KLIK for forstørrelse!

Vore mønters nyordning II

af Jørgen Sømod

fortsat fra del 1

Ved en katalogisering af mønter med en tilhørende mønthistorie er der to vigtige hensyn at tage. At tilfredsstille samlernes krav om at have en brugbar oversigt over materialet og at give den mønthistorisk interesserede mulighed for at forstå sammenhængen.

Da nationaløkonomen Axel Nielsen med sin disputats, Specier, Kroner, Kurant ud fra et nationaløkonomisk synspunkt behandlede mønthistorien for perioden 1671-1726, begik han to væsentlige fejl. Dels var han af den formening, at guldmønt spillede så lille rolle i møntvæsenet, at man helt kunne udelukke den fra behandling; dels mente han, at prøvemønter, var noget der kun kunne have samlermæssig interesse. At guldmønter havde en betydeligere rolle end Axel Nielsen formente, har J. Wilcke i rigt mål påvist. Mange møntsamlere har ud over det rent samlermæssige også interesse for mønthistorien og det er nok mest den mønthistoriske interesse, som bevirker, at en møntsamler kan interessere sig for en ganske uopnåelig prøvemønt.

Lad os blot anskue de mange og forskelligartede uopnåelige prøvemønter af guld, sølv og endog kobber fra 1714, som en direkte anskuelsesundervisning i de finansielle problemer der opstod, da nogle særdeles aggressive jøder med Michael Joseph i spidsen var i fuld gang med at overtage Mønten i Glückstadt og videre prøvede at sætte sig på alt sølv. Som et modtræk udtænkte man i København kurantdukater, guldmønter med indbygget fortjeneste til møntherren, 48 og 24 skillinger, der skulle udpræges i finsølv og nok kun anvendes til transport af sølvet fra sølvminerne og Mønten i Kongsberg til Mønten i København og endelig plademønter af kobber efter svensk forbillede, til erstatning for manglende sølv.

Axel Nielsens synspunkter er forfejlede. Vi accepterer en unik prøvemønt, som en del af mønthistorien. Men hvad hvis man ikke kender mønten, men godt nok prægestemplet? Sådan er det med den slesvig-holstenske schilling 1851, der kun kendes som nypræg fremstillet første gang senere end 1857. Hvad hvis man kun kender en poinçon, som tilfældet er med den dansk vestindiske 5 francs 1905? Hvad hvis man kun kender mønten som model? Hvad hvis man kun kender mønten som arbejdstegning? Hvad om mønten blot er nævnt og eventuelt er beskrevet i en lov, anordning eller kundgørelse? Eller der blot har været fremsat et forslag om en given mønt? I en mønthistorie hører de alle med. Selv privat udformede prøvemønter, som P. Petersens 2 rigsdaler med dansk kongetitel fra 1857 og utvivlsomt præget i en privat virksomhed, accepterer vi. Og privat udformede mønttegninger er modtaget med kyshånd. Tænk blot på hvor mange gange Gerhard Heilmanns møntforslag med de mærkværdige møntformer har været afbildet.

Til gengæld bør vi ikke acceptere de mange misforståelser, der i tidens løb er fremkommet. Senere tegninger af aldrig eksisterende mønter og endog støbte og prægede fantasimønter efter sådanne tegninger og gjort af guldsmede. Den slags hører udelukkende til i selvstændige artikler, hvor de blot bør manes i jorden.

I forbindelse med de nye møntmetaller, som krævedes i 1941 og hvor udseendet for de små øremønter ændredes, projekteredes også et nyt udseende for de større mønters vedkommende. Enkronen kom det følgende år, hvor til gengæld den cirkulerende mængde af halvkroner inddroges og ugyldiggjordes. Havde Christian X blot levet nogle få dage længere, var den projekterede tokrone blevet udsendt med årstallet 1947.

Når man står overfor et numismatisk problem, som ikke umiddelbart lader sig løse, er der kun et at gøre. At anskue sagen fra så mange vinkler, det overhovedet lader sig gøre og fra hver eneste indfaldsvinkel stille spørgsmålene hvordan, hvorfor, hvorledes. Hvis man har formået at stille alle spørgsmålene og man derefter har fundet ét svar, som på tilfredsstillende vis, kan besvare hvert eneste af spøgsmålene, ja, så har man også fundet det rigtige svar.

Fra slutningen af det 17. århundrede og ind i det 19. århundrede kendes fra Mønten i Kongsberg kendes langt over 100 afslag på alle mulige andre mønter i guld såvel som i sølv. De dukker til stadighed enkeltvis op de mærkværdigste steder. De kan kun forklares ved, at der på Mønten har været en tradition for, at besøgende for dels bedre at forstå møntningens hemmeligheder, for dels at have et personligt minde om besøget, fik lov til fra egen lomme at placere en tilfældig mønt imellem et af de stempelsæt, som netop var i brug. Herved forstås også meningen med en norsk plademønt påført stempler tilhørende 2 skilling 1807. En besøgende har forespurgt om teknikken bag de de svenske plademønter. Og svaret lød: Det er da meget enkelt. Nu skal De bare se. Stykket havnede i en samling tilhørende Mann Hartvig kaldet von Essen, der anbragte det i en afdeling af sin samling betegnet curiosa. Efter forskellige ejerskift er det endt i L. E. Bruuns samling, hvor interesserede har mulighed for at bese det. De norske afslag på andre mønter og den såkaldte plademønt fra 1807 har givetvis samlerinteresse, men de hører ikke med til mønthistorien.

Når man i de gængse møntkataloger forsøger at betragte Frederik IV's guldmønter mødes man af en sand forvirring. Det synes svært at finde en overskuelighed. Man bemærker, at der med årstal ikke ses udmøntet guldmønter med nogle af årstallene mellem 1712 og 1722. Så ser vi i en ufuldstændig fortegnelse over udmøntede summer sammenstykket af J. Wilcke og gengivet i hans Kurantmønten og bemærker, at i alle tilfælde er der i årene 1712, 1713 og 1714 udmøntet dukater. Man kunne fristes til at antage, at en sådan udmøntning var sket med ældre møntstempler. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. 1723 søgtes om tilladelse til at slå guldmønter med stempler bærende årstallet 1709. Kongen bestemte, at mønterne skulle bære det årstal, hvori mønterne prægedes. Ej heller ville kongen give tilladelse til at mønterne prægedes uden årstalsangivelse. Årstalsangivelsen var for kongen en kontrolforanstaltning. Hermed får vi et vægtigt argument til fra møntrækkerne at fjerne de fleste af de af Frederik IV's guldstykker, som ikke bærer årstal og sende dem direkte til et kommende katalog over ældre medailler og jetons. Det får os også til at se ekstra kritisk på alle andre mønter, som hverken bærer årstal eller værdiangivelse. Og det lige fra Christian IV og indtil Frederik VI.

Spørgsmålet lyder nu: Hvilke guldmønter udmøntedes i årene 1712- 1714? Og svaret er: Efter nordtysk forbillede var man begyndt at præge dukater, hele, dobbelte og halve med småmøntstempler. Enkelte er unike, men ellers kendes der op til otte, måske flere eksemplarer af hver. Disse stykker har fejlagtigt været betragtet som kongeligt legetøj, men er regulære mønter. At det ikke kan dreje sig om fyrsteligt legetøj ses også af den omstændighed, at sådanne stykker også udprægedes i fristæderne Hamburg og Lübeck. Desværre har man af ukyndighed ikke altid behandlet guldstykkerne lige pænt. Således har man i perioder endog ladet tidligere registrerede stykker indsmelte, for at guldet på anden vis kunne komme til nytte.

Dobbelte dukater 1710 og 1713
Beskr. T.XXVII, 4 og 11

Dobbelte dukater prægedes med stempler til 16- og 12- skillingsmønter. Der kendes XVI-skilling 1713, TOLF-skilling 1710 og 1711 og XII- skilling 1713.

Dukat 1711
Beskr. T.XXVII, 6

Dukater prægedes med stempler til københavnske toskillingsmønter. De kendes med årstallene 1711, 1712, 1713 og 1714.
Halve dukater prægedes med stempler til københavnske enskillinger. De kendes med årstallene 1711, 1712 og 1713. Endvidere med stempler til Rendsborg enskillingen 1719.
Endelig nævner Bussæus i 1770 under nummer 36 en 12 skilling København fra 1719 præget som en dukat, men intet sådant stykke synes bevaret til nutiden. Dertil nævner han 1 skilling København 1719 præget som halv dukat, men der er snarere tale om skillingen fra Rendsborg.
Hvorvidt 8 skilling 1701 præget i guld er mønt, guldafslag eller noget andet, har jeg endnu ikke besluttet.

Også møntnavne skal udsættes for en gennemgribende revision. Her er det min tanke, at man fortrinsvis bør følge de værdiangivelser, der er angivet på selve mønterne. Krone og 4 mark er betegnelser med samme betydning. De stykker, der i præget angives at have værdien 4 mark, bør kaldes 4 mark. Er de uden værdiangivelse bør de kaldes kroner. Tilsvarende med tomarkstykker. Er de uden værdiangivelse, halvkroner. Marker, med bør betegnes således, med mindre de i præget angives 16 skilling. En mønt med betegnelsen 8 mark bør betegnes således og ikke 2 eller dobbeltkrone. Hvis den i præget angivne betegnelse ikke svarer til møntens værdi, bør den for eksempel betegnes 8 mark med 4 markstempler. Mønter af samme værdi, men med forskellig betegnelse, skal katalogiseres i flæng. Således skal krone uden værdiangivelse og 4 mark, begge udmøntet i anledning af stormen på København i 1659 ikke fjernes fra hinanden. For ikke at skabe forvirring, skal den siden kaldte 2 krone 1618 ikke have sin oprindelige betegnelse krone, men bør kaldes ved den på mønten angivne flotte betegnelse corona danica. Lad så brøkdelene derefter få navn efter den værdi de siden fik, altså hel, halv, kvart og ottendedel krone.

En undtagelse bør være kurantdukater, som i præget kan have angivelser som 12 mark eller 2 rigsdaler kurant. Disse angivelser bør ikke ses som møntnavne, men som værdien udi mere kendte møntenheder. Ordet kurantdukat bør anses som korrekt. Undtagelser bør også være mønter med hævdvundne navne, såsom offermark. Folkelige betegnelser som degnelus for skilling 1812 kan anvendes i en undertekst. Derimod bør man såvidt muligt ikke anvende møntnavne, som kun er anvendt i samlerkredse, såsom våbenskilling. Mønter med dobbelt værdiangivelse skal i hvert enkelt tilfælde diskuteres. Eksempelvis bør 1 rigsbankskilling 1818 kun betegnes således, mens 8 rigsbankskilling/2 1/2 schilling 1843 bør bære begge angivelser. Naturligvis skal der tages hensyn til oprindelige møntnavne nævnt i forordninger og lignende, men hvis forordnede møntnavne afviger fra de på mønterne angivne, og de iøvrigt ikke må antages at have været alment benyttede, skal de blot nævnes i undertekster. Om møntnavne skal angives på dansk eller tysk er i det store og hele underordnet; ligeså her skal en afgørelse træffes fra område til område; nok mere under hensyn til hvor mønten er benyttet end hvor den er præget.

(1997)


Tilbage til Dansk Mønt