Ved Valdemar Atterdags død i 1375 udråbtes hans barnebarn, Oluf til konge. Eftersom Oluf på dette tidspunkt kun var 5 år gammel, styredes riget under moderen, Margrethe I’s formynderskab. Med hans tidlige død som 17-årig i 1387 uddøde den middelalderlige danske kongeslægt og skønt hans ringe personlige indflydelse, kom han således til at indtage et vigtigt vendepunkt i Danmarkhistorien.
Der kendes ingen mønter, som kan påvises at være præget i kong Olufs regeringspriode. Og dog ved vi, at der har været slået mønt. I året 1376 overdrager han til Nicolao, ærkebiskoppen i Lund, fjerdeparten af Mønten og dermed en tilsvarende del af møntindtægterne sammesteds fra.
Ny mønt udsendtes normalt mikkelsdag, den 29. september og deraf udlægges, at en skånsk mønt udsendtes i året 1377, idet hansestæderne året efter, den 30. maj 1378 lod kundgøre, at ingen måtte modtage den ny kobbermønt udsendt i Skåne, fordi mønten var for slet.
Efter denne nødtørftige beskrivelse bør det antages, at mønten af udseende har været som de hidtidige såkaldte borgerkrigsmønter. Enten har det udprægede antal været så ringe, at intet eksemplar endnu er overleveret til nutiden eller også bør mønten søges blandt ikke nærmere tidsfæstede skånske mønter. Det vil sige, at den i så fald først og fremmest skal søges blandt de skånske mønter, der findes katalogiserede under Magnus Smek. Da ingen borgerkrigsmønt med sikkerhed er fremkommet i et skattefund, der antages nedlagt 1377 eller senere, kan mønten kun påvises blandt de mønter, der kun kendes fundet som løsfund, det være sig på mark eller i kirke. Ydermere kan man forestille sig, at møntens motiv må være klart anderledes end flertallet af mønterne fra Magnus Smek, eftersom Olufs mønt er de mange år yngre.
Ole Devegge, der ejede den dengang unike mønt med de tre kroner, katalog I, 819, Tab. IV, MB 575, Sømod 134, tydede den i midten anbragte dekorative ring som bogstavet O og henførte derfor mønten til kong Oluf. Mønten skiller sig klart ud fra mængden af "borgerkrigsmønter" og har senere på grund af de tre kroner været anset for at være en vildfaren svensk mønt. Et møntfund i Nykøbing Sjælland nedlagt omkring 1290 bragte yderligere 8 eksemplarer for dagen. Hermed kunne enhver formodning om en henførsel til kong Oluf eller til Sverige for evigt skrinlægges, idet en lødighedsprøve ydermere viste, at mønten i sit indre var i fuld overensstemmelse med de øvrige i fundet værende danske "borgerkrigsmønter".
Siden har skribenter og andre, der har yndet at gøre sig kloge, med stadig stigende fantasi villet finde en særlig symbolik i de tre kroner. Man har til indledning stirret sig blinde på den omstændighed, at Sverige som bekendt i sit våben netop anvender dette mærke. Sandheden skal imidlertid, som allerede Henry Petersen i 1882 fastslog, søges i, at kronerne er anbragt udelukkende af dekorative hensyn.
Som tegn på kongemagten anvendtes forskellige symboler. Foruden kongekronen kan nævnes sværdet, sceptret, lillien, som i virkeligheden er den øverste del af sceptret og dermed ikke et odenseansk mærke samt bogstavet A. Udover mønter visende ét sværd, ses også mønter med både 2 og 3, ja selv 4 sværd, uden at antallet af sværd skulle modsvare et tilsvarende antal lande eller konger. Ligeså kendes også mønter forsynes med flere lillier, for slet ikke at tale om en mønt visende to kongekroner og et sværd.
Skulle man henføre alle mønter med 3 kroner til Sverige eller som havende en oprindelse i svensk symbolik, kunne man starte med de nugældende 1, 2 og 5 kronemønter, som i deres motiv har 3 kongekroner! Det skulle kunne give nogle højst interessante resultater.
Nu er "borgerkrigsmønten" med de 3 kroner fremkommet i nok et sjællandsk fund. At henføre mønten til Erik Klipping må være rigtigt. Samtlige kendte fundeksemplarer er fremdraget på Sjælland. Alligevel er mønten ifølge Grinder-Hansen placeret under et nørrejysk møntsted. Han har formentlig lyttet til en nu afdød forhenværende sparekassedirektør.
(2000)