Før det danske pengevæsens sammenbrud i 1813 gik der 96 skilling dansk på en kurantdaler og 120 skilling dansk på en speciedaler. Kurantdaleren var en dagligdags regneenhed, mens speciedaleren var den gedigne sølvmønt, nærmest uændret i værdi ned gennem tiderne. Ordet daler er en fordanskning af det tyske Thaler, som igen er en forkortelse af Joachimsthaler, af Joachimsthal i Böhmen, stedet hvor den første sølvmønt af denne størrelse prægedes. Ordet daler genfindes i det amerikanske dollar.
En skilling, som også kendes i det tyske Schilling og i det engelske shilling, var oprindelig en regneenhed, der i Danmark som præget mønt var kendt siden Christopher af Bayern.
Ved møntvæsenets reorganisering i 1813 oprettedes Rigsbanken og der indførtes en rigsbankdaler af værdi som det halve af en hidtidig speciedaler og rigsbankdaleren deltes i 96 rigsbankskilling, i det daglige forkortet R.B.S., der så meget belejligt kunne læses både som rigsbankskilling og som på tysk Reichsbankschilling, idet det bør erindres, at helstatens sydgrænse gik ved Elben og at en væsentlig del af kongerigets befolkning derfor var tysksproget.
Hvis man træffer på en gammel mønt, hvorpå der er anført en værdi i skilling danske er det ikke ensbetydende med, at mønten er dansk, da ordet danske udelukkende er en angivelse af hvilken slags skilling, der måtte være tale om. I Holsten og i det nordlige Tyskland iøvrigt regnede man nemlig med en lybsk skilling, der havde præcis den dobbelte værdi af en dansk skilling. Den slesvig-holstenske skilling var ligesom den hamburgske efter lybsk regning og da hertugdømmernes pengevæsen undgik et sammenbrud i 1813, forblev 60 Schilling slesvig-holstensk kurant at have værdien en speciedaler. For den mindre mønts vedkommende svarede 4 R.B.S. derefter til 1¼ Schilling slesvig-holstensk kurant. Man havde i Slesvig-Holsten også en slesvig-holstensk mark kurant, der som en dansk mark, men med en anden værdi, kunne anvendes til angivelse af 16 skilling. At hele pengevæsenet var gammelt og efterhånden bestod af lappeløsninger ses bedst i den omstændighed, at der gik så skævt et beløb som 3¾ slesvig-holstenske mark på speciedaleren.
I 1854 moderniseredes de danske møntnavne, hvorved rigsbankdaleren fra da blot kaldtes rigsdaler og rigsbankskillingen for skilling rigsmønt, sidste ord ofte forkortet R.M. I møntsystemerne indgik også marken med værdien 16 skilling; i almindeligt skriftsprog angivet med symbolet m. Skilling angaves med ß.
Hidtil havde al cirkulerende mønt været baseret på sølv, men da et stigende antal fremmede magter i sidste halvdel af det nittende århundrede gik over til at basere deres pengevæsen på guld, blev de tre nordiske lande, Danmark, Sverige og Norge også enige om, at danne en skandinavisk møntunion på basis af guld. For Danmarks vedkommende skete den endelige vedtagelse ved lov af 23. maj 1873 med ikrafttrædelse den 1. januar 1875.
Guldets værdi var på dette tidspunkt fikseret til omkring 15½ gange sølvets værdi. Den gamle rigsdaler af sølv var baseret efter vægtenheden kølnsk mark, 233,8556 gram. De norske og svenske mønter var tilsvarende baseret. Med anvendelse af metersystemet og fastsættelse af en guldpris på 2.480 kroner pr. kg formåede man at danne møntenheden en krone, som ikke bare nøjagtig for Danmarks vedkommende kom til at svare til det halve af rigsdaleren, men videre i forhold til den tyske mark og til den franske franc og dermed også til belgiske og schweiziske francs, italienske lire, spanske pesetas og græske drachmer kunne omregnes med ganske enkle forholdstal. 1 mark var således 8/9 af en krone eller 88 8/9 øre værd. Dermed var 40 kroner det samme som 45 mark. Francens værdi var 72 øre. Det svarede til 90 kroner for 125 francs.
Ordet krone var hentet fra en ældre dansk møntenhed skabt af Christian IV i 1618, men havde ellers kun navnet til fælles. Navnet øre stammede helt fra middelalderen, hvor det var en regningsenhed og med en oprindelse, der med det latinske aureus erklæres til en guldmønt i antikkens verden. Siden havde ordet i århundreder været anvendt som et svensk møntnavn.
I Danmark blev det således, at 1 rigsdaler omveksledes til 2 kroner, 12 skilling rigsmønt til 25 øre og 1 skilling rigsmønt til 2 øre.
Ved Norges adskillelse fra Danmark i 1814 havde man bibeholdt det gamle møntsystem. Der gik 120 skilling på speciedaleren; det svarede til værdien 4 kroner. 3 skilling svarede derved til 10 øre.
I Sverige havde man på omregningstidspunktet 1 riksdaler riksmynt, der deltes i 100 öre. Her blev det kun til en ændring af møntnavnet riksdaler riksmynt til krone eller krona, som det hedder på svensk.
I halen på Danmark fulgte Island; efter islandsk sprogtradition hed det ikke øre, men eyrir og i flertal aurar, ofte forkortet til aur.
Den skandinaviske møntunion fik sit endeligt i 1924. Uroligheder på valutamarkedet tvang landene til en ophævelse af samarbejdet.
Næsten tragisk virker det derfor, at Estland et par år senere ændrede sin møntfod til sent og kroon og i håbet om en nærmere tilknytning til de nordiske lande lod mønternes værdi være baseret efter formlerne i den skandinaviske møntkonvention.
I 1849 blev Dansk Vestindiens mønters værdi knyttet til den nordamerikanske dollar, her kaldet daler, som opdeltes i 100 cents. I forhold til den danske krone svingede kursen fra 4 kroner og ned til 3,60 kroner. 1904 indrettedes møntvæsenet efter den latinske møntunion. Af 1 kilogram guld udmøntedes 3.444,44 4/9 francs. Det tilsyneladende skæve tal fremkom ved, at 1 kilogram legeret guld, 900 ‰, havde værdien 3.100 francs. 1 vestindisk daler var 5 francs. 1 franc var 20 cents eller 100 bit. Bit var et ældre møntnavn kendt både i Nordamerika og i Caribien. Navnets oprindelse menes at have forbindelse med, at man tidligere i Vestindien i stedet for regulær småmønt skar større mønt ud i lagkagelignende stykker, kaldet bit(s) og at bit således havde samme betydning som ordet bid. 1 franc havde ligesom den franske franc værdien 72 øre. Uagtet øernes afståelse i 1917 fortsatte dette møntsystem indtil 1934, hvor den dansk vestindiske nationalbanks koncession udløb. Som et kuriosum kan det nævnes, at den dansk vestindiske nationalbank i 1919, altså to år efter øernes salg, anmodede de danske myndigheder om udprægning af yderligere 5 bit-mønter, men at man fra dansk side afslog anmodningen med den begrundelse, at man ikke kunne tillade sig at slå mønt til anvendelse i et fremmed land.
(1999)