(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 179-208)
De schauenburgske Grever i Holsten-Pinneberg havde fra 1589 til 1640, da Christian den IV efter den sidste Greve Otto VI's Død overtog Pinneberg, slaaet Mønt i Altona, fornemlig til Ærgrelse for Hamburg og Danmark, Det var væsentligst daarlige Fürsten- og Apfelgroschen samt Schreckenbergere, der udgik fra Altona og belemrede Naboerne. Om disse Forhold er der gjort Rede i ”Christian IV's Møntpolitik 1588-1625” (1).
Efter at Pinneberg var overgaaet til den kgl. Linie af Hertughuset Slesvig-Holsten, havde det flere Gange været paa Tale at oprette et Møntsted i Altona, der laa saa bekvemt for Sølvleverancer fra Hamburg. Kommercekollegiet udtalte saaledes den 23. December 1672 i Anledning af et det til Erklæring sendt Andragende fra Philip de Pina med Konsorter om Anlæg af en Mønt i Altona: Da Sølvet ej vel kand bekommes og det mulig bedre kand haves i Altona fra Hamburg, kunde Collegiet tænke sig Oprettelsen af en Mønt i Altona med Philip de Pina og Borgmester i Altona Chr. Eistler eller Eifler som Leverandører og Licentiat Steinmann i Itzeho som Kautionist, men Statskollegiet udtalte sig modsat Kommercekollegiet overordentlig ugunstigt i sin Betænkning af 9. November 1674: Det forekom ikke Statskollegiet nyttigt eller nødvendigt at have mere end de 3 hidtil drevne Møntværksteder (2). 1688 optog man Tanken at flytte Mønten fra Glückstadt til Altona ”for at være Sølvmarkedet saa meget nærmere”.
I 1740 indgav Jøden Abraham Rohtshilt i Altona forgæves Andragende om at maatte præge Smaamønt. Samme Aar fulgte Abraham Philip Meyers med et Andragende om Tilladelse til at slaa grov og smaa Kurant i Slesvig for at imødegaa al den Kurant, der indkom i Hertugdømmerne fra Hamburg, Lübeck og Sachsen-Lauenburg: ”So habe Eur. Königl. Majest. aus allerschuldigster Pflickt und Treue und aus Liebe zur Aufnehmung meines Vaterlandes diese Vorstellung nicht unterlassen wollen!“ Det blev afslaaet.
Den 5. Oktober 1751 indgav „Levin Samuel, gold Schmit, Logierend in der Badtstube Strass bey Abraham Jacob Lazarus” et Forslag ”dass Eu. Königl. Majestt. nich allein Solcher mit allergnädigster Augen anzuschen, Sondern auch mir in Dero Allergnädigster Gedenk zu nehmen“. Han søger her at paavise, hvorledes herværende Kurant kan komme til at staa 2 % bedre mod Hamburger Banko. 1) Der omløb for mange Hamburger og Lübecker Penge i Slesvig og Holsten. Hvis man som for 30 Aar siden forbød disse, kunde de danske Penge blive bedre. 2) Sølvet til Mønten her købes i Hamburg. Det koster a) 1/2 %, i Porto b) 1/2 % i Porto for Betalingen, der sendes tilbage til Hamburg. c) Provision til Sælgeren, særlig naar han skal vente med Betalingen. Alt dette behøver Hamburg og Lübeck ikke at betale. 3) Paa sidste Kieler Omslag herskede stor Mangel paa danske Kroner, som steg indtil 9 %. Dette kunde hæmmes, hvis der anlagdes en Mønt i Altona eller i det mindste i Glückstadt. 4) Hvis aarlig blev slaaet 60 à 70,000 R. Kroner ”nach dem gehørigen Fuss" og det blev kundgjort, at man paa Mønten kunde veksle Kroner mod 7 %, saa tabte Hamburgs Banquiers deres Fortjeneste ved Kroneveksling, Undersaatterne var tjente med Kronerne og Majestæten havde en Fordel af 1 1/2-2 %. 5) Der burde derhos ugentlig slaas 10,000 R. grov Kurant, herunder 1 R. Kurant Stkr., som Lübeck nu i længere Tid har brugt. 6) Skulde man herved befrygte: ”es dahero Schlechter gegen Hamburger Banco kauffen möchte”, maatte man holde noget inde med Slagning af grov Kurant og i Stedet slaa 3-Pfennig-Stkr., da der i Holsten ikke findes andre 3 Pf. end de Hamburgske og Lybske. 7) Der kunde ugentlig slaas c. 800 R. 6 Pfennig $tkr., som der er Mangel paa i Holsten. Forbød man de fremmede, blev Manglen større, og de kunde udgives uden Tab! 8) Naar der i den ny Mønt i Altona eller Glückstadt sloges nævnte Kroner, grov Kurant til 11 1/3 R. Marken fin og 6 Pf. Stkr. som i 1716, vilde Kongen kunne tjene 30 à 40,000 'R. aarlig. - Et nydeligt Forslag, men der er selvfølgelig det sande i dette, at Altonas Beliggenhed som Møntsted var højst fordelagtig. Derfor dukker det op Gang paa Gang.
Schutzjude Samson Hartig Popert androg den 2. Juni 1758 Kongen om Koncession paa en Mønt i Altona, fordi der var Mangel paa danske 2, 1, 1/2 og 1/2 l. ß Stkr. i Slesvig-Holsten, medens Hamburg og Lübeck overvældede Fyrstendømmerne med Smaamønt, der bevirkede, at 1 R. end ikke staar i Pris med 1 Sletdaler. Han vil slaa 40,000 Markfint Sølv i 2 og 1 l. ß, Sechsling og Dreyling, 5 % bedre end de nu slaas i Kongens Riger og Lande og betale 4 % Slagskat. Hans Plan ser saaledes ud:
2 ß l. 5-lødig 10,000 Mark à 13 1/3 R 133,333 1/3 R. 1 ß l. 4-lødig 15,000 Mark à 14 1/3 R 215,000 - 1/2 ß l. 3-lødig 10,000 Mark à 16 2/3 R 166,666 2/3 - 1/4 ß l. 3-lødig 5,000 Mark à 20 R 100,000 - -------------- 615,000 R. Sølv til 2 og 1 ß pr. Mark: 32 Mark Bc. 266,666 2/3 R. Agio 20 % 53,333 1/3 - ------------- 320,000 R. Sølv til 1/2 og 1/4 ß 160,000 R. Agio 30 % 48,000 - ------------- 208,000 - Brassage (Afgang m. m.) 50,000 - Signorage (de 4 % Slagskat) 24,000 - Entreprenøren 13,000 - ------------- 615,000 R.
Han, der i Forvejen havde et Cattuntrykkeri i Altona, vilde selv bekoste Hus, Møntredskaber m. v. og tilbød sin Broder i København, Bankier Joseph Hartig Popert, som Kautionist. Det var nydelige Mønter, denne Mosait ligesom alle sine andre Kaldsfæller paatænkte at velsigne ”Fædrelandet” med, og det tjener Christian VI og Frederik V samt disses Raadgivere til Ære, at de ikke lyttede til Fristernes Stemmer. Den sidste Andrager fik at vide, at han kunde fremkomme med en Proposition, ”hvis han vilde mønte efter nuværende Fod”. Hertil svarede Andrageren den 7. Juli 1758, at han saa ikke kan mønte uden 10 %, Tab, idet han tilføjer: ”Iøvrigt er det uden Betydning, om slig Smaamønt er 2 eller 4 %, højere eller lavere eller om den for nogle Aar er 10 %, slettere” (3). Saare betegnende! Saafremt Staten var i Besiddelse af en fast urokkelig Hovedmønt, vilde Betragtningen kunne godkendes inden for visse snævre Grænser, men visselig ikke, naar Møntvæsenet stod paa en saa usikker Grund som i Datiden, hvor selv ret store Betalinger maatte ske i Smaamønt.
Over slige jødiske Forslag og Forsøg var Schimmelmann hævet. Naar han, i hvert Fald herhjemme, tog sig af Møntvæsenet, sporer man - som Rentekammer og Finanskollegium selv indrømmede - virkelig ”patriotiske” Bevæggrunde, saa underligt det end maa lyde naar man betænker, at denne Fremmede først var kommen til Landet i 1761. Selv om denne mærkelige Mand tog sin Købmandsfortjeneste paa sine Leverancer til Staten, f. Eks., da han i 1761-62 til Kurantdukater leverede for 609,049 R. 2 Mark 11 ß Guld, og selv om han tog sin Rente og Provision af Laan, kan der ikke herske nogen Tvivl om, at det var hans alvorlige, ihærdige og retsindige Bestræbelse at søge Møntvæsenet her konsolideret. Derom vidner alt, hvad foran er meddelt og udviklet. Hans Erfaringer i Frederik den Stores Tjeneste med Hensyn til Følgerne af Møntforfalskning korn ham til Gode og virkede advarende.
Den 11. August 1769 (4) skrev Schimmelmann til Rentekammeret, at Transporten til Rethwisch var bekostelig og besværlig. Det var derfor bedre at have Mønten i en Hamburg nærliggende By som Altona; man maatte bringe Byen Altona til at udøve sin ved kgl. Resl. 18. April 1768 meddelte Koncession. Men herved rippede han op i hele Spørgsmaalet om denne Koncessions Meddelelse, der synes given uden at Rentekammeret havde haft noget med den at gøre, hvad hurtig viste sig at være denne højfornemme Regeringsmyndighed højst prægraverende. Koncessionen gik i Hovedsagen ud paa, at Byen Altona maatte slaa tyske Rthlr. efter tysk Mønifod, altsaa en Del bedre end de danske Specier. Dette Forhold giver - som allerede ovenfor antydet - ogsaa til en vis Grad Forklaringen paa, at man forsynede de første Specier, som møntedes i Rethwisch, og som jo ikke svarede til lovmæssig tysk Rigsmøntfod, hvorefter der iøvrigt næppe mere sloges Mønt nogetsteds, med det norske Vaaben. Det var som man kun slog norsk Mønt paa tysk Grund.
Hvis Byen Altona vilde slaa anden Mønt end fornævnte concessionerede tyske Rthlr., maatte den have kgl. Approbation; der maatte ikke slaas dansk Mønt. Den 29. August afgik 2 Skrivelser fra Rentekammeret, den ene til Schimmelmann, den anden til Oversekretær Bernstorff. I den første Skr. meddeles bl. a., at Rentekammeret angaaende Mønten i Altona er traadt i nærmere Korrespondance med Bernstorff; i den anden udtaler Rentekammeret efter at have faaet Afskrift af Koncessionen: ”Ernstlich werden damals høchsterhebliche und bewegende obschon Uns unbekannte Ursachen verhanden gewesen seyn der Stadt die Ausübung der kgl. Myntz regalis auf den Fuss der Concession zu verstatten und derselben allen daraus zu erwartenden Vortheile zu überlassen, der sonsten, wenn eben der Müntze für S. Majst. der Kønigs Rechnung unter dero Rente-Kammer-Direction war angelegt und betreiben worden, dero Casse zum besten gelanget seyn würde, dahero wir denn itzo bey dieser nun ein mal vollig ausgemachte Sache nicht weiter als folgenden Puncten zu erinnern haben kønnen.“ Rentekammeret opregnede herefter forskellige Vilkaar, der ikke just aandede udpræget Velvilje. Den kommende Mønt maatte ikke smelte dansk Mønt. Skulde Mønten ønske at præge danske Penge, maa der i hvert enkelt Tilfælde forhandles med Rentekammeret. De fremmede Thalere m. v. forudsætter Kammeret maatte forsynes med Hs. Majts. Chiffer og Vaaben, og Tegningerne hertil maatte hver Gang indsendes til kgl. Approbation. Den fremmede Mønt maatte kun afsættes i Udlandet og kunde ikke modtages ved de kgl. Kasser. Finansdeputerede haaber, at Bernstorff kan indse Nødvendigheden af disse Punkter og erhverve kgl. Resl. efter forudgaaende Forhandling med Schimmelmann saa betids, at Byen kan faa de nødvendige Direktiver, inden de sætter Mønten i Gang. Det var fra Rentekammerets Side ganske øjensynlig Obstruction efter de bedste Kollegiemønstre. Den 22. September forklarede Schimmelmann Rentekammeret, at det ved at give Altona Koncession paa Mønten var Tanken at ophjælpe Byen og senere oprette Bank og Børs. Nu var Rentekammeret af den Anskuelse, at man ikke burde have givet Byen en Mønt til Præjudice for Kongens Møntregale, og at det var bedre at oprette en Mønt for kgl. Regning. Han havde derfor talt med Overpræsident Gähler og med Magistraten i Altona; den vil nedlægge Koncessionen for Hans Majts. Fødder, opgive Møntredskaberne fra Rethwisch og skænke det alt købte Hus til Mønten, da den anser en Oprettelse af en kgl. Mønt for at være af stor Nytte for Byen og dens Borgere. Mønten i København var for langt borte. I Altona kunde man i en Fart udnytte Konjunkturerne og slaa den Mønt som Øjeblikket kræver. Hen- og Hidskriven til og fra København, Forsinkelse, Rentetab, Postpenge etc. vilde altsammen kunne spares. Schimmelrnann udvikler herefter, hvad allerede foran under ”Mønten i København” er skildret, sine Synspunkter for den fremtidige Møntpolitik. Rentekammeret bekræftede i sit Svar af 20. November 1769, at Mønten i Altona bør være Kongens for Anseelsens og den offentlige Tillids Skyld; Mønten skal ikke blot tjene en Stad, men Staten og være den til Nytte; derfor skal den staa under Regenten eller dennes Collegiums opsigt. Rentekammeret vilde dog tilbyde Altona Møntredskaberne gratis paa Betingelse af, at Byen slog Specier og andre for Commercien fornødne fremmede Guld- og Sølvmønter. Der maatte oprettes et Regulativ for Møntningsomkostningerne. Altona-Købmændene maatte udgive de i Altona under Kgl. Præg udmøntede fremmede Guld- og Solvmønter i privat Handel, men ikke i Byen, langt mindre i de kgl. Lande. Købmændene maatte selv hæfte for alle Udgifter, Omkostninger og Afgang.
Rentekammeret var øjensynligt selv bleven bange for Bekostningen. Det vilde nok være fornærmet, men blev selv betænkelig ved Konsekvenserne af denne Fornærmethed. Enden paa Sagen blev nu, at Kongen skulde bygge en Mønt i Altona. Den 28. April 1770 udgik forskellige Skrivelser herom fra Rentekammeret. Knoph fik Ordre til straks at rejse til Altona og tage Bygmester Rosenberg i Slesvig med for at se paa det af Magistraten tilbudte Hus. Schimmelmann fik Meddelelse om den trufne Beslutning. Overpræsident S. V. v. Gähler i Altona modtog Kongens formelle Accept af Magistratens Tilbud om vederlagsfri Overdragelse af Huset, en Hovedbygning med 4 Vaaninger ”an der Johannes, Anen und Rosenstrasse”, hvor ”ein volständiges dauerhaftes Münzgebäude” skulde anlægges. Til Gengæld for Overdragelsen paatog Kongen sig der at slaa Specier samt fremmed Mønt for Commercianterne, hvilken fremmede Mønt dog kun maatte bruges i deres private Vexler, men ikke i Byen, langt mindre i de kongelige Lande. Samme Dag afsendtes Skrivelse til Regeringen i Oldenburg, om man kunde tænke sig at indføre danske Specier, eventuelt dansk Kurant i Oldenburg-Delmenhorst, hvorved vilde opnaas, at der i Landet var Mønt med Landsherrens Præg i Stedet for alle de fremmede Mønter, ligesom man i de offentlige Regnskaber undgik al den fremmede Mønt samt de besværlige Agio-Beregninger. Rentekammeret indrømmede dog, at Grevskaberne er afskaarne fra alle de andre kgl. Stater, og at Indbyggerne sælger deres Varer til Naboerne, som ikke kender til dansk Mønt. - Rentekammeret søgte øjensynlig yderligere Kunder til den ny Mønt i Altona!
Mønten i Altona mod Johannesstrasse.
Den skulde være færdig til September. Alle Zirater og Guirlander skulde spares. Til hver af Gaderne Johannes- og Annenstrasse skulde anbringes en Frontispice; i den ene anbragtes Kongens Chiffer, der dog ikke behøvede at være dobbelt, men kun et enkelt C 7; i den anden skulde staa: ”Kønigliche Müntze”, som paa ovenstaaende Afbildning anført. Bygningen, der er beliggende paa den saakaldte Stemannsche, früher Stuhlmannsche Erbe”, staar i alt væsentlig den Dag i Dag som da den opførtes, men anvendes nu som Politivagt. Det bagved liggende Torv hedder endnu: ”Münz Markt”. Bygningen er opført af røde Mursten og bærer et smukt og stateligt Præg trods den noget forsømte Tilstand, hvori den henligger. For Grunden og den oprindelige Vaaning havde Byen givet 17,010 Mark eller 5670 R., Istandsættelsen kostede c. 8000 R., der udrededes af Pinneberg Amts Kasse. Redskaberne fra Rethwisch flyttedes til Altona og Generalmajor Classen paa Frederiksværk leverede en stor Jernmøntpresse. Kernen i Bygningerne var et fornemt Patricierhus ”de Ruytersche Hof”, som gennem Købmand Keills Bestræbelser blev skaanet af Svenskerne, da Stenbock afbrændte Altona Natten mellem den 8. og 9. Januar 1713, idet Ejeren, Witwe Hadenfeld, betalte Brandskat. Stedet besad „ein Privilegium exemptionis von ordinairen und extraordinairen Auflagen auf Wein- und Bierschenken“ og var saaledes en' saare velkendt Ejendom (5).
Den 23. August 1771 meldte Knoph, at Mønten i Altona var færdig. Det varede altsaa betydelig længere, ca. 1 Aar, end man havde beregnet, inden Mønten kunde tages i Brug. Den 28. s. M. udnævntes følgende Møntofficerer ved den nye Mønt: Møntguardein i København Caspar Henrich Lyng blev Møntmester med 600 R. aarlig, Møntohm i København Diedrich Christian Liebst blev Guardein med 400 R. aarlig, Hans Michael Wolff Møntohm og Medailleur Johan Henrich Wolff Stempelskærer ved Mønten i Altona med 300 R. aarlig; Møntohm Wolff døde allerede 1773 og Studiosus Niels Høy fik den ledigblevne Stilling. Hans Jacob Arenhold Branth blev Guardein i København i Stedet for Lyng. Først nogle Aar efter fik de kgl. Bestallinger. Kunstakademiet erholdt Ordre til at gøre Udkast til 1/1, og 1/2 Specier samt Speciedukater og Christiand'orer. De sidste 2 Møntsorter, hvortil Wolff leverede Stemplerne, blev de første, der, omend i ganske ringe Beløb, udgik fra den nye Mønt i Aaret 1771. Kun Dukaterne bar Aarstal; Christiand'orerne beklagede Schimmelmann sig over, at de saa ud som de var beklippede (6).
I 1775 udmontedes et større Antal Christiand'orer, 22,721 Stkr., idet Over-Skatte-Direktionen ”til næstkommende 30. Juni i Grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst skulde betale en Summa af ca. 150/m R. i Louisd'or, men da det formodentlig vil blive vanskeligt at tilvejebringe denne Summa i Louisd'or, saa ønsker Direktionen, at Christiand'or paa den Altonaske Mønt saa meget som dertil behøves kunde blive udpræget”.
Wolffs Dukat 1771 fra Altona. Wolffs Chrd'or u. A. (1771) fra Altona.
Denne Christiand'or sammenstilles altsaa med Louisd'or, der i 1726-85 havde et Guldindhold af ca. 18 1/2 Guldkroner. I Altonas Mynteprotokol 1778-86 findes en mærkelig Tilførsel om, at der er kasseret Stempler ikke blot til Enkelte, men ogsaa til Dobbelte Christiand'or af Aarstal 1775.
Der møntedes i 1771 et ikke ringe Parti Kobber 1 ß, hvortil Kobberpladerne leveredes af den med Schimmelmann stærkt lierede Købmand Olde i Hamburg. Mønterne skulde hurtigst muligt sendes til København, naturligvis til Bankens Vekslinger. Stemplerne leveredes af Wolff og Bauert. At den sidste tegnede Navnetrækket i Overensstemmelse med det, han havde anvendt paa de af ham kort Tid i Forvejen skaarne Rethwischspecier, vil ikke forundre; men man var ikke tilfreds med hans Stempler og han fik Ordre til at tillægge sig renere Bogstaver! Af disse Kobber 1 ß med Aarstal 1771 udmøntedes senere meget betydelige Beløb baade for de kgl. Bancokontorers og Finanskollegiets Regning.
Den 24. September 1771 havde Kollegiet approberet Tegningerne til Specier, Dukater og Christiand'orer og samtidig givet en bemærkelsesværdig Tilladelse til, at der paa Mønten i Altona maatte præges Piastre med spansk Stempel for Particulaire. -
Albertsdaler fra Altona 1781 (skaaret af Wolff efter Bauerts Tegning).
Af Mønter, der særlig vedkommer Mønten i Altona, maa fremhæves Albertsdaleren. I Anledning af, at den ekstraordinære Finanskommission, der efter Struenses Fald under Arveprinsens Forsæde nedsattes paa Christiansborg, havde udtalt Ønske om, at Alle og Enhver maatte komme til at mønte Guld og Sølv paa Mønten i Altona, fremkom Knoph allerede i Maj 1773 med Forslag (7) om at lade fornævnte Mønt udmønte paa Grund af ”den betydelige Fordel, denne Mønt tilvejebringer, da den paa adskillige Steder, f. Eks. i Riga, staar i Almindelighed 1, 2, 3, 4 ja undertiden flere pCt. bedre end Hamburger Banco, endskønt samme er meget slettere i Henseende til deres Udmyntning end Hamburger Banco”. Han har eftersøgt nogle Albertsdalere og anfører sammes befundne Gehalt. ”Hvis denne Myntesort skulde udmyntes, da kan den bekvemmest indrettes saaledes, at den brutto Mark blev udmyntet til 8 9/16 Stkr. og Marken fin 9 51/83 Stkr., af Gehalt 13 Lod 15 Green, hvilken Gehalt er bestemt efter befindende af de fleste sidstslagne af de anførte Stkr.”. Det varede dog et Stykke Tid, inden der kom noget ud af dette Forslag, men i 1781 tog Bancokontoret i København Sagen op, idet det for sin Regning ønskede slaaet paa Mønten i Altona 10,000 Stkr. efter hollandsk Skrot og Korn og den Tegning, Bauert havde leveret. Lyng undersøgte 9 hollandske Albertsdalere og foreslog derefter 9 3/5 Stkr. paa Marken fin, Gehalt 13 Lod 16 Green. Efter denne Møntfod sloges da en Del i de følgende Aar (8).
Den 9. December 1775 meddelte Finanskollegiet Knoph, at Overskattedirektionen til næste Kieler Omslag skulde bruge 160/m Stkr. Specier, hvoraf de 120/m skulde udmøntes i Altona - hvortil Banco-Kontoret leverer Sølvet -, Resten i København af Brandsølv fra Kongsberg. Udmøntningen, der skulde være efter sædvanlig Møntfod, maatte ”ske med muligste Nøyagtighed med eet Slags Stempler paa begge Møntsteder, saa at Specierne maatte være af lige Størrelse”. Møntningen blev straks sat i Gang og allerede inden Maanedens Udgang var der møntet 78,073 Stkr. med Stempler af Aarstal 1776, da de først skulde bruges i dette Aar (9). Da hele Summen skulde bruges til 15. Januar 1776 var der jo unægtelig ogsaa periculum in mora. Lyng meldte den 13. December 1775, at han ikke havde Bakker til Randingen, hvorfor han befrygter stort Ophold i Udmøntningen. Medailleur og Præger sendes da med Ekstrapost fra København uopholdelig til Altona for dér at udhugge et Par Bakker, saa Møntmesteren kan rande Plader og holde 2 Presser i Gang, men den 19. melder Lyng, at han trods al Flid ikke kan blive færdig med de 120/m Specier til 10. eller 15. Januar 1776 ”i Betragtning af hans brugende Accuratesse med Afjusteringen, af hvilken Aarsag han haaber Collegium holder ham tilgode, hvad Umuligheden selv i saa Fald lader mangle”, hvortil Kollegiet svarer gennem Knoph, at de Grunde, som Lyng anfører til Udmøntningens Ophold, ikke er antagelige, og bedes Knoph foreholde Lyng, at Udmøntningen til den bestemte Dag bliver udført ”hvorimod man i sin Tid vil se derhen, at han for saadant Arbejde i Naade vorder anset”. Den 12. Januar naaede virkelig Lyng at. blive færdig, unægtelig en smuk Præstation! 30,000 Sp. var afsendt til Kiel, 55,000 til Rendsborg, 10,000 til Kæmneriet i Altona og 5000 til Ekernførde. Han erindrede om den lovede Gratification. Det blev til 100 R. ”for hans ved sidste Specieudmøntning udviste særdeles Fliid og ufortrødne Arbejde”!
I Fortsættelse af de tidligere omtalte Bestræbelser for at formere Speciebestanden og indskrænke den besværlige reducerede Kurantmønt, ja Kurant overhovedet, og i Overensstemmelse med den ved Frdg. 2. Januar 1776 anlagte fremtidige Linie for Udmøntningen, anmodede Overskattedirektionen i Begyndelsen af Februar s. A. Finanskollegiet om at tillægge Lyng Ordre til under den dybeste Tavshed at indsmelte i Barrer alle reducerte og Hertugelige Holstenske Mønter, som Bankkontoret til ham lader aflevere og paa bemeldte Kontors Forlangende deraf at udmønte Species.
Ved Altona Møntsted indsmeltedes foruden i 1771: 4712 Mark br. i Barrer af 10 og 15 ß Stkr. endvidere:
1775-76 reduc. 2 ß 1761: 218,951 R. 1776-79 reduc. 2 ß 1761: 67,458 - 1778-79 reduc. 10 og 15 ß: 221,641 - 1779 15 ß og holst. reduc. 2 ß samt norske 2 ß fra 1762-64 4,534 - Ialt 512,584 R.,
men det blev foreløbig kun ”Particuliers”, der udmøntede Specier i Overensstemmelse med fornævnte Frdg. Den 4. Oktober 1777 meldte Lyng, at Jøden Brandon havde indleveret 316 Mark Sølv og begært at faa Specier igen efter Forordningen. Han beder om Ordre til at udmønte Specier for Private, idet Udmøntningen i Henseende til Kursen nu kan ske med Fordel. Da efter Frdg. skulde haves Forraad af Specier paa Mønten og intet haves til at forsyne Particuliers paa deres Begæring, har Schimmelmann leveret Mønten i Altona 4500 hele og 1000 halve Specier, for hvis Beløb 6145 R. 40 ß han til Banco-Kontoret har udstedt Assignation, som ventes honoreret.
Man mærker herigennem Schimmelmanns store Interesse for Møntvæsenets Stabilisering og Iver for Gennemførelsen af sine Ideer paa dette Omraade. Den 10. Oktober 1777 meldte Schimmelmann til Finans-Collegiet ”at de til den courserende Mynts fordelagtige Coursering føyede Foranstaltninger har haft saa god Virkning, at Specier nu ikke alene med større Fordel kan udmyntes end den courserende Mynt kiøbes her paa Børsen, men at Hamburgerne endog bringer deres Sølv til den Altonaske Mynt for deraf iflg. Frdg. 2. Januar 1776 at lade udmynte Specier, hvorved baade Landet bliver forsynet med god Mynt og Kongens Casse bespares for de anseelige Mynt-Omkostninger, saa havde man Grund til at haabe denne Courses fremdeles Vedvarelse, men den store Mængde mecklenburgske 1 ß til 16 R. paa Marken fin, altsaa 41 R. 8 8/17 ß pro Cento slettere end dansk Kurant, var farlig; den oversvømmede Altona, og der burde derfor udstedes nyt Forbud imod den (10). Dette skete ved „Erneuertes Verbot wieder den Gebrauch fremder geringhaltigen Schillinge und Scheidemünze in den Herzogthümern Schleswig und Holstein mit angefügtem Befehl, wie die Dänischen Species in Geldzahlungen angenommen werden müssen“, dateret 5. Januar 1778, hvori udtales Regeringens Misfornøjelse med, at de tidligere Forbud af 29. Maj 1775 og 10. Marts 1777 ikke blev efterlevede (11). Det blev særlig Jøderne Brandon og Jacob M. Lazarus, Justitsraad Mathiesen og Købmand Olde i Hamburg, der benyttede sig af Adgangen til at mønte Specier i Altona.
Specie fra Altona 1776 uden Titel af Hertug til Oldenburg og Delmenhorst
Medens Specierne hidtil kun havde baaret Titlen: D. G. DAN. NORV. VAND. GOTH. REX, fik de 1777 den fulde Titel: D. G. REX. DAN. NOR. VAN. GO. DVX. SL. HOLS. ST. DIT. & OLD. Dette skyldtes, at den Romerske Kejser 1774 havde ophøjet Oldenburg-Delmenhorst til et Hertugdømme Oldenburg, hvorfor Bernstorff. Oktober 1777 meddelte Finanskollegiet, at Titlen Greve af Oldenburg-Delmenhorst skulde forandres til Hertug af Oldenburg-Delmenhorst (12). En saa højvigtig Begivenhed rnaatte selvfølgelig fremgaa af Mønterne!
Denne Forandring af Titel stod i den nøjeste Forbindelse med de vigtige Forhandlinger om det bekendte Mageskifte med Rusland om den Gottorpske Del af Holsten med Grevskaberne Oldenburg-Delmenhorst. Den 1. Juni 1773 undertegnedes Mageskiftetraktaten.
Kejserinde Katarina II havde været gift med den nu afdøde, tidligere omtalte, Hertug Karl Peter Ulrich, en Søn af Hertug Karl Friedrich af Holsten-Gottorp og Peter den Stores ældste Datter Anna Petrowna. Han havde i 1761 truet Danmark med Krig ud fra sit gottorpske Had til vort Fædreland, men var bleven myrdet umiddelbart paa Krigens Tærskel. Efter lange og trange Forhandlinger tiltraadte Kejserinden og hendes Søn, Storfyrst Paul, den senere Kejser Paul I af Rusland, det omtalte Mageskifte, saaledes at Paul indgik paa, at Oldenburg-Delmenhorst oprettedes til et Hertugdømme for den yngre gottorpske Linie, og at der af Danmark betaltes denne Linie 300,000 R. grov Kurant. Det maatte saaledes blive Ruslands og Danmark-Norges fælles Bestræbelse at bevæge det romersk-kejserlige Hof og Rigsdagen i Regensburg til at give sit Samtykke til, at de tidligere Grevskaber blev gjort til et Hertugdømme og fik fyrstelig Stemme paa Rigsdagen (13). Det var ikke fint nok, om Gottorperne, der var Hertuger af Schleswig-Holsten, kun skulde være Grever af Oldenburg-Delmenhorst. Selv om Hertugtitlen selvfølgelig væsentligst tog Sigte paa den nybagte Hertug af Oldenburg-Delmenhorst, Fyrstbiskoppen af Eutin, Friedrich August, maatte Kongens Titel ogsaa paa dette Punkt ændres. Hvorfor ikke sætte den lille Fjer i Hatten! Specien og 1/2 Specien 1777 (14) er altsaa Vidner herom.
1/2, og 1/1, Specie fra Altona 1777 med Titel af Hertug af Oldenburg-Delmenhorst, et Minde om Mageskiftet mellem Holsten-Gottorp og Oldenburg-Delmenhorst
Det er rimeligt at antage, at Betalingen af den ovenfor omtalte store Sum Louisd'or i Christiand'or 1775, der skulde udredes dette Aar i Oldenburg-Delmenhorst, staar i Forbindelse med Mageskiftet og den store Sum, der i Henhold til dette skulde udbetales Gottorperne, dels i direkte Godtgørelse, dels ved Overtagelsen af Gottorpernes Gæld i Holsten, der løb op til ca. 800,000 R. (15).
Friedrich Augustd'or for Oldenburg, slaaet paa Mønten i Altona 1776
En saa betydningsfuld Person som den fornævnte Fyrstbiskop af Lübeck-Eutin, Friedrich August, den stormægtige russiske Kejserinde Katarina II og hendes Søn, Pauls Protegé, kunde man selvfølgelig heller ikke nægte en lille Villighed. Naar denne, den 3. Søn af en yngre gottorpsk Linie, blev foretrukken til at overtage Hertugdømmet Oldenburg, skyldtes det den Omstændighed, at han af Kejserinden i 1762 blev valgt til Formynder for hendes da umyndige Søn Paul og udnævnt til Statholder i den gottorpske Del af Holsten. Da Mageskiftet gik i Orden, og han saaledes skulde fratræde den Magtstilling, han dér indehavde, faldt det naturligt, at Kejserinden til Gengæld belønnede ham med Oldenburg. Efter at Sagen var ordnet, følte denne lille Duodezfyrste sig selvfølgelig kaldet til gennem Møntningsretten at vise sin souveræne Stilling. Han fik derfor 28. August 1776 Tilladelse til i Altona at lade mønte 300 Stkr. i Guld paa Stempler i ”conformité” med Louisd'or mod 1/4 % Slagskat. Mindre kunde ikke gøre det; billigere kunde det heller ikke godt være. Til disse Guldmønter, hvoraf dog kun blev møntet 200 Stkr., som var 21 Karat 8 Gren fine, 35 Stkr. = 1 Mark netto, skar Bauert i København Stemplerne.
I 1781 fik han Tilladelse til at slaa endnu 380 Stkr. af disse Guldmønter med Aarstal 1776, der nu nok saa fint kaldtes Friedrich Augustd’or. I Tyskland hed disse Mønter ogsaa ofte ”Pistoler”. Begivenheden maatte selvfølgelig ogsaa celebreres ved nogle skønne Sølvdalere. Hertugen fik derfor tillige under 31. Maj og 30. November 1776 Lov til ved Købmand Olde i Hamburg, der skaffede Guldet og Sølvet, paa den altonaske Mønt at slaa 1000 Albertsdalere, hvortil Stemplerne øjensynlig før Tilladelsen allerede var skaarne, idet Mønterne bærer Aarstallet 1775. De var 13 Lod 15 1/2 Gren fine, 100 Stkr. = 12 Mark netto.
Oldenburgsk Albertsdaler fra 1775, slaaet i Altona 1776
Men denne Mønt har sluttelig dog ikke været fin nok. Der maatte den fornemste Sølvmønt, Specien til, som Friedrich Augustd'oren 1776 efterfulgte. De 1000 Albertsdalere blev derfor med den fornødne Tilsætning af Sølv omsmeltede til Specier med samme Revers som Albertsdalerne. De blev udmøntede som danske Specier 9 1/4 R. af Marken fin, 8 3/32 R. af 14 lødig Mark br. Bauert havde ligeledes skaaret Stemplerne til disse Sølvmønter. Paa alle Mønterne stod foruden en Opremsning af Fyrstens øvrige Titler endvidere omhyggeligt: DUX · REGN · OLD, dvs: regerende Hertug af Oldenburg! (16)
Oldenburgsk Specie 1775, møntet i Altona
Statsstyrelsen svingede underligt frem og tilbage mellem gode og daarlige Forsætter. Vi har set, hvorledes man til Møntvæsenets Forbedring søgte at slaa Specier og indsmelte daarlig reduceret Mønt. Men samtidig skabte Finanstrangen stadig en Akilleshæl paa den smukke Holdning. Thi Staten laante af Banken, denne udstedte Sedler, helt ned til 1 Rdlr. Stykket, men var som oftest i Forlegenhed for klingende Mønt til disse Sedlers Omveksling. Den løb derfor stadig til Regeringen med Anmodninger om at faa slaaet Smaamønt, hvad der jo stod i den skarpeste Modstrid med Bestræbelserne for at forbedre Mønten. Vi har set, hvorledes Banken opgav sit selvstændige Møntværksted, fordi den ikke kunde faa Lov til dér at fortsætte sine Udmøntninger af Smaamønt. Den fik dog paa den københavnske Mønt saavelsom paa den altonaske Mønt slaaet støre Mængder af Kobber 1 ß og Sølv 2 ß og 1 ß til en saa daarlig Møntfod som 16 R. 89 ß paa Marken fin. Den 1. Maj 1775 maatte Regeringen nedsætte den store Mængde 2 ß af Aarstal 1761 med 33 1/3 %, nemlig 3 Stkr. à 2 ß til 4 ß, idet man befrygtede disse Mønters farlige Indflydelse paa Vekselkursen. ”Den almindelige Folkestemning udpegede Schimmelmann som Ophavsmanden hertil og en forbitret Menneskemasse stimlede sammen ved hans Palæ. Han kunde, blev der sagt, takke sin Gud for, at han i dette Øjeblik ikke var i Byen. Stemningen hidsedes yderligere ved et ganske falskt Rygte, der udbredte sig om, at ogsaa de Banksedler, der lød paa 1 Rdlr., skulde nedsættes med en Tredjedel. Heldigvis lykkedes det en Hofembedsmand, der i Kongens Navn tiltalte Folkemassen, at berolige den, og en Plakat af 13. Maj gav til yderligere Betryggelse en Forsikring om, at der ikke var tænkt paa nogen Nedsættelse af Rigsdalersedlernes Værdi. Dette hjalp i det mindste foreløbig” (17).
Skønt man skulde synes, at dette var en tilstrækkelig Advarsel mod at overhobe Markedet med Smaamønt, skønt Styrelsen ved at skjule sin daarlige Mønt under gamle Aarstal, saaledes 2 ß under 1761, Kobber 1 ß under 1771, tilstrækkelig havde erkendt sin mala fides og konstateret sin klare Opfattelse af Stillingen, og skønt man samtidig søgte at bedre Bestanden ved at præge Specier og indsmelte den daarlige Kurant, tvang Omstændighedernes Magt Regering og Bank i skøn Forening til dog at lade mønte Smaamønt. Man forbedrede vel 1778 2 ß til 12 R. paa Marken fin, men 1 ß lod man urørt og udmøntede som paavist i København ikke ubetydelige Beløb i denne Smaamønt. Det blegner dog ganske i Sammenligning med Virksomheden i Altona, hvor man i Løbet af Aarene 1778-85 udmøntede over 1/2 Million R. i 2 ß.
Gentagne Gange i disse Aar søger og erholder Banken Tilladelse til at lade slaa Smaamønt, Kobber 1 ß og Sølv 2 ß paa Mønten i Altona for at afhjælpe Savnet af klingende Mønt til Vekslinger. I November Maaned 1778 kneb det særlig meget. Udmøntningen af 2 ß tog saa lang Tid, at Mønten ikke kunde levere saa mange 2 ß som behøvedes til Kursernes Vedligeholdelse og Bankens Fornødenhed her i Staden, dvs: Sedlerne faldt i Værdi og Anseelse, naar Banken ikke kunde præstere den fornødne klingende Mønt til Veksling af Sedler for at tilfredsstille Detailhandelen. Bankokontoret bad derfor om Tilladelse til paa den altonaske Mønt at slaa 24 ß, i hvilke der selvfølgelig hurtigere kunde skaffes en Sum til Veje. Det blev dog foreløbig kun til et mindre Beløb, c. 5000 R., da Bankokontoret ifølge Indberetning af 15. December ”ved 24 ß's Udmøntning haver mere Tab end Fordel” (18).
Wolffs 24 ß fra Altona 1778
”Til Kursens desto snarere Nedsættelse paa courante Penge beder Bancokontoret s. D. om Finans Collegii Tilladelse til paa Mønten i Altona at mønte Kurantdukater mod 1 % Afgift, hvad der blev bevilget. Senere fik fornævnte Jøde Jonathan Israel Brandon af Hamburg ved kgl. Resolution af 12.Juni 1783 ”til Fordel for den danske Handel og Circulation” Tilladelse til i Altona at mønte 100,000 R. danske Kurantdukater. Den 4. Juli fik Brandon en ny Tilladelse paa 150/m R. Kurantdukater at mønte i Altona, ”da den første Summa ej alene til Circulationens Fordeel er bragt i roulance men endog af Publico med megen Begierlighed modtagen.”
Kurantdukat fra Altona 1782
I Indstillingen hedder det videre: ”Det ulige Forhold mellem den circulerende Capital af Banco Sedler og klingende Mynt som og den Omstændighed, at Deres kgl. Majt. ej i nærværende Tider kan lade mynte uden stort Tab synes endydermere at giøre det Princip nødvendigt, som vi forhen have ytret for Deres kgl. Majt., nemlig at Particuliere saa meget muligt burde opmuntres til selv at lade udmynte dansk grov Courant, paa det at Mangel paa klingende Mynt og den dermed forbundne ufordelagtige Cours herved kunde om ikke ganske afhielpes, saa dog ei tage Overhaand. (19)
Medens Brandon fik Tilladelse til at mønte Kurantdukater, som iøvrigt Bancokontoret i Altona ogsaa tog op til Udmøntning i 1785, fik Jacob Melchior Lazarus Afslag paa et Andragende i September 1784 om en lignende Tilladelse. Derimod fik han tillige med Købmand Olde og fornævnte Brandon Lov til i 1784 at slaa c. 50,000 Stkr. Albertsdalere.
Foruden Hamburgerne havde ogsaa Svenskerne faaet Øje paa den ny indrettede moderne Mønt i Altona. I Januar 1778 bad det svenske Finanskammer i Stralsund om Tilladelse til at faa 300/m R. 2 og 4 l. ß Plader forfærdigede paa Mønten i Altona, medens selve Prægningen skulde ske paa den ”istandsættende” Mønt i Stralsund. Det blev nægtet, da de Svenskes Indkøb af Sølv i Hamburg vilde fordyre den danske Banks Indkøb af Sølv, saaledes at denne mistede 1 R. 86 ß %, som f. T. indvandtes paa Kursen. Det synes at have været et Paaskud, thi Nægtelsen vilde næppe hindre Svenskerne i at opkøbe Sølv alligevel i Hamburg og lade det saa godt som muligt bearbejde i Stralsund, hvis de virkelig var opsatte paa en saadan Møntning. Den virkelige Grund var sikkert det danske Hofs Animositet mod alt hvad svensk var efter Gustav III's Regeringsforandring, der i sig kunde indehave adskillig Trusel mod Danmark-Norge og som havde været medvirkende Aarsag til, at det holstenske Mageskifte gik i Orden, idet dette ledsagedes af en Alliance mellem Danrnark-Norge og Rusland, væsentlig rettet mod Sverrigs eventuelle Angrebslyster.
Den 8. November 1786 (20) afgaves en for hele vort Mønt- og Pengevæsen afgørende kgl. Resolution, der danner Skel mellem Fortid og Fremtid. Paa denne Dag blev truffen den endelige Beslutning om Oprettelsen af en Speciebank i Altona ”og en til sammes Fornødenhed udfordrende Myntning af 14 lødige Specier, 9 1/4 R. paa Marken fin til et Beløb af 1,100,000 R. Spr. 1/1, 2/3, 1/3, 1/6, og 1/24 Spr. samt Kobber 1 og 1/2 ß (Sechsling og Dreiling)”. Hvad der siden 1763-64 modnedes lidt efter lidt, stod nu endelig fuldmodent; dog skulde det foreløbig først forsøges for Hertugdømmerne (21). Den ny Ordning var en Virkeliggørelse for disses Vedkommende af det i Frdg. 2. Januar 1776 nedlagte Program, ligesom den var Frugten af det Budget, om man saa maa sige, som Schimmelmanns Søn, Ernst, der nu var Finansminister, havde nedlagt i Finans-Colleglets Forestilling til Kongen af 28. Juni 1785, der resulterede i det epokegørende Patent af 8. Juli s. A. En af Grundtankerne heri var den, at det var de overhaandtagende Betalinger med Sedler i Hamburg, der fornemlig bevirkede den danske Valutas vaklende Stilling. Sedlerne, hvis Mængde i det hele skulde indskrænkes, og hvoraf Resten skulde være indløselig med Guld eller Sølv, maatte fremtidig ikke anvendes i Samhandelen med Hamburg, der skulde have sin Betaling i klingende Mønt. Til Opnaaelse af begge Formaal: Seddelmassens Indskrænkning og Udenlandshandelens Betaling i Mønt, skulde Banken i Altona oprettes og Mønten i Altona slaa Specier i Mængde. Den 29. Februar 1788 udkom de 2 Forordninger herom (22). Fra og med Finansaarets Begyndelse traadte Reformen i Kraft, og al den Mønt der i 1787 med febrilsk Hast udmøntedes paa Altonamøntens Annex i Poppenbüttel, var kun Forberedelserne til det, som 1788 skulde bringe, og som ligger uden for dette Arbejdes Ramme. Denne 1787-Møntning af Specier maa derfor sammen med hele den mere detaillerede Omtale af det nye Møntsystem gemmes til dette Værks mulige Fortsættelse.
Hvor strængt man holdt over, at de i 1787 prægede Mønter ikke maatte sættes i Circulation før Tiden, viser en fra Mønten i Altona indkommen Beretning om, at der er kommet 1/24 Spr. ud blandt Folk. En Jøde havde overladt Møntmesteren et Stykke, som han havde faaet af en Kone, der solgte Mælk! Overpræsident, Gehejmeraad Gähler beordredes i den Anledning at lade foretage den skarpeste Undersøgelse, om disse Stkr. er falske eller stjaalne fra Mønten. Det viste sig, at 2 Ægtepar, Albers og Gundelach, havde stiaalet disse 1/24 Spr. fra Mønten.
Ogsaa i personel Henseende fik Møntforandringen stor Betydning. Vi have set Lyng blive ansat som Møntmester i Altona med Diedrich Liebst som Guardein. Disse Møntofficerer havde det ofte mindre end godt med deres Arbejdere. I 1775 maatte de saaledes foreholde Møntfolkene ”at leve fredelig indbyrdes”, men i 1778 var det rent galt fat. Lyng maatte indberette til Finanskollegiet, at ”Folkene nu igen var saa opbragte mod hinanden, at deres Koner offentlig anfalde hinanden paa Gaderne, hvilket han uagtet anvendte kiærlige Formaninger til Fredelighed ikke har kunnet standse, men endog ved saadan Lejlighed maattet fordøye Grovheder af dem.” Knoph indstiller derfor, om ikke Lyng ”til at vedligeholde Orden og Subordination blandt Møntens Arbejdere maatte authoriseres efter Omstændighederne enten at mulctere de ulydige eller give dem deres Afsked.” Men Møntdirektøren maa i umiddelbar Kontinuation af denne Indstilling melde, ”at Møntmester Lyng atter har besværget sig over den Uenighed, som hersker blandt Myntarbejderne i Altona, hvilket endog gaar saa vidt, at Smelternes Koner har mishandlet Prægerens Børn og undsagt ham paa Liv og Lemmer! Han udbeder sig derfor Collegii Resolution, hvorledes han i slige Tilfælde skal forholde sig.” Kollegiet ”formener det rettest, at Møntmesteren, naar disse Uleyligheder skulde vedblive, adresserer sig til Stedets Øvrighed for at begiere den behøvende Assistance til at stille deres Uordner eller efter Omstændighederne at dictere dem en Mulct til Byens fattige, og naar dette var utilstrækkeligt, da ganske at dimittere dem fra Møntens Arbejde” (23). Det giver et ganske nydeligt Billede af Arbejdsforholdene ved den nye Mønt, men man maa jo huske paa, at der ofte af Banken og Regeringen stilledes ret ublu og ublide Krav til Møntens Ydeevne, idet Mønten i Altona paa Grund af sin fortræffelige Beliggenhed meget hurtigt udviklede sig til at blive Rigernes Hovedmøntsted. Intet Under, at der kunde opstaa Gnidninger, naar Mønten som det ofte var Tilfældet - maatte gaa Dag og Nat.
Imidlertid indtraadte der i 1783-84 et Chefskifte paa Mønten. Knoph kunde paa Grund af Alder og Svaghed ikke mere overkomme baade Overopsynet med Rigernes 3 Hovedmøntsteder og Ledelsen af Møntværkstedet i Hovedstaden. Han ansøgte den 16. November 1783 om Afsked fra den sidste Bestilling og om Tilladelse til at fortsætte Tjenesten som Møntdirektør med samme Løn som hidtil 1000 R. aarlig Samt en Lejegodtgørelse af 300 R., naar han fraflyttede Mønten. Det indrømmedes ham, og Lyng forflyttedes til København som Møntmester fra 1. Januar 1784 at regne. Medailleur Bauert søgte Stillingen, men hans Ansøgning henlægges. Hans mange Stempelfejl: DANAKE, DNASKE, DANKSE paa Kobber 1 ß 1771 og hans urene Bogstaver paa Mønterne har ikke tjent ham til Anbefaling!
Til Møntmester i Altona foreslog Knoph den 12. Dcbr. 1783 Guardein ved Mønten i København Michael Flor konstitueret, da Guardein Liebst i Altona og Guardein Poppe paa Kongsberg, den første formedelst tiltagende Alder, den anden formedelst svageligt Helbred ej vel kan forestaa samme. Til konst. Guardein foreslaas den her ved Mønten i København staaende Fuldmægtig Truels Lyng Knoph og til konst. Fuldmægtig her Eide Otto Knoph. Den gode Møntdirektør tilgodesaa ikke helt blufærdigt sine egne! Men Finanskollegiet svarede ham kort og godt den 22. Februar 1784, at Guardein Liebst for det første og indtil videre kunde konstitueres; det øvrige af hans Forslag udsættes! Sagen var den, at en af dem, der skulde holdes nede og tilsidesættes, nemlig Fuldmægtig Niels Høy i Altona, havde krydset Knophs i Forbindelse med hans Afgang som Møntmester saa kærligt anlagte Familieplaner ved den 3. Januar 1784 at henvende sig direkte til Kollegiet og bede om, at han, der nu paa 11te Aar tjente for 150 R. aarlig, maatte blive Guardein i Altona. Knoph beordredes at Konstituere ham som Guardein dersteds.
Lyng havde saa travlt med at slaa 1 ß og 2 ß, at han mente ikke straks at kunne forlade Altona, men fik fra Kollegiet Besked om snarest at komme til København. Da Knoph ikke fik sine Familieanliggender i Orden, synes han ikke at have haft saa travlt med at flytte fra Mønten! Knoph kunde da ogsaa forelægge en ret selvopgivende Attest fra Liebst: Han takker for Collegii Naade at Konstituere ham til Møntmester, hvilket Embede han lover med største Flid at beobagte, men forestiller derhos, at naar Collegiet vilde udvirke ham 200 R. Tillæg paa sin Guardein Gage og 50 R. til Husleje, ønskede han hellere at forblive i sin Post som Guardein end at antage Møntmesterembedet, som han formedelst Alder og især maadelig Helbred ey tror at kunne forrette for bestandig! Denne Klagesang henlægges ad acta. Da den konstituerede Møntmester Liebst derefter beder om en Fuldmægtig i Stedet for Høy, har Direktøren straks en tredje Knoph parat, nemlig sin Brodersøn Hans Schiervin Knoph, der i nogle Aar har været brugt her ved Møntens Forretning. Han fik Lov til at konstituere Brodersønnen. Endelig den 14. Marts 1784 afleverede Lyng Mønten i Altona til Liebst, der derefter beder om Ret til at anbringe sine Bogstaver D. C. L. paa Mønterne. Samtidig blev Brodersønnen syg og ”en skikkelig og troe Mand, der regner og skriver godt”, og som havde forestaaet Fordelingen af de mange nyslaaede Kobber 1 ß 1771 rundt til Byer og Kasser i Hertugdømmerne, Herman Caspar Stockfleth, blev konstitueret som Fuldmægtig i Altona.
I Anledning af den megen Ulighed mellem Stemplerne til de samme Mønter, som undertiden opvækker hos Publicum Mistanke om Møntens rigtige Værdi, fik Stempelskærerne i August 1785 Tilhold om ikke mere at gravere Præget i Stempelstaalet, men forfærdige en ”Poncil”, dvs: Punze el. Punsel, et Instrument af hærdet jern, hvormed Stempeldetailler indhugges i et Møntstempel, medens Stempelstaalet endnu er uhærdet, og hvorved kan fremstilles en Mængde ens Møntstempler, i hvilke Medailleuren med Gravstikken kun behøver at udfylde mindre Mangler og fuldstændiggøre eller supplere Stemplet. I Forbindelse hermed fik Liebst Ordre til altid at have i Behold ved Mønten Stempler til alle kurserende Mønter til Anvendelse i paakommen,de Tilfælde.
Endnu i Januar Maaned 1786 udfærdigede Finans Kollegiet en Ordre om, at der maa møntes 4 ß i Altona for Bankokontoret. De skulde være 5-lødige Marken fin 11 1/3 R. og Præget som paa norske 4 ß 1778. Stempler til Kroner, 16 og 12 ß behøvede Mønten ikke at have liggende, derimod til Christiand'or, Dukater, Albertsdalere og Piastre med spansk Stempel. Ekspeditionen af denne Ordre blev dog efter Grev Schimmelmanns Befaling tilbageholdt og dernæst kasseret formedelst dens Undværlighed i Betragtning af den med Købmand Olde sluttede Møntforpagtningskontrakt.
Det var den ovenfor nævnte store Møntforandring i Altona 1786, der bl. a. førte til dette Resultat. Købmand Olde havde i mange Aar leveret Kobberblanketter til 1 ß 1771 fra sit Valseværk og Kobbermølle i Poppenbüttel ved Alsteren, c. 1 1/2, Mils Vej nordøst for Hamburg. Da man nu paatænkte de store Specieudmøntninger, befrygtede man, at hverken Personale eller Værksteder paa Mønten i Altona vilde slaa til. Købmand Olde foreslog den 7. November 1786, at han forpagtede Altonamønten og solgte Værkerne i Poppenbüttel til Kongen, saaledes at Olde ved Forbindelse af disse 2 Indretninger kunde foretage alle Udmøntninger af Specier, Albertsdalere samt andre fordelagtige Møntoperationer, naturligvis mod at Kongen betalte Bekostningen for hver Møntning. Knoph afæskes en Erklæring over Sagen. Han indberetter i Januar 1786, at der i Poppenbüttel i Herskabet Pinneberg findes en øvre og nedre Vandmølle og stemmer for Købet af disse Vandmøller, fordi der kan spares c. 18 Heste til Valseværket paa Mønten i Altona, deres Indkøb, Fodring og Pasning. En Hestemølle virker derhos i det Hele taget ikke saa hurtigt og med saa stor Accuratesse som Vandmøllen, dog kan tørre Somres Vandmangel gøre Hestekraft fornøden. Han mener, at Omkostningerne i Poppenbiittel kan blive mindre end i Altona (24). Den 15. Marts 1786 falder endelig Resolution om Køb af Oldes Værker i Poppenbüttel, saavel Sølvrafinaderiet som Kobbervalseværket for 40,000 R. og Bortforpagtning af Mønten i Altona til Olde for 800 R. aarlig, hvorom Kontrakt oprettedes 19. April 1786. Allerede den 27. Oktober erklærer Olde som Forpagter af Mønten i Altona, at ”han hverken er eller kan finde sig tient med den nærværende Besætning af Pladserne paa Mønten.” Den 29. November 1786 resolverer Kongen, at Liebst skal være Mønt-Commissarius, Guardein i København, Michael Flor Møntmester, Niels Høy Guardein og Hans Schiervin Knoph Ohm ved Mønten i Altona. Samtidig blev Fuldmægtig Truels Lyng Knoph Guardein i København. Direktør Knoph havde sluttelig sejret over hele Linien.
Den tidligere omtalte Stempelskærer Hull udførte Tegningerne til de nye Specier, baade 1/1 2/3 og 1/3, Stkr. Tegningerne sendtes den gamle svagelige Medailleur Wolff i Altona, paa hvem baade Hænder og Øjne slog fejl, saa Bauert i København maatte forfærdige Hovedparten af Stemplerne.
For de fleste Mønters Vedkommende er Udmøntningsformlerne tidligere udregnet. Kun efternævnte 2 Mønter hidsættes her som ny tilkomne:
/// skema s. 207 ///
Der udmøntedes følgende Beløb:
/// skema s. 208 ///
De 4001 Stkr. 1/2 Sp. 1786 skulde særskilt bruges den 1. April 1786 til Rentebetaling paa det i Altona mod Annuiteter aabnede Laan.
Tilbage til: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788
Tilbage til Dansk Mønt