En Ny Daler Bog

af Jørgen Sømod

(For at få det fulde udbytte af nedenstående tekst, anbefales det at downloade denne font, der skal lægges i C:/windows/fonts/)

Danmarks ældste møntbog, En Ny Daler Bog fra 1587 blev ikke skrevet for numismatikere, men for købmænd og andre handlende, så de kunne konstatere, hvilken værdi de fremmede mønter havde, som de kunne tænkes at blive betalt med.

Tilsvarende bøger var især kendt fra det tyske område. De benævnes normalt VALVATIONER. Ofte fremkom nye udgaver hvert eller hvert andet år, men som brugsbøger er de fleste gået tabt for efterverdenen, hvorfor det er ganske tilfældigt, hvilke som findes bevarede.

En Ny Daler Bog, den eneste kendte danske valvation, blev trykt og udgivet af den kongelige bogtrykker Matz Vingaard. Den var ganske ukendt og blev i et trykt skrift nævnt første gang i 1932, hvor den af Nils Ludvig Rasmusson omtales i Göteborgs och Bohusläns Fornminnesförenings tidskrift, efter at der var fremdraget et eksemplar beroende i Kungliga Vitterhets Historia och Antikvitets Akademiens bibliotek i Stockholm. Bogen formodes at have været på 40 sider, men det sidste blad er på et tidspunkt blevet afrevet og gået tabt, så der kun var 38 sider tilbage.

Den unike sjældenhed blev udlånt til Det kongelige Bibliotek i København, som lod den mikrofotografere. Hvad der derefter er sket med den, vides ikke. Eksemplaret findes ikke registreret i nogen institution i Stockholm. Om den er gået tabt, om den er stjålet eller om den gemmer sig et eller andet sted på et museum, arkiv eller bibliotek i København, i Stockholm eller et helt andet sted, vil fremtiden måske løfte sløret for.

Mønterne i bogen, som alle er udenlandske, er langtfra uinteressante, idet de tilsammen viser hvilke fremmede mønter, der især kunne forventes i et dansk møntomløb og ganske godt svarende til indholdet af de såkaldte studeprangerfund, der særlig er gjort i Jylland, hvor det fortrinsvis er tyske og hollandske dalere, der findes i fundene. Hos Matz Vingaard har man næppe haft de afbildede mønter til rådighed, men har snarere kopieret fra en tysk valvation.

På den 28. side vises øverst en mønt med omskrift startende med Sanct Oswald og hvor det fortælles, at den slet ikke duer. En sådan mønt eksisterer ikke. Det er en bevidst sammenblanding af to velkendte underlødige mønter. Forsiden med Sanct Oswald er en daler fra s'Heerenberg, mens bagsiden er en daler fra Hendrik van Brederode, herre af Vianen. I Holland var der forbud mod at bruge begge disse mønter. Kun de edsvorne pengevekslere måtte modtage dem for deres metalværdi, hvorefter de straks blev klippet over og derefter nedsmeltet. Et sådant forbud er ikke nået til Danmark, hvor man blot har accepteret de berygtede mønter til metalværdien. Eksempelvis blev de to mønter i en valvation af Wolff Stürmer, Leipzig 1572 i lybsk møntregning vurderet til henholdsvis 24 ß 4 F og 23 ß 1 F, svarende til godt 76 % og 72 % af den værdi, de burde have haft. Den opdigtede zwittermønt i En Ny Daler Bog, som ingen af gode grunde kunne risikere at blive udsat for, er indsat i bogen for på den måde at sætte skræk i publikum og lade dem forstå, at de kunne blive snydt, hvis de ikke besad bogen.

(2004)


Tilbage til Dansk Mønt