Blandt de mange forbrydelser, der mellem år og dag bliver begået, er der enkelte, der som følge af deres bestialitet eller originalitet præger sig dybt i folks bevidsthed og som huskes i generation efter generation. Og nok så stort et viskelæder kan have svært ved at udslette et trist eller makabert minde.
Endnu den dag i dag vil mange vide, at når de passerer Howitzvej på Frederiksberg, da er gadenavnet blot et, der er blevet anbragt for at dølge erindringen om et groft rovmord, der blev begået i 1889 på vejen, der dengang hed Lampevej. Man talte simpelthen så meget om mordet på Lampevej eller simpelthen Lampevejsmordet, at folk efterhånden hverken brød sig om at passere den eller endsige bo på et så berygtet sted, hvorfor den fra januar 1906 fik navneændring til Howitzvej. Samtidig fik Lampevejens forlængelse navnet Finsensvej.
Forhistorien var den klassiske, en snedkermester havde taget et prioritetslån på 3.000 kroner og på vejen hjem var han den 12. februar 1889 gået på værtshus, drukket sig fuld og snakket højlydt om, hvor mange penge han havde på sig. Så var han i løbet af natten blevet myrdet og udplyndret, hvilket altså skete på Lampevej.
Snart samlede mistanken sig om en vognmand og værtshusholder Carl Adolph Elias Schick. Denne, som var født i 1833, nægtede ethvert kendskab mordet og selv om indicierne tårnede sig op, kunne der ved retten ikke fremlægges tilstrækkelige beviser for hans skyld, hvorfor han slap for at blive kendt skyldig i mord. Til gengæld kom der i forbindelse med opklaringsarbejdet andre interessante, men gamle sager frem.
Værtshusholder Schick, der er sigtet for at være Lampevejsmorderen, men som stadig fastholder sin Uskyldighed og mod hvem der ikke foreligger noget Bevis.
Først var en finsk matros med lommerne fyldt med penge i 1867 hjemme hos Schick pludselig død efter en kop kaffe. Da pengene af uforklarlige årsager var væk, måtte han begraves på det russiske konsulats regning. Dernæst havde en i København værende engelsk gravør S. Stevenson lejet et værelse hos Schick på adressen Holbergsgade 15, bagbygningen 1. sal. Stevenson figurerer i Kraks Vejviser kun i årgangene 1883 og 1884. I Kongeriget Danmarks Handelskalender 1883 findes han opført som gravør, men som den eneste af gravørerne, meddeles intet om hans skattepligtige indtægt. Det tyder på, at han da har været nyetableret. Schick fik nys om, at Stevenson havde en sparekassebog med et indestående på 1.084 kroner, hvorfra Stevenson netop havde hævet 70 kroner. Det havde været Stevensons plan, at han for det dengang meget store beløb på sparekassebogen ville tage et halvt års ophold i Italien, for på den måde måske blive helbredt for brystsyge, det vi nu kalder lungetuberkulose. Resolut strangulerede han Stevenson og hængte ham op i et reb. Stjal så sparekassebogen og øvrige værdier. Låste døren til værelset og sparkede derefter samme dør ind og anbragte til slut nøglen på dørens inderside. Så var det camoufleret som et selvmord, hvilket det tilkaldte politi fandt korrekt, eftersom nøglen jo sad indvendig. Det skete i februar 1884. Et par dage efter havde Schick hævet resten af pengene på sparekassebogen og i øvrigt til skifteretten opgivet, at Stevenson ikke havde efterladt sig noget.
Da disse gamle hændelser frem frem i 1889, havde Schick svar på rede hånd. Han erklærede, at han havde fået Stevensons tilladelse til at hæve pengene, fordi Stevenson havde et uægte barn og at Schick i tilfælde af Stevensons død, da skulle disponere bedst muligt over pengene og udbetale dem på barnets 18 års fødselsdag. Endvidere måtte han da gerne for nogle af pengene købe en hest og en droske til sin ældste søn og blot tilbagebetale beløbet i passende rater. Stevensons søn var imidlertid for lang tid siden fyldt 18 år og havde intet hørt om nogen fædrene arv. Og Schicks søn havde heller ikke fået hverken hest eller droske. For at have tilvendt sig Stevensons formue fik Schick den 19. april 1890 fængsel med vand og brød i 3 x 5 dage. Det var alt hvad øvrigheden gav ham. Folkets dom var anderledes.
Søndagsudflugt til Schicks beværtning på Gammel Kongevej 171.
Schick havde nemlig i 1890 en beskeden beværtning i nogle træskure på Gammel Kongevej 171. Den gik rigtig dårligt. Men nu valfartede det halve København til hans Café du American. Man ville selv tage ham i øjesyn, for at vurdere, om han nu var morderen og ellers se hvordan en morder i øvrigt så ud. Højlydt diskuterede gæsterne, om den lidet sympatisk udseende vært var gerningsmanden. Efter et par bajeres tid blev han altid dømt skyldig. I lommen havde folk for det meste en eller flere af de udkomne skillingsviser, som i verseform beskrev hændelserne ved Lampevejsmordet og på forsiden af den ene var der et portræt af Schick.
I december 1895 emigrerede han og hans kone og deres to døtre til USA for at bosætte sig i Pensylvania. Der levede han endnu nogle år og for at tilpasse sig forholdene kaldte han sig nu for Charles Schick.. Herfra fortælles det, at han på sit dødsleje i 1899 eller 1900 tilstod "Lampevejsmordet", hvilket var det af mordene, som havde gjort det største indtryk
(2001)