KLIK for forstørrelse!

3. Mønten paa Rethwisch Slot ved Oldesloe i Holsten. 1769- 1770

af Julius Wilcke

(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 167-178)

1616 erhvervede Hertug Hans den yngre af Holsten-Sønderborg det adelige Gods Rethwisch, der er beliggende c. 1/2 Mil sydøst for Oldesloe i Holsten, omtrent midtvejs mellem Hamburg og Lübeck; her lod hans Datter Eleonore opføre et Slot af Bindingsværk. Hendes Brodersøn, Hertug Joachim Ernst den yngre, tog Bopæl paa Slottet, som han dog c. 1698 lod nedrive. I dets Sted opførte han en Borg af Sten i 4 Fløje med Slotsgaard, Taarn og Grave. Den sidste Hertug af Pløn, Friedrich Carl, lod i Marts 1761 indrette en middelmaadig Mønt paa Slottet for gennem Udøvelsen af den af ham paastaaede Møntret at forskaffe sig Indtægter. Han søgte at bortforpagte Mønten til den Højestbydende, men i første Omgang lykkedes det ham ikke at faa den danske Regerings Tilslutning til denne Plan. Han indgav dog et længere Andragende til Frederik V og den 27. juni 1761 meddelte A. P. Bernstorff ham, at der vel kunde være Betænkeligheder forbundne med et saadant Foretagende, men Kongen vilde dog ikke staa ham imod i den Sag, naar han nu lovede sig saa stor Nytte deraf, og vilde derfor overlade ham selv Afgørelsen.

Efter dette ikke ugunstige Svar, hvori Schimmelmann, der var Hertugens Finansforbindelse i Hamburg, maaske ikke var uden Del, blev det overdraget 2 Købmænd i Hamburg at finde en Rigsfyrste, der vilde lade sin Smaamønt slaa i Rethwisch. Dette var ikke utænkeligt, idet Tyskland som Følge af Frederik den stores Krige var fyldt med Uro, saa de smaa Rigsfyrster kunde have deres store Besvær med i Fred og Ro i eget Land at udnytte deres Møntregale til de svindelagtige Udmøntninger, af hvilke de søgte en Del af deres Indkomster. Der meldte sig da ogsaa straks en Liebhaver, Hertugen af Anhalt-Zerbst, der agtede at lade slaa Anhaltisk Mønt efter en 39 à 41 Thalerfod. Møntmesteren G. A. Schröder og Stempelskeereren P. E. Geringius fik Ordre til at træde i Forbindelse med Anhalts Møntforlægger Johan Wieger i Strassburg, med hvem der i September 1761 paa 3 Aar afsluttedes en Overenskomst, hvorefter der i Afgift for Benyttelsen af Slottet skulde betales Plønerhertugen 1 Mark grov dansk Kurant af hver Mark Sølv, der udmøntedes. Naar Udmøntningen naaede 300,000 Mark fint Sølv, skulde der ekstra erlægges en Rekognition af 10,000 Rthlr. og derefter for hver 150,000 t fin atter 10,000 Rthlr. grov Kurant, indtil hele den kontraktmæssige Sum af 900,000 Mark fin var udmøntet. I Virkeligheden en ganske net lille Forretning! (1)

Naar alt dette, der ikke skulde synes meget at vedrøre vor Mønthistorie, dog her er medtaget, skyldes det, at Plønerhertugen døde den 18. Oktober 1761 og den danske Konge som Arving til de Plønske Lande indtraadte i Kontrakten og oppebar Slagskatten af Anhalt-Zerbsts Mønter!

Af disse udmøntedes følgende Beløb:

Aar 1/3 Thlr.
41 Thlr. paa Marken fin
1/3 Thlr.
41 Thlr. 18 ß paa Marken fin
1/6 Thlr.
41 Thlr. paa Marken fin
1/6 Thlr.
41 Thlr. 18 ß paa Marken fin
1/12 Thlr.
39 Thlr. paa Marken fin
1/48 Thlr.
41 Thlr. 18 ß paa Marken fin
Ialt Kongens Gevinst

1761
1762
R.
844,675
374,478
R.
-
37,410
R.
-
212,625
R.
-
39,368
R.
22,537
36,122
R.
-
9,699
R.
867,212
709,702
R.
7,136
5,820
Ialt 1,219,153 37,410 212,625 39,368 58,659 9,699 1,576,914 12,956

Møntningen begyndte Dagen før Hertugens Død. I dette Døgn udmøntedes 22,835 R. i 1/3 Thlr., hvoraf Fortjenesten tilfaldt Boet. Den 22. December 1761 fratraadte Møntmester G. A. Schrøder; i hans Sted tiltraadte som Møntmester F. W. Sylm. Mønten sluttede den 7. August 1762 præcist samtidig med 7-Aarskrigens Ophør, og Forretningen døde dermed hen af sig selv. I Danmark og Holsten maatte disse fremmede Møntsorter selvfølgelig ikke sættes i Circulation, men Kongen fik dog til sin slunkne Kasse en liden, sikkert kærkommen Indtægt under Krigstidens vanskelige Forhold. Man vil forgæves søge Anhalt-Zerbstke Mønter af disse Aarstal, hvad der er saa meget mærkeligere, som der efter foranstaaende Beløb at dømme maatte formodes at være bevaret ikke faa Eksemplarer til Nutiden. Sagen er imidlertid den, at Mønterne slet ikke sloges under Anhaltsk Præg, men under Mecklenburgsk Stempel. I Mecklenburg var der i flere Aar under 7-Aarskrigen drevet Møntforfalskning efter største Maalestok. Den regerende Hertug Friedrich undsaa sig ved at sætte sit eget Navn og Billede paa den slette Mønt og anvendte derfor sin Forgænger Christian Ludvigs Stempel fra 1754. Det var derfor kun en videre Udførelse heraf, naar Schimmelmann for Pløn paa Rethwisch anvendte Mecklenburgsk Stempel til de dér forfærdigede falske Mønter (2). At Schimmelmann senere i Danmark søgte de Mecklenburgske Mønter forbudte, er herefter ikke saa mærkeligt; han kendte dem tilbunds.

Det er sikkert ikke helt tilfældigt, at det netop blev for Anhalt, der blev slaaet Mønt hos Pløner-Hertugen paa Rethwisch Slot, thi der havde bestaaet og var vedblivende knyttet stærke Familiebaand mellem det holstenske Hus i Sønderborg, Nordborg-Pløen m. v. og de Anhaltske Hertugfamilier, Bernburg, Cøthen, Harzgerode og Zerbst. Hertug Friedrich August af Anhalt-Zerbst var saaledes en Søn af Christian August i Ægteskab med Johanne Elisabeth, Prinsesse af Holsten-Gottorp. Men det er jo iøvrigt et stort Spørgsmaal om Anhalt-Zerbst ikke kun var et Skalkeskjul for Pløns fordærvelige Møntforretning, der maaske ivirkeligheden dreves af Schirnmelmann for Kongen af Preussens Regning paa samme Maade som Kong Frederik den Store forfalskede Mecklenburgs Mønt i Aurich i Ostfriesland. Muligvis var der i denne Møntforretning Momenter til Frederiks dybe Misfornøjelse med Schimmelmann.

Da der under Paavirkning af Schimmelmann, som ogsaa havde søgt at bevæge Hertug Friedrich Carl af Pløn til at slaa Speciemønt (3), atter i Danmark blev Spørgsmaal om at udmønte saadan Mønt, faldt Tanken ganske naturligt paa den alt eksisterende Mønt paa Rethwisch Slot, der havde den betydelige Fordel fremfor Københavns Mønt, at være beliggende i Nærheden af Hamburg, hvorfra man sædvanligvis fik Sølvet, og hvor Schimmelmann gennem sit derværende Kontor kunde opkøbe Kurant til Omsmeltning til Specier, hvorved han kunde bringe sin Kongstanke: at gøre Kuranten sjældnere og øge Speciebestanden til Bedring af Kurantkursen - ud i Livet, og hvorved han vel ogsaa gennem sine Manøvrer selv kunde tjene en Skilling!

Vel havde Kongen til Ophjælpning af Byen Altona skænket denne Møntredskaberne (4) paa Rethwisch Slot til Indretning af en Stadens Mønt i Altona, men da Byen endnu i 1768 ikke havde gjort Brug af denne Gave og Concession, bestemte Kongen ved den tidligere omtalte Resolution, dateret London 1. Oktober 1768, at der skulde møntes Specier paa Slottet med de derværende Redskaber, saalænge Altona ikke traf nogen Foranstaltning til Udnyttelse af Byens Privilegium; der gaves Schimmelmann nærmere Ordre i den ligeledes foran citerede Skrivelse, dateret Strasburg 18. December s. A.

Straks efter Modtagelsen af Kongens Ordre af 1. Oktober tog Rentekammeret fat paa Udførelsen af Kongens Befaling. Den 15. s. M. udgik Ordre til Amtmand i Travendahl Grev Bothmar og til Amtmand i Pløn Kammerherre v. Gadou om at lade de stedlige Embedsmænd have alt i Beredskab, herunder Møntredskaberne, der foreløbig ikke maa udleveres til Altona, da Mønten i Rethwisch i nogen Tid skal sættes i Gang igen og nogle herfra rejser derned for at tage Bygning og Mønt i Øjesyn. Knoph blev beordret til som Møntmester at overtage Indretningen og Ledelsen af den ny Mønt. Som Guardein ansattes Hans Jacob Arenhold Branth, der var Lærling ved Mønten i København. Møntohm blev Diderich Christian Liebst, der beklædte samme Stilling i København paa den. kgl. Mønt, ligesom Møntsmed sammesteds Gotfred Piepenburg udnævntes til Møntsmed i Rethwisch. Imidlertid blev Guardein Caspar Henrich Lyng, hvis Dygtighed blev stærkt fremhævet af Knoph, konstitueret som Møntmester i København, den unge Lærling Peder Borrebye som Guardein sammesteds. Møntofficererne Müller og Ravndahl ved den standsede Bankmønt fik ikke Anvendelse, da de havde faaet bestandig" Beskæftigelse andetsteds. G. W. Wahl, - der først døde 1778 -, synes der ikke at have været Bud efter, skønt Bankens Direktion var højst misfornøjet med at pensionere ham og flere Gange for de Finans-Deputerede udtalte Ønske om at faa ham beskæftiget - og lønnet - i Kongens Tjeneste.

Knoph blev hurtigst muligt sendt afsted. "Den 30. Oktober om Natten Kl. 2 Slet ankom han til Pløn og meldte sig Kl. 7 Morgen til von Gadou, blev Kl. 1 befordret derfra, og formedelst de slætte Heste ankom han ikke til Ti-avendahl før inden Kl. 9 om Aftenen, hvorfra han blev befordrer Kl. 12 om Natten og andkom her til Rethwisch om Morgenen den 31. Kl. 3 1/2 Slet, hvor han meldte sig til Kammerraad, Amtsforvalter Schnoor," der var udnævnt til Montkommissær og Tilsynshavende. Knoph "befandt Mønten og dens Indretning saa forfalden og utienlig til Speciemøntning, at der vilde medgaa en Tid lang, inden det allernødvendigste kan blive istandsat" (5). - Man kan ikke nægte Datidens Embedsmænd al mulig Anerkendelse for deres Iver og Hast ved Udførelsen af Kongens Ordrer, men det fremgaar tydeligt af ovenstaaende, at Knoph har staaet helt sammenfalden ved Synet af den kgl. Mønt paa Rethwisch og næret ikke ringe Betænkelighed ved den Opgave, der var paalagt ham: hurtigst mulig at bringe denne forfaldne Mønt i Gang til Rejsning af Kursen i Hamburg gennem Specieudmøntning; han vidste saare vel, at Schimmelmann var en Mand, der selv var grumme ekspedit i Vendingen og krævede lynsnar Efterkommelse af sine Ordrer. Som Forretningsmand vidste denne, at Hurtighed var det halve vundet. Rentekammerets Ordre lød da ogsaa paa, at Istandsættelsen skulde fremmes "in møglichsten Eile" i Løbet af nogle Maaneder og med den yderste Sparsommelighed (6).

Knoph gik straks i Gang med at købe Digler, Kul og Brænde. Smed Piepenburg tog fat paa Maskinernes Istandsættelse. Land-Bygmester, Kammerraad Bauert i Pløn kom til for at lede Murerarbejdet. Mølleværket var "af saa stort Begreb og udfordrer større Kraft til dets Drift end det ved Kongens Mynt i Kiøbenhavn, saa dertil maa bruges 6 Heste, som Knoph indkøbte. Der var forhen anvendt 24 Stkr. Heste til Værket! De Speciesstempler, som alt var færdige, bad Knoph saa hastig som muligt sendt fra København."

Ifølge Kammerets Ordre til Schnoor skulde der paa Aversstemplet staa Kongens Chiffer, paa Reversen den norske Løve. Dette stod sikkert i Forbindelse med, at det meste Sølv, der i Førstningen skulde anvendes for straks at fremme Udmøntningen saa meget som muligt, var Brandsølv fra Norge, der gennem Schimmelmanns Kontor i Hamburg skulde befordres til Rethwisch. Mulig skete det ogsaa for at give disse Specier den Kredit, der flod af, at de bar norsk Præg, som var de direkte udgaaede fra Kongsberg Mønt, der naturligt nød Tillid som møntende af Bjergværkets Sølv, og hvorfra i fordums Tid var udgaaet saa stor en Bestand af gode Specier, der dog ikke var af tysk Korn og Skrot. Den 12. November havde Bauert 3 Par Stempler færdige og prøvede. Man havde vel tænkt sig at begynde allerede i 1768 og det er saaledes ikke mærkeligt, at der findes Specier med norsk Løve og H. S. Knophs Signatur med Aarstal 1768, skønt Udmøntningen først tog sin Begyndelse ind i 1769, naturligvis med de først skaarne Stempler med Aarstal 1768 (7).

Den 8. December havde Knoph Mønten i Orden - hvorfor han modtog megen Anerkendelse fra Rentekammeret -, og ønskede, kun Sølvet fremsendt for at begynde. Men der var jo andre Vanskeligheder med Sølvets Opbevaring paa dette ret afsides Sted, med Antagelse af Portner, Vægter og 4 Bondekarle Dag og Nat mod Anfald og Tyveri. Herom spørges Schimmelmann til Raads: "Weil wir nicht wissen, ob auch E. E., welcher der Orths lage und beschaffenheit noch vielleicht von vorigen Zeiten her erinnerlich, diese Veranstaltung für hinlänglich erachten." Det var hans Erfaring fra Plønerhertugens Tid, her sigtes til, og er det i det Hele taget ikke usandsynligt, at Bernstorffs og den danske Regerings nærmere Bekendtskab med Schimmelmann stammer fra Overtagelsen af Pløn. - Endvidere var der Transporten af Sølvet og Mønterne fra og til Hamburg, som voldte Bekymringer. Der antoges Vognmænd og Bønder hertil, som vel fik fornøden Staldrum paa Slottet Natten over for deres Heste, "men ikke Foder, som de selv skal holde sig med!"

Der udvistes i det Hele taget en spartansk Sparsommelighed: "Saafremt Hestene, naar Mynten gaar, ikke - ved den sædvanlige Foring kand udholde, faaer det mere fornødne dem gives, dog at med Myntens Kusk haves vedbørlig Indseende(!), at intet deraf spildes eller utilbørlig forkommes. At Hr. Møntmesteren havde ladet Heb-Armene paa Slotsbroen, som var oversprungne, igen sætte i Stand, faar som en Post af fornødenhed og ikke af nogen synderlig Betydenhed saaledes passere!" Som det hedder i Knophs Instruks kunde alle Møntofficererne "glæde" sig ved frit Logis, lid og Lys paa Slottet "wie wohl aller zu Nothdurft!" Man faar et godt Billede af Tiden og hele det Millieu, hvoraf de smukke Specier fra 1768-69 udgik.

Saa begyndte da Leverancerne af Sølv fra Schimmelmanns Kontor i Hamburg og Vogntogene gik frem og tilbage mellem Slottet og Byen, hvor Specierne afleveredes til den berømte Bankiers Kontor for derefter at tilstilles Hamburgs Bank til Genering af dennes Bestræbelser for at dumpe den danske Kurantvaluta.

Under Prægningen fortsattes Kalamiteterne. Sølvet vilde ikke ret forme sig til Tene; Valseværket virkede ulige, saa Møntpladerne blev skæve og af ulige Vægt; Møntpressen sprang "og Myndtemesteren var nærmest ved, at Pressen havde overfalden og ihjelslaget ham", berettede Møntohm Liebst i januar 1769. Folkene var "ubevante" og nogle havde ikke Lyst at arbejde med Fiiid i Kongens Tjeneste, hvorfor de blev afskedigede uden Løn for den Tid, de havde arbejdet, hvilket gjorde saadan Opmærksomhed hos de øvrige Daglønnere, at de var mere paapasselige! Da der af disse Grunde og ogsaa i Almindelighed ved Speciemøntning blev en Deel Plader tilovers, som var for lette eller ulige til heele Specier,' forespurgte Knoph i Skrivelse af 20. Februar 1769, om der ikke af disse maatte udmøntes halve og kvart Specier, saa man sparede Omsmeltningen m. v.

Klik for forstørrelse!

1/2 Specie fra Rethwisch.

Klik for forstørrelse!

1/4 Specie fra Rethwisch.

Efter at Schimmelmann havde meddelt, at Banken i Hamburg var forbunden ved enhver Summa at modtage et vist Antal 1/2 og 1/4 Specier, og at hans Kontor i Hamburg vilde meddele Knoph, hvormange det kunde modtage, fik Knoph Rentekammerets Tilslutning til at præge disse Mønter, der, da de skulde møntes af Specieplader, blev forholdsvis smaa og tykke.

Den 11. Marts 1769 udgik Meddelelse til Knoph om, at Præget paa Specierne, der herefter møntedes i Rethwisch efter hans Majts. mundtlige Befaling, skulde ændres saaledes, at paa Reversen i Stedet for den norske Løve skulde sættes det danske Vaaben, nemlig disse Rigers 3de Hoved-Vaaben.

Kort Tid efter, den 27. April, indstillede Schimmelmann, at der i Overensstemmelse med hans Hensigter til Kursens Bedring og i Konsekvens af Kongens Befaling fra Strasburg under Udenlandsrejsen den 18. December 1768 foruden udenlandsk Kurant ogsaa skulde opkøbes dansk Kurant i Hamburg til Indsmeltning og Udmøntning i Specier. Denne Indstilling godkendte Kongen den 16. Maj 1769.

Rentekammeret var noget betænkelig ved de ovenfor nævnte 1/2 og 1/4 Specier, som det befrygtede kunde forveksles med 12 ß og 1/4 Kroner, og foreslog derfor Schimmelmann, at der paa Reversen ved Vaabnet skulde anbringes 1/2 og 1/4 Sp. Schimmelmann var enig heri og sendte samtidig nogle Prøver paa udenlandske 1/2 og 1/4 Specier. Skønt de Finansdeputerede kun havde tænkt sig disse Sorter udmøntede af mislykkede Specieplader, kan de dog tiltræde hans Mening, at disse Sorter, naar de udmøntedes af saadanne Plader, blev for smaa. De har derfor beordret Bauert at skære nye Stempler som de fremsendte kejserlige og med Valeuren ikke under Vaabnet paa Reversen, men ved Chifferet paa Aversen, idet Schimmelmann ansaa dette for mere iøjnefaldende.

KLIK for forstørrelse!

1/2 Specie fra Rethwisch.

Disse Stkr. har Knoph derhos faaet Ordre til nøje at udmønte saaledes, at 4 /4 og 2/2 accurat veje 1 Specie, hvad Knoph dog ansaa for meget vanskeligt! Da der var mest Ulejlighed ved Udmøntningen af 1/4 Specier, blev disse helt opgivet, 1/2 Specien blev større og tyndere.

Den 14. August 1769 fik Knoph Ordre til at mønte 50 Stkr. Specier med Kongens Portræt paa Forsiden og det sædvanlige Reverspræg med de 3 Hovedvaaben, som fandtes paa alle de senest udmøntede Specier, der bar Navnetræk paa Forsiden. Disse særlige Specier, hvis Bestemmelse holdtes hemmeligt, skulde aparte afleveres til Schimmelmann, hvorefter Stemplerne skulde indpakkes, forsegles og henlægges.

KLIK for forstørrelse!

Retwisch-Specie med norsk Løve.

KLIK for forstørrelse!

Portrætspecie fra Rethwisch 1769. Reversen til denne og Aversen til forrige Specie udgør den sædvanlige Specie med dansk Vaaben.

Imidlertid var Sølvprisen stegen saaledes, at videre Udmøntning vilde volde Tab. Schimmelmann meddelte den 16. juni 1769, at de stærke Summer Dukater, som Rusland havde ladet opkøbe, havde foranlediget den mærkelige Forandring i Metallernes Pris. Han havde derfor givet Knoph Ferie, hvad Rentekammeret tog Knoph højst unaadigt op. Men i Skr. af 7. Juli understregede Schimmelmann det ufordelagtige ved i Øjeblikket at mønte Sølvmønt, og udlod sig senere med, at man vist hellere maatte lade Byen Altona tage Initiativet til at sætte den Mønt i Gang, som den under 18. April 1768 havde faaet Concession paa. Naar Tab risikeredes, var Kongen ikke saa opfordret til at gaa i Spidsen. Hertil kom selvfølgelig ogsaa de foran omtalte Ulemper med de besværlige og risikable Sølv- og Pengetransporter ad Landevejen mellem Rethwisch og Hamburg, Rethwischmøntens mindre gode Indretning og endelig den kostbare Levefod for Møntbetjentene paa dette afsides liggende Sted, hvad disse gentagne Gange havde klaget over.

Der var nu en Del Vaklen frem og tilbage, om man skulde fortsætte Udmøntningen af Specier i Rethwisch eller ej, og om man skulde flytte Virksomheden til Altona. Knoph, der var rejst til Altona og atter vendt hjem til København, fik saaledes den 6. November 1769 pludselig Ordre til sporenstregs at begive sig tilbage til Rethwisch for at mønte Specier paany, men den 11. lyder Ordren paa: Da det efter nærværende Omstændigheder ikke presserer med den ham under 6. ds. anbefalede Afreyse, saa kand han samme udsætte indtil nærmere Ordre! Den 11. December faar han paany Ordre til at rejse, men da han meddeler, at han i Familieanliggender skulde til Norge, sendes C. H. Lyng i Stedet til Rethwisch som cst. Møntmester, men Knoph skal forinden lære ham Kunsten at mønte Specier nøjagtigt paa en ny Maskine. Der maa ikke præges med den norske Løve. Da der paa Mønten i Rethwisch findes forskellige Slags Stempler til 1/2 Sp., nogle mindre, andre større, med Indskrift paa Aversen "1/2 Sp", skal Lyng forhøre hos Schimmelmanns Kontor i Hamburg, hvilke der foretrækkes. Den 16. s. M. afrejser Lyng. Den 10. Marts 1770 faar Lyng den endelige Ordre: Al videre Møntning i Rethwisch skal ophøre, Sølvbeholdningen afleveres til Schimmelmanns Kontor, Protokollen sluttes og Generalprøver tages, ubrugelige Stempler kasseres, Resten overgives Amtsforvalter Schnoor, Heste,Brændsel m. v. sælges, Vagterne dimitteres; i Løbet af 8 Dage maa han og de andre Betjente vende hjem (8).

Udmøntningsforholdet var det sædvanlige for Specier.

Der udmøntedes (9):

Aar Specier med norsk Løve og med dansk Vaaben Specier med dansk Vaaben Specier med Portræt 1/2 Specie 1/4 Specie Ialt

1769
1770
R. Sp.
413,363
-
R. Sp.
-
137,780
R. Sp.
51
-
R. Sp.
3700½
1783
R. Sp.
750½
-
R. Sp.
417,865
139,563
Ialt 413,363 137,780 51 5483½ 750½ 557,428

For Aaret 1769 kan ikke opgives Antallet af "norske" og "danske" Specier hver for sig.

(fra: Wilcke, Julius: Kurantmønten 1726-1788, København 1927 (Wilcke III) side 167-178)


Noter:


Tilbage til Dansk Mønt