9. Dansk Ostindien. Trankebar Møntsted

af Julius Wilcke

(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 285-316)

Trankebar 1789 (efter Kay Larsen)

Omend de dansk-ostindiske Mønter ikke spiller nogen Rolle for det samlede Monarkis Møntvæsen, vil en Fremstilling af Monarkiets Mønthistorie ikke kunne forbigaa dem i Tavshed, og det skal derfor forsøges her at give nogle spredte Oplysninger om disse Mønter, saavidt de trankebarske Arkivsagers nuværende Tilstand (1) foreløbig tillader.

I 1620 naaede Christian IV's og det nystiftede danskostindiske Kompagnis Skibe ud til Ostindien og den 19. November afsluttedes mellem Flaadens Admiral Ove Gedde paa Kongens Vegne og Kongen af Tanjour (Tanjore) Ragonato en Traktat om Anlæget af den danske Koloni Trankebar paa Koromandelkysten nordvest for Ceylon (2). Der byggedes straks et Fort, Dansborg, hvorfra Gouvernementet daterede sine Regeringshandlinger. I Traktatens §§ 8 og 9 bestemtes, at de danske maatte handle overalt i Tanjour med danske Sølvkroner og med ceylonske Sølvlariner, idet hver Krone skulde gælde 14 eller 15 Guld Fanoer efter dens Pris, og de, som handle med falsk Mønt, straffes paa Livet. Dette er alt, hvad der siges om Møntvæsenet, og deri ligger ingen af Ragonato sanktioneret Ret til at slaa Mønt.

Som jeg andetsteds (3) har haft Lejlighed til at godtgøre, var Traktatens § 8 et Forsøg paa at faa Ostindiens Folk til at tage de af Christian IV indførte Sølvkroner for mere end de var værd, et Forsøg, der ganske mislykkedes, idet Kongen (Rajahen, Naichen) af Tanjour lod Kronerne prøve, hvoraf Resultatet blev, at de ikke engang var 1 1/2 Piaster, endsige 1 1/2 Specie værd, som Danskerne vilde hævde.

Da Kronerne ikke vandt Indpas, lod man 1624 i København slaa Piastre (4) til Handelen paa Ostindien, men disse blev heller ikke vel modtagne og var for dyre at fremstille. Man maatte da indkøbe hollandske eller spanske Piastre, der gjaldt ca. 10 indiske Fanoer (5), mindre Sølvmønter af en Sølv-25 Øres Størrelse, men ca. dobbelt saa tykke. Med disse Piastre og indiske Guldpagoder, der sædvanligvis regnedes til 2 Specier eller 2 Piastre, blev Handelen derefter opretholdt.

Under Christian IV, Frederik III, Christian V og Frederik IV sloges i Trankebar en Del Skillemønt, Kas, af Bly og Kobber (6), men det er paa det nuværende Tidspunkt vistnok haabløst at ville forsøge at trænge til Bunds i denne Udmøntning, idet Protokollerne, der førtes af det sekrete Raad i Trankebar, saavidt de forefindes, er i en saadan Forfatning, at det er umuligt at tyde dem. De er saa medtagne, at de omtrent ikke kan hænge sammen. Rigsarkivet har velvilligt stillet i Udsigt at søge dem saavidt mulig restaurerede, men dette vil blive et kostbart og langvarigt Arbejde.

Af hvad der hidtil har kunnet opspores, synes det at fremgaa, at denne Udmøntning af ringe Smaamønt staar i Forbindelse med det ejendommelige Forhold, at Kas-Vexlingen her som i andre europæiske Kolonier var bortforpagtet, og at Kas-Udmøntningen ikke synes at være henregnet til den egentlige Møntningsvirksomhed. I November 1729 lod det secrete Raad saaledes Kas-Vexlingen bortforpagte for 731 Pardous i Afgift (7). Om denne Forpagtning hedder det ”at den vel synes en Byrde for Almuen, efterdi de maa betale 4 Kas pr. Fano, som nogen i Sølv tilvexler sig, men er dog en uforbigængelig Nødvendighed, at saadant et offentligt Sted haves baade inden og uden Byen, hvor enhver kan gaa hen og til- eller omvexle sig denne liden Skillemynt for sine indsamlede Kas imod en vis Opgæld, efterdi naar sligt Privilegium blev almindeligt og uden Forpagtning, vilde Enhver tage mere Opgæld paa fo ved Ombytningen derfor” (8). Det vilde ikke være helt urimeligt foreløbig at antage, at disse Forpagtere har slaaet Kobberkas til Udveksling mod Fanos, naar Almuen i sin ringe Haandtering skulde bruge den mindste Skillemønt.

Hvad derimod Udmøntningen af Sølvmønt angaar, kom denne først i Gang, da det ældre Kompagni var kørt fast og Frederik IV foreløbig maatte overtage Kolonien. Han sendte 1730 Sø-Kaptajn Diderich Mühlenfort til Trankebar som Kgl. Majt.s Guvernør (9). Blandt de forskellige Punkter, der under hans Ledelse blev taget op til Overvejelse, var ogsaa (10): ”den bedragelige Omgang af Landets Regering ved Myntvæsenet og desformedelst havende Mangel paa gode og gangbare fanoer her i Eignen. Og som Troquedorene (dvs: fornævnte Forpagtere) desaarsags besværgede sig, at det var dennem umulig at bringe saa mange gyldige fanoer til veje, som de fornødne Omkostninger daglig udfordre, Saa blev paa Hs. kgl. Majts. allern. Forslag Resolveret paa Majts. egen Bekostning at lade slaa en liden Sølv Mynt af Valeur ved Fanoer, som skal kaldes og af alle antages for Royaliner, tegnet med Hans kgl. Majts. Chifer p. d. e. S. og en Løve med en Hellebard p. d. a. S”. Det ligesom forudsættes her, at Kas-Udmøntningen skete paa andres (Forpagternes?) Bekostning. Et er i hvert Fald herefter uomtvisteligt, nemlig at de i 1730-31 udmøntede Sølvmønter ikke kaldtes Fanoer (11): men Royaliner, og at dette er en Betegnelse, som Gouvernementet og Kongen har hittet paa, muligvis i Forbindelse med at Kongen selv tog Affære til Koloniens Opretholdelse.

Men Gouvernør Mühlenfort havde gjort Regning uden ”de sorte”. Allerede den 6. Oktober 1730 ”tilmeldte den Triquelourske Abbeldar (Stadsøverste i den muhamedanske Naboby) mundtlig nogle Poster som med det gamle Compagni og dessens Gouvernement efter de sortes Formening stod uafgjorte, heriblandt at Gouvernementet her i Trankebar havde ladet mynte 2000 Pardaus (à 10 fanos) i Fanoer uden Tilladelse af Subadaren (dvs: den indiske Provinsguvernør)”.

Det blev altsaa klart, at uden Tanjours Godkendelse kunde Sølvudmøntning ikke finde Sted, og da en saadan Tilladelse ikke for Tiden var at opnaa, maatte Gouvernementet i Trankebar snart indstille denne Udmøntning.

Mühlenforts Royalin 1730

Efter den kortvarige Udmøntning af Royaliner i Aarene 1730-31 laa Mønten stille i en Række Aar, i hvert Fald forsaavidt Sølvmønt angaar, indtil der omkring 1750 fremkom en Anmodning fra Gouvernøren og det secrete Raad i Trankebar til det nye Asiatiske Kompagni i København, der 1732 havde overtaget Styrelsen, om at foranledige Sølvmønt til Brug i Ostindien slaaet paa Mønten i København. Man følte sig besværet af de franske Fanoer og Dobbelte Fanoer, der indkom i Kolonien fra Pondichéry og vilde have dem afløst af danske Royaliner. Kompagniet henvendte sig derfor den 29. Maj 1751 (12) til Rentekammeret og bad om Tilladelse til paa den københavnske Mønt at lade slaa 54,000 Stkr. dobbelte og 216,000 Stkr.. enkelte, saaledes at der af 100 tyske Specier til 14 Lod 2 à 14 Lod 4 gren fin, som vejer 12 Mark 4 Lod, kunde faaes ca. 900 Stkr. dobbelte eller 1800 Stkr. enkelte Royaliner (Fanos). Sølvet vilde forderligst blive anskaffet og Stempler forfærdiget, saa Mønterne kunde afsendes i September 1751. De skulde have samme Bredde, Tykkelse og Vægt som nogle medsendte Prøver. Men hverken Møntinspektør van Hauen, Møntfuldmægtig Hanssen eller Stempelskærer Wahl vilde have noget med en saadan Udmøntning at gøre. Det var dem saavelsom de andre Betjente ugørligt ”at efterabe slig Myndt baade i Henseende til deres fremmet Façon og andet”.

Van Hauen havde i 1749 af Gehejmeraad Thott faaet leveret 2 Stkr. dobbelte og 2 Stkr. enkelte ”Royaliner kaldet”, altsaa sandsynligvis nogle af de i Trankebar 1730-31 udmøntede danske Stkr. Det blev angivet, at 18 Stkr. enkelte og 9 Stkr. dobbelte udmøntedes af 1 Specie, altsaa 144 enkelte og 72 dobbelte af 1 Mark eller 16 Lod 14 2/9-lødigt Sølv, men det viste sig, at de vejede 3 Stkr. mere eller 147 Stkr. paa 1 Mark. Finheden kunde han ikke indestaa for, da de ikke maatte proberes. ”Da man paa Mynten maatte mynte punctuellement, kunde man, da man heller ikke havde Instrumenter dertil, ikke mynte disse Mynter” ... ”Da blev Question, om saadan usædvanlig Myndt ej af Indvaanerne udi Ostindien vilde blive anset som noget særdeles Nytt og des Aarsag blive holdt som noget irregulært eller mistænkeligt.” Han mente, at de paa Mønten ikke kunde slaa disse Mønter efter den asiatiske Façon, men foreslog, at det skete i Trankebar som i 1730, da Kommandør Mühlenfort var Gouvernør paa Stedet, og da til 19 à 20 R. pr. Mark fin.

Man indlod sig altsaa ikke paa denne Udmøntning i København men forfærdigede dog nogle Stempler til disse Mønter, som man afsendte til Ostindien.

Prøveafslag af 2 Royaliner

Denne Udgang af Sagen kom ikke Gouvernementet i Trankebar tilpas. Naar man havde henvendt sig til Regeringen i København, var det vel for det første for at blive af med alle de undervægtige og falske franske Fanoer (13), som oversvømmede Kolonien og havde frembragt en almindelig Dyrtid. ”I Betragtning af de her introducerede Franske Sølv fanoer som een meget slet og ringe Myndt turde vi formedelst vore svage Kræfter ikke resolvere af egen authorité at stemple nogen anden og bedre Courant-Myndt for derved ikke at faa Tanjouren med sine sædvanlige giørende Prætensioner paa Halsen(!) for saadan selvraadigheds Skyld. Derfor have vi da heller holdt raadeligst derfra at desistere og derimod indsendt een underdanig og ydmygst proposition til Voris Høye Herskab i Patria om derfra at blive forsynet med een klækkelig Quantitet af Sølv-Royaliner, hvorved man kunde faa den slette franske Courant Myndt hos Os rent afskaffet” (14). Det var altsaa den anden Grund til at gaa til København; man vilde undgaa Vrøvl med Rajahen af Tanjour og kunne skyde sig ind under, at de udsendte Mønter var slaaede hos Hs. kgl. Maj. i København!

”Men” - fortsætter Gouvernementet - ”da denne propositions i Værkstillelse dér har fundet alt for store vanskeligheder, har det derimod behaget Voris Herskab at tilsende os med Skibet Princesse Wilhelmine Caroline een Del over- og under-Stempler, hvormed vi her paa Stedet kunde lade mynte et saa stort Qvantum Royaliner som nødig eragtes til daglig roullering.” Som Sagen nu laa, maatte Gouvernementet paa Dansborg altsaa, hvis det vilde have Møntvæsenet reformeret, alligevel bestemme sig til at søge det Tanjourske Hof om Tilladelse til at indrette en Mønt i Trankebar. Ihvorvel der i Øjeblikket var en Chance for at slaa Mønt uden dette Hofs Tilladelse, fordi man havde faaet en betydelig ”force” fra Europa og fordi Hoffet laa i indre Splid, maatte man dog, naar Hoffet kom i Rolighed igen, være forberedt paa Vanskeligheder, da det var en af de indiske Fyrsters vigtigste Intrader: Afgiften af Møntvæsenet. At man burde søge dette reformeret, blev vidt og bredt udviklet af Gouvernementet og i Februar 1753 tiltraadt af Chefen for de ved Trankebar da stationerede Skibe, den kgl. Kommissær, Kaptajn G. Sivers. Det var de sædvanlige Betragtninger over Handelens Usikkerhed og Prisernes Stigning som Følge af Inflationen af daarlig fransk Mønt, der blev afgørende. Derfor vilde man ikke slaa de fremtidige Royaliner som de franske Fanos 18 Stkr. af Specien, men som den i Naboskabet kurserende indiske Mønt, hvoraf der gik 22 à 23 Stkr. paa en Portonovo-Stjerne eller Negapatam-Pagode. Gouvernementet med Gouvernør Bonsach i Spidsen vilde gøre de nye Mønter noget lettere: 24 Stkr. paa Pagoden, for at de ikke straks skulde forlade Territoriet; Kaptajn Sivers vilde have dem aldeles lige med Omegnens Mønt, for at al Forskel i Bogføring, Priser, Gager og Handel kunde forsvinde, idet han mente, at danske og indiske Mønter da vilde gaa frem og tilbage mellem Tanjour og Trankebar uden Ophør. Han ansaa det derhos for rigtigt tillige at slaa Rupier paa samme Maade som i Pondichéry fornemlig til Afsendelse til Bengalen.

Den 9. Marts 1753 bragte den kgl. Kommissær Sagen i Erindring, og der afsendtes da et Sendebud, Selasela Setti, til det Tanjourske Hof for bl. a. at bringe denne Sag i Orden. Kongen vilde nok give Kompagniet Lov til at slaa Fanoer, Pagoder og Rupier, men kun mod en Present en Gang for Alle og en vis Procent aarlig. Kompagniet syntes naturligvis, at der ingen Afgift skulde erlægges, da de franske Fanos gik paa Territoriet uden Afgift, men det vilde dog ikke være uerkendelig for en saadan Naadesbevisning. Afgiften kunde sættes til 7 ‰, som var den halve Fordel. Endelig blev man under en Audiens Kl. 7 om Morgenen den 30. Juli 1753 enig med Kongen af Tanjour om, at Kompagniet skulde give 1000 Pagoder i Present og 1/2 Fordeel i Afgift for Møntefriheden: ”Dette Tilsagn skeede Solenniter, og gav Kongen selv sit Ja tilkende ved sit Hoved Bøyelse, hvorfor jeg (dvs: Selasela Setti) aftog min Hat og hilsede”! Om Aftenen betalte Selasela Setti de 1000 Pagoder. Men i sidste Øjeblik fik nogle Hofembedsmænd udsat Udstedelsen af den endelige Paravana, dvs: Bevilling angaaende Møntfriheden; der maatte yderligere erlægges ca. 300 Pagoder i Bestikkelser, før Dokumentet blev underskrevet og forseglet.

Dette skete den 7. September 1753 (15); herefter fik Kompagniet den ansøgte Tilladelse til at slaa Fanoer, Portonovo-Pagoder og Pondichéry-Rupier. Al Møntning maatte ske i Overværelse af den kgl. Tanjourske Betjent, som blev Selasela Setti, der i Henhold til en Tillægsbestemmelse af 14. s. M. fik 3 Pagoder maanedlig af Gevinsten. Han reddede sig altsaa et lille ”Ben” ved samme Lejlighed!

Til at begynde med vilde man helt forbyde de franske Fanoer, men den 17. Februar 1755 udstedtes en Plakat om, at disse skulde ”roullere til samme Valeur som de for Compagniets Regning nyslagne og nu her paa Stedet roulerende Sølv Royaliner” (16). Iøvrigt var man fra først af ikke saa lidt i Vildrede med, hvorledes man skulde gribe denne Møntning an. Man søgte at faa den danske Udsending i Pondichéry til at skaffe sig Underretning, men ”Jalusien har naaet ald for stor Grad hos de Franske i den Post!” (17)

I de følgende Aartier under Frederik V og Christian VII sloges der en Mængde enkelte og dobbelte Royaliner samt nogle Pagoder.

Angaaende disse Mønters Udmøntningsforhold og Udmøntningssummer giver de i R. A. bevarede Akter kun spredte og ufuldstændige Oplysninger, idet der ikke foreligger nogen Udmøntningsprotokol.

Prøveafslag af 2 Royaliner 1756
Prøveafslag af 1 Royalin 1756

Pagode u. A. fra Christian VII's Tid

Men saa meget fremgaar dog af disse Akter, at der i en lang Aarrække er slaaet helt andre Mønter end de foranafbildede Royaliner og Pagoder, nemlig de i den tanjourske Paravana som den tredie tilladte Klasse Mønter omtalte Pondichéry-Rupier; medens Royaliner, Pagoder og Kas, - de ringe Kobbermønter, til hvis Udmøntning ingen Tilladelse var fornøden, - er vidt og bredt beskrevne med Stavefejl og Punkta hos V. Bergsøe, C. T. Jørgensen og senest H. H. Schou, findes der hos disse Forfattere ikke omtalt en eneste dansk Rupie, skønt de blev møntede i Trankebar i Tusindvis og unægtelig var af større Betydning end alle de andre Mønter, idet hver Rupie gjaldt 8 Fanoer. Naar ikke een fandt Vej til nogen dansk Møntbeskrivelse, skyldes det den Omstændighed, at disse Rupier ikke som de øvrige Mønter bar danske Indskrifter, men muhamedanske Tekster og ganske lignede de af de mughalske Kejsere (Stormoguler) slagne Mønter. Det dansk-asiatiske Kompagni kunde her se hen til det af de øvrige europæiske Kompagnier, særlig det engelsk-ostindiske og fransk-ostindiske Kompagni givne Eksempel, hvortil ogsaa den kgl. Kommissær Kaptajn G. Sivers havde henvist.

Franskmændene havde 1736 erholdt Tilladelse af Stormogulens Underbefalhaver i Arkat i Sydindien til at slaa Rupier i Pondichéry i Tekst og Valeur ganske som de, der sloges af Naba(o)ben selv paa sin Herres Vegne i Arkat (18). Disse franske Rupier havde som Kendemærke en Halvmaane og sloges ogsaa i Mazalipatam, Chandernagor og Surate, i disse Møntsteder undertiden med en Lotusblomst som Møntmærke.

Fransk Pondichéry Rupie

Fra Begyndelsen af det 18. Aarh, tog Englænderne fat paa at slaa Rupier efter indfødt Mønster! Men først efter Erobringen af Calcutta 1757 tog Udmøntningen ret Fart (19).

Engelsk Rupie fra Alamgir II's Tid. 1754-59 (Hijra Aar 1167-73)

Omkring Midten af Aarhundredet begyndte Stormogulernes Magt at smuldre hen overfor Europæernes Angreb. Samtidig greb disses Udmøntninger om sig. Englænderne udgav saaledes Rupier fra mange Møntsteder i de rnughalske Kejsere, Alamgir II's og Shah Alam II's Navn. Disse Mønter, bar som Møntmærker Lotusblomst, Parasol, springende Løve etc. (20).

At nu de danske fulgte Eksemplet fremgaar af det asiatiske Kompagnis Bøger (21). I Journalen for 1753-54 (22) staar der saaledes under Kontoen: Mynterettens Erhvervelse hos det Tanjourske Hof: Efter den saa slette reusserede Embassade om Landsbyernes Erhvervelse var tilvirket Mynte Friheden til Fanoer, Pagoder og Rupier, men til de sidste skulde tillige erhverves den Arcadiske Regerings Tilladelse”. Angaaende denne Tilladelse hedder det den 23. November 1754: ”Imod Aften tilbagekom Selasela Setti fra Tanjour og berettede at have faaet Forsikring fra Hoffet, at samme vilde procurere os Naboben af Tirutchinapalli, hans Paravane til Ropiers Myndtning ...” Som med Fanoerne var man ogsaa angaaende Rupiernes Korn og Skrot i Tvivl; men ”hos en sort i Pondichéry” fik man dog at vide, at der af 1000 Stk. v/8 udmøntedes netto 2175 Rupier. Man gik herefter i Gang med Udmøntningen af Rupier, men blev betænkelig herved og holdt inde med Møntningen, da man ikke erholdt den lovede Tilladelse fra Naboben, til hvem Tanjour stod i et vist Vasalforhold og uden hvis Sanktion man øjensynlig ikke turde slaa Pondichéry-Rupier. Hoffet i Tanjour tog imidlertid Kompagniet det højst ilde op, at det standsede Rupieudmøntningen. ”Trankebar laa jo dog i Tanjour og Møntningen var alene afhængig af Hoffet dér”. Den 17.Juli 1755 indberettede Udsendingen i Tanjour, at en Firman fra Naboben vilde koste 10,000 Rupier; vilde man kun mønte Rupier for Bengalen, behøvedes Nabobens Tilladelse dog ikke. Guvernementet holdt paa, at Firmanen var lovet det gratis; i hvert Fald fortsatte man Udmøntningen, af Rupier, der væsentligst fandt Anvendelse ved Udrustning af Skibene til Bengalen. Journalen 1755-56 (23) omtaler saaledes Avancen paa 4043 Rupier, som af ”Vekslerne” i Byen er bleven udleveret fra Mønten, endvidere Afgift af møntede 22,303 Rupier og senere den 31. Juli 1756 ”Avancen paa de for det Rojale Compagni myntede Rojaliner og Ropier”. I Cargaisons Cassebog (24) anføres, at samtlige Compagniets Vexlere har indleveret fra Mynten 4408 Rupier; i Journalen 1760-61 (25) føres 31. Juli 1761 til Indtægt Avancen paa Rupiers Myntning; 1765-66 (26) omtales 2168 Rupier, som her er myntede. 20. Aug. 1766 føres til Indtægt 56,400 Stkr. Rupier, der er udmyntede til Skibet Cron Princen af Danmarks Rejse til Bengalen (27). Den30. Dcbr. 1766 leveres Vexlerne 4928 Stk. v/8ten ”for deraf at mynte Ropier” og den 21. Januar 1767 indbetaler Vexlerne ”fra seneste Myntning udi Danske Ropier” 10,695 Ropier tilligemed Avancen ”paa disse nye myntede Ropier.” 16. Juni 1771 udleveres 16 Poser Pilarer (Piastre) fra Skibet ”Riigernes Ønske” til Vexlernes (Troquedorernes) Mønt ”for af samme at mynte Ropier” (28). Saaledes kunde der fortsættes med utallige Kildesteder.

Der er herefter ingen Tvivl om, at en ikke ubetydelig Udmøntning af Rupier i Henhold til Rajahen af Tanjours Tilladelse har fundet Sted. Spørgsmaalet bliver da, om der er nogen Mulighed for blandt den store Mængde af indiske Rupier at finde den Mønt, der er udgaaet fra Troquedorernes Møntværksted i Trankebar. Saavel de Indfødtes som Europæernes Rupier er som allerede nævnt forsynet med en Mængde forskellige Tegn og Møntmærker. I Bombay fik de engelske Rupier en Stjerne og nogle Punkter til Mærke, i Patna, Murshadabad, Benares og Furruckabad i Bengalen en Trefork, Sol, Fisk eller Stjerne, i Madras (Arkat) en Lotusblomst m. v. I Pondichéry forsynede man Mønten som ovenfor omtalt med en Halvmaane; naar vi i Trankebar forsynede vor danske Guldpagode med Christian VII's enkelte Navnetræk fik denne - maaske med Forsæt - en stærk Lighed med den i Pondichéry fra 1705 udmøntede Pagode med en Halvmaane (29).

Pondichéry Pagode

Om nu de danske Rupier har været en slavisk Eftergørelse af de europæiske Efterligninger af de arabiske og mongolske Mønter eller af de Indfødtes egne Mønter eller baaret et selvstændigt Møntmærke, er paa Forhaand selvfølgelig vanskeligt at afgøre. Ifølge de nyeste Undersøgelser har man konstateret 146 forskellige Møntmærker (30). Mange Rupiers Hjemsted har man endnu ikke kunnet fastslaa (31), og der er saaledes en vid Mark for Gisninger og Undersøgelser. Blandt de hos Wright afbildede Møntmærker falder i Øjnene et Kløverblad, Nr. 77, som i høj Grad bærer Lighed med vort hjemlige Møntmærke Kløverbladet, der ganske vist havde udspillet sin Rolle i Hjemlandet i det 18. Aarhundrede, om end de med dette Mærke forsynede Mønter vedblivende fandtes i Omsætningen. Den til Brug i Trankebar udmøntede Piaster 1624 bar just dette Mærke af ganske samme Udseende som hos Wright afbildet. At benytte et gammelt i Stedet for et gældende Møntmærke vilde i og for sig heller ikke være ugrundet. Mærkeligt er det, at dette Møntmærke netop dukker op og kun findes paa en Rupie, slaaet under Stormogulen Ahmad Shah i Hijra Aaret 1167, efter vor Tidsregning 1753-54, da Udmøntningen af vore Rupier tog sin Begyndelse.

Mønten er af Wright (32) henført til Møntstedet Muhammadábád Banáras (Benares) i Provinsen Bihar bag Bengalen. Da de danske Rupier fornemlig sloges til Forsyning af de danske Skibe med Kontanter, naar de skulde paa Rejse til Bengalen for at indkøbe Varer til Omladning i Trankebar og Afsendelse til Europa, vilde det ikke være helt utænkeligt, om man netop har efterlignet Mønterne fra denne Provins, hvilket efter de foranciterede Akter tillige havde den Fordel, at Rupierne ikke kom i Kollision med Naboben af Arkat eller af Tirutchinapallis Prætensioner.

Paa 2 Steder i Dansk Asiatisk Kompagnis Regnskaber (33) benyttes følgende Udtryk: ”1703 Pilarer som for Particulaire er myntet” og ”indbetalt af Compagniets Vexlere for franske Fanoers Myntning”, der kunde antyde, at der ogsaa var slaaet Piastre og fransk Mønt, hvad i og for sig vilde stemme med, at der i danske Møntakter 2 Gange findes foreslaaet Udmøntning i Altona af Piastre ”paa spansk Stempel”. Men da der i de Trankebarske Akter iøvrigt kun er Tale om Udmøntning af Royaliner (Fanoer) og Rupier af Piastre, Styk von Achten og Specier, der hidbragtes fra Europa paa Kompagniets Skibe, Cron Princen, Riigernes Ønske, Dronning Juliane Marie, finder jeg ingen Anledning til at gaa ud fra, at de førstnævnte Udtryk betyder andet, end hvad der stadig er Tale om, nemlig Udmøntning af danske Fanoer og Rupier af Piastre for 10 Kas pr. Piaster.

Sølvudmøntningen var overdraget Stedets ”Vexlere”, af hvilke ”Møntmestre” en f. Ex. hed Siva Sedambaram, i en Slags Leverance, Entreprise eller Forpagtning, saaledes at disse skulde tilsvare Kompagniet de af dette udleverede Sølvmønter eller Barrer i nymøntede Penge eller svare Kompagniet en vis Afgift af de Penge, de slog for andre, saaledes at Kompagniet af denne Afgift kunde udrede den aarlige Tribut ”for Myntefrihedens Erhvervelse” til Rajahen af Tanjore (eller Tanjour, som det stadig hedder i Kompagniets Akter). At det undertiden gik galt med Vexlernes Tilsvar, viser en Tilførsel om, at 5 Troquedorers Huse var stillet til Tvangsauktion.

Den særlige Kasudmøntning var i dette Tidsrum varetaget direkte af Kompagniet, der indkøbte Kobber i Europa og lod det udmønte ved sin Foged, Providiteuren, der i 1760 hed Mutthea Pulle, 1768 Tandatzy Pulle, der altsaa var Møntmester for Kobberrnønten.

Selve Møntningen fandt sikkert Sted paa samme primitive Maade, som Lieutenant Edv. Moor i 1794 har skildret det for Bombay-Møntens Vedkommende (34):

”Metallet bliver i Barrer paa Størrelse som en lille Finger bragt til Mønten, hvor et Antal Folk sidder paa jorden forsynede med Vægt og Lodder, Hammer og en Slags Mejsel; foran hver Mands Plads er anbragt en Sten, der tjener til Ambolt. Barrerne bliver hugget i Stykker efter Skøn, og hvis der ved Vejning findes at være for lidt, bliver der mejslet et lille Stykke ind i den vordende Rupi; hvis den er for tung, bliver et Stykke hugget af og saaledes fremdeles, indtil den nøjagtige Størrelse bliver tilbage. Disse Stykker bliver saa bragt til en anden Mand, hvis hele Værktøj bestaar af en Hammer og en Stenambolt, og han banker dem i nogenlunde rund Form, omtrent 7/8 Tomme i Diameter og 1/8 Tomme tyk, hvorefter de er færdige til Prægning. Stemplet bestaar af to Stykker, det ene fast nedstukket i jorden, det andet, omtrent 8 Tommer langt, holdes i højre Haand af Arbejderen, som sidder paa Hug (den Stilling, i hvilken alle Haandværkere og Kunstnere arbejder, ja, den Stilling, hvori alting bliver udført i Indien, for hvis en Mand faar en Snaps til givende, finder han det bekvemt at sætte sig paa Hug for at drikke den); han fylder sin venstre Haand med de vordende Mønter, som han med ufattelig Behændighed skyder ned paa det faste Stempel med Tommel- og Langfinger, og som han lige saa behændigt fjerner igen med sin Pegefinger, naar hans Medhjælper, en anden Mand med en Mukkert, har givet dem Præg, hvilket han gør ligesaa hurtigt, som han kan løfte og slaa med Mukkerten paa Stemplet, som Møntprægeren holder i sin højre Haand. Stemplets Diameter er omtrent halvanden Tomme og bærer Indskrift med Stormogulens Navne, Titler, Aar efter Hedjra, Regering o. s. v., men da Mønterne ikke er saa store, faar de følgelig ikke alle samme Præg. Rupien bliver saa sendt til Skatkammeret, færdig til at sende i Omløb, idet ingen Randing eller yderligere Forarbejdelse anses for nødvendigt.”

Mønternes Forhold til hinanden angives noget forskellig efter Kursen, men androg efter Regnskaberne omkring 1763-70 følgende:

1 Specie			= 18 Fanoer (Royaliner)
1 Rdlr. Trankebar Kurant	= 12 -
1 Stjerne  Pagode		= 26 -
1 Negapatam Pagode		= 27 -	 55 Kas
1 Portonovo Pagode 		= 27 -
1 Pilar (Piaster, Styck v/8)	= 17 3/4 -
1 Rupie				= 8 -
1 Pardo(a)u			= 10 -
1 Fano				= 80 Kas

Omkring 1790 opgøres Værdierne paa følgen de Maade (35):

1 Kas			= 1/5 Viz	= 4/5 Penning D. Kurant
5 -			= 1 -		= 4 -
2 Viz			= 1 Pice	= 8 -
6 Pices			= 1 Pical	= 4 ß
8 -		 	= 1 Fano	= 5 ß 4 -
10 Fanoer		= 1 Rupie	= 3 Mark 5 ß 4 Penning D. K.
2 Rupier		= 1 eng. Krone 	= 1 R. 10 ß 8 -
36 Fanoer		= 1 Pagode	= 2 R. -
4 Pagoder		= 1 Guld Rupie	= 8 R. -

Udmøntningen af dansk-ostindisk Kurant var omtrent følgende, der i hvert Fald udgør Minimum:

/// skema side 302 ///

De i Opgørelsen opførte Summer er tagne fra Asiatisk Kompagnis continuelle Fonds Hovedbøger og Journaler samt Cargaisons Hovedbog. De for 1789 opførte Kas udmøntedes af noget Forhudningskobber fra et ophugget Skib!

Samtlige Kompagniets Regnskaber førtes i ”Rdlr. Trankebar Courant”, hvortil alle de forskellige Møntsorter maatte reduceres efter Dagens Kurs.

Til Sammenligning med de dansk-ostindiske Værdier tilføjes følgende fra Engelsk-Ostindien:

I Bombay var:

16 Pices	= 1 Laree	= 9 ß 7 1/3 Penning D. Kurant
14 Ouarters	= l Pagode	= 1 R. 4 Mark 8 ß -
60 -		= l Guld Rupie	= 7 R. 3 Mark -

I Bengalen var:

16 Annas	= 1Rupie	= 3 Mark 5 ß 4 Penning D. K -
56 -		= Pagode	= 1 R. 5 Mark 10 ß 8 - 

Som allerede foran berørt gik de ”Vexlere”, som tidligere var Møntningen betroet, i Stykker; deres Restdebet 1311 R. maatte 1782 afskrives som uerholdelig. Udmøntningen i Trankebar var altsaa forbundet med en Del Uheld og stod derfor, som det fremgaar af Oversigten p. 302, ogsaa omtrent stille i Aarene 1782-88, selv om Mønter er daterede fra hvert Aar. Det laa saaledes paa Forhaand nær, helt at opgive den eller flytte den andetsteds hen. At det ikke var noget stort Etablissement ses af Listen over de Bygninger m. v., der overgik til Kronen 1777, da Regeringen maatte overtage Kolonien. Det var ”5 aabne Skure og en liden Veranda med en liden Logav”, alt vurderet til 266 Rdlr. Regeringen i København tænkte sig da ogsaa Muligheden af at overflytte Møntvirksomheden til København for efter de gammelkendte hjemlige Metoder tillige at stryge en Gevinst paa Mønten. Dette følte Regeringen sig saa meget mere opfordret til, som der fra Koloniens Gouvernement fremkom Krav om at faa Statstilskudet til Kolonien i Guld og Sølv i Stedet for i Vexler. Det laa da nær at lade Metallet udmønte hjemme, saavidt mulig med Fordel! Man afkrævede derfor Gouvernementet i Trankebar en nærmere Redegørelse for hele Møntvæsenets Tilstand i Dansk Ostindien. Denne Erklæring afgaves den 20. Oktober 1781 og indeholder i Virkeligheden en fuldstændig Skildring af hele Pengevæsenet i Indien: (36)

”Da Vi under 19. Marts 1779 gav os den Ære at forestille det kgl. Collegium Nødvendigheden af Sølvs Udsendelse, betragtede Vi den forlangte Summa alleene som en nødvendig Fond som maatte her tilskydes, og da det tildeels ikke altid vil være læt at faae Penge paa Vexler, og baade Sølvet og Guldet her er at ansee som en Vahre, der saavel her som over heele Indien indsmeltes efter Enhvers Nødvendighed, Saa ønskede Vi alleene at kunde have saadan en Capital her for at vedligeholde omtrent en vis Summa Fanoer til fornøden Brug for Undersaatterne i Roullance, da Vi for nødvendige Føde-Vahre maa stedse aarlig lade udgaae en Summa, efterdi Vores Grund ikke kand føde Inhabitanterne. Fanoerne, som er den eneste Myndt Vi her i lang Tid have myndtet, er blot at anse som en Scheide-Myndt, men som, da den bestandig udføres, maa have sin fulde Valeur, og havde Vi blot ønsket Piastere, fordi at samme undertiden med Fordeel for Hands Majestæts Cassa kand forhandles. Men da det kgl. Collegium holder for, at det vilde være Hands Majestæts Cassa fordeelagtig at lade myndte i Europa og her udbringe og i den Anledning forlangt Vores Tanker, saa vilde Vi her saavidt os giørlig er, opfylde Dets Forskrift.

I Anledning af den af Myndt-Directeuren opgivne Fortegnelse, maatte Vi give os den Ære at melde Det kgl. Collegio, at om Vi skulde hjemsende de Myndt-Sorter, af alle de Sorter hand forlanger, vilde Prøverne deraf alleene beløbe over 10,000 Rdlr. og da tildeels ingen af bemeldte Sorter mere er at faa, og Vi selv ere i Forlegenhed for Penge, have Vi alleene sendt de, som ere mest gangbare paa denne Kyst.

Af Guld-Rupier kiende Vi mange forskiællige Sorter; af Pagoder er i det mindste 12 à 14 Sorter, af Sølv Rupier ligeledes, da derimod 1/8, 1/16, 1/32 og 1/64 Deele ere saa rare, at Vi aldrig eller meget sielden have set nogen, og de fleste af de høje Brøker aldrig existerer. Ligeledes existerer i Kaaber heller ingen 80, 40 og 20 Kass Stykker, men alleene 10, 4, 2 og 1 Stkr.

Vi oversende derfor ved denne Lejlighed alleene de heromkring gangbare Myndter saasom 70 Stierne Pagoder, 70 Porto Novo Pagoder, 24 heele Arcat Rupier i Sølv, 96 Stkr. af Tranquebars 2 Fano Stkr., 192 Stkr. af Tranquebars 1 Fano Stkr., 64 Stkr. Tranquebars 10 Kass, 160 Stkr. 4 Kass, 320 Stkr. 2 Kass og 772 Stkr. 1 Kass (37) til fornøden Prøve, dog er det godt at avertere Det kgl. ColIegio, at Vi ikke have Tilladelse af Landsherren til at myndte andet end Porto Novo Pagoder, Pondichéry Rupier, som i lang Tid ikke er blevet. slaaet, da der ingen Fordeel var paa dem, dobbelte og enkelte Fanoer og Kas; den derpaa i Aaret 1753 af Kongen af Tanjour meddeelte Paravahna ..., er extraheret af den samme Tiid holdne Secret-Protocol.

Det maatte da være en Fornødenhed at erholde Landsherrens Tilladelse paa at slaae Stierne Pagoder og Arcat Rupier, som tilkommer Nababen af Arcat, residerende paa Madras, og de Indianske Prindser ere saa jaloux over denne Rettighed, at det har kostet megen Møje og mange Penge at faa denne Frihed fra Tanjour.

I Henseende til at bestemme Omkostningerne af Myndten, da bliver alt Sølv, som Enhver Particulier her kand lade henbringe paa Myndten og lade myndte imod at betale Arbejds-Lønnen og Slag-Skatten til Kongen, beregnet efter Piasteren.

En nye Piaster bliver udmyndtet til 19 Fano 52 Kass, deraf betales til Myndte-Lløn og Omkostninger 28 Kass eller 2 4/5 % og Slagskat til Kongen betales 12 Kass eller 1 1/5 %.

Da Sølv og Guld, Fanoerne undtagen, virkelig roullerer som Vahre, saa kand ikke Priisen bestemmes paa de større Sølv-Myndter og paa Pagoderne uden i Forhold som disse Sølv-Myndter eller Guld-Pagoder søges til Handels Operationer eller ikke. Et Indiansk Kast (dvs: en Kaste), Troquedorer kaldet, ere dem, som kiender Guldet og Sølvets Priis; disse bruges til at omløbe og opkiøbe hvad Myndt behøves, og i Forhold som De søge Pagoden, Piasteren eller Rupien meer eller mindre, stiiger og falder den imod Fanoer. Er den meget søgt, giver De flere Fanoer for dem end De ellers give, fordi Handlende behøve dem for at soldere sine Regninger; er den ikke søgt, vil Enhver give den ud og faaer mindre Pris derfor.

Dette er Maaden, hvorpaa Coursen i hele Indien bestemmes, da Troquedorerne i en hver Stad viide, hvad Sorter af Penge der behøves, og hvad den, som søger dem, vil betale derfor, og lade de sig for Deres Umage for det meste noye med 4 Kass pr. Pagode.

Da Fanoen altsaa er den, hvorefter andre Myndters Værdi her bestemmes, vilde det kgl. Collegium behage af den forhen giorte Detail om Piasternes Udmyndtning at erfare Fanoens intrinsique Valeur og som en Scheidemester vil nøye kunde udregne ...

En Fano imod Kaaber er 80 Kass ...

Paa Kassenes Myndtning er en meget stoer Fordeel for Kongen, men samme maae, hver Gang de behøver at myndtes, udregnes, da Priisen paa Kaaberet varierer, og da denne Myndt ikke hverken indsmeltes eller bortføres fra Grunden, saa kand deraf kun sielden, og naar fornøden giøres til det offentlige Brug, - myndtes, da her for nærværende i Tranquebar er saadan Overflødighed paa Kass, at for nogle 1000 Rdlr. henligge ude af Roullance og ere pandtsadte for Kobberets Vægt.

At man ikke er vedbleven at myndte Pondichéry's Rupier er fordi samme ikke løb i Betaling og her paa Grunden blev indsmeltede; desuden da i forrige Tiider man fant for godt at udmyndte Piasteren til 19 Fano, i Stæden for 17 1/2 blev Fanoerne lettere og Rupien steg dog derfor ikke paa Stædet.

At man her kalder 8 Fano en Rupie, er fra de Tiider af, og er nu Rupien af 8 Fano, og Rixdaleren af 12 Fano blotte Benævnelser, men ingen Myndt.

Vi troe saaledes at have beskrevet Maaden, hvorledes alle øvrige Myndter her bestemmes efter Fanoer og følgelig altid varierer; Vi ville nu referere Det kgl. Collegjo for hver især, hvor stoer en Difference i Cours disse Myndter undertiden antager. Piasteren, som her paa Stedet udmyndtes til 19 Fano 52 Kass, falder, naar den ikke er søgt i Handel, hvor den undertiiden exporteres til China, Ost-Kysten, Ceylon &c, indtil 18 3/4 Fano eller 18 Fano 60 Kass, og da finder Enhver sin Regning ved at lade myndte. Er den søgt, stiiger den undertiiden til 21 Fano.

Arcat Rupierne varierer imellem 7 1/2 Fano til 9 1/2 Fano à 10 Fano.

Porto Novo Pagoden, hvori den meeste Handel giøres i det Tanjourske, stiger og falder daglig. Vi erindre den Tiid, at den har været 25 Fano, og den har nu i denne Kriig gieldet 34 Fano.

Stierne Pagoden bruges ligeledes i ald Handel og derfor bestemmes i visse Pro Cent, som den er høyere end Porto Novo Pagoden og varierer fra 6-18 %.

Ved denne iidelige Forandring af Cours, er det Kiøbmandens Lykke og Forsigtighed, som bestemmer Hands Tab eller Gevinst.

... Vi vide ikke om det lønner Umagen at lade disse Myndter, som er af det fiine Sølv uden Tilsats, myndte hiemme, hvor Sølvet er dyrere, Arbejdslønnen riimelig ogsaa, hvortil kommer Risico over Søen.

Det vilde have en skadelig Indflydelse her at forbyde Particuliere at bringe deres Sølv til Myndten, eftersom det var at betage dem en over ald Indien brugelig Frihed, og skulde eendeel Particuliere her myndte paa samme Tiid og af samme Sorter, som det kgl. Collegium udsendte, vilde Overflødighed af en Sorte strax bringe en anden Sorte Myndt i Veyret, hvilket Vi tror vilde være skadelig for Handelen.

Vi igientager for at gøre dette tydeligere, at Vi ingen Tilladelse have at myndte Arcat-Rupier og Stierne-Pagoder og at Vi her paa Stædet kunde blive vaer, naar Fanoer begynder at fattes, og da kand remedere derpaa ved at lade myndte og til den Ende ønskede Vi, at det aarlige Tilskud for Colonien maatte i Sølv og i Sær i Piastre, som med nogen Fordeel undertiden kand afsættes, Os udsendes, da Vi paa Piastrene derimod ere visse, at de ved at myndtes, ikke kand blive ringere, end de anførte 19 Fano 52 Kass, hvoraf fradrages Slag- og Myndte Rettigheden.

At ville her indføre den i Europa brugelige Alloy i Myndterne, for at forekomme deres Indsmeltning skulde ikke alleene bringe Os Landsherrens Uvenskab tilveye, men endog minere den heele Danske Credit i Indien, da Indianeren ikke distinguerer saadan Myndt fra falsk, og om hand og antoeg den, vilde de forhøye alle til Handelen nødvendige Myndter i en Proportion, der ikke kunde andet end blive højst skadelig baade for Coloniets og Fædrelandets Handel.

Man kand ikke sige, at nogen særdeles Præg er her begiærlig fremfor noget andet uden naar samme søges for at henbringes til det Sted hvor Handel sluttes om saadanne Præger, og det er umuelig at forudse de Handlendes Speculationer, som endog for det meste i alle Lands Regieringer ikke erfares før end de ere i Værksadte.

Vi ville til Slutning for at give en Ide om Mængden af differente Myndter i Indien, og hvad Capital der maatte medgaa for at samle dem, alleene berette, at hver Indiansk Prinds eller Raja, hvoraf man regner utallige fra Cap Comorin til de længst bortliggende Grændser af Bengalen og tilforn har regnet flere, betiener sig af Myndt-Rettigheden paa sit Territorium og lader forskællige Steder slaae forskiællige Myndter, som roullere, exporteres, indsmeltes og forsvinder, indtil at Hands Successores finder for godt at marquere sit Guld og Sølv med et andet Stempel, eller indtil at et Handels Stæd bliver fameux, da bliver den Myndt, som deri slaaes, bekiendt og ved Handelen ført vidt omkring; naar Handels-Speculationerne paa disse Stæder ophøre fremkomme andre Myndter for Dagen fra andre Stæder, saaledes ere nu Rupierne fra Arcat, Stierne-Pagoderne og Madras-Pagoderne fra Madras og Porto Novo Pagoderne fra Porto Novo de som mest roullere her; for faa Aar siden havde Pondichéry's Rupier stoer Roullance og er nu næsten forsvundne, saa at man ikke egentlig kand sige, at nogen vis Præg eller Myndt, men Guld og Sølv i Almindelighed er begiærlig i Indien.

Castellet Dansborg i det kongl. Guvernement, den 20de October 1781.

Abbestée.       Lichtenstein.       C. Hetting.
Walter.

Til Det Kongl. Gen. Lds. Oeconomie og Commerce Collegium.”

Denne fortrinlige Indberetning, hvoraf lyser en sand Rædsel for at faa overført til Trankuebar Hjemlandets Metoder til Møntens Udnyttelse, sendte Kollegiet Møntdirektør Knoph til Erklæring. Denne gav den 3. Juni 1783 (38) et ret kortfattet Svar, hvori han erkender, at Indberetningen er meget fuldstændig og til stor Oplysning om Mønternes Brug. ”De Fordeele altsaa som Mynte Fodens Forskiællighed her og der kunde give Anledning til, ere igien forknyttede med store Vanskeligheder”. Han mener herefter kun der kan blive Tab ved Forretningen: ”Det synes derfor at den da havde Speculation af sig selv maa bortfalde.” Risicoen og Sølvets stigende Pris forbød den.

Kollegiet var imidlertid ikke til Sinds saa hurtig at give op. Den 6. Marts 1784 tilskrev Finanskollegiet efter Commercekollegiets Anmodning Knoph et ret spidst Brev, hvori der til Møntvæsenets Forfatning og Indretning i Trankebar forlanges en nærmere Undersøgelse af den virkelige Forskel mellem dansk og ostindisk Kurant, saavel med Hensyn til Sølvmønten som til den ostindiske Sølvmønts Forhold til Pagoden. Den foranstaaende foreløbige Erklæring var ikke fyldestgørende (39).

Først i Oktober fik Colleglerne Svar (40). Man havde paa Mønten prøvet en Række ostindiske Mønter med følgende Resultat:

1 Stierne Pagode = 1 Rdlr. 94 17/24 ß grov Kurant 1 Porto Novo - = 1 - 69 27/32 - 1 Arcat Rupie = 50 1/4 - 1 enkelt Fano = 5 29/44 - 1 dobbelt - = 11 1/5 - 1 ß Kobber = 17 1/3 Stkr. Kass, 9 1/24 Stkr. 2 Kass, 4 5/8 Stkr. 4 Kass, 1 5/6 Stkr. 10 Kass

Efter denne Udregning vilde 100 Rdlr. Dansk Kurant svare til 141 à 143 Rdlr. Trankebar Kurant, men regnedes i 1814 til 137 Rdlr. Trankebar Kurant. Omkring 1780-83 ansaa man dog Trankebar Kurant for kun 18 %, slettere end dansk Kurant (41); i Virkeligheden stod Trankebar Kurant ikke i noget fast Forhold til dansk Kurant. Af en kgl. Resolution af 26. November 1788 fremgaar, at man 1778-82 fik 18 % Agio paa Trankebarsk Kurant mod dansk Kurant, idet man paa en Vexel paa 10,000 Rdlr. d. K. fik 11,800 Rdlr. T. K.; senere fik man kun 11,000 R. T. K. For 10,000 R. d. K. i Piastre fik man udmøntet 10,833 1/2 R. T. K. Det mentes fornødent at udsende et saadant Beløb til Møntning i Fanoer, da disse forsvandt af Kolonien. Vel regnede man i Koloniens Bøger med 1 Rdlr. til 12 Fanoer for at have et Sammentællingsmiddel. Men Tilskudene hjemmefra skete i Varer, Sølv i Barrer eller Mønt, der modtoges efter Vægt, og i Vexler, der omsattes i Rupier og Pagoder efter Kursen paa Sterling. Paa samme Vis skete Udvexlingen til Hjemmet, idet der for den nedsendte Valuta hjemsendtes Varer, som solgtes paa Auktion og udbragte dansk Kurant, eller hidsendtes Vexler paa London, som indkøbtes for Rupier, Pagoder m. v. etter Kurs og saa igen indførtes i Kompagniets Bøger for det tilsvarende Regningsbeløb i Trankebar Kurant. Skulde en Sum fra Hjemmet, f. Eks. en Arv i Dansk Kurant, udbetales kontant i Trankebar, blev der straks et større Postyr i Ostindisk Kontor med at finde ud af, hvad denne Sum kunde blive til i Fanoer -og Rupier. I 1787 regnede man i et Stervbo Mønterne meget bedre end ovenfor anført, naturligvis for ikke at komme til at udbetale for meget i Trankebar:

1 Stjerne Pagode 	= 2 Rdlr. 8 ß d. K.
1 Rupie			= 4 Mark	-
1 dobbelt Fano		= 1 Mark	-
1 enkelt -		= 8 ß -
10 Kobberkas		= 1 ß -

Naar man nu ser paa hele Udviklingen i Trankebar, frembyder den selvfølgelig stor Lighed med Udviklingen alle andre Steder; Valuta er og bliver Valuta. l Rigsdaler in specie androg oprindelig 10 Fanoer (42), men steg senere samtidig med at Fanoerne forringedes, til 12 Fanoer. Ligesom i Hjemlandet Speciens Skillingstal forhøjedes til 96 ß, eftersom Skillingerne forringedes, saaledes gik det altsaa ogsaa med Fanotallet paa Specien. Tilsidst fastsattes Rigsdalerens Skillingstal til 96, uanset at Skillingerne stadig forringedes, hvoraf Følgen blev, at 1 Rigsdaler i Kurantmønt blev skilt fra 1 Rigsdaler in specie. Der maatte betales Opgæld for at erholde 1 Specie i Forhold til 1 Rdlr. Paa samme Maade skete Udviklingen i vor ostindiske Koloni. Man regnede - som der staar i Guvernementets Indberetning - med 1 Rdlr. til 12 Fanoer, medens 1 Rdlr. in specie efterhaanden kostede mere og mere, indtil 18 à 20 Fanoer. Den Trankebarske Rigsdaler à 12 Fanoer gik endda - som ovenstaaende Udregning viser - længere ned end den danske Rdlr. Kurant i det Tidsrum, her er paa Tale, idet 1 Rdlr. Trankebar Kurant kun svarede til ca. 70 ß dansk Kurant (43). Skylden laa dog her ikke hos Regering eller Guvernement, men i de højst forkvaklede Møntforhold i Indien, hvor enhver Duodezfyrste og evropæisk Koloni slog Mønt til sin Fortjeneste. Det var jo netop de højst undervægtige franske Fanoer, der havde afstedkommet Dyrtiden i Trankebar, dvs: Rigsdalerens mindskede Værdi og Købeevne, som havde foranlediget Koloniens Ledelse til de gentagne Forsøg med egne Royaliners Møntning. Disse Mønter blev ikke væsentlig bedre end de franske, men man undgik dog en yderligere Forringelse af Mønten og man vilde i hvert Fald ikke have den forringet ved Hjemlandets Indgriben.

Ved Udgangen af den Periode, som er Genstand for de i dette Arbejde optagne Undersøgelser, prøvede man dog paany at bringe Mønten i Trankebar i Gang. Vel havde man gjort sørgelige Erfaringer og lidt Tab ved Troquedorernes Udmøntning, men i Instruks af 24. November 1777 § 19 hedder det alligevel, at Guvernementet vel maatte gøre Brug af Møntretten, dog ikke saaledes, at den tanjourske Regering derved skulde kunne finde Anledning til Misfornøjelse (44). Guvernør Anker, der havde et almindeligt Paalæg om at bringe Kolonien paa Fode, tænkte sig ogsaa Møntrettens Udnyttelse som et Middel til at faa Handelen, der da ikke var blomstrende, i nyt Flor. Han havde forhandlet herom med det stedlige Firma: Harrop & Stevenson.

Firmaet fremsatte i 2 Skrivelser til Gouvernøren, af 15. Januar og 5. Februar 1789 (45), Forslag til Genoprettelse af Mønten i Tranquebar med dem som ”Deputy Mint Masters under the Governor”. De foreslog Udmøntning af Fanoer, Rupier og Pagoder i Overensstemmelse med Rajahens gamle Tilladelse fra 1753. De henviste til, at der fra Malacca, Batavia, Sydkysten af Sumatra og andre Steder, af kinesiske, russiske og andre Skippere indførtes ikke ringe Mængder af Guldstøv til Nagore, Negapatam og Syd-Indien i det Hele taget. Herfra maatte Guldet med Risiko og Bekostning sendes til Mønten i Madras for at blive møntet. Hvis de Handlende kunde faa det møntet paa Mønten i Tranquebar, var dette jo nærmere og vilde bidrage til Sejlads og Frekvens i Kolonien, hvor man knapt nok saa et fremmed Skib Aaret rundt. De opsatte en Beregning, hvorefter der paa 1000 Pagoder kunde tjenes 23, efterat Omkostningerne, ca. 25 Pagoder, hvori var indbefattet 5 ‰ Afgift til Rajahen, ca. 5 ‰ Møntmesterløn og 9 ‰ Arbejdsløn, var fradragne og betalte.

De anslog den aarlige Udmøntning til 2 à 3 Lacks à 100,000 Rupier dvs: ialt ca. 75,000 Pagoder og skyndte paa Gouvernøren for at faa Tilladelse til at begynde Udmøntningen, idet Skibene fra Østen vilde begynde at ankomme i Februar. De fik Tilladelsen og i Dagene fra 13. Marts til 28. April. 1789 udmøntedes da 18,375 Stkr. med det af Firmaet foreslaaede kongelige Navnetræk paa Bagsiden: ”in the same manner the Fanams are”.

Der viste sig imidlertid forskellige Vanskeligheder ved denne Udmøntning. For det første maatte man sikre sig Franskmændenes og Englændernes velvillige Modtagelse af denne danske Guldmønt for at være vis paa dens Succes i Omsætningen. Det franske Gouvernement i Pondichéry stillede sig imødekommende, naar blot de nye Mønter ikke kunde forveksles med de franske. Hvad Mønternes Indhold angaar, var dette ikke af saa stor Betydning ”que dans l'Inde les Espèces Monnoyées sont Marchandise; que leur cours s'établit d'abord sur leur valeur intrinseque et ensuite par les circonstances particulières, qui font hausser ou baisser les rapports, de l'or à l'argent en raison de l'abondance ou de la rareté de ces matières". Der var derfor ikke noget i Vejen for, at det danske Gouvernement sendte sine Pagoder til Pondichéry. Englænderne stillede sig derimod meget reserveret. De gjorde gældende, at Nababen - der var i deres Lomme - gerne kunde betragte disse Pagoder som en ”Innovation”, hvad der atter kunde føre til ”Inconvenience”, idet denne nye ”currency” vilde øve Indflydelse paa deres egne Pagoders Omløb. Gouvernementet i Madras beklagede derfor ikke at kunne yde Indførelsen af denne nye Mønt nogen Opmuntring. Privat raadede den engelske Resident i Negapatam til pludseligt og i stor Mængde at kaste et større Antal af de nye Pagoder paa Markedet for at nedslaa de indfødte Vekselereres og Købmænds Spekulationer i den nye Mønt. Ellers vil det kun bevirke mere Uro og Tidsspilde, end hele Sagen er værd. De nye Porto Novo Pagoder, der var slaaede i Negapatam af Mr. Cockrane, havde ogsaa i nogen Tid mødt Vanskeligheder, indtil Kaptajn Scott, der havde faaet en større Sum af disse til Betaling af Fødevarer, ”brought them at once, nolens volens, into Circulation thro'out the Tanjore Country, & which is the reason they are at this Day called Scotts Pagodas”!

Fra selve det tanjourske Hof fik Gouvernør Anke ikke heller de bedste Efterretninger. Vel havde Rajahen og hans Minister samtykket i Udsendelsen af den ny Mønt. Efter Paravana af 1753, som var købt og betalt, kunde de jo ikke andet, “but as they have none of the tender feelings, they made a bad use of Your (dvs: Ankers) genteel behaviour” ved overhovedet at udbede sig Rajahens Samtykke. “Whatever these bad People may talk & threaten, they will hardly oppose the Coining of Pagodas at least I should think, that the Rajah would not permit them to do it in his name”.

Foruden disse om man saa maa sige ”politiske” Vanskeligheder kom der ogsaa en vis Modstand eller Mistænksomhed fra Befolkningens Side over for den nye Mønt. Gouvernøren lod derfor Købmænd fra Tranquebar og forskellige Landsbyer kalde sammen til et Møde med sine Embedsmænd den 14. Maj 1789, hvor 10 Tranquebar og 10 Scott Pagoder i disses Overværelse blev prøvede, og blev de sidste befundet 2 ¼ % slettere end de første.

Der var allerede tidligere paa Aaret foretaget en almindelig Undersøgelse af indisk Guldmønt. En Stjernepagode eller gammel Negapatam Pagode vejede 10 Guld Fanam af 8 Toques dvs: 8/10 Finhed eller - som det ogsaa kaldtes - 8 Matt (Tiendedele) = 80 Touch (Hundrededele) Finhed, dvs: den skulde have en Finhed af 800/1000 og veje ca. 3,4 g, men ved Smeltning viste disse Pagoder som Regel kun 7 15/16 Matts Finhed. En Porto Novo Pagode skulde være 7 Matt eller 70 Touch dvs: 700/1000 fin, men var i Virkeligheden kun 6 14/16 Matt fin. Scott-Pagoden skulde være udmøntet 6 3/4 Matt eller 67 1/2 Touch fin dvs: 675/1000 men viste sig 6 1/4 Matt fin.

Man havde derefter bestemt sig til at udmønte Tranquebar-Pagoden efter Scott-Pagodens rette Korn og Skrot dvs: 3,4 g ,af Finhed 675/1000 dvs: 16,2 Karat, idet der tilsattes Sølv og Kobber; men vor Tranquebar-Pagode kom saaledes dog i Klasse med de ringeste i Indien. Den equivalerede paa langt nær en af de gamle Pagoder. Der maatte ca. 1 1/3 Tranquebar-Pagode til at opveje 1 Stjernepagode. Det var derfor ikke mærkeligt, at Rajahens Tilsynsmiand ved Udmøntningen forlangte sin i 1753 fastsatte Afgift af 3 Pagoder beregnet til 4 1/2 af de nye. Rajahen fik sin Afgift 5 ‰, betalt med 92 Tranquebar Pagoder, idet Afgiften jo her var sat i Forhold til Udmøntningens Kvalitet og Mængde.

Ved denne Lejlighed fremkom samtidig authentiske Oplysninger om Sølv- og Kobberudmøntningen. Af en gammel spansk Pillar eller Piaster udmøntedes 20 Fanoer. Da de ældre spanske Piastre havde en gennemsnitlig Vægt af 27 1/2 gr. med en Finvægt af 25 gr., vil det altsaa sige, at vore Fanoer eller Royaliner havde en Finvægt af 1 1/4 gr. Sølv og en Vægt af ca. 1,4 gr.

Kas udmøntedes 9 Fanoer 48 Kas, dvs: 768 Stkr. af 1 Pund Kobber, hvilket giver ca. 39/64 gr. pr. Stk., hvad nogenlunde svarer til den ovenfor angivne Værdi af 1 ß Kobber i Kas.


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt