 |
|
I alle tilfælde har reduktionsmaskinen været anvendt i Danmark i 1835. På Ermitagen i Sankt Petersborg er opstillet reduktionsmaskiner fra omkring 1720 og nye undersøgelser klarlægger, at maskinen har været kendt og brugt i oldtiden - og dér ikke kun til mønter og møntlignende stykker, men også til de tusinder af buster, romerriget efterlod til nutiden. Oldtidens reduktionsmaskiner synes forsvundet samtidig med romerrigets fald.
|
|
(Klik for forstørrelser)
Princippet bygger på enkle geometriske idéer. På to skiver anbragt ved siden af hinanden monteres dels en model i stor størrelse, dels et stykke stål, der skal blive til stempel. De to skiver er indbyrdes forbundne og drejer om deres egen akse med samme hastighed. En bevægelig arm er fæstnet til et punkt i forlængelse af skivernes centre. Armen er forsynet med dels en føler, der berører modellen, dels en fræseranordning eller kniv, der tilsvarende bearbejder stålet. Skiverne sættes i bevægelse og som en grammofonarm bevæger armen sig ind over skiverne. Følgen er, at fræseren i reduceret størrelse skærer et stempel svarende til modellen.
Maskinen kan udbygges med en række mekaniske finesser, der kan nærme sig mekanikken i et astronomisk ur.
En model modelléres op med modellérvoks, pap og andre forhåndenværende dele. Hvis der skal anvendes egeblade, kan sådanne indsamles i en nærliggende skov og påsættes modellen, naturligt understøttet af modellérvoks, for at angive højde og retning. Bogstaver og tal kan skæres eller saves ud af tykt modelkarton og påklæbes modellen. Det bør hele tiden erindres, at når modellen siden skal reduceres i størrelsen, vil højderne blive reduceret i samme forhold som diameteren. Af den færdige model tages en gibsafstøbning, hvor småfejl rettes.
Eftersom, man i reduktionsmaskinen ønsker at skære et stempel eller en poinçon afstøbes nu en negativ eller positiv model. Denne kan være af messing, nysølv, eller araldit. De sidste rettelser foretages før modellen anbringes i reduktionsmaskinen.
Med en reduktionsmaskine er man i stand til at frembringe plastiske motiver. Ved teknikkens hjælp frembringes et næsten fuldendt og perfekt prægestempel.
Men skarpheder vil sløres. Markante træk vil udviskes. I stemplets centrum vil der være en tendens til en forhøjning, hvilket er et krav fra geometriens ubønhørlige love. Den dygtige gravør vil med stiklen nænsomt efterbehandle stemplet. Man kan forestille sig medaillører, som med reduktionsmaskine vil skabe et portræt og siden med punsler opbygge den omgivende tekst. I det hele taget må den gravør eller medaillør, som agter at skabe det fuldendte stempel, kombinere samtlige til rådighed stående metoder.
(2001)