Et fund af mønter fra Svend Estridsen spredes på markedet. Om det er gjort i Danmark, Sverige, Tyskland eller Polen, ved kun finderen og måske hans distributør. Det er i og for sig også ligegyldigt. Skurken er Nationalmuseet, der optræder som en ulv i fåreklæder.
Fra urgammel tid har har det været således, at hvad der findes i jorden og som har værdi, tilhører kongen alene og kaldes danefæ. Oprindelig var årsagen af fiskal art, men i det attende århundrede, hvor interessen for fortidsminder blomstrede, tilførtes bestemmelser om, at finderen efter fundets værdi skulle have fuldstændig erstatning. Mens erstatningen i ældre tid androg, hvad fundet kunne forventes at indbringe i handel og vandel, blev den i senere tid baseret ud fra metalværdien samt dertil et eventuelt almisseagtigt tillæg. Efter retssager om et møntfund gjort for en lille snes år siden, blev bestemmelserne lavet om, således at de nu følger den hidtidige praksis med at spise en finder af med et urimelig lille beløb.
Tidligere fik private samlere mulighed for at købe dubletter fra møntfund. Og dette ikke kun til glæde for den enkelte, men til gavn og nytte for hele møntforskningen, idet den væsentligste del af al møntforskning altid er gjort af mennesker, der ikke er statsbetalte museumsfolk, men af andre, som har dyrket numismatikken til gavn for kaldsfæller og til hjælp for den samlede historieforskning. For især de ældre mønters vedkommende, er denne forskning blevet vanskeliggjort ved, at der ikke tilstilles samlere nyt materiale.
At lade de mønter, dubletter i hundredetusindvis, som findes i Nationalmuseets for offentligheden utilgængelige kældre, blive solgt, vil således dels kunne give en væsentlig indtægt til statskassen og vil videre kunne give udslag i en privat forskning til gavn for almenvellet, som vel at mærke ikke belaster statsmidlerne.
Havde Nationalmuseet stadig ladet private samlere erhverve dubletter, ville handelspriserne ej heller næppe nå de enorme summer. Når et møntfund indbringer millionbeløb, kan man så udmærket forstå den fristelse der ligger i at sælge til anden side. Hvis fundet er dansk, havde erstatningsbeløbet andraget mindre end 10.000 kroner plus en lille dusør. Kunne samlere købe dubletter, kunne staten også betale findere anstændigere; beløbene ville fremkomme ved salg af dubletterne.
(1998)