samme Lejlighed som den ovennævnte Borgerkrigsmønt. En Hvid fra Kong Hans fandtes 1896 tillige med en Grot, en Kobbersterling og en Hulpenning fra Erik af Pommern i en gammel Byggegrund i Saltvig, Stokkemarke Sogn. - Ved at oprense en Brønd fandt Husmand Rasmus Hansen i Gloslunde 1858 en lille Lærredspose med 238 Mønter, for Størsteparten Hvide fra Kong Hans. De ældste Mønter var Hvide fra Kristoffer af Bayern, den yngste Mønt var en Søsling (d. e. 6-Penning) fra 1525. - Ved at grave en Grav paa Brarup Kirkegaard fandtes 1859 69 Mønter, hvoraf de fleste fra Grevefejden; den ældste var en Hvid fra Rigsraadet 1448, de yngste var Skillinger fra 1536. En Toskilling 1536 fandtes 1849 paa Gunslev Skolelod. Søslinge fra Stralsund 1538 er fundet i Prokurator Waarsøes Have i Maribo (1894) og i Haven til Ejendommen Engvej 2 i Nakskov (1905).
Fundene af Guldmønt er ikke mange og vidner om, at der overhovedet kun var forholdsvis lidt Guldmønt i Omløb i Landet. Det eneste samlede Fund fra Amtet fremdrages 1843 i Nørre Vedby paa Husmand Ole Larsens Lod; det bestod af 5 nederlandske Gylden fra Luxemborg, Flandern og Geldern, udmøntede efter 1417 og før 1467. De øvrige spredte Fund er vel for Størstedelen tilfældigt tabte. En rhinsk Gylden præget i Bonn for Ærkebiskop Didrik II af Køln (1414-63) fandtes 1876 i Vigsnæs af Gaardmand Ole Eriksen under Baroniet Guldborgland. En Gylden fra Hertug Arnold af Geldern (1423-65) fandtes 1906 ved Stranden ud for Ravnsby. En lyneborgsk Gylden fra Frederik III som tysk Konge (1440-51) fandtes 1839 paa Husmand Clemens Rasmussens Kartoffelmark i Bregninge. En anden lyneborgsk Gylden fra samme Tid fandtes 1916 paa Gaardejer C. C. Mortensens Mark i Læsø, Vestenskov Sogn. En Excellente de la Granada eller spansk Dobbeltdukat præget mellem 1497 og 1504 fandtes 1870 paa en Mark under Bramslykke. Den eneste i Amtet fundne danske Guldmønt er en Guldridder eller Rosenobel fra 1612, fundet 1878 paa Gaardejer Ib Hansens Mark i Maglemer, Hunseby Sogn. En Gylden fra Herskabet Chateau-Renaud i Frankrig, præget mellem 1604 og 1614, forekom i det nedenfor nævnte lille Speciefund fra Soesmarke. Som den yngste Mønt fandtes 1901 en prøjsisk Dukat fra 1738 af Forpagter Petersen paa en Mark (Matr. Nr. 12 i) ved Sandby Kirke.
Fundene af Specier og Skillemønt er rundt om i Danmark nedgemt i stor Udstrækning under det 17. Aarhundredes Krige, men forekommer desuden ogsaa enkeltvis og i mindre Tal, nedlagt i Tider, hvor man ikke kendte Sparekasser og hvor Jorden var et sikrere Gemme end Strømpeskaftet paa Kistebunden. En saksisk Speciedaler 1560 fandtes 1878 i Vester Kippinge. En Mark dansk fra 1563, Syvaarskrigens første Aar, fandtes 1880 paa Fejø Præstegaardsmark. Ved Nedbrydning af en Ole Koch tilhørende Gaard i Nørre Grimmelstrup fandtes 1874 nogle Sølvsmykker, 51 tyske og nederlandske Dalere og 247 danske og tyske Smaamønter: den ældste Mønt var en pommersk Søsling 1519, den yngste en slesvig-holstensk Søsling (1/64 Thaler) 1600. - I Bjelkeværket i Boghandler Thierrys Hus i Nakskov (Torvet Nr. 8) fandtes 1850 en hamborgsk Dytgen (1/16 Thaler) 1615 og en meklenborgsk Skilling 1601. I en Have i Soesmarke, hvor der tidligere var Mose, fandt Slagter Niels Petersen 1895 forskellige Sølvsager, den ovennævnte franske Gylden, en nederlandsk Daler 1592, 2 brunsvigske Dalere 1604 og 1631 og en svensk Tomark fra Dronning Christina. Ved dette og de følgende Fund kan Krigstiderne komme i Betragtning ved Nedlæggelsen af Skatten. 1862 fandt Gaardmand Niels Marquorsen i Toreby 50 Tomarker fra 1644, 1645 og 1646; det er de saakaldte ulfeldtske "Hebræere", affødte af Torstenson-Krigens Finansnød, der 1648 maatte nedsættes til 28 Skilling (i Stedet for Navneværdien 32 Sk.). 1896 fandt Gaardejer Peter Clausen under Lergulvet i et nedrevet Hus i Vester Tirsted 12 Skillemønter, hvoraf den yngste var en Toskilling 1655. Et lidt betydeligere Minde fra Karl Gustafs anden Krig fremkom 1894 ved Draingravning paa en Mark under Helgenæs, hvor der fandtes 30 Mønter, den yngste en Toskilling 1658. - En anden Art af Krigsminder er Sankt Georgs Amuletter, Messingmedailler med Fremstilling af Krigerhelgenen paa Forsiden og af Christus i Skibet paa Bagsiden. De var meget udbredte blandt Soldater i det 17. Aarhundrede, da de mentes at gøre deres Ejermænd "hug-, stik- og skudfaste". Et Eksemplar fandtes 1899 ved et Voldsted i Øster Tirsted, et andet Eksemplar fandtes i 1880 i en Have ved Nakskov.
Ved at rydde Egebuske i et Krat i Ellemosen under Norregaard i Nebbelunde fandt nogle Husmænd 1857 685 danske og svenske Smaamønter, de yngste fra 1670. - Et Fund af enestaaende Art fremkom 1868 ved Grøftegravning ved Teglværket paa Klostermarken ved Nysted; det bestod af c. 1210 falske Speciedalere, støbte af Tin med en mindre Tilsætning af Bly og Zink; den ældste efterlignede Mønt var en saksisk Rigsdaler 1594, den yngste en Krone fra Frederik IV 1725. Den oprindelige Ejer af denne Kapital har utvivlsomt haft sine særlige Grunde til at bruge jordens Gemme til Bankboks; ellers er Skattenedlæggelser i det 18. og 19. Aarhundrede forholdsvis sjældne, og dog er der Fund, der tyder paa, at man under Krigsforskrækkelse i 1848 og 1864 har tyet til det ældgamle og evig unge Skjulested. Saaledes fandtes 1892 i Handelsmand Niels Petersens Have i Holeby 352 større og mindre Mønter, der sammen med Spænder og Knapper var omviklet med Garn og dyppet i Beg; den yngste Mønt var en Rigsdaler 1845. Aaret efter fandtes samme Sted en Krukke, hvis Laag var tillukket med Beg, og hvori gemtes 173 Mønter; den yngste Mønt var en Rigsdaler 1855. - Fund af Mønter fra senere Tid falder vanskelig ind under Danefæbestemmelserne. 1873 indførtes Kronemønten, og hvad der mulig findes af gangbar Mønt hører snarest ind under Begrebet: Hittegøds.
Oversigt over Møntfundene.
Note fra Dansk Mønt: Denne oversigt er udeladt her.
Særlig talrige er Fundene fra Falster og Musse Herred, paafaldende faa og ubetydelige er Fundene fra Lollands Nørre og Sønder Herred. Ingen Fund fra Købstæderne gaar tilbage til Valdemarstiden; derimod kan det gamle Møntsted Sakskøbing opvise flere Fund af Borgerkrigsmønter og hvor Fundene fra Sakskøbing hører op, tager Fundene fra Nykøbing fat med Sterlinge og Witten. Fra Maribo, Nysted og Nakskov er Fundene ubetydelige, og i Stubbekøbing og Rødby vides ingen Mønter at være fundne.
Ordnet efter de særlige Findesteder fordeler Fundene sig paa følgende Maade: Kirke 1, Kirkegaard (Gravplads) 8, Præstegaardshave (-mark) 5, Hustomt eller Bygning 11, Gaardsplads (Brønd) 3, Have 12, Mark 23, Voldsted 3, Mose 3, Strand 2, Ubekendt 8.
Lunefulde og uberegnelige er Fundenes Fremkomst; flere Aar kan gaa, uden at en usselig Hvid er indsendt fra Amtet til den kgl. Mønt og Medaillesamling, og saa kan der pludselig strømme ind det ene betydelige Fund efter det andet. Ordnet efter Aar for Fremdragelsen fordeler Fundene sig saaledes:
1801-10 2, 1811-20 0, 1821-30 3, 1831-40 5 1841-50 6, 1851-60 8, 1861-70 5, 1871-80 12, 1881-90 7, 1891-1900 14, 1901-10 9, 1911-21 8.
Herved er dog at bemærke, at i nyere Tid er optegnet mange Fund, som man tidligere ikke fandt værd at optegne. Om den mere intensive Udnyttelse af Jorden i Fremtiden vil øge eller mindske Fundenes Antal, ja, det beror paa de Mænd, som skal tumle med Plov og med Spade.
(Lolland-Falsters historiske Samfunds Aarbog XII (1924) side 107-127)