I anledning af kong Christian VII's 22 års fødselsdag den 29. januar 1771, fik Struensee den idé at afholde en stor folkefest på Chrstiansborg Slotsplads med gratis mad, drikke og penge, ligesom den fest, der blev afholdt 1. maj 1767 i anledning af kongens salvning. Fester i den størrelsesorden er næppe set siden. Den dybere årsag til med usædvanlig stor pragt at fejre noget så relativt ligegyldigt som en 22 års dag, skal nok søges i dels den omstændighed, at byens lavere klasser med stigende misundelse har bemærket det vellevned hoffet førte, hvorfor man for at undgå en stigende uro lod al folket, herunder især Nyboders indbyggere, få andel i glæderne og dels den omstændighed, at det i virkeligheden var en fest i anledning af de sejre, Struensee havde vundet i det øvre magtspil. Man kan med al tydelighed se for sig de tumultagtige tilstande, der må have været ved festens højdepunkter. En beretning findes i Ao. 1771 No.9. De til Forsendelse med Posten allene privilegerede Kiøbenhavnske Tidender. Fredagen, den 1ste Februarii [Berlingske Tidende]:
I Tirsdags den 29de Jan., som Hs.Majests. vor allernaadigste Konges høystglædelige Fødselsdag, da Hs.M. indtraadte udi sit Alders 23de Aar, var ved Hoffet for Middags- Taffelet et talriigt Cour. Derpaa blev paa Slottets Ridebane givet en stegt Oxe til Priis, som var garneret med 6 stegte Beeder, 50 Capuner, 40 Ender, 16 Giæs, 16 Grise, samt dertil 600 Par Brød. Paa samme Plads var under Direction af Hr. Professor Harsdorf opført en Decoration, som forestillede en public Fontaine, decoreret udi antique Gout, den stod paa en høy Socle af orientalsk rød Marmor, med et stærkt Gesims kronet, som bares ved Krog-Steene, Architectorisk uddeelte. Oven paa denne Socle stod bemeldte Fontaine af grønt Marmor, (verd antique) som var saaledes uddeelt, at tvende store Partier paa begge Sider vare anbragte; imellem var en stor fiirkantet Niche, hvorudi saaes en siddende Figur efter antique Maade iklædt, holdende udi den ene Haand et Frugt-Horn, og udi den anden Krandse, forestillende Munificentia (Kongel. Gavmildhed). Den sad paa en decoreret Socle, hvorudaf Vandet sprang, (kaldet: Nappe d'eau) fra alle Kanter paa Klipper, og derfra faldt udi en rund Bassin. Paa begge Sider af benævnte Figur vare anbragte tvende caracteriserede Egyptiske Løver af Bronze, som ligeledes kastede Vand-Straaler udi samme Kum, og grouperede sig med Figurer. Føromtalte tvende Partier vare alle decorerede med Bronze-Medaillons, hvorudi saaes Børn med musicalske Instrumenter udi Bas relief. Ellers var denne Opsats med saa kaldede Congelationer en Bas relief udziret, og var den med et riigt Gesims af guult Orientalsk Marmor og en Friise af hvid Marmor forsynet, udi hvis Midte var anbragt Inscriptionen D E N X X I X J A N U A R I I . Paa Siderne antique Løve-Hoveder med Gevandter af Bronze. Oven paa Opsatsen var Ballustrade af grøn Marmor, og Docknen af Bronze. Oven paa bemeldte Opsats var anbragt en Attique af grøn Marmor, med behøvende Corniche og Fonton, hvorudi saaes en Søe-Muskel, og ellers var decoreret med Bronze Festoner, Baand og Knappe, samt Congelationer udi Bas reliefs. Oven paa bemeldte Attique var en antique Vase. Begge Sider af denne publique Fontaine eller Decoration vare flanquerede med tvende mindre Fontainer, hvoraf sprang rød Viin paa den ene, og hvid Viin paa den anden Side; disse mindre Fontainer vare af rød Marmor, decorerede med Masqueorons en Bronze, med Viinblade, hvoraf Vinen sprang. Opsatsen var en tronqueret Colonne, omkring hvilken Bas reliefs en Bronze, forestillende Bachantes med Festoner af Viinblade udi Hænderne vare anbragte. Oven paa disse Colonner var en Opsats, som termineredes udi en Spids, ligeledes ornerede med Bronze antique Ornamenter. Derfra bleve af den K. Kammer-Fourier Reutzer udkastet blant Folket de til den Ende i Guld myntede Ducater, og de i Sølv myntede Kroner og halve Kroner, paa hvis ene Side læses den 29de Jan. 1770 [sic!] og i Randen Gloria ex Amore Patriæ. Fra Fontainen sprang 6 Oxehoveder rød og 6 Oxehoveder hviid Viin.
De 12 oxehoveder vin svarer til godt 2.800 liter eller 4.000 nutidsflasker. Og med de angivne mængder brød og stegte dyr, må det antages, at man har været i stand til at bespise og 4-5.000 personer og knap hver anden har været så lykkelig at få mindst en mønt. Til sammenligning kan anføres, at folketallet for København androg omkring 80.000. Kort efter festens afholdelse kunne man til minde købe et træsnit, hvortil var trykt en forklarende tekst:
Afbildning paa den stegte Oxe og Viinspringet, samt Pengenes Udkastelse, som til Maiestetens Fødsels-Fest den 29 Januari 1771 allernaadigst paa Christiansborgs Slot blev priisgivet. See, Stegen er bereedt, og Viinen er iskienket! Kom, æd hver hungrig Mund, og drik hver tørstig Siel, Dig dette Maaltid af en Fader er tiltænket, Som end i Lyst og Fryd giør Underdaner vel. Kom da enhver som kan, og giører Eders Beste, Her er ei nogen Tvang, ei Rang, ei Cermonie; Jeg tvivler ikke paa her jo vil findes Gieste, Da man faar Penge til, og sin Fortæring frie. Kiøbenhavn, trykt og findes tilkiøbs hos Johan Rudolph Thiele, boende i Peder Hvitfeldts- Stræde.
Rammen omkring selve træsnittet måler 35 x 23 cm. Det ubeskårede blad måler 40˝ x 33 cm. Billedet er sjældent og findes således ikke i kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst. Det her afbildede eksemplar har tilhørt den også i numismatiske kredse velkendte Bolle Villum Luxdorph, som sammen med et antal øvrige af tidens billeder lod det indbinde i et læderbind, hvorpå anbragtes hans berømte superexlibris. Dette klenodie findes nu på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Den på billedet nævnte Johan Rudolph Thiele var født 1736 og indvandrede 1748 fra Tyskland, købte 1770 et mindre trykkeri. Da han i 1771 indgik ægteskab med bogtrykker Borups enke, fulgte et større trykkeri med. Det udviklede sig i årenes løb til et højt respekteret trykkeri, der blandt andet fik til opgave at trykke pengesedler for Nationalbanken og frimærker for postvæsenet. 21 dage forinden den store fest, den 8. januar havde particulær cammeret og møntmester Hans Schierven Knoph fået ordre til at udmønte 120 kurantdukater af sædvanlig gehalt og 1000 rigsdaler kroner, nemlig 1000 hele og 1000 halve, 13 1/3 lødige, 102/5 R.mk.fin. Et tilfældigt, men velbevaret eksemplar af kronen blandt de til folket udkastede vejer 17,932 gram, hvilket passer udmærket til de anførte udmøntningsformler. Kurantdukaten, der havde værdi af 3 kroner eller 12 mark skulle veje 1/75 af en kølnsk mark svarende til 3,118 gram og være af finheden 21 karat svarende til 875 ‰. Kronemønterne skulle efter det foreskrevne veje 17,989 og 8,994 gram og have finheden 833 ‰. Stempelskærer Johan Ephraim Bauert fik besked på at skynde sig, men samtidig blev det ham indskærpet, at stemplerne blev forsvarlige. Man må sige, at de blev flotte. Den 8. februar fik Knoph kongens ordre til at slå yderligere 10 stykker af hver værdi og at lade pladerne skure og stemplerne polere, hvorefter stemplerne skulle afleveres på Rosenborg. De måtte nøje opbevares for, at der senere kunne tages efterpræg. Prægestemplerne til mønterne blev bevarede og blev siden tilbageført til Mønten. De er i dens stempelprotokol opført som Christian VII 7 (kurantdukat), 8 (krone) og 9 (halv krone). Hans Schierven Knoph fortæller, at der udmøntedes 1012 stykker hele og 1012 Stykker halve kroner samt 131 kurantdukater. Udover de beordrede udmøntninger er der således udmøntet 2 af hver sølvmønt og 1 eksemplar af guldmønten, hvilke mønter må være afleveret til kongens møntkabinet. Kurantdukaten og kronen kendes hver i to mindre stempelvarianter. Et sæt af fødselsdagsmønterne findes i tin. De tilhørte L. E. Bruun, som fik dem lavet samtidig med at at han fik lavet nypræg af alle de gamle medailler. H. H. Schou, der efter L. E. Bruuns død ordnede dennes samling af de dansk-norske mønter efter 1448 anbragte ikke tineksemplarerne i L. E. Bruuns samling, skønt han optog dem i sin egen beskrivelse fra 1926. De unike nypræg solgtes derfor på Bruuns dubletauktion i 1925. De havnede siden i Axel Ernsts samling; Den kongelige Mønt- og Medaillesamling, som vederlagsfrit fra Ernsts samling kunne udtage alt hvad man lystede, følte ikke trang til at erhverve stykkerne, hvorfor de atter solgtes på offentlig auktion. Ved begge auktionssalg lod man køberne være i den tro, at tinafslagene var samtidige.