Ved forskningsmæssigt arbejde vil det som oftest være umuligt at få samlet samtlige til en undersøgelse nødvendige eksemplarer på et sted, hvorfor det kan være nødvendigt at fremstille brugbare afbildninger eller aftryk. Det enkleste er med en blyant på et stykke papir at at fremstille de såkaldte gnidebilleder. Ved øvelse kan virkelig gode resultater opnås. Der anbefales et tyndt stykke glittet, men ikke krideret papir. Dertil en blyant med en blød stift. Det bedste aftryk fås, hvis papiret forinden er let fugtet og så presses ind mod mønten, så der i selve papiret dannes et aftryk. Man kan ligefrem anbringe mønt og papir i en presse hvori der så også er et fugtsugende materiale; når papiret er tørt, fremstilles med blyanten selve gnidebilledet, hvor man fortrinsvis sværter de højeste detailler. Sluttelig kan resultatet udklippes; til beskyttelse sprayes med for eksempel hårlak og endelig opklæbes det på et egnet stykke papir eller pap. Det er set, at en interesseret i stedet for blyant med en tuschpen har tegnet hårfine streger på de øverste punkter. Metoden kræver et særligt håndelag.
Lidt mere omstændigt er fotografiet. Fremstilling af fotografiske billeder skal ikke omtales her. Blot skal nævnes, at en ændret belysningsvinkel fuldstændig kan ændre karakteren af et billede. Videre, at mønter af forskelligt materiale ikke bør fotograferes i samme optagelse. Kobberstykker bør have en længere belysningstid og aluminiumstykker bør have en kortere belysningstid. Ved eksemplarer med stempelglans, som har tendens til at give genskin, kan man med held afskærme genskinnet ved brug af et polarisationsfilter. De heldigst udførte fotografier synes at være de, som er foretaget i dagslys på en skyggefuld dag.
I det nittende århundrede har man til brug ved reproduktion forsøgt sig med en reliefkopiermaskine, der blev opfundet af en franskmand Colas. Efter Opfindelsernes Bog redigeret af André Lütken, 1877 kan berettes, at en mønt, medaille, polet eller galvanokopi deraf anbringes i maskinen. En fin stålstift med afrundet spids, der kan trænge ned i stykkets fordybninger og også hæve sig ved de ophøjede punkter bliver ført hen over stykket, der ønskes kopieret. Stiftens synken og stigen bliver ved et system af vægtstænger overført til egentlige tegnestift, men således, at denne arbejder i samme plan, uafhængigt af førerstiftens op- og nedgående bevægelser, der ved en særlig mekanisme - det ejendommelige for denne maskine - forvandles til sidebevægelser. Førerstiften beskriver udelukkende profiler af genstanden og disse profiler lægger tegnestiften ned i et plan. Herved opstår ejendommelige graveringer, der ligner ophøjede mønstre. Metoden vandt aldrig udbredelse; dog kan et eksempel på brug af en reliefkopiermakine ses på forsiden af et af Danmarks Nationalbank 1989 udsendt hæfte med titlen Forslag til en ny møntrække.
Meget benyttet er staniolaftrykket. I ældre tid anvendtes tinfolie af tykkelsen 0,05 mm. Materialets smidighed i forbindelse med et simpelt apparat mest mindende om en gammeldags blæksuger, som i stedet for trækpapir har en gummiplade, gjorde at møntsamleren H. H. Schou var i stand til at fremstille op til 200 aftryk i timen. Desværre fremstilles tinfolie overhovedet ikke mere. Derfor er man i nutiden nødsaget til at anvende aluminiumfolie, der ikke har samme gode egenskaber. Aftrykkenes skarphed er måske en anelse bedre, men man kan næppe fremstille mere end 10-15 gode aftryk i timen og de skal behandles med langt større varsomhed for ikke at blive beskadiget. Jo tyndere folie der anvendes, des skarpere bliver aftrykket; men samtidig bliver det også vanskeligere at bearbejde.
Man bruger et stykke aluminiumfolie, som falses én gang, så den matte side kommer udad. Indersiden pensles med et tyndt lag talkum, hvis mønten synes fedtet eller klæbrig. Heri anbringes mønten. Der anvendes tryk med fingrene og for detaillernes vedkommende kan man hjælpe sig med små træpinde, for eksempel tændstikker. Man kan også anvende en blød tandbørste. Når den ønskede skarphed er nået, rystes mønten ud og folien åbnes i falsen. På de indre aftryksflader hældes flydende stearin fra et tændt stearinlys og når den første overfladestørkning viser sig, falses aluminiumfolien atter. Det herved fremstillede aftryk kan for holdbarhedens skyld anbringes i en såkaldt møntholder, hvorpå kan angives ønskede oplysninger, som kan være dato for aftrykkets fremstilling, originalstykkets ejerskab, proveniens, metal og vægt.
Staniolaftryk kan kopieres i en xerox-maskine. Da aluminiumfolie fremstilles ved valsning, er der fine valsestriber i længderetningen. Det er nødvendigt, at disse striber ved fotokopieringen står vinkelret på belysningslampen. Såfremt billedet ønskes benyttet til reproduktion anbefales det, at anbringe et rasternet mellem staniolaftrykket og glaspladen.
Et særligt staniolaftryk anvendes, hvis møntens rand er forsynet med en dekoration, i så tilfælde oftest en rillet eller riflet rand og der måtte ønskes et aftryk af denne rand. Der anvendes et lille stykke modellervoks, som trilles ud som en pølse eller slange. Lagt på et underlag trykkes eller valses det fladt og der pensles med en anelse talkum. Derover lægges et stykke aluminiumfolie og med en skinne eller lineal som støtte lader man mønten - som et klejnehjul - køre hen over aluminiumfolien. Det herved fremkomne aftryk løsnes fra underlaget og i fordybningen hældes flydende stearin. Efter størkning påklæbes aftrykket et stykke kraftigt karton. Såfremt det måtte være interessant at kunne meddele antallet af riller er en optælling på selve mønten vanskelig. En optælling på aftrykket lader sig lettere udføre. Man tæller antallet af riller i en vedtaget længde og beregner dernæst det samlede antal. Hvis en mønt for eksempel har diameteren 17 mm og man ved en optælling af 2-3 cm kommer til det resultat, at der er 23,4 riller per 10 mm, kan man opstille formlen 1,7 × p × 23,4 = 124,97 og man kan da angive, at mønten er forsynet med 125 riller.
Fremstillingen af gibsafstøbninger kan ske ved, at man med håndvarmt modellérvoks tager et aftryk af mønten, som forinden bør være penslet med et ganske tyndt lag talkum. Omkring aftrykket anbringes en lille papirring, som når gibsen skal påføres, hindrer at denne breder sig. På aftrykket pensles et tyndt lag tyndtflydende gibsgrød. Når grøden er delvis størknet, kan man til forstærkning hælde yderligere, men nu mere tyktflydende gibsgrød. Når gibsen efter passende tid er størknet og helt tør, kan resultatet lakeres med klar lak. Også her kan hårspray anbefales. En anden metode er, at man først tager et staniolaftryk, som man derefter forstærker ved indtil en halv snes gange med en halv til en hel times mellemrum påstryger med et tyndt lag flydende formgummi. I den fremkomne form er det muligt at fremstille adskillige afstøbninger. Efter gibsens størkning kan støbningerne af forside og bagside i form og tykkelse tilrettes med en kniv eller med fint sandpapir. Man kan derefter lime aftrykkene sammen. De nærmest uundgåelige fuger udfyldes med tyggegummi, som omgående pensles med gibspulver. Sluttelig males aftrykket med metallisk dekorationsfarve.
Der kan også anvendes galvanoplastik. Kort beskrevet tager man et aftryk af emnet. Hvis det valgte materiale ikke er elektrisk ledende påføres det et tyndt lag grafitpudder eller broncepudder. Aftrykket anbringes herefter i et forkobringsbad, hvor det skal fungere som katode. Strømmen sluttes og aftrykket forkobres. Forkobringsprocessen fortsættes indtil kobberlaget er så tykt, at det som en plade kan adskilles fra aftrykket. Det er her vigtigt ikke at anvende for stor strømstyrke for at fremme forkobringen, idet en hastig forkobring har tendens til at blive grødet og porøs. Jo længere forkobringen varer, des bedre bliver kvaliteten. Et aftryk kan kun indeholde enten forside eller bagside af en mønt. Hvis man ønsker at vise begge sider, må man derfor lave to aftryk. Lade begge aftryk forkobre. For sluttelig at sammenføje de to plader. Sammenføjningen kan ske ved at pladerne påsættes en metalkerne svarende til originalstykkets blanket, eller man kan forstærke pladerne med lavtsmeltelige legeringer, som for eksempel loddetin. Videre kan siderne sammenføjes med loddetin eller schellak. Efterbehandling af overfladen kan ske med forgyldning, forsølvning, formessing eller lignende overtræk og stykket kan patineres, så den ønskede farve opnås.
De skarpeste og nøjagtigste kopier fås utvivlsomt af galvanoplastisk vej. Der kræves et meget trænet øje til ved synet alene at afgøre om det drejer sig om en kopi. Såfremt der ikke anvendes en metalkerne, vil imidlertid stykkets altfor ringe vægt afsløre fremstillingsmetoden. Ellers vil selv nok så sirligt udførte sammenføjninger vise, at stykket i virkeligheden består af to sammensatte dele.
Hvis man til studiebrug ønsker at fremstille en støbt kopi af en mønt, findes særlige abstøbningslegeringer, der giver skarpe konturer ved afkølingen. Der nævnes: 2 vægtdele tin, 3 vægtdele bly og 5 vægtdele vismut eller 1 vægtdel tin, 1 vægtdel bly og 2 dele vismut.
Det overlades til læseren selv at eksperimentere sig frem med hensyn til de uanede muligheder der gives med en scanner og computer.