Vi skal forestille os et undervisningslokale på et universitet. De unge studerende sidder pænt og lytter til forelæseren. Pigerne iblandt har udtænkt, at når de skaber sig en karriere, kan de slippe for at skulle passe og opdrage deres egne børn, når tiden er til, at sådanne ankommer. Man har vel anstalter og institutioner til at ensrette børn og gøre dem til gode samfundsborgere.
Universitetslokalets forelæser snakker om pengevæsen i gamle dage og som det store trumfkort fortæller han om Greshams lov, der siger, at dårlige penge fortrænger gode penge. Ingen af studenterne forstår et muk af det hele, men blinker af den årsag ikke med øjnene. En lov er jo ikke noget man skal forstå. Det er bare noget man skal vide. Og nu ved vi også det.
Der er også en lov, der hedder tyngdeloven og en anekdote fortæller, at visse insekter ifølge tyngdeloven slet ikke kan flyve, men de gør det alligevel, fordi de ikke kender den lov.
I årene efter pengevæsenets sammenbrud i 1813 havde man i virkeligheden tre af hinanden uafhængige pengesystemer. Der var rigsbankdaleren af sølv og dertil speciedalere og rigsbankskillinger. Men mængden var ikke overvældende. Der var rigsbankens, siden nationalbankens pengesedler og som småpenge rigsbanktegn. Pengesedlerne og rigsbanktegnene var bare uindløselige og hvis man ville erhverve rede sølv for sine sedler og tegn måtte der betales en overkurs, der ganske vist som følge af en i 30 år ført stram økonomisk politik blev mindre år for år, indtil sedler og sølv stod lige og til slut lod pengesedlerne blive indløselige med sølv. Og endelig var der hertugdømmerne, som var blevet holdt udenfor sammenbruddet i 1813 og derfor stadigvæk som deres sydligere naboer anvendte kurantmønt, der helt og holdent var baseret på sølv.
I 1835 blev der i København udgivet: Haandbog for Handels-Correspondents, indeholdende tillige Underretning om - - - de vigtigste Steders Mønt, Vægt og Maal. Forfatteren var Peter N. Skovgaard, Translatør, Mægler, Portugisisk Vice Consul i Aalborg. Det må vel borge for, at han var vel inde i de jyske forhold. På side 309 læser vi: Papir, Rigsbanksedler, og Kobber, Banktegn, bruges til daglig Omsætning, undtagen i Vejle, Ribe; Ringkøbing og Thisted Amter, som bruge ene Sølv, for en stor Del Courant og Skillemønt. Sedlernes Cours imod virkelig Sølv-Valuta er foranderlig, dog i den sidste Tid, 1835, tabe de kuns omtrent 3 Skilling mod Rigsdaleren.
At i starten nærmest værdiløse pengesedler ikke formåede at vinde indpas i så betydelige dele af Jylland, som Skovgaard fortæller, kan kun skyldes jydernes ukendskab til Greshams lov. Selv da pengesedlerne blev fuldt indløselige med sølv, formåede de ikke at fortrænge den så godt indarbejdede kurantmønt.
Beretningen gentages af Haldur R. Grüner, Bestyrer af det practiske Handelsacademi i Kjøbenhavn, der i sin Haandbog for Handlende og Søfarende i Danmark, Norge og Sverige, Kjøbenhavn 1850 skriver: Den ældre Myntfod, hvorefter forhen regnedes og hvorefter endnu regnes i den sydlige og vestlige Deel af Nørrejylland er Dansk Courant.
Statsmagten ønskede i 1854 kurantmønten fjernet fra hele riget og i samme forbindelse skulle rigsbankdaler omdøbes til rigsdaler og rigsbankskilling til skilling rigsmønt, for dermed til Slesvig og Holsten at signalere, at mønterne var ganske uafhængige af banken i København. Til hertugdømmerne udsendtes da den 27. maj 1854 bekendtgørelser om modtagelse af fremmede kurantskillinger i de kongelige kasser og man tilbød 3 skilling rigsmønt for hver. Tilbuddet omfattede dog ikke de nyere mecklenburgske skillinger, som udprægedes til 48 stykker på en daler. Disse er prægede i ring og viser et kronet F.F. og på bagsiden 1 Schilling samt omskriften 48 einen Thaler Landesmünze eller i omskriften blot 48 einen Thaler.
Om de hamburgske mønter skal nævnes, at schillinge, sechslinge og dreilinge med årstallene 1846 og 1851 var præget på den danske Mønt i Altona. Tilbuddet var dog ikke så godt; thi den virkelige kurs sagde, at 1 skilling kurant var værd 31/5 skilling rigsmønt. Det var måske derfor, at tilbuddet måtte gentages den 27. december 1854. At man ikke ville modtage den mecklenburgske schilling er forståeligt. R. W. Bauer vurderer den i 1858 til bare 2,643 skilling dansk rigsmønt. Om det voldsomme omløb af kurantmønter i Jylland nord for Kongeåen var ukendt for de københavnske embedmænd eller om vished derom forsøgtes skjult for resten af landet, vides ikke. Tilsyneladende på eget initiativ udsendte amtmanden i Ringkøbing amt Johan Sigismund greve Schulin nemlig et cirkulære om inddragelse af kurantskillinger.
Circulaire.
Det er Sogneforstanderskabet bekjendt, at Regjeringen vil have Rigsmyntpenge og som følge heraf Rigsmyntberegning indført over hele Riget. Det er Regjeringens Villie, at denne Foranstaltning skal drives igjennem med saadan Kraft og Bestemthed saa Courantmønten om kort Tid over hele Landet saagodtsom ville tabe hele dens Værdi. Grunden til denne Foranstaltning er blandt Andet den, at Danmark aarlig taber en ikke ubetydelig Sum ved fra Udlandet at modtage Betalinger i Courantskillinger, som ere af meget ringere virkelig Værdi end den de gaae for. Da Hans Majestæt nu imidlertid ikke vil, at Beboerne i de Dele af Landet, hvor hidtil er brugt Courantpenge, uadvarede skulle lide det Tab, som vil være forbunden med at have Courantpenge naar, som nævnt, disse Penge om kort Tid ville miste deres værdi, saa har han besluttet fra 1ste Juli og indtil 31te December i alle offentlige Kasser at modtage og mod 3 Skill. Rigsmynt pr. Stykke at omvexle alle Courantskillinger, baade indenlandske og udenlandske. For nu imidlertid deels at lette Sognets Beboere denne Omvexling og for at Courantskillingerne kunne komme ud af Circulation saa hurtigt som muligt, og for at de endelig ikke ved at udgives mellem Mand og Mand skulle forblive i Circulation, anmodes Forstanderskabet om, saavidt muligt fra nu af og indtil 31te December at modtage alle Indbetalinger af Communalbidrag i Courantskillinger og at foretage Omvexling af Courantskillinger mod Rigsmynt for Sognebeboerne i saa stor Udstrækning som det er Forstanderskabet muligt. De saaledes modtagne Beløb i Courantskillinger maa under ingen Omstændighed igjen udgives, men blive at tilsende nærmeste Kongelige Kasse til Omvexling. De Udgifter, der kunde være forbunden til Budleie til nærmeste Kongelige Kasse med Beløbene til Omvexling, kunne tages af Sognekassen. For at denne Foranstaltning kan blive saa bekjendt som muligt, skulde jeg anmode Forstanderskabet om, at lade denne min Skrivelse læse ved Sognets Kirkestævne den 1ste Søndag i hver Maaned fra nu af og indtil 31te Decbr., og ved samme Leilighed om fornødent gjøres at forklare dens Indhold, samt paalægge dens Efterlevelse for Sognebeboerne.
Til