Danefæ
Der er i Danmark en lang tradition for at fundne oldsager, herunder mønter, tilhører kongen/staten.
Det rimelige i denne ordning skal dels ses i det faktum, at de fundne oldsager gennem studier kan tilføre os ny viden om fortiden, dels i at hele befolkningen gennem museumsudstillinger m.v. får andel i fundet.
Finderen af danefæ modtager en godtgørelse svarende til værdien af det fundne.
Tekststeder:
- "...guld og sølv fundet i høje eller efter ploven eller andetsteds hører Kongen til." (Jyske Lov 1241)
- "...guld, der bliver fundet og opgravet af jorden, det man siger er danefæ." (Sjællandske Lov)
- "Guld og sølv som findes enten i høje eller efter ploven eller andetsteds og ingen kender sig ved kaldes danefæ og hør Kongen til og ingen anden." (Christian 5.s Danske Lov 1683)
- "Genstande fra fortiden, herunder mønter, der er fundet i Danmark, og hvortil ingen kan godtgøre sin ret som ejer, er danefæ, såfremt de er forarbejdet af værdifuldt materiale eller har særlig kulturhistorisk værdi. Danefæ tilhører Staten. (...) Rigsantikvaren udbetaler en godtgørelse til finderen." (Lov nr. 291 af 6. juni 1984 paragraf 27)
Etymologisk er ordet Danefæ interessant. Det indeholder ikke, som man måske skulle tro,
henvisning til Danmark eller danskere: På oldnordisk betyder dan en død mand.
Andet sammensætningsled, -fæ, kendes fra indoeuropæisk peku, der på germansk bliver
til fehu, på moderne tysk Vieh (= kvæg) og på engelsk fee (=honorar),
i alle tilfælde har ordet altså noget med værdi at gøre.
Danefæ kommer derved til at betyde død mands gods.
Litteratur:
Tilbage til Ordbogen
Tilbage til Dansk Mønts forside