fra: Wilcke, Julius: Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914, København 1930 (Wilcke V).
B) side 25-34: Frederik 7. indtil 1854 incl. Treårskrigen (A, C, D, E)
Efter Frederik VII.s TronbestigeIse 20. januar 1848 blev Værdibetegnelsen paa Specien gjort tydeligere og Møntfoden tilføjet. Man havde tænkt paa at forandre Kongens Titel fra Latin til Dansk og lavede ogsaa en Prøve hertil, men Premierministeren holdt paa det gamle og tilvante i saa Henseende, maaske af Hensyn til Hertugdømmerne.
Prøvespecie med dansk Kongetitel (af P. Petersen).
Af oekonomiske Hensyn opgav man Udgivelsen af en Tronskiftemedaille som ved Frederik VI.s Død, idet man beregnede, at en saadan vilde koste c. 8000 Rbdlr., hvad der under de nuværende urolige Forhold ansaas for uforsvarligt, og valgte i Stedet at mønte en Tronbestigelsesspecie, hvortil Stempelskærer ved Mønten, Fritz Krohn, skar Stemplerne.
Tronbestigelsesspecie 1848.
Man henviste til, at lignende "historiske" Mønter i ældre Tider var udgivne (18). Man havde ogsaa tænkt sig at udpræge enkelt og dobbelt Frd'or i samme Anledning, men det blev ikke til noget.
Assistent hos Møntens Stempelskærer, H. Conradsen fik 1846 Kunstakademiets store Guldmedaille med dertil hørende 3-aarigt Rejsestipendium.
Medaillør H. Conradsen. (kgl. Bibliothek).
Der opstod da Spørgsmaal om, hvorledes man skulde hjælpe Krohn under Conradsens Fraværelse uden helt at berøve denne sin Lønning i dette Tidsrum. Man ordnede da Sagen ved at tillægge Krohn Halvdelen af Conradsens Løn til at skaffe sig fornøden Medhjælp i Stipendietiden (19). Iøvrigt var Personellet det samme som hidtil; Møntmestrene G. V. Svendsen og J. F. Freund ledede Møntværkstederne henholdsvis i København og Altona; kun ved førstnævnte Mønt fandt en mindre Forandring Sted, idet Smeden Bergmann afløstes af P. N. H. Teutzfeldt (20). Nogle celebre Falskmøntnere J. E. Mitreuter og Blikkenslager Kumbach fik hver 6 Aars Fæstningsarbejde for at have lavet falske Markstkr.; et offentligt Fruentimmer fik 150 Rbdlr. i Douceur for at have meldt den første! (21)
De nationale Modsætninger inden for de oldenborgske Kongers Monarki var brudt ud i Fyr og Flamme den 11. November 1842, da Hjort Lorenzen talte Dansk i Slesvig Stænderforsamling, de skærpedes yderligere i de følgende Aar. Sprogpatentet af 29. Marts 1844, hvorved det danske Sprog fik en indskrænket, lovhjemlet Ret i Stændersalen, og det aabne Brev om Arvefølgen af 8. juli 1846, hvorved der hævdedes Sønderjylland en fra Holsten særskilt Stilling inden for Staten, var Stadier paa Stridens Vej. Over for disse og andre Begivenheder maatte naturligvis Møntspørgsmaalet indtage en beskeden Stilling, men af den forudgaaende Udvikling vil ses, at det ingenlunde var betydningsløst.
Da Februarrevolutionen fra Frankrig forplantede sig til Tyskland og den 23.-24. Marts 1848 førte til Oprøret i Holsten, varede det kun 3 Dage, før den provisoriske Regering i Rendsborg forbød Modtagelsen af den danske Nationalbanks Sedler "bei den landesherrlichen Kassen". Derimod skulde de preussiske, efter 14-Thalerfod udmøntede Thalerstkr., som det kgl. Rentekammer 11. Marts 1848 havde sat til 39 ß slesv.-holst. Kurant og tilladt Amtstuerne at modtage men ikke udgive, nu gaa for 40 ß Kurant (22). Den 6. Maj ophævede den provisoriske Regering Frdg. 26. juni 1844 om Rigsbankdalermønten, navnlig 1/5 ß, og fastsatte, at de offentlige Kasser skulde modtage Afgifter i Specier, Rigsbankdalere, 2/3 og 1/3 Stk. (40 og 20 ß I.), 12, 10, 5, 4 og 2 1/2 ß Kurant Stkr., samt i Hamburger og Lübecker 4, 8, 16. 32 og 48 Kurantskillingstkr., "um die Cirkulation des inländischen Courantgeldes sowie des in den Herzogthümern Schleswig,-Holstein gangbaren Hamburger und Lübecker Courantgeldes im Interesse derjenigen Einwohner des Landes, welche Zahlung an die landesherrlichen Kassen zu beschaffen haben, möglichst zu erleichtern." (23)
Den 16. August 1848 ophævede Oprørsregeringen "nach Vernehmung der vereinigten Schleswig-Holsteinischen Ständeversammlung" al Beregning i Rigsbankpenge ved samtlige offentlige Kasser og i offentlige Regnskaber. I Stedet herfor skulde der fra 1. januar 1849 regnes efter Slesvig-Holstensk Kurant i Mark à 16 ß l. Alle hidtilgældende Lovbestemmelser angaaende Beregning i Rigsbankmønt ophævedes. I den ny Mønt udstedtes i Henhold til Frdg. 31. juli 1848 "Kassescheine", til Bestridelse af Omkostningerne ved Krigen for et Beløb af 3.750.000 Mark Slesvig-Holstensk Kurant, hvoraf i Løbet af Aaret 2.150.000 Mark sattes i Omløb. Disse Sedler skulde modtages i alle offentlige Kasser.
Møntfoden regnedes til 14 Rthlr. paa 1 Mark f. S., og Sedlerne skulde lyde paa 1 Rthlr. = 2 Mark 8 ß l., 4 Rthlr. = 10 Mark l. og 10 Rthlr. = 25 Mark l. De skulde indfries gennem Grundskatter og Krigsomkostninger efter Freden! (24).
Men Oprørsregeringen indskrænkede sig ikke til at trykke "Kassescheine". Den lod ogsaa slaa Mønt paa Mønten i Altona, svarende til den nye Møntenhed, den havde indført paa sit Landomraade. I Henhold til Landsforsamlingsbeslutning af 10. Januar 1851 udstedtes s. D. en Lov, hvorefter der skulde præges 4-lødige Sølvschillinger, 640 Stkr. paa 1 Mark f. S (25). Af disse kendes dog kun nogle faa Prøveexemplarer. Derimod sloges der ikke saa faa Kobberdreilinge og Sechslinge, der var ret fornødne, da hele Omsætningen jo nu skulde foregaa i Mark, 1/2 ß (Sechslinge) og 1/4 ß (Dreilinge), selv om naturligvis den største Del af Møntbestand en bestod i fremmed Kurantmønt.
 |
 |
Altonamønten forestodes i Oprørsperioden af Theodor C. W. Andersen som Møntmester, medens Carl Heinrich Lorenz var Stempelskærer. Den førstnævnte kaldtes af den provisoriske Regering den 27. Marts 1848 til at forestaa Mønten, blev 6. Septbr. erstattet med Revisor Sauer, men 10. Novbr. paany konstitueret og derefter 5. Maj 1851 afskediget. Angaaende Kobbermønten udstedtes 26. Septbr. 1850 en Lov, hvorefter der skulde slaas 200.000 Stkr. Sechslinge og lige saa mange Dreilinge, af de første 48 Stkr., af de sidste 96 Stkr. paa 1 Pund Kobber, kølnsk Vægt. Da der stadig viste sig Mangel paa Smaamønt, øgedes Sechslingene med 200.000 Stkr. i Henhold til Bekg. 21. Debr. 1850 (26).
Kongen af Danmark lod sin Gesandt ved Forbundsdagen i Frankfurt am Main nedlægge Protest mod disse Mønters Gyldighed og nægtede at paatage sig nogensomhelst Garanti for disse. For Slesvigs Vedkommende tilbagekaldtes ved Bekg. af 22. Aug. 1850 alle af de insurrectionelle Regeringer udstedte Møntbestemmelser, og Frdg. 26. juni 1844 sattes paany i Kraft.
Senere advarede den overordentlige danske Regeringskommissær, Kammerherre von Tillisch ved Bekendtgørelse af 26. Septbr. 1850 Beboerne mod at modtage Oprørsregeringens Mønter og Kassesedler. For Holstens Vedkommende kunde den danske Regering foreløbig ikke træffe lignende Bestemmelser; først den 31. Marts 1853 udgik Bekg., hvorefter alle efter 23. Marts 1848 udgaaede Bestemmelser om Møntvæsenet ophævedes, og Møntfrdg. af 26. juni 1844 paany sattes i Kraft. Til Udgangen af Juni Maaned maatte preussiske Sølvthalere modtages for 40 ß Kurant eller 1 Rbdlr. 32 Rb. ß; fra juli til Dcbr. for de tidligere fastsatte 39 ß K. Fra 1. Jan. 1854 maatte fremmed Mønt overhovedet ikke mere modtages i de kgl. Kasser. Disse maatte ikke igen udgive den hidtil modtagne fremmede Mønt, men indsende den til Hovedkassen. Ved ministeriel Skr. 31. Dcbr. 1853 indskærpedes det de Handlende at modtage den tidligere gældende Mønt, derunder særligt Rigsbankskillemønter, idet de, der handlede herimod truedes med Politiforfølgning (27).
Ogsaa den danske Regering havde under Krigen taget sin Tilflugt til Udstedelsen af Kreditbeviser, hvorom udstedtes Frdg. 5. juni 1848. Om disses og de slesvigholstenske Kassesedlers videre Skæbne vil der blive gjort nærmere Rede i andet Kapitel om Seddeludstedelsen.
 |
 |
Da der efter Krigen paany skulde bringes Orden og Samvirken tilveje mellem Monarkiets forskellige Dele med behørig Hensyntagen til de Selvstyreprincipper,der havde faaet sit Udtryk i den fri Forfatning af 5.juni 1849, udstedtes den bekendte Allerhøjeste Kundgørelse af 28. januar 1852, hvorefter Forbindelsen mellem Monarkiets forskellige Dele til et velordnet Hele skulde søges opretholdt og befæstet foreløbig igennem de fælles Anliggenders Bestyrelse ved fælles Autoriteter og dernæst igennem en for Behandlingen af de fælles Anliggender fælles Forfatning. Til Fællesanliggenderne henhørte bl. a., hvad der tidligere foredroges Kongen af Finansdeputationen, altsaa ogsaa Mønt- og Pengevæsenet, der, indtil Fællesforfatningen den 2. Oktbr. 1855 udkom, og Rigsraadet i Henhold til denne kunde sammentræde, for Hertugdømmernes Vedkommende ordnedes ved kgl. Frdgr. og Anordn. efter forudgaaende Forhandling med Provinsialstænderne, der dog i de første Aar ikke havde nogen egentlig Del i den lovgivende Myndighed paa dette Omraade. For Kongerigets Vedkommende maatte Regeringen have Rigsdagens Tilslutning for at kunne udfærdige Love om Møntvæsenet. Først efter at de fælles Anliggender, hvorunder altsaa Møntvæsenet hørte, forsaavidt Danmark angik, var unddragne Grundloven af 5. juni 1849 og dermed Rigsdagen ved Grundlovsbestemmelse 29. Aug. 1855, der sattes i Kraft ved Kundgørelse 2. Oktbr. s. A. samtidig med Rigsraadsforfatningen for de fælles Anliggender, blev det Rigsraadet Regeringen maatte tale sammen med for at faa Møntlove for hele Monarkiet udfærdiget.
Efter at de tidligere Mønt-Tilstande fra Tiden før Krigen, herunder en vis Kurantcirculation i Henhold til Frdg. 26. juni 1844, som ovenfor nævnt, var søgt retableret i Hertugdømmerne, tog Regeringen under Overvejelse helt at ophæve denne Frdg. med dertil hørende Kurantregning og søge tilvejebragt ensartet Mønt for hele Landet. Herved ledtes Tanken hen paa, om man kunde finde en Møntbenævnelse, der ikke skurrede saa stærkt i Ørene paa Tyskerne i Hertugdømmerne som den ved Frdg. 5. januar 1813 indførte Rigsbankmønt. Man kom da til det imponerende Facit, at man kunde slette Banken i Navnet paa Mønten og kalde den Rigsmønt. Dels var jo Rigsbanken forsvundet og afløst af Nationalbanken, dels gav Ordet Rigsmønt mere Indtryk af et for hele Monarkiet fælles, neutralt Pengesystem. Finansminister Sponneck udtalte 16. Novbr. 1853 bl. a.: "Der bliver i disse Dage forelagt Provinsialstænderne i Slesvig og Holsten Udkast til Patenter, som gaar ud paa, at Frdg. 26. juni 1844, som er det seneste Aktstykke i denne Sag, der kommer i Betragtning for Hertugdømmernes Vedkommende, ophæves, dels for at ramme den bestaaende Circulation for saadanne Courantmønter, som mest kunne siges at træde i Opposition mod Rigsbankmønten og dels for at simplificere den hele Møntrække, som for Fremtiden skulde have Cours i bemeldte Hertugdømmer og bringe dem i muligste Overensstemmelse med Kongerigets, hvor som bekendt Courantmønten med ganske enkelte Undtagelser, der saa godt som ikke mere kunne komme i Betragtning, slet ikke har nogen Gyldighed, undtagen forsaavidt det er den Slags Courantmønter, som er tilpassede Rigsbanksystemet." Man vilde nu foretage et Skridt til noget at modvirke den Opinion, som man maatte være belavet paa at faa at bekæmpe i Hertugdømmerne, naar man skulde gennemføre Rigsbankmønten i hele Monarkiet, bortset dog fra Lauenburg. "Det er bekendt, at man blandt mange forskellige mere eller mindre slette Grunde navnlig ogsaa har søgt at ... vække Idéen om, at denne skulde vise hen til et System af en ufunderet Seddelcirculation, som altsaa ogsaa skulde gaa ud paa at berøve Hertugdømmerne deres klingende Mønt-Circulation og i Stedet derfor sætte slette og ufunderede Sedler i Circulation." Finansministeren ønskede derfor Rigsbankmøntfod, Rigsbankdaler og Rigsbankmønt "omdøbt" til Rigsmøntfod, Rigsdaler og Rigsmønt. Han tog paa Regeringens Vegne nu Afstand fra det Forsøg, der i 1846 var gjort paa at mægle mellem Kurant og Rigsmønt. Det kunde ikke nytte ved kunstige Foranstaltninger at prøve paa at sætte Kurantskillinger i lige Kurs med den gode Rigsmønt. Der maatte træffes et Valg, og dér kunde der ikke være Tvivl om, at man burde foretrække Rigsmønten, der var en virkelig Speciemønt i alle sine Afdelinger, sideordnet med Hamburger Banko. Det maatte da sikkert ogsaa tilsidst komme dertil, at Hamburg og Lübeck vilde erkende, at Rigsmønten var den rigtige, som maatte finde Anvendelse ved en Mønt-Konvention med Danmark (28). I saa Henseende nærede Sponneck - om i god eller ond Tro skal være usagt - alt for optimistiske Forhaabninger, der ingenlunde gik i Opfyldelse.
Under Debatten i Rigsdagen fremdrages i Landstinget Spørgsmaalet om Decimalsystemet ikke burde foretrækkes for Duodecimalsystemet, men ingen tog det op til alvorlig Overvejelse. Finansminister Sponneck udtalte endog: Det kan gerne være, at man efterhaanden vil komme til den Erfaring, at det blot er paa Papiret og i større Regnskabsforhold, at Decimalsystemet har overvejende Fortrin, og at det derimod i den daglige Handel og Vandel ikke kan maale sig med Duodecimalsystemet(!?) (29)
Dispacheur Wessely fremhævede ganske rigtigt, at Slesvig-Holstenernes Vrede mod Rigsbankmønten stammede fra 1813, da man søgte at ophæve en Sølvcirculation dér for at indføre en Seddelcirculation. Han ønskede al Kurantmønt hurtigst mulig inddragen, medens Finansministeren mente, at der maatte levnes nogen Tid dertil. Det var Regeringens Hensigt i Hertugdømmerne at fjerne den endnu dér legalt circulerende Kurantmønt. "Det i Hertugdømmerne lovligt gjældende (Rigs)Møntsystem skal og vil blive gennemført; i den Henseende lader Regeringen sig ikke tvinge, Regeringens Vilje i saa Henseende er bestemt og den viger ikke derfra." De i Jylland faktisk, men ikke legalt circulerende Kurantmønter maatte jyderne inden 1. April 1854 se at blive af med i de kgl. Kasser, hvor de indtil da skulde modtages (dvs: i Hertugdømmerne); i de kgl. Kasser i Jylland vilde de kun blive modtagne for Sølvværdien (30).
I Folketinget fremdrog man med Styrke paany Decimalsystemets Fordele, ligesom man overfor Regeringens Plan om nu at gennemføre det i 1813-18 fastslaaede Møntsystem paapegede Vanskelighederne ikke blot ved den i Landet circulerende danske, men ogsaa den fremmede Kurantmønt samt ved at de tyske Lande syd for Grænsen fastholdt Kuranten. Da Tscherning holdt paa, at man ved denne Lejlighed kun skulde omdøbe Mønten, og at det derfor ikke var værd eller ikke fornødent at udtale noget om Møntens Deling, maatte Sponneck acceptere en Ændring, hvorefter Sætningen om Rigsdalerens Inddeling i 96 ß bortfaldt. Loven udgik derefter under 10. Febr. 1854 (31).
Tilbage til Wilcke, Julius: Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914