En slesvigsk imitation af engelske sterlinge

I gennem hele middelalderen og særlig i borgerkrigsperioden optræder til stadighed i de danske møntrækker et antal mønter, som motivmæssigt er imitationer af fremmede mønter uden at man på nogen måde må have krævet eller forventet, at de danske mønter skulle have andre fælles egenskaber med de fremmede end det rent motivmæssige.

Mest velkendt og lettest genkendeligt er mønter med tournoismotiv, hvor mønttypen har sin oprindelse i den franske gros tournois.

Af andre formentlige imitationer kan nævnes mønter med trekanter, der kan have deres motiv hentet fra irske pennies, mønter visende en pil, hvilket kan lede tanken hen på Stralsund og mønter med det holstenske nældeblad, som efterligninger af mønter fra Hamburg, der på dette tidspunkt efter beslutning af de holstenske grever var det eneste møntsted for hele Holsten. Derimod er Erik Klippings Roskildemønt, MB 575 med de tre kroner ikke inspireret af en svensk mønt, idet det svenske trekronervåben endnu ikke var udtænkt på dette tidspunkt. Motivet er således udelukkende af dekorativ art.

Forlægget er en engelsk penny, her illustreret med et stykke fra Henrik III (1216-1272) og præget i året 1247 i London. Gagsidetegningen burde have været drejete 90 grader til venstre.

I Erik Klippings regeringsperiode prægedes på Mønten i Slesvig en imitation af engelske sterlinge. Mønten kom herved til at vise et kongeportræt, men som selvklart ikke er en dansk konge; blot et anonymiseret portræt. Mønten kommer således allerede her til at indtage en særstilling blandt de danske mønter, idet portrætter i øvrigt i mere end en menneskealder havde været forsvundet fra de vestdanske møntmotiver.

Sterlingimitationen omtales første gang i Antiquarisk Tidsskrift 1843 side 40 i en omtale af et møntfund fra Radsted: - - en hidtil ubekjendt, men [som] mærkeligt nok ligeledes fandtes i det forløbne Aar i et andet stort Fund, der gjordes ved Adelby i Slesvig. Den har paa Adv. et kronet Hoved og paa Rev. to korslagte Bispestave omgivne af 3 Punkter, hvorover er et lille Kors.

I Christian Jürgensen Thomsens beskrivelse af møntfundet fra Adelby afbildes den som nr. 32 og det oplyses, at der er fundet 40 stykker af den.

Dernæst medtages den af P. Hauberg i hans arbejde, hvor den afbildes og katalogiseres som nr. 6 under Erik Menved, Slesvig. Han oplyser om følgende fund: Radsted 1, Adelby 45, Præstkjær 1, Haagendrup 1, Stjær 4, Grarup 1. Efterfølgende får den nr. 496 hos Mansfeld-Būllner.

Hauberg

Mansfeld-Būllner

I Georg Galsters beskrivelse af møntfundet fra Vorre meddeles om 29 fundne eksemplarer, der betegnes som nr. 51. To stykker bliver anvendt til lødighedsprøvning, der viser, at de indeholdt 80 og 85‰ sølv.

Kaaber katalogiserer mønten som 64-06 og han kan fortælle, at den er præget i foråret 1292 i Ribe. Han siger, det er en fællesudmøntning mellem kronen og kirken og at dens lødighed er 98 ‰ (1). Portrættet påstås af Kaaber at tilhøre Erik Menved. Kaaber er opmærksom på en forbindelse til zwittermønten fra Hjelm (2).

Derefter kommer Keld Grinder-Hansen tilfældigt til samme resultat dog uden at omtale zwittermønten (3). Han daterer den til tiden 1290-1300 og skriver besindigt og velovervejet: - - kongeportrættet på forsiden af MB 496 gør det rimeligt at flytte typen fra hertugens møntsmedje i Slesvig til kongens i Ribe.

I min personlige fundregistratur har jeg noteret:

MB 496*, Hbg. 6*. Erik Klipping, Slesvig. Før 1290. Sterlingimitation. Adelby*32 (40/1270) (Hauberg nævner, at der var 45 stykker i fundet fra Adelby), Radsted 108 (1/16), Vorre 110(29/5739) 80-85‰, Præstkjær 111 (1/26), Hågendrup 115(1/383), Lille Musse 116(9/458), Grarup 171(1/5155), Hauberg nævner, at der fandtes 4 eksemplarer i det i 1802 gjorte fund i Stjær, hvilket næppe er korrekt, eftersom mønten (1) ikke er afbildet hos Ramus & Devegge, at den (2) i 1843 i Antiquarisk Tidsskrift p. 40 under en omtale af fundet i Radsted blev betegnet som værende hidtil ubekjendt. og endelig at (3) redaktørerne af DMS ikke har fundet en sådan mønt i fundprotokollen under Stjær, hvorfor den (4) da ej heller i DMS er meddelt under Stjær. I betragtning af fundets kendte sammensætning i øvrigt må (5) møntens eventuelle tilstedeværelse anses for at være usandsynlig.

Til nærmere forståelse af ovenstående registratur angiver det første tal nummeret i DMS, for Adelbys vedkommende illustrationsnummeret. Tallene i parentes angiver antal eksemplarer af mønten i fundet / fundets samlede størrelse.

Hertil er at sige, at da mønten forekommer i fundet fra Adelby, hvilket fund jeg i forbindelse med min nybearbejdning af fundet fra Vorre har påvist at være nedlagt senest 1290, da er mønten naturligvis også ældre end dette år.

Det er ene og alene en kombination af fundomstændigheder, lødighed og motiv og i denne prioritetsorden, som afgør en borgerkrigsmønts rette henførelse. Der er ingen hemmelige trylleformularer og udover et antal overleverede dokumenter om møntvæsenet i almindelighed, findes der intet skriftligt overleveret og slet intet om de enkelte mønters udseende.

Det kan fastslås, at der er intet nyere fund, som rokker ved Haubergs korrekte henførelse, nemlig til Slesvig, hvilket fundene fra Adelby og Vorre til fulde bekræfter. Dertil kommer fundet fra Lille Musse, der på det nærmeste fremtræder som en lidt ældre miniatureudgave af Vorrefundet. Antallet af eksemplarer i de tre fund sammenholdt med øvrige i fundene værende mønttyper lader dog forstå, at mønten må være ældre end hidtil antaget og at den tilhører Erik Klippings senere regeringsperiode.

En efterfølgede konstatering af en lavere lødighed end normalt for samtidige mønter præget på andre møntværksteder i riget bekræfter, at hjemstedet må være Slesvig og at den er af en lidt ældre dato. Omvendt kan man ikke bestemme mønter alene ved en lødighedsprøvning. Den kan kun give et fingerpeg om rigtigheden på samme måde som en 9-prøve og en 11-prøve ved multiplikationsregning heller ikke kan fremvise resultatet, men dog give en begrundet formodning om udregningens rigtighed.

Kaaber og Grinder-Hansen henførte mønten til Ribe udelukkende på grund af motivet, men de var ikke opmærksomme på, at mønten i virkeligheden er en imitation af en engelsk mønttype og at det således ikke er en dansk konge, der afbildes på mønten. Hertil er kun videre at bemærke, at det efterhånden har vist sig, at det gang på gang er gået galt, når nogen har forsøgt ud fra et møntmotiv at stedbestemme en borgerkrigsmønt, hvilket nemlig kun kan lade sig gøre i helt særlige undtagelsestilfælde. Man kan højst, når mønten er blevet bestemt, da prøve at forklare årsagen til motivets anvendelse. Og så kan man til slut, når en møntrække er opstillet, stille spørgsmålet: Ser det nogenlunde ensartet ud? Hvis svaret er nej, da kan resultatet være forkert.

Møntens bagsidestempel med de krydslagte bispestave må siden være havnet på Hjelm, hvor det da benyttedes til prægning af en nu unik zwittermønt, der som anført af Georg Galster i Nationalmuseets Arbejdsmark 1928 er fundet på Hjelm. Han lod den afbilde som fig. 14. Mønten havde tilhørt L. Chr. Petersen (4), på hvis auktion den som nr. 1084 blev solgt til Den kongelige Mønt- og Medaillesamling (KP 1350), men i den officielle auktionsprotokol er L. E. Bruun anført som køber.

Sterlingimitationen MB 496 og zwittermønten LCP 1084 tilsammen danner en vigtig hjørnesten i den endelige bevisførelse for rigtigheden af min påstand om, at møntværkstedet på Hjelm - i hvert fald i begyndelsen - fungerede som et undermøntværksted af Mønten i Slesvig. (2003)

Noter:

• (1) Kaabers oplysning om den fra Galsters oplysning i beskrivelsen af Vorrefundet afvigende lødighed vækker undren, idet Kaaber dog vides at have anvendt de på Den kongelige Mønt- og Medaillesamlings foranledning tidligere foretagne lødighedsprøver. Det er velkendt, at Kaaber for Ernstlegatets midler foretog flere betydelige indkøb af et antal borgerkrigsmønter, for videre med sammes midler at lade disse lødighedsprøve. Imidlertid skal man næppe forvente, at en mønt, hvoraf der i forvejen ifølge Galster var foretaget to prøver, nok en gang skulle tages prøve og derefter undlade at meddele de hidtidige prøver. Da Galster i sin forskning er kendt for, at han var særdeles omhyggelig med præcise angivelser og det samtidig er blevet fortalt mig, at det kaaberske manuskript før renskrivning foretaget af en dertil lønnet person, var frembragt med en meget gnidret håndskrift og at det nu tilgængelige maskinskrevne manuskript aldrig blev korrekturlæst, da må også selv den sidste rest af det kaaberske arbejde, nemlig de særdeles kostbare lødighedsprøver, desværre også udelades af enhver forskningsmæssig betragtning.
• (2) (...), [man] bemærkede med rædsel min karakteristik af Kaabers forskningsmæssige indsats (A) og det på et tidspunkt, hvor det ufuldendte arbejde endnu var hemmeligt. Da hans "værk" snart efter blev tilgængeligt, viste det sig, at alle mine værste anelser og påstande til fulde blev bekræftet. Men hvad var det, der gik galt ud over, at fantasien havde fået frit løb? Ganske enkelt. Kaaber havde fejlvurderet mønternes generelle begrænsede cirkulationsradius (B) og dertil havde han overvurderet betydningen af et materiale af løsfundne mønter, der er alt for ringe af omfang til en seriøs statistisk bearbejdelse. Hvad var det så, der gik galt ved Keld Grinder-Hansens arbejde? Som jeg efterhånden ved hjælp af spredte oplysninger har erfaret, var der to årsager. Den første, at Jørgen Steen Jensen meget naturligt på et tidspunkt, hvor Kaabers hulhed endnu ikke var afsløret, havde udfrittet ham om nogle af hemmelighederne. (...). Den anden årsag er at finde i Den kongelige Mønt- og Medaillesamlings fundkartotek, ikke at forveksle med samme institutions fundprotokol. Til vurdering af mønternes geografiske forekomst og spredning meddeler kartoteket om antal fundne stykker, men ikke om fundenes samlede størrelse. Fra disse tal alene bestemtes de enkelte mønters tilhørssted. Omsat til almindelig folkeskoleregning blev det til, at brøken 3/8 blev vurderet til tre gange så meget som 1/2, hvorved resultatet blev en gang meningsløse ord. (...) (C).
• (3) Påfaldende er det, at både Keld Grinder-Hansen og Jens Vellev helst undgår zwittermønter.
• (4) L. Chr. Petersen har i Odense Museums protokol om denne mønt anført: En hidtil ukjendt Mønt som jeg ogsaa erhvervede paa Hjelm er min Katalog No. 1084, afbildet T·X· med Lilie p. Adv. og to korslagte Krumst. paa R. Mønten er lille og erhvervedes af M·K·
• (A) Jørgen Sømod, Møntfundet fra Hvidøre, Fællesmønt nr. 58, november 2002, fodnote 1.
• (B) Bemærk i denne forbindelse de to af Hauberg af gode grunde uomtalte fund ved Bjærgegrav Mose og Lundby Krat, som på væsentlige punkter ville have ændret hans fremstilling radikalt (D) og hvilke fund turde være nogle af de seneste før borgerkrigsperioden, hvori forekommer mønter i større antal, hvor bynavnet er anført. Se Georg Galster, Knud den Helliges jydske Mønter ANOH 1934 p 129-36, Kirsten Bendixen, Skatten fra Lundby Krat, De danske mønter, København 1993 og Jørgen Sømod, Randers som møntsted, Randers 2001. I sidstnævnte skrift argumenteres også for, at de senere bracteatprægninger med bynavn anført næppe kan betegnes som mønter i gængs forstand.
• (C) Den opmærksomme læser må med rette undre sig over, hvor meget mine "venner" er villige til at finde sig i fra min side blot for at undgå en konfrontation. Forklaringen er selvfølgelig, at de alle inderst inde godt ved, at deres indbildte image da for alvor uopretteligt vil krakelere.
• (D) Hvordan kan jeg nu vide det? Svaret er simpelt. Når man har forstået Haubergs arbejdsmetoder, ved man også, hvorledes han ville gribe enhver tænkelig sag an. Heri ses forskellen på at have forstået en tekst og at have forstået hvorfor og hvordan teksten er blevet til.

Note fra Dansk Mønt: De med (...) angivne afsnit er udeladt i forhold til den i Fællesmønt offentliggjorte version, hvor sprogbrugen er mere direkte.

Tilbage til Dansk Mønt