Nyere fund af mønter fra Danmark og hertugdømmerne

Blandt efterkrigstidens periodiske, numismatiske publikationer indtager de af professor Walter Hävernick siden 1947 udgivne Hamburger Beiträge zur Numismatik en fremtrædende plads på grund af de mange værdifulde afhandlinger og meddelelser, de hidtil udkomne 5 hæfter indeholder. Selv om naturligvis en væsentlig del har særlig interesse for tysk numismatik, indeholder ikke få af bidragene værdifuldt stof af interesse også for Norden. Dette gælder således en række afhandlinger og meddelelser om møntfund. Til nogle af disse vil jeg gerne knytte nærmere bemærkninger.

• I. I hæfte I (1947) har Otto Schulenburg skrevet en større afhandling: Der Fund von Bibow und die niederelbischen Agrippiner (1). Dette i Mecklenburg i 1937 fremdragne fund bestod af 562 mønter, hvoraf 466 var af de til Bardowiek henførte agrippiner (således kaldet efter det romerske navn på Køln); endvidere forekom mønter fra Frisland, Rhinlandet, Nedersachsen m.v. samt 59 af de såkaldte sachsenpenninge, medens Bøhmen, Ungarn og Danmark var repræsenteret i fundet med henholdsvis 1, 2 og 2 mønter. De 2 danske mønter var fra Svend Estridsen fra Lund, een af Haubergs type 8 og een af samme konges runemønter (Hauberg type 31) med omskriften i runer: Svein on lunti. Mønten, der er perforeret og vejer 0,95 g, er desværre blevet overset i Erik Moltkes afhandling i Nord. numism. Årsskrift 1950, s. 1-56, hvor den ellers skulle have været indordnet efter nr. 198 (2). Fundet er antageligt nedlagt i 1060'erne, muligvis foranlediget af vendernes opstand i 1066, der medførte bispesædet Mekelenburgs erobring og ødelæggelse. En oversigt over 33 møntfund, indeholdende "agrippiner", nævner bl.a. to lidet kendte fund fra Flensborg, fremdraget henholdsvis i 1853 og 1912 iflg. meddelelse fra Erwin Nöbbe; begge disse fund skal udelukkende have indeholdt agrippiner af disses ældre gruppe.

• II. Hæfte II (1948) indeholder, pag. 49-56 med tavle 5, P. Berghaus: Der Fund von Westerborstel, Kr. Norderdithmarschen, hvortil samme forfatter har givet et tillæg i hæfte III (1949), pag. 93-95. Dette fund, der antages nedlagt ca. 1480-1490, blev fremdraget i april 1947 og bestod af ialt 1422 mønter, væsentligst nordtyske blafferter og hulpenninge, navnlig fra Mecklenburg, Lübeck, Hamburg og Lüneburg. Det indeholdt dog også nogle danske mønter, nemlig en af Christoffer af Bayerns skillinger (3) a Vægt 2,025 9 samt 15 tildels slidte hulpenninge med løve fra Erik af Pommern, heraf 2 med løvens modvendte hovede ("lebarder"), der havde en vægt af 0,28 og 0,33 g, medens de 13 noget slidte eksemplarer med løve i gennemsnit af 5 eksemplarer vejede 0,224 g med en højeste vægt af 0,26g. Til Holsten henførtes nogle hulpenninge efter hamborgsk forbillede (muligvis fra Oldeslo) samt 4 hulpenninge efter hamborgsk forbillede, men med det oldenborgske bjælkevåben i stedet for nældebladet i en port med 3 tinder. Denne hulpenning har længe været kendt, men dens rette henførelse har været omtvistet. Den er således anført i O. C. Gaedechens Hamburgische Münzen und Medaillen, II, p. 339, noten ad nr. 1384 (Pfennige aus der zweiten Hälfte des 14ten und dem Anfange des 15ten Jahrhunderts), uden at nogen nærmere henførelse dog her er givet. I Catalogue de la collection de monnaies de feu Christian Jürgensen Thomsen, seconde partie, tome II (Copenhague 1874), pag. 195, anføres ligeledes et exemplar heraf under hamborgske brakteater som nr. 6907: "Avec cerele de rayons ... Écu à la fasce d'Oldenbourg sous un portail crénelé. Gaed. p. 339. Rare. 17 (mm)". - Chr. Lange's Sammlung schleswig-holsteinischer Münzen und Medaillen, I (Berlin 1908), p. 13, afbildede hulpenningen efter et exemplar i Emil Bahrfeldts samling og henførte den til Christiern I, og idet Lange citerede en henvendelse fra den danske konge af 8. januar 1475 til staden Hamburg "sie möge eine Summe Geldes prägen lassen und ihm überlassen", daterede han den til 1475. På samme måde henføres hulpenningen i Sammlung des Herrn Dr. Emil Bahrfeldt-Berlin, Münzen des deutschen Mittelalters, Versteigerung 21. juni 1921, Adolph Hess Nachf., Frankfurt a. M., pag. 86, nr. 1901. Imidlertid havde Carl Curtius i Berliner Münzblätter, Neue Folge, nr. 82, Oktober 1908, pag. 153-161, offentliggjort Der Münzfund von Cronsforde bei Lübeck, blandt hvis 751 mønter, ganske overvejende hulpenninge, væsentligst fra Hamburg, Lübeck og Lüneburg, som nr. 37 fremkom et exemplar af denne hulpenning (af vægt 0,24 g), idet han tillige oplyste, at flere exemplarer deraf var forekommet i andre lybske myntfund. Hovedmassen af fundets mønter bestemtes til tiden omkring år 1450, men Curtius bemærkede, at hvis nr. 37, henført til Holsten, virkelig var præget i 1475, kunne fundet naturligvis ikke være nedlagt før dette år (4). I auktionskatalog over storhertug Friedrich August af Oldenburgs mønt- og medaillesamling, der bortsolgtes den 28.-29. oktober 1924 hos A. Riechmann & Co., Halle (Saale), Auktions-Katalog XXVIII, forekom også pag. 2, nr. 14 (afb. T. I) et exemplar af denne hulpenning, henført til Gerhard den Stridbare (1440-1483), med citatet Lange I p. 13. Katalogforfatteren (R. Gaettens) skriver i en note om denne hulpenning, der ikke er optaget i Merzdorfs arbejde fra 1860 over Oldenburgs mønter: "Dieser Hohlpfennig ist eine Nachprägung der gleichartigen Hamburger Hohlpfennige, aber daraus zu folgern, dass sie in der Hamburger Münze für Rechnung des dänischen Königs geprägt wären, wie Lange es tut, halte ich für sehr gewagt, denn, die Hamburger werden sich gehütet haben, bei Prägungen ihre eigenen Münzen nachzuahmen." Et exemplar af hulpenningen er anført i L. E. Bruuns Mønt- og Medaillesamling, Kbhvn. 1928, s. 442 nr. 15080, blandt oldenborgske mønter, henført til Johan XI (1301-1345), således: Hulpenning. Efterligning af hamborgsk hulpenning med (spansk skjold) i stedet for nældeblad; dette exemplar hidrører formentlig fra Bille-Brahes samling. I kataloget over Bille-Brahes samling er hulpenningen af P. Hauberg bestemt således: bracteat med strålerand, fra ca. 1350, med Oldenborgs våben forneden i en tårndannet figur (Perrar.) uden angivelse af proveniensen. Hulpenningen findes endvidere i Fyens Stiftsmuseum og i overretssagfører Holger Hedes samling. W. Jesse: Der wendische Münzverein (Lübeck 1928) beskrev hulpenningen som nr. 266 (p. 235, jfr. pag. 111 og 199, note 439), idet han vel godkendte dens henførelse til Holsten "nach 1460", men fandt henvisningen til den af Lange påberåbte kilde usandsynlig. Langes datering "1475" berigtigede han til "1473" under henvisning til P. Hauberg i Danmarks Myntvæsen i Tidsrummet 1377-1481 (Årbøger for nord. Oldkyndighed og Historie, 1886, s. 140 og 183), men kom til det resultat, at hulpenningen kun kunne tillægges de holstenske hertuger af det oldenborgske hus efter 1460, altså sandsynligt Christian I, hvorved dog bør erindres, at Holsten først blev ophøjet til hertugdømme i 1474. - Senest har Karl-Heinz Buhse i Der Fund vom Sparrieshoop, Kreis Pinneberg (Hamburger Beitr. zur Numismatik, Heft 3, 1949, pag. 68, nr. 47), henført 3 i dette fund forekomne hulpenninge af denne slags til "Holstein. Christian I. 1448-1495" uden at have været opmærksom på, at Christiern I først erhvervede Holsten i 146o og døde i 1481. Buhses datering skyldes formentlig, at han på grund af det oldenborgske våbenskjold har efterset I. F. L. Th. Merzdorf: Oldenburgs Münzen und Medaillen (Oldenburg 1860), og der pag. 31 har set en som nr. 16 beskreven brakteat (5) med det oldenborgske våben henført til "Graf Christian VIII, geboren 1426, regierte 1440-1448, später als Christian I, König von Dänemark, + 25. november 1495". - At den sidst nævnte hulpenning (brakteat) ikke er oldenborgsk, synes nu almindeligt antaget, og det oldenborgske våbens forekomst er da ej heller afgørende for den først nævnte hulpennings henførelse til Oldenburg, idet det oldenborgske våben på mønter fra kong Hans indtager en fremtrædende plads som familievåbenet, således på hans skillinger, hans rhinske gylden og på svenske hele og halve ørtuge. Imidlertid har som nævnt ovenfor allerede Curtius udtalt sin tvivl om hulpenningens datering så sent som til efter 1460, et årstal, der jo i hvert fald er afgørende, om den skal kunne henføres til Christian I som greve, fra 1474 hertug af Holsten, og efter hvad P. Berghaus i april 1952 mundtligt har meddelt mig, skal der i 1947 i Langerfeld, Kreis Meppen, være gjort et endnu upubliceret møntfund, som Berghaus antager nedlagt omkring 1393, hvori forekom et defekt exemplar af denne hulpenning. Hvis Berghaus' antagelse holder stik, må hulpenningens rette bestemmelse indtil videre henstå uafgjort (6). Om fundet fra Sparrieshoop, se nedenfor under V.

• III. Formodentlig i Holsten eller Mecklenburg var der iflg. Peter Berghaus' meddelelse i Hamb. Beitr. z. Num., Heft 2 (1948), p. 70, kort forinden gjort et møntfund, der dog ikke fremkom i sin helhed, men som efter de til rådighed stående 17 fundmønter at dømme må være nedlagt efter 1572. Blandt de nordtyske mønter - yngst var en kobber-scherf uden år fra Hamburg (slået 1572-1582) - fandtes en af Frederik II's flensborgske schillinge fra 1571 og en lignende, men uden årstal; endelig fremkom 2 stk. dobbeltpfennige fta 1566, henført til hertug Adolf 1544-86 som Lange II (1912), nr. 259 G. - Berghaus havde dog herved overset Erwin Nöbbes afhandling i Nord. numism. Årsskrif,. 1938, s. 159 ff, hvorefter disse dobbeltpenninge må henføres til Frederik II's udmøntninger i Flensborg. Den tvivl, som J. Wilcke har givet udtryk for i Renæssancens Mønt- og Pengeforhold 1481-1588, Kbhvn. 1950, s. 308 og 354-355, må jeg anse for ganske ubegrundet. Af interesse kan det vel være at supplere Nöbbes oplysninger om disse sjældne mønters forekomst. Tidligst har jeg fundet 2-penningen 1566 anført i Numophylacium Suhmianum, II (Havniæ 1802), pag. 288 nr. 2940 under "Duces Holsatici". Den anførtes her som: "Gerhardus comes. Folium urticæ. in av. II. D. inter duas lineas supra 1500", hvilket årstal tydeligt nok er en fejllæsning for 1566. Besynderligt er det i øvrigt at se en grev Gerhard anført som møntherre, idet Gerhard VI døde i 1404 og Gerhard VII i 1433, og senere holstenske Grever af dette navn forekommer som bekendt ikke. At årstallet 1500 hos Suhm må være urigtigt læst, fremgår forøvrigt klart af, at Frederik II's flensborgske to- og enpenninge har hamborgske 2- og 1-pfenniger som forbillede, se Jesse 664, Gaedechens 1232-1237 med årstallene 1557, 1558 og 1559 (2 pfenniger), og Jesse 665, Gaedechens 1238 a og 1239 (1 pfenniger), og utvivlsomt har årstallet da været 1566. I Vintmølls katalog p. 49, nr. 138 fremkom ligeledes en topenning 1566, og tilsvarende mønt forekom i H. H. Frost's auktionskatalog, 5. marts 1827 ff, side 140 nr. 36, henført til Holsten, men uden angivelse af møntherren: "1560. En liden Skillemønt. Adv. det holstenske Neldeblad. Rev. II D(reilinge)"; den købtes til Bille-Brahes samling og er vel identisk med L. E. Bruun nr. 13932, anført i Nöbbes afhandling, s. 159 under nr. 8. G. F. Timm's auktionskatalog 18. juli 1831, s. 245 nr. 13 og 14, henførte til den gottorpske linie, Adolph, de indtil da ubeskrevne to- og enpenninger 1571, købte henholdsvis af Devegge og Den kongelige Møntsamling for 3 mark 8 skilling stykket; Devegges exemplar, anført i hans katalog II (1867), s. 290, nr. 5101, indgik i Den kgl. Møntsamling. Chr. Jürgensen Thomsens samling, III nr. 2403, anfører en 2 Denarii (157)0, der som hos Nöbbe anført er identisk med F. C. Bechs auktion II (10. decbr. 1906), nr. 1519, hvor årstallet er anført som 1570? men i virkeligheden er 1566 (Nöbbe nr. 8, nu i Den kgl. Møntsamling). Dette exemplar er vel identisk med det på møntauktion 25. novbr. 1878 (silke- og klædehandler L. C. Nielsen ved vexellerer J. Simonsen), s. 48 nr. 2553 anførte exemplar, der citerer Thomsen 2403. Endelig forekom på Emil Glückstadts auktion i 1924 som nr. 4590-91 to af disse mønter, nemlig en 2-penning 1566, senere købt af mig på Alex. Roepers auktion i 1937, og en penning med usikkert årstal (1571?), men ellers synes disse sjældne mønter ikke at være forekommet i danske møntkataloger. Selv om disse mønter også i danske møntkataloger har været henført til Hertug Adolph (1526, 1533-1586), der ved arvedelingen i 1544 fik Gottorp slot og amt, amterne Aabenraa, Stapelholm, Husum, Ejdersted, Kiel, Neumünster m.v., forekommer Nöbbes henførelse af disse mønter til Frederik II's flensborgske udmøntninger mig utvivlsom rigtig. Henførelsen til Flensborg bestyrkes af, at vi netop med årstallene 1566 og 1571, men også kun med disse årstal, har daterede mønter fra Flensborg, slået under Frederik II, se Schou: 1566 nr. 2-6 og 1571 nr. 1-8.

  

  For tiden synes kun til hertug Adolph at kunne henføres en sechsling uden årstal med adversomskriften + ADOLF. HERT. ZV. SLE. H og i midten H, hvorpå er lagt et A, dannende et monogram, hvorunder et rigsæble, medens reversen viser Slesvigs 2 løver og har omskriften MONETA. NOVA. SLESIVI. Denne højst sjældne mønt er mig kun bekendt i 2 exemplarer, nemlig Chr. J. Thomsen 2404, nu i Den kgl. Møntsamling, og Ove Theodor Thomsens auktionskatalog 1. oktober 1880 ff., s. 137 nr. 4203, købt for den da meget høje pris af 100 kr. til Bille-Brahes samling og nu i L. E. Bruuns møntsamling nr. 13934; men om de nærmere udmøntningsforhold vides næppe noget nærmere (Lange I, p. 109, nr. 4).

  I forbindelse hermed vil det være naturligt at omtale nogle af de mønter, som Wilcke med urette har villet henføre til slesvig-holstenske møntherrer. S. 307 nævner han således, at hertug Hans den Ældre har ladet slå mønt i Rendsborg, og at der kendes en enkelt af disse mønter fra 1565, der "udgiver sig som MO. AR. RENSBORCH", en oplysning, der virker rent ud forbløffende. Enhver, der blot har nogen kendskab til datidens mønter, vil utvivlsomt straks være klar over, at den pågældende mønt er en af hertug Magnus af Øsels velkendte ferdinge fra Arensburg (H. H. Schou 1565 nr. 7-14), en mønt, der ikke skulle være Wilcke ukendt, da han selv har haft et exemplar heraf i sin samling, se hans auktion i Numismatisk Forening 1922 nr. 728 (Numismatisk Forenings Medlemsblad VI s. 131). Men forøvrigt er disse mønter jo godt kendt i dansk numismatisk litteratur. En lignende ferding fra 1564 findes allerede beskrevet i Museum Regium, 2. udgave (1710) under Frederik II, som nr. 77, hvor ligeledes nævnes den meget sjældne ferding fra Hapsal 1562, der af Johs. Lauerentzen i Museum Regium synes anført efter Nova Literaria Maris Balthici, Lübeck, september 1700, pag. 280-281 med tab. IX. 2 fra assessor i landsretten i Celle, Heinrich Anton Speirmanns samling. En anden Arensburg-ferding, som det synes uden årstal, nærmest som Schou: Uden år nr. 34, er afbildet i Danske Magazin, III (Kbhvn. 1747), s. 129, skænket til Det kgl. danske Selskabs Mønt-Cabinet af "Hof-Prædiker" Pontoppidans frue, og i senere beskrivelser og møntkataloger forekommer Magnus' ferdinger, navnlig fra Arensburg, hyppigt. Af udmøntninger fra Rendsborg kendes kun witten fra tiden før 1379/81 (Jesse 343), hvoraf 2 exemplarer fremkom i det store møntfund fra Aarhus, beskrevet af Galster i Nordisk numismatisk Årsskrift 1942, s. 102, og udmøntningerne under Frederik IV i årene 1716-1720, efter at kongen havde forlagt udmøntningerne i Glückstadt til Rendsborg. Wilcke citerer som kilde det af Haderslev Turistforening udgivne skrift: Haderslev 1292-1942 under redaktion af Poul Tolderlund-Hansen. Efterser man her s. 12, hedder det: "1580. Hertug Hans døde. Byen havde under ham oplevet en Storhedstid ... Byen (fik) i hans Tid en Mønt ...", men nogen kilde for denne oplysning gives ikke. På den anden side nævner Haderslev-mindeskriftet intet om det historiske faktum, at Haderslev få år senere virkelig var møntsted, idet enkedronning Sophie her i 1591-1593 lod slå guldmønt. Det forekommer mig sandsynligt, at det er denne udmøntning, som pågældende forfatter uden nærmere kendskab til omstændighederne herved fejlagtigt har henført til Hans den Ældre. - Wilcke, der selv flere gange har behandlet denne interessante udmøntning (7), omtaler ikke i sin sidste bog denne udmøntning, hvilket i og for sig er naturligt, da han her kun har behandlet møntforholdene indtil 1588, men mærkeligt forekommer det mig, at han ikke har været opmærksom på muligheden af en forveksling med dronning Sophies udmøntning. Wilckes anden kilde om Haderslev som møntsted for Hans den Ældre er Erich Pontoppidans Danske Atlas, VII, s. 126, men den der anførte mønt er jo tydeligt nok en af hertug Hans (Johan) den Yngres meget almindelige 2 schilling lybsk fra 1621 med nældebladet. Ganske vist anføres det i Danske Atlas, at årstallet på mønten er 1571, men en samler, der har set disse mønter, vil hyppigt have bemærket, at chiffret 6 ofte kan læses som 5., og i chiffret 2, der har form som z, kan den nederste vandrette streg have været utydelig. Disse "nældeblade", som de kaldtes, omtaler Wilcke i sin disputats: Christian IV's Møntpolitik 1588-1625, Kbhvn. 1919, s. 173, 175 og 204, og de skulle således være ham velkendt. De er beskrevet hos Lange II 541-42 og 547-548. Mærkeligt derfor, at Wilcke ikke har set, at den påberåbte mønt var fejllæst. Pontoppidans Atlas er i numismatisk henseende i det hele en kilde, der må benyttes med største varsomhed. Sønderborg og Flensborg omtales overhovedet ikke som møntsteder, og de 2 steder, hvor mønter ellers omtales, nemlig s. 6 og s. 775, er oplysningerne meget unøjagtige. S. 6 omtales således "en Myndt slaget 1514" af Frederik I, hvor på den ene side ses kongens brystbillede og navn, på den anden side Sankt Andreas, der derfor antages for hertugdømmet Slesvigs patron (skytshelgen)! På en eller anden måde må forfatteren have tænkt på hertug Frederiks mark eller 8 skilling (Schou 1514 nr. 1-3), idet 4-skillingen da næppe var kendt, og s. 775 er beskrivelsen af Husumdaleren fra 1522 meget unøjagtig.

  

  Endelig har Wilcke s. 355 -356 betegnet Nöbbes henførelse af blafferten: Schou: Frederik I. U. å., nr. 74 til Frederik I som urigtig, idet Wilcke hævder, at "Mønten er udgaaet for Johan Adolfs Regning, mens han var Bisp af Lübeck", d.v.s. i tiden 1586-1607, og Wilcke mener inden i nældebladet at se et kors, som "vistnok ikke kan være andet end Vaabenmærket for Hochstiftet Lübeck". Det turde dog være givet, at blafferten ikke kan være udmøntet så sent som af Wilcke antaget, og dens henførelse til Frederik I's tid må sikkert fastholdes. I slutningen af det 16. eller begyndelsen af det 17. århundrede var præget med stråleranden forlængst antikveret (8).

  En anden omstridt mønt omtaler Wilcke overhovedet ikke. I almindelighed henføres til Frederik II's mønt i Flensborg en såkaldet "schüsselpfennig", der i en perlering har F: S: over et skjold med to til venstre vendte løver og + ved hver af skjoldets sider, idet F: S: er tolket som Fredericus Secundus, evt. som Fredericus og Slesvig.

  

  Galster har i N. F. Mbl., bd. XIII, oktober 1932, s. 110 som parallel hertil publiceret en lignende pfennig, der har navnebogstaverne I og A over skjoldet med de to løver og I og P ved skjoldets sider, idet han tolkede I A som Johan Adolph af Holsten-Gottorp (1590-1616) og I-P som 1 pfennig. Et enkelt exemplar af førstnævnte pfennig har Max von Bahrfeldt publiceret i Blätter für Münzfreunde, april 1933, pag. 630 nr. 80, jfr. pag. 747, hvor mønten ligeledes henføres til Frederik II, Slesvig. Andre henførelser hat dog også været foreslået. H. Buchenau har i samme tidsskrift for januar 1909, sp. 4085 (Schüsselpfennigfund von Schönstadt bei Marburg, hvor der også fremkom som nr. 135 et enkelt exemplar) foreslået under tvivl Westfrisland, idet han forkastede Leitzmanns i 1836 fremsatte forslag Friedrich Schleswig. Engelke har endelig i Bl. f.M. juli 1913, sp. 5348, som en mulighed foreslået byen Verden, der i 1591 skal have slået "Ferder Schwaren" med domkapitlets møntstempel, en fortolkning, der dog sikkert kan forkastes, da de over skjoldet anførte navnebogstaver sikkert må antages at angive møntherren eller møntstedet, ikke værdien. Den af Galster publicerede pfennig med navnebogstaverne I og A som sigtende til Johan Adolph må da vistnok sandsynliggøre henførelsen af pfennigen med F: S: til Frederik II's slesvigske mønter, omend "schüsselpfennigenes" egentlige område i overvejende grad må søges i Schweiz, Syd- og Vesttyskland (9).

  Også den omstændighed, at to- og eenpenningene fra 1566 og 1571 nu kan henføres til Frederik II's udmøntninger i Flensborg, underbygger i nogen grad henførelsen af "schüsselpfennigene" med F: S: til dette møntsted og viser, at kongen ved sine udmøntninger i hertugdømmet har søgt nedertyske Forbilleder, muligvis fordi mønten i Flensborg, skønt Sønderjylland (Slesvig) ikke hørte til det tyske rige, dog var undergivet den nedersaxiske kreds' møntordninger og underkastet kredsens kontrol med udmøntningerne gennem kredswardeinernes proberinger.

• IV. Holstensk Møntfund. Otto Schulenburg redegør II, pag. 76-78 for et i 1947 fremdraget fund, der skal stamme fra Østholsten. Af dets 249 mønter var de 110 danske toskillinger, nemlig 6 fra Christian IV (1618, 1645 og 1648), 43 fra Frederik III (1648-1668), 54 fra Christian V (1677-94, heraf alene 42 fra 1677) og 7 fra Frederik IV (1712-1715, heraf en fra Glückstadt 1715). Af norske toskillinger fandtes 64, nemlig en fra Christian IV (1648), 17 fra Frederik III (1653-1669), 34 fra Christian V (1671-1699) og 12 fra Frederik IV (1700-1707). Holsten-Gottorp var repræsenteret med 14 mønter fra Christian Albrecht (lübske schillinger, af værdi som danske 2 skillinger) fra 1681 og 1682, 17 fra hertug Frederik IV (1/48 taler fra 1699-1702) og 23 fra Carl Frederik (schillinger fra 1703-1710), og endelig fremkom fra Hamborg 21 stk. 1/48 taler (1675, 1676 og 1687). Interessant er det at se den dominerende rolle, de danske (og norske) mønter spillede i omsætningen, samt at fundet bestod af lutter småmønter af eensartet værdi, således som det forøvrigt kendes fra lignende fund, anført af Axel Nielsen i Specier, Kroner, Kurant, Kbh. 1907, s. 40-41 med noterne 33 og 34. De enkelte mønter er i sig selv interesseløse.

• V. Der Fund von Sparrieshoop (Kreis Pinneberg), vergraben bald nach 1492 (Hamb. Beitr. III (1949), p. 62-70), af Karl-Heinz Buhse. Dette møntfund blev allerede fremdraget i maj 1914, men henlå længe ubearbejdet i Museet i Kiel. I årene 1930-33 arbejdede Erwin Nöbbe med fundet, men måtte ophøre dermed. Det omfatter i alt 5411 mønter, mest blafferter (2112 stk.) og hulpenninge (2946 stk.). Stærkest repræsenteret er Mecklenburg (1372 stk.), Hamburg (1263 stk.), Lüneburg (1233 stk.), Lübeck (854 stk.), Salzwedel (372 stk.) og Wismar (186 stk.); i øvrigt fremkom mønter fra Rostock, Stralsund, Greifswald, Anklam, Stettin m.v. Dette store fund, der har en overordentlig stor lighed med fundet fra Westerborstel, indeholdt som ovenfor anført 3 expl. af hulpenningen med det oldenborgske bjælkeskjold i borgport (Jesse 266) med 27 stråler i randen og af vægt 0,27, 0,25 og 0,22 g. Af danske mønter fandtes blot 7 hulpenninge fra Erik af Pommern med "Lebard" (19 og 28 stråler i randen, gennemsnitsvægt 0,245 g) samt 1 Malmø-hvid fra Christoffer af Bayern (vægt 0,80 g).

• VI. Fund von Sassenholtz, Kreis Bremervörde (Hamb. Beitr. III p. 99-100), af Bruno Dorfmann. Fundet bestod af 66 mønter, deriblandt fra Holsten-Gottorp en taler (1627), en 1/8 taler (1622), og 14 stk. 1/16 taler (Dütchen 1623 og 1624), endvidere en 1/16 taler fra Alexander af Holsten-Sønderborg 1625, 2 stk. sechslinge fra Christian IV, Glückstadt 1624, en dansk 2 skilling fra Frederik II 1563, 6 stk. 2 skillinger fra Christian IV, 1603, 04, 05, 18, 24 og 25 og en skilling fra 1611; i øvrigt mest småmønter fra Hamborg og Stade, de yngste mønter var fra 1628 (3 stk. hamborgske 2 schillinger stadtgeld). De danske mønter i fundet har sikkert kurseret sammen med hjemlandets mønter i forholdet 2 skilling dansk = 1 schilling efter lybsk møntregning. Fundets nedlægning skyldes sikkert Tillys besættelse af det nederelbiske land.

• VII. Münzfund von Galenbeck/Mecklenburg (vergraben nach 1621) af Peter Berghaus (Hamburg Beitr. III, p. 102-103). Fundet bestod af i alt 18 mønter fra tidsrummet 1537-1621, hvoraf 77 pct. var dobbelt-schillinger. Af danske mønter fremkom kun en skilling fra 1563, hvorimod Holsten var temmelig stærkt repræsenteret: Johann Adolph af Holsten-Gottorp som biskop af Lübeck med 3 dobbeltschillinger fra 1603, 1606 og 1607; Johann Adolf som hertug 2 stk. sechslinge 1595 og 1596 og 11 stk. dobbeltschillinge 1595-1598, 1602-1604 og 1615; Frederik III af Holsten-Gottorp en dobbeltschilling 1618; Johann Friedr. som erkebisp i Bremen, 3 stk. dobbeltschillinge 1615-1616, hvoraf en fra 1615 var slået i Burg på Fehmern; endelig var Ernst III af Holsten-Schauenborg repræsenteret med 6 dobbeltschillinge fra 1608, 09, 11, 14 og 16, Resten bestod af forskellige nordtyske mønter, navnlig fra Pommern, Mecklenburg og Rostock o.s.v.

• VIII. Fund von Lindern, Kr. Kloppenburg, af K. Kennepohl (Hamb. Beitr. IV, 1950, p. 114-116). Fundet, der fremkom i 1925, bestod af 95 talere, hvoraf halvdelen fra Nederlandene; yngst var 3 talere fra provinsen Utrecht 1622, en Brabant-Patagon fra Philip IV af samme år, der endvidere fremkom på en taler fra Frankfurt am Main og på 2 fra Sct. Gallen. Sverige var repræsenteret med en salvatordaler 1576 fra Johan III.

• IX. Fund von Witzhave, Kr. Stormarn, af O. Schulenburg (Hamb. Beitr. IV, p. 117-18). Fundet fremdrages i 1939; yngste mønt var en hamborgsk dobbeltschilling 1628. Af de 78 mønter, der har været til rådighed for undersøgelsen, var 52 hamborgske (dobbeltschillinger 1623-28, i alt 16 stk.; sechslinger 1621-24, i alt 36 stk.). Af danske mønter fandtes 5 toskillinger fra 1624-27 og 4 enskillinger (1616 og 1621) samt 5 sechslinge fra Glückstadt fra 1624, medens der fra Frederik III af Holsten-Gottorp fremkom en sechsling (l/96 taler) fra 1622; i øvrigt småmønt fra Lübeck, Lüneburg etc.

• X. Fund von Bockraden, Kr. Bersenbrück, af K. Kennepohl (Hamb. Beitr. IV, p. 119-121). Fundet, der blev gjort i 1936, bestod af 410 mønter, hvoraf 95 pct. var guiden efter Zinnaer- eller Leipziger-foden. Navnlig Brandenburg, de to brunsvigske linier og Emden var stærkt repræsenteret. 5 stk. zweidritler var fra Svensk-Pommern under Karl XI (2 fra 1689 og 3 fra 1690). Yngste mønt var fra 1704.

• XI. Fund von Rixfeld, Kr. Lauterbach, af R. Ohly (Hamb. Beitr. IV, p. 121-122). I 1949 blev i ruinerne af kirken, der var blevet ødelagt i marts 1945 ved artilleribeskydning, fundet en lille trææske. På æskens låg var malet årstallet 1740, det år, da grundstensnedlæggelsen i kirken fandt sted, Ved hvilken lejlighed æsken er indmuret i grundstenen i alterets midte. Æsken indeholdt ca. 20 småmønter, hvoraf 4 fra Fredrik I af Sverige som kurfyrste i Hessen-Kassel, nemlig 4-heller 1730, 3-heller 1737, 1 1/2 schmalkaldener pfennig 1733 og heller 1733. De nævnes her, da svenske møntkataloger gerne tager dem med (Oldenburgs Beskrifning, 1883, pag. 307-08).

• XII. Fund von Göhlen, Kr. Ludwigslust, af P. Berghaus (Hamb. Beiträge IV, p. 122-123). Fundet fremkom i 1934 og bestod af ca. 230 mønter, de yngste fra 1760. Som det af findestedet kunne ventes, var navnlig de to mecklenborgske linier stærkt repræsenteret, men i øvrigt forekom syvårskrigens krigsmønter fra Tysklands forskellige egne, således endog fra Trier, Wied og Fulda. Svensk-Pommem var repræsenteret i fundet med 3 mønter fra Adolf Fredrik, alle fra 1760, nemlig 8 gute-groschen (2 stk.) og 1/6, taler.

• XIII. Der Fund von Pevestorf, Kr. Lückow-Dannenberg, af Eberhard Schnuhr (Hamb. Beitr. V, 1951, pag. 67-76). Dette af Jesse flere steder i Der wendische Münzverein omtalte, men hidtil upublicerede fund antages nedlagt omkring 1440 eller kort derefter. Blandt de 583 mønter var 377 hulpennige og 71 blafferter, 85 schillinge efter Reces 1432-33 og en del ældre witten, de fleste fra Lüneburg, Hamburg, Lübeck og Wismar. Kun en enkelt hulpennig er henført til Holsten; der fandtes ingen danske.

• XIV. Fund von Huden, Kr. Meppen, af R. Fritsch (Hamb. Beitr. V, pag. 94-95). Fundet omfattede 149 zweidritler, de yngste fra 1702, de fleste fra Brandenburg og Braunschweig. 2 stk. var fra Svensk-Pommern fra Karl XI med årstallene henholdsvis 1689 og 1690, men mærkelig nok fremkom ingen nederlandske mønter i fundet, skønt disses forekomst i møntfund fra denne vestlige del af Tyskland er meget almindelig.

Såvidt om de i Hamburger Beiträge offentliggjorte fund, indeholdende mønter af interesse for Danmark-Norge, Slesvig-Holsten og Sverige. Ved anden lejlighed håber jeg at komme tilbage til noget af det øvrige stof i disse meget læseværdige numismatiske publikationer, der fortjener udbredelse også uden for Tysklands grænser.

(NNUM 1953 side 1-13)

Noter:

• (1) S. 14-34 med møntafbildninger på tavle 1 og 2 samt et kort, visende de nederelbiske agrippiners udbredelse efter de hidtil kendte fund. - Afbildninger af mønterne, se f. expl. W. Jesse: Der wendische Münzverein (1928) nr. 47-50, jfr. endvidere Vera Jammer: Die Anfänge der Münzprägung im Herzogtum Sachsen, Hamburg 1952, p. 76.
• (2) Haubergs sondring mellem runemønterne af type 30 og 31 beror på, om adversen har kongenavnet (Magnus Rex) eller usammenhængende bogstaver og rosetter i steder for omskrift. Som følge heraf bør Moltke nr. 125, 196, 227 og 235 flyttes frem og indordnes under Haubergs type 30.
• (3) Om Christoffer af Bayerns skillinger henvises til en kommende artikel.
• (4) P. Berghaus har i Hamb. Beitr. II pag. 55 dateret Cronsforde-fundet til "før 1468".
• (5) Denne hulpenning (Blaffert) var hos Merzdorf nr. 16 henført til grev Christian VIII (1440-1448), men i fornævnte auktionskatalog XXVIII pag. 3 nr. 18 henføres et exemplar heraf til Johan XIV (1500-1526), idet det dog i en note anføres: "Die Zuteilung dieses Stückes zu Oldenburg ist nicht gesichert, das Stück wird auch für Holstein in Anspruch genommen. Merzdorfs Zuteilung des Stückes an Graf Christian VIII ist jedoch falsch, denn das Stück ist den Anfang des 16. Jahrhunderts zu legen." H. H. Schou: Beskrivelse af danske og norske Mønter (Kbhvn. 1926), s. 45, har i noten efter nr. 76 anført, at blafferten med Oldenborgs våben i skjold ikke bør henføres til Frederik I, men at den må antages at være fra Oldenborg og tilhøre slutningen af 15. Aarhundrede, en opfattelse, der sikkert er urigtig. Jesse nr. 299 (pag. 237 urigtigt anført som nr. 300) henfører den til Holsten (Christian I efter 1460 til 1481), men blafferten er dog sikkert yngre, at dømme efter dens forekomst i Fundet fra Travemünde, der antages nedlagt efter 1517, jfr. endvidere mine bemærkninger i N.N.Å. 1940 s. 90.
• (6) Det kan dog bemærkes, at hulpenningen efter hele sin "fabrik" tydeligt viser hen til et møntområde, hvor lybske udmøntningsforhold rådede. Efter midten af det 14. årh. synes Oldenburg mere at have fulgt westfalske, evt. frisiske udmøntningsforhold.
• (7) J. Wilcke. Dronning Sophias Guldmønt 1591-93 (Numismatisk Forenings Medlemsblad, III (juni 1919), S. 99-102). Samme: Matz Puls og Andreas Metzner, Møntforpagtere i Haderslev 1591 (ibid. V, Marts 1920, S. 45-48). Samme: Møntvæsenet under Christian IV og Frederik III i Tidsrummet 1625-70, Kbhvn. 1924, s. 12-22. jfr. også samme: Daler, Mark og Kroner, Kbhvn. 1931, s. 95-97. Oplysningen om Haderslev som møntsted havde Wilcke fra Max von Bahrfeldt: Über die älteren Hamburger Portugalöser, Særtryk af Zeitschrift des Vereins für Hamburgische Geschichte, bd. XIX, Hamburg 1914, særtrykkets pag. 22-23.
• (8) Blaffert med halvt nældeblad og halvt oldenborgsk våben findes allerede beskrevet hos Otto Sperling: De nummorum bracteatorum et cavorum, Lübeck 1700, pag. 33 med tavle I. 12, uden at Sperling dog har dristet sig til nærmere at bestemme mønten. Sperlings afhandling refereredes i Nova Literaria Maris Balthici & Septentrionis, april 1700, pag. 111 med tavle IV. 12, hvor mønten betegnes som "Nummus Holsatico-Oldenburgicus".
• (9) Om Schüsselpfennige, se Wörterbuch der Münzkunde, 1930, pag. 615-616. Nyere fund heraf, der dog ikke indeholdt de to nævnte pfennige, se Hamb. Beitr. z. Num., IV, pag. 77-87 og V, pag. 88-89. - Om forståelsen af FS på danske mønter, se J. Wilcke: Frederik II's Guldmønt 1584 (Numismatisk Forenings Medlemsblad I, maj 1918, s. 204-207) og samme forfatters: Daler, Mark og Krone 1481-1914, Kbhvn. 1931, s. 85-88. Hertil kan føjes Otto Andrup: Nogle Talmonogrammer fra 16. og 17. Aarhundrede og deres Tydning (Aarb.f. nord. Oldk. og Hist., 1911), navnlig s. 323: "I det 16. Aarhundredes Slutning holdt man meget af det kuriøse, det letfattelige symbolske. Ægtefæller yndede at give et Udtryk for, at de var eet. Frederik den Andens berømte F S er i sin Dobbelttydighed: F(redericus) S(ecundus) eller F(rederik) og S(ofia), et typisk Eksempel herpaa."

Tilbage til Dansk Mønt