Det tredje Hovedmøntsteds Historie fra dets Grundlæggelse ca. 1618 til 1625 er - saavidt Kildernes Mangelfuldhed tillod det - fremstillet i mit tidligere Arbejde: Christian IV.s Møntpolitik 1588-1625.
Heraf vil ses, at Mønten oprettedes væsentlig paa Foranledning af den fra Hamburg forjagne Jøde, Albert Dionis (1), der paa en Mønt i Altona havde slaaet daarlige "Schreckenbüergere" (1/6 Thlr.) og "Fürstengroschen", og som, - da han heller ikke i Længden kunde klare sig i Altona - raadede Christian IV til at slaa slet Mønt mod god Afgift i Glückstadt (2).
57. Dionis Glückstadts Specie 1623.
Herfra udgik da i Aarene 1618-22 en Mengde "Rytterpenge", dvs. 4, 2 og 1 ß lybsk med Kongen i Kyrads til Hest paa Forsiden. Disse Mønter fik snart et daarligt Ry og foraarsagede i Forening med den anden slette Mønt, der sloges rundt om i Tyskland saavelsom i Danmark, at en Del Fyrster i Nordeuropa ca. 1623 forenede sig om en Forbedring af Mønten, saaledes at der væsentlig kun skulde slaas Mønt af Speciegehalt: Hele og Halve Rigsdalere, Hele og Halve Rigsorter.
I Overensstemmelse hermed udmøntedes der saa fra 1623 en stor Del god Speciemønt, men Dionis havde dog udenom Forliget udmøntet 1/16 Rigsdalere eller 3 ß lybsk (6 ß dansk), den saakaldte "Dütken", der uden at være af Specie Korn og Skrot dog søgtes opretholdt som egentlige 1/16 Dalere. Mod disses fortsatte Udmøntning protesterede de slesvig-holstenske Raader med det Resultat, at Udmøntningen af disse Mønter ophørte. Det var omtrent samtidig, at det danske Rigsraad gennemtvang Forordning om Mønten af 4. Maj 1625, hvorved Kongens daarlige Kronemønt, hvis Udmøntning standsedes, blev nedsat, og den 6. August s. A. gennemførtes - som allerede ovenfor p. 45 anført - en tilsvarende Nedsættelse af Kongens Mønt i Hertugdømmerne.
Med denne Dato kan et Tidsrum indenfor Glückstadtmøntens Historie anses for af sluttet.
Naar Glückstadt betegnes som Monarkiets tredje Hovedmøntsted, maa herved stedse haves in mente, at Byen laa i Holsten, en Del af det tyske Kejserrige og dettes nedersachsiske Kreds; dennes Møntordninger var til en vis Grad forbindende for Møntens Virksomhed, hvis Betydning specielt laa inden for de to Hertugdømmer, selv om Mønten naturligvis ogsaa gik i Kongerigerne.
Følgen af det ovenfor angivne er, at Slesvig-Holstens særlige Mønthistorie ikke kan lades uomtalt ved en Skildring af Glückstadts, der iøvrigt frembyder den store vanskelighed, at der ikke findes Regnskaber over Udmøntningen eller overhovedet nogen sammenhængende Dokumentrække. Det vil saaledes ikke kunne undgaas, at Fremstillingen falder noget brudstykkeagtig, hvortil naturligt ogsaa bidrager den Omstændighed, at Mønten ikke var i uafbrudt Virksomhed, men i lange Perioder laa stille.
Som allerede berørt havde de slesvig-holstenske Raader opnaaet Kongens Samtykke til, at Albert Dionis Udmøntning af Dütken standsedes. Samtidig fortsatte man i Hertugdømmerne Kampen mod den daarlige Smaamønt i al Almindelighed. Den 7. Februar 1626 udstedte Hertug Frederik et Mandat mod dens Indførsel (1). Samtidig meddelte Hertugen den kgl. Statholder i Hertugdømmerne, at Forbudet gjaldt al den Smaamønt, der var slaaet paa andre Møntsteder end Kongens, Hamburgs og Lybæks og som i Hobevis indførtes i Landet. Grev Rantzau svarede i Brev af 12. s. M., at han var enig i Forbudet mod Smaamønten, men da nogle Byer og Stæder i Fyrstendømmerne valverede "vore" 3 ß l.. og Sechslinger til 2 1/2 ß l. og 1 Dreiling og de danske til 2 Mark, dvs. 4 Mark dansk eller 2/3 Specie reducerede Kroner til 28 ß l., vilde han foreslaa, at der medtoges et Forbud herimod i Forordningen. I Overensstemmelse hermed udstedtes den 16. s. M (2) et trykt Mandat fra Christian IV og Hertug Frederik III, hvorved alle freinmede 3 og 2 ß Stlr. dvs: ikke paa Kongens eller Hertugens Møntsteder slagne Smaamønter ikke efter 3 Ugers Forløb maatte modtages. Derimod skulde Undersaatterne tage "vore" 3 ß og 1/2 ß og andre til vis Værdi reducerede Møntsorter (dvs: de danske Kroner).
Samme Dag foreslog Hertugen Statholderen Grev Rantzau overhovedet at nedlægge Hammeren saavidt angik Smaamønten. Den 19. svarede Greven, at han maatte erkende, at der over hele Landet klagedes over, at der ikke mere kunde erholdes Rigsdalere, men kun Smaamønt, og at han var enig i, at Hammeren burde nedlægges for denne sidstes Vedkommende. Han havde allerede taget Bestallingen fra Møntmesteren i Glückstadt i Anledning af hans Møntning af 6 ß-Stkr. og under Livsstraf forbudt ham mere at præge. Han vil ved første Lejlighed bede Hans kgl. Majt. om ogsaa i Riget at lade Hammeren hvile for Smaamøntens Vedkommende eller i hvert Fald kun lade den gælde i Riget ikke i vore Hertugdømmer. I Marts fortsattes Brevvekslingen herom og den 4. April gjorde Hertugen Gengæld, idet han ineddelte Statholderen, at nu havde han ogsaa befalet sin Møntmester Samuel Timpff strax at holde inde med al Udmøntning af Smaamønt. Samtidig indberettede hans anden Møntmester Simon Timpff (3), at man nu i større Omfang udførte den devalverede Mønt til Hamburg, hvad Hertugen i Skrivelse til Husum og Slesvig strengelig forbød, ligesom Hertug og Statholder den 8. Oktober 1626 enedes om et almindeligt Forbud herimod.
Af foranstaaende fremgaar, at der i Hertugdømmerne i Modsætning til Kongeriget ikke lodes Plads aaben til Udmøntning af Smaamønt. I Aarene 1626-41 udmøntedes med faa Undtagelser hverken 1/16 eller 1/96 Thlr. paa den hertugelige Mønt (4). Endnu 1625 havde Dionis slaaet baade 6 og 3 ß l. og Søsling lybsk (5); men herefter indtraadte et Ophold af ca. 15 Aar indtil 1640, hvor Udmøntning af lybsk Smaamønt ganske standsedes. Herved forudsættes det, som allerede tidligere fremhævet (6) -, at den med Indskrift: "VI Schill. dansch" i Aarene 1628-29 slagne Smaamønt ikke er udgaaet fra Glückstadt. Dette bekræftes ved et under 30. Maj 1627 fra Beutzenburg udstedt "Begnadigungsbrief Alberto Dionis, Müntzmeistern zur Glückstadt umb 10 ß Stück, goltfl. und Lübische schillinge zu müntzen". Heri tales netop ikke om de famøse Dütken eller 3 ß l. (6 ß d.) = l/16 Thlr., skønt der jo paa Grund af Krigen og den i Medfør af denne ret store Udmøntning af undervægtige danske 6 ß i København var Anledning nok dertil. Der kan formentlig ikke være Tvivl om, at Kongen over for Hertugens og Stændernes Modstand ikke turde gaa til Udmøntning paany af daarlige 1/16 Thlr. i Glückstadt. Derimod vendte han - da Dütken ikke kunde udsendes - tilbage til sin første store Opfindelse paa Møntforretningens og Møntforringelsens vide Omraade, nemlig den grove Mark, som i 1625 var nedsat til 20 ß d. eller 10 ß l. og som han igen i Svenskekrigens Aar grov op og omskabte til Hebræermarken og Dobbeltmarken efter først at have ladet slaa en Prøve paa XX ß dansk.
Om den glückstadtske Rigsmark hedder det i fornævnte "Begnadigungsbrief" (7), hvorved Dionis efter Statholderens Forbud nu atter fik Lov at mønte, at "gemelte silberne pfenning, aber so in unsser Stadt Hamburg und sonsten in Unsern Fürstenthumben Holstein überahl gelten 10 ß L., sollen ahn Schrot und Korn ebenmeszig gut sein, wie dieselbe, Nemblich auf ieder Marck Løttig 28 Stücke, ein quardt mehr oder minder an der schwäre, Ahn gehalt aber sollen sie haben und halten 9 Loth 8 grän, Ein grän mehr oder minder, wie die selbige pfenningh auch ahn geprege, wapen und Bildtnuze den Unserigen, so wir vor diesem zu Copenhagen auszarbeiten lassen, allerdings sollen gleich sein, Auch ahn der æstimation gelten 10 ß L. und nicht weniger, noch in Unsern Landen abgesätztt werden, so lang der Rthlr. gildt 3 Marck l.". Kongen forbyder alle andre at slaa lignende Mønt og lover Dionis sin Beskyttelse, naar han til Gengæld udmønter denne Mark efter den Prøve, han vilde faa udleveret fra Kongens Wardein. Brevet nævner, men ret en passant, at Dionis ogsaa maa slaa Guldgylden og lybske Skillinger, saaledes som de hidtil sloges i København, men Vægten laa ganske øjensynligt paa den grove Mfark til 20 ß d.. Der kendes ikke glückstadtske Guldgylden fra disse Aar; de er vist kun tilføjede i Brevet som en Slags Forsiringer om Hovedmønten, hvoraf der kendes Exemplarer 1627, 28 og 29, der alle i Udseende fuldstændig fremtræder som dansk Mønt med Indskrift: I MARCK DANSKE, men er forsynede med Albert Dionis Møntmærke: en Lykkepotte eller Pøs (8). Ganske vist plejede han at tilføje en Glødehage, men der findes dog Specier, f. Eks. fra 1623, hvor den ikke er medtaget. Foruden Marken er kun slaaet nogle Specier fra 1627, 29 og 30 (9), dog efter deres Sjældenhed at dømme kun i ringe Antal, og en Skilling lybsk fra 1627 (10), der benævner sig II Skilling danske og altsaa som Marken er slaaet i Henhold til Begnadigungsbriefets Bmyndigelse til at præge Skilling lybsk, som de hidtil sloges i København. Der er saaledes den bedste Overensstemmelse mellem den lybske 10 ßs og 1 ßs danske Præg.
Det er værdt at lægge Mærke til, at den Dionis efter Brevet "benaadede" 10 ß l. i Virkeligheden ikke blev saa god som de af Kongen tidligere dog ganske respektabelt forringede Markstykker, der senest og ringest udmøntedes i 1616-18: 27 Stkr. af den 9 1/2-lødige Mark (11). Baade Vægten og Lødigheden blev nu forringet, hvad muligvis ikke var uden Forbindelse med, at den som tidligere berørt i 1625 blev nedsat til 20 ß d. fra 21 ß d. (12) for slet ikke at tale om de Tider indtil 1. Maj 1618, da den danske Rigsmark gjaldt 1/4 Specie (13). Var den noget bedre udmøntede ældre Mark nedsat til 10 ß l., kunde man nok i Medfør af Nedsættelsen slaa lidt af paa den nye Mønts Godhed, man efter Nedsættelsen agtede at udmønte! Det er betegnende for Kongen og Dionis saavelsom for den Krigstilstand, der affødte denne Mønt i Glückstadt og Sex-Skillingen i København. Man legede "Bytte-Gaarde". Dütkenen, der ikke mere kunde gaa i Hertugdømmerne, optog man i København. Den grove Mark, som var for godt kendt i København, sendte man til Glückstadt.
Skema over Udmøntningsforholdet hidsættes:
| Mønt | Jørg. Beskr. | Stk paa 1 Mark c. brutto | Lødighed: Lod | Lødighed: o/oo | Stk. paa 1 Mark c. fin | En Mark cølnsk fin udbragt til | Brutto Vægt gr. | Finvægt gr. |
| 20 ß Marck 1616-18 | 134-5 | 27 | 9 1/2 | 593,75 | 45 9/19 | 11 7/19 Dlr. | 8,661 | 5,143 |
| 20 ß Marck 1627-29 | 134 | 28 | 9 4/9 | 590,277 | 47 37/85 | 9 15/17 Dlr. | 8,352 | 4,930 |
I Skemaet er Marken fra 1616-18 regnet til 4 Stkr. paa Specien, idet den dengang gjaldt 1/4 Rigsdaler in specie. Senere i 1624 blev den sat til 21 ß af Specien paa 100 ß, hvorved den udbragtes til 9 261/475 Rdlr. af 1 Mark fin. I 1625 nedsattes den til 20 ß af 1 Specie paa 96 ß, hvorved Marken fin kom paa 9 9/19 Rdlr. Hvis Rigsniarken var bleven staaende paa 21 ß tiltrods for at Specien nedsattes fra 100 til 96 ß, vilde 1 Mark fin i Rigsmarkstykker være udbragt til 9 18/19 Rdlr. Naar Kongen nu nedsatte Møntens Korn og Skrot som fastsat i oftnævnte Begnadigungsbrief, opnaaede han i Virkeligheden at neutralisere Nedsættelsen fra 21 til 20 ß, idet Marken fin herved - som angivet i Skemaet - kunde udbringes til 9 15/17 Rdlr., forudsat da at Specien stadig kunde erholdes for 96 ß i mindre Mønt. Men det er jo i Virkeligheden mindre sandsynligt. Der har sikkert maattet betales Oppenge, mindst 4 ß for hvert Rigsdalerstykke. Men stod Daleren til 100 ß, er det end mere sandsynligt, at Kongen har ønsket at indvinde noget heraf paa Vægt og Lødighed.
Det kan dog næppe have været nogen større udmøntmng, der har fundet Sted.
I Mangel af Møntregnskaber maa man se hen til, i hvor stort et Antal der er overleveret Mønter eller Mønttyper til Nutiden. Men Markerne fra 1627, 28 og 29 med Lykkepotten som Møntmærke er ikke overgaaet til Nutiden i mange Typer eller særlig mange Exemplarer, omend de ikke ligefrem kan henregnes til Sjældenhederne. Det samme gælder 2 ß og især Speciemønten fra 1625, 27, 29 og 30 med Fortuna paa Bagsiden. Disse Mønter inaa nærmest kaldes sjældne.
Det er ikke underligt, om Dionis har haft Vanskelighed ved at drive Mønten i disse Aar, hvor Trediveaarskrigen trak ind over Jylland og Glückstadt var belejret. 1628 rykkede den kejserlige Armé for Staden, indtil en Højflod Allehelgens Dag tvang den bort. Specierne havde Dionis allerede paa Forhaand ikke stor Opfordring til at udmønte, da de ikke betalte sig, og Mark- og Skillingsmønten kunde det vel paa Grund af de urolige Forhold have sine Vanskeligheder at skaffe Metal til.
Med Krigens Afslutning maatte Kongen derhos 1629 være betænkt paa at tage Afsked med al sin daarlige Mønt, som der var nogen Fortjeneste ved. Det er under Københavner-Møntens Historie udviklet, hvorledes Rigsraadet fandt sig foranlediget til at tvinge Kongen til at slaa god Mønt af Speciegehalt. Til denne passede den gamle, grove Mark ikke. Den kunde følgelig heller ikke mere udmøntes i Glückstadt.
I Linie med Bestræbelserne i Danmark gik Udviklingen Hertugdømmerne. Den 12. August 1629 (14) udstedte Kongen og Hertugen i Fællesskab et Mandat, hvorved de nedsætter en Række udenlandske 2 ß til 1 ß 8 Pf., 1 ß 7 Pf. og 1 ß 6 Pf., og samtidig paa Grund af Møntforvirringen og den omsiggribende Urigtighed med Mønten i Kontrakter og Handel fastsætter Kurantdaleren til 20 uforbudte dobbelte eller 40 enkelte lybske Skilling (dvs: 80 ß d.). Det var en Nedsættelse af Kursen, sandsynligvis til Modvirkning af Dyrtiden, som denne ytrede sig i daarlig Mønt ganske som for Tiden efter Verdenskrigen i Papirmønt. Af de i Mandatet benyttede Udtryk skimter man glimtvis den Mare, der red Befolkningen. Selvfølgelig var det ugørligt - paa samme Maade som det synes umuligt nu - at tvinge Kursen. Men en Følge af Nedsættelsen maatte være en Afskrivning paa den daarlige Mønt, ikke blot den fremmede, saaledes som fastsat i Mandatet, men ogsaa den hjemlige.
Det var en aldeles logisk og uafvendelig Konsekvens, der ogsaa fandt sit Udtryk i 3 Forordninger af 14. April, 21. Juni og 13. Juli 1630 (15), hvorved 6 ß d. = 3 ß l. nedsattes 4 Pf., saa der gik 3 Stkr. paa 8 ß l. og 16 og 8 ß d. = 8 og 4 ß l. nedsattes 16 og 8 Pf., saa der gik 3 Stkr. 16 og 8 ß paa henholdsvis 20 og 10 ß l., "damit der Reichsthaler höher nicht als 3 Marck gewechselt oder gesteigert werde" (!), alt i bedste Overensstemmelse med Forordningerne for Danmark af 10. Oktober 1629 og 21. Januar 1630.
Ligesom alle disse Bestræbelser til det bedre i høj Grad virkede hæmmende paa Møntens Virksomhed i København, ja tilsidst bevægede Kongen til - da han ikke mere fik Indtægt, men Tab af Mønten - at smide alt det "Gesindeken" paa Porten, saaledes tog de i Glückstadt ganske stille Livet af hele Møntvirksomheden straks med det samme! Herom vidner et Denkschrifft og en Memorial fra den i høj Grad nedtrykte og for sin egen og Glückstadts hele Fremtid bekymrede Albert Dionis (16):
Han forklarer, hvorledes han i sin Tid bestemte sig til at flytte til Glückstadt, fordi han haabede ved Anlæget af et nyt Møntværk at forbedre sin Stand og noget at "prosperere". Mønten var til stor Fordel for Byen, "weil aus derselben die kleine Gelder entspringen, damit ein jeder seinen Arbeitsman ungeseumbt hat contentiren lassen". Paa Mønten gik megen Handel og Vandel for sig, og den trak en stadig "Zu- und Abreisen" med sig, hvorved mangen Vognmand, Skipper og Krovært kunne have Fortjeneste. Men alt det gik nu tabt "weil die Müntz gar darnieder liegt, und stille steht zu meinen unwiederbringlichen Schaden".
Derfor var nu de Holstenske Lande overfyldt med Smaapenge, der ikke alene hidrørte fra Glückstadt (!) men fra Nabobyer, fra København og Norge. I det hele taget havde de seneste Nyheder i Møntvæsenet ført til, at Nabomøntmestrene, der slet ikke betalte Pension (Afgift) eller i hvert Fald kun en ganske ringe Pension, fik god Lejlighed til at kunne indkøbe spanske 8-Realer og fylde disse Lande med Smaamønt. han Dionis sad derimod med en stor Forpagtning, men havde kun kunnet arbejde lidt. Han var ikke forskaaet for sin Afgift, men havde i sidste Termin maattet erlægge 2-Aars Pension, skønt den halve Tid var gaaet, uden at han kunde mønte 3-ß Stkr. (Dütken), fordi løse Folk havde benyttet hans Fraværelse paa en Rejse til Prag til allehaande "Calumnier" bag hans Ryg og falskelig udspredt, al han ikke vilde komme tilbage til Glückstadt, hvorved de havde bragt ham i Miskredit. Herved hentydes vel til Grev Rantzaus Forbud mod Udmøntning af Dionis undervægtige Dütken.
Som et af de vigtigste Midler til at bringe Glückstadt paa Fode igen efter Krigen, fremhæver Dionis at bringe Mønten i Gang igen. Fornemlig skulde der slaas Mønt efter det tyske Riges Korn og Skrot. Kongen skulde holde sin Haand over Møntvirksomheden, der tillige skulde omfatte Smaamønt, hvoraf skulde tages en ringe Pension. Denne Smaamønt skulde rettes efter Hamburgernes. Halvdelen burde møntes i Rigsdalere, den anden Halvdel i 3 ß-Stkr. Dionis skulde vel være tilfreds, om Kongen beskikkede en anden Møntmester i hans Sted; han vilde dog kun bede om, at denne fik Paabud om at forhandle med ham om Mønthuset og Mønteværktøjet, som han med stor Bekostning havde bygget og indkøbt, saa han kunde faa lidt Erstatning for sin lidte Skade og komme til Penge.
Kongen kunde imidlertid, som hele Stillingen var efter Krigen, ikke mere af Rigsraadet faa Lov til at give Koncessioner paa Møntning af mer eller mindre god Mønt, til Dionis saa lidt som til nogen anden. Der blev derfor ikke ansat nogen ny Møntmester i Glückstadt, og Dionis kunde ikke blive af med Mønt og Redskaber til en saadan. Derimod hedder det at: "1630 im Juni kauffe Peter Hobbe ein Haus vom 6 Fach wieder in Glückstadt von dem Müntzmeister Albert Dionis, worin das Geld gemüntz wurde, welche Münzerei aber zu der Zeit still stande" (17).
58. Glückstadt Specie 1624.
Dermed var Dionis Saga som Møntmester ude. I andre Retninger fulgte Kongen hans Raad. Han skænkede saaledes Byen den 9. December 1629 nye Friheder og den 19. Juni 1630 gav han den portugisiske Nation nye Privilegier, ligesom han den 6. s. M. for at lægge et Plaster paa Saaret forsynede Dionis og Konsorter med en Concession paa Salthandel (18). Mønten derimod ophørte og for en Række Aar blev den Specie, der er fundet i Norge med Aarstal 1630 (19), den sidste Mønt med den glückstadtske Fortuna.
Fortsættes
Tilbage til Wilcke II