Det er herefter ganske klart, hvad der tilsigtedes: Oprettelsen af en Forpagtningsmønt mod Afgift. Den 15. Juli 1657 (2) erholdt Jacob Schwieger paany Kongens Bestalling som Møntmester paa ganske samme Vilkaar som tidligere var indrømmet Timpff ved Bestallingen af 31. December 1641. Der maatte ikke slaas mere end 5.000 Rdlr. Dütken aarlig i de 3 Aar, for hvilke Koncessionen gjaldt. Ved Skrivelse af s. D. fik Statholderen i Hertugdømmerne, Amtmand i Steinburg Amt Grev Chr. Rantzau Ordre til at paase Møntmesterens Overholdelse af Vilkaarene.
Bestallingen fik den 19. Maj 1659 en Tilføjelse, idet Kongen da tilstod Schwieger at mønte en Del Kroner eller 2 Marck (lybsk) Stykker efter dansk Korn og Skrot mod en Afgift af 12 ß lybsk pr. Mark fin (3). Grev Rantzau omtaler denne Tilladelse i et Brev, dateret Hamburg den 10. August 1659 (4), idet han henviser til, at Jacob Schwieger efter Kongens Ordre skal slaa Danske Kroner, eller 2 Marck-Stkr. 10 1/2 Stkr. af den 10 Lod 3 Quintin fine Mark mod en Afgift af 12 ß l. pr. Mark fin, som han foreslaar opkrævet hos Møntmesteren af Zahl-Commissarius Johan Schwertfeger, hvad Kansler og Raader tiltræder i Svarskrivelse af 11. August s. A. Der møntedes saaledes ikke nye Møntsorter. Af Dütken synes Møntmesteren hurtigt at have slaaet saa mange, at de overfyldte Landet, hvad der allerede i Maj 1659 klages over (5). Der er derfor Grund til at gaa ud fra, at han i hvert Fald har slaaet det tilladte Maximum 15.000 Rdlr. Af Kroneudmøntningen indbetalte Schwieger i 1660 til Krigskassen i Glückstadt et Beløb af 800 Rdlr. i Afgift, som Kongen den 1. Marts 1660 gav Schwertfeger Ordre til at modtage og udbetale til Oberst i Fodfolket Johan Otto Bremer, Kommandant i Fæstningen Krempe, til Hvervning af en Del Fodfolk (6). Herefter maa der være slaaet ialt ca. 50.000 Stkr. Kroner eller ca. 33.000 Rdlr. Af Specier kendes et enkelt sjældent Stk. fra 1659. Den samlede Udmøntning skulde herefter andrage ialt ca. 50.000 Rdlr. væsentligst Smaamønt og Kroner i Forholdet 1 : 2.
65. Schwiegers 4 Marck Typ under Svenskekrigen
Med Krigens Afslutning viste det sig i dette som i tidligere Tilfælde hurtigt fornødent at nedsætte den under Pengenøden udgivne Mønt. Vel havde man paa Foranledning af idelige Klager fra Flensborg (7) ved Patent af 18. April 1660 (8) indskærpet Befolkningen at modtage de i forrige Krig 1644-45 slagne 14 og 7 ß l. Stkr. med hebraisk Skrift; men ikke blot disse, ogsaa de senere slagne Kronemønter synes at være komne i en vedholdende Miskredit. Den 20. September 1660 (9) maatte derfor den slesvig-holstenske Regering, Kong Frederik og Hertug Chr. Albrecht bekvemme sig til en almindelig Nedsættelse af Kronerne. De meddeler Indbyggerne i Hertugdømmerne, at efter at Krigen er forbi og Freden atter bragt i Stand, har man erfaret, at Lübeck, og Hamburg til stor Skade for Indbyggerne har forbudt de her gængse Mønter "und zwar in specie die silberne Cronen von 32 ß l. und 1/2 Cronen oder Marckstücken à 16 ß l. ... Da nu heraf vokser Skade for Indbyggerne, og iøvrigt kun lidt af den Slags Mønt er møntet i Kongerigerne og Hertugdømmerne (?!), men man kommer i Tanke om (!) og har faaet Underretning om, at støre Summer er efterpræget af egennyttige Folk i nævnte Stæder (?) og overfyldt vore Lande med, saa har de paag. Potentater for at afvende saadan Skade for vore Undersaatter anset det for raadeligt at sætte en anden Valør paa de hele og halve Croner "welche von Anno 1649 hier geschlagen worden" og at ansætte de hele, der gjaldt 32 ß l. til 28 ß l. og de halve, der gjaldt 16 ß, til 14 ß l. og de Fjerdedels, der gjaldt 8 ß l. til 7 ß l. (10).
Som saa ofte forhen skød man Skylden for Miseren paa Falskmøntnerne og søgte derved at afbøde det daarlige Omdømme fra Møntherrerne selv. At Sagen har hastet ses af et Brev af 24. s. M. fra Frederik III til Regeringen i Hertugdømmerne, hvormed Patentet fremsendes, og hvori angives, at der er periculum in mora, og at der ikke har været Tid til at communicere med Hertug Chr. Albrecht derom, idet det kan befrygtes, at Fyrstendømmerne overhobes med de i Patentet anførte Møntsorter, (som andre ikke vilde have til pari Kurs, men gerne vilde have anbragte til denne Kurs i Hjemlandet).
Det var de indenlandske Mønter, der herved nedsattes, men allerede den 1. Oktober skriver Statholderskabet til Kongen, hvad de skal gøre med al den daarlige udenlandske Mønt (11). Den 9. s. M. svarer Kongen, at man strax skal opsætte et Edikt om Nedsættelse af de Oldenburgske og Bremenske 1/1, og 1/2 Croner, Brandenbiirgske og Hannoverske 2 ß og andre Groschen, der hyppigt under Krigstiden er kommet ind i Landet. Ediktet skal "sofort" i Trykken og publiceres paa behørige Steder. Grev Rantzau foreslaar dog den 24. Oktober Kongen en Frist for Borgerne af 2 Maaneder til at komme af med disse Mønter. Sagen var den, at den første Nedsættelse havde foraarsaget stor Uro blandt Folk, der rask væk egenmægtig Mand og Mand imellem nedsatte al mulig Mønt til ingenting eller rent ud vægrede sig ved at modtage den, hvad Kongen i Forordning af 25. Oktober maatte advare imod. Kongen havde i Skatter, Affgifter og Contributioner selv modtaget store Beløb i denne Smaamønt og maatte atter lønne bl. a. Krigsfolket dermed. Naar Soldaterne da kom med denne Mønt til Borgerne og vilde have Brød og øl og andet fornødent, vilde Borgerne ikke købslaa med dem, men nægtede at modtage Mønten i Betaling. Som det i et Par Breve af 30. Oktober 1660 (12) indberettes fra Kancelliet i Glückstadt til Statholderen saavelsom til Kongen, var Soldaterne begyndt at lage paa egen Haand. Ved Nat og Dag havde de plyndret, saa Folk ikke kunde gaa i Sikkerhed paa Gaderne. Ne mora turbæ invalescunt havde man efter Samraad med Feldtmarskal Eberstein og dennes Sekretær "eilens und auf das schleunigste omnibiis modis zue verhütten ein mandat aufsetzen lassen ... welches vorweichene sontag ad interim vor den Cantzelen zue Glückstadt, Crempe, Itzehoe, Wilster und Rendsburg publicirt werden."
Herefter synes man tildels at have tilbagekaldt Reduktionen eller i hvert Fald fastslaaet, at Smaamønten ikke vilde blive reduceret, førend Wardeinen havde prøvet og undersøgt den.
I Overensstemmelse hermed resolverede Kongen den 9. November og 4. December 1660 (13), at Forbudet mod de smaa Mønter kunde opsættes til Udgangen af Februar. Imidlertid skulde de fremmede Mønter prøves af Wardeinen og Indberetning derefter sendes Kongen, der øjensynlig selv var bleven i høj Grad bange for Uroen blandt Soldaterne, idet han taler om, at det af Hensyn til "conservation der Soldatesque und Erhaltung gutter disciplin und Verhütung mehren disordre" var bedre at stille Sagen i Bero. -
Med Nedsættelsen af Kronerne synes Mønten i Glückstadt igen at være sovet hen. Der var ikke længere Mulighed hverken for Møntherre eller Møntmester at tjene Penge paj Udmøntningen, som derfor tabte enhver Interesse for de paagældende. Saavidt man kan se af de til Nutiden bevarede Mønter, sloges ingen Mønt i Glückstadt i Aarene 1661-1663.
Fortsættes
Tilbage til Wilcke II