Om hærdning af stikler

af Jørgen Sømod

 

Før i tiden var det almindeligt, at gravører selv fremstillede deres stikler. I ældre varekataloger fra normale værktøjshandlere er det således sjældent at finde redskaber til gravering. Undtagelsesvis kunne man ifølge Værktøj-Katalog C. Th. Rom & Co. Axelhus 2 B Kbhvn. 1907 erhverve

Gravstikker, fine franske, flade, firkantede, knivformede, i alle mulige Former og Størrelser
.....................................0,20-0,60

Kataloget er gennemillustreret, men desværre er netop gravstikkerne ikke blevet afbildet.

Også hærdningen af de forskellige værktøjer måtte den enkelte selv påtage sig. Eksempelvis findes i "Vejviser for Kjøbenhavn og Frederiksberg for 1873" i fagregistret ikke nævnt hærdning eller hærderier. Til gengæld er i den nævnte årgang af vejviseren optaget hele 17 gravører, hvoraf Edw. Lohmann har en informativ annonce.

 

 

Når netop året 1873 her er valgt, skyldes det, at der i dette år udkom bogen "2500 techniske og industrielle Nyheder til Brug for Kunstnere, Fabrikanter, Haandværkere, Technikere og Praktikere i enhver Retning, samlede af Chr. Høegh-Guldberg." Heri meddeles på side 87:

 

At hærde Gravstikker og Boer diamantagtigt

(Efter I. Schutzleder).

Gravstikker hærdes i Segllak. Gjenstanden gjøres hvidglødende og stødes ind i en Segllakstang, bliver der et Secund og stødes derpaa ind i et andet Sted af Stangen, trækkes atter ud, og saaledes fortsættes, til den ikke mere mere gaaer ind i Lakken og er følgelig kold. Haardheden ligner derefter Diamantens. Boer behandles paa samme Maade, og dermed kan da gjennembores Staal, der er hærdet paa sædvanlig Maade. Ved Boring eller Dreining skal Boret eller Gravstikken først fugtes med Terpentinolie.

(2007)

 


Tilbage til Dansk Mønts forside