(Anmeldese af Viggo Sjøqvist: Nils Svenningsen. Embedsmanden og politikeren. En biografi. (1995))
En af 1900-tallets betydelige numismatiske skikkelser i Danmark var som bekendt Julius Wilcke (1875-1951), der sluttede sin langvarige embedskarriere som departementschef i Landbrugsministeriet. Hans numismatiske løbebane ligger især i udarbejdelsen af en række monografier om dansk mønt- og pengehistorie fra Senmiddelalderen til 1. verdenskrig. Disse bøger er stadigvæk standardværker, der ikke har fundet nogen afløser.
Det vil næppe være forkert at betegne Wilcke som en farverig person, og han er formentlig den numismatiker som undertegnede gennem årene har hørt flest historier om. Hans samfundsmæssige kontakter må have været omfattende, selv om han nu nok mest huskes som bagmanden for "Staunings plæne" i Klampenborg og frilæggelsen af Strandvejsområdet ved Springforbi.
For nylig udkom der imidlertid en bog, som fremlægger nye facetter hos Wilcke og som viser, hvordan han på et afgørende punkt greb ind i en af Besættelsestidens dramatiske begivenheder. Som medlem af departementschefstyret, der under ledelse af Udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen (1894-1985) havde den faktiske regering i landet efter 29. august 1943 og indtil befrielsen 5. maj, ændrede han de overvejelser, som kollegerne - vistnok i overensstemmelse med den jødiske menighed - havde gjort om en internering af de danske jøder.
Wilcke deltog ikke i de indledende forhandlinger, men han gik skarpt mod planen på et møde 30. september 1943. "Det ville hævne sig på Danmark, at vi i sin tid var gået med til at internere kommunisterne, og således ville det også hævne sig, hvis vi internerede jøderne. Vi måtte fastholde retsprincippet". Han fastholdt sit synspunkt i den videre diskussion og talte om opportunisme, der næppe ville hjælpe jøderne, da man ikke kunne stole på. at de alligevel ikke blev taget af tyskerne og sendt bort.
Wilckes modstand medførte, at interneringsplanerne blev udsat, og således undgik man en ufrivillig dansk medvirken til den tyske deportation af jøderne. Det videre forløb er kendt og skal ikke repeteres her.
Tilbage står at nævne, at Wilcke - som det eneste medlem af departementschefstyret - senere så sig foranlediget til selv at flygte til Sverige. Årsagen var ikke, som man tidligere har berettet, at han havde skubbet til en tysk officer på gaden, men at han under forhandlingerne med sine kolleger havde luftet sine planer om efter det forventede tyske nederlag at generhverve Sydslesvig og få den tyske befolkning deporteret!
Ovenstående er læsefrugter fra en netop udkommet biografi om Nils Svenningsen, skrevet af den kyndige historiker Viggo Sjøqvist. Det kan nævnes i denne nordiske sammenhæng, at Svenningsen - uanset han var opvokset i København - var norsk statsborger indtil han var 26 år, og at han i bund og grund var præget af svensk kultur. Det var en væsentlig baggrund for hans enestående indsats som dansk embedsmand.
(NNUM 1995 side 45)