d. 1764-88. Tilløb til Speciemønt

(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 122-164)

Fortsat

Vel er Aaret 1776 et betydende Tidspunkt for Møntvæsenets Udvikling, men dog ikke epokegørende som Aaret 1788, da man efter lange Overvejelser og Diskussioner proklamerede Specien som Hovedmønt i Hertugdømmerne og indrettede en Speciebank, idet man dog begik den store Fejl ikke at indtage et fast og urokkeligt, utvetydigt Standpunkt i Valutasagen, det farligste man kan. Man kunde ikke bekvemme sig til helt at bryde med Fortiden; man hang stadig ved Kuranten og lod den klæbe ved Specien, selvfølgelig fordi man som saa ofte før ikke kunde eller vilde bære den betydelige Udgift ved Møntning af Specier af Brandsølv fra Kongsberg eller Købesølv eller ved Indkaldelse og Ommøntning af den iøvrigt stærkt reducerede Kurantmasse til Specier. Som Frederik II i sin Tid ikke vilde tage denne Udgift for at rense Landet for Uoverensstemmelsen mellem lybsk og dansk Mønt, hvorved hans Reform paa dette Punkt blev paa Papiret, saaledes førtes Reformen af 1788 heller ikke til Bunds.

Men i 1776 var man i hvert Fald ikke kommen ud over Kurantmønten, selv om man møntede Specier. Det viser tilstrækkeligt den Forordning af 2. Januar 1776 (20), der blev Slutstenen paa Knoph og Schimmelmanns Forslag, samt Finanskommissionens og Finanskollegiets Overvejelser.

I denne Forordning udtaler Kongen, at da der havde været Misbrug med den ringere Kurant, saa vilde han nu forsyne Undersaatterne med saadan Mønt, der ikke kunde være nogen Ulejlighed underkastet, men endog til alle Tider have en sikker og uforanderlig Værd i Udtællinger til Fremmede. Derfor vilde Kongen mønte Specier, hvori de bestandig kunde eje en uforanderlig Sum af Hamburger Banco-Penge i Udtællinger til Fremmede og af Kurant i Betalinger til deres Medborgere. I sidstnævnte Henseende fastsættes en Specie ved Betalinger til Offentlige Kasser, i Banken og i Handel og Vandel til l R. 22 ß Kurant. For at modvirke Kippen og Wippen, skal Specierne tages efter Vægt ved de offentlige Kasser, og der udgives Vægte fra 1/2 til 500 Specier, som man overalt skal kunne købe. Particulaire maa mønte Specier mod 2 ß pr. Specie, 2 1/2 ß for 2 halve Specier, idet Kongen eftergiver Slagskatten. Paa alle Mønter skal stedse haves Forraad af Specier, som enhver kan faa for indleveret Sølv og Mønteløn, 9 1/4 Stkr. af Marken fin.

Allerede den 23. Januar 1775 var der efter Overskattedirektionens Anmodning udgaaet Ordre til Møntværkstederne i Riget om at standse al Udmøntning af Kurant, “formedelst den overmaade Mængde af Couranter formenes at være til Hinder for Vexel-Coursens fordelagtige Bestemmelse”. Hen i December s. A. begynder Undersøgelserne af Vægtlodder og Richtpfenning paa Mønten, i Banken, hos asiatisk Kompagni, paa Magistratens Justérkammer m. v. Specielodderne skulde være færdige til Nytaar. Det tegnede saaledes til travle Tider paa Mønten, naar Specier skulde præges, Lodder justeres o. s. v. Knoph, der havde haft betydeligt Arbejde med Indretning af Møntstederne i Rethwisch og Altona, blev betænkelig og ansøgte 5. Debr. 1775 paa Grund af Alder og svækket Helbred om Hjælp til sit Embede, at en ung Mand dertil vælges; han vil blive ved, saavidt hans Helbred tillader det, men vil dog henstille til sin Tid at forestilles (hos Kongen) til et mindre besværligt Embede, dog med samme Løn til Underhold for sig med Kone og 7 Børn! Knoph fik i September 1778 Studiosus Michael Flor, den senere saa kendte Møntmester i Altona, til Fuldmægtig og takker 30. September 1782 for Finans-Collegii Naade at ansætte hans Søn Truels Lyng Knoph i samme Stilling. Den 16. November Aaret efter blev Knoph fritaget for Møntmesterstillingen i København, men vedblev at fungere som Møntdirektør. - I 1775-77 blev der nu alligevel ikke saa stor Grund for Knoph til at forskrækkes, thi den store Specieudmøntning udeblev for denne Gang. Her i København blev det i hvert Fald kun til lidt over 41,000 Stkr. Specier.

Der kom ikke noget ud af de store Løfter; ingen Vægtlodder kom i Brug, saaledes som senere i 1788. Derimod blev der møntet ikke saa lidt Kurant, saaledes 1779 ca. 15,000 R. i 24 ß for Banken paa 3 Stempler af Bauert, 1778-82 ca. 30,000 R. i 2 ß dels for Kongens, dels for Bankens Regning paa Stempler af samme Medaillør, 1779-82 ca. 25,000 R. i Kobber l ß, der oprindelig foranledigedes ved den Mængde konfiskerede Kobber-Brændevinsredskaber, som man mente paa denne Maade at kunne realisere og skille sig af med; endelig sloges i samme Aar ca. 80,000 R. i Sølv l ß for Zahlkammerets og Bankens Regning. Det var som om den ældre Schimmelmann henimod sit Livs Afslutning ikke mere kunde gennemføre de Ideer, han selv fremsatte, i hvert Fald for Møntvæsenets Vedkommende. Der blev vel i 1779-80 endnu her i København udmøntet en Snes Tusinde R. Specier, men det havde jo ingen Art til Fuldførelse af det i 1776 lagte Program. Schimmelmann, der i sine sidste Aar havde været svagelig, havde ikke kunnet dæmme op for den voksende Seddelmasse. Kort før han den 15. Februar 1782 døde i en Alder af 58 Aar, havde han paa det indstændigste advaret mod de mange Sedler. Den gode klingende Mønt havde han ikke evnet at skaffe Landet.

Faa Aar efter, den 14. April 1784, tilegnede Kronprinsen sig Regeringsmagten og Guldberg maatte vige. En af de første Handlinger, den ny Regering foretog sig, var at lade Finans- og Pengeforholdene grundigt undersøge ved Schimmelmanns Søn, Ernst Schimmelmann. Der udarbejdedes en Oversigt over hele Stillingen, som dateredes den 28. Juni 1785 (21), der resulterede i den højst vigtige Plakat af 8. Juli s. A. som indeholdt en fuldstændig Plan til Pengevæsenets Forbedring og Statsgældens Afbetaling. Resultatet af hele denne Overvejelse blev for Møntvæsenets Vedkommende kgl. Resl. 8. November 1786, hvorefter der skulde oprettes en Speciebank i Altona og for denne møntes 1,100,000 R. Specier, men Reformen traadte først i Kraft 1788 og ligger derfor udenfor dette Værks Ramme, idet Formaalet for dette Arbejde alene er at føre Møntvæsenets Historie op til dette for Udmøntningen epokegørende Aar.

Overfor hele Spørgsmaalet om Indførelsen af Speciemønt enten ved Siden af Kurant eller i Stedet for Kurant blegner selvfølgelig de andre Sorter Mønt som Bagateller:

Bauerts 24 ß til Chr. VII's Kroning

Den 28. April 1767 fik Knoph Ordre til at mønte til Christian VII's Kroning 800 R. Udkastnings-Rigsorter, hvortil Bauert forfærdigede Stemplerne.

For Bankens Regning møntedes i 1779 ca. 15,000 R. i 24 ß og i 1782 møntedes for ca. 3000 R. af samme Møntsort.

Den 8. Januar 1771 (22) fik Particulær Cammeret og Knoph Ordre til at lade udmønte 120 Kurant-Dukater af sædvanlig Gehalt og 1000 R.. Kroner, nemlig 1000 hele og 1000 halve 13 1/2-lødige 10 2/3 R. Marken fin. Bauert maa haste med Stemplerne, dog at de blev forsvarlige. Den 8. Februar fik Knoph Kongens Ordre til at slaa endnu 10 Sæt Kurant.dukater, halve og hele Kroner af de til sidste Geburts Fest slagne og at lade Pladerne vel skure og Stemplerne polere, hvorefter disse sidste skulde afleveres til Rosenborg; de maatte nøje opbevares for at der senere kunde tages Efterpræg. Det var de sidste Kroner, der udmøntedes i Danmark før Kronemøntens Indførelse.

Bauerts Kurantdukat, 1/2 og 1/1, Krone til Christian VII's Fødselsdag 29. Januar 1771

Her i København møntedes ogsaa senere 1783-84 Kurantdukater, ialt 12,476 Stkr. (23) paa 2 Par Stempler af Bauert med Aarstal 1783, hvortil de Coninck & Rejersen leverede Guldet, tildels i “Johannisser og Guldmohrer", der skulde betales i Hamburger Banco (24). Om Betimeligheden af Guldudmøntning, der dog særlig fik Betydning for Altona-Mønten, findes en længere Udvikling i en Betænkning til Kongen fra Aarene 1783-84 (25), hvori opstilles følgende 2 Spørgsmaal:

• 1) Om det er fordelagtigt at have Guldmønt og forsyne Landet med Kurantdukater?
• 2) Om det er tienligt p. t. at lade mønte disse Dukater her i København eller i Altona og om vi da selv skal lade mønte eller mod Slagskat lade andre uden Indskrænkning mønte i Altona Kurantdukater eller om det medførte mindre Ulejlighed at tillade saadan Udmøntning i Guld, naar de paagældende skulde aflevere Dukaterne i den københavnske Bank?

ad 1. Finanskollegiet tror ikke, det vilde være fordelagtigt for Landet med en alt for stor Mængde Kurantdukater siden samme ikke er hver Mands Brug, dog som det er en meget bekvem liden og yndet Mønt, som stedse har kurseret med dansk grov Kurant, formener vi deraf vel kunde møntes foruden ca. 285,000 R., som i Aarene 1782 og 83 er udpræget, endnu 285,000 R., siden disse tvende Summer ikkun udgør den 7. Deel af den Sølvmønt, nemlig 4 Mill. R., som i de sidste 12 Aar fra 1771 til denne Tid er udmøntet, og hvoraf formodes, at de i de sidste Aaringer fra 1779 til denne Tid møntede ca. 1,600,000 R. endnu skulde være i Circulation i Danmark, Norge og Holsten.

ad 2. Disse Mønter maa helst udmøntes af andre mod Slagskat i Altona, hvorved Kongens Kasse kan vinde 1 1/2%.

Hvorimod om de for Kongens Regning skulle udmøntes og Guldet dertil i Hamburg eller Holland indkiøbes, kom saa mange flere Banco-Sedler i Circulation, hvorved Kursen, som paa nogen Tid har begyndt at falde 11-12%, vistnok igen vilde stige, og dets foruden kom den kgl. Kasse til at tabe ved Guldmønten ca. 7 1/3%, medens Hamburgerne derimod, som betaler Guldet med grov Kurant, vinder nogle %. Vi kan derfor ikke efter vor Indsigt tilraade, at der af Deres Majt. for nærværende Tid skulde møntes store Summer enten af Guld eller Sølv, thi paa Guldet tabes som nævnt 7 1/3%, og paa 24 ß: 13 5/8 og paa 4 ß: 14 5/8%.

Dog maa vi derhos tilstaa, at man foruden de anseelige Summer, der er og bliver møntet i Kaaber, for nærværende Tid behøver nogen Sølvmønt foruden den som maanedlig udmøntes paa Kongsberg. Men at lade deraf udmønte stor Qvantitet, saa længe Kursen er saa høj, tør vi ikke tilraade, saa meget mindre som man ikke saa længe der er 10 ŕ 11% Fordel ved at udføre eller indsmelte Barre Sølvmønt, kan formodes at beholde den i Landet eller Circulationen. Men naar vi, som man haaber og ønsker, snart kan naa vor Handels Balance og Kursen derefter naturligvis bliver al pari ..., da er det den rette Tid at lade mønte, især Sølvmønt, som i Landet er alle Tider den nyttigste og brugeligste for de fleste, efterdi vor Mønt da ikke med Fordeel kan udføres af Landet eller indsmeltes.

At Deres Majt. i Henseende til den store Penge-Mangel som hidindtil har været og endnu er, har tilladt, at der i Altona imod Slagskat er bleven udmøntet Kurantdukater, har man og set at medføre sin Nytte; thi deraf er allerede kommen en Deel i Circulation og under de indkomne Lottopenge er deraf indleveret i Altona Banque 13,711 R. i Kurantdukater. Det var det bedste, om Folk indleverede Dukater i den københavnske Bank, men paa den Kondition kan ingen uden Tab lade mønte, saa meget mindre, som den under 2. December 1782 udgangne kgl. Placat tillader Alle og Enhver uden Vilkaar og Betaling at erholde udmøntet paa Mønten i København og paa Kongsberg grov Kurant og Kurantdukater, men ingen har villet slaa Kurantdukater, fordi det giver Tab.

Guldet i disse Dukater er udbragt til en højere Værdi mod Sølvet end i andre Lande og de vil derfor jage Sølvmønten ud af Landet, fordi de danske Kurantdukater ikke ligesom de fremmede Guldmønter have nogen foranderlig Kurs stykkevis i Hamburg, men kursere lige med vor grove Kurant, med andre Ord vore Kurantdukater var ikke som al anden Guldmønt at betragte som en Vare i Forhold til den almen antagne Værdimaaler, Banco- eller Speciedaleren, men var sat i en fast og urokkelig Forbindelse med Sølvmønten ved at sættes til 2 R. Kurant.

I Efteraaret 1771 fik Knoph Ordre til for Asiatisk Kompagni at mønte Pilarer eller Piastre efter spansk Stempel.

Bauerts Piaster 1771 (slaaet paa Mønten i København)

Bauert udarbejdede Stemplerne, men da de ikke havde den tilstrækkelige Finhed og Tydelighed i Udprægningen, fik han en Røffel og maatte lave dem bedre.

Der udmøntedes 543 Stkr. I 1773 blev der paany Spørgsmaal om Udmøntning af disse Mønter. Det oplystes af Knoph, at Asiatisk Kompagni aarlig negocierede 4 ŕ 500,000 R. i denne Mønt hos fremmede, og det undertiden til meget høje. Priser. Idet Møntdirektøren havde fundet sig foranlediget til at henlede Opmærksomheden herpaa, naturligvis for at insinuere sig, blev der for Overskattedirektionens Regning, selvfølgelig i den Formening, at her var noget at tjene, i 1774 af Brandsølv fra Zahlkassen præget 44,900 Stkr. 14 Lod 8 Gren fine, 8 2/3 Stkr. paa Marken brutto, med Stemplerne fra 1771, idet ingen Eksemplarer kendes med Aarstal 1774. Knoph havde udtrykkelig tilraadet den ovenanførte Møntfod, der stemte med Udmøntningen i 1771. De udmøntede Piastre afleveredes i Banken, der jo var Kongens. At Forretningen ikke maa have været helt ufordelagtig, kan man se deraf, at Overskattedirektionen paany i Maj Maaned 1777 gav Ordre til Udmøntning af Piastre, denne Gang 50/m Stkr. paa Kongsberg, der betaltes med 30,000 R. i klingende Mønt og 20,000 R. i smaa Bancosedler. Man ser straks ved Sammenligning, at denne sidste Udmøntning noget afviger fra de to første, idet Mønten er noget større i Blanketten (se under Kongsberg Møntsted) og lidt bedre udførte. De blev skaarne af Stempelskærer Anders Lunde.

Spansk Piaster 1770
Spansk Piaster 1772

Til Sammenligning bemærkes, at den spanske Piaster efter Lov af 29. Maj 1772 skulde veje 2/17 castiliansk Mark, 8 1/2 Stkr. paa den 10 5/6 Dinar fine Mark; hvert Stk. skulde herefter veje 27,064 fr. Gram, indeholdende 24,433 gr. f. S. Gennemsnitlig vejede de kun 26,834 gr. med 24,038 gr. f. S. Den danske Piaster vejede 26,983 gr. med 24,359 gr. f. S. Den var altsaa ikke af ret Vægt, men paa den anden Side heller ikke særlig slet overfor Gennemsnitsvægten af de faktisk roulerende Mønter, men der var jo dog alligevel en, om end ikke ret stor, saa dog sikker Gevinst eller i hvert Fald intet Tab, hvad der i Virkeligheden betød det samme som Gevinst paa en Tid, da Sølvmønt herhjemme kun kunde udmøntes med Tab, naar der blev Spørgsmaal om 24 ß eller lignende noget større Mønt, medens disse Piastre var vel skikkede til større Betalinger. At dette var Meningen, viser Knophs Beregninger og Henstillinger.

Der sloges endelig en Del mindre Kurant: 8, 4, 2 og 1 ß af Sølv baade for Kongens og særlig for Bankens Regning. Det var som Regel, naar Banken stod i Bekneb for rede Penge eller som man kaldte det “klingende Mønt”, at man i en Fart paa Mønten maatte have møntet Smaamønt. til Indfrielse af Sedler. Thi selv om man havde gjort Sedlerne uindløselige, var det dog for kompromitterende for Bankens Kredit, om den maatte erklære sig ude af Stand til at veksle de mindste Sedler paa 1 R. Kurant i Skillemønt, som Folk behøvede for at “adskilles” i Detailhandelen dvs: naar Husmoder og Tjenestepige skulde købe ind hos Hørkræmmeren eller Urtekræmmeren om Hjørnet.

Talrige kgl. Resl. og Collegie-Ordrer bærer Vidne om, i hvilket Bekneb Banken som oftest befandt sig. De almindelige Udtryk i disse Aktstykker er, at Udmøntningen er uomgængelig nødvendig til Bankens Tjeneste, eller at Kongen approberer disse Udmøntninger til Udtællinger og Circulationens Tarv.

Medens 1 ß af Sølv sloges 3 lødig Marken brt. 3 R. 16 11/16 ß Marken fin 16 R. 89 ß og 2 ß 5 1/2 lødig Marken brt. 98 Stkr. = 4 1/8 R., Marken fin 12 R., var det oprindelig Meningen, at 8 og 4 ß skulde være af almindelig Kurantfod 9 lødig 11 1/3 R..Marken fin, men da 4 ß herved enten ikke vilde blive meget større end 2 ß eller meget tynde og saa store som 8 ß, hvorved vilde opstaa Irring, blev man enig om at gøre 4 ß 5 lødig Marken fin 11 1/3 R. Da der derved blev tilsat mere Kobber, kunde de blive af passende Størrelse. For yderligere at undgaa Forveksling, bestemte Resl. 11. September 1783, at de i Stedet for Vaaben paa Reversen med store Bogstaver skulde bære Indskriften IIII Skilling.

For 2 ßs Vedkommende maa særlig tilføjes, at der i en Række Aar under Christian VII møntedes 2 ß med Frederik V's Navnetræk og Aarstal 1761. Herom hedder det i en Ordre til Mønten af 10. Marts 1767: Efter kgl. Majts mundtlige Befaling skal de i den kgl. Casse indkommende reduc. 2 ß formedelst den Ulejlighed, samme i Handel og Vandel fører med sig, ommøntes til 4 lødige 2 ß, Marken fin 16 R. 89 ß, hvortil kan bruges de forrige i Behold værende Stempler (26). Det var ikke saa underligt, at man undsaa sig ved at sætte nydatetede Stempler i Gang, thi de nye 2 ß var slettere end de reducerede, thi de var - endog fra først af inden deres Reduction - udmøntede til 13 1/3 R. paa Marken fin. I Henhold til ovenanførte kgl. Ordre vedblev Bauert gennem Aarene troligt at fabrikere Stempler med Frederik V's Navn og Aarstal 1761. Tallet af Stempler gik op til 184 Par og strakte sig lige til 1774. Det er ikke just noget smukt Træk af en Regering, som samtidig var optaget af indgaaende Overvejelser af, hvorvidt Udmøntning af Specier kunde ophjælpe Pengevæsenet, og giver i meget en Forklaring paa, at denne Reform ikke kunde gennemføres; en saadan udkrævede stor Følgerigtighed i Regeringens Handlinger. Selv Overskattedirektionen, hvori Schimmelmann sad, havde saa sent som i 1774 travlt med at fremskaffe en kgl. Resl. af 22. Juni om Udmøntning af 300/m R. i 2 ß af Aarstal 1761; saavidt kom det ikke, men man naaede dog den respektable Sum af 94,500 R. Det maa dog herved indrømmes, at der ikke ved disse Operationer opnaaedes nogen Indtægt for Statskassen; Møntprotokollerne udviser, at Ommøntningen saavist medførte Tab, om end ikke saa stort, som Nymøntning af anden Kurant vilde medføre. Knoph udtalte 9. Juni 1775 at det var ufordelagtigt at finere de reduc. 2 ß til Barrer. Det var bedre ved Lejlighed at bruge dem og det deri indeholdte Kobber til Legering af anden Mønt.

Som sædvanligt blev saadanne undervægtige Mønters rette Indhold opdaget og ved Plakat l. Maj 1775 maatte man nedsætte 3 Stkr. til at gælde 4 ß og den 13. Juli s. A. maatte man helt indkalde dem fra 1. November s. A. at regne.

Den Mønt, der i dette Tidsrum kom til at spille den største Rolle næst Hovedomsætningsmønten: Specien, blev den mindste Skillemønt: Kobberskillingen med Aarstal 1771. Denne blev først udmøntet i Altona; men allerede 1773 antages udmøntet her i København et større Beløb, 54,000 R., foruden 3200 R. 1/2, ß af Kobber (27) uden at dette Beløb dog findes opført i Møntens officielle Mynt Protocol og Journal. Om Udmøntningen af denne Kobbermønt udtalte Knoph i Januar 1773, at den i København maatte være helt ufordelagtig, og i Maj 1773, at “samme ikke uden Tab kan udmøntes i smaa Partier”. Naar Kobbermønt skal udmøntes, er det derfor raadeligst at kontrahere med en Mand, som sket er med Købmand Olde i Hamburg 1771. “Da denne Kaaber-Mønt ey er andet end Scheide Mønt, saa bør denne saavelsom anden Scheidemønt ey tillades Particuliere at mønte for egen Regning, men alene Hs. Majt. forbeholdes. Hvad i Henseende til Udmøntning for Particuliere maatte tillades ved Mønten i Altona, burde ligeledes være tilladt ved Mønten i København.”

I Forbindelse med Spørgsmaalet om Udmøntning af Kobberskilling i København stod Ophævelsen af Brændevinsbrænderiets Forpagtning samt Afskaffelsen af Brændevinsbrænden paa Landet i Danmark, hvorom udkom en Frdg. 2. September 1773. Den 9. s. M. fik samtlige Amtsforvaltere Ordre til at indsende Brændevins-Kobber-Kedlerne til Mønten; den 7. Oktober blev det befalet at afslaa jernringe og Tinlodninger af Brændevinskedlerne inden Afleveringen. Den 18. s. M. fik Knoph Besked om at indsende de første 500 R. i nye Kobber 1 ß med samme Præg og Aarstal som de i Altona 1771 udprægede. Af Møntprotokollerne fremgaar, at mange Brændevinsredskaber kom til at se Lyset i ny Skikkelse som 1 og 1/2 ß, men dette Kobber var dog ikke helt anvendeligt. Det var meget uensartet og kostede meget at omdannes til Møntkobber. Der maatte skaffes Kobber andetsteds fra, dels fra ovennævnte Købmand Olde, dels ved Opkøb hos Kanalselskabet i Sverige af svenske Kobber-Plåter. Ogsaa Knoph optraadte som Kobberleverandør, idet der 1773 oprettedes Kontrakt med ham om Levering af Kobberplader til 50,000 R. i Kobber ß, 500-1500 R. ugentlig. Fra Norge tænkte man sig ogsaa at hente Kobberet til disse Udmøntninger. Netop i denne Anledning har man en Beregning fra 1773, der stiller hele dette Møntningsforétagende i klart Lys:

Efter Kurantfoden til 11 1/3 R. Marken fin kan et Pund Garkobber ikke sættes højere end til 24 ß d., altsaa et Skip-Pund = 80 R. Den ny Kobbermønt er beregnet til 40 ß pr. Pund, altsaa et Skip-Pund til 133 R. 36 ß. Sammenligner man derimod 2 ß 1761 til 16 R. 89 ß Marken fin med den nye Kobbermønt, skulde denne udmøntes til 36 ß pr. Pund, 1 Skip-Pund til 120 R. - Det var altsaa ikke saa helt mærkeligt, naar man ønskede at bibeholde Aarstallet 1771. Det var med disse Mønter som med 2 ß 1761, at man ikke ønskede at publicere, at man stadig i ny Udmøntninger fortsatte den daarlige Møntfod. Lod man Aarstallet forblive det gamle, var det som man kun udsendte nye Leveringer af den nu engang i 1771 udmøntede daarlige Mønt.

Paa den anden Side var “den ny Kobbermønt 75% bedre end de tidligere Kobber 1/2 ß” fra Christian den VI og Frederik V's Tid, idet disse udmøntedes 128 Stkr. = 64 ß af 1 Pund. Forsaavidt var altsaa den ny Kobberudmøntning ret hæderlig. Konsekvensen heraf var Frdg. l. Maj 1775, hvorved de gamle Kobber 1/2 ß blev indkaldte. Men Regeringen betalte rigtignok kun 32 ß for Pund, saa en Avance maatte der blive. Beretningen kommer da ogsaa i umiddelbar Fortsættelse ar foran omtalte Citat til det mistrøstige Resultat, at den ny Kobbermønt var “10% slettere end de hidtidige Sechslinger (= 1 ß d., hvis Møntfod var den samme som 2 ß 1761) og de slette 2 ß 1761.”

Alt i Alt var det altsaa ikke nogen Udmøntning at prale af!

Forsaavidt man tænkte sig Anlæget af en særlig Kobbermønt i Norge, anfører Beretningen, at jo dér haves Vandkraft til Pladernes Valsning, Udhamring m. m., men Afgangen i Kobberet til Plader og Skrot vilde blive stort. Mange Stempler vilde blive forbrugte m. v.

Den aarlige Produktion af Kobber i Norge anslaas til 4000 Skip-Pund. Af disse udførtes c. 3500 Skip-Pund, hvoraf Kongen fik foruden Told 70 R. pr. Skip-Pund = 245,000 R. Vel var det bedre, om Kobberet blev forarbejdet i Landet selv, og Kobberet egnede sig i og for sig ogsaa saa godt som andet Kobber til Udmøntning, selv om der var forskellige Gehalter, men, der vilde af det samme Kobber i Mønt ikke kunne paaregnes udvundet mere end 235,200 R., og der blev altsaa et Tab af c. 4% (28).

Bortset fra den oplagte Fordel ved de beslaglagte Brændevinskedlers Anvendelse til Møntmetal, kan der ikke vel tvivles om, at KobberskilIingerne dels skulde tjene til Omvekslingsmateriale overfor de mindste Sedler paa 1 R., som Banken allerede ved Frdg. 4. September 1762 havde faaet Lov at udstede, dels foraarsage Banken og dens Ejer, først Aktionærerne, derefter fra 1773 Kongen, saa ringe Tab paa Omvekslingen som muligt. Endelig risikerede man ikke, at de løb af Landet som Sølvpengene, ligesaafort man møntede dem!

At det forholdt sig saaledes fremgaar af talrige Tilkendegivelser. Den 27. April 1781 resolverer Kongen, at der til Circulationens Tarv maa møntes en hel Del forskellig Smaakurant, hvoriblandt Kobber 1 og 1/2, ß i København. Den 28. Oktober 1782 approberes Udmøntning af 20,000 R. Kobbermønt til Afhjælpning af den støre Mangel i København paa Sølv- og Kobberpenge. Den 25. November 1782 forestiller Banken Finanskollegiet, at den i Anledning af Vanskelighederne ved at faa de til Bankens Tarv fornødne Kurantpenge indvekslet har indkøbt et Parti Sølv, som den ønsker udmøntet i 2 ß, men for at vinde Tid har den foranlediget et klækkeligt Antal af de af Købmand Olde leverede 50,000 R. Kobber-ßs Plader uprægede overført her til København for at præges paa Mønten, Den 8. Januar 1783 meddeler Bankkontoret paa Forespørgsel fra Kollegiet, om mere Kobbermønt her i Staden skulde udpræges, at Bankkontoret til sine daglige Udvekslinger nødvendig behøver 2000 R. ugentlig i Kobber 1 ß, hvis den ikke skal blive stedt i Forlegenhed for klingende Mønt. Kongens Resolution lød paa, at der i København skulde møntes 2000 R. ugentlig til Marts Maaneds Udgang, “da Banken ikke kan undvære disse Mønter til de daglige Udvekslinger og ellers vil savne klingende Mønt og dette vil være uheldigt for Vekselkursen, skønt denne Udmøntning forvolder Kongens Kasse 21 1/3% Tab, dels paa Grund af Kobberets høje Pris, dels og fornemmelig paa Grund af den store Udgift til Udhamringen.”

Gamle Knoph fik igen travlt som i den værste Tid under Kurantdukatudmøntningen i Frederik V's Dage med at købe Ekstraheste til at trække Valseværket. Billige skulde de Heste være og gode var de ikke, saa der hvert Øjeblik maa korresponderes med de høje Finansherrer om Anskaffelsen af en ny Hest, Erstatning af en gammel Hest, der ikke kunde mere o. s. v.!

Senere paa Aaret synes Kobberprisen at have bedret sig. I en Indstilling til Resolution 3. November 1783 hedder det: “Den store Mangel paa klingende Mønt har foranlediget Finans-Collegiet til, naar Priserne nogenlunde tillod det, at indkøbe Sølv og Kobber for at lade slaa Mønt for Kongens Regning. Saaledes har det indkøbt Kobber til 24 ß pr. Pund, og af dette og noget Hyttekobber samt ved Zahl-Cassen i Kristiania beroende Brændevinsredskaber ladet slaa Kobber 1 ß paa Kongsberg, endvidere i København indkøbt for 25 ß pr. Pund svenske Kobberplåter samt spanske Piastre, og beder nu om Kongens Approbation paa disse og fremtidige Køb og Udmøntninger i tjenlige Møntsorter" (29).

Senere paa Aaret blev det rent galt. Banken skulde til Maj Maaned n. A. til sine Udvekslinger bruge 450/m R. i Sølv og 65,000 R. i Kobbermønt. Den sidste Sum vil Banken gerne have af den for Finans Collegii Regning nu forehavende Kobberudmøntning inden Skibsfartens Spærring. Til Sølv-Udvekslingen vil endnu 100,000 R. kræves. Denne Kapital anmoder Bankdirektionen Collegiet om at lade udmønte mest i smaa Kurant snarest muligt, eftersom det ikke vil være muligt i Hamburg at opkøbe saamegen Kurant uden at forandre sammes Kurs imod Banco, hvorved Tabet af Banco-Sedler mod klingende Mønt vil blive endnu anseeligere.

Den 30. Juli svarer Kollegiet, at der ikke kan overlades noget af de nu udmøntende 100,000 R. Kobber Mønt, end mindre de forlangte 65,000 R., da de skal fordeles rundt om i Hs. Majts. Riger og Lande. Bliver der noget tilovers, skal Banken faa det! I Henseende til de begærte 100/m R. Sølv Mønt, vil man strax lade foranstalte sammes Udmøntning, saa snart Banken dertil har anskaffet det fornødne Sølv!

Det var jo rent ud sagt en ret uhøflig Afvisning, men den lod Banken visselig heller ikke sidde paa sig!

Den 5. August 1783, - den var ikke mange Dage om at betænke sig paa Svaret - udtaler Banken, at den ”meget ugierne maa erfare, at den ikke kan overlades nogen Kaabermynt fra Finans Collegio, uagtet Collegium dog fra Banken i de afvigte Aar er bleven forsynet med anseelige Summer, og man efter Finansminister Stemanns Forsikring havde gjort sig Regning derpaa. Den ansøger derfor, at Colleglet vilde føye Anstalt, at af det ved Mønten her i Staden nedlagte norske Kobber strax kunde blive udmøntet og inden næste Uges Udgang afleveret Kobber l ß og at af de Kobber 1 ß's Blanketter, hvorom Samme vil kontrahere med Købmand Olde, ligeledes for Sammes Regning maatte udpræges Kobbermynt, saaledes at Banken fra disse Steder ugentlig kunde blive forsynet med 3000 R. (eller 1000 R.). Direktionen beder og, at Collegiet vilde beordre Møntmesterne at modtage, hvad Sølv Banco-Contorerne til dem maatte levere for at deraf paa hvert Sted kunde blive udmøntet 50,000 R. udi den Møntsort Samme nærmere vil tilkendegive." Var Afvisningen ubehagelig, var Svaret ligefrem skarpt, navnlig var Henvisningen til de store Summer, Banken havde laant Finanserne, ikke til at tage Fejl af.

Finans-Kollegiet fik da ogsaa for en Gangs Skyld umaadelig travlt. Allerede samme Dag Kollegiet fik Bankdirektionens Tilrettevisning, beordrede det Møntdirektøren til at levere 2000 R. ugentlig indtil videre i 1 ß og modtage Sølv, som leveres her og i Altona.

Knoph gjorde straks Forestilling i Anledning af den forcerede Møntvirksomhed her og i Altona. Der maatte ansættes bl. a. 2 Stempelskærerlærlinge, 8 Prægere, 2 Justerere, 3 Smeltere, 2 Smede o. s. v. Kollegiet forskrev gennem Administationen for Canal-Compagniet 160 Stkr. svenske myntede Kobberplader, Stkr. paa 2 ŕ 4 Dlr. Silfvermynt. Medaillørerne Bauert i København og Wolff i Altona lavede 1 ß's Stempler i Hundredevis. Ikke var det saa underligt, om der under det stærke Arbejdes Hede og Møje løb nogle Fejl med i Farten. Det viste sig, at der var Stavefejl paa Kobberskillingerne, og Kollegiet skrev en Reprimande til Knoph. Denne meldte den 12. Oktober, at førend Collegii Skr. ang. Kaaber-ß med urigtigt Præg indløb, var det allerede blevet observeret, at Medaillør Bauert havde af Fejltagelse ladet nedsætte i Pressen et urigtigt Stempel med Paaskrift: I SKILLING DANAKE, hvoraf vel en Del var udprægede, førend Fejlen var bemærket, men deraf ikkun faa afleverede, saa at de fleste er bleven tilbageholdte og casserede og de urigtige Stempler strax nedskaaret. I Henseende til det urigtige Stempel med Paaskrift I SKILLIING DANSKE M · K ·, har derom ingen sikker Oplysning kunnet erholdes, men da der efter Møntmester Lyngs Erklæring aldrig skal være bemærket urigtige Stempler ved Mønten i Altona, saa er det at formode, at Medaillør Bauert ogsaa har begaaet denne Fejl. Møntdirektøren melder at have tilholdt Bauert herefter at bruge mere Forsigtighed ved Stemplernes Forfærdigelse, og at han til ydermere Betryggelse har anordnet, at alle Stempler herefter, førend de nedsættes i Pressen, bliver ham forevist. Han beder iøvrigt, at Medaillørens Uagtsomhed for denne Gang maatte pardonneres ham i Betragtning af hans meget Arbejde i denne Tid og den Skynding, hvormed Stemplerne som oftest forfærdiges. Det blev forøvrigt ikke de eneste Stempelfejl, der kom til at foreligge under Udmøntningen af Kobbermønt.

2 af Bauerts stavefejltyper, møntet 1783 paa Mønten i Købenbavn

Paa dette Tidspunkt søgte Knoph som ovenfor nævnt Fritagelse for Embedet som Møntmester i København mod atbeholde Direktørstillingen. Det blev ham øjensynlig for broget.

De foranstaaende Aktstykker giver et godt Billede af Datidens Mønt- og Pengevæsen. Man ser for sig de Handlende møde i Banken med de kendte 1 R.-Sedler for at faa vekslet dem i Smaamønt til Brug i deres Forretninger ude omkring i Byen. Fra Banken drager de hjem med de store Skindpunge fyldte med de kendte Kobberskillinger og Sølv-2 ß, hvoraf enhver nok saa lille Møntsamling kan fremvise Eksemplarer i Mængde. At Præget paa de mange Kobberskillinger maatte være afvigende, kan ikke undre, naar man betænker deres Mængde gennem mange Aar. At dette kunde virke paafaldende, naar Mønterne dog udgav sig som hidrørende fra samme Aar, er heller ikke mærkeligt. Der opkom da ogsaa Rygter om, at der var mange falske iblandt. Man maatte derfor allerede 1773 berolige Stemningen ved en Placat af 9. December, hvori erklæres, at den udvortes Forskel i Præget af den roulerende Kobber-Mynt, som alene rejser sig af Stempelskærernes Manér og de af dem brugte større og mindre Bogstaver, ikke forvolder mindste Forskel i sammes lige Gehalt og Værdi, hvorom enhver sig med Vægt kan overtyde, men at den skal i alle kgl. og offentlige Kasser uden Modsigelse vorde antagen." Bauert fik samtidig de strængeste Paalæg om at lave sine Stempler aldeles conforme med de i Altona 1771 anvendte.

Som man i Frederik V's Tid en Overgang eksperimenterede med hele og halve Kurantdalere, tænkte man i 1775 et Øjeblik paa at mønte dobbelte og enkelte Markstykker.

Projekteret 32 ß 1775, der blev opgivet for Specieudmøntningen

Af de første foreligger enkelte Prøvestykker. Den l. Maj 1775 indsendte Knoph Bauerts og Wolffs Tegninger til 32, 16, 4, 2 og 1 ß. Finans-Kollegiet udbad sig tillige deres Forslag til 8 ß omtrent efter Frederik IV's. Den 9. Juni afgav Knoph Beregning over, hvad Sølv der vilde medgaa til Udmøntning af de projekterede 2 Mark- og 1 Mark-Stkr. Naar disse ikke blev til noget, er det sikkert ikke som Jørgensen mener, fordi de var for gode (30), thi det var jo noget, man hurtigt kunde rette ved en ny Udmøntning, hvis man paa det Punkt skulde have taget fejl, eller Sølvet være steget i Pris, men Aarsagen var ganske sikkert den, at man jo netop i Efteraaret 1776 ganske som i 1764 - igen kom til den Erkendelse, at man hellere maatte udmønte Specier end grov Kurant, jfr. den ovenfor citerede Frdg. af 2. Januar 1776 om danske Speciers Udmyntning og Coursering for 1 R. 22 ß Kurant.

Angaaende Personalet ved Mønten føjes til, hvad oven er anført, at Møntmester Caspar Henrich Lyng i Altona fra 1. Januar 1784 at regne forflyttedes til København samtidig med at, Møntdirektør Knoph fritoges for tillige at varetage Møntmester Tjenesten dér. Der fungerede her 2 Guardeiner Niels Berggrav og Hartvig Christoffer Poppe. Stempelskærer var - som ofte anført - Bauert. Da der i 1784 blev Tale om at give ham en Stempelskærerlærling til Medhjælp, havde Knoph ikke kunnet finde nogen og Finanskollegiet (Gehejmeraad Stemann) havde derfor ladet undersøge paa Malerakademiet og fundet et “Genie” Giert Hull fra Christiania, der havde skaaret 2 Portrætter af Kongen og Justitsraad Colbjørnsen i Elfenben “uden anden end den naturlige Anvisning", som viste, “at han var et stort Genie.” Det giælder at finde et Emne - som det hedder i Indstillingen af 31. Januar 1784 til kgl. Resl. af 9. Februar 1784 -,”som Danmark ikke i mange Aar har kunnet sætte ved Siden af andre Nationers Medailleurs”. Han foreslaar derfor Hull ansat i Aar paa Prøve for 50 R. Stemann foreslog derhos, at der for samme Aar gaves ham 100 R. af Fonden ad usus publicos “da han er fattig og ikke af sit eget kan subsistere.” Efter i Aar skal han skære et Portræt i Staal, saa man kan se hans Duelighed. Imidlertid kunde han nyde Undervisning hos Hof-Medailleur Bauert. - Men om Forladelse, dér gjorde man Regning uden Vært. Den 23. Februar meddelte Bauert, “at det ikke var ham muligt at give den beskikkede Stempelskærerlærling Giert Hull nogen Undervisning i sin Kunst, dels fordi han ikke haver nogen Tid tilovers fra sine Forretninger, dels fordi den Undervisning han giver, frem for Andre skylder han sin Søn i denne Kunst, som han havde tænkt med Tiden at foreslaa til Stempelskærer Lærling, dels fordi hans Huslejlighed er saa indkneben, at han ikke har mindste Sted at kunne indrømme ham hos sig!”

Den 14. April 1784 tilrev Kronprins Frederik sig Regeringsmagten; Stemanns Stilling blev derved betydelig forringet. Resultatet af de stores Kamp fik ogsaa Indflydelse paa den mindre Mands Stilling. Hull mistede sin høje Beskytter og dermed sin Ansættelse. Da Bauert den 13. April sendte Prøver paa sin ældste Søn, Georg Valentin Bauerts Duelighed og bad om hans Ansættelse som Stempelskærer Lærling “da han har 5 uforsørgede Børn, til hvis Anbringelse han ingen Udveje ser”, fik han sin Bøn opfyldt, hvad han dog allerede 18. Marts havde forberedt i en foreløbig Ansøgning, paa hvilken han havde faaet et gunstigt Svar, der stillede ham i Udsigt at faa Sønnen ansat. Men medvirkende har det sikkert været, at Stemann ikke mere kunde beskytte sin Protégé, da den endelige Afgørelse faldt (31).

Udmøntningsforholdene var følgende:

Vægten af 1/2, Specie, 1/2 Krone og 1/2 Kobber-ß er selvfølgelig Halvdelen af Speciens, Helkronens og Skillingens. Tilsvarende gælder 1/4 Specien. R. K. = Rdlr. Kurant; R. S. - Rdlr. Species; R. Kr. = Rdlr. Kroner.

Af de i 1765 udmøntede Specier havde 44,741 Stkr. den norske Løve paa Reversen. Sølvet var nedsendt fra Kongsberg i Plader, men maatte omsmeltes. At Møntningen ikke fandt Sted paa Kongsberg skyldtes, at Presserne til Speciemøntning var sprungne. Af de paagældende Mønters Skæbne skal her kun nævnes, at Kobber 1 ß efter Pengereduktionen i 1813 foreløbig gjaldt 2 Rb.ß, for derefter ved Pl. 13. September 1814 at blive helt indkaldte. 8 ß kom efter 1813 til at gælde 12 4/5 Rb.ß. Efter 1818 udgik denne Mønt af de lovlige Betalingsmidlers Række og er derefter efterhaanden forsvunden; dog synes endnu 1844 nogle af disse ældre Kurantmønter at have været i Omløb.

Der udmøntedes følgende beløb:

Noter:

• (20) Schous Forordninger 3. Udg. VI. Kbhvn. 1822, p. 57. E. Collin: Om Rigsmønt og Courant, Kbhvn. 1855, Bilag 25. I Collins Gengivelse er urigtig anført, at ved Kontrakters Opfyldelse skal 1 Specie regnes for 1 R. Kurant; i Christian VII's Frdgr. og aabne Breve for Aar 1776 p. 4 staar selvfølgelig 1 R. 22 ß Kurant.
• (21) Schovelin l. c. II, p. 108 ff, Nathanson l. c., p. 84 ff.
• (22) R. A. Mynteprotokol D. 1768-71.
• (23) M. A. Hæfte uden Titel med Oversigt over Udmøntninger i 18. Aarh.
• (24) R. A. Finans Collegii Myntjournal.
• (25) R. A. Ujournaliserede Møntsager 1781-1805.
• (26) R. A. Møntprotokol C. 1760-67.
• (27) M. A. Optegnelser; et Hefte uden Titel.
• (28) M. A.
• (29) R. A. Ujournaliserede Møntsager 1781-1805. Finans Collegii Myntjournal.
• (30) Jørgensen l. c. p. 138-9 Nr. 34-35.
• (31) R. A. Ujournaliserede Møntsager 1781-1805. N. H. Weinwich. l. c., p. 235. Hull var født øster i Norge og døde i København 1810. Han fik 1782 Akademiets mindre Sølvmedaille og rejste derpaa til Paris.

Tilbage til: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788
Tilbage til Dansk Mønt