Jørgen Sømod har i foråret 2009 udgivet sit tobindsværk ”Danske mønter og mønter fra lande samt områder i union med Danmark eller under dansk overhøjhed fra de ældste tider og indtil 1448”.
Trods titel og indhold i henhold til indholdsfortegnelsen er bogen først og sidst om Borgerkrigsmønterne, altså de små dårligt prægede og oftest anonyme penninge fra Erik Plovpenning til og med Valdemar Atterdag (samt svenskekongen Magnus Smæk). Dette lægges der heller ikke skjul på, og det er da også rart for samlere uden den store interesse udenfor borgerkrigsområdet at have et samlet billedkatalog op til 1448 med kun et lille overlap til Galsters ”Unionstidens udmøntninger”.
Vi vil derfor også primært omtale behandlingen af borgerkrigsmønterne:
Allerede den ny nummerering viser, at Sømods ”Afbildninger af samtlige hidtil kendte danske mønter fra tidsrummet 1241-77” fra år 2000 må anses for forældet.
Nummereringen går fra D101 (= MB 1) til D586 (= MB 680), der dækker over 25 ”Nytilkomne mønter”. desuden er flere MB-numre slås sammen til et D-nummer - og endnu flere kunne med rimelighed være slået sammen når man er inde på den linje.
Hvert nummer er - som vi er vant til - bestemt efter konge og møntsted. Ved hvert nummer vises et eller flere billeder og der angives, hvilket MB-nummer/numre der er tale om, og - hvis et sådant ikke eksisterer - angivelse af hvor mønten første gang er beskrevet. Desuden angives i vid udstrækning hvorfra illustrationerne stammer. Der følger en kort beskrivelse af møntens udseende efterfulgt af en kort – nogle gange for kort - argumentation for bestemmelsen, og en opsummering af varianter, sædvanligvis som de er beskrevet af P. Hauberg, L. E. Bruun, G. Galster eller L. Chr. Petersen. er afsluttes med en fundliste med angivelse af antal af mønten ud af det samlede fundtal og løsfund på områder, dvs. at læseren præsenteres for de grundlæggende fakta der ligger til grund for bestemmelsen, hvilket vel ikke kan roses nok. Sømod har desuden givet sin bedømmelse af bestemmelsen med plusser og stjerner: ++ = tidsmæssigt korrekt bestemt, + = muligvis tidsmæssigt korrekt bestemt, **** = stedsbestemmelsen er korrekt efter præg og fundomstændigheder, *** = stedsbestemmelsen er korrekt efter fundomstændigheder, ** = stedsbestemmelsen er muligvis korrekt, * = stedsbestemmelsen beror på gætværk og endelig - selv om det ikke står i ”Forkortelser med videre” - ? - der er brugt, når mønten kun kendes i et eller meget få eksemplarer. Hvor god denne bestemmelsesevaluering er, vil vi overlade til den enkelte bruger at bedømme, men det ville have været ønskeligt, om allerede Hauberg have brugt noget lignende. Der er ingen tvivl om, at både Hauberg og senere forfattere udmærket har vidst, at mange borgerkrigsmønters både tidsmæssige og geografiske bestemmelse var særdeles tvivlsom - alligevel blev alle mønter placeret under konge og møntsted med tilsyneladende samme sikkerhed. Nye fund vil givet flytte både Sømods og andres bestemmelser.
Måske kan man undre sig over, at Sømod ikke har forholdt sig til Grinder Hansens forsøg med tidsangivelse i tiårsperioder, da fundomstændighederne ofte daterer en mønt til lige omkring et regentskifte og det derfor er vanskeligt at afgøre, om den skal tilskrives den ene eller den anden konge. Man må så trøste sig med, at det er lettere at huske at en mønt er fra f.eks. Erik Menved, end at den er fra perioden 1280-1290.
Ud over talrige ændringer i Sømods tidligere bestemmelser bider man især mærke i, at Odense tilføjes som møntsted under Erik Ploupenning, at Marsk Stig Andersen får sit eget afsnit og at 13 mønter er flyttet til Valdemar Atterdag.
Man savner overvejelser omkring de omdiskuterede årlige tvangsomvekslinger, selv om det ind i mellem fremgår at Sømod ikke tror meget på dem.
1. bind sluttes af med Erik af Pommern og Christoffer af Bayern, efterfulgt af kortfattede katalogoversigter over områder med dansk tilknytning: England, Rügen, Hamburg, Lübeck, Estland, Gulland (Gotland), Sverige & Finland, Norge, Pommern og Holsten. Meget rare oplysninger fra områder, der ellers ikke er lette at komme til.
2. bind indeholder den for samlere uundværlige bestemmelsesnøgle – der meget bekvemt er trykt på gult papir og lige så bekvemt viser begge sider af mønterne, samt en konkordans MB til D. Man kunne måske også få brug for en fra D til MB, og at konkordansen stod på de sidste sider i 1. bind, der vil være det bind der, vil blive mest slidt hos almindelige samlere.
31 sider med ”Kilder til den danske mønthistorie indtil 1377” er interessant læsning, men nok ikke noget de fleste vil læse mere end en gang. 37 sider med ”Skattefund 1241-1377” er nok bindets vigtigste afsnit, i hvert fald hvis man selv vil danne sig en mening om borgerkrigsmønternes bestemmelse. De indeholder detaillerede beskrivelser af de svenske fund, der ikke er så lette at komme til som de danske, der findes i Nationalmuseets ”Danmarks middelalderlige skattefund”. Dette værk er i øvrigt helt nødvendigt at have ved hånden, hvis man vil have det fulde udbytte af afsnittet.
Desuden indeholder bindet diverse tabeller, oversigter o.l., samt afsnittet ”Tidligere bearbejdninger af borgerkrigsmønter”. Især her – men desværre også andre steder – dyrker Sømod sin trættekærhed helt uden hæmninger. Både levende og afdøde møntfolk får det glatte lag. Det er uværdigt og svækker en ellers på mange måder god bog, der først og sidst udmærker sig ved at fremlægge baggrundsmaterialet for forfatterens bestemmelse af borgerkrigsmønter.
Der er næppe tvivl om, at Sømods bog mange år frem vil stå som det bedste bud på en ordning af mønterne fra denne historisk og numismatisk spændende periode i Danmarks historie.