Meget benyttet er staniolaftrykket. I ældre tid anvendtes tinfolie af tykkelsen 0,05 mm. Materialets smidighed i forbindelse med et simpelt apparat mest mindende om en gammeldags blæksuger, som i stedet for trækpapir har en gummiplade, gjorde at møntsamleren H.H.Schou var i stand til at fremstille op til 200 aftryk i timen.
Desværre fremstilles tinfolie overhovedet ikke mere. Derfor er man i nutiden nødsaget til at anvende aluminiumfolie, der ikke har samme gode egenskaber. Aftrykkenes skarphed er måske en anelse bedre, men man kan næppe fremstille mere end 10-15 gode aftryk i timen og de skal behandles med langt større varsomhed for ikke at blive beskadiget. Jo tyndere folie der anvendes, des skarpere bliver aftrykket; men samtidig bliver det også vanskeligere at bearbejde.
Man bruger et stykke aluminiumfolie, som falses én gang, så den matte side kommer udad. Indersiden pensles med et tyndt lag talkum, hvis poletten synes fedtet eller klæbtig. Heri anbringes poletten. Der anvendes tryk med fingrene og for detaillernes vedkommende kan man hjælpe sig med små træpinde, for eksempel tændstikker. Man kan også anvende en blød tandbørste. Når den ønskede skarphed er nået, rystes poletten ud og folien åbnes i falsen. På de indre aftryksflader hældes flydende stearin fra et tændt stearinlys og når den første overfladestørkning viser sig, falses aluminiumfolien atter. Det herved fremstillede aftryk kan for holdbarhedens skyld anbringes i en såkaldt møntholder, hvorpå kan angives ønskede oplysninger, som kan være dato for aftrykkets fremstilling, originalstykkets ejerskab, proveniens, metal og vægt.
Staniolaftryk kan kopieres i en xerox-maskine. Da aluminiumfolie fremstilles ved valsning, er der fine valsestriber i længderetningen. Det er nødvendigt, at disse striber ved fotokopieringen står vinkelret på belysningslampen. Såfremt billedet ønskes benyttet til reproduktion anbefales det, at anbringe et rasternet mellem staniolaftrykket og glaspladen. Fremstillingen af gibsafstøbninger kan ske ved, at man med håndvarmt modellérvoks tager et aftryk af poletten, som forinden bør være penslet med et ganske tyndt lag talkum. Omkring aftrykket anbringes en lille papirring, som når gibsen skal påføres, hindrer at denne breder sig. På aftrykket pensles et tyndt lag tyndtflydende gibsgrød. Når grøden er delvis størknet, kan man til forstærkning hælde yderligere, men nu mere tyktflydende gibsgrød. Når gibsen efter passende tid er størknet og helt tør, kan resultatet lakeres med klar lak. Også her kan hårspray anbefales.
En anden metode er, at man først tager et staniolaftryk, som man derefter forstærker ved indtil en halv snes gange med en halv til en hel times mellemrum påstryger med et tyndt lag flydende formgummi. I den fremkomne form er det muligt at fremstille adskillige afstøbninger. Efter gibsens størkning kan støbningerne af forside og bagside i form og tykkelse tilrettes med en kniv eller med fint sandpapir. Man kan derefter lime aftrykkene sammen. De nærmest uundgåelige fuger udfyldes med tyggegummi, som omgående pensles med gibspulver. Sluttelig males aftrykket med metallisk dekorationsfarve.
(1997)