Af de i forrige Afsnit optagne Tabeller over Udmøntning og Indsmeltning under Krigen synes ikke at fremgaa, at Kongen i nogen paafaldende Grad har udnyttet Møntregalet til at skaffe sig Penge til Krigens Førelse. Der er slaaet et paatageligt Antal Specier, ca. 77.000 Stkr., som man ganske vist maa antage for største Delen er gaaet til Regimenterne i Tyskland. Der er paa den anden Side gaaet mindst 30.000 Specier i Smeltediglen til Fremstilling af Smaamønt. I Krigens sidste Aar er udmøntet ca. 135.000 R. 6 og 2 ß Stkr., men i hvert Fald 6-Skillingen er efter Oversigten over Udmøntningsforholdene ikke særlig slet. At 2 ß naturligvis langt fra naar Dalerfod, 9 1/7 R. af Marken fin, maa indrømmes, men det kan man heller ikke med Billighed forlange af en Skillemønt, hvis Fremstilling er forholdsvis dyrere.
Men naar der 1627 - som ovenfor anført - klagedes over Mangel paa grov Mønt, er det ikke urimeligt at antage, at Manglen herpaa ikke er afhjulpet ved Udmøntningen af de ca. 77.000 Specier samt Specierne fra Norge, naar disse for største Delen gik ud af Landet og Udførslen af Korn og Stude, som var den vigtigste Kilde til Indførsel af Speciemønt, laa stille. Samtidig fik Landet til den alt curserende daarlige Mønt føjet ca. 156.000 R. Smaamønt, der ganske sikkert blev i Landet. Den var Naboerne ikke opsat paa at skille det dansk-norske Samfund af med. Tværtimod forøgede de Mængden af daarlig Mønt ved at sende deres egen slette Mønt herind som Betaling for, hvad der endnu kunde udføres af Landet. Da Kongen ikke vilde modtage denne daarlige Mønt i Skat, afgav Raadet den 21. Marts 1629 (1) en Betænkning til Kongen, hvori det henstiller, at der udstedes en Forordning med Forbud mod at modtage saadan fremmed Mønt, der ikke senere kunde erlægges i Skat til Kong. Maj. I Henhold hertil udstedtes en Frdg. af 8. April s. A. (2), der nøje fulgte den afgivne Betænkning.
Af alt dette synes imidlertid at fremgaa, at Pengeforholdene i Landet mod Krigens Slutning - som ventelig var ikke frembød mange Lyspunkter. Mangel paa Speciemønt og Overflod af daarlig Smaamønt i Forbindelse med de store ødelæggelser i Jylland, Forarmelsen og den almindelige Utilfredshed med Krigens Oprindelse og Forløb foraarsagede ikke ringe Misfornøjelse hos Høje og Lave, Adel, Borger og Bønder og frembragte Klager over hele Tilstanden, herunder ogsaa over Møntvæsenet. Disse kom til Orde i Rigsraadets Betænkning paa et Møde i Odense den 5. September 1629 (3), Punkt 10:
"Och eftersom eders kong. mayest. naadigst hafver lofvet og reverserit sig, at nar Gud allermectigste af sin gudommelig naade och godhed ville forhielpe landit til frid oc rolighed, den forhøjelse, som er sched paa tholden udi Sundet oc anderstedts, at afschaffe, da paa det at rigit igen med myntens forbedring disbedre kunde komme paa fode (helst efterdi vy formerker den mynteri, som borgerne y Københagen af eders mayest. naadigst cr bevilget, icke at verre rigit gavnfligt, som ochsaa nu y Hensestederne er afsaght) underdanigst igen bevilget paa nogle speeics, som gaar ygennum Sundet, høyere thold at paasette, som Kiøbmendene at udgifve sig synderlig ey schal ofver besverge, oc synis os derforre underdanigst raadsompt, at eders kong. mayest. selfver antog mynten igen oc lod mynte helle och halfve ort, otte, fire och thoe schillinger, styckit af idel sylf, lige vichtig efter rigsdaller, skellinger oc syslinger af god paviment lige verd vid rigsdaler och sysselinger, det første aar for it thusinde daller, indtil mand ser, och forfarer, om det blifver landit thinlig eller icke. Til fornenfte myntis udredning och bekostning schuelle fornenfte tholdts paasettelse employeris, oc paa det alting der med dis richtigere kand tilgaae, inspectionen cantseleren, statholderen med rigensraad y Seland af eders mayest. naadigst demanderis".
Af Betænkningen fremgaar for det første, at det egentlig kun er Seksskillingerne, der ikke har været velsete. Der henvises til, at Borgerskabets Mønter er nedsat i Hansestæderne.
Seksskillingerne hørte til den bekendte Dütkentype (1/16 Rdlr. = 3 ß lybsk), som Dionis i Glückstadt havde sat i Gang, men som var bleven forbudt igen efter de slesvig-holstenske Raaders Forlangende.
Der findes som tidligere nævnt en for vægtig Rosenobel fra Aar 1629, som Mathias Clausen har udmøntet.
Paa denne findes som Møntmærke en Gren med 3 Roser (4), muligvis en Hentydning til, at Mathias Clausen havde erholdt Møntprivilegium sammen med Borgmester Michelsen og Johan Brahm.
21-24. 4 Stkr. 6 ß (Dütken) 1627-29
Idet det efter Rosenoblen, der er den eneste fra dette Aar, maa anses for givet, at disse 3 Privilegiehaveres Møntofficin, der vel er ensbetydende med "Borgerskabets Mønt", har haft Rosenstilken med de 3 Roser til Møntmærke, maa man samtidig anse de 6 ß, der bærer dette Mærke, og som kun kendes fra Aaret 1629 (5) for udgaaede fra Børgerskabets Mønt, uanset at de i Modsætning til Schwabes 6 ß med Kløvermærket fra de foregaaende Aar bærer tysk Møntbetegnelse, en Omstændighed, der dog næppe skal lægges for stor Vegt paa, da Haandværkerne dengang som oftest talte Tysk, og Mønterne mulig ogsaa var bestemt til Eksport, hvad Hansestæderne altsaa ikke har været fornøjede med. Hidtil har man dog været tilbøjelig til at henvise disse 6 ß ligesom 6 ß med Mærket R. D. og samme tyske Møntbetegnelse til Albert Dionis Møntværksted i Glückstadt. Dette sidste er dog ogsaa noget tvivlsomt.
25. Mathias Clausens Rosenobel 1629, slaaet paa Borgerskabets Mønt i København
Note fra Dansk Mønt: I mangel af illustrationsmateriale viser vi Schwabes tilsvarende Rosenobel fra 1612
Man maa vel erindre, at Glückstadt som beliggende i Holsten inden for det tyske Rige egentlig var forpligtet til at regne i ß lybsk og sætte "3 Schilling lübsch" - som i Aaret 1644 - (6) i Stedet for "6 Schilling dansch" paa Mønten. Initialerne R. D., hvis Betydning man iøvrigt ikke kender, passer i hvert Fald ikke paa Møntmesteren i Glückstadt Albert Dionis, der altid benyttede en saakaldet "Lykkepotte" som Møntmærke, senest f. Eks. ogsaa paa Specien fra Glückstadt 1629, hvor intet R. D. findes (7). Gaar man ud fra, at 6 ß med Christian IV.s Hoved paa Forsiden og tysk Inskription paa Bagsiden er udgaaet fra Borgerskabets Mønt, maa man, selv om man kun medtager Mønterne med de 3 Roser, gaa ud fra, at der i det korte Tidsrum, Borgerskabets Mønt virkede, er tidgaaet støre Mængder derfra, thi disse Mønter er meget almindelige og forekommer hyppigt i Samlingerne, tilmed i en Del Stempelvarianter, medens Peter Grüners og Schwabes 6 ß, der bærer det danske Vaaben paa Forsiden og dansk Inskription med et Kløverblad eller en enkelt Blomst (8) paa Bagsiden, i hvert Fald ikke er Hyppigere, skønt der er slaaet for ca. 120,000 Rdlr. i disse Mønter. Der maa altsaa paa 2 Aars Tid være fabrikeret en ret stor Beholdning af disse Mønter, der har tynget Omsætningen og i Mangel af Speciemønt har maattet gaa som Hovedomsætningsmønt, skønt den kun er slaaet til Skillemønt. At de vistnok alle er slagne i København, altsaa baade de med dansk og med tysk Indskrift, med Kløverblad, enkelt Blomst, 3 Roser og med R. D., herfor taler ogsaa Udtrykkene i et tysk Patent til Indbyggerne i Slesvig-Holsten "wegen der abgesetzen oder valvirten denischen VI Schilling stücke, sub dato Glückstadt den 14. April 1630" (9). Her tales udtrykkelig om danske Skillinger i Modsætning til lybske Skillinger, som Albert Dionis den 30. Maj 1627 (10) havde faaet Ordre til at mønte. Endvidere nedsættes "die in Unseren Reich Dänemark undt Statt Copenhagen, entwicken 1629 Jhars gepregte Dütken". Der er kun Tale om de københavnske Dütkener (6 ß). Naar henses til, at Ridderskab og Raad netop i 1624-25 havde forlangt Dionis Dütkener afskaffet (11), vilde det jo ogsaa have været ret frejdigt, om han 1628 var begyndt igen, thi R. D. = Dütkener findes allerede fra dette Aar.
Det er altsaa den daarlige Københavnermønt, Klagen tager Sigte paa, idet den forlanger Speciemønt udmøntet, det private Møntværksted med Privilegium mod Afgift afskaffet, og Udmøntningen af Smaamønt begrænset til visse mindre Beløb.
For at skadesløsholde Kongen for Tabet af Afgiften og Bekostningen ved selv udelukkende at drive den kgl. Mønt, tilmed alene med Udmøntning af god Specicmønt og kun en ringe Portion Smaamønt, henviste Rigsraadet Kongen til paany at forhøje Sundtolden fra det Stade, hvortil han ved Revers havde forpligtet sig til efter Krigens Slutning at nedsatte den, en iøvrigt for de udenrigske Forhold højst uheldig Henstilling. Men saavel Land som Konge manglede Penge, Kongen tilmed i den Grad, at han satte som Betingelse for sin Medunderskrift under Freden i Maj 1629, at han fik 1 Million Rigsdaler af Rigsraadet som Erstatning for Tab og Bekostning under den Krig, han selv saa letsindigt og forfængeligt havde sat i Værk mod Rigsraadets Ønsker (12).
Følgen af Rigsraadets Betænkning blev Forordning af 10. Oktober 1629 om Møntvæsenets ny Indretning og en Møntordning for Mønten i København af 21. Januar 1630 (13).
Af begge Bestemmelser fremgaar, at de alene tager Sigte paa Møntningsforholdene i København, ikke paa Møntstederne Kristiania og Glückstadt.
I Indledningen til Forordningen at' 1629 henvises til Rigsraadets Medvirkning og til den Erstatning, der er ydet Kongen for at holde Møntvæenet "i sin gode Tilstand og Esse"! jfr. §7. Kongen paatager sig til Gengæld al Møntomkostnnig og Afgang samt Møntofficerernes Løn og Underhold. Der tales mærkeligt nok ikke om Specieudmøntning, saaledes som der i Rigsraadets Betænkning var stillet Krav om. Derimod stilles en Del Smaamønt, 8, 4, 2 og 1 ß, i Udsigt, ovenikøbet for ikke helt ringe Beløb fra 30-50 Tusind Rigsdaler aarlig, men det maa dog tilføjes, at samtlige disse Mønter skulde holde "ungefer" Speciedaleres Korn og Skrot. Naar der endvidere loves Udmøntning af Søslinger og Hvide, gøres der samtidig soli en Slags Undskyldning for disses lavere Lødiglicd opmærksom paa, at de "for deris ringhed fiortæn lødige icke kunde myntes".
Til Betryggelse for, at Mønten dreves paa rette Maade, skulde de af Rigsraadets Medlemmer, der boede i København eller paa Sjælland, føre Tilsyn med den, en Inspektion, som Kongen næppe har følt sig smigret ved at maatte taale, tilmed da der her var Tale om et kongeligt Regale, som han ønskede sig forbeholdt paa samme Maade som Sølvbjergværket i Kongsberg og Sundtolden ved Helsingør.
Forbudet mod udenlandsk Smaamønt gentages, forsaavidt den var uvægtig og mindre end 14-lødig, og i §6 i Forordningen af 10. Oktober 1629 fastsættes - væsentligst i Overensstemmelse med ældre Forordninger - Værdien paa forskellig Mønt, men der er dog en særlig Værdiansættelse, som mulig er den vigtigste Bestemmelse i hele denne Forordning, nemlig en Nedsettelse netop af de foran onitalte 6 ß: "Belangende de seksskiellinger, som næst forleden myntede ere, skulle allene gielde, udgifves och annammes for femb skielling och en hvid, mynten dermed til en lighed at bringe!"
I Tilslutning hertil tidstedtes det tidligere omtalte Patent for Hertugdømmerne af 14. April 1630 om de nedsatte og valverede danske VI Schilling Stkr.: "Nachdem sich erfindet, dass die in Unsern Reich Dänemark undt Statt Copenhagen, entwichen 1629 Jahrs gepregte Dütken in ihrem halt etwas Zugering gemünzett, dass Wir derowegen nach angestellete valvation die gnedigste verordnung gethan, das drey solche Dütken hinführo nur 8 ß l. gelten und ahn des stück 4 pfennig geringer genommen werden sohl, Befehlen demnach Unsern Beambten ... über solche Verordnung zu halten, damit der Reichsthaler høher nicht als 3 Marck gewechselt oder gesteigert werde …". Hertil slutter sig et "Mandat wegen der Müntze, Glückstadt am 13. Julij 1630" (14). I dette berettes, hvorledes Folk vægrer sig ved at tage 8 ß d. (4 ß l.) og 6 ß d. (3 ß l.) til deres Valør og derved foraarsager stort Besver, Afbræk og Skade paa Handel, Køb og Salg. I den Anledning nedsætter Kongen 8 ß d. (4 ß l.) til 3 ß l. og 4 Pfennig, altsaa 3 Stkr. til 10 ß l., og 6 ß d. (3 ß l.) til 2 ß l. og 8 Pfennig, altsaa 3 Stkr. til 8 ß l.
Iøvrigt gaar den i Frdg. af 10. Oktober 1629 §6 hjemlede Valvition ud paa følgende:
Speciedaler 6 Mark d. = 96 ß d. Stück von Achten 5 Mark 14 ß d Rosenobel 24 Mark d.. Dobbelt Pistolet 21 Mark d. Enkelt Pistolet 10 1/2 Mark d. Ungarsk Dukat 10 1/2 Mark d. Dansk Guldkrone 9 Mark d. Guldgylden 7 1/2 Mark d. 1 Mark d. 16 ß d.
Den gamle Smaamynt, Kroner, Markstykker, 12 og 8 ß Stkr., Rytterpenge og Neldeblade, som engang er reduceret til Rigsdalers Værd, skulde ikke videre afsættes, men gælde efter de sidst derom udgangne Forordninger (15). Det var efter dette Meningen, at en Speciedaler atter uden Opgæld skulde staa i 96 ß d. og al anden Mønt rette sig derefter. I Konsekvens heraf blev som ovenanført 6 ß reduceret til 5 1/3 ß d.
En dansk enkelt Guldkrone gjaldt Derefter 1 1/2 Speciedaler, hvilket atter vil sige, at en Guldmønt, der efter den p. 55 optagne Tabel indeholdt 2,725 gr. fint Guld, svarede til 38,367 gr. fint Sølv. Forholdstallet bliver herefter 14.08. For en rhinsk Guldgyldens Vedkommende er Forholdstallet 12,95 og for en Dukats 13,19 regnet i Forhold til Hovedomsætningsmønten Specien (16). Ungarske Dukater fik Peter Grüner (17) ved Aabent Brev af 27. August 1635 Tilladelse til at slaa i Overensstemmelse med den sædvanlige, hidtilgældende Møntfod for disse Mønter (18). Allerede 1633 havde Kongen skrevet til Rentemesteren om for Dalere at søge at købe godt Kroneguld i Holland "efterdi Hvermand formener, at sammesteds er godt Køb paa Guld" (19).
Disse Data skulde tyde i)aa, at Guldet stod i forholdsvis lav Kurs over for Sølv og med Fordel kunde udmøntes. Den 1. Oktober 1638 udstedes 2 Forordninger med Indskærpelse af det ældre Forbud mod Udførsel af gjort Guld, Sølv eller Kobber og Forbud mod at tage saadant gjort Metal for Varer (20). I 1638 har der altsaa været Mangel paa baade Guld og Sølv, mulig ogsaa paa Mønt; i hvert Fald synes Købmænd at have foretrukket afvejet Guld og Sølv for det Guld og Sølv, Kongen havde afvejet, dvs. hans Mønt. Men Aaret efter synes Sølvet faldet i Værdi i Forhold til Guld, med andre Ord Guldmønt opkøbtes mod Sølv. For at hindre Udførsel af Guldmønt og bringe dennes Værdi i Overensstemmelse med Udlandets Kurser, foreslog Rigsraadet i en paa Herredagen i København den 25. Maj 1639 (21) afgiven Betænkning Punkt 1 følgende:
"Efterdi guld mynten fast Allestæder til langt høyere pris end her i riget brugelig er, opstiger, siunis os underdanigst icke uraadelig, at deris verd blef nogit forhøyet, och det ungefehr mest efter den taxt, som den udi Holland nu for er æstimeret":
En gammel Rosenobel 4 rixd. 1 Ort dvs: 25 1/2 Mark Flamsk Henricusnobel 15 Ort dvs: 22 1/2 Mark d. Ungarske og spanske Ducater 11 Mark 12 ß Franske Croner 11 Mark 12 ß Engelot 16 slet Mark: dvs. 16 Mark Goltgyllen 2 slet dlr. Dvs. 8 Mark
Herud for har Kongen egenhændig føjet: "Den Forhøjning paa Guld vil strax stilles i Værk" (22).
Dette skete ved Frdg. af 8. Juni s. A., for Norge (23) ved Frdg. af 20 s. M. og ved en i Glücksburg (Glückstadt) udfærdiget Frdg. af 10. Juli s. A. Frdg. af 8. Juni 1639, 1. Afsnit (24): Guldmønt, udtaler:
"Først efterdi guldmynten paa adskillige steder uden lands opstiger, hvorudofver icke alleneste ingen her udi riget indføris, meden oc den, allerede her udi riget er, efter haanden udføris, da saadant at forekomme, skal guldmynten i vore riger och lande gielde och udgifvis, som efterfølger":
Portugaløser 21 Rdlr. 16 ß d. Jacobus (engelsk Mønt) 5 Rdlr. 16 ß d. Hollandsk Ridder 4 Rdlr. 84 ß d. Dansk og gammel engelsk Rosenobel, slagne i Elisabeth,, og Edvard VI.s Tid 4 Rdlr. 24 ß d. Flamsk eller Henricus Nobel 3 Rdlr. 72 ß d. Ungarsk eller spansk Dukat (12 Mark) 2 Rdlr. 72 ß d. Dobbelt do. 4 Rdlr. 72 ß d. Goltgylden (8 Mark) 1 Rdlr. 32 ß d. Fransk Crone (11 Mark) 1 Rdlr. 80 ß d. Engelot (engelsk) (4 Sletdaler) 2 Rdlr. 64 ß d. Dansk Guldkrone (Dobbelt) (19 Mark) 3 Rdlr. 16 ß d. Brabantsk Krone og frisisk Ridder (9 1/2 Mark) 1 Rdlr. 56 ß d. Dobbelt Krussade (portugisisk) 6 Rdlr. 36 ß d.
Til denne Valvation er føjet:
"Oc skal ingen efter denne dag veigre sig at tage sin betalling i forskrefne mynt, med mindre hand hafver ladet sig betalling forskrifve eller tilsige i rixdaller in specie, da det at efterkommis". Guldmønten var og forblev altsaa en Slags Vare, hvis Værdi ansattes i Sølvmønt. Forordningen er gaaet videre end Rigsraadets Forslag, ikke blot med Hensyn til de valverede Mønters Antal, men ogsaa i et enkelt Tilfælde af Forhøjelse, nemlig forsaavidt angaar den almindelige Dukat, der er sat 4 ß højere til 12 Mark d. i Stedet for som foreslaaet 11 Mark 12 ß.
For de 3 Hovedmønter, Guldkrone, Guldgylden og Dukats Vedkommende bliver Forholdstallet overfor Speciemønt regnet som "Rigsdaller" til 96 ß d., herefter henholdsvis: 14,74, 13,81 og 15,08.
Naar disse Tal sammenlignes med de tidligere, falder det straks i øjnene, at det er den almindelige Dukat, der er stegen saa stærkt i Værdi, nemlig til 12 Mark eller 2 Specier, saaledes som den senere i lang Tid gik for, nemlig som en Dobbeltspecie. Den er først af Rigsraadet foreslaaet forhøjet med 20 ß fra 10 1/2 Mark til 11 Mark 12 ß og derefter yderligere i Forordningen forhøjet med 4 ß, saaledes at den endelige Forhøjelse blev 24 ß eller 1 1/2 Mark, medens Guldgyldenen og den enkelte Gtildirone kun blev forhøjet 1/2 Mark, den dobbelte Guldkrone 1 Mark (25).
I Udlandet (26) var der - som af Rigsraadet med Rette forudsat - en almindelig Tendens til at forhøje Guldmøntens Værdi i Sølvmønt. Gennemsnitlig laa Forholdstallet 1621-40 ved 14,00 og i 1641-60 omkring 14,50. I Holland stod Forholdstallet 1633 kun paa 12,65, hvad godt nok passer med det ovenfor citerede Brev i 1633 fra Christian IV til Rentemesteren om at købe billigt Kroneguld i Holland. 1638 var Forholdstallet steget til 13,39 og 1645 til 14,13, men hvis man kun ser hen til Holland, synes Forhøjelsen herhjemme dog noget overdreven. I England var Forholdstallet ca. 13,50 og i Italien 1638: 14,38; 1643: 15,37. I Sydvesttyskland var Forholdstallet allerede 1637 steget til 15,10, men her gjorde Trediveaarskrigen sikkert sin Indflydelse gældende. Hvad særlig Frankrig angaar, stod Forholdstallet mellem Guld og Sølv 1615 i 13,90. 1636 steg det til 15,36 for atter i 1640 at falde til 14,49 ja 1643 til 13,5. I 1615 kostede en Mark Guld i Frankrig ca. 278 livres, og en écu au soleil sattes til 75 sols, medens den hidtil kun var ansat til 65 sols.
Ved denne Forhøjelse af Guldmøntens Værdi formenes Frankrig at være frelst fra en saadan Katastrofe, som i 1622 og 1623 ramte Møntvæsenet i England og Tyskland (Kipper og Wippertiden). For Tysklands Vedkommende er det dog højst tvivlsomt, om en saadan Forhøjelse af Forholdstallet kunde have frelst Landet fra det under Trediveaarskrigen omsiggribende Bedrageri med Mønten, der i Virkeligheden var et oplagt Møntfalskneri. I Maj 1636 var Prisen paa 1 Mark Guld i Frankrig 320 livres og i September s. A. steg den yderligere til 384 livres.
I 1636 (27) var Solkronen stegen til 94 sols, men da Guldet stadig forsvandt af Landet, besluttede man i September s. A. at sætte den til 104 sols, medens Sølvmøntens Værd forblev uforandret, hvorved Forholdstallet mellem de to Metaller pludselig steg til 15,36. Men Springet var for stort, som Shaw (28) udtrykker det i følgende Vendinger: "Such is the nature of the bimetallic law that any overshooting of the ratio, on no matter which side, - in favour of silver or in favour of gold, - establishes a differentiation, and the differentiation at once gives to the one metal a fulcrum or lever point - a purchasing power - against the other and the undervalued metal, whichever it is, at once tends to disappear. Four years atter this autocratie measure of France, it was found that her curreney was in so depreciated a state, through exchange, that the only pieces current were lacking one-third of their full weight." Den 31. Marts 1640 (29) indførtes da en ny Guldmønt Louis d'or og Sølvmønt Louis d'argent, almindelig kaldet escu blanc, hvorved Forholdstallet mellem Guld og Sølv sænkedes til 14,49.
Som det var gaaet i Frankrig netop omkring Aar 1640, gik det ogsaa herhjemme.
Det viste sig, at man havde sat Guldet for højt. Navnlig har sikkert Springet op til 15,08 for den i det internationale Handelssamkvem almindelige Dukat været for stort. Da man erfarede, at man kunde faa 2 Specier for denne Guldmønt, er den strømmet ind i Landet og Specierne ud igen. Guldet var endnu ikke blevet saa kostbart, at denne Mønt - saaledes som Tilfældet senere blev gennem mange Aar - kunde opveje 2 Rigsdaler in specie eller 12 Mark d. Man mærker i et Par egenhændige Breve fra Christian IV i Slutningen af December 1639, hvor hurtigt og uheldigt Forhøjelsen har virket, og i hvor høj Grad de offentlige Kasser er bleven lænset for Sølv. I det ene Brev af 3. December (30) befaler han, at "udi Renteriet skal intet Guld indtil videre besked antages og skal dette herhos føjede Tolderne tilstilles, hvorefter de sig have at rette", og den 26. s. M. (31) skriver han ret ærgerligt til Corfits Ulfeldt: "Jeg maatte gerne vide, hvem der kom den Forhøjen afsted ..".
Allerede den 16. December var Guldmøntens Nedsættelse paany blevet forordnet for Norge, og den følgende Dag tilskrev Kongen fra Haderslev Rigsraadet, at "der af den sidste Frdg. om Guldmøntens Opsættelse opstod stor Disordre og tilføjedes Undersaatterne ikke ringe Skade, idet Guldmønten af fremmede, hos hvem den ikke var i saa høj Pris som her, i stor Mængde hid indførtes. Raaderne skulde derfor snarest meddele deres Betænkning, om Guldmønten ikke burde nedsættes til den Pris, den var i før Forordningen". Statholderne maa allerede forinden have tilskrevet dem herom, thi der foreligger Erklæringer, daterede før 17. Decbr. Man kender alle Raadernes Udtalelser undtagen Statholderens og Kristoffer Urnes. De var alle enige i Nedsættelsen til den gamle Værdi, idet Guldmønten tog Overhaand og Speciedaleren fosvandt, fordi Guldmønten ikke var saa højt opsat i Nabolandene, hvorved sikkert fornemlig tænkes paa Nordtyskland, hvor Forholdstallet ikke synes steget i samme Forhold som i Vesttyskland. Mogens Kaas henviser derhos i sin Erklæring af 24. December 1639 til, at der indførtes en stor Part falske rhinske Gylden, "hvorpaa den gemen mand icke hafver forstand". Det lyder rimeligt nok, thi det er en bekendt Sag at de rhinske Gylden i paafaldende Grad blev forfalskede ganske særligt i Holland (32).
Tage Tot Oltesen oplyser i sin Erklæring af 15. Decbr. 1639, at det særlig er fra de tyske Søstæder, der kommer meget Guld, "i synderlighed ducater ... saa och goldt gyllen eller ringsk (!) gyllen …". Han mener, disse bør føres tilbage til deres gamle Pris, men de gamle Portugaløser, Rosenobler og Engelotter vil han dog gerne have staaende i den Pris, de nu var sat til "efterdi di geller saa meget i Hollandt, hvorfraa di hid mest komme ... paa det dog nogit af denom her i Landit kunde indkomme ...".
Kristoffer Ulfeld henviser ligeledes i sit Brev af 31. Decbr. til det ønskelige i, "at eders maist.s riger och lande med guld och dislige rige varer opfyltis …". Han erkender, at Guldmønten er sat alt for højt, saa Rigsdallerne udføres "och gullet for saa høy pris igen blifver". Men han mener dog, at man ikke strax skal sætte Guldet ned igen, men vente 1/2 Aars Tid for ikke at paaføre dem, der har taget mod Guldet, alt for stor Skade, men give dem Tid til at blive af med det igen. Imidlertid kunde man jo forhøre nærmere i Holland, Hamburg, Lybæk, Danzig og saadanne Steder, som stor Handel bruges, om Guldmøntens rette Værd. Af den noget koldsindige Maade, hvorpaa Ulfeld ene af Raaderne udtrykker sig, han man mulig læse en Formodning om, at han eller hans Frænde, Corfits, har været Mand for Forhøjelsen, og at det er derfor, at Kongen netop har rettet en noget spydig Forespørgsel til den sidste i Brevet af 26. December.
Alle er dog enige om, at det ikke gaar an at lade Hovedmønten, Speciedaleren af Sølv, forsvinde af Riget for Guld hvor forskelligt fra nu - og den 18. Maj 1640 udgaar da en ny Forordning om Nedsættelse af Guldmøntens Værdi til den gamle, som den var før Frdg. af 8. Juni 1639, idet man dog synes at have fulgt Christoffer Ulfeldts Raad at udsætte Nedsættelsen i nogen Tid.
Under 17. Juni 1641 udgik et af de sædvanlige, virkningsløse Forbud mod at modtage eller indføre daarlige, fremmede Penge "af payement". Trediveaarskrigens Dønninger naaede hertil gennem denne slette Mønt (33). Men ogsaa den større Mønt, Dalerne, som kom fra Udlandet var hyppigt forfalskede. Herover klagede Kongen gentagne Gange i sine Breve. Den 1. Marts 1636 var det dog særlig de gottorpske 8 ß, det var galt med. Kongen forlanger dem prøvede af en Wardein. "At de er for lette, det kan hver Bonde fornemme". I November 1638 skriver han til Fr. Urne, at der næsten ikke kommer Penge frem fra Sundtoldkisten, uden at der er en Hob falske Dalere iblandt og anden Mønt som ikke duer, med anden slig Pudtz, som Kongen aldrig før saa. Den 8. Febr. 1639 er der atter en Hob onde Dalere paa Spil i Toldkisten i Helsingør, rene Kobberdalere, som Tolderen skal erstatte uden at faa dem igen, thi ellers frygter Kongen for, at Tolderen alligevel stikker dem iblandt i næste Sending. De Kobberdalere skal efter Kongens Ordre i egenhændige Breve af 29. April 1639 og 31. Januar 1640 klippes i sønder eller nagles fast et sikkert Sted, saa de ikke gaar igen (34).
Møntofficinet var i denne Periode betroet Peter Grüner, medens Borgerskabets Mønt gik ind, efter at der i Overensstemmelse med Rigsraadets Krav ikke mere maatte slaas daarlig Mønt dér, hvorom Statholderen i København, Frantz Rantzau fik Ordre den 13. Oktober 1629 (35). I Henhold til Frdg. 10. Oktober s. A. fik Raaderne Chr. Friis, Claus Daa, Hans Lindenow, Just Høg og Frantz Rantzau Brev af 22. s. M. (36). "Eftersom vi naadigst have forordnet vorre og Rigens Raad udi vort Kiøbsted Kiøbenhaffn og vort Land Seeland tilhollende alt schall haffue indseende med mynten at dermed richtigen tilgaar", skulde de undersøge 2 af Møntmesteren fremsatte Overslag "paa den smaa Mynt, den ene lige wichtig med Rixdaler, den anden en eller tou schilling lettere". De maatte vælge den, de fandt tjenligst for Riget. Kongen bekymrede sig nu ikke mere om Enkelthederne. Herefter tidstedtes den foran omtalte Møntordning for Københavns Mønt af 21. Januar 1630, der - som det senere skal oplyses - gjorde en Del af Smaamønten noget lettere end Rigsdalerfoden tilsiger.
Følgen af alt dette Tilsyn og af, at Mønten nu skulde drives for Kongens Regning og Risico med Udmøntning af god Mønt, som der ingen Fortjeneste var paa, synes i al Almindelighed at have været en Tendens til at indskrænke dens Virksomhed saa meget som muligt. Kongen tabte Interessen for den; den forvoldte ham kun Udgift. Han tænkte ikke paa, at denne var godskrevet ham paa Sundtolden gennem dennes Forhøjelse. Den strøg han i Kassen, men saa helst, at Møntregalet ogsaa bidrog til denne, i hvert Fald ikke forvoldte Afgang i samme. Hans Misfornøjelse kommer utvetydigt til Udbrud i et Brev til Rentemestrene af 13. November 1636 (37): Efterdi man ingen Middel kan finde til at mynte her paa Mynten uden min Skade, da skal Rentemestrene afskaffe Mynte Skriveren (Povl Povlsen) med alt det gesindeken (!), paa Mynten findes, Myntemesteren (Peter Grüner) undtagen. Skulde Kongen faa noget ud af Mønten, maatte han lægge Sølv til, hvormed det øjensynlig til Tider har knebet stærkt. I et Brev til Rentemestrene af 30. Oktober 1634 (38) hedder det: Du skal til Dig lade fordre ud af Sølfkammeret En ud af de Tønder, item En af di Spølkjedeler og en af de Brødkurve, som kom sidst fra Hamburg og siden det tilstille Peter Gryner "kuandtzuis" at hand det skal probere. Naar han det annammet haver, da skal han det isønderslaa (dog saa hiemmelig dermed omgaas som muligt være kann) og det støbe udi Stykker, saa at han deraf kan mynte hele og halve Daler. - Denne hemmelige Ordre staar visselig i en sørgelig Modsætning til den ødsle Pragt, Kongen samtidig har til Skue ved den udvalgte Prins Christians Bryllup den 5. Oktober 1634 med den sachsishe Prinsesse Magdalena Sibylla (39). Rimeligvis har han paa det Tidspunkt i høj Grad trængt til Speciemønt; hvormeget han end fik ind af Sundtolden, det kunde ikke opveje den almindelige Finansnød. Mere Sølvtøj maatte i Smeltediglen og selv det ringeste maatte ej tabes. Saaledes skrev han i November s. A. (40) paany til Rentemestrene: Efterdi Møntmesteren prætenderer det Slaglod (dvs. Legering til Lodning), som han være udi det Sølv, som ham er tilskikket at forsmelte, da skal der en af Renteriet tilforordnes som med Myntskriveren tager Vægt derpaa og siden lader det slaa isønder og det lade ligge, indtil Gud vil, at jeg kommer tilstede. Jeg vil, næst Guds Hjælp, vel faa det skilt ad, saaat der skal være liden eller ingen Besværlighed derhos. - Det er kun et trøstesløst Syn at se Monarken for et efter Datidens Forhold ikke ubetydeligt Herredømme føle sig kaldet til selv at varetage slige Bagateller. Han maatte vel have bedre at tage vare, selv om hans Kasse i Øjeblikket var nok saa slunken. I et andet Brev af 11. November 1634 giver Kongen Ordre til, at de Kedler, Brødkurve og Boller, der stod i det gamle Drejerkammer, skulde isønderslaas og formøntes. Det, som loddet er, skal klippes fra og senere afdrives for sig.
Naar Mønten væsentlig dreves med sligt Bruchsilber, og Kongen ingen Fortjeneste kunde erholde gennem Møntregalet, er det ikke til at undres over, at den til Slut i Overensstemmelse med Kongens temperamentsfulde Udbrud i Brevet af 13. November 1636 gik helt i Staa. Fra denne Dag at regne blev Møntens Folk aftakket (41) og sat paa Ventepenge. 6 Møntersvende fik 20 Dlr. hver om Aaret, saalænge de ikke arbejdede paa Mønten ved Københavns Slot, medens Møntmester Peter Grüner fik sin Løn, idet han stadig fungerede som Wardein. Saaledes fortsatte man til Udgangen af Aaret 1643. Mønten stod stille i denne Tid. Maaske blev en enkelt Guldkrone el. lign. slaaet, eller et Contrafey (42) forfærdiget, men nogen egentlig Møntning fandt ikke Sted. Den 25. Febr. 1643 blev Møntmester Grüner forflyttet til Kristiania og hans Svoger Haagensen i København modtog 300 enk. Rdlr. den 12. Januar, og 6. April paa hans Vegne (43). Han maa altsaa være rejst fra København allerede i Januar 1643.
Naar Kongen i et Brev af 19. Juni; 1639 (44) har udbedt sig Indstilling om Udmøntning af Smaamønt, paa hvilken der skulde være Mangel, maa han have opgivet saadan Udmøntning igen. Det samme gælder en Forespørgsel fra Kongen til Rentemestrene af 12. December 1636 (45) i Anledning af den formodede høje Værd paa Gulddukater i Udlandet og en Beregning fra P. Grüner "Indvaaner i Vor Købsted København" over Udmøntning af Gulddukater. Det blev heller ikke til noget. Naar Grüner ikke kaldes Møntmester, er det i god Overensstemmelse med "Aftakningen" i den foregaaende Maaned.
Møntofficererne i Tidsrummet fra 1629-36 var iøvrigt i alt væsentlig de i forrige Afsnit nævnte, dog gik Møntskriveren Peder Pedersen af ved Udgangen af Aaret 1631 og erstattedes med Povl Povlsen. Møntersvendenes Løn udgjorde (46):
De var derhos fri for Skat og al borgerlig Tynge (47).
Udmøntningsforholdene var ifølge de ovenanførte Lovbestemmelser og Møntregnskaber følgende:
| Mønten | Jørg. Beskr. Nr. | Stkr. paa 1 Mark c brutto | Lødighed Lod | Lødighed Tusindedele | Stkr. paa 1 Mark c fin | Den fine c. Mark udbragt til | Bruttovægt gr. | Finvægt gr. |
| 8 ß | 136 | 98 | 14 | 875 | 112 | 9 1/3 Rdlr. | 2,386 | 2,088 |
| 4 ß | 154 | 198 | - | - | 226 2/7 | 9 3/7 Rdlr. | 1,181 | 1,033 |
| 2 ß | 221 | 398 | - | - | 454 6/7 | 9 10/21 Rdlr. | 0,588 | 0,514 |
| 1 ß (Bracteat) | 235-6 | 800 1/3 | - | - | 914 2/3 | 9 19/36 Rdlr. | 0,292 | 0,256 |
| Søsling (1/2 ß) | 156 | 472 | 4 | 250 | 1,888 | 9 5/6 Rdlr. | 0,495 | 0,124 |
| Hvid (1/3 ß) | ? | 366 (363) |
2 | 125 | 2,928 | 10 1/6 Rdlr. | 0,639 | 0,080 |
| Specie | 63-64 | 8 | 14 2/18 14 1/18 |
881,94 878,47 |
9 9/127 9 27/252 |
9 9/127 Rdlr. 9 27/252 Rdlr. |
29,232 | 25,781 25,679 |
Det vil af denne Oversigt ses, at Smaamønten virkelig i alt væsentlig holder sig til Rigsdalerfod, i hvert Fald saa nær hertil, som med Rimelighed kan forlanges, naar der dog skal tages noget Hensyn til den ved Vægtmarkens Udstykning i en Mængde Smaamønt foraarsagede betydelige Forøgelse af Arbejde og Omkostninger. 1 ß har man endda, naar den skulde være af Rigsdalersølv, maattet slaa som Bracteat, for at den overhovedet kunde faa en passende Størrelse. Det er den sidste Bracteat, der er Møntet i Danmark. Dens Tyndhed gjorde den ganske upraktisk i det daglige Liv. Den blev derfor hurtigt opgivet, idet den kun er møntet i Slutningen af Aaret 1629. Ved Hviden er i Paranthes opført det i Forordningen af 10. Oktober 1629 § 5 opgivne Styktal 363.
Ingen af Mønterne gaar nærmere Rigsdalerfoden end 9 1/3 Rdlr. paa den fine cølnske Mark.
Der er derfor næppe Grund til at antage, at Specien er tidmøntet væsentligt anderledes eller bedre end i den p. 55 givne Oversigt anført, altsaa 8 Stkr. af den 14-lødige Mark, 9 1/7 Stkr. af den fine Mark. Dog er i Oversigten optagen en Udmøntningsformel for Specier, hvorefter de udmøntes 1 eller 2 Gren bedre i Lødighed, saaledes at den fine Mark bliver udbragt til henholdsvis 9 27/253 og 9 9/127 Stkr. dvs. ca. 9 1/10 eller 9 1/12 Stkr. Forskellen er ganske vist kun ringe, men i en "Müntzordnung dem Müntzmeister Peter Graven erteilt, Copenhagen, der 26. Juli 1631" (48) henvises udtrykkelig til: "dass nach laut der alten müntzordnung (?) ein iegliche Reichsthaler 14 loth, ein auch zwei grain fein silber halten und derer 8 Stück ein lotig marck weniger 2 Pf. ie und alle wege machen und austragen sollen, wornach er sich unterthänigst zu richten, und dabei allen gefehrlichen unterstreif in der innerlichen bonitet dess korns zu vermeiden hat".
Der var til Gengæld for den lidt bedre Lødighed indrømmet et lille Remedium paa Vægten.
Ifølge Møntregnskaberne (49) er der udmøntet følgende Beløb:
| Aar | Dobb. Guldkroner | Rhinsk Gylden | Specier | 8 ß | 4 ß | 2 ß | 1 ß | Søslinger (1/2 ß) | Ialt: |
| 1629 | 2.948 R. | 2.948 R. | |||||||
| 1630 | ? | 1.184 R. | 4.131 R.; | 1.020 R. | 6.335 R. | ||||
| 1631 | 11.828 R. | 1.025 R. | 128 R. | 12.981 R. | |||||
| 1632 | 2.570 Stk. = 3.212 R. | 2.601 R. | 2.544 R. | 3.159 R. | 11.516 R. | ||||
| 1633 | ? | ||||||||
| 1634 | 6.755 R. | 6.755 R. | |||||||
| 1635 | ? | ||||||||
| 1636 | |||||||||
| 1637 | ? | ||||||||
| Ialt: | ? | 3.212 R. | 21.184 R. | 2.209 R. | 6.675 R. | 4.179 R. | 2.948 R. | 128 R. | 40.535 R. |
Hvid fra disse Aar kendes ikke; hvorvidt Hvid udenAarstal hidrører fra disse Aar, kan ikke afgøres. Dobbelte Guldkroner kendes fra de i oversigten med ? angivne Aar, men Udmøntningens Omfang kendes ikke.
Specierne bærer Møntmesterbogstaverne P. G. og maa saaledes antages at stamme fra Peter Grüners Værksted. Ganske vist findes der som forannævnt en Møntordning af 26. Juli 1631, tildelt Møntmester Peter Graven, men jeg er tilbøjelig til at anse det for en Skrivefejl, begaaet af Skriveren ved Copiens Indførelse i "Patenten". Jeg bestyrkes i denne Anskuelse ved Indledningen: "… dass wir dem Ersamen unseren Müntzmeister und lieben getreuten Peter Graven ist vergønnet und zugelassen aus dem alten silber, so er etwas an sich erkauffen mag, Gute neue vollgeltende, von schrott und korn unverfälschte ganze, halbe und viertel Reichstaler folgender Zeit, biss zu unserer anderweitig gethan verordnung auf unserer Münzstube alhie zu pregen und zu münzen ...". Der han efter denne Ordlyd næppe være Tvivl om, at det ikke er en eller anden fremmed Mester, men Kongens egen Møntmester Peter Grüner, der her er om. Tilladelsen udgør et Supplement til Møntordningen for Københavns Mønt af 21. Januar 1630, i hvilken der ikke er Tale om Specieudmøntning. At Møntordningen af 1631 er paa Tysk, kan i disse Tider næppe vække Anstød, thi Peter Grüner affattede selv sine Regnskaber paa Tysk (50), og det stemmer tidmærket med, hvad jeg ovenfor har anført om 6 ß Stkr. med Indskriften: "VI Schilling dansch", der formentlig utvivlsomt maa henføres til Københavns Møntsted.
Det betydelige Antal Specier fra 1631 findes ikke omtalt i de danske Møntregnskaber, men derimod i et norsk Møntregnskab for Mønten i Kristiania for Tiden 5. Maj 1630 til 1. Januar 1631 (51). Det oplyses her, at Mønten i Norge har sendt Møntmester Peter Grüner og Møntskriver Peder Pedersen 1303 Mark 15 L 3 Q f. Sølv, hvorfor er modtaget 8 Rdlr. pr. Mark f. Sølv = 10.431 R. 3 1/2 Mark og for Legering 174 Mark 9 L. à 8 Rdlr = 1.396 1/2 R., ialt 11.828 R. 1/2 Mark, hvilket svarer til lidt over 9 R. pr. Mark f. Sølv af 1303 Mark 15 L. 13 Q. Da der tilmed af Mønten i Norge er betalt Mønten i København den sædvanlige Mønterløn for Udmøntning af Dalere: 32 Rdlr. in specie pr. 100 Mark af fornævnte Beløb, kan der ingen Tvivl være om, at det er Dalere her er Spørgsmaal om. De er slagne i København og maa vel være udgaaede fra Mønten med danske Stempler. Der er bevaret Dobbeltspecier, Specier og Halvspecier fra 1631 og det er derfor rimeligt at antage, at fornævnte Sum maa henføres til dette Aar. Om denne mærkelige Møntning i København for norsk Regning hedder det iøvrigt i Bilag 3 til fornævnte Regnskab, en af Peder Grüner og Peder Pedersen tidstedt Kvittering af 25. August 1630: at de havde kvitterer for 19 Stkr. Brandsølv fra Bergværket, der Udgjorde 1325 Mark 12 L. 2 Q. og efter Legering 1478 Mark 8 L. 3 Q. Dalersølv à 14 L. 2 Gren, som de strax har betalt. Og har Møntskriver Niels Hansen i Kristiania betalt for hver 100 Mark at formønte for al Afgang og Omkostning 32 Rdlr., som beløber 473 Rdlr. in specie, som de vil have Møntskriveren i Kristiania kvitterer. Og skal forskrevne Sølv efter Statholderens Befaling herudi Kongl. Maj. Regnskab (dvs. for Københavns Mønt) ikke skrives til Indtægt eller Udgift, ikke heller nogen Omkostning, derimod at skrive i Hans Maj. Regnskab (dvs: for Kristiania Mønt). Som det fremgaar af de benyttede Udtryk, er det ikke en almindelig Forsendelse af Bjergværkssølv til Mønten i København, men en hemmeligholdt Udmøntning sammesteds.
Det i Oversigten udfor 1631 opførte Antal 8 ß maa antages slaaet allerede i 1630, i hvert Fald med dette Aars Stempler.
Der er i Slutningen af Aaret 1629 og Begyndelsen af Aaret 1630 anvendt ialt ca. 7000 Rdlr. til Smaamønt, men dette er uden Betydning til Bedømmelsen af Møntvæsenets Stilling, idet Smaamønten jo nu i alt væsentlig møntedes efter Dalerfod uden nogen Fortjeneste.
Fortsættes
Tilbage til Wilcke II