I Schives arbejde fra 1865 over norske middelaldermønter er optaget en mærkværdig mønt fra Christiern II, kaldet Skuemynt, visende kongens baretbærende portræt på forsiden og det fuldstændige kongevåben på bagsiden. Han betegner med rette mønten som et kunststykke af høj rang. Det beskrevne eksemplar er gennemhullet og Schive mener, at der i hullet skulle anbringes et øsken, for at mønten kunne bæres som et hæderstegn. Han foreslår endvidere, at mønten slet ikke er præget af Christiern II, men snarere af pfalzgreve Frederik af Rhin.
Som argumentation anfører han helhedsindtrykket af mønten, de fremmedartede bogstavtyper og den heraldiske opbygning, hvor han fremhæver Dannebrogskorset, der i Christiern II's regeringsperiode næppe endnu endnu blev benyttet som en del af kongevåbnet. Endelig fremhæver han, at kongen mærkværdigvis betegnes med nummertal som Christiern 2, hvilket ikke kendes fra hans hjemlige mønter. Schive meddeler endelig, at det eneste kendte eksemplar, som opbevares i det store keiserlige Bibliothek i Paris er af billonmetal og vejer 10,155 gram. På daværende tidspunkt blev mønter, der ikke var af guld, platin eller sølv betegnet kobbermønter, uanset om de så var af bly. På samme måde blev sølvlignende mønter, som ikke er af sølv, fælles betegnet billon, mens denne betegnelse nuomstunder udelukkende betegner en mønt med et meget lavt sølvindhold.
Schou betegner i 1926 mønten som Skuemønt? og angiver, at den skriver sig fra kongens udlændighed. Ved hans katalogisering af grosserer L. E. Bruuns samling, bliver dennes galvanokopi betegnet: Skuemønt, antages præget i Udlandet.
Den højt ansete kunsthistoriker Victor P. Christensen beskæftigede sig med mønten i 1936. Med udgangspunkt i den galvanokopi, som befinder sig i Den kongelige Mønt- og Medaillesamling bemærkede han, at portrættet er anbragt lidt skævt og meget lavt på feltet, at der er en mærkelig forskel mellem portræt og skrift, våben samt ringe. At bogstaverne i deres typografi og de anvendte forkortelser slet ikke kan være udført af den kunstner, som udførte portrættet, men måske siden må være gjort af en særdeles dygtig signetstikker, som er øvet i de gamle signetformer med gammeldags bogstaver, idet portrætkunstnere er middelmådige til at skære bogstaver og at omvendt de som kan skære perfekte bogstaver er mindre dygtige som portrætkunstnere. Videre bemærker han, at portrættet er indføjet, idet det ved et tryk er let nedsænket i feltet, som hæver sig lidt op omkring billedet.
Georg Galster har konstateret, at mønten før 1754 fandtes i Paris, hvorfra den var tilkommet fra St. Genovevas kloster, men at den siden skulle være forsvundet og erstattet med en galvanokopi. Han angiver, antagelig efter Jean Babelon, originalstykkets vægt til 11,72 gram og betegner den Sølvgylden, prøve.
Imidlertid så jeg stykket i Bibliothèque Nationale de France, Département des monnaies, médailles et antiques ved et besøg i 1988, hvor den var anbragt blandt medaillerne. Jeg konstaterede, at mens de kendte galvanokopier alle har hullet udfyldt, er eksemplaret i Paris gennemhullet, at området omkring hullet var blevet beskadiget og at det næppe drejer sig om en galvanisk kopi, men om en prægning, hvor forside og bagside er udført på sølvblikstykker, der efterfølgende er sammensat og for holdbarhedens skyld udfyldt med voks. Metoden er velkendt for nederlandske medailler fra det syttende århundrede, men ikke fra femtenhundredetallets første halvdel. Jeg må indrømme, at jeg ikke lod stykket veje, idet jeg ikke fandt, at en aktuel vægt ville være tilstrækkeligt bevis for, at stykket ikke var ombyttet. Da jeg anså det for at være originalt, ville en vægtdifference derfor kun antyde en tidligere fejlvejning.
Hvis man antager Victor P. Christensens konklusioner for korrekte, må man derefter videre kunne konkludere, at en nederlandsk signetstikker i sekstenhundredetallet fra nogle efterladenskaber har erhvervet portrætstemplet og på dette tidspunkt har udført resten af stemplerne. At forsiden måske er præget i to omgange; omskrift og ringe for sig og portræt for sig. At stykket derefter i tidens ånd er præget som sammensat sølvblikmedaille og endelig, at det derfor overhovedet ikke nogensinde er eller har været en mønt.
Stykket afbildes som oftest i et forkert størrelsesforhold. En målt galvanokopi har diameteren 39½ mm.
(1997)