Den 28. Februar 1648 døde Kong Christian og knapt en Maaned efter benyttede Rigsraadet, der nu var i udelukkende Besiddelse af Regeringsmagten Lejligheden til at foretage en ganske anderledes kraftig Nedsættelse af Krigsmønten end den den 10. December iværksatte. Man maatte - som saa ofte før - gøre endelig op med en Periode af slet Udmøntning. Det skete ved Rigens Raads Forordning af 21. Marts 1648 (1) om Guld- og Sølvmønt, i hvis Indledning udtrykkelig henvises til de mange fremsatte Besværinger. Med al tydelighed fremgaar det da, at det har været Kongen personlig, der har staaet i Vejen for en Reformering af Møntvæsenet.
Den lyder saaledes:
Eftersom af atskillige indkomne supplicationer erfares mange af rigernes indbyggere sig at formene af den seniste udgangne forordning om mynten dat. Kiøbenhafn den 10. Decembris 1647 at skulle tage skade, saa endog saadant riget til gafn och beste hafver været ment dog alligevel, efterdi Undersaatterne formene sig derofver at skulle lide skade, er for raadsombt anset, at guld- och sølfmynten skulde herefter gielde som følger:
En gammel Portugaløser 22 Rdlr. En ny Portugaløser 20 Rdlr. En Rosenobel 4 Rdlr. 1 Ort En Dukat 2 Rdlr. En gammel Jacobus 5 Rdlr. En ny Jacobus 4 Rdlr. 2 Ort En Pistolet 3 Rdlr. 2 Ort 4 ß d. En dobbelt Ridder 5 Rdlr. En fransk Crone 11 Mark d. En Goldtgylden 8 Mark En Metzergylden 7 Mark 8 ß En dansk Crone 3 Rdlr. 16 ß En Rixdaler 6 Mark En Styck von Acht eller Albertusdaler 5 Mark 12 ß En ny Tomarkstykke 28 ß En ny Markstykke 14 ß En ny Fireskilling 2 ß (2)
Naar det i Indledningen hedder, at der var klaget over Forordningen af 10. Decbr. 1647, er det forklarligt, thi den kunde selvfølgelig ikke gøre Fyldest for de Besværinger, der forinden var fremsat over hele Møntsituationen. Ikke heller var det vel for at faa stadfæstet den Opgæld paa Rigsdaleren af 8 ß til 104 ß d., som naturligvis Mand og Mand imellem løb allerede inden Forordningens Udstedelse, at man havde rejst saa mange Indvendinger mod Mønten. Skulde der f. Ex. i Leje eller Afgift erlægges 2 Mark aarlig, kunde den afgiftspligtige stadig betale den Berettigede Afgiften i en ulfeldtsk Tomark, som Ejeren saa ikke kunde faa vexlet med andre lignende Stykker, han havde faaet, til en Rigsdaler, medmindre han til 3 Tomarkstykker lagde 8 ß. Paa ganske samme Maade gik det den Handlende, som mod Speciemønt indkøbte sit Lager, men udstykkede det en detail mod Betaling i Smaamønt. Den Handlende var endda noget bedre stillet, idet han kunde forlange større Priser i Detailsalget, naar han fik Betaling i slet Mønt. Men Derimod reagerede de Købende, der blev højst utilfredse og raabte paa Dyrtid.
Saa besluttede altsaa Rigsraadet at gaa den modsatte Vej af Frdg. 10. Decbr. 1647 og hævde Daleren i pari Kurs: 96 ß d.; men paa den anden Side direkte nedsætte den Smaamønt, der skulde udgøre de 96 ß, klækkeligt.
De var ikke længere bundne af Hensynet til Kongens Person.
En Tomark blev sat til 28 ß d., en Mark til 14 ß og en 4 ß til 2 ß. Resultatet heraf blev, at en Rigsdaler i 2 og 1 Mark Stykker kom til at indeholde 22,670 gr. f. Sølv, medens den efter Frdg. 10. Decbr. 1647 kun indeholdt 21,489 gr. f. Sølv, og at en 2 Mark og 1 Mark kun kom til at udgøre 7/24 og 7/48 Rigsdaler, samtidig med at disse Mønter i selve Detailhandelen fik en stærkt reduceret Værdi. Den ualmindelig slette 4 ß af Finvægt 0,487 gr. kom nu ogsaa i et rimeligere Forhold til Hovedmønten. I Overensstemmelse med dennes fornyede Fastsættelse til 96 ß d. i Stedet for til 104 ß d. maatte Guldmønten noget neddrages fra det i Forordningen af 1647 fastsatte høje Stade, men Hovedguldmønten, Dukaten, blev dog staaende i Rang med en Dobbeltspecie.
I hvor høj Grad Møntvæsenet har ligget Rigsraadet paa Sinde, fremgaar deraf, at Forordmngen af 21. Marts er den eneste egentlige Lovbestemmelse, Rigsraadet har udstedt i den Tid, det sad inde med den fulde Regeringsmyndighed. Det er samtidig et Tegn paa, hvor indgribende den ved Christian IV.s Møntvirksomhed skabte Forvirring har været. Men Samfundets Reaktion herimod og aldeles usminkede Misfornøjelse hermed skulle give sig et endnu mere virksomt Udslag.
Kongevalget forestod og Frederik III maatte udstede den sædvanlige Haandfæstning for at blive valgt. Han underskrev en foreløbig af 8. Maj og den endelige Haandfæstning den 6. Juli 1648 (3). Det er bekendt, hvorledes denne den sidste Haandfæstning i Danmarks Historie blev strammet og skærpet i Forhold til de tidligere. Efter § 47 er saaledes tilføjet en Række nye Bestemmelser, der foruden at øge og befæste Rigsraadets Magt skulde raade Bod paa de Misforhold og Ulemper, der var opstaaet af Christian IV.s Regeringsmaade, og forhindre, at saadanne fremkom under Efterfølgeren (4).
Blandt disse Bestemmelser staar først som § 48: "Skal och icke nogen forandring eller forordning ske med mynten, uden det sker med samtlige rigens raads villie och samtycke". Denne Bestemmelses Indførelse i Haandfæstningen var visselig ikke tiden god Begrundelse i de fortid indhentede Erfaringer. Efter at Kong Christian IV i ca. 20 Aar i Aarene fra 1600-25 havde søgt at udnytte Møntregalet gennem Udmøntning af undervægtig Mark og Kronemønt, maatte man i 1625 - ikke uden de heftigste Forestillinger fra Rigsraadets Side - skride til en almindelig Opgørelse af den da fremkomne Møntforvirrings Fallitbo, der havde bragt Spot og Skade over Land og Folk. I 1630 maatte man paa samme Maade efter Tyskekrigen gøre op med de uheldige Dütken (6 ß d.) og nu sidst for nylig var ganske det samme Tilfældet med de ulfeldtske Hebræere fra Svenskekrigen. Tiltrods for, at Kongen i 1630 havde maattet indrømme de sjællandske Rigsraader Tilsyn med den københavnske Mønt, havde Christian IV og Corfits Ulfeldt dog ved sidste Krigs Begyndelse haft Adgang til at "gribe Møntværket an med Begge Hænder og sætte det i fuldt Sving," (5), men rigtignok saaledes, at det bragte de uheldigste Resultater. Medens Kongen i de to Krige havde nogen Undskyldning for sin Handlemaade, kunde det jo ikke være gaaet i Glemme, hvorledes han uden nogen tvingende Nødvendighed uden Rigsraadets Medvirken ganske egenmægtigt havde slynget Kronemønten ud paa Markedet i 1618, hæftet en ganske urettelig Dalerværdi til den og gennem en Række Aar ført denne Trafik videre med ikke ringe Fordel. Hvis dette var gaaet i Glemme, skulde den seneste Markudmøntning i hvert Fald nok bringe Kronesvindelen i Erindring igen.
Derfor blev Kong Frederik bundet paa dette Punkt. Paa Stændermøde den 17. April 1648 gravede Adelstandens Repræsentanter en gammel Bestemmelse i Frederik I.s Haandfæstning frem: "item hvad som myntes efter denne Dag i Danmark skal myntes lige got som med lybske, Hamborgske och Lante Holstische Myndt (6). Ud fra denne Bestemmelse formedes sat den ny Haandfæstnings § 48. Møntvæsenet var ikke længere noget Regale i Kong Chiristians Forstand, nemlig til at tjene Penge paa i kommende Tilfælde, men et Samfundsanliggende, som Folkets, eller i hvert Fald Adelstandens, Repræsentant, Rigsraadet, den egentlige stedsevarende, af de skiftende Konger uafhængige Indehaver at den højeste Magt, skulde bestyre sammen med Kongen.
I Overensstemmelse hermed lyder det aabne Brev af 10. August 1650 om Nedsættelse af Dukaten fra 2 Rdlr. (12 Mark) til 11 1/2 Mark d. da ogsaa saa bestemt paa, at "vi med vores Danmarkes riges raads raad og betænkning" har nedsat den paagældende Mønt. I to aabne Breve af 15. og 24. Oktober 1651 (7) om Forbud mod Indførsel af fremmed Mønt af pajement og mod Indførsel af Stuck von Achten, der antages i høj Grad forfalskede og forringede (8), omtales Rigsraadet derimod ikke. Formentlig er dette Forbud ikke anset for at være af nogen Betydning. Ligeledes synes Kongen paa egen Haand at have givet Befaling til Udmøntning af Kobber Hvid og Søsling 1651. Et Reseript af 9. Marts (9) lyder i hvert Fald saaledes: "Er voris naadigste villie og befaling, at voris Myntemester straxen og saasnart mest muligt skal slage og forferdige lade halv Skillinger (10) for 1000 Rdlr og Hvide (11) for lige saamange aff følgende Valvation": 160 Stkr. 1/2 ß paa 1 Mark og 240 Stkr. Hvide paa 1 Mark. Foranledningen til denne Udmøntning er en Ansøgning fra Møntmester Köhler og Wardein Preuss af 27. Februar 1651 (12), hvori de ansøger Dels om Konfirmation hos den nye Konge paa de dem af den afdøde Konge meddelte Bestallinger, som de fik den 10. og 9. Marts 1651, dels om Tilladelse til at slaa halve danske Skillinger som i Ao 1624 "weil Alhier wegen Armer leuthe grosse Noth vor halbe dansche ß (ist)." Kongen har da samtidig med de nye Bestallinger givet Tilladelsen uden at spørge sin Parthaver i Regeringsmagten. Over denne Udmøntning findes et interessant og betegnende "Regnskab og Forklaring over, huis Kaaber Penge udi Søslinger og Wieder, efter Kgl. Majt. naad. Befaling paa Mønten paa Københavns Slot er forferdiget 14. April-15. Juni 1651 (13):
Indtægt: 2400 Mark à 5 Slettemark (5x16 ß = 80 ß) i Søslinger og Hvider 2000 Rdlr. Udgift: 1200 Pund Plade Kobber à 1 Rigsort 300 Rdlr. 96 Pund Afgang 24 - 160 Pund omsmeltet, som var blevet skørt 10 - Arbejdsløn, 2400 Mark Plader, 12 Rdlr. for 100 Mark 288 - Kul 74 - 4 1/2 Mark Winsten og Salt 9 - 4 - Smeden 45 - 2 1/2 - Møntmester 2 Mdr.s Besolding 18/4-18/6 1651, 400 Rdlr. aarlig 66 - 4 - Skriverens Besolding 66 - 4 - Wardein Jørgen Preuss 50 - Isensnider Hans zum Busch 33 - 2 - Smed Jørgen Hildebrandt 5 1/2 - 974 Kgl. Majts. Profit 1026 Rdlr. som er leveret Jørgen Hansen.
Det maa formentlig have været denne Profit af ca. 1000 Rdlr. (i vore Penge ca. 10.000 Kr.), der ikke har været uden Betydning for Kongen, og som har bevæget ham til at gaa med til denne Udmøntning. At det skulde være af pur Godgørenhed eller Interesse for den fattige Mand, er der sikkert ikke Grund til at tro. Hverken Møntherre, Møntmester eller Wardein har vist været særlig interesseret i ham.
Hvorledes det nu end forholder sig, er Kongen i hvert Tald hurtigt blevet standset. Thi den 19. Februar 1652 (14) udgik et Missive til Lensmændene af et noget besynderligt Indhold:
"Eftersom vi for nogen kort tid forleden her hafver ladet slaa och mønte en ringe andel Søslinger och hvider af kaaber och vel er at befrycte, at stoer mengde deraf anden steds slagen skulde hidindføres, da til saadant at forekomme hafver vi for got anset at forbiude lade forbemelte hvider och søslingers brug ... efter 6 uggers forløb ... alle og enhver som nogen af forskrefne hvider og søslinger inden forskrefne Tid paa vorres renterie indleverer, skal derfore med gangbaer mynt vorde betalt och contenterit " (15). Det er ikke sandsynligt, at Kongen af lutter Frygt for Eftergørelse skulde have udstedt dette Missive af et Indhold, der ikke skulde virke respektindgydende. Tilmed loves Erstatning for den daarlige Mønt, noget Møntherrerne ellers aldrig indlod sig paa. Deres Synder lod de Indbyggerne bøde for. Man kan ikke let tænke sig andet, end at Haandfæstningens Bud om Rigsraadets Samtykke til Møntændringer her har virket. Kongen er af Rigsraadet tvunget til at tilbagekalde denne slette Kobbermønt ca. 1/2 Aars Tid efter dens Udsendelse og til at yde Erstatning, der som det ogsaa fremgaar af Rentemesterregnskabet (16), er ydet.
Den 9. Maj 1651 (17) udgik Ordre til Møntmesteren om at slaa hele og halve Slettedaler og Rigsorter efter den Korn og Skrot, hvori de er blevne slagne i "vor Her Faders Tid". Medens der ikke er noget mærkeligt i, at en tilsvarende Specieudmøntning som i Christian IV.s Tid blev iværksat, er det nye, at der nu skulde udmøntes Kroner efter Kong Christians Udmøntningsformler, hvorved dog maa erindres, at med den i 1625 iværksatte Nedsættelse af Kronemøntens Værdi, var denne Mønt bleven ganske god (18). Der foreligger ingen Regnskaber over denne Kroneudmøntning tiltrods for, at den maa have været ret betydelig, idet der til vor Tid er bevaret en lang Række Varianter af denne i Forhold til de senere Kroneudmøntninger ret fine Sølvkrone, i hvert Fald fra Aaret 1651 (19). Der maa saaledes være opbrugt en Del Stempler til Udmøntningen af disse hele og halve Kroner i Aarene 1651 og 1652, med hvilket Aar den ophørte.
Da Kronen i 1625 var sat til 2/3 Daler, og da den havde en Finvægt af 16,250 gr., vil 1 Daler i Kronemønt have en Finvægt af 24,375 gr., hvilket atter vil sige, at der ved Genoplivelsen af Christian IV'.s Kroner indførtes en Kronedaler, der var betydelig værdifuldere, end den ved Frdg. af 21. Marts 1648 forbedrede Markdaler, hvis Finvægt ovenfor er opgjort til 22,670 gr. Kronedaleren kunde altsaa tilnærmelsesvis med Rette jævnstilles med Speciedaleren, navnlig hvis man fastholdt, at den kun skulde være Skillemønt, hvad man dog ikke gjorde. At der skulde slaas denne bedre Kronemønt samt Dalere, hele, halve og Ortsdalere, kan man vistnok med nogen Grund anse for hidført ved Rigsraadets Indgriben, jfr. Indledningsordene: "At Wi naadigst er tilfreds ... ". Det maatte da for dette staa som en Snigløben af dets Bestræbelser og Foranstaltninger til Møntvæsenets Forbedring, at Kongen samtidig lod slaa den slettest mulige Kobbermønt, skønt han tilmed kort forinden havde udstedt Forbud mod Indførsel af fremmed Mønt "af pajement"!
I Anledning af Frederik III.s Kroning den 23. November 1648 blev der præget en Del firkantet Udkastningsmønt (20), nemlig i Guld: 5-dobbelt, 4-dobbelt, 3-dobbelt, Dobbelt, Enkelt og Halv Dukat (21); i Sølv: 24 ß, 16 ß og 8 ß Stkr. De sidste var beordret udmøntede af fint Rigsdalersølv. Der udmøntedes foruden de i Noten ommeldte 155 Rdlr. Guldmønt, endvidere for 600 Rdlr. Gulddukater og 1000 Rdlr. Sølvmønt, der tilstilledes Rigens Hovmester og "som igen paa Croningens Dag er udkast paa Gaderne" (22). Efter det foreliggende maa disse Dukater antages udmøntede efter de almindelige Dukater 67 Stkr. paa den 23 1/2 Karat fine Mark, og Sølvmønten efter Rigsdalerfod, 24 ß altsaa som Rigsort, 32 Stkr. af den 14-lødige Mark. Ingen af disse Mønter giver af Hensyn til Omsætningens Interesser særlig Anledning til Omtale.
Møntofficererne var i denne Tid i alt væsentligt de samme som fra Svenskekrigens Begyndelse. Mønten regnes for paany at være traadt i Funktion den 18. Januar 1648 med Møntning af 2 og 1 ß Stkr. af reduceret Vægt. For Tiden inden Frederik III.s Underskrift af den første Haandfæstning, er 2 og 1 ß Stkr. opførte paa den p. 95 optagne Tabel, idet Mønten indtil da antages at have baaret Kong Christians Navn. Mellem Underskriften af den første Haandfæstning og Kroningen har Mønten været udstedt i den "udvalgte" Konges Navn.
Til den fornyede Møntvirksomhed indkaldtes 4 Møntersvende fra Hamburg, der hver fik 16 Dlr. i Rejsepenge. Iøvrigt fik de 18 Rdlr. for hver 100 Mark 2 ß og 20 Rdlr. for hver 100 Mark 1 ß som de møntede, samt Skattefrihed (23).
To nye Smede fik Ansættelse ved Mønten, Jørgen Hildebrandt og Jürgen Herwich.
De i denne Periode slagne Mønter maa antages udmøntede efter følgende Formler, idet de dobbelte, flerdobbelte og halve Stkr. er udmøntede i Forhold til de enkelte, og 16 og 8 ß c efter 24 ß c:
Mønt | Jørg. Beskr. | Stk paa 1 Mark c. brutto | Finhed og Lødighed: Karat og Lod | Finhed og Lødighed: o/oo | Stk. paa 1 Mark c. fin | Den fine Mark udbragt til | Brutto Vægt gr. | Finvægt gr. |
Dukat firk. og alm. | 57 | 67 | 23 1/2 | 979,17 | 68 20/47 | 136 40/47 R. | 3,490 | 3,418 |
24 ß firk. = 1/4 Specie | ej | 32 | 14 | 875 | 36 4/7 | 9 1/7 R. | 7,308 | 6,394 |
Krone = 2/3 Specie | 160-61 | 12 2557/700 | 13 3/4 | 859,375 | 14 342/875 | 9 1361/2625 | 18,909 | 16,250 |
1/2 Krone = 1/3 Specie | 162 | 24 257/350 | - | - | 28 684/875 | - | 9,455 | 8,125 |
2 ß | 9-11, 236, 242-3 | 192 (4 R.) | 4 1/2 | 281,25 | 682 2/3 | 14 2/9 R. | 1,218 | 0,343 |
1 ß | 12, 237 | 256 (4 Slet Dlr.) | 2 1/2 | 156,25 | 1638 2/5 | 17 1/5 | 0,913 | 0,142 |
Søsling = 1/2 ß af Kobber | 228, 244 | 160 (80 ß, 5 Slet Mark | 0 | 0 | 160 | 1,462 | ||
Hvid = 1/3 ß af Kobber | 227 | 240 (80 ß) | 0 | 0 | 240 | 0,974 |
Efter Møntregnskaberne (24) er udmøntet følgende Beløb:
Aar | 5 Dobb. Duk. | 4 Dobb. Duk. | 3 Dobb. Duk. | Dobb. Duk. | Hele og Halve Duk. | Halve Duk | Alm. Duk. | Kroner | 24 ß 16 ß 8 ß |
2 ß | 1 ß | Kobber Søsling | Kobber Hvid | Ialt |
1648 | 5 Stkr. = 50 R. | 5 Stkr. = 40 R. | 5 Stkr. = 30 R. | 5 Stkr. = 20 R. | 305 Stkr. = 610 R. | 5 Stkr. = 10 R. | 1.000 R. | 29.845 R. | 884 R. | 32.484 R. | ||||
1649 | 34.997 R. | 310 R. | 35.307 R. | |||||||||||
1650 | 64 Stkr. = 123 R. | 36.552 R. | 739 R. | 37.414 R. | ||||||||||
1651 | (25) 1.580 R. |
10.067 R. | 1.000 R. | 1.000 R. | 13.647 R. | |||||||||
Ialt | 50 | 40 | 30 | 20 | 610 | 5 | 123 | 1.580 | 1.000 | 111.461 | 1.933 | 1.000 | 1.000 | 118.852 |
Om Specieudmøntningen haves ingen Underretning. Af de til Nutiden bevarede Stkr. ses, at der er møntet en Del, formentlig for privat Regning eller for Kongens eget Kammer. Af Dukater saavelsom af Sølvkroner er der efter al Sandsynlighed slaaet Betydelig større Beløb end ovenfor angivet. For Sølvkronernes Vedkommende synes et helt Aars Regnskab 1651-52 - i hvert Fald for Tiden - at mangle i Rigsarkivet. Om det senere ved Undersøgelse af uregistrerede Pakker maatte komme for Lyset - som man før har set -, vilde det visselig være i høj Grad ønskeligt.
Fortsættes
Tilbage til Wilcke II