Saxkøbing på Lolland, der hører blandt Danmarks gamle byer, er i 1231 nævnt i et tillæg til Valdemar Sejrs jordebog og i 1270 nævnt som en købstad. Byens meget talende våbenskjold med de to sakse kan dog kun føres tilbage til motivet på et segl fra 1584, men bør antages at være langt ældre. Den 14. oktober 1306 pålagde Erik Menved borgerne i Saxkøbing at betale kongelige afgifter, når sådanne opkrævedes. Blandt de skattepligtige nævnes også møntprægere, monetariis, hvilket viser, at der da har været et møntsted i byen. Saxkøbing er iøvrigt den eneste by på Lolland, hvorom der findes nogen som helst underretning om møntningsvirksomhed. Man bør antage, at Mønten i Saxkøbing har virket som en filial af Mønten i Roskilde og at man ikke har præget egne og dermed selvstændige mønttyper, idet man på Lolland som på Falster overalt betjente sig af sjællandsk mønt.
Keld Grinder-Hansen fortæller med A. Huitfeldt, En kort Cronologiae, Continuatz oc Forfølge paa vore Danske Historier…., Danmaris Rigis Krønicke I, Kiøbenhavn 1600 side 442 som kilde, at grev Johan af Holsten i 1328 opnåede eller måske rettere tiltog sig fri møntret i Saxkøbing ….. . Imidlertid går pagineringen af nævnte bog kun til side 374. Og man vil bemærke, at en næsten ligelydende tekst og tilsyneladende tilsvarende reference findes i P. Haubergs arbejde fra 1884. Hauberg har imidlertid fuldt acceptabelt anvendt 2. udgave af Huitfeldts krønike, som tryktes i 1652, hvor teksten vitterlig står på side 442. I første udgave findes teksten i andet bind på siderne 356-357. Man kan heraf formode, at Keld Grinder-Hansen næppe nogensinde har været i nærheden af hverken første eller anden udgave af Huitfeldts krønike.
Huitfeldt fortæller, at kongen forundte grev Johan en fri Mønt i Saxkøbing og længere fremme i teksten meddeles, at Holster Krønike har en ganske anden beretning at fortælle, men at Huitfeldt er af den formening, at fremmede skribenter kan ikke have indblik i danske forhold!
Huitfeldts fuldstændige tekst gengives her:
Greff Hans forstrecker Kong Christoffer met Penninge.
Anno 1328. S. Andreæ Apostoli dag [30. november] forstrachte / Greff Johannes aff Holsten Kong Christoffer hans Halffbroder / met 20000. marck Sølff Cølnisk/ For Halffdelen pantsatte hand hannem Lolland oc Falster / met all Kongelig Rente / lige som forneffnde Greff Johannis Fader met Dronning Agnes før der met vaar forlænt / indtil forneffnde Lande igien bleffue løste/ Til Kijl eller Lybke skulle Betalningen erleggis/ Kongen bepligtet sig / at beskytte hañem der hos/ Hand forunte hannem en fri Mynt udi Saxkiøbing / oc at giøre Bytte paa Møen oc i Falster / oc intet at giffue der forre til Kiendelse / som vanligt haffuer veret udi de Dage/ De andre 10000. Marck ville hand betale hannem / 500. Marck til Faste / oc 1500. saa snart hand kommer i Danmark / huad Raad hand der til finder/ Til S. Michels dag [29. september] effter / 2000. oc om S. Michels dag Aaret der effter 3000. oc udi den sidste Termin til S. Michelsdag / Aar 1331. 3000. effter hans Broders gode Nøye. Item paa det Greffue Hans maa komme til sit / skal Greffuen hielpe Kongen met 100. Hielme / oc met flere om behoff giøris/ Huad Skade hand faar paa Heste / Fengsel oc Folck / det skal hannem af Kongen betalis / effter tuende Ridderis Sigelse / aff begge deel tiltagen / Actum Lybeck. Dette er den Forligelse som den Holster Krønicke refererer om/ At Greffuerne ere møtte til Lybke / haffuer der forenet dennem met Kong Christoffer / at skulle sætte hannem ind igien udi Riget / skulde derfor haffue 80000. Marck Cølnsk / den Danske Skow / oc 8. Sogner omkring Gottorpe / til Underpant/ Men saadant findis udi ingen Breffue eller Instrumenter / huorfaare det ey heller er at følge/ Men fordi jeg skriffuer Danske Historier / følger jeg heller Danske Annales, end fremmmede Skribenter / som vide der intet om.
Det er så sandt underholdende læsning, men i året 1600 var hændelserne mere end 270 år gamle, hvorfor man i nutiden kun tager beretningerne til indtægt, hvis alle andre kilder tier. Og det er åbenbart det, man har gjort, eftersom Kilder til Danmarks Møntvæsen i Middelalderen I, NNÅ 1955 under årene 1328-29 intet nævner om grev Johans overtagelse af nogen Mønt i Saxkøbing.
Og selvom grev Johan kom i besiddelse af en Mønt i Saxkøbing, er der ingen garanti for, at han fandt det umagen værd, at udnytte denne indtægtskilde. Det bør i denne forbindelse erindres, at Christoffer II i 1329 til hertug Albert IV af Sachsen pantsatte Mønten i Randers, uden at nogen nogensinde har gisnet, at bare en eneste mønt skulle tilskrives ham.
Om en Mønt i Saxkøbing fra 1328 og frem har virket som et møntsted med egne mønter, må således blive et trosspørgsmål.
Da Hauberg, som fremlagt i 1884, foretog sin ordning af de danske "borgerkrigsmønter", stod han overfor nogle sene mønter, der i deres fremtoning viser et antal fællestræk, lige såvel som, at mønterne i deres motivvalg kun i yderst begrænset omfang indeholder symboler for kirken og kongen. Han valgte derfor at lade mønterne rubricere under Saxkøbing og for at få regnestykket til at gå op, måtte han inkonsekvent lade flere af mønterne placere som selvstændige Saxkøbingtyper præget adskillige år før grev Johans påståede overtagelse af møntvirksomheden. Den bekendte mønt med en saks som motiv og som det ikke kræver nogen stor eksamen for at kunne foreslå henført til Saxkøbing, måtte han dernæst henføre til et andet møntsted, idet denne mønt i hele sin tekniske udførelse klart adskiller sig fra de af Hauberg nu erklærede Saxkøbingmønter.
Keld Grinder-Hansen fandt ud fra mønternes fundomstændigheder, hvoraf en registrering af de tusinder af løsfundne mønter mig bekendt ikke er offentlig tilgængelig, at Haubergs Saxkøbingmønter snarere var præget på andre møntværksteder. Deri har han nok ret. Om han så har placeret dem korrekt, er nok mere end tvivlsomt. I stedet har han til Saxkøbing Mønt henført et antal andre mønter. Om de så er præget i Saxkøbing, er sikkert lige så tvivlsomt. Det drejer sig om
 |
M-B/Sømod 371[-372]/390: Keld Grinder-Hansen erklærer forsidemotivet som værende et liggende I over bogstavet V og daterer derudfra mønten til efter 1326 og foreslår den præget nærmest som en fællesudmøntning af Valdemar III og grev Johan. I givet fald ville det betyde at samtlige møntskatte, hvori mønten forekommer, skulle være nedlagt 1326 eller senere. Det er Stjær, Næstved (I), Vejstrup, Hirsholm, Ølst (II), Flaskekroen, Valby (I), Ny Kirstinebjerg, Stubberup, Odense (V), Langesø, Egebjerg, Fiskbæk, Hansted og Systofte. Det ville for det første kræve en drastisk omdatering af flere af fundene, hvor netop denne mønt så skulle sættes ind som fundets slutmønt. Dernæst skulle man acceptere den påstand, at en konge og en panthaver i fællesskab præger mønter og endelig at kongen staver sit navn med enkelt-V. Jeg vælger, at mønten er ældre og at den ikke er præget i Saxkøbing. |
 |
M-B/Sømod 588/391: Det synes at være en typografisk fejl i Keld Grinder-Hansens bog; thi i den efterfølgende tekst argumenterer han for møntens henførsel til Nørrejylland. |
 |
M-B/Sømod 569/392: Så vidt jeg har forstået historien, var næsten hele riget pantsat til holstenske grever, hvorfor mønten burde kunne tænkes præget på mange andre møntsteder. Om nældebladet direkte henviser til en holstensk greve eller om vi står overfor en association i lighed med mønter visende tournoismotiv eller Stralsunds pil, kan man kun gisne om. |
 |
M-B/Sømod 571/393: Mønten er henført Saxkøbing, fordi den første gang er konstateret i det enorme skattefund fra Bregninge. Det er der sandelig også andre mønter, der er. Det kan ikke tages for et argument. I så fald, var der mange mønter, endog blandt de af Hauberg tilskrevne og af Grinder-Hansen afviste Saxkøbing-mønter, der skulle henføres til Saxkøbing. |
 |
M-B/Sømod 570/392: Mønten, som er en variant af ovennævnte 569/392, har Grinder-Hansen opført som selvstændig mønt, fordi den først optræder i skattefundet fra Systofte. Hovedtypen M-B 569 kendes kun registreret i møntskattene fra Systofte og Bregninge. Om varianten M-B 570 fandtes i fundet fra Bregninge, lader sig ikke mere afgøre, da dets indhold er spredt for alle vinde og om fundet fra Bregninge skulle være en anelse ældre end Systofte er yderst tvivlsomt, idet 568/394 overhovedet ikke fandtes i fundet fra Bregninge. Iøvrigt gælder argumentationen som for 569/392. |
|
M-B/Sømod 568/394: Tilbage bliver kun den herlige mønt med saksen. Her bør det erindres, at "borgerkrigsmønter" i deres motiv ofte synes at vise byvåbener eller snarere bysegl. Herom vidner især mønter med bygningsmotiver. De mange mønter er næppe præget i de respektive byer, men er gerne inspireret derfra. Skønt det ikke videre lader sig gøre at argumentere mønten som præget i Saxkøbing, bør man dog ene og alene lade møntvirksomheden i denne by illustrere med netop denne i sit motiv så talende mønt. |
Det viser sig, at der i Danmarks Riges Breve, 2. Række, 10. Bind, 1948, siderne 70-71, nr. 74 i nutidigt sprog findes en gengivelse af et brev underskrevet af Christoffer II den 30. november 1328 og hvortil originalen befinder sig i Rigsarkivet. Fra teksten skal gengives: - - Vi giver dem ogsaa Fuldmagt til at slaa Mønt i Sakskøbing og til frit at veksle paa Møen og Falster, uden at give Vekslingsafgift, som Skik har været fra gammel Tid af. - -
Yderst beklageligt er det, at Otto Mørkholm i Kilder til Danmarks Møntvæsen i Middeladeren I, NNÅ 1955 har sprunget dette vigtige brev over. Lige så beklageligt er det, at Keld Grinder-Hansen ikke har benyttet kildestedet, der af gode grunde ikke blev benyttet af P. Hauberg. At Danmarks Riges Breve findes nævnt i Keld Grinder-Hansens litteraturliste er tydeligvis ikke ensbetydende med, at han har benyttet dem.
Brevets eksistens ændrer ikke på spørgsmålet, om panthaveren grev Johan har fundet det umagen værd at slå mønt i Saxkøbing.
(2000)