For 100 år siden var Vilhelm Bergsøe måske vor mest læste forfatter. Der fandtes knap et hjem, hvor ikke mindst en af hans bøger stod på reolen. Det kunne være romanerne "Fra Piazza del Popolo" eller "Fra den gamle Fabrik" eller måske det zoologiske arbejde "Fra Mark og Skov". Bøgerne udkom i utallige oplag og nogle af dem er endda blevet genoptrykt i nyeste tid.
Mindre kendt er det, at Vilhelm Bergsøe også samlede på mønter og medailler. Han forfattede et katalog over attenhundredetallets medailler og jetons, hvilket er hovedværket for denne gren af numismatikken og det benyttes stadig, da det endnu ikke og vel nok aldrig finder en afløser. For at tilfredsstille sin interesse for medaillerne, havde han sin jævnlige gang i de virksomheder, som prægede medailler og derfra fik han så også et indblik i det håndværk, som udøvedes.
Hans interesse for mønter og medailler inspirerede ham til romanen "Falskmøntneren", der udkom første gang i 1900.
I romanen, som burde være alle gravørers godnatlæsning, omtales gravørværksteder gentagne gange og med største selvfølgelighed anvendes et antal fagudtryk.
Handlingen er delvis bygget over gravør Christian Lüster (1822-1871), der i Danmark blev fængslet for falskmøntneri og efter udstået straf drog til Brasilien, hvor han endte sine dage som chefmedaillør ved den kejserlige Mønt i Rio de Janeiro. I bogen møder vi også medaillør F. C. Krohn under navnet professor Krog.
Bogen kan være svær at finde, men ethvert offentligt bibliotek i Danmark har pligt til at fremskaffe den.
Som en lille appetitvækker og smagsprøve bringes her nogle få sætninger.
- - - men den Stilling, hvori du anbragte mig, var en Mellemting af Haandværk og Kunst, og den sidste fik lidt efter lidt Overtaget. Du veed ikke, hvor trælsomt en Gravørs Arbejde er. Fra Morgen til Aften sidder han bøjet over Bordet med Lupen i Øjet og Gravstikken i Haanden. Møjsommeligt graver han Spaan paa Spaan ud af det blanke Metal, som blænder hans Øjne og svækker hans Syn, saa tusinde Ildfluer til sidst dirrer i Luften. Og hvad er det saa for et Arbejde, som gjør Haanden træt og aanden sløv? Dørplader, Signeter, og dumme forsiringer til de saakaldte Pragtbind. Med ærlig flid har jeg stridt mig gennem alt dette, og jeg er nu en dygtig Gravør, men det er mig ikke nok.
Da Aage traadte ind i Værkstedet, laa det store Rum med de mange Kvistvinduer i Solnedgangens sidste glødende Belysning, dens røde Straaler spillede hen over de blanke Skruestikker, polerede Metalflader, over Hamre, Amboldter og Gravstikker, brød sig i den tarvelige Hængelampes Prismer, og faldt derfra som syvfarvede Regnbuestriber paa de hvidtede Vægge. Aage hængte sit Tøj paa Knagen, trak sin Arbejdsbluse paa og satte sig paa sin vante Plads, stirrende tankeløst omkring sig. Hvad var det han skulle huske - det var ham umuligt at komme paa det, og ganske mekanisk tog han en Gravstik i Haanden.
Han prøvede den paa et Stykke Kobber - nej - det var ikke det. Han kastede Pladen fra sig, og stirrede atter hen over Bordene, hvor det blanke Værktøj luede i Aftensolens Lys.
Da faldt hans blik paa et Par Stykker Rundstaal, og det forekom ham, at disse havde en Glans, der tiltrak ham paa en særegen Maade. Han tog dem, vejede dem i Haanden, maalte deres Diameter - ja, der var det; men hvad saa mere? Han grundede dybt og længe.
Ved det andet Vindue stod Pladsen tom. En Arbejdsbluse hang over Stoleryggen og dækkede halvt en Skiferplade, hvorpaa man saae Udkastet til et Medaillerelief i Voks. Poussérpinde, Tyrter, Riffelfile, Mejsler og Punsler laa hulter til bulter mellem hverandre paa Bordet.