af Julius Wilcke, København 1950 (ofte forkortet Wilcke VII)

Andet Kapitel:
Christian II.s Klippinge og den første Møntvalvation

Pag. 147-174: Christian II.
Pag. 174-230: Frederik I.

Frederik I. hyldedes 26. Marts 1523 som Konge paa Viborg Ting og udstedte en foreløbig Haandfæstning, der endelig vedtoges i Roskilde 3. August s. A. Imidlertid var han landet paa Sjælland i Korsør den 1. juni 1523.

I den foreløbige Haandfæstning til den jyske Adel af 26. Marts 1523 (1) hedder det: »item hvad som skal møntes efter thend Dag udi Danmark skal mønthes lige god ved lybsk, hamborgsk oc Landte Holsten.«

1 Den 13. Juli 1523 beskriver Frederik I. Christian II.s ulovlige Regimente og kræver Bidrag til Krigsfolk. Samtidig omtales den fordærvelige Mynt Klippinge, som hidtil her i Riget gengs er, menig Rigens Indbyggere til stor Skade og Forderv. Og agter vi at ville med Guds Hjælp efterdags lade mynte en god mynt som baade i Riget og Stæderne skal være gængs og gev alle Rigens Indbyggere til Beste og Bestand. Allerede den 10. August (2) næstefter havde Kong Frederik yderligere overvejet den store ubodelige Skade, som at Rigens Indbyggere har haft af den fordærvelige mynt, Klippinge som Kong Chr. II. lod mynte og slaa menig Mand til stor Fordærv og Skade og foraarsaget stor Dyrtid paa Salt, Staal, Klæde, Lærred, Hør, Hamp og andet, som menig Mand i Riget forligen Behov haver og ej vel nytte kan, saa at hvad mand tilforn købe kunde for en Gylden, det gælder nu 5 M Klipping og hvad man skal sælge her i Riget betales med samme Klippinge og hvad de skulle købe skulle de betale dobbelt og dertil ej kunde udgive sammæ Klippinge for slig verd, the behov have, og derover dagligen forarmes; og have vi forfaret, at der daglig føres store Mængder Klippinge ind udi Riget baade af Sverige, Norge og Tyskland, og er det at formode at den ny Sølvmynt, som nu myntes skal, forføres af Riget og den fordærvelige mynt Klippinge skal blive her i Riget igen, som ingen kan købe med af udlændske Købmænd. Da paa det at Danmarks Riges Indbyggere maa komme til saadan Skik og god Tid som tilforn været haver, og de, som er storligen forarmet for saadan mynt, maatte komme til deres rette biering igen, og hid kunde indføre udi Riget af fremmede Købmænd, hvad menig mand behov har for, som for er benævnt, saa have vi med Rigens Raads Raad og Samtykke saa skikket og ordineret: at saa skal holdes med den gamle mynt som Christian I. lod slaa 2 1/2 M i danske Hvide for 1 g., item 4 hvide ß xxx for 1 g. item dobbelt ß som Kong Christian then sidste lod mynte xx for 1 g., item Christoffers Hvide 2 M for l g., Christoffers ß 2 M for 1 g., item de hele ß som højbaarne fyrste, Kong Christian lod mynte 2 M for 1 g.; Saa ville vi nu den ny mynt, som vi nu lade mynte, skal den Skikkelse være: for hele ß 24 for 1 g og 12 af dem for en dansk M, desligeste dobbelt ß XII for 1 g og VI af dem for 1 d M, item 4 Hvide i en hel ß (og 3 Penninge for 1 Hvid, IIII lybsk for 1 Hvid). Og Klipping som Kong Christian lod mynte, de der have dem skal indføre dem paa mynten og sælge dem for hvis de er værd for, og skal den Skikkelse gaa paa dem, at 8 Dage næst efter S. Bartholomæi Dag (24. August) saa og efter skulle Klippinge være ugilde og ugefne.

Her er altsaa ikke Tale om en almindelig Indløsning af ældre Mønt til Kurs, men en Valvation af denne i Forhold til Gylden. Kun Klippingene skulde paa Mønten inden 1. September 1523, ellers blev de værdiløse efter denne Dag.

Til Belysning af, hvor vanskelige Samfundsforhold Kong Frederik gik ind til hidsættes en anden Befaling fra samme Tid:

Frederik I. og Rigsraadet har forfaret, at nogen forbyder deres Bønder, Tienere og Undersaatter at sælge og købe med Kiøbstedsmænd og andre, hvad de dennem tilbudt haver, hvis de haver at sælge, og dermed sker vore Kiøbstedmænd og Almue stor Forfang og derover forarmes, thi have vi med Rigens Raads Raad det saa skikket og ordnet, at menig Almue i hvem somhelst de tiene eller tilhøre, maa herefter sælge deres varer Kiøbstedmænd og andre, hvem dennem bedst betale vil, ubehindret af Hvermand, thi forbyde vi alle hvem de helst er og særdeles vore Fogeder og Embedsmænd at forbyde nogens Bønder, Tiener eller Undersaatter at sælge dem deres Varer, som før er rørt, under vor hyldest (3).

Rigsraader, forsamlet i Roskilde, paalagde derhos til Lønning af Krigsfolket under Kampen mod den »umilde« Christian II. en Landehjælp inden Mikkelsdag paa 4 Gylden i Guld, Sølv eller gode danske Hvide eller Kiøbenhavns ß af hver Læst Korn, Rug og Byg, hver Læst regnet til 40 Tdr., 1 Gylden for 1 Td. Smør eller 2 Lod Sølv eller 2 1/2 M i danske Hvide (4). Hertugdømmerne maatte strax punge ud med en Skat paa 3 pCt., som skal have givet 50.000 Gylden. Den overordentlige Skat siges at have indbragt ca. 60.000 Gylden.

Den 16. August 1523 paalægges en almindelig Hjælp af alle Rigens Indbyggere, idet man samtidig beklagede det onde og ukristelige Regimente, som Kong Christian havde øvet, for hvilke onde og ucristelige Gerninger han er rømt, og hvorved stor Skade er paaført Indbyggerne! Med lignende Klagemaal indledes Forhandlinger med Sveriges Rigsraad om godt Naboskab og sendes nogle Rigsraader til Norge angaaende den uhindrede Handel baade til Lands og Vands.

Nogle faa Dage efter, den 25. August 1523, udtaler Kong Frederik bl. a. at hans Brodersøn Christian vilde fordærve alle danske Mænd og oppebar en mærkelig svær Sølvskat og førde med sig af Riget og haver ladet her i Riget en fordærvelig Kobbermønt, som er Klipping, som ingen kan købe med af udlandske Kiøbmænd desligeste som Salt, Staal, Hvedemel, Klæde, Honning, de har leveret og antvortet, hvis Almuesmænd behov haver, og er alle Varer derover blevet (dobbelt) saa dyre, saa at det, fordum gjaldt 2 M gylden, nu 6 M, - og andre umilde ukristelige Gerninger, som langt var at skrive! Da derfor at alle danske nu maatte frelses af disse onde ukristelige Gerninger, som ovenfor er meldt, have vi givet os herind i Riget efter danske Mænds store Attraa og Begær, og for vi er en indfødt Frænde her i Riget og bepliktet til at elske danske Mænd og vort Fædrene Rige!

Endnu nogle dage efter, den 30. s. M., hilser Frederik I. alle vore kære Undersaatter, Bønder og menige Almue, som bygger og bo i Helsingborg kærlig med Gud og vor Naade, vider, at vi har forfaret, at I skulle være utilfredse med, at vi med Vort elskelige Rigens Raads Rad har aflagt den fordærvelige mynt Klipping, hvilket Gud kiender, vi og V.E.D-R-R. giorde udi den bedste Mening alle Rigens Indbyggere saavel fattige som rige til Nytte og Gavn og Bestand. Thi at ingen udlandsk Kiøbmand i Riget skulde føre ind i Riget, enten Salt, Staal, Humle, Klæde, Løg, Hør og Hamp eller andet at sælge for slig Kobbermynt Klipping, og hvad man tilforn købe kunde for 2 1/2 M, thet gielder nu 5 M Klipping og hvis fattige alene skulle sælge, da fanger de ikke andet end Klippinge, som er ydel Kobber som I selv vel se, kunde og deslige føre Riget fuldt med Klippinge af Sverige, Norge og Tyskland og Sølvet og anden dansk penge føre af Riget og Rigets Indbyggere derover daffligen forarmes, thi at her maatte indføres i Riget af Tyskland the vaare som Rigens Indbyggere behoff haver at sælges for ß og redelig penge oc Kiøbstedsmænd her i Riget deslige skulle sælge deres Varer for skellig værd, efterdi at de skulle det sælge for god mynt, Da havde vi og V.E D.R.R. saadanne Klippinge aflagt og have vi nu forskrevet til Tyskland efter en god Myntmester som skal med allerførste komme til vor Kiøbsteder Aalborg, Landskrone, og them som Klippinge have, skal føre dem ind paa mynten og skal de fange skel for dem som vi tilforn om tilskrevet haver, thi betænker Eder og Eders Børns Gavn og Beste, vi uti almindt vide at ramme deres Beste og var det nu nødig og gavnlig og som Riget Behov haver og os takke skulle (5).

Men ikke blot i Skaane var man utilfreds med Klppingenes Afskaffelse, vel fordi Befolkningen ikke paa Mønten fik saa meget for dem, som de endnu havde Købeevne blandt Folk.

I Jy1land har Kongen efter Brev af 17. September 1523 forfaret at Jyderne skulde hardeligen beclaget, at I have stor Skade deraf at (den fordærvelige mynt Klippinge var aflagt! (6)) vi med V.E. D.R.R. … menige Rigets Indbyggere til nyttig Gavn hafue aflagt then fordervelige mynt Klippinge. Thi fordi I saa hardeligen føle Eder besveret med then Skikkelse, vi med V.E. D.R.R. tilforn gjort haver, Thi have vi naadigst unt og tilladt at hver Klipping skal og maa her efter gielde og vere gengs imellem Rigens Indbyggere for fire danske Hvide og saa at de af Rigens Indbyggere enten aandlig eller verdslig skal them under liff og gods tage eller annamme af ingen Udlending i bytte med den ware for ware. Ogsaa de som i England komme, lide derved, at Klippinge skulle være aflagte og I saa endelig vil, de skulle være gængse, thi lade vi og V.E. D.R.R. de skal tages saa, da kunne I ikke skælde os eller V.E. D.R.R. derfor, hvis Skade og Forderv I deraf worder!

Ogsaa paa Lolland og Falster var der Uro. Samme Dag som til Jyderne gik der Brev til Befolkningen, Bønder, Landboer og hvemsomhelst der tiene Kirkesmænd eller Ridderskab over Laalandt og Falster, at os er nu forekommet, at vi forundrer os storligen, at then Landehielp er ikke udkommit og befrygte vi os storligt, at om thet Krigsfolk som ligger for København fanger ikke theres soldt og betaling til gode rede, at thi tha skulle falde paa uradt, oc come thi selv mit Hvermands Skade, thet Gud forbyde, Desligeste ville vi, at I maa herefter besøge Lübeck og the andre wendiske Stæder med hvad I haver at selge og igen at kiøbe, hvad I haver behoff, saa att disse fordervelige Klippinge skulle ikke mere forderve alt, og at her kan saa komme noget godt mynt uti Landet igen; Vi lade og ikke andet slaa en godt Sølvmynt oc ey heller giøre ville. Ikke skal oc nogen nu tænke andet en. Vi ville nu strax komme hidt igen. I Vor Lejer for København paa Selandt have vi vor Søn, Höjb. Fyrste Hertug Kristian dér liggende med andre vore gode Mænd og Krigsfolk og have Højb. Fyrstinde Fru Sophia vor kiære Hustru med Højb. Frøken Dorothea vor Frøken Dotter paa Vort Slot Nykøbing liggende og ville strax med Guds Hjælp vende tilbage igen. Ville Vi oc ligeledes tilstede, at nogle af Kirkens Prælater eller Ridderskabet skal uforset nogle af Almun svare paa Klagerne thi ville vi skikke dem Lov og Ret igen, det skal hver nu forlade sig til!

Samtidig blev der 28. Septbr. skrevet til Bisp Ove i Aarhus, at Kiøbstedmænd og Almue hardeligen have beklaget dem, at the havde stor Skade deraf, at Klippinge var aflagt, og kom til Lejren, (hvor Kongen var) og turet over til Kiel. Som jeg dvs: Sekretæren, skrev Eders Naade dvs: Bispen til af Kalundborg brød D.R.R. hans Brev op og har befalet mig at sende E. N et aabent Brev at forskikke til Viborg Landsting fra Kongen og lydende med andre Ord, at Vor K. N. strax sender en Myntmester til Aalborg, hvilket og D.R.R. i Dag haver ... Thi som E. N. med de andre gode Herrer D.R.Raader nu uti Jutland ikke dermed kunne stille Almuen, tha sender jeg E. N. ett andet Brev ... lydende at hver Klipping maa herefter gelde IIII danske Hvide med de articler som samme Brev indeholder. Dersom Almuen ikke stander dermed at stille, tha sender jeg E. N. aff samme befatning the tredie Brev, lydende, at Vor kgl. Naade lader tilske, som Klippingene maa være gengs, og fatte D.R.Raad, nu forsamlede, alle deres flid og tro til E. N. og de andre gode Herrer deres Medbrødre udi Jutland, at the stille Almuen. tilfreds, hvis I med de andre gode Herrer derpaa beslutter ... med alles Samtykke, Vidende gerne om Almuen stander til at berolige med det første Brev at mynte; at the andre to læses for Almuen for den Lejligheds Skyld, som nu sig begive kan vidende Eder betenker alle Ting uti thet beste ... som hans Naade fuldkomlig tiltror.

Beder jeg E. N. ydmygeligen, at E. N. vil forskikke disse Breve, thi var det at vor Naade Oxe ligger de storligen Magt paa; Sammeledes beder jeg E. N., at E. N. tage mig ikke til mistøck, at jeg skikker E. N. them paa hender, thi jeg tror E. N. best til them!

I de samme Dage gik ogsaa Brev til Bispen af Selandt og de andre Lensmænd. I maa vide, at os er forekommet Klage fra Almuen baade uti Selandt og Funslandt og mest at de ikke sælger og køber, og have vi med V. E. D.R.R., her hos os tilstede, vi ikke kunne finde thet anderledes eller bedre Middel til at stille Almuen med end som udi vort aabne Brev. Bede vi, at I med V. E. D.R.R. udi Selandt ville det dobbelt nu betænke og nu overveje, hvad nyttigt er, om I Almuen anderledes stille kan for den Lejligheds Skyld som vi og menige Riget ville paahenge og have vi sendt vore Lensmænd the aabne Breve at lade læse for Almuen og desligest til Landsting. Kan I med de andre gode Herrer og Lensmænd finde det bedre lempes at stille Almuen, da giver the vore Lensmænd tilkiende med det første at the ikke lade læse vore Breve!

Hvor mærker man Folks Forvirring og Fortvivlelse i det daglige trælsomme Liv og Kamp for Brødet og de Styrendes Angst og Raadløshed.

Omkring Mortensdag 1523, det vil sige omtrent samtidig med de foran skildrede Begivenheder, kvitterer den i Brevene omtalte nyengagerede Møntmester for Sølv til Udmøntning:

Ich Berndt Bruske des erwählten Königs to Dennemarch Herr Friderichs Munzmester bekenne, dass ich hebbe empfangen fan:

Eske Bilde i Roskilde			 27 Løde M Sølv		 5 Lod
»van wegen der prelaten«		 25    	- -
Andreas Bilde			 	  5	- -		 4 Lod
Otto Hobbersen?, ialt 696 Lod. 		 22	- -		-4   -
					 22	- -		-4   -
Af Landehjelpen							200 -
Fra Aalholm Slot			450	- -		11 -

					850	- -
Otto Krabbe			 	 15	- -
Olaf Falster							16 Lod	2 Q.
	- ?							26   -	2 -
Abbeden i Æbleholt			  8	- -		10   -

				Ialt 1424 Løde M S. c. 265 Lod

Item bekenn ich Bernt Bruske met mein Handskrift, dass ich empfangen hebbe van Niels Dostov Borger i Randers 200 Lod Sølv paa San Dionysiitag 1523 van wegen mein gnädiger Her. Munzmeister zu Roskilde (7).

Imidlertid havde vor Kending Jørgen Koch, der af sin gamle Konge var godkendt som Borgmester i Malmø, som bekendt intrigeret sig over paa den rigtige Side, deltaget i Malmøs Overgivelse og søgt gennemført Københavns med det Resultat, at han fortsatte baade som Borgmester og som Møntmester i Malmø (8). Han fik 25. Februar 1524 af Rigsraadet følgende Møntordning:

Vii Lage Vrne biscop aff Roschilld, Iens Andersszenn biscop till Ffiwnn, Henrich abbett till Szoer, Eschilldt prier vdi Anttuordskowg &c., Danmarcks riigis raad, gøre alle vittherligt, att paa thenndt beffaling, som hogbornn och høygmecttigestte herre Ffrederich met Guts naade vduolldt koning till Danmarck &c. vor keritste naadigste herre haffuer oss giffuit, haffue vii beffallett och tillstedt paa hanns naadis och vore egne vegne met thette vortt opne breff thendne breffuiiszere Jyrgenn Kaack, vor naadigste herriss mynttemestter och burgimestter vdi Mallmø, at handt schall och maa myntte for oss och alle Danmarcks riigis indbyggere, som till hannum komme met klippinge, fattig och riig, alle the klippinge omkring, szom høgborenn fürstte konning Christiernn lodt myntthe, meniig riigett till schade och forderff, och paa thet att Danmarcks riigis indbyggere ey schulle ythermere met saadann myntt bedrages, szom her till skeedt er, ther fore haffue vii giordt saadann skyck ther oppaa, saa att hanndt schall anamme forne klippinge och gøre thennum vdi trindth myntt, huer slag vnder siitt vaabenn och huert slag giellde, som the ere verdt till, som her effther fyllger: The førstte klippinge, som konning Christiernn loedt fyrstt slaa aff thett bestte slag, er paa thend ene sziide et kronet siolldt met tree leonner met vdtrectte twnger och met kraaget och kruszet rumpe och eth kaarss vnder vaaben met lilier i endenn, the schulle myntthes met saadantt vaabenn: paa thenndt ene sziide eth kronet skiolldt och ther vdi tree leoner met eth kaarss, paa thennd andenn sziide vor naadigste herris vaabenn, och gellde xiiij pendinge (9). Thet andet slag klippinge, som er tegnet met tree leoner vdenn twnger och met en sleett rumpe och eth slett dubilld korss vdmet siiderne the schulle tegnis met saadannt vaabenn: paa thendt ene siide iij leoner vdi eeth skiolldt, paa thendt andenn sziide voer naadigste herris vaabenn met sleet kaarss och en krone paa skiolldett, oc the schulle giellde vi pendinge (10)). Thet tredie slag klippinge, som er tegnet met sleett dubilldt kaarss (och ett tryntt øge vti szamme kaarss (11)) hartt optill skiollden, och paa thendt ene sziide, szom konningens billett staar oppaa, er tegnet vdi eblet, szom ther vaare tree ruder vdi, samme klippinge schulle ommynttes, paa thend ene sziide met ett kronnet ff och paa thendt andenn sziide met eth sleett (skiolldt mett eett (12))) gemengangende kaarss, och the schulle giellde en dansk hwiidt (13). The(t) fierde slag klippinge, som ere tegnet met forne iij leonner vdenn twnger och eth sleett enfolldigtt kaarss vdmet skiolldet, och ett kleffuerbladt vdi kongenns eble paa thendt andenn sziide, samme klippinge schulle ommynthes met vor naadigste herris vaabenn, met eett kaarsi paa thendt ene sziide och ett leonehowet paa thendt andenn sziide, och the schulle giellde iij danske pendinge (14). Item hues fallske klippinge, szom icke ere mynttet vdi Dannemarck, the schulle ey formynttes, men smelltte thennum och købe thennum effther theris verdt och fyn korenn. Och huilckenn mandt, szom vilt lade forne klippinge om myntte, effther som forscreffuit staar, schall giffue till swenne løenn och ander omkaastt aff jc vegne marck vj gullderne aff thendt mynt, szom mynttet bliffuer, och huilkenn, som icke haffuer jc vegne marck, tha schall thend løenn affdeelis ther effther, saa att thendt fattig ey schall mere giffue endt thendt riige. Aff thendt forne myntt schall leggis vdi bysszenn ij stycker aff huert jc vegne march till proff, och schall forne mynttemestter ey anderstedis forsuaare forne myntt eller staa till rette for, endt szom thet proff vdtwiiszer, szom forne bussze indehollder, och huadt affgang, som ther affgaar i vinstenenn och paa smedenn, thett gaar aff pendinge, och hues affskroedt, som slaes till spiillde eller forbrenne vdi illdenn, thet schal støbes till samme myntt igenn (15). Ithermere schall handt och maa slaa fyn nobell gulld; ther vttaff scall vegne marck vdi fiine kornn hollde xxiij kaarat och skraade paa huer vegne marck xvj stycker. Item schall hand och maa slaa søllff myntt; ther vttaff schall huer vegenn marck holde vdi two fine kornn xiiij loedt och skraade paa huer vegenn marck viij stycker, och aff samme kornn scall mynttes hallff gulldene och skrode xvj stycker paa vegenn marck, och aff samme kornn scall mynttes ortt van gulldene. Item paa alldt thenndt gulldt myntt och søllffuer mynt schall (staa (16)) vor naadigste herris och Danmarcks riigis vaabenn och naffnn oppaa, och paa alldt thend forne myntt och klyp. Myntt scall paa thendt ene sziide staa Moneta noua Mallmogensis, och paa thendt andenn sziide Ffredericcus dei gracia rex Dacie. Item scall ingenn vere hans reetter eller domer vdenn vor nadigste herre och vii for hans naadis egenn perszonis nerwerellsze, och schall forne myntthemestter nyde alle hans gamble friiheder vdi Mallmø, som framfarne mynttemesttere ther fore hannum nøtt haffuer, och ville vii hollde forne mynttemestter och hanss arffwinge vdenn alldt fare scadeløess och for ytthermere tilltall for forne myntt (17) &c. Till ytthermere vinttnesbiwrdt och forwaaring &c. Giffuit vdi Køpennhaffn, S, Mathie apost. dag (18).

Efter 25. Februar: Kongebrev, som Møntmesteren Iyrgen Kock fik paa Mønten i Schone; et lignende fik Møntmesteren i Riibe.

Vi Fr. gjøre alle vitterligt, at vi og Rigets Raad ere komne over ens om, at der skal møntes følgende Mønt over hele Riget. Derfor have vi befalet os elskel. Iyrgen Kock, vor Møntmester i Mallmøø, at slaa, i Guld: Nobler (den vegne Mark skal holde 23 1/2 Karat og skraade 16 Stkr.), Rinske Gylden (18 Karat, 72 Stkr.), og i Sølv: Tomarksstykker (den vegne Mark holde 14 Lod fint Sølv og skraaed 11 Stkr.), Enmarks-, Halvmarks- og Fireskillingsstykker (samme Korn og henholdsvis 22, 44 og 78 Stkr. paa Marken), Firehvider Skillinger (5 Lod 2 Gren fint Sølv, 96 Stkr.), Danske Hvide (4 Lod fint Sølv, 300 Stkr.). Af denne Mønt skal Møntmesteren give til Slagskat en halv Ort Guld af hver vegen Mark Sølv ... (Derefter følger Bestemmelser om Klippingenes Ommøntning samt om Kongen som Møntmesterens eneste Dommer, alt næsten ordret som i Rigsraadets Brev af 25. Febr.) (Uden Dag).

Kong Frederik havde Forudsætninger for at ordne Møntvæsenet i Danmark, saa forvirret det end maatte være, thi han havde som Hertug af Slesvig og Holsten vist ikke ringe Forstaaelse for et godt og solidt Møntvæsen, saaledes at hans Hertugdømme i saa Henseende udgjorde en Oase midt i Kong Christians Møntkaos. Hertug Frederik havde holdt sig uden for Svenskekrigen og været neutral, dvs: forraadt sin Brodersøn. Der er tidligere optaget Billeder af hans Mark og 1/2 Mark 1514 samt 2 Mark 1522. Hidsættes nu yderligere:

Husumdaler 1522

4 ß lybsk 1514. S. 4

2 ß lybsk 1514. S. 5

2 ß lybsk u. A. S. 21

1 ß lybsk 1514. S. 8

Om disse Hertug Frederiks Mønter berettes følgende:

I Aaret 1474 meddelte Kejser Friedrich III. Kong Christian I. som Hertug af Holsten Tilladelse til at slaa Guld- og Sølvmønt. Hertug Frederik benyttede denne Tilladelse til at slaa Mønt efter Rigsmøntfod i Byen Husum, som han paa forskellig Maade følte sig knyttet til (19). Her boede hans Veninde. Herman Høyer, »Lange Harmen, var hans gode Ven, der var gift med Kongens uægte Datter Katharina, og indtog en anset Stilling i Byen (20). I hans Hus modtog han den jyske Adels Udsending den 29. Januar 1523, da disse tilbød ham Kronen og bad ham fordrive sin Brodersøn. Lange Harmen og Hertug Frederiks Møntmester Jørgen Drewes var de eneste, der opnaaede Skattefrihed i Byen. Nævnte Møntmester var altsaa den, som slog Hertug Frederiks smukke Mønter, og som 1525 den 24. Februar skrev til Kansler Claus Gjørdsen om at faa et Brev til Borgmester og Raad i Aalborg om et Hus til Mønten d r. (21). Før den Tid var Hans Dringenberg Møntmester i Aalborg (22). Naar det siges, at Hertug Frederik lod Mønten slaa efter Rigsmøntfod, maa det sandsynligvis nærmere sige: Lybsk Møntfod. Marken fra 1514 er vejet til 18,9 gr., 1/2 Marken til 9,45 gr. og 1/4 Marken til 4,66 gr. samt DobbeltskilIingen 1526 til 3,63-3,99 gr. De lybske Markstykker i Tysklands Nordprovinser og i Hansestæderne vejede 1512-13 18 gr. og 13 Stkr. paa den 14 1/2 lødige M med Finvægt 16,22 gr., 13 M paa M fin og 1515: 19,48 gr. og 12 Stkr. paa den 14 1/2 lødige Mark, 17,64 gr., f. S. 13 M 4 ß paa M fin. 2 ß vejede 1512: 2,25 gr. 104 paa den 15 lødige M 2,1 gr. f. S. 14 M paa den f. M Sølv; 1522-30: 4,17-4,03 gr. 56-58 Stkr. paa den 7 1/2-7 3/4 lødige M Finvægt 1,958-1,952 gr., 14 M 14 ß-13 M 9 ß paa M f. W. Jesse kan saaledes med fuld Føje henregne Hertug Frederiks Mønter til den lybske Møntfod (23).

Det viser ogsaa, hvorledes den lybske Markregning beherskede hele Udmøntningen. Den senest fremkomne »svære Husumdaler« fra 1522 kan herefter næppe være andet end et dobbelt lybsk Markstykke. Vægten 35,21 gr. passer vel til hele det ovenangivne System, naar noget Slid og Tidens Tand tages med i Betragtning. Den almindelige Husumdaler vejet i Møntkabinettet til 28,9 gr., er da et Udtryk for Tvivlen og Kampen om, hvorvidt man skulde gaa over til Dalerregning eller blive ved den tilvante lybske Markregning (24) til hvilken Hertug Frederiks Mark, 1/2 Mark- og 1/4 Markstykker synes at passe præcist, saaledes at man formentlig kan ansætte disse Møntstykker i Overensstemmelse hermed. Det vil herefter være af betydelig Interesse at give en Oversigt over og Sammenligning af Hertug Frederiks Hertug- og Kongemønter:

/// skema ///

Hertug Frederik lod som nævnt de lybske Mønter slaa i Husum. Møntværkstedet er endnu bevaret i »Das Herrenhaus«, beliggende paa Markedspladsen. Det er vistnok opført i Christian I.s Tid og udgør en festlig dobbeltgavlet rød Renæssancebygning; paa den ene Gavl er anbragt en Del Hoveder, som efter Overleveringen skal forestille de Mænd, der som Oprørere 1473 sammen med Kongens Broder Grev Gerhard bekrigede Kong Christian for at bevare nogle Friheder, Greven havde lovet dem, og som blev henrettede paa Klingenberg uden for Byen (25). Jürgen Drewes blev, selv efter at Mønten var forflyttet til Slesvig, boende i Huset, som senere udgjorde en Del af Slottet i Husum. 1681 gik det paany over i privat Eje for i Midten af forrige Aarhundrede at blive indrettet til Bryghus for undergæret Øl. Det er nu i den kendte sønderjydske Bryggerslægt Fuglsangs Besiddelse og bevares med stor Pietet; dog er i tidligere 'I'id de oprindelige 3 høje spidsbuede Vinduer i første Stokværk afløst af mere moderne Fag.

Torvet og Mønthuset i Husum

Paa Billedet af Torvet ses Husets begge Gavle. Paa de 2 andre Billeder ses dels Gavlspidsen paa det større Hus med Hovederne, dels hele Gavlbygningen.

Endelig hidsættes efter Caspar Danckwerths Landesbeschreibung der Herzogthümer Schleswig und Holstein, 1652, Kort over Byen, hvoraf i Forbindelse med Markedsbilledet vil ses, at Huset laa ved Siden af Passagen til Slottet.

Der er i foranstaaende Aktstykker flere Gange omtalt Dobbelt-Skillinger, som Christian II. skulde have ladet slaa paa det seneste inden Flugten. Endnu 3. Juli 1526 omtales udtrykkelig Dobbeltskillinger, som Kong Christiern lod mønte, og som Oluf Nielsen laante Frederik I. den Tid, da dennes Krigsfolk laa for København (26). Man har draget i Tvivl, om saadanne har kunnet konstateres. Saavidt man kan forstaa den ovenciterede Møntordning, var det kun til Smaapenningerne, som man endnu ikke kender, at Kongen skulde yde et Sølvbidrag. Derfor blev de vel heller ikke udmøntede. Iøvrigt skulde øjensynlig Klippingenes Indfrielse hvile i sig selv, og nogen Indløsning af anden Mønt er der slet ikke Tale om. Dertil havde Kong Frederik visselig ingen Midler. Han havde nok at bestille med at betale Krigsfolk og søge Landehjælp hertil. Man maa da nærmest forstaa Forholdet saaledes, at for de første Klippinge skulde man have 14 Penningstykker. Derfor udmøntedes denne mærkelige Mønt dvs: 1 1/6 ß. Forudsætningen herfor synes at være, at nogle af Klippingene er udgivet for 2 ß-Stykker. Ellers er Opdelingen i de forskellige Klippinge mod forskellig Betaling ikke let forstaaelig. Men paa den anden Side frembyder Vægten ikke særlige Holdepunkter for en forskellig Bedømmelse af Klippingene: S. 26: 2 gr., S. 30: 2,01 gr., S. 29: 2,35 gr., S. 27: 1,47 gr., S. 31: 2,10 og 1,90 gr. Men de, der skulde blive til 14 Penninge, som har Leoner med udrakte Tunger samt kroget og kruset Rumpe, og som Christian II. først lod slaa af den bedste Slags vejer dog 2 Gram og derover. Det er ganske vist ikke rneget mere end Skillingsstykkerne, men de bærer dog et ganske solidt og tykt Sølvpræg og Udseende. Muligt er netop de tungeste og bedste indsmeltede, saa ingen af disse Stkr. er bevaret til Nutiden. I hvert Fald maa Forudsætningen for Almuens Vrede over Klippingenes Inddragelse dog være, at nogle KIippinge gjaldt 2 ß = 24 Penninge og nu kun skulde erstattes med 14 Penninge paa samme Vis som 1 ß Klippinge = 12 Penninge med 3 Leoner uden Tunger og med en slet Rumpe kun skulde betales med 6 Penninge.

Sluttelig blev disse Klippinge (27) endelig afskaffede. Bisp Jöannes (Jens) Andree (Andersen) i Odense tilskrev 20. Marts 1524 Frederik I., at han har taget sig over at handle Kongen og Indbyggerne til det bedste om alle de Klippinge, der er i Riget, at de skal komme igen paa Mønten (28).

14 Penning fra Frederik I.

6 Penning fra Frederik I.

Som det vil ses, er Forskellen mellem de 2 Mønter ikke betydelig. Det er kun Skjoldenes Anbringelse, som differerer. Om heri ligger nogen Bagtanke faar staa hen. Men besynderligt er det ihvert Fald og ikke fri for at være vildledende at gøre saa ringe Forskel. Det kan dog ogsaa være, at man vilde tilvejebringe en Slags Fællesmønt for Herkomsten fra de ilde anskrevne Klippinge.

Lejrskilling 1523-24

Som allerede foran fremhævet foretog Kong Frederik strax en Devalvation af den gamle Mønt:

Christian I.s danske Hvide				2 1/2 M for 1 Gylden
Hans’ 4 Hvide ß		30 Stkr. 	40 ß eller	9 1/2 	-	-
Christian II.s Dobbelt ß		40 ß eller 	9 1/2	-	-
Christoffers Hvide					2	-	-
	-       ß					2	-	-
Christian II.s  ß					2	-	-

samt Valvation af den ny Mønt:

Frederik I.s	 1 ß, 12 ß = 1 M d			2 M for 1 Gylden
  -	 	 2 - 12 ß = 1 M d			2	-	-
  -		 1 -	= 4 Hvide
		14 P		20 4/7 Stkr. = 24 ß	2	-	-
  -	 	 6 -	= 1/2 ß		48 Stkr		2	-	-
  -	 	 3 -	=	1/4 ß	96 Stkr		2	-	-

I Virkeligheden har altsaa Kong Frederik forsøgt at sætte sin Mønt til 1 1/2 M à 16 ß for M = 1 Gylden, dvs: til samme Kurs som Hansestædernes, specielt Lübecks, Mønt. Men da nu i nogen Tid Gyldenen havde været gængs til langt over 2 M i Mønt, i Klippinge endog 5 M, har man ikke villet foretage Springet helt ned til 1 1/2 M, men kun til 2 men ganske vist à 12 ß!

At Mønten fra ældre Tid er regnet til 16 ß paa Marken, ses af, at der her ikke udtrykkeligt er gjort nogen Tilføjelse i Valvationen af 10. August 1523 om, at 1 M skulde regnes til 12 ß. Det staar kun tilføjet den ny Mønt: et indviklet, forvirrende og vildledende Regnskab rnaa det unægtelig have været. Klippingenes Omsmeltning til 14 Penninge og 6 Penninge Stykker, der lignede hinanden, har ikke gjort det bedre.

Møntordningen var altsaa en ejendommelig Blanding af dansk og lybsk »Wehrung«. Efter det oplyste er Galsters Oplysning i »Mønt« p. 174, at Gyldenen regnedes til 2 1/2 urigtig efter den ny Møntregning. Der regnedes som nævnt 2 M à 12 ß. Kun i Christian I.s danske Hvide, Kong Hans' 4 Hvide og Christian II.s 2 ß - der ikke har været Klippinge - regnedes 1 Gylden at koste 2 1/2 M à 16 ß. Forholdet mellem 1 Gylden i Guld og 1 Gylden i Sølv var 10,5:1 samt 1 Gylden i Mønt, dvs: Skillinger, 2 M à 12 ß = 18,672 gr. f. S. kun 7,6:1. Men disse Skillinger var altsaa i Virkeligheden til Dels Kreditmønt.

Den foran skildrede mærkelige Ordning stemmer altsaa delvis med Kongens Løfte og Udtalelse til Rigsraadet 1523: Mynten ville udgøre eens og liig ved vores Mynt (dvs: Hertugdømmets) og udi de Vendiske Stæder (29): dvs: 24 ß og 1 1/2 M à 16 ß paa 1 Gylden. Frederik I.s Valvation maa formentlig ses i Forhold til den nu almindelig forekommende Sølvgylden eller 2 Lod Sølv og ikke til Guldgyldenen, som oversteg 2 Lods Daleren i Værdi. Imidlertid maa det antages, at Handelen tog de forskellige Gylden i Mønt efterhaanden, om ikke, strax, efter det virkelige Sølvindhold, i hvert Fald, naar der blev Tale om andet end Detailhandel.

Prøve i Sølv til Nobel u. A. og Nobel u. A. fra Ribe

I det foregaaende er nævnt enkelte Møntsteder. Det var imidlertid klart i Datiden, at naar Klippingene af Hvermand skulde indsendes til Mønten til Indsmeltning og Ombytning, maatte Hovedmønten i Malmø have midlertidige Filialer rundt om i Landet, saaledes i Jylland, Aalborg og Ribe, paa Sjælland København, i Skaane, Halland og Bleking foruden Malmø, Landskrone og Ronneby. Det er kun mærkeligt, at Fyn mangler. Jacobæus og Lauerentsen nævner ganske vist Nyborg og anfører en Mønt derfra, men Nutiden kender den ikke (30). Besynderligt nok sloges der i Ribe paa denne Tid større Mønt i Overensstemmelse med Frederik I.s ovennævnte Møntordning; baade Nobler og Sølvgylden, formentlig Prøver, thi Midlerne hertil skulde ikke synes at foreligge paa det Tidspunkt (31).

Der er nævnt et Par Møntmestre foruden Hovedmøntens Mester Jørgen Koch, der, som vi nu har set, havde forstaaet at manøvrere sig over fra at have været Christian II.s Borgmester og Møntmester i Malmø til at bevare Stillingen hos Frederik I. Han drev det endog 1526 til at blive adlet af Frederik I., der gerne vilde vinde Borgerskabet i Landets 2 største Byer, Malmø og København. Skjoldet var Halvdelen rødt med hvid Lilie, Halvdelen hvidt med rød Lilie, 2 Vesselhorn med rød Lilie over det hvide Felt og hvid Lilie over det røde Felt!

Jørgen Kochs Adelsvaaben

I Adelsbrevet, der udstedtes Vor Frues Dag Assumptionis, hedder det videre: »for villig og tro Tieneste han hidtil gjort og bevist haver, besynderlig udi Feide, Krig og Orlof mandeligen sig bevist imod vor og Rigens Fiender, have vi med os Elsklig R.Raads Fuldbyrd og Samtykke undt ham og Børn og efterkomne Arvinger slig Frihed og Frelse med Skiold og Hielm og Tegn som Ridder og Svenne og Danmarks Riges Edlinge fører! (32)

At han ogsaa paa anden Maade var en anset Mand, viser Kong Frederiks Brev af 8. Oktbr. 1528, hvorefter han paa Jørgen Kochs Andragende skænker Malmø Graabrødre Kloster og Helliggæstes Kloster til Hospital og Raadhus (33). Naar Kongen var ham saa bevaagen, skyldtes det øjensynlig ogsaa, at han har laant ham Penge mod Pant i Mønten, hvorom det hedder 19. Juli 1530: Vi Fr. gjøre vitterligt, at efterdi vi nu have ladet indløse af os elsk. Iyrgenn Kaach, vor Mand og Tjener, Borgemester i Mallmø, Mønten, som han havde i Pant af os, og han siden Indløsningen ikke har ladet noget mønte, da lade vi ham og Arvingerne aldeles kvit for al ydermere Krav for, hvad han skulde give os af Mønten til denne Dag.

Ogsaa Lensmand blev han den 19. Novbr. 1532: Iyrgen Møntmester, Borgemester i Mallmøe, fik efter Mester Mortenn Krabbis Opladelse Forleningsbrev i sin Livstid paa Tumerup Kloster med al Tilliggelse … vordnede og Tjenere, dog at han holder den Gudstjeneste ved Magt, som bør holdes, holder Klosteret ved Hævd og Bygning og giver Præsterne deri deres nødtørftige Klæde og Føde; ligeledes skal han aarlig yde Kongen paa Gottorp 300 Td. Havre for 3 Borglejeheste, som han skulde holde i Klosteret, samt holde Tjenerne ved Lov o.s.v. og ikke forhugge Skovene. Naar Kongen kommer til Skaane, skal han med Tumerup By holde Kongen med hans daglige Folk et Nathold aarlig med Mad, Øl og Hestefoder (34). I 1540 bortforlenedes Lundebispernes berømte Fæstning ved Øresund, Borgeby, ligeledes til ham.

Ogsaa Vers blev der lavet om den høje Borg- og Møntmester (35).

Ikke altid føjede Skæbnen dog saaledes den ærgerrige Møntmester. 1525 sendte hans energiske Kone, Sidse Cortsdatter ham fra Malmø med en stor Sum Penge til Hamborg for at redde Stifsønnen Claus Kniphoff, der havde kæmpet for Christian II. til det sidste, men nu sad fangen i Hamborg som simpel Sørøver. Da Koch undervejs mærkede, hvorledes det stod til i Hamborg, hvor man hurtigst henrettede Stifsønnen og hans Kammerater, blev han i Lübeck, tog Pengene med hjem og anvendte siden disse til den store Almisse i Malmø, som Hustruen og han stiftede 1546, hvorefter der daglig skulde uddeles Brød til fattige fra Malmø Raadhus (36).

Ogsaa i Norge traf Frederik I. Bestemmelser til Ordning af Møntforholdene.

Den 20. juni 1524 fik Bisp Magnus (Mogens) af Hamar Brev at han maa og skal lade mynte 4 Hvide ß og Hvide; 4 Hvid ß skal holde 5 Lod f. S. og skrodes paa den wejede M Værk 90 og 6 Stkr., saa det er i jo (efter Norske Magasin III, 1839, p. 9 Gylden 1 M f. S., og de Hvide skulle holde 4 Lod f. S. og skrodes paa hver vegen M werck 300 Stkr. saa det er udi 10 G. 1 M f. S. og paa al denne Mynt skal p. d. e. S. staa FREDERICVS DEI GRA REX NORWEGIE og vort Wapen og p. d. a. S. MONETA NOVA HAMEREN og Norges Riiges Wapen, hvilken Mynt wi ville gylde og geffue at gange i wort Riige Norge og ingen wore undersaatter samme Mynt at straffe i nogen Maade (37). Nogle faa Dage forinden, den 14. s. M. havde Bispen faaet 3 Aars Brev paa Sundsbjerg Kobberbjerg i Sellegaard (Seljord) i Thelemarken, hvor senere et Sølvværk aabnedes (38).

Den 18. Oktober 1525 havde Høvedsmanden paa Akershus Oluf Galle tilladt Hans Hansen, Møntemester, at han maa og skal herefter mønte bruge og opholde uti Oslo ... først Pendinge Stkr. til 4 d. Hvide, paa en ringylden 30 Stkr., g. til 2 1/2 M d., i hver Løde M pavement 4 Lod f. S. cølnsk Værd og 112 Stkr. af forn. Pendinge saa at Lødig M f. S. kommer paa 15 r. g. 1/2 Quintin mere eller mindre end fire Lod og i Pendinge 1 eller 2 Stkr. mere eller mindre, da skal det ikke være Møntmesteren til Straf, thi han kan ikke altid ramme saa ligetil! Møntmesterløn 2 1/2 M d. for f. S. Køber Møntmesteren selv Sølv og vexler sig paa til at sette paa Mønten, da han give Oluf Galle 10 ß af hver M f. S. i Sleskat; fri for alle Skatter, Told, Sise og anden Tynge og maa bruge sin Købenskraft til sit Bords Opholdelse og Nøtturf. Item skal ingen hans Mønt straffe eller probere medmindre det forskydes til tre »berøchtede« Møntmestre og da efter Møntmestrenes Ret (39).

Den 8. Novbr. 1526 befaler Oluf Galle paa Frederik I.s Vegne paa Grund af Møntmangel og »føje Sølv« udmøntet 4 d. Hvide som ovfr., dog 3 1/2 Lod f. S. cølnsk Vægt 112 Stkr. saa at 1 lødig M f. S. udbringes til 17 r. G. Slagskat 1 Ort gulden = 10 ß.

Den 1. Januar 1526 fik Vincens Lunge paa Bergenhus Ordre om, at han maa lade mynte 4 Hvider og Hvider som Bispen af Hamar (40).

Endelig udsteder Vincent Lunge, Høvidsmand paa Bergenhus og Vardøhus, Kong Frederiks Statholder i Norge Nordenfjelds den 3. April 1527 hans Privilegium for Mester Hans Møntmester at slaa Kongens Mønt i Bergen, først Fire Hvide Penninge, lødig M halvfemte Lod, to gren over eller under, 100 Stkr. og Sex og To Stkr. nedentil og ofven. - Hvide. Løde M halvfjerde Lod, 320 Stkr. og skal han have af mig for hver Løde M f. S. halvtredje M d. for sin Arbejdsløn, item om nogen som er ved Bryggen eller anden som hans Uven er, vil for Avinds Skyld ham belyve, da skal jeg strax tage Borgen af Mester Hans og tha skal den anden finde oc Borgen for sig og skulle de komme begge til Malmø udi Danmark som Kongens Mønteproberere edsvorne ere. Og skal samme Møntehus have saa god Fred og Gridt som Closterfred, efterdi dette Mønthus skal være Hovedmøntehus for Norge og skal han det nyde og beholde for nogen anden, saalænge han sit Arbejde denligt og forsvarligt gør, og naar han ikke længer lyster at blive skal han skikke en anden dinlig Karl i sit Sted, som samme Arbejde ustraffeligt fuldkomme kan. Skal fornevnte Mester Hans Loff have at mønte for sig selv naar han ikke mit Arbejde haver, og maa han slaa saa højt og lavt, som jeg min Mønt slaa lader og skal han give mig for hver lødig M fin en north Gulds til Rente. Bergenhus Onsdag efter Midfaste Søndag 1527 (41).

Hans Holst har i »Mønt« p. 129 angivet 126 Stkr. 4 Hvid paa 1 M cølnsk, men læst Texten urigtig. Det er 106 Stkr. med 2 til Fare.

Det højst mærkelige ved disse Møntordninger er, at de kun for Hamar Møntsted stemmer nogenlunde med den danske Møntordning af 1524, og at den norske Ordning efter Beregningen i Gylden synes at forudsætte 2 1/2 M à 12 ß. Nogle Steder læses 4 Hvide ß, andre Steder 4 Hvide 30 Stkr., 2 1/2 M d. paa 1 G. Dette kan ogsaa forstaas saaledes: 4 Hvid x 30 = 120 Hvid, som efter 1 ß = 3 Hvid bliver 40 ß = 2 1/2 M à 16 ß. Imidlertid stemmer 2 1/2 M à 12ß = 30 ß bedst med Frederik I.s Intentioner i Danmark.

Der synes derhos ikke at være udmøntet de bedre Mønter fra Hamar, men derimod de ret forringede Mønter fra Oslo og Bergen. Indledningen til Ordningen 8. Novbr. 1526 passer saaledes godt i Billedet: »for bryst og trang, som her i Riget er paa penninge, har man beskikket Mønten at slaa i Oslo for fejde og orloff som paahenger: 1 M f S. til 17 g. (42).

At der var Forskel paa dansk og norsk Mønt synes ogsaa at fremgaa af Kvitteringer for Gengerd, Afgifter m. v. 26. Decbr. 1525 faar Vincents Lunge for Tiden 8. Septbr. 1524-14. Septbr. 1525 Kvittering for Afgift af Bergens Slot bl. a. 442 1/2 M 2 ß d. og af Trondhjem og Trøndelagen 867 M 5 ß d., 4 r. g., 1 Ossenbrüggergylden, 2 Hornsgylden, 24 g hver for 2 1/2 M 4 ß ... af Sparbo og Guldal 350 nye M d ... paa Fru Ingerds Vegne 413 M d., J. Kruchow 14 r. g. 30 nye M 12 ß. Erik Uggerup fik 23. Maj 1528 Pant paa Tunsberg Len for Laan til Kongen: 600 M danske Penge og 400 Lod Sølv Kølnsk Vægt.

Falske Penge kom iblandt, saa der i Bergens Privilegier 14. Oktbr. 1528 maatte udtales: Hvo som Kongens myntede eller af ham samtykte Mynt falsker, har forbrudt Liv og Gods, men den der straffer (dvs: vrager) den bøde 8 Ørtuger 13 M.

Den 23. Febr. 1529 fik Mikkel Blech Kvittering for Gengerd søndenfjelds: 2.097 M 15 ß danske og norske Penge, 1937 Lod Sølv norsk Vægt, 4 r. G. à 2 1/2 M d. (andetsteds halvfjerde M d.), 18 rg. onde og gode! hver g saa godt som 2 1/2 M d., 11 Hornsgylden hver saa godt som 1 d. M ... 202 M 4 ß d. i Hvider og dobbelt ß ... en fransk Krone for 3 1/2 M d., 43 Lod Sølv norsk Vægt = 39 nye Lod cølnsk Vegt. Bisp Magnus fik 30. April 1529 Kvittering for bl. a.: 200 G. i danske og norske Penge og Chr. Pedersen Kvittering for Gengerd nordenfjels i 1 Aar, der hver Mand gav 1 Lod Sølv = 24 ß d. (43).

Af andre Tilkendegivelser om Mønten kan nævnes af Kansler Claus Gjordsens Regnskaber.

Medens der regnes i M paa Sjælland, Fyn og i Skaane samt Smaalandene, er Gylden ret fremherskende i Jylland og Norge. Saaledes svarede Riberhus i Afgift 100 r. g., Lundenes 200 M og 30 g., Endelave og Forde 60 r. g., som Bisp Niels Clausen gav aarlig, Ømkloster 1.000 g., Numedal 100 g., Trundelav, hvor Ærkebispen gav 100 r. g., Ryfylke som Stavanger ligger udi »300 postolantzgyllen, som MARTINVS stander paa«, jfr. ovfr. under Cølns Gylden. Item Agershus plejer at give »200 M saa godhe som 100 ryns gillen«; Sarsborg »renther wed 20 dansk mrc i skath«. »Item Vicken plejer at gaa aff 800 M og hver 2 M plejer at ware saa godhe som 1 rinsgyllen paa then tid, ok thi affther mønther er letther ok svagher in the war, thi bore the 800 M at gøres saa gode som 400 gillen«. Overstreget er »thi at pennighen war paa then tid saa myghet bære ath 2 M af Koning Christians mønt war bære end nu er 2 1/2 M«.

Af dette vil ses, at der just ikke herskede Ensartethed i Pengeforholdene, men hvor skulde der ogsaa det, naar Kongen selv lod slaa Mønt af højst forskellig Art ikke blot mellem Norge og Danmark, men endog i Norge selv. Det førte da ogsaa til Virvar, som senere søgtes afhjulpet.

Hvor megen Mønt der fremkom i denne kaotiske Periode, kan, i hvert Fald for Tiden, næppe med Sikkerhed angives, men der foreligger dog en uden Dato eller Underskrift forsynet Optegnelse, der i Rigsarkivet er henlagt til 'I'iden 1525-30 (44). Optegnelsens Oplysninger falder i 4 Fjerdedele:

/// regnskab ///

Af dette Beløb har Kongen taget Kroner (Krossader m. v.) og Hornske gylden til sig, medens ca. 1200 M er gaaet til Betaling af Knægtene, til Fragt til Skaane m. v.

Det kan naturligvis omtvistes, hvormeget den paagældende Regnskabsfører har haft i ældre Mønt og nymøntede Penge, men foruden de ovennævnte 5120 M Smaapenge kan der dog formodes ogsaa at være udmøntet Joachimsdalere, halve Joachimsdalere, Markstykker og Guldgylden, hvoraf enkelte Stkr. er bevaret til Nutiden, idet der i modsat Fald næppe var Grund til udtrykkelig at udspecificere disse. Paa den anden Side maa det erkendes, at Schreckenbergere til 1/7 eller 1/6 Gylden ikke kendes blandt dansk Mønt. Det er jo ikke noget stort Beløb, her er Tale om, men af forannævnte Citat om Jørgen Kochs Pant i Mønten fremgaar jo ogsaa, at Mønten har ligget stille.

Bernt Bruske, der maa formodes særlig at have været virksom før, under og kort efter Københavns Belejring 1523-24, havde, som tidligere anført, modtaget ca. 1424 Løde M og ca. 265 Lod Sølv. Hvor fint det Sølv var og hvorledes det blev udmøntet, kendes for Tiden ikke - det var vel formentlig de saakaldte Lejrskillinger eller 10 Hvide, maaske 4 ß -, men omregnet i Gylden kan det maaske udgøre ca. 14.000 Gylden eller henved 1/2 Million Kroner 1875. Intet Under, at det kneb højligen med at holde Knægtene sammen, hvis ikke større Beløb har været til Raadighed. Væsentligt paa Grund af almindelig Pengemangel baade uden og inden Voldene ophørte Københavns og Malmøs Belejring, og Byerne overgav sig paa gunstigere Vilkaar, end ellers kunde have været ventet, den 6. Januar 1524.

Imidlertid var Møntforholdene vedblivende forvirrede indtil henimod 1530, hvad noksom fremgaar af de til vor Tid overleverede Møntrækker.

Den 10. Juni 1529 anmoder Vincents Lunge, der omsider var forjaget fra Bergenhus, Eske Bille, der havde overtaget Lenet, om at tilbagekalde sit Forbud mod, at Hans Møntmester mønter for Lunge - hvilket Forbud efter de to Herrers Forhold til hinanden ikke var mærkeligt da Kongens Møntebrev ikke lyder paa bestemt Tid, og Lunge iøvrigt har befalet Møntmesteren, naar det leverede Sølv var præget, at levere sit Værktøj paa Bergenhus Slot.

Kort Tid efter, den 13. januar 1530, foreslaar Eske Bille Kongen at sætte Mønten i Bergen paany i Gang, og i saa Fald om Mønten skal stemme med den danske Mønt efter nærmere Anvisning fra Jørgen Møntmester i Malmø. Ellers maa han betale med Kongens Fisk, Kongen til stor Skade! Den 6. Maj s. A. underrettes Eske Bille af Jørgen Koch om den danske Mønt, at der ikke er møntet mere af 1 M purt Sølv end 10 Gylden, 2 1/2 M for 1 g., en ort mere eller mindre paa 1 M purt Sølv; derfor at Sølvet rejser sig her saa højt, haver Mønten ligget stille, saa hær er ikke møntet paa 3' Aar. Ingen Befaling til at mønte undtagen nogle Stkr. paa 1 M og 2 M og paa 8 ß og skal 1 M holde af alle 3 Slags Mønt 14 Lod fint Sølv: Stkr. paa 2 M d. paa 1 vegen M 11 Stkr., 1 M Stkr. 22 Stkr. paa vegen M, 8 ß Stkr. 44 Stkr. De 4 Hvide ß rnøntes ikke her nu i Landet. De sidste 4 Hvide ß var 5 Lod 2 Gren fine 96 Stkr. paa 1 wegen M. Dette er jo i Overensstemmelse med Møntanordningen, men Sølvmangelen har hindret Udmøntningen.

1/2 M eller 8 ß 1529

Den 7. August 1530 befaler Frederik I. Eske Bille, at den norske Mønt skal være af samme Korn og Skrot som den danske Mønt (45).

Men de truende Krigsforhold og Frygten for Christian II.s Hvervninger samt Mangelen paa Sølv, der kostede dyrt, omstødte disse gode Forsætter, thi den 29. Novbr. 1531 maa Rentemester Anders Glob skrive til Frederik I.: Kongen maa vide, at den nys paalagte Skat, som nu optages, vil ganske lidet forslaa til Eders Naades Krigsfolk, det er nødvendigt, at der er Penge til disse og at Hvermand giver enten Sølv eller Penge, efter som han formaar og er rig til og da er nyttigt, at Eders Naade lader mønte saadan en mønt som den norske Mønt og lader Mønten opsætte paa Københavns Slot thi at Møntmesteren der kommer og at Eders Naade vil lade formønte Søslinger paa II Alb. og de 14 Penge paa 4 Alb., idet han lægger stor Vægt paa, at Skat og Mønt ordnes, af Frygt for hvad Christian II.s Tilhængere kan skade Kong Frederik, og at det derfor er bedst at være forberedt. I en Optegnelse u. D. forelægger han Kong Frederik, at han ikke Maaned efter Maaned kan udrede 24.000 M til de 5 Fænniker Knægte, og at det ikke er muligt saa hurtigt at fange disse Penge ind af Landskatten (46).

I samme Aand fik Erik Gyldenstierne aabent Brev den 23. Novbr. 1532, at han maa og skal lade mønte saa mange pendinge, som han kand, og maatte dermed betale og lønne sine Svende og Slotsfolk, som han hollende worder paa vort Slot Aghershus dog saa at han skal lade samme Mønt slaa og mønte paa det samme Pavemint, Korn og Skrot som os elskelig Hr. Magnus (Mogens) Gyldenstierne lod slaa og mønte den Tid, han havde fornævnte Aghershus i Forlening (47).

At det dengang gik haardt til i Norge ved vi af den almindelige Historie. Samtidig med fornævnte aabne Brev fik Magnus (Mogens) Gyldenstierne, der da var bleven Lensmand paa Malmøhus, Livsens Brev paa Tune og Skyberg Len for den Tjeneste og Skade han havde haft paa Akershus i næstforgangne Fejde. Paa ligervis fik Hans Møntmester pro servicio facto, som han nu udi denne Bestalling hos Hr. Mogens Gyldenstierne paa Akershus Kg. Majt. og rige hidtil gjort og bevist haver og derfor tillige og samtidig ogsaa for den Skade, som han i samme bestalling lidt haver, som før ommeldt den 3. Aug. 1532 Brev paa Kronens Kloster Gimsø - som vi senere skal høre nærmere om -, at have, nyde og beholde, dog at han skal holde de systre og brødre derinde og en erlig underholdning til Klæde og Føde samt holde tvende Orlogsskibe ...

Det er klart, at Mogens Gyldenstierne og Møntmester Hans Loff sikkerligen ikke har slaaet dansk, men norsk Mønt, den ringe Krigs- og Krisetidsmønt til Lønning af Krigsfolk og derved gennemgaaet forskellige Vanskeligheder foruden den almindelige Skade og Tab som Følge af Christian II.s Angreb paa Norge.

Forholdene var i Virkeligheden saare fortvivlede i hele Riget. Det kostede Danmark og Norge dyrt at forjage Borger- og Bondekongen til Fordel for den holsten-gottorpske Hertug Frederik (I.) og at opretholde den holstenske Adels Overtag samt i det hele Adelsvælden i Riget. Foruden Urolighederne i Norge havde Christian II.s tapre og trofaste Tilhængere, Søren Norby paa Gotland og Niels Brahe paa Vandaas rejst Oprør i Skaane, hvor Søren Norby i Landskrona 1525 slog lignende Krigsmønt (ß) som i Visby.

Hvorledes skaffede nu Frederik I. sig Midlerne til at gennemføre sin Politik? Der var flere Veje.

Først maatte Rigets Naboer spytte i Bøssen. Øresundstolden og Øxentolden ved Gottorp gav ikke ubetydelige Beløb, saavidt man da kan konstatere det af Datidens Dokumenter. Gottorp erlagde saaledes f. Ex. i 1526 98 Gylden 23 ß lybsk. Af Øresundstolden indgik i hvert Fald, 11.428 r. G. og 556 Nobler, dvs: rundt regnet i Kroner 1875 ca. 1/2 Million. Men skulde Frederik I. kunne holde sine Krigsfolk paa Benene og samtidig sin Pengekiste fyldt, som den var ved hans Død, da Hertug Christian (III.) tømte den til Brug i Grevens Fejde, rnaatte der selvfølgelig langt mere til, naar man hører, at der alene til 5 Fænniker Knægte gik 25.000 M ugentlig, dvs: mindst 250.000 1875-Kr.

Der maatte derfor kraftigere Midler til. En betydelig Landehjælp udskreves over alt Riget.

Først kan nævnes, at alle de Kirkeklokker, som kunde undværes, dvs: paa en nær til hver Kirke, blev afhentede og afgivne til Kongens Bøssestøber Mester Fadder i København. Der udskreves Landehjælp 1524-26, som findes beskreven og optegnet bl. a. af Claus Gjordsen og Laurids Ølmant (48). Da Hertug Frederik 1523 for Rigsraadet har fremhævet, at han har borget i denne Fejde 50.000 g. og taget til sig Kong Christians Gæld 200.000 M lybsk, samt forlangt den svenske Mønt aflagt her i Riget, maatte Rigsraadet gaa med til, at hver 20 Bønder og Kronetjenere skulde give 30 M d. Der maatte derhos ydes Mands- og Hestehjælp samt Madskat, som det dog, ogsaa paa Grund af Kildernes Mangler, vilde være vanskeligt og i hvert Fald føre for vidt at specificere her. Der blev allerede 1523 udskrevet Skat af det Jordegods, Kirkens Personer besad, til Lønning af Tropperne, der belejrede København. 1524 skulde hver Kirke yde 15 M og Bispesæderne 1/4 af deres Rente. Aaret efter paatog Adel og Bisper sig en 3-aarig Rustning, 1526 et Aars Skat af alle Prælater, Kanniker, Vikarier samt af alle Kirker, Præster og Degne. Men endnu voldsommere Metoder blev taget i Anvendelse. Den danske Adel havde givet Frederik Anvisning paa at plyndre Kirkerne. Vi var jo i Reformationens Tidsalder. Respekten for og Anseelsen hos Kirke og Gejstlighed var stærkt paa Retur. For at faa den frygtede Christian II. forjagen allierede Adelen sig med Hertug Frederik bl. a. om at skaffe ham Ornamenter af Sølv og Guld, som Kirkerne og Klostrene ejede. Frederik udvidede og fastslog Tilbudet i Brevet af 29. januar 1593 derhen, at Guld, Sølv, Kalke, Monstranser, Kors, Billeder og andre Klenodier tilligemed Korn og anden Nødtørft samt Victualier uden al Vægring skulde forstrækkes ham.

I Slutningen af Aaret 1531 gjorde Christian II. Landgang i Norge, og den 18. Decbr. 1531 vedtog Rigsraadet en endnu grundigere Plyndring af »det allermeste Sølv, som stander til fangendes af alle Sognekirker« ... at indsendes til Mønten og »bruges her i Riget til Rigens Nytte og Behov«.

Det gjaldt samtidig om at fremstille Christian II. som Almuens værste Fjende - »der skrev den ny Lov, som ikke andet indeholder end Tynge og Besværing paa fattige Almue« - alt for at forsøde den bitre Pille, at Kirkernes Klenodier skulde slaas i Mønt til Lønning af Landsknægte, der kunde forhindre, at »Kong Christiern skal komme herind i Riget igjen og tvinge eder og menige Rigens Indbyggere fra Frihed og Privilegier, Arv og Eje, gamle danske Sæder og Sædvaner«.

Den nærmere Fremgangsmaade fremgaar exempelvis af følgende Koncept til Kongebrev til Lensmanden paa Stegehus, Anders Bilde (49):

Vor synderlige gunsth tiilfforn. Kiere Her Anders, som etther vell vittherligt er, at vor elsklige D.R.R. haffue for thenne tiidtz leylighed, som seg nu begiuer, beuilgeth och sambtygt, at allt thet sølff, som findes hoss alle sognekircker offuer alt vort rige Danmarek, skall ther aff vdtagis, vppeberis och antuordis oss elskelige a. b. c. d., vore tro mend och raad, och forn^e a. b. c. d. skulle thet siiden lade førre paa mynten och lade thet mynte tiil thenne krigs vppehollelse: Thij bethe vij etther kierligen, athi vdj etthers leen ville lade etthers foghet riide til alle sogne kirker, och ther anamme thet meste sølff, som ther tiilstede er; och oss elskelige verdige herre met Gud Her Jochim Rønno, biscop til Roskilde, haffuer och tilsagt, at hans prouest vdj huert herret skall met etthers foghet fylges til alle sogne kirker og tiilhelpe, at same sølff vdhen all forsømelse vdtagis vjd sogneprestens oc kirkeuergers neruerelsse, och skulle kirkeuerger siiden anamme samme sølff och met thet fyrste, nar thenom aff forn^ne a. b. c. d. tiilsigis, føre thet til vor stad Køpnehagen och antuordhe thet for^ne a. b. c. d., och ther skulle the anamme beuisning aff fornc a. b. c. d. paa hues sølff som the fra thenom antuordendis vorde; thij vij ville vdhen all forsømmelse, thet allerfyrste then almegtigste Gut thet saa føge vill, at vij oc vore vndersaatte kunde komme till fred oc rolighed, samme sølff betale huer kirke, saa at kirken skal bliffue altingest vdhen skade. Thij beuiszer etther her vdinden, som vij etther fulkomeli en tiltro och ingthet paa tuiffle, thet ville vij met synderlig gunst oc naade kierligen met etther forskylle oc bekende. Beffallendis etther Gud. Screffuit ...

Foruden dette Kongebrev have vi ogsaa Breve fra Bisperne til Sognepræsterne, hvoraf hidsættes en Prøve fra Bisp Rønnow i Roskilde:

Vii Joachim Rønnow, wdualt biscop tiil Roschilde domkircke Hanss Bilde, Mattis Byllie, Anders Bilde, Johann Wrne, Johan Biørn, Oluff Rosenkrands, Knudt Rudt, riddere, oc Niels Lunge, Danmarckis riiges raadt her till forsamblede, helse eder alle sogneprester oc kirkewerge i Holboherret oc Tryherret euindeligen mett wor Herre. Kiere wenner moo e wiide, at wij i sandhedt forfaaret haffue, at koning Christiern acther wisseliigen at giffue seg her i landett mett eth stortt taall folck, hand hoos seeg haffuer. Saa foor then frycth oc faare skyldt, ther hoss henger, haffue wij nw besluttett oc sambtycht, at alle for^ne sognekirckers monstrantzer, calcke oc clenodia schulle skiickes oc indføøres hiidt i Kiøpenhaffn, oc haffue ther fore beffallet oc tiilthroedt Her Jeip Heye, canick ther sammestedt, samme monstrandzer, calcke, sølff oc clenodia at annamme oc hiidt fremdeles indt at føøre, vndertagen en kalck, som huer kircke schall igen beholle, oc pixis. Thij bede wij oc poe kon. Mttz vor kier^ste naad^e herris wegne byude oc beffalle eder alle oc huer serlestes, atj antworde forne Her Jeip Heye samme monstrantzer, kalcke oc clenodia, eller føre thenom hiidt selffue indt, effter szom hand eder ydermere vnderuise kandt. Saa frempt atj icke wele stande wor kier^ste naade herre, Danmarckes riiges raadt oc kircken ther fore tiil rette, ther szom samme clenodia komme riigens fiender, thet Gudt forbyude, tiil hande i noger moode. Ther forlade wij oss tiill viisseliigen. Beffallendes eder Gudt. Giiffuett i Kiøpenhaffnn Sancte Catharine dag Aar etc. Mdxxxj. Nostris sub signetis.

Brevet har følgende Paategning med Hr. Jep Heyes Haand: »Thette breff bleff meg antuoret, thij ieg var procurator decanatus Haffnensis, at skulle vdi the iiii herret bestille thet. Dog annammede ieg ikke en sølff naffle oc ey førdes noget frem etc.«

Dennegang synes Præsterne at have snydt Kong Frederik, men i det Store og Hele har Indsamlingen givet Udbytte, som det ses af den her optagne Gengivelse af Regnskabet (50):

Paategningen paa Regnskabet er foretaget af Kanniken Jep Heye.

Spørgsmaalet bliver da, hvormeget der er udmøntet og i hvilke Penge.

Jørgen Møntemester af Husum, dvs: Jørgen
  Drews, som da forestod en Mønt ved
  Slottet i København, har udmøntet		 96.517 M 15 1/2 ß
Jørgen Koch i Malmø				131.078 -  2 ß 9 P.
Anders Bille lod mønte:
  21 Nobler (paa tilsammen ca. 60 Lod)
     à ca. 18 gylden à 2 1/2 M			ca. 945 -
  1 Nobel paa 2 1/2 Lod 1 Quintin Guld =
    ca. 15 gylden				ca.  37 -
					--------------------------
	Ialt					228.577 M 18 ß 3 P.

Regner man en M Købeevne i 1875 til ca. 12 Kr., vil disse 228.577 M repræsentere en Sum af omtrent 2 3/4 Million Kr., i 1945 selvfølgelig det flerdobbelte. H. F. Rørdam har i 1867 opgjort Regnskabets samlede Beløb til 85.127 1/2 Lod Sølv. Da en Tønde Rug i 1524 regnedes til 12 ß d. og 1 Lod Sølv 1532 efter hans Formening gjaldt 94 ß d., i Virkeligheden mere, kommer han til det Resultat, at ovennævnte Sum i Lod Sølv svarer til 170.257 Tdr. Rug eller mindst en Million Rdlr. »i vore Penge«, dvs: 1867!

Det blev i alle Maader Danmark en dyr Spøg at importere Holstenerne i Riget. Løftet om Erstatning for de stjaalne Kirkekar blev naturligvis aldrig opfyldt.

Vil man nu se nærmere paa, hvilken Mønt der er præget, bliver man næsten Svaret skyldig. De Møntrækker, der foreligger fra Aarene 1530-32 og u. A. er meget beskedne og bærer navnlig ikke Præg af Krigsmønt, dvs: Efterligninger af den daarlige norske Mønt, Søslinger paa II Alb. eller Hvide = 6 Penninge og 14 Penge paa 4 Alb., som Rentemester Glob foreslog udmøntet paa Københavns Slot. Et Faktum er Overførelsen af Jørgen Drews til København, paa samme Maade som han i Tyverne tog til Aalborg og slog 14 Penninge og 6 Penninge (Søslinge) (51). Af disse sidste anfører Østergaard, at der er udmøntet en Mængde; der kendes henved en Snes Varianter fra 1524 og 4 Varianter fra 1525. Galster (52) anfører efter Schou ialt 192 Varianter. Hans Gennemsnitsvægte passer ikke med Mårten Møntskrivers Regnskab, derimod de højeste Vægte. Lødigheden er kun 2. Man fristes næsten til at antage, at Drews har taget sine Aalborgstempler med og er kilet løs paa dem, thi skulde han for sin Del i en Fart skaffe ca. 100.000 M i Søslinge, det vil sige ca. 3 Millioner Stkr., var det en utænkelig stor Anstrengelse i Datiden, der vel kunde kræve Sparsomhed med nye Stempler og Anvendelse af gamle. Af de til Nutiden bevarede fremgaar, at disse Søslinger har været daarlig udførte. Galster nævner en Søsling fra Malmø med Aarstal 1525, hvis Finhed kun er 69 ‰. Dertil kommer, at Frederik I. kunde have særdeles gode Grunde til at skjule sin nye Krigsmønt under den gamles Præg og Aarstal. Denne var Almuen kendt med og vant til og ikke helt utilfreds med; en ny med Aarstal 1531-32 vilde have øget Opsigten og Panikken over Kirkeranet og Klokketyveriet, alt for at bekæmpe en Konge, der i Virkeligheden havde Borger og Bondes Sympati fremfor den tyske Holstenerkonge.

At nogle Hvide u. A. er kommet med, synes helt naturligt.

14 Penning fra Kbhvn. 1524

Aalborg 6 Penning eller Søsling 1524

Hvid eller 3 Penning fra Kbhvn. u. A.

Med Malmømønten har det sikkert forholdt sig som med den til København henlagte »Aalborgmønt«.

Selv med de senere omtalte 4 ß og 8 ß fra 1532 og u. A. taget med i Beregningen synes det næsten udelukket, at disse Mønter kunde slaa til overfor et Krav om Udmøntning i Millionvis af Mønter. Under alle Omstændigheder svarede de ikke til Kanslerens Krav om Smaamønt 6 Penninge og 14 Penninge.

Om Frederik I. har anvendt gamle Aarstal og eventuelt ogsaa Stempler paa sine nye Søslinge, vilde han være en Forgænger baade for Frederik II., der slog runde M med 1563 ustandseligt under Syvaarskrigen, og Christian VII., hvis Møntsmede anvendte Stempler til Kobberskillingen 1771 i en Række Aar efter dens første Fremkomst. - Nogen god Mønt blev dog udslaaet. Ganske som under Krigsforholdene 1496 og følgende Aar samt, 1516 og Aarene derefter ser man ogsaa nu fremkomme værdifuld Guldmønt.

Rhinsk Gylden 1527

Rhinsk Gylden 1531

Nobel 1532

Det er saare betegnende af ovenstaaende Regnskab at se, hvorledes Anders Bilde lod slaa 21 Nobler til samlet Vægt 60 Lod minus 1 Quintin og en tyk Nobel paa 2 1/2 Lod 1 Quintin. Det har været særdeles vægtige Nobler, gennemsnitlig 3-dobbelte, thi en Nobel efter Kong Frederiks Møntordning vejede 1 Lod. Engelske vejede endda kun 1/2 Lod. De skulde sikkert gives de højere Befalingsmænd.

Ogsaa nogen større Sølvmønt blev præget:

Sølvgylden 1531. S. 3

Sølvgylden 1532. S. 6

Angaaende Mønten i Norge hidsættes et ß Stk. og en Hvid.

ß fra Oslo 1526

Hvid u. A. fra Bergen

Angaaende Mønternes Vægt oplyser Hans Holst (53), at Vincents Lunges Bergens ß-Stkr. gennemsnitlig er et Par Tiendedels gram under Raavægten. Noget lignende gælder Hvidene. Eske Billes 4 Hvid ß efter 1530 vejer 1/2 gr. og mere under Møntordningens Bestemmelser. Det er derfor muligt, at Bille ikke har fulgt Jørgen Kochs Anvisning af Hensyn til »den høie sølvpris og myntnytten«.

Af Olav Galles Skillinger naar kun faa »op imot den råvikt som ordningen af 1525 og 1526 bestemmer ... Grunden er først og fremst å söke i den ufullkomne justering, dernest i den omstendighet, at der skulle tjenes på utmyntningen. Også de få eksemplarer av de skillinger der 1528 og 1530 blev utmyntet under Mogens Gyldenstjerne, Olav Galles efterman er et par decigram undervektige i forhold til bestemmelsen om råvikten i myntordningene av 1525 og 1526«.

Det er det tvivlsomme og vaklende Grundlag, paa hvilket der visselig ikke kan foretages nogen Bedømmelse af Datidens Pengevæsen, ej heller fæstnes Vægten af den cølnske M til 230 gram!

Det er ganske givet, at Møntakterne er et, den faktiske Udmøntning noget andet. Møntakterne er Grundlaget for Beregningen, af Datidens Økonomi, Mønterne i sig selv delvis kun en Kreditmønt, hvis Vægt af mange Grunde blev ringere, aldrig bedre end Møntanordningens Bestemmelser. Kongens og Statens Kasse var som Regel tom. Sølv blev dyrt at købe, naar det skulde opvejes i daarlig Mønt. Og dér gjaldt ingen kære Mor! Guldsmede og Metaljøder vidste paa en Prik, hvad Sølvet skulde gengældes med i Mønt og hvad de enkelte Mønter indeholdt af ædelt Metal. Menigmand, den almindelige Borger, Købmand, Bonde og Adelsmand maatte derimod stole paa Møntens Navn og de aabne Breve og Forordninger, der omhandlede den. Derved maatte disse, den almindelige Almue, yde Mønterne Kredit for, hvad de i Virkeligheden maatte mangle i at være fuldvægtigt Byttemiddel. At dette i vor Tid er gaaet til den Yderlighed, at Mønten kun er af Papir, byder kun en skrøbelig Garanti. Datiden havde dog en Del, stundom det hele, stundom kun lidet som Metalgaranti.

Møntmestrenes Navne fremgaar af det foranstaaende; Møntstederne ligesaa. Om Møntergaardene haves enkelte Oplysninger:

En Anders Loduigszen fik Brev for sig og Arvinger paa Kronens Jord ved Møntergaarden, østen op til Pouell Hansszenns og vesten op til Niels Stemps jord, 11 Alen i Længde ud med Gaden og saa bred, som de andre jorder ere indhegnede, dog med saa Skjel, at han skal bygge derpaa et godt Hus og icke saa høgt, att vindwgenn paa myntthergaardenn forbyggis ther met, saa mendt kandt ligewelt see vdi strandenn«.

5. Avgust 1529. Vi Fr. unde og give, med vort elsk. Danmarcks Riges Raads, som nu er til Stede hos os, dets Raad, Ja og Samtykke, Hr. Iahan Randtzov, Ridder, vor Mand, Raad og Hofmester i Lanthoholsten, og hans rette Arvinger til evindelig Eje en Gaard ved Østerport i Køpenhaffnn, som nu kaldes Mynttergaarden og til forn kaldtes Hr. Benedictzs van Aenfellds Gaard, med Hus, Grund og Bygning, som nu findes derpaa, desligeste med Gaardsrum og Haverum, 119 sielindske Alen i Længden fra den gamle Mur, som staar i sønder, og saa i norden, indtil Gaardsrummet vedtager til de Boder, som vor Rentemester Mester Anders Glob har ladet opbygge paa vore Vegne, og 63 Alen selindsk i Bredden fra vester, som vor Kaalgaard vedtager, og saa fremdeles i øster, eftersom han har »beslaget« og indhegnet.

4. Novbr. 1529 er givet Kongen til kjende, at den jord og Grund neden for Mynttergaarden i Køpenhaffnn, imod Bremerhaalmen, som Kongen gav Niels Stemp, er nu kommet i hans Hævd og Værge. Derfor har Kongen tilladt Hr. Iahann Vrne at indtage og indpæle til samme Grund 6 Alen »eendelengs att forne iordt saa wiidt hun seg streckenndis er vdi wanndnet emodt Bremerhaalmenn«, og siden beholde det til samme Jord som fri Ejendom.

Jørgen Koch i Malmø gjorde sig øjensynlig til Gode af sin gamle Staldbroder, Christian II.s trofaste Tilhænger og Kansler Hans Michelsens Ejendom i Malmø 1529:

17. Juli. Iyrgenn Kaack, Borgemester i Mallmø, fik Mageskiftebrev paa en Hans Michellsszenns Jord smstd., »som Iyrgenns strandboder paabygde ere« og et Hus paa det nordøstre Hjørne af »thett liillde Ferge strede«, hvorimod Kongen skal have en Gaard ved Vesterport i Mallmøø, »syndenn aellgadenn«, østen ved det Stræde, som løber ned til Palnesø.

4. Aug. En jord, som »Iyrgenn Kaacks strands boder« stande paa, og det Hus, som Niels Suder iboer, blev tilsagt forskr. Iyrgen Kaack af Hr. Iahann Randzow og af Hr. Albrectt Ibsszenn for den Gaard og Jord hos Møntergaarden sønden Adelgaden og blev vurderet for 250 Mk.

1532 foreligger et Par ikke uinteressante Meddelelser om Møntsmedien i Malmø:

Breff till møntemesteren i Malmø, att hand antworder her Iahan Vrne ij^m marck danske aff mønthen tiill hielp, som hand kand betale k. M. bodtzmendt mett och folkett ther paa slottett.

Iacob Michelszenn i Malmø schall haffue en aaben breff tiill mynthemestherenn vdi Malmø, lydendis, at wor nadigste herre haffuer vndt och tilladit, at Iacob Michelszenn maa lade mynntte lx lødig marck siølff paa myntthen ther vdi Malmø vnder saadant pagmentte och kornn, som myntten nu slas, at hand forthy myntter hannum samme siølff i rund myntt strax met thet allerførste, førre end stempelenn bliffuer forhandlet.

Ordene »som myntten nu slas«, tyder paa, at det ikke mere er samme Mønt, som sloges efter den egentlige Møntanordning 1524. Betegnelsen: »pagmentte« er heller ikke noget godt Tegn. Hentydningen til Stemplernes hastige »Forvandling« synes ogsaa noget mystisk.

Det er Nødmønten 1531-32, der her er Tale om, og som ogsaa Schive har faaet Øje paa: »man finder ogsaa at de danske Penge vare slettere i Kong Frederiks sidste Regeringsaar ... thi i 1530 ansætter Mogens Gyldenstjerne paa Akershus en rhinsk Gylden til 3 M d., medens den forhen regnedes kun til 2 1/2 M« (54)

4 ß fra København 1532

Jørgen Drews slog paa Mønten i København i Nødsens Aaret 1532 daarlige 4 og 8 ß. Jørgen Koch møntede i Malmø lignende 4 ß, altsammen til Imødegaaelse af Faren fra Christian II. Ifølge Mårten Mynteskrivares Regnskab paa Svartsjø Slot var disse 4 ß kun 4 1/2 lødige, mod Møntanordningen 1524 14 lødige. Til Gengæld vejede de 4,4578 gr. mod Anordningen: ca. 2,6 gr.

4 ß dansk u. A. fra Frederik I., slaaet i Malmø

De 50 M, som indsmeltedes, gav 1 Løde M 1 Lod 3 Ort f. S. og 2 Løde M 12 Lod 1 Ort Kobber. Det var unægtelig slet Mønt, af Finvægt kun 1,2537 gr. mod Anordningens 2,325 gr.

8 ß fra København 1532

Under Frederik I. slog Ærkebispen i Trondhjem Olav Egelbrehtsson en 8 ß og nogle 4 Hvide eller Skillinger, der dog ikke synes at have mere end rent historisk Interesse. Den udvalgte Bisp til Oslo Hans Mule slog i Slutningen af Christian II.s og Begyndelsen af Frederik I.s Tid ringe Mønter, der er anslaaet til 2 Hvide eller 4 Hvide eller 1/2 ß og 1 ß (55). Søren Norby slog Skillinger og Hvide, mens han var Lensmand paa Gotland 1523-25; de er indgaaende behandlet af P. Hauberg (56).

Inden vi forlader dette forvirrede Tidsrum og gaar over til et end mere kaotisk, vil vi endnu engang resumere den for Bedømmelsen af Datidens Pengevæsen vigtigste Sag, nemlig Forholdet mellem Hovedomsætningsmønten, Gyldenen, og Smaa- eller Skillemønten i den daglige Vandel.

Som foran flere Gange nævnt gik der tilsidst 5 M i daarlig Klippingsmønt paa 1 Gylden, men dette var dog et forbigaaende Krigsfænomen i Forbindelse med Christian II.s Sverigeskrig og Fordrivelse. Frederik I. søgte strax i Overensstemmelse med Rigsraadet at raade Bod herpaa ved Inddragning af Klippingsmønten, Nedsættelse af Fortidens øvrige ringe Mønt og Udstedelse af Møntordninger om god Mønt. Om det skyldtes Kongens Sparsommelighed eller ligefrem Mangel paa Midler dertil, blev Møntreformen dog ikke ført ud i Livet i et saadant Omfang, at det virkelig kom til at betyde noget. Ifølge et af Kongens Sekretær, Antonius Willfferdes ført Hofholdningsregnskab fra 1527 (57) regnedes 1 Jochimsdaler til 26 ß, et M Stk. til 17 ß, en Gylden til 27 ß. Andetsteds har Otto Ratlow faaet 21 G. »then g. gerechnet tho 26 ß« »776 M 9 ß d. is tho guden gelde gerechnet 465 M 14 1/2 ß dvs: 1 M l. = 1 2/3 M d. Paa samme Vis er f. Ex.: »im denschen gelde 630 M 9 ß d. = im guden gelde 372 M lüb.«. I Overensstemmelse med ovenstaaende fik efter Regnskabet 1528 Biskoppen i Aarhus 200 M d. in denschener gelde, in lüb. munte 120 M. Jens Matzen fik 180 M d. »in denschen gelde, in lub. munte 108 M.« I et Regnskab 1529 er 10 g. = 25 M d., altsaa 1 g. = 2 1/2 M d. 1 Rosenobel = 10 M og 1 Engelot = 6 M. Efter et Regnskab 1530 er en Goltgylden = 28 ß.

I andre Pengeoptegnelser er 1 M l. sat til 1 2/3 M d. og 1 r. g. til 3 M d. En Fjerding med Penge, som Anders Glob antvortede Jacob Ridesmaasvend, indeholdt bl. a. en Sæk, hvori der var 1353 r. g. = 2029 M 8 ß, dvs: 1 r. g. til 1 1/2 M l.

I Norge regnede Vincents Lunge 1 Gylden til 2 1/2 M 4 ß, Mikkel Blech den til 2 1/2 M d., medens hornske Gylden gik til 1 M! (58)

I Hansestæderne var 1506-28 rhinske Gylden lovmæssigt sat til 22 ß pr. Stk., men i Handel og Vandel ansattes den 1522: gamle, (jfr. ovfr. ved Omtalen af Overenskomsten mellem de cølnske Kurfyrster 1491), til 28 ß, nye til 26 ß, 1523: i Almindelighed til 26 ß, gamle til 28 ß, nye til 27 ß, 1524: gamle til 28 ß, nye til 27 ß, 1528: til 27 ß. I Aaret 1529 sattes den lovmæssigt: gamle til 26 ß, nye til 24 ß, i Handel og Vandel til 28 ß, 1530-31 til 29 ß. I 1532 gik Gyldenen i Handel og Vandel til det i Reces og Bursprog fastsatte fornævnte Antal ß. Den lybske Gylden, eller Dukat, der som vi tidligere har set bibeholdt et bedre Guldindhold end den rhinske Gylden, regnedes i disse Aar lovmæssigt til 32 ß, i Handel og Vandel til 36-40 ß (59).

Resultatet af alt det foran anførte maa herefter blive, at Frederik I.s Ansættelse af 1 Gylden til 2 M à 12 ß d. altsaa 1 1/2 M à 16 ß eller 24 ß kun gjaldt paa Papiret og slet ikke kunde gennemføres i Livet, allerede fordi det vilde have krævet en uendelig Mængde god Mønt udslaaet, hvad Tiden og Forholdene slet ikke tillod. Derimod var 1 Gylden i Guld i Datiden lovansat lig 24-26 ß lybsk, i Handel og Vandel 28-29 ß lybsk og 3 M d. eller 48 ß d. og 1 M l. = 1 1/2 à 1 2/3 M d., selvfølgelig efter Beskaffenheden af den Mønt der er Tale om. At de 3 M d. er paa 16 ß pr. M og ikke paa 12 ß d., som Frederik I. i 1524 tilsigtede, fremgaar af Forholdet til den lybske Mønt. Men da Frederik I.s Mønt ved Udgangen af hans Regering bestod af daarlige 4 ß, maaske endog særdeles tarvelige Søslinge, hvoraf i hvert Fald en Mængde maa være blevet tilbage fra Klippingeommøntningen, er det med Rette, at vi maa gaa ud fra, at 1 Gylden i Mønt efter Forholdet til den lybske Mønt er sunket til 3 M d., altsaa den danske Mønt er ved Indgangen til Grevens Fejde forringet saa vidt, at der maatte 3 M d. til at udfylde 1 Gylden, den være sig i Guld eller Sølv, og at den danske ß nærmede sig til at blive 1/2 ß lybsk, et Resultat, som Frederik I. i 1524 har haabet at kunne bekæmpe, men som de senere Begivenheder skulde bekræfte.

Det er saa heldigt, at vi, som nævnt, i Mårten Mynteskrivares Regnskab 1541-42 paa Svartsjø har autentiske Oplysninger om de daarlige 4 ß Stkr., Frederik I. lod slaa tilsidst. Schive anslog dem til 5-6 lødige. Efter Mårtens Regnskab var de kun 4 1/2 lødige 50 M paa 3 Løde M 13 Lod 1 Qv., hvoraf fint Sølv 1 Løde M 1 Lod 3 Orth og Kobber 2 løde M 12 Lod 1 Ort, altsaa ca. 4,46 gr. brutto, 1,250 gr. f. S. og 3,21 gr. Kobber! Intet Under, at ogsaa Mogens Gyldenstjerne paa Akershus anslog 1 Gylden til 3 M d., som i disse 4 ß Stk. endda kun repræsenterede ca. 15-16 gr. f. S., medens Gyldenen skulde indeholde ca. 24 à 25 gr. f. S. En ret stor Kredit skulde altsaa i Virkeligheden holdes disse Mønter til Gode. Deres Købeevne i Kr. 1875 var pr. Gylden ca. 33 Kr., medens et 4 ß Stk. kun repræsenterede 1/12 heraf, i Virkeligheden langt mindre.

Endnu engang inden Frederik I.s Død og Christian II.s Overgivelse den 1. Juli 1532 sporer vi gamle Kong Christian i Møntvæsenet. Efter hans Landgang i Norge den 5. November 1531 meddeler han 24. s. M. Mogens Gyldenstjerne Kvittering for Laan af Møntredskaber og Møntmester, som han lover paa Forlangende at aflevere paa Akershus. Den 5. Jan. 1532 har Anders Hansen paa Elfsborg berettet, at Christian II. slaar Mønt i Oslo, Imidlertid maa det dog snarest antages, at Møntningen foregik i Hamar, thi den 9. Januar og 19. Februar 1532 beder Kongen Ærkebisp Olav Engelbrechtsson sende Sølv til Kongens Møntmester i Hammer Peter Rytze. Den 11. April s. A. kvitterer Kong Christian Jacob Møntmester (Schult) og Niels Skriver for 99 Løde M Sølv 6 Lod paa Olav Engelbrechtssons Vegne. Den 6. Novbr. 1532 efter Kongens Tilfangetagelse maa samme Jacob Schult Møntmester i Trondhjem erkende, at han sammen med Christian II.s Møntmester Pejter Rydze og Hans Schnicker efter Kongens Ordre har prøvet Sølvet paa St. Halvards Skrin (60). Samtidig sendte Frederik I. Knud og Mogens Gyldenstjerne Stempel til at mønte Sølv Klippinge, om de kommer over noget Sølv, dog af samme Slags som de Klippinge, Kong. Majt. lader mønte her i Danmark og ikke ringere, jfr. hermed, hvad nedenfor er anført om en af G. Galster fremdragen svær Klipping. Kongen havde i Forvejen givet Besked om at mønte Kronhvider og St. Oluf Hvider og beordret Folk til at modtage i Betaling 1/4 i Smaamønt.

Hvad Ærkebisp Olaf Engelbrechtsson havde forgjort Frederik I. til Fordel for Christian II. kom ham dyrt til at staa. 15 000 M maatte han udrede. Ogsaa Bisp Mogens i Hamar kom af med en større Sum 2500 Lod Sølv norsk (61) Vægt.

Alle disse Forhold danner ligesom et Forspil til de Hændelser, der indtraf, da Frederik I. var død den 10. April 1533.

Klipping M eller 2 M slaaet 1531 paa Hamar af Christian II.s Møntmester Peiter Rytze

G. Galster (62) nævner i Forbindelse med Frederik I.s Klipping fra 1532 af Vægt ca. 14 gr. en svær Klipping med Krone over G paa Av. og Nældeblad paa Rev. af Vægt ca. 28 gr. Den passer ikke med Beskrivelsen hos Reynold Junge af Gottorpklippingen, men kan være møntet for Frederik I. paa Gottorp, efter at Mønten var flyttet dertil fra Husum, som dobbelt af Klippingen 1532. Tegningen paa Rev. svarer aldeles til Av. paa Søslingen fra 1532. Kronen over G passer - som før nævnt - ikke til Christian III.

M eller 8 ß slaaet af Ærkebisp Olav Engelbrechtssons Møntmester i Trondhjem Jacob Schult

ß slaaet af samme

Klipping M eller 2 M fra Frederik I. 1532

Til Oplysning om Frederik I.s sidste daarlige Mønter hidsættes Uddrag af fornævnte Mårtens Regnskab:

Mårten myntskrivares räkanskap Pro anno 1541 och 1542 (63). Räkenskapen upptager såsom 1541 å myntet vid Svartsjö nedsmält och ommyntat:

Först gammalt svenskt silvermynt av olika flag.

Her effter fölgier allehånde Danst Myntt Först

Marckestycker 24.631 mrck dca Woge 880 lödmrk 12 lott 3 qv hullt in fine 6 lott 1 qv Löper fint Sölff 344 lödmrk 3 qv 3 11/16 dr, Kopar 536 lödmsk 11 lott 3 qv 5/16 dr

Dansche hallfue marckestycker 400 mark dca woge 13 lödmrk 11 lott hullt in fine 6 1/2 lott Löper fint Sölff 5 1/2 lödmrk 3 qv 3 1/2 ort, Kopar 8 lödmrk 2 lott 1/2 ort

Dansche 4 Skillinger 1232 1/2 mark dca woge 67 lödmrk 5 1/2 lott, hulth in fine 3 lott 2 1/2 qv Löper fint Sölff 15 lödmrk 4 lott 1 1/2 ort, Kopar 52 lödm 1 lott 1 qv 2 1/2 ortt

Konung Fredericks 4 Skillinger 50 mark dca woge 3 lödmrk 13 lott 1 qv hultt in fine 4 1/2 lott Löper fint Sölff 1 lödmrk 1 lott 3 orthe Kopar 2 lödmrk 1 2 lott 1 ort

Dubbel marrche sthr 30 mrck dce woge 15 lott 1 qv hultt in fine 6 lott 1 1/2 qv Löper fint Sölff 6 lott 1 ort Kopar 9 lott 3 orthr

Danske Sydtzlinger 8 mk dca woge 3 Lodemk 1 Lott hollt in fine 2 Lott löper fint Sölff 6 Lott 2 Orth Kopar 2 Lødemk 10 lot 3 1/2 q.

Greffue Cristoffers klipninger 68 sty^r Stycket recknat för 2 mk dca Löp 136 mark woge 4 lödmrk 3 1/2 lott hölth in fine 5 lott 1 qv Löper fint Sölff 1 lödmrk 6 lott 1/2 qv Kopar 2 lödmrk 13 lott 1 1/2 qv (jfr. p. 53 i N.M. 1918 XXI. Uddrag af Rentemesterbogen for 1936).

Konung Cristierns klipninger 119 1/4 stycker, stycket reknat för 2 mk dca 238 1/2 mk woge 7 lödmrk 9 lott hult in fine 9 lott 3 1/2 qv Löper fint Sölff 4 lödmrk 10 lott 2 1/2 qv Kopar 2 lödge 14 lott 1 1/2 qv (jfr. smstds).

Summa effter Dansth mynt fórst Werck 981 lödmrck 7 lott 1 qv Fint Sölff 372 lödmrck 12 lott 2 11/16 dgt, Kopar 608 lödmrck 11 lott 1 5/16 dgt.

Det er helt besynderligt at se al denne danske Mønt ommøntet til den Dalermønt m. m., som Gustav Vasa lod slaa paa Svartsjö Kongsgaard, og som man faar et godt Overblik over i Appelgrens Tabel, der synes lettere forstaaelig og overskuelig end de hans Arbejde, Gustav Vasas Mynt, af Udgiveren tilføjede Tabeller.

Foranciterede Aktstykkes Oplysninger om danske Mønter staar paa Grænsen mellem dette og efterfølgende Afsnit. De paagældende Mønter har øjensynligt tjent som Sold til Landsknægtene mellem Rigerne og er derved blevet spredt ud over større Strækninger. Naar det anføres allerede her, skyldes det, at der heri er omtalt 4 ß fra Frederik I.s Tid, som foran ommeldt, samt endvidere Grev Christoffers Klippinger. Ihvorvel disse sidste hører til det følgende Tidehverv, kan man allerede her ikke undgaa at komme ind paa disse Mønter.

Under Christian II.s Møntvirksomhed i Norge 1531-32 har man (64) hidtil henført nogle mindre Klippinge med et kronet C og det oldenburgske Vaaben, uagtet de ikke i deres Præg indeholder mindste Hentydning til Norge:

Klippinge Schou 1-3

Man skulde jo tro, at Christian II. frem for nogen kunde ønske paa sine Mønter at gøre sin Arveret og Kongeret til Norge øjensynlig for alle, saaledes som det jo ogsaa er sket paa Klipping Marken fra 1531.

Ved Bedømmelsen af'dette Spørgsmaal er det ikke uden Betydning at se lidt nærmere paa Mårtens Regnskab. I dette skelnes tydeligt, mellem Grev Christoffers Klippinge og Kong Christians Klippinge. At disse sidste er Christian III.s fremgaar af, at Resten af de i Mårtens Regnskab for 1541 omtalte danske Mønter, som det skal vises i næste Afsnit, tilhører denne Konge. Men Grev Christoffers har man hidtil ikke kendt. I G. Galsters Udgave af Reynold Junges Møntmesterregnskaber opføres 2 Klippinge p. XVIII No. 4 og 5 som Christian III.s sammen med en Del andre Klippinge (som med Rette tillægges denne Konge), tiltrods for, at han p. 109 under »Møntmærker« maa erkende, at »Mærkerne« ikke passer paa disse 2 Mønter. Ikke destomindre henfører han den ene uden noget Bevis til Gottorp Møntsted. I Reynold Junges Forklaring omtales Aarstallet 34, medens den paagaeldende Klipping har fuldt Aarstal. Den anden Klipping, som han vil henføre til Aarhus, bærer slet ikke det af Junge som karakteristisk for Aarhus Mønten omtalte Kløverblad saaledes som de øvrige Klippinge fra Aarhus.

Grev Christoffers og Christian III's Klippinge fra Grevefejdens Tid.

Men hvad der særlig adskiller Noo. 4-5 fra 6-8 er Kronen over C. Museumsinspektør Galster, der er en saa nøje Kender af Danmarks Mønter, har ikke i denne Relation lagt Mærke til, at alle Hertug Christians Mønter fra denne Tid, mens han kun var ELECTVS REX og tilmed var i Tvivl,. om han skulde modtage Danmarks Krone med de dermed forbundne Forpligtelser og Vanskeligheder eller hellere lade den gaa videre til Broderen Hans, savner Krone. Han afbildes barhovedet ligesom Christian IV. paa Prinsedaleren fra 1590. Derfor er C paa Aarhus Klippingene uden Krone. Vi har altsaa sandsynligvis til Dato intet Exemplar af Gottorp Klippingen, men derimod 2 Exemplarer af Grev Christoffers Klippinge med kronet G, nemlig gamle Kong Christian II.s Chiffer.

Man vil i denne Sammenhæng bemærke, at paa Grev Christoffers runde Mønt bærer Kongen paa Thronen Krone, medens man paa Christian III.s Mønter lige til hen paa Aaret 1535, da han var hyldet i hele Jylland, kun saa enkelte Mønter med Krone. End ikke paa de i Stockholm møntede Stkr. bærer han Krone undtagen paa ganske enkelte Stkr. Det er, som Hertug Christian omhyggeligt har undgaaet at fremtræde som Konge, saa meget mere, som han lige til hen paa Aaret 1536 tilbød at trække sig tilbage for Broderen Hans.

1537 kom de festlige Dalere med Kongen i fuldt Skrud med Krone og Scepter eller Kaabe, da han var kronet den 12. Aug. - Endog i Selve Møntkabinettet maa man have haft en Anelse om Grev Christoffers Klippinge, thi under en Omtale af Aarhus Klippinger siges: »Denne Mynts store Sjeldenhed synes at antyde, at det blot har været en Prøve, som sandsynlig, fordi den alt for meget lignede Kongens Modstander, Grev Christoffers Mynter, er bleven forkastet.«

Naar nu alt dette som sagt allerede her fremføres, skyldes det den mærkelige Lighed, der er mellem Kongekronen over C paa Grev Christoffers Klippinge og paa de til Christian II. i Norge 1531-32 henførte Klippinge, der unægtelig bærer et alt andet end norsk Præg, men derimod et stærkt »oldenburgsk«. Kronen er forskellig fra Kronen over C paa Klippingmarken fra 1531. Af den ene af disse Klippinge beror 1 Exemplar i »Christiania« (65), af den anden Klipping 3 Stkr. smstds. og 1 i Bergen, Resten her. Men at nogle Stkr. kan være kommet med Lybekkerne til Bergen, udelukker ikke, at de ogsaa hører til Grev Christoffers Klippinge, men udelukket er det paa den anden Side heller ikke, at Grev Christoffer har faaet ned fra Norge en eller 2 Møntmestre, der stod paa Christian II.s Parti og møntede for denne i Norge 1531-32 og som derfor kunde antages at være gode til Christoffers Brug.

Til Fordel for Antagelsen af, at disse smaa Klippinge trods alt er norske, taler, at 3 Stkr. er fundet paa Storhamar Strand ved Mjøsen. De var alle 3 af Typen uden kronet C. Hans Holst har dog kun bemærket om dem, at de »formodes præget under Christian II.s Ophold i Norge 1531-32« (66). Formodningen støttes ikke just ved, at der smstds. er fundct 59 danske Mønter, heraf 44 Stkr. Hvide fra Christian I. og Kong Hans og 7 Stkr. alm. Klippinge fra Malmø i Christian II.s Tid. Endvidere fandtes 9 svenske, 1 gotl., 5 engelske og 8 tyske Mønter paa nævnte Strand. De antages at være Offermønter til den slemme Søslange i Mjøsen!

Fortsættes

Noter:

• (1) R.A. Dansk. Kanc. No. 36 1476-1719, Expeditioner i danske Kancelli.
• (2) Smstds., p. 17, No. 9 1523, Kopier af og Koncepter til Missiver m. v.
• (3) RA. D.K. 1523, Kopier af og Koncepter til Messiver etc.
• (4) Smstds.
• (5) l. c.
• (6) Udstreget.
• (7) RA. T.K. Vejl. Arkivreg. VII, p. 18, No. 160.
• (8) Fr. I.s Registranter 1878, p. 27, 36, 40 ff.
• (9) Det efterfølgende Kongens Brev tilføjer i Marginen: Extra literas signatas schall vegne marck hollde iij lodt oc vj gren.
• (10) Smstds. tilføjes: Extra literas signatas schall vegne marck hollde ij lod iij gren vti fyntt syllff.
• (11) Kongens Brev; ogsaa i Udkastet.
• (12) Kongens Brev.
• (13) Kongens Brev har i Stedet: iij pendinge.
• (14) I Stedet har Kongens Brev følgende: szame klippinge schulle omkring smelltes och forbedres met fyntt søllff och mynttes vdi smaa pendinge; ther vttaff schall vegenn marck hollde ij lodt fyntt syllff och skrode paa hyertt vegenn mareli ixc stycker.
• (15) Herefter følger i Kongens Brev: Item paa alld thendne forne myntt, szom smelltis scall, scall mynttemestter haffue eett qwintyn till remedium for hanss liiff ffare, dog icke met szaa skell handt scall velluillige brucke, och schall ingenn vere hannss domer osv.
• (16) Udkastet.
• (17) Kongens Brev tilføjer: ther som saa mynttes som forscreffuit stander.
• (18) Smlgn. det følgende Kongebrev. jfr. E. N. Böös: Gustaf Vasas Frihetsklipping N.N.U.M. 1946, p. 18.
• (19) Chr. Lange: Saml. schl.-holst. Münzen, Berlin 1908-12, I, p. 17, 21; II, p. 340.
• (20) Andr. Høyer: Dänem. Geschichte, Flensburg 1719, p. 203, 185.
• (21) RA. D. K. Indk. Breve, Vejl. Reg., p. 21, No. 44.
• (22) P. Riismøller: Aalborg 1942, p. 33. - Th. Østergaard: Aalborg og Ørbæk som Møntsteder. Hist. Samf. for Aalborg Amt, XXXIII, 1944, p. 296. - Sorterup: Krebers Kat., p. 110.
• (23) W. Jesse: Der wendische Münzverein, Lübeck 1928, p. 131, 138, 211, 260-61, No. 604-06 og 622.
• (24) J. Wilcke: Møntsamling, III, 1946, p. 9, No. 1. Sv. Num. Meddelande, XXVII, p. 107 ff.
• (25) A. Højer. l. c. p. 110-11.
• (26) Fr. I. D. Reg. 1878, 1, p. 102. RA. DK. 1523-33 Fr. I. D. Reg. f. 41.
• (27) Lauerentsen: Museum Regium 1714, Tab. I, 1. Chr. II., No. 24
• (28) RA. D. K. Indk. Breve. 1534-71. Indlæg til Registr. samt henl. Sager.
• (29) Lauerentsen l. c., Fr. I. No. 2 f. Huitfeld, 2. Udg., p. 1201.
• (30) l. c. Fr. I., No. 5 e, jfr. No. 69 k.
• (31) G. Galster: Ribe Mønt. Fra Ribe Amt 1947, p. 610-12. Axel Ernst: Bidrag til Ribe Mønts Historie. N.N.A. 1948.
• (32) RA. D. K. 1523-33. Fr. I.s Danske Registre, No. 3, fol. 386.
• (33) Fr. I.s Danske Registre, I, p. 181.
• (34) l. c., II, p. 339.
• (35) Danske Mag., 1, p. 247. Sv. Slott och Herresäten. Skåne. Sth. 1909 p. 44.
• (36) Arild Huitfeld: Fr. I.s Historie, Kbhvn. 1597, p. 115.
• (37) RA. D. K. 1523-33. Fr. I.s norske Registre, fol. 4. Norske Rigs Reg., I, p. 4.
• (38) N.R.R.I., p. 3.
• (39) Norske Rigs Arkiv, 2. Afd., Fase. 4, No. 1 a, Reg. 77. Dipl. Norv. 2, p. 201, No. 1081.
• (40) N.R.R.
• (41) Reg. I over Norske Saml. afg. til Norge 1937. N.R.A., Reg. 77, Afd. 2, fasc. 4, No. 1.
• (42) Dipl. N. II, 2, p. 799.
• (43) RA. D. K. 1523-33. Fr. I.s norske Registre, jfr. Norske R. Registre, I, p. 3, 4, 8, 13, 14, 18.
• (44) RA. Regnskabsoptegnelser m. v. fra Fr. I.s Tid 1525-30.
• (45) Dipl. Norveg. II, p. 807, 811, 813.
• (46) RA. D. K. 1520-29, Breve fra Kongen 1534-71. Indlæg til Registranter.
• (47) N.R.R., I, p. 41.
• (48) Dsk. Mag. IV, 2, p. 34-60, jfr. Ny Dsk. Mag. VI, p. 288 ff., jfr. V, p. 8 ff, 81 ff.
• (49) Ny kirkehist. Samlinger, IV, p. 26 ff. Kirkehist. Samlinger, VI, ved H. F. Rørdam.
• (50) RA. Universitetsarkivet. Konsistorium, 52, Aktstykker før Reformationen. Enkelte Fejl i Rørdams Gengivelse.
• (51) Th. Østergaard: Aalborg og Ørbæk som Møntsteder. Hist. Samf. for Aalborg Amt, XXXIII, p. 297-98, Aalborg 1942, p. 38-39.
• (52) N.N.T. 1948, p. 105 ff.
• (53) »Mønt«, p. 132 ff.
• (54) C. Schive: Norges Mynter i Middelalderen, Xania 1865, p. 147 ff.
• (55) C. J. Schive, l. c., p. 155, 143-44.
• (56) P. Hauberg: Gullands Myntvæsen, Aarb. for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1891, p. 49 ff., 67 ff.
• (57) Medd. fra Rentekammerarkivet I, 1871, p. 2, 6, 24, 26, 28-29.
• (58) RA. D. K. No. 46, 1481-1571. Diverse c. 1523-33. Norske Rigsregistranter 1, p. 9, 18.
• (59) W. Jesse, l. c., p. 218.
• (60) Dipl. Norv. II, p. 816; VIII, p. 697, 700; IX, p. 622, 751; X, p. 675; XII, p. 602. Norske Magasin I, p. 83; II, p. 219, 224.
• (61) RA. Norvegica No. 3, f. 52.
• (62) N.N.A. 1948, p. 101 ff. Chr. Lange II, p. 277, No. 16c, jfr. Tavle 31.
• (63) Jfr. H. Forssel: Sveriges inre historia från Gustaf den förste, Stockholm 1869-75.
• (64) Hans Holst: Norges mynter til Slutten af 16. Aarh. »Mønt«. 1936. Pl. IV, No. 83-84.
• (65) Statens Møntsamling. H. H. Schous Notater om Proveniens af de af ham beskrevne Mønter.
• (66) Nordisk Numism. Årsskrift 1937, p. 31-33.

Tilbage til Dansk Mønts forside